Hvordan har du det?

Hvert håndtryk er unikt. Hvordan det går herfra er op til os.

Oprettet: 27.09.2017
Janne Brammer Damsgaard

Et håndtryk begynder og ender næsten simultant med en interaktion. Hænder, øjne og hud mødes med et anerkendende nik. Det kræver vores opmærksomhed. For et øjeblik rykkes vi ud af vores egen verden. Der er et øjeblik, hvor muligheden for virkeligt at møde den anden opstår. Hvert håndtryk er unikt. Hvordan det går herfra er op til os.

Et eksempel

Gigten giver mig stærke smerter. På min frisørs spørgsmål: Hvordan har du det?, svarer jeg: Ikke så godt. Uden at lytte eller tænke svarer min frisør: Det var godt, og begynder at vaske mit hår. Med ét forstår hun, hvad der er sket, og siger: Åh, det må du undskylde. Jeg troede, du sagde, jeg har det godt.

Noget lignende oplevede jeg, da jeg besøgte min læge. Mens han sprittede sine hænder, sagde han med ryggen til: Nå, hvordan har du det i dag? Jeg svarede: Fint, tak og hvordan har du det?

Hvordan har du det? er en mærkelig sproglig konstruktion. På den ene side er det et spørgsmål, og alligevel er det blot en hilsen. Faktisk er det nærmest sådan, at hvis den anden svarer med alt andet end: Fint, og begynder at fortælle om, hvordan hun præcist har det, tyder vores sociale etiket det som en ret uortodoks opførsel.

Men hvordan forholder det sig indenfor omsorgsfeltet - følger den samme forståelse med ind i denne sammenhæng?

janne-brammer-damsgaard-hvordanEt eksempel

På stuen, hvor Julie er indlagt efter en stor operation, ringer en alarm. Det er pumpen med medicin. En sygeplejerske kommer ind og skruer på nogle knapper, så alarmen stopper. Hej, hvordan har du det? siger sygeplejersken. Julie svarer ikke med det samme. Hun tænker: Skal jeg sige fint, tak – er det hvad sygeplejersken forventer? Er det i orden at fortælle hende, at jeg har smerter, at jeg sveder og at mit lagen er klamt, og at jeg skal på toilettet?

Julie forsøger at læse sygeplejersken, men det er svært, for hun er vendt mod medicinpumpen. Julie prøver at ’vurdere’ sig selv i forhold til spørgsmålet. Panikken er i halsen, hendes bryst truer med at kvæle hende. Hjælp, hvisker hun. Jeg har det slet ikke godt, jeg drukner, synker, vær sød at redde mig, tag min hånd, HJÆLP!

Sygeplejersken, der åbenbart har fornemmet noget, siger: Du skal ikke være bekymret – det smertestillende skal nok snart hjælpe. Julie har lyst til at sige: Jeg har ikke brug for en maskine, jeg vil ha’ et levende, omsorgsfuldt menneske. Men hun kan ikke sætte ord på sine tanker, og før hun når at formulere et svar, er øjeblikket forpasset, og sygeplejersken er væk.

Eksemplet med Julie udkrystalliserer både dobbeltheden og magten i ordene: Hvordan har du det? At svare sandt på gaden i hverdagen er for dybt og uhøfligt, men i omsorgssituationen må sygeplejersken gyldiggøre sit spørgsmål: Hvordan har du det? med oprigtighed og vilje til at acceptere, ligegyldigt hvad der bliver svaret.

Nogle sygeplejersker spør’: Hvordan har du det? alt imens de flytter øjnene til den næste patient, og andre haster hurtigt gennem afdelingen med et skingert: Hvordan har I det? Julie har lært, at hun generer sygeplejerskerne mindst muligt, når hun svarer: Fint. Men det Julie ønsker sig allermest, er tilstedeværelsen af en anden person, information om sin tilstand og kompetent fysisk pleje og behandling.

Men registrerer vi som sundhedsprofessionelle egentlig den talte og uudtalte kommunikation – er vi i stand til eller vil vi adressere appellen i situationen? Er det andre pligter med mere syge patienter, der nogen gange forhindrer os i at handle? Eller føler vi, at vi respekterer patientens uudtalte ønske om ikke at være for pågående lige nu? Eller sidst, men ikke mindst, kan det være, at vi ikke er klar til at involvere os med patienten?

Forskning beskriver, at der eksisterer nogle professionelle talemåder/væremåder, hvorved sundhedspersonale kan distancere sig fra patienterne. Professionelle facader, hospitalsrutiner, forventninger om måder at opføre sig som patient på. Tydelige paternalistiske talemåder/væremåder der søger at presse patienten ind i en bestemt rolle. Disse ’verbale tricks’ tjener til, at de-personificere patientens unikke personlighed og modarbejder patientens kamp for at være selvbestemmende.

janne-brammer-damsgaard-fineEt eksempel

Christian har mange indlæggelser bag sig. Christian oplever, at hans liv ændrer sig øjeblikkeligt fra det øjeblik, han bliver indlagt. Han forlader sit kontor, kører til hospitalet. Så snart identitetsbåndet er sat på hans håndled, bliver han til et nummer. Fra da af er han meget opmærksom på at aflæse følelsesmæssige undertoner fra alle, der taler med ham. Når han bliver spurgt: Hvordan har du det? er han meget varsom med at svare.

Han søger ikke at fornærme nogen - han vil ikke sætte sine chancer for at modtage den rigtige behandling over styr. Da han har været patient mange gange ved han præcis, hvilken behandling han behøver, men ofte vil lægerne gennemgå hans journal mange år tilbage og udføre tests inden de påbegynder behandling. Christian ved, at jo hurtigere han sættes i behandling des bedre. Mindre skade, mindre hævelse og mindre smerte.

Men Christian venter og søger at finde ud af, om det er sikkert at fortælle lægen, hvad han bør igangsætte. Christian siger: Du lærer at spille dum for at sikre, at du får den korrekte behandling og opmærksomhed, når du behøver det. Christian oplever sig som meget sårbar og afhængig af læger og sygeplejersker. Ofte medbringer Christian personlige ting, som for eksempel billeder for at vise personalet, at han har et liv udenfor hospitalet. Han føler, at han har en bedre chance for at få sine behov dækket, hvis personalet kan se ham som en person og ikke som ’en sygdom’.

Refleksion

Er kernen eller hjertet i omsorgen i eksemplerne gået tabt eller måske bare forlagt? Forlagt midt mellem de mange krav og pligter, og de sundhedsprofessionelles menneskelige ressourcer. Jeg tror, at hjertet kan findes ved autentisk at spørge: Hvordan har du det? Ved virkeligt at ville hjælpe, ved at være fuldt tilstede for patienten og bevare værdigheden for det andet menneske.

Modifikation: At male ovenpå (give nyt liv til) et eksisterende maleri (tekst). Her har jeg anvendt metoden på tekststykker fra artiklen ’The Nursing ’How are you?’ af Brenda Cameron, I: Phenomenology + Pedagogy Volume 10 1992.