Balance i sygeplejen

Der er en tid i patientkontakten til at rumme bekymrende tanker, og der er en tid til at bevare fokus på det, der skal ske under indlæggelsen. Det ene må ikke vige for det andet.

Oprettet: 07.09.2017
Githa Leth Madsen

Jeg troede jo her i foråret, at jeg måske var ved at blive rask, hvilket jeg indviede de 200 mennesker i et oplæg til Dansk selskab for Dagkirurgi, om det at være dagkirurgisk patient.

Jeg syntes faktisk, det var lidt sjovt, at jeg blev spurgt om det. For hvad ved jeg om at være dagkirurgisk patient? Men kom til at tænke på, at ud af de 43 indgreb jeg har fået foretaget de sidste 3 år, er de 95 % været dagkirurgiske. Så måske jeg vidste lidt om det alligevel. Der stod jeg så, efter min 3. stamcelle operation. Såret var lukket, fornemmelsen om at det var som det skulle være, var ikke lige i skabet, men det kunne jo være psyken.

5 dage efter lå jeg på operationsbordet igen og fik sprættet alt det op, der skulle være helet.

Tilbage til at være patient igen. Jeg prøvede virkelig at bilde mig selv ind, at det bare var et mindre tilbagefald. Så derfor var jeg faktisk ret fattet, da jeg mødte op til det indgreb. Og igen fik jeg en tid til oprensning efter 6 uger, hvilket i mit patientperspektiv er alt for lang tid. Fordi jeg i mellemtiden får det alment skidt med træthed, ømme lymfer og feberlignende fornemmelser, smerter og blødning. Jeg ringede til afdelingen, fordi jeg nu havde det virkelig træls, og fik at vide, at de havde bare ingen tider. Hvorfor jeg gik ombord i rundstykkerne. For så at blive ringet op en halv time efter, at jeg kunne møde til operation nu! Men nu var jeg jo ikke fastende, så nej. Næste tid var 2 uger efter.

Og hvilke 2 uger. Havde ondt, var utilpas, passede mit arbejde, sov når jeg kom hjem, havde meget kort lunte overfor familien. Vi snakker en hvæsende heks og en ulmende bombe, der kunne poppe over af korte, højlydte angreb. Det var præcis, som da jeg var afsted hver anden uge til operativ oprensning. I det øjeblik gik det op for mig, at det her ikke var et lille set-back. Det var et et hjemslag i ludo, der ville noget.

Derfor var det så vigtigt for mig at holde masken, da jeg mødte op på dagkirurgisk afdeling efter de 2 uger.  Sygeplejersken på dagkirurgisk afdeling spurgte, hvordan det gik. "Jo tak, har det skidt, men sådan er det jo". Yes, overlevede den her. Ingen bævren i stemmen eller flæbemund, og sygeplejersken spurgte ikke om mere. GUDSKELOV.

Man gør ALT for at holde sammen på sig selv, holde facaden, opføre sig ordentligt og passe ind. Dette er beskrevet i et masterprojekt fra 2014 af Tina Nors "Anæstesisygepleje - en betydningsfuld del af kræftpakken. Et kvalitativt studie om ambulante kræftpakke patienters oplevelse af et anæstesiforløb i generel anæstesi".  Via interviews klarlægger hun, at patienter er undskyldende og føjelige. De vil så gerne passe ind og ikke være til besvær.

Tina Nors påpeger den ulige magtbalance, vi som sygeplejersker skal være meget bevidste om i vores relation med patienterne. En meget tankevækkende observation, som faktisk passer rigtig godt på mine oplevelser - med dette til trods, at jeg jo har den fordel, at jeg kender miljøet og nogle gange endda kender de personaler, der skal behandle mig. En magtbalance, der var mere ulig i starten af mit sygdomsforløb, fordi jeg var på ukendt grund og ikke vidste ret meget om min sygdom. Eksempelvis var jeg tilbageholdende med at bede om smertestillende. Eller om mere at drikke eller spørge mere ind til min sygdom og hvad jeg kunne forvente. Det gik jeg og gættede lidt på derhjemme.  

Så kom jeg på operationsstuen, og min kontaktlæge kiggede mig ind i øjnene og spurgte: "Hva' så?", hvorefter jeg faldt fuldstændig sammen og græd og var så dybt ked af det. Min anæstesisygeplejerske havde jeg hilst på, inden jeg havde hulket lægen op i hovedet. Anæstesisygeplejersken udtrykte med kropssprog, at vi ikke skulle bruge tid på det føleri lige nu. Det kunne godt føles sådan lidt koldt og afvisende, men DET hjalp. Jeg fik med den ageren hjælp til at få styr på mig selv. Det er så vigtigt at få den der fornemmelse af kontrol over sig selv, når man på ingen måde har kontrol over situationen.

Relationerne mellem patient og anæstesisygeplejerske undersøges i et PHD projekt fra Ålborg af Karin Aagaard; "Possibilities of creating meaningful encounters in anesthesia nursing" fra 2016. Via de undersøgelser, der er baseret på fotos, observationsstudier og interviews med personale og patienter, beskriver hun bl.a. at patienter bevæger sig i et spektrum mellem bekymrende tanker og det at holde fokus. Hvor anæstesisygeplejerskens opgave er at balancere sin relation til patienten i dette spektrum.

Det at holde fokus er virkelig vigtigt. Med sygeplejerskens kropssprog og tydelige verbale sprog viste han mig, at vi ikke skulle tale følelser lige nu. Lige nu skulle vi bare få mig bedøvet og videre i teksten.

Og tak for det. Det var præcist, hvad jeg havde brug for lige der.

Alle de gange jeg har været bedøvet, så ævler jeg løs bagefter. Jeg har flere gange bedt dem om at sige, jeg skal holde mund. Hvilket er en hel umulig opgave for de stakkels sygeplejersker, der skal følge mig i opvågningen. Men denne sygeplejerske gik bare, da jeg begyndte at ævle, så var der ingen at ævle til. Det virker måske lidt koldt. Men det virkede. Og på den måde hjalp det mig med at holde fokus.  Og det hjalp mig med at holde sammen på mig selv og derigennem bevare en følelse af kontrol og værdighed i situationen. Trods alt.

Omvendt var det osse vigtigt, at jeg fik lov til at vise hvor ked af det, jeg reelt var. Og hvor skidt jeg faktisk havde haft det. Det gav grobund for en forståelse fra min læges side, og gav lægen en indsigt i, hvordan min hverdag har været igennem længere tid. Det åbnede op for andre muligheder i min behandling.

Dette har virkelig fået mig til at tænke over min sygepleje til patienterne. Der er en tid i patientkontakten til at rumme bekymrende tanker, og der er en tid til at bevare fokus på det, der skal ske under indlæggelsen. Det ene må ikke vige for det andet, men jeg mener vi bevidst og dermed professionelt kan og skal forholde os til de signaler, som patienterne sender. Samtidig med at vi skal være meget bevidste om den magtbalance, der er i relationen med patienten. Men det er en hårfin balance.