Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Familielægen skal afløses af sygeplejerske

Forsøgsprojekt med familiesygeplejerske, der skal have øget sundhedsfaglig kompetence og varetage helhedssynet på familiemedlemmernes sundhed.

Sygeplejersken 2000 nr. 12, s. 15

Af:

Gretelise Holm, journalist

Den gammeldags familielæge kan meget vel snart blive afløst af en ny type familiesygeplejerske, som kommer i hjemmene og varetager helhedssynet på familiemedlemmernes sundhed i samarbejde med kollegaer og andre fagfolk i sundhedssektoren.

Planen om familiesygeplejersker i Danmark er så langt fremme, at Dansk Sygeplejeråds formand Jette Søe satser på at få iværksat et forsøgsprojekt allerede til efteråret. Jette Søe var i princippet blevet enig om forsøgsprojektet med den forhenværende sundhedsminister Carsten Koch, men de manglede endnu at få formuleret planen, og ministerskiftet har sat arbejdet en smule tilbage.

Familiesygeplejerske-begrebet er lancereti verdenssundhedsorganisationen WHOs principprogram ''Sundhed i det 21. århundrede,'' og Dansk Sygeplejeråd har umiddelbart taget bolden op. Den skal nu spilles i samarbejde med Sundhedsministeriet og WHO. Den nye familiesygeplejerskes funktion forudsætter en lovændring med øget kompetence til sygeplejerskerne, så de f.eks. får mulighed for at ordinere visse former for medicin. Og den forudsætter også udvikling af nye samspil mellem en lang række faggrupper i sundhedssektoren, som hver især kan føle sig berørt eller frygte, at der gøres indhug i deres arbejdsområder.

En oplagt ide

''Derfor skal ideen afprøves, og jeg mener, at vi skal finde et forsøgsområde i Vestjylland eller et andet randområde, hvor der i forvejen er mangel på folk. Så kommer vi ikke til at træde 27 faggrupper over tæerne, før forsøget overhovedet starter,'' siger Jette Søe.

Blandt de fagfolk, der skal inddrages i arbejdet er sundhedsplejersker, hjemmesygeplejersker og sygeplejersker, der står for forebyggende besøg hos ældre. Men også jordemødre, distriktspsykiatriens folk og læger skal være med.

''Det skal ikke handle om at tage arbejdet fra nogen, men om at få koordineret tingene, så det primære sundhedsvæsen kommer til at fungere bedre ­ både for brugerne og for faggrupperne på sundhedsområdet,'' siger Jette Søe.

''Men vi må gå gelinde frem, snakke om det, gøre forsøget og så forhåbentlig nå frem til et resultat, der kan overbevise folk om, at det er den rigtige måde at gøre tingene på.''

''Ideen med en person, der har et helhedssyn på familiens sundhedsproblemer er oplagt rigtig, og den gammeldags familielæge er de fleste steder en overstået historie. Der er ikke længere læger til den funktion og bliver det næppe nogensinde igen. Men familierne har et behov for en person at henvende sig til om mange forskellige sundhedsproblemer, og arbejdsmæssigt er det mest rationelt med en person, der har det samlede overblik, som kan give familiemedlemmerne råd, henvise og koordinere den sundhedsfaglige indsats.

Ordningen med en samlende familiesygeplejerske vil kræve, at loven skal laves om, for man kan ikke arbejde som familiesygeplejerske, hvis man kun må arbejde efter lægehenvisning,'' forklarer Jette Søe, der ikke ser nogen problemer i at udvide sygeplejerskernes kompetence, sådan som man for tiden gør det mange steder i udlandet ­ senest i Sverige, England og Israel.

Herhjemme må sygeplejersker ­ ifølge loven ­ ikke engang ordinere den håndkøbsmedicin, som enhver apoteksassistent kan anbefale kunderne.

''Det må selvfølgelig ændres, og så må man i øvrigt nærmere drøfte udvidelsen af sygeplejerskernes faglige kompetence,'' siger Jette Søe.