Sex og sundhed

Hvert minut året rundt dør en kvinde af en komplikation i forbindelse med sin graviditet. Det bliver til i alt 600.000 graviditetsrelaterede dødsfald om året. En stor del af kvinderne dør i forbindelse med uprofessionelle abortindgreb.

De invaliderende og livsfarlige aborter er et af de største sundhedsproblemer for verdens kvinder. Samtidig er det et af de problemer, som det ville være lettest og billigst at gøre noget ved, hvis viljen var der. Men det er den ikke.

Kvinderne må lide og dø, fordi andre har moralske eller religiøse anfægtelser på deres vegne. Eller ønsker at kontrollere deres kroppe.

Hver dag smittes teenagere ­ især piger ­ med hiv. Ofte kunne smitten være afværget, hvis de unge havde fået ordentlig information om sygdommen og dens forebyggelse. Men det får de ikke, fordi andre har moralske og religiøse skrupler på deres vegne.

Mange unge må lide og dø, fordi verdslige eller religiøse autoriteter frygter, at information om sygdomsforebyggelse vil føre til seksualmoralsk forfald.

Det har været vanskeligt at behandle disse store sundhedsproblemer i internationalt regi, fordi de er kulturelt og politisk følsomme og tabubelagte.

Kairo-programmet

For seks år siden mødtes alverdens nationer i Egyptens hovedstad Kairo til FNs befolknings- og udviklingskonference. Her blev de kulturelt følsomme og i international sammenhæng tabubelagte emner som seksualitet, prævention og abort sat ind i de nye mere værdineutrale begrebsrammer: Reproduktiv sundhed og reproduktive rettigheder.

Derved blev det ­ om ikke let ­ så dog lettere at drøfte dem på tværs af religioner, traditioner og kulturer.

Resultatet af konferencen blev et aktionsprogram, der skulle fremme den reproduktive sundhed i verden ­ den sundhed, der vedrører sex og forplantning ­ over en 20-årig periode.

Kairo-konferencen var banebrydende ved at anlægge en helhedsvurdering på befolkningsudvikling og reproduktion. Ved at fastslå, at befolkningsudvikling ikke kun handler om væksttal, fødselskontrol og familieplanlægning,

Side 13

men må sættes ind i en bredere udviklingssammenhæng, hvor man særligt fokuserer på kvindernes situation.

Kairo-konferencens aktionsprogram, som skal løbe 14 år endnu, indeholder krav om generelle sociale og økonomiske forbedringer i forbindelse med menneskers ret til liv, frihed og sikkerhed.

Særligt skal kvinders stilling styrkes i samfundet gennem uddannelse og lighed mellem kønnene, og kvinder skal have ret til sundhedsydelser i forbindelse med graviditet og fødsel.

Kvinder skal også have ret til og information om prævention og familieplanlægning. Og de skal have lov til selv at træffe beslutninger om eventuel indgåelse af ægteskab, antal af børn og tidsafstanden mellem deres fødsler.

Frem- og tilbageskridt

Sommeren 1999 mødtes en særlig samling under FNs generalforsamling for at vurdere, hvordan de første fem år var gået. FN-samlingen var kulminationen på en række evalueringsaktiviteter forskellige steder i verden, hvor man havde forsøgt at gøre status over aktionsprogrammet:

Var de mange kønne ord om generelle forbedringer af kvinders vilkår og respekt for kvinders menneskerettigheder blevet omsat i handling rundt omkring i verden?

Der var ingen enkle og entydige svar. Nogle steder og på nogle områder havde kvinder fået det bedre. Andre steder og på andre områder var der sket forværringer. Men de fortløbende evaluerings-processer er i sig selv med til at holde emnerne på dagsordenen, og ud af evalueringerne vokser strategier for den videre færd, understreger FN-organisationerne.

Ved Kairo-konferencen listede man af hensyn til den internationale enighed på kattepoter rundt om abortemnet og nøjedes med at få formuleret et fælles ønske om ''sikkert moderskab.''

