Debat:

Dødshjælp: Vi er her ikke for at tage livet af patienterne

Af Dorthe Boe Danbjørg, Forkvinde, Dansk Sygeplejeråd og Camilla Rathcke, formand Lægeforeningen

Læger og sygeplejersker har fulgt debatten om legalisering af aktiv dødshjælp med en vis gru, siden statsminister Mette Frederiksen på sidste års Folkemøde satte gang i den.

For når vores statsminister sender sådan et signal til befolkningen og endda samtidig lægger klar afstand til Etisk Råds udtalelser, så åbner det for et sundhedsvæsen, der kan tage livet af mennesker. Men sundhedsvæsnet er til for at hjælpe patienter i livet, ikke aktivt hjælpe dem af med det.

Det er skræmmende. I stedet for at holde fokus på, hvordan vi som samfund bedst hjælper mennesker med svær kronisk sygdom, lidelse eller handikap, så tales der om at legalisere, at vi kan hjælpe dem herfra.

Aktiv dødshjælp bliver for mange set som svaret på spørgsmålet om, hvad det vil sige at få en værdig død, og i mediebilledet er det oftest med afsæt i enkeltsagshistorier, der rører noget i os alle sammen. Det er helt forståeligt, og ansatte i sundhedsvæsnet bliver også berørt. Men som repræsentanter for landets læger og sygeplejersker føler vi et særligt ansvar for at advare imod aktiv dødshjælp, fordi det vil have langt mere vidtrækkende konsekvenser, end de fleste nok ønsker eller forestiller sig.

Aktiv dødshjælp adskiller sig helt fundamentalt fra alle andre sundhedsfaglige praksisser ved, at formålet med behandling er at forårsage patientens død.

En legalisering af aktiv dødshjælp vil også være problematisk, fordi det hos borgere og patienter vil skabe tvivl om lægers og sygeplejerskers roller. Der bør ikke sås tvivl om, at lægens, sygeplejerskens og sundhedsvæsnets rolle utvetydigt er at hjælpe og støtte døende mennesker.

Det er særlig problematisk at fremstille det som et valg: aktiv dødshjælp eller ingen hjælp.

Som sygeplejersker og læger gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe patienter i deres sidste tid med at komme værdigt herfra. Derfor er det også vigtigt at slå fast, at man allerede i dag kan give smertestillende eller beroligende midler i det omfang, patienten har brug for det, også selv om den behøvede dosis kan have den bivirkning, at patientens liv forkortes.

Vi skal selvfølgelig have muligheden for at få en værdig sidste tid. Der skal være tilbud om pleje, nærvær og smertelindrende behandling i rette omfang. Kapaciteten inden for lindrende behandling er imidlertid ikke stor nok, fordi det ikke er prioriteret højt nok politisk. Allerede i 2019 udtalte Rigsrevisionen kritik af, at alt for mange patienter venter alt for længe på basal eller specialiseret smertelindrende behandling og omsorg.

Dét skal vi gøre noget ved.

Debatten om en værdig død risikerer også at flytte sig til at handle om, hvad der er et værdigt liv. For hvis aktiv dødshjælp bliver lovliggjort, skal døende patienter præsenteres for muligheden for at afslutte livet tidligere. Det kan skabe et pres på nogle særdeles sårbare patientgrupper, som i forvejen er svækkede, og det er uacceptabelt. For de kan føle sig forpligtet til ikke at ligge deres nærmeste eller sundhedsvæsnet til last.

Men sygdom, handikap, afhængighed eller behov for hjælp gør ikke en person eller dennes livssituation uværdig. Hvis patienter eller deres pårørende føler, at de er fanget i en uværdig situation, så er svaret ikke at tilbyde at slå dem ihjel eller sørge for, at de kan begå selvmord. Svaret er at anerkende dem som værdige og at gøre alt, hvad vi som samfund kan, for at hjælpe dem.

I lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp, ser man, at der sker en etisk uacceptabel forskubning af grænserne for, hvornår aktiv dødshjælp tilbydes, må udføres, og hvor ofte det sker.

Den glidebaneeffekt har man for eksempel set i Holland, hvor aktiv dødshjælp nu tilbydes grupper som ældre, der lider af demens, psykiatriske patienter og børn fra 12 år, og hvor der i 2022 blev udført aktiv dødshjælp på 8.720 personer - det er 24 patienter hver dag.

Vi ønsker ikke aktiv dødshjælp, og vi kommer til at stå fast. Vi vil gerne være med til at diskutere, hvordan sundhedsvæsnet rustes bedre til at hjælpe døende med en værdig død, men det skal adskilles fra diskussionen om at legalisere aktiv dødshjælp. Som sygeplejersker og læger er vi uddannet til at behandle, udøve omsorg, lindre og trøste - den opgave tager vi på os med stolthed.

Det er særlig problematisk at fremstille det som et valg: aktiv dødshjælp eller ingen hjælp