Skift til vintertid - hvad med min arbejdstid?

Den sidste weekend i oktober overgår vi til vintertid. Det vil sige, at klokken 03:00 bliver alle ure sat en time tilbage. Sygeplejersker, som er på nattevagt får vagten forlænget med en time.

Oprettet: 24.10.2018
Foto: Istock
Er du på nattevagt fra lørdag til søndag bliver din vagt en time længere.

Søndag den 28. oktober skifter tiden til vintertid. Klokken 03:00 bliver alle ure sat en time tilbage til klokken 02:00. Sygeplejersker i nattevagt natten mellem lørdag og søndag den 27.-28. oktober får en vagt, der er en time længere.

Din arbejdsgiver skal sikre, at dine timer passer i møde / normperioden uanset, om du arbejder det sædvanlige antal timer i vagten, eller arbejder en time mere.

Hvis du arbejder i en region og normalt arbejder i 12 timers vagter i weekenden, så kan din vagt IKKE ændres til 13 timer. Den maksimale vagtlængde, som arbejdstidsaftalen tillader, er 12 timer. Din afdeling må derfor planlægge med, at en af dine kolleger møder ind én time tidligere.

Hvis du arbejder i en kommune, er den maksimale vagtlængde 10 timer, og derfor kan der ikke planlægges med vagter på mere end 10 timer.

I begge tilfælde skal din arbejdsplads derfor planlægge med, at en af dine kolleger møder ind 1 time tidligere

Hvis du er i tvivl om din arbejdstid planlægges rigtigt, så kontakt din tillidsrepræsentant eller din kreds.

Læs flere artikler om arbejdstid