39 pct. af jordens befolkning bor nemlig i 97 lande, hvor provokeret abort er ulovlig. Det betyder ikke, at kvinder undlader at få abort, men at indgrebene er smertefulde og ofte invaliderende eller dødelige. Det er især fattige kvinder, der får foretaget de sundhedsfarlige aborter. De rige kan betale sig til lægelig assistance eller købe en billet til et land, hvor abort er lovlig.

I en del afrikanske lande, men også i f. eks. Chile og Nepal risikerer kvinder fængselsstraf oven i de helbredsmæssige komplikationer, hvis de søger hjælp i det offentlige sundhedssystem efter en illegal abort.

I forbindelse med evalueringerne af Kairo-programmet er det blevet noteret, at der er tendens til en stigende international enighed om retten til abort, men der er stadig store problemer rundt om i verden. Der er også direkte tilbageslag for kvinderne f. eks. i Rusland og Polen, som har fået restriktive abortlove.

Reproduktiv autonomi

Det internationale dokumentations- og informationscenter for Reproduktiv Lov og Politik har gjort op, hvordan verdens kvinder er stillede med hensyn til abort:

25 pct. af verdens befolkning bor i de 54 lande hovedsagelig i Afrika og Latinamerika, hvor provokeret abort enten er forbudt i alle tilfælde eller kun tilladte for at redde kvindens liv. 10 pct. af verdens befolkning bor i 23 lande, der har mindre restriktive forbud. De tillader f.eks. abort, hvis kvindens fysiske helbred er i fare, selvom der ikke er dødsrisiko.

4 pct. bor i 20 lande, der også tillader abort, når kvindens psykiske helbred er i fare. 20 pct. bor i seks lande, som også tillader abort af socioøkonomiske grunde. 41 pct. af jordens befolkning bor i 49 lande, som tillader abort uden restriktioner, men normalt inden for en vis tidsfrist efter undfangelsen.

Centret for Reproduktiv Lov og Politik er en af de mange organisationer rundt i verden, der arbejder for, at reproduktiv autonomi ­ selvbestemmelse i reproduktive anliggender ­ bliver gjort til en internationalt anerkendt menneskeret.  

Unge ofres

Men der er også mange organisationer, der trækker i den anden retning. Man skal næppe vente sig revolutionerende nye

Side 14

formuleringer om abort på FNs særlige samling. I februar 1999 blev der i Haag holdt international evaluering af Kairo-aktionsprogrammet. Her forsøgte repræsentanter for mere end 180 lande at gøre status over aktionsprogrammet. Det internationale forum i Haag fik bl.a. input fra et internationalt ungdomsforum samt et NGO-forum og et parlamentarikerforum, der blev holdt i dagene forud.

Overalt blev der peget på behovet for en styrket indsats over for de unge. Unge er nemlig mest udsatte for hiv-smitte, kønssygdomme og uønskede graviditeter.

Ikke desto mindre er der mange steder i verden uvilje med hensyn til at give de unge informationer om sex og prævention, endsige forsyne dem med præventive midler. Man frygter nemlig, at informationer om prævention og adgang til f.eks. kondomer kan fremme deres '' usædelighed.'' Det medfører i realiteten, at mange unge må lade livet på de ældres eller samfundets moralske alter.

På de unges internationale forum i Haag i fjor var hovedemnet hiv/aids og adgang til prævention. De unge fremsatte krav om, at 20 pct. af de offentlige sundhedsudgifter skulle bruges til forebyggelsesprogrammer, som skulle indeholde omfattende seksualoplysning. Reproduktive sundhedsydelser som information og prævention skulle være fortrolige, tilgængelige og til at betale for unge mennesker.

Mange støttede de unges krav, heriblandt FNs aids-organisation, UNAIDS, der understregede behovet for at få integreret forebyggelsesarbejdet i alle sundhedsprogrammer rundt omkring i verden.

Abort og aids er de tunge emner, når det drejer sig om den reproduktive sundhedstilstand i verden. Det er begrænset, hvor tæt