Ulighed i sundhedsvæsenet

Der er ulighed i den måde, hvorpå vi håndterer de patienter, der kommer ind i sundhedsvæsenet. Lidt groft sagt så er det hyggeligt at tale med den patient, der kommer fra ens egen socialgruppe, hvor vi både kan håndtere sygdommen og lidt smalltalk på samme tid.

Oprettet: 20.09.2017
Janne Brammer Damsgaard

ulighed_i_sundhedsvaesenetForskning viser, at der er stor ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet, og at der er ulighed i den måde, hvorpå vi håndterer de patienter, der kommer ind i sundhedsvæsenet. Lidt groft sagt så er det hyggeligt at tale med den patient, der kommer fra ens egen socialgruppe, hvor vi både kan håndtere sygdommen og lidt smalltalk på samme tid.

Det er meget sværere med den lidt vanskelige patient, der har hørt nogle underlige historier om sundhed og sygdom, og som slet ikke matcher ind i vores dagligdag. Der har vi en tilbøjelighed til at sige, ’har du lyst til at komme igen, så er du meget velkommen til det’, mens den velfungerende socialgruppe 1 patient som matcher os, der siger vi, ’jamen vi ser så frem til, at du får en ny tid om tre måneder’. På den måde opstår der nogle uligheder i sundhedsvæsenet alene af den grund.

Der opstår også andre uligheder i sundhedsvæsenet. Vi er et sundhedsvæsen, der i de senere år er blevet meget kognitivt orienteret, dvs., at de patienter der hurtigt fanger, når vi kommer med en lang remse af beskeder, er langt bedre stillet. Men vi er ikke opmærksomme på, at der er 20-40 % af befolkningen, der har så vanskeligt ved at læse det skriftlige materiale, der udleveres i stakkevis, ikke rigtig bliver fanget. De har vanskeligt ved at kommunikere med fremmede, som de har det svært med, og opfatter faktisk ikke dét, der bliver sagt. De er tabt, mens de andre, der forstår det hele, de vinder.

Den tredje store kilde til ulighed er de ældre, der har mange samtidige sygdomme. Vi oplever i dag ældre, der stort set er fuldtidsbeskæftiget med at besøge forskellige ambulatorier. Det er der ingen mennesker, der kan rumme, og det er ikke et værdigt liv. Her ses det igen – dem der har det vanskeligst kobler af, mens dem der har det bedst, er velfungerende på alle måder, har børn der har tid til at køre frem og tilbage med dem – de skal nok klare sig. På den måde har vi fået skabt nogle strukturer i sundhedsvæsenet, der skaber ulighed.

Den sidste og meget væsentlige kilde til ulighed er at vi i vores intellektuelle og kognitive begejstring, har glemt betydningen af den personlige relation – ’jeg kender dig’. Vi har siloopdelt vores socialvæsen, af og til helt ud i det absurde. Vi er i gang med at siloopdele sygeplejen, hjemmeplejen, og vi har ligeledes siloopdelt sygehusvæsenet i mange ambulatorier. Det betyder, at den samlede helhedsvurdering, af fx de ældre, går tabt – og hvem er det, der har multisygdomme – ja, det er de socialt vanskeligt stillede borgere.

Så der er en hel række elementer i sundhedsvæsenet, der tænder nogle gule (hvis ikke røde) lamper, og hvor vi, både i socialvæsenet, i primærsektoren og i krydsfeltet mellem primær og sekundær sektor, bliver nødt til at gentænke vores sundhedsvæsen, fordi vi taber en masse mennesker, som vi ikke burde tabe.

kasser_i_det_offentlige_systemOg det er blevet værre af flere årsager. Vi fejrer i disse år nogle kolossale succeser i form af sub- og superspecialisering. Får jeg en blodprop – ja, så kører det bare. Men siloopdelingen har tabt noget af helhedsvurderingen, så vores store glæde ved specialiseringen indebærer også en sikkerhedsrisiko både i forhold til befolkningens demografi, men også i forhold til det paradigme som vores vestlige verden arbejder ud fra – altså, at vi for alt i verden må uddele informations- og oplysningsmateriale om, hvad folk skal gøre. Det fanger fint socialgruppe 1 – de reagerer – de holder op med at ryge, de finder de rigtige steder i sundhedsvæsenet, mens de mere vanskeligt socialt stillede ikke fanger informationerne. De reagerer især på at have et tillidsforhold, en god relation – god kontakt. Men hvordan får man god kontakt, når man har ti kontaktpersoner i kommunen og praktiserende læger og et sygehusvæsen opdelt i siloer?

Måske har vi glemt betydningen af generalisten. Det betyder, at hjemmeplejen skal til at gentænke sig selv, de praktiserende læger skal passe på ikke at blive til ambulatorier og fokusere på at holde kvaliteten i at bevare kontakten, og sygehusvæsenet bliver nødt til at gentænke deres ambulatorietilgang. Der er noget helt galt med de mange ambulatorier, som de ældre er heltidsbeskæftiget med.

Hvad kan personalet selv gøre? Vi skal først erkende, at dét der flytter dig og mig, først og fremmest sker i relationen med et menneske, som vi tror på og har tillid til. Vi kan bombardere med millioner af informationer, men hvis de kommer fra personer, som man ikke rigtig er på bølgelængde med – ja, så reagerer vi ikke på det.

Fra netværksteorien ved vi, at dét der flytter os er, når informationen kommer fra én man har tillid til. Stærke personer kan, selvom man møder en ’mærkelig’ læge, sygeplejerske eller anden offentlig person, sagtens filtrere ud hvad de har behov for. Men des vanskeligere stillet du er - des mere afhængig er du af, at det er én du virkelig har kontakt til. Der har vi glemt noget i disse år. Faktisk viser forskningen, at graden af smerter, kvalme og andre symptomer er afhængig af, hvor tryg man er. Des mere tryg, des færre symptomer - og hvad skaber tryghed – det gør tillid og en god relation.

Så der er nogle gamle klassiske områder og dyder, som vi skal passe på, at vi ikke taber i det specialiserede sygehusvæsens kolossale successer. Det drejer sig om at finde balancen mellem disse successer og de nævnte krav. Vi taler meget om, at vi skal arbejde patientcentreret, men dét det drejer sig om er, at vi skal arbejde dialogcentreret – altså, evne at få dialogen til at glide sådan at den opleves ligeværdig. Patientinddragelse er godt, forudsat at der er en god dialog, men hvis inddragelsen bliver på en sådan måde, at det bliver på den stærke patients præmisser – ja, så svigter vi den svage gruppe.

Vi kan sagtens gøre noget ved problemstillingerne, og vi ser heldigvis også tiltag, der tager højde for dem uden at tabe fordelene ved specialiseringen.