Den spanske syge på Julemærkesanatoriet 1918

Den spanske syge var en voldsom influenzaepidemi, der hærgede hele verden fra 1918 til 1920 og menes at have dræbt i alt 50 mio. mennesker

Julemærkesanatoriet Koldingfjord ved vintertid
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000252f075
Julemærkesanatoriet

Julemærkesanatoriet uden for Kolding åbnede i 1911 og var det første sanatorium kun for børn. I 1918 rummede sanatoriet 158 børn og et ukendt antal medarbejdere, der for de flestes vedkommende boede på stedet.

Sygeplejemuseet bor i den daværende bygning for de helt små børn, og hovedbygningen for de større børn rummer nu Hotel Koldingfjord. Hele bygningskomplekset ejes i dag af sygeplejerskernes pensionskasse, PKA.

Både sygeplejemuseet og Hotel Koldingfjord værner om stedets historie, så det har været oplagt at undersøge, hvordan sanatoriet klarede sig gennem den spanske syge. Der er ikke meget i museets arkiv om det, men der er en grundig beskrivelse i Ugeskrift for Læger, der på grundlag af en gennemgang af alle journaler har beskrevet forløbet i detaljer.

Det er i år 100 år siden, den store influenzaepidemi, der blev kaldt den spanske syge, begyndte at hærge det meste af kloden. I Europa ramte den på et tidspunkt, hvor 1. verdenskrig endnu var i gang, og hvor de krigsførende lande var helt i bund helbredsmæssigt. Det neutrale Danmark blev ramt i lettere grad, men epidemien blev her slem nok med sine 15.-18.000 døde.

En ung sygeplejerske med sin patient på Julemærkesanatoriet 1919
En ung sygeplejerske med sin patient på Julemærkesanatoriet 1919
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000114f004
På Julemærkesanatoriet, hvor man behandlede børn med lungetuberkulose, var en voldsom influenza noget, man var på vagt overfor. Da influenzatilfældene begyndte at florere i Kolding by og omegn i sommeren 1918, valgte overlæge Oldenburg derfor at helgardere sig og isolerede hele sanatoriet fra omverdenen. Læger, sygeplejersker, barneplejersker, elever og tjenestefolk boede alle på stedet, og de var nu forhindrede i at forlade matriklen. De måtte under ingen omstændigheder være sammen med smittede.

Det blev for meget for en af gangpigerne. Hun smuttede i slutningen af november 1918 hjem til sin syge familie, hvor hun selv blev smittet, og fra hende kunne sygdommens spredning let spores. Den 23. november holdt hun komsammen med tre andre gangpiger på sanatoriet, og de blev alle fire syge kort tid efter. De blev øjeblikkelig isoleret fra børnene, men det var for sent. Fra den 24. november og måneden ud blev syv voksne og to børn syge. I december måned bredte influenzaen sig med lynets hast, og inden årets udgang var 31 voksne og 75 børn blevet syge.

Alle de syge blev så vidt muligt isoleret, og der blev indrettet isolationsafdelinger i sanatoriets modtagebygning og i den feriebygning, hvor udskrevne børn kunne komme på et ferieophold.

Hvad de gjorde med de ansatte, der blev syge, melder historien ikke noget om.

Modtagelsesafdelingen bag Julemærkesanatoriet. Bygningen er revet ned i dag.
Caption 
Modtagelsesafdelingen bag Julemærkesanatoriet. Bygningen er revet ned i dag.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 970116f063

Feriehjemmet ved Julemærkesanatoriet. Bygningen eksisterer ikke længere.
Caption 
Feriehjemmet ved Julemærkesanatoriet. Bygningen eksisterer ikke længere.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 990122f037

Den gang havde man endnu ikke opdaget det virus, som er årsag til influenza, så da epidemien ramte, stod lægerne magtesløse overfor smitteveje og behandling. De kunne kun iagttage forløbet og notere sig, hvad der skete.

