OK18: konfliktunderstøttelse

Se, hvordan konfliktunderstøttelse fungerer.

Dansk Sygeplejeråds Hovedbestyrelse besluttede under forhandlingerne om nye overenskomster i 2018, at den økonomiske støtte i forbindelse med en strejke ville være konfliktunderstøttelse svarende til sædvanlig løn.

Sædvanlig løn forstås som grundløn, lokalt aftalte løntillæg, udbetalte ulempetillæg (aften, nat og weekend). Der indbetales også feriepenge samt sædvanligt pensionsbidrag.

Der udbetales ikke over- og merarbejde samt tillæg for tilkald i rådighedsvagter.

Udgangspunktet vil være et gennemsnit af tre måneders løn.

 

Spørgsmål og svar om konfliktunderstøttelse

Her finder du grundig information om, hvordan konfliktunderstøttelse fungerer.

Hvornår kan jeg få konfliktunderstøttelse, og hvornår er det konfliktlån?

Dansk Sygeplejeråds Hovedbestyrelse har besluttet, at der vil blive udbetalt konfliktunderstøttelse under strejke, som er varslet af DSR, og konfliktlån under lockout af større omfang, som er varslet af arbejdsgiverne.

Derfor gælder følgende:

Under strejke 
Hvis du er udtaget til strejke af DSR, kan du få konfliktunderstøttelse fra den dag, strejken starter og indtil lockouten træder i kraft. Konfliktunderstøttelsen vil svare til fast, sædvanlig løn (se mere i næste afsnit 'Hvad er fast sædvanlig løn?').

 

Under lockout
Når lockouten træder i kraft, kan alle berørte medlemmer få konfliktlån - både dem der er udtaget til strejke af DSR og dem der er udtaget til lockout af arbejdsgiverne.

Det vil sige, at medlemmer, som i forvejen har været omfattet af strejke, vil overgå fra konfliktunderstøttelse til konfliktlån.

Målet er, at alle medlemmer skal stilles økonomisk lige under konflikten, uanset om man er udtaget til strejke, lockout eller ingen af delene.

Se spørgsmål og svar om konfliktlån.

Husk:

Du skal være registreret som aktivt medlem af Dansk Sygeplejeråd for at kunne få konfliktunderstøttelse og -lån.

Hovedbestyrelsen har besluttet, at ikke-medlemmer i forbindelse med den truende konflikt kan melde sig ind i Dansk Sygeplejeråd med tilbagevirkende kraft.

Se kriterierne for indmeldelse her.

 

Hvad er fast sædvanlig løn?

Fast sædvanlig løn er din månedsløn plus udbetalte aften, nat og weekendtillæg.

Udbetalt mer- og overarbejde – herunder betaling for effektivt arbejde i rådighedsvagt –  indgår ikke.

Når konfliktunderstøttelse beregnes som fast sædvanlig løn, indgår aften-, nat- og weekendtillæg ud fra et ”sædvanligt” niveau. Udgangspunktet vil typisk være et gennemsnit af tre lønsedler/måneder (fx januar, februar og marts).

Beregningsmetoden svarer til den metode der bruges i forbindelse med barsel, sygdom og ferie.

Ud over de tre 'sædvanlige' lønsedler vil vi også have brug for din lønseddel fra konfliktmåneden, som viser det udførte arbejde/nødberedskab, som skal modregnes.

Overarbejde og merarbejde, herunder tilkald ved rådighedsvagter udbetales som nævnt ikke. Det betyder, at DSR yder konfliktunderstøttelse svarende til ansættelsesbrøken fratrukket udført arbejde/nødberedskab, som opgøres på timebasis.

Hvad er forskellen på konfliktunderstøttelse og konfliktlån?

Konfliktunderstøttelse udbetales som løn, hvor der skal betales a-skat.  Konfliktunderstøttelse vil være aktuel i tilfælde af strejke.

Konfliktlån er et lån, som skal tilbagebetales i afdrag. Konfliktlån vil være aktuelt i tilfælde af lockout.

Se spørgsmål og svar om konfliktlån.

Hvad kommer en strejke til at koste mig?

Det kan vi først svare på, når en eventuel konflikt er slut. Hvis den kun varer f.eks. to dage, vil medlemmerne formentlig ikke blive opkrævet konfliktkontingent udover deres sædvanlige kontingent på 475,67 kr. om måneden. For de medlemmer, som har fået konfliktlån, fungerer de 475,67 kr. som tilbagebetaling af lånet.

Hvis konflikten varer længe, vil man skulle betale det almindelige kontingent plus et konfliktkontingent og varigheden af den ekstraregning afhænger af, hvor længe konflikten har varet. Man skal derfor indstille sig på, at det koster 475,67 kr. per måned som sædvanlig og eventuelt et konfliktkontingent i en periode.

Hvad sker der med feriepenge, pension, optjening af anciennitet, skattefradrag og ATP?

Feriepenge

Der udbetales 15 % feriepenge af konfliktunderstøttelsen (svarende til 6 ugers ferie på årsplan). Feriepengene overføres til FerieKonto eller direkte til din NemKonto, hvis beløbet er under 1.000 kr.

Pension

Der udbetales sædvanlig pension i strejkeperioden. Pensionsindbetalingen bliver beregnet i samarbejde med PKA ud fra, hvad der ”plejer” at blive indbetalt for det enkelte medlem. DSR fylder således op, så der indbetales ”sædvanlig” pension for strejkeperioden.

ATP og arbejdsmarkedsbidrag

Der betales ikke ATP eller arbejdsmarkdsbidrag af konfliktunderstøttelse. For at stille alle medlemmer ens, fratrækkes 8% af den beregnede konfliktunderstøttelse, hvilket svarer til arbejdsmarkedsbidraget.

Anciennitet og optjening af feriepenge

Der optjenes ikke anciennitet eller feriepenge hos arbejdsgiver, med mindre du indgår i nødberedskab. Så vil du optjene feriepenge af din nødberedskabsløn.

Hvilke lønsedler skal jeg sende ind til jer?

Du skal søge om konfliktunderstøttelse via et elektronisk ansøgningsskema her på dsr.dk.

Du skal vedhæfte dine lønsedler for januar, ferbuar, marts og april. Derudover skal du indtaste nogle få informationer fra dine lønsedler.

Herunder kan du læse mere om, hvornår du kan søge og hvordan det foregår.

Hvornår kan jeg ansøge om konfliktunderstøttelse?

Hvis konflikten bliver en realitet i løbet af april, vil ansøgningsskemaet blive tilgængeligt for de berørte medlemmer hen mod slutningen af april.

Før du kan ansøge om konfliktunderstøttelse, skal du have indskannet dine lønsedler for januar, februar, marts og april, da du skal vedhæfte disse elektronisk.

Hvis du har brug for hjælp, kan du henvende dig i din kreds eller kontakte vores OK18 hotline på telefon 46 95 43 01 eller mail ok18@dsr.dk.

Åbningstider i OK18 hotline:
Mandag - torsdag: 09.00-16.00
Fredag: 09.00-15.00

Se også