Sundhedskartellet

De 11 faglige organisationer i Sundhedskartellet arbejder aktivt for at sikre fagligheden og fastholde professionernes anerkendelse hos offentlige myndigheder og i medierne.

Sundhedskartellet er en forhandlings- og samarbejdsorganisation for lidt over 100.000 beskæftigede i sundheds- og socialsektoren.

Dansk Sygeplejeråd er den klart største faglige organisation i samarbejdet.

Formand for Sundhedskartellet er DSR's formand Grete Christensen.

Sundhedskartellets besluttende organ er Forhandlingsudvalget, som udgøres af en formand fra hver medlemsorganisation.

 

Stærk stemme ved OK-forhandlinger

Sundhedskartellet blev dannet i september 1997 og har til formål at sikre medlemmerne i de 11 faglige organisationer størst mulig indflydelse på forhandlingsforhold til gavn for medlemmerne i social- og sundhedssektoren - specielt på områder, hvor de 11 organisationer har fælles interesser.

Organisationerne i Sundhedskartellet og KTO gik onsdag den 8. oktober 2014 officielt sammen i et nyt samarbejde, som under navnet 'Forhandlingsfællesskabet' har virket fra overenskomstforhandlingerne i 2015. Det nye forhandlingsfællesskab repræsenterer mere end en halv million ansatte i kommuner og regioner.

Sundhedskartellet har hermed en langt stærkere stemme ved kommende OK-forhandlinger og understreger samtidig værdien af kollektive forhandlinger og den danske aftalemodel.