Fag & Forskning
Nu er det nok
Døden på plejehjem. Når et menneske dør på et plejehjem, kan ritualerne omkring dødsfaldet spænde fra ingen til at synge beboeren ud sammen med dem, der kan og vil.
Fag & Forskning 2018 nr. 1, s. 7
Af:
Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur., fagredaktør
Tag nu bare Martin. Han er en mand med holdninger, og det demonstrerer han også, da livet er ved at være forbi.
Han er blevet 102 år gammel, og en lungebetændelse raser i hans gamle krop. Han vil ikke behandles. "Nu er det nok", siger han. Børnene tager hans udsagn til efterretning, og Martin dør en tidlig majdag. På plejecentret fortæller personalet familien, at de skal tale med en bedemand- eller kone om bisættelsen, og at de, selv om det lyder lidt ufølsomt, gerne må tømme Martins lille lejlighed senest søndag, så maleren kan komme i gang.
"Der er kø til den sidste station," tænker sønnen.
Familien inviterer kontaktpersonen og de personalemedlemmer, der har lyst, med til bisættelsen. "Det plejer vi aldrig," lyder det fra en i gruppen.
Martins plads for bordenden er tom ved frokosten den dag i maj, beboerne spørger ikke efter ham, og personalet fortæller ikke noget, men beboerne ved, at han er død. Rygtet løber gennem de grågule gange med falmede reproduktioner af Monets åkander. Men ingen lys, blomster eller sang markerer et farvel – og tak – til Martin, som har boet på centret i ni år. Kontaktpersonen, som kendte Martin bedre end de andre, spiller banko med fem gamle kvinder, da Martin for sidste gang er i centrum i den nærliggende kirke fire dage senere.
I centret er der ingen traditioner, da Martin "er gået bort", som en beboer udtrykker det. Personalet vil gerne skåne beboerne fra det hyppige møde med døden, og Martin er på ingen tid retoucheret ud af livet uden eftermæle.
Meget kan nås på to år og otte måneder
Personalet spiller en væsentlig rolle, når en beboer dør. Samtalen om døden, ønsker for begravelsen, behovet for palliation og samarbejdet med familien er måske, måske ikke afklaret med det gamle menneske inden. Og udtrykket en værdig død? Hvordan forstås det af ledelsen, de enkelte medarbejdere og den gamle, og hvordan skal værdigheden udmøntes i handling?
Generelt er beboere i gennemsnit 84 år, når de flytter ind, og de lever i snit to år og otte måneder på et plejecenter. Det er tid nok til at behandle de gamle omsorgsfuldt og skubbe på udvikling og forskning, der kan gavne dem. Samfund og sygeplejersker skal vide mere om, hvad der foregår på plejehjemmene, og mange flere må gerne se en udfordring i at arbejde på et. Det kræver kollegialt fællesskab og efteruddannelse at tiltrække de kvalificerede, men det må være muligt. Det kan ikke være rigtigt, at døden på hospice er luksusudgaven, mens døden på plejehjem foregår på anden klasse.
Eftertanken er en personlig tekst, der kan stille virkeligheden på hovedet og anvende humor og fortællinger i den hensigt at skabe eftertanke.
Litteratur:
- Nielsen KT. Døden på plejehjem. En Foucault inspireret undersøgelse af diskursen om døden og pleje af døende på danske plejehjem i dette årtusinde. Afdeling for sygeplejevidenskab. Institut for folkesundhed, Aarhus Universitet 2009.
- Raunkiær M, Thimm H. Livet og døden på plejehjem, in Gerontologi. Aldring og ældre – forskning og udvikling 2008;(3) årgang 24:4-7.
- Raunkiær M. Forestilling og erfaringer om døden på plejehjem. Klinisk Sygepleje 2010;(1): 51-61.
Enhver, der arbejder med ældre, ved at det er svært at flytte på plejehjem.
- I filmen ”Den Sidste Station” fra 2010, sættes der fokus på dette emne gennem et portræt af tre kvinder; Alma, Magna og Elisabeth, og deres meget forskellige oplevelser med det at forlade deres hjem og blive plejehjemsbeboere på Betaniahjemmet, Frederiksberg.
Instruktør: Jacob Jessen, Producer: Julie Sophie Vang, Varighed: 35 min.