Debat: Man kan spare sig fattig

En spareplan i Region Sjælland betyder, at 86 sygeplejersker står til at miste deres job og yderligere 97 ubesatte sygeplejerskestillinger nedlægges. Det er både bekymrende og kortsigtet, at man vælger at hente pengene hos det i forvejen pressede personale, mener Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Oprettet: 26.10.2018

Debatindlæg i Sjællandske Medier af Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

86 sygeplejersker i Region Sjælland står til at miste deres job, og yderligere skal ca. 97 ubesatte sygeplejerskestillinger nedlægges. Det er de triste kendsgerninger i den sparerunde i Region Sjælland, som skal lukke hullet i kassen, og som betyder at omkring 600 stillinger nedlægges i alt. 

Besparelserne kommer, fordi der er brugt flere penge på medicin og behandlinger end forventet. Og pengene skal selvfølgelig passe, men det er både bekymrende og kortsigtet, at man vælger at hente pengene hos det i forvejen pressede personale. Det svarer til at skære på antallet af kokke og tjenere, fordi der er kommet flere kunder i restauranten. Det går selvfølgelig ud over arbejdsmiljøet og kundeoplevelsen, og sådan vil det også være her.

Hvem skal pleje patienterne fremover?

I Dansk Sygeplejeråd er vi i øjeblikket optaget af at kunne rekruttere sygeplejersker til de afdelinger, som har svært ved at tiltrække dem. Det er klart at den her situation ikke gør det lettere at overbevise nogen om, at de skal søge job i Region Sjælland. Manglen på sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle er stort problem, der skriger efter løsninger, men som nu i stedet forstærkes af fyringer og besparelser. Det er nærmest absurd.

Det hele bliver ikke mindre absurd af, at regionen selv har sat rekruttering af sundhedspersonale på toppen af listen over udfordringer. Flere initiativer er sat i gang, blandt andet et forskningsprojekt i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd. Det er godt. Resultaterne vil forhåbentlig kunne fortælle os mere om, hvorfor nogle afdelinger konsekvent har svært ved at rekruttere personale, mens andre ikke har. Det hjælper dog ikke de mange ansatte på sygehusene, som savner løsninger her og nu. Og det giver slet ikke mening, når man med den anden hånd nu nedlægger 183 sygeplejerskestillinger.    

Det, der er brug for, er holdbare løsninger, der giver sygeplejersker lyst til at blive i sygeplejen og sundhedsvæsenet. Her sker der for lidt til trods for, at vi ved ganske meget om, hvad der skaber arbejdsglæde og fastholdelse. Det gør blandt andet høj grad af indflydelse på arbejdet og gode muligheder for kompetenceudvikling og uddannelse, så man oplever at kunne løse opgaverne kvalificeret. Vi ved også, hvad der er med til at dræbe arbejdsglæden. Det gør ikke mindst ubalance mellem tid til rådighed og patienternes behov – altså mellem krav og ressourcer. Og derfor er det også så trist, at man nu rammer arbejdsglæden hårdt med fyringer og stillingsnedlæggelser.

Tid til kvalitet betaler sig

Man kan med god grund bekymre sig om, om ikke besparelserne fører til nye problemer. For eksempel med at overholde garantierne og med at udrede og behandle til tiden. Det betyder nye udgifter, fordi regionen bliver nødt til at henvise flere patienter til andre regioner. Man risikerer at spare sig fattig.

Hele sagen om massive overbelægninger og et ekstremt presset personale på medicinsk afdeling på Holbæk Sygehus burde minde om, hvor galt det kan gå. Her var sygeplejerskerne så pressede, at de med en særlig erklæring til deres leder skulle gøre opmærksom på, når patientsikkerheden var truet, fordi der ikke var personale til at udføre arbejdet forsvarligt. Der skal vi ikke hen igen.

Netop de medicinske afdelinger er hårdt spændt for, og man har problemer med at få besat ledige stillinger. Mange sygeplejersker har simpelthen fået nok af dårlige normeringer og dårligt arbejdsmiljø. Samtidig ved vi, at antallet af ældre borgere kommer til at stige i de kommende år, og det er ikke mindst dem, der bliver indlagt på de medicinske afdelinger. Det er med andre ord tid til at tage kloge, langsigtede beslutninger. I det lys er det selvfølgelig positivt, at man har friholdt det medicinske område fra besparelser, men det er en ringe trøst, hvis man blot gentager fejlene andre steder.  

Økonomien har ikke fulgt udviklingen

Også i Region Hovedstaden er der lagt op til besparelser. Regionen har forlangt, at hospitalerne til sammen skal finde 198 mio.kr., og derudover skal der ske interne omprioriteringer på de enkelte hospitaler på ca. 215 mio. kr. Så selv om det er glædeligt, at Hovedstaden har afsat flere penge til akutområdet, til psykiatrien og til flere socialsygeplejersker, så skal der altså samtidig spares andre steder.

Besparelserne i regionernes sundhedsvæsen viser med al tydelighed, at økonomien ikke står mål med ambitionerne. Regionerne bærer naturligvis en del af ansvaret selv, men det gør regeringen så sandelig også. Hvis sygehusenes økonomi bare tilnærmelsesvis skal følge med den demografiske udvikling med flere ældre, er det nødvendigt at der tilføres flere penge til sundhedsområdet, end det er tilfældet i dag.

Realiteten er, at hverken økonomiaftalen med regionerne eller regeringens finanslovsudspil opvejer presset på det underfinansierede sundhedsvæsen. Ser vi på de seneste tre år, kan vi se, at væksten i det offentlige forbrug har været 4,4 mia. kr. mindre end den demografiske udvikling. Det kan selvfølgelig mærkes, og det er her sundhedsvæsenets største udfordring ligger.

Et sundhedsvæsen i verdensklasse skal nemlig ikke blot kendes på, at der er råd til dyr medicin og nye behandlinger. Det skal især kendes på, at plejepersonale og læger har tiden og rammerne til at levere den kvalitet, som de gik ind i faget for at levere. Det giver tilfredse patienter, og det giver tilfredse ansatte.