Det eneste kendte billede af en maske fra den spanske syge. Her på Marinehospitalet i København, der var influenzahospital i 1918. Lægen er Arthur Mårtensson, der senere blev overlæge på Julemærkesanatoriet.
Det eneste kendte billede af en maske fra den spanske syge. Her på Marinehospitalet i København, der var influenzahospital i 1918. Lægen er Arthur Mårtensson, der senere blev overlæge på Julemærkesanatoriet.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000322f001_7b
Hurtigt indførte man nogle hjemmelavede ansigtsmasker af tæt lærred, der dækkede hele ansigtet med to glughuller til øjnene og var varme og ubehagelige at arbejde med. Lægerne konkluderede, at nytten af masken vist nok var tvivlsom, men de mente, at den dog måtte skærme lidt.

Blandt personalet blev læger og plejepersonale hårdest ramt, og blandt køkken- og anretningspersonalet blev syv ud af 10 syge. Derimod blev de funktionærer, der ikke havde direkte kontakt med børnene, det vil sige kontor-, maskin- og vaskeripersonalet og karlene ikke ramt i synderlig grad.

Blandt børnene gik sygdommen værst ud over dem, der havde tuberkulose i svær grad. De lettere tilfælde slap ret let over sygdommen, men blandt de sygeste var der tre, der døde af influenzaen.

To sygeplejersker på Julemærkesanatoriet i 1919
To sygeplejersker på Julemærkesanatoriet i 1919
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000114f005
Influenzaen gik værst ud over de voksne, der fik et langt voldsommere forløb end børnene. Deres symptomer var langt alvorligere end børnenes. Hvor børnene i langt de fleste tilfælde fik luftvejssymptomer, havde de voksne derudover voldsom hovedpine, var stærkt svimle, og havde stærke smerter i ryggen og i arme og ben. Flere, både børn og voksne, fik lungebetændelse, men det forløb heldigvis godt i alle tilfældene. Det nævnes ingen steder, at der var voksne, der døde.

Den spanske syge opførte sig på sanatoriet på præcist samme måde, som den gjorde i resten af verden. Den angreb unge mennesker, mens børn og gamle slap betydeligt lettere. Det var blandt andet det, der gjorde den så uhyggelig. Europa havde mistet millioner af unge mennesker i løbet af 1. verdenskrig, og nu kom der så en epidemi og tog for sig blandt de overlevende.

Hvad artiklen i Ugeskrift for Læger ikke siger et ord om, er hvordan sanatoriet klarede sig gennem epidemien med så mange syge børn og ansatte. Det har været tvingende nødvendigt at skaffe ekstra arbejdskraft, men vi ved fra andre kilder, at folk ikke godvilligt nærmede sig de syge af skræk for selv at blive smittet. På hospitalerne segnede personalet under arbejdsbyrden. Det må man også have gjort på sanatoriet.

Den glemte epidemi

Den spanske syge er blevet kaldt den glemte epidemi. Bekæmpelsen af den var en fiasko for myndighederne og for lægerne, fordi ingen vidste, hvad sygdommen skyldtes, og hvordan den smittede. Bagefter ville man bare glemme hele miseren hurtigst muligt. Dermed blev også kvindernes indsats glemt, selv om de under hele epidemien viste deres værd, ikke blot sygeplejerskerne, men også tusindvis af frivillige kvinder. De gik ud i hjemmene, sørgede for god hygiejne, mad og andre fornødenheder, selv om mange af dem betalte med deres liv. De var epidemiens helte, men da det ikke var dem, der skrev historien, blev det hele glemt.

Ifølge Tidsskrift for Sygeplejersker 1918 og 1919 døde 29 sygeplejersker og 7 sygeplejeelever af den spanske syge, smittet under arbejdet. På det tidspunkt var 3.000 sygeplejersker medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, så det svarer til ca. 1% af alle danske sygeplejersker.

Kilder

Trier, Hans. Angst og engle. Den spanske syge i Danmark. Gads Forlag 2018

Heisz, Tommy.  Den spanske syge. Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark. Politikens Forlag 2018

L. Chr. Rahbek. Influenzaepidemien paa Julemærkesanatoriet November - December 1918. Ugeskrift for Læger nr. 24 1919 side 973-80

Tidsskrift for Sygepleje 1918  og 1919 - alle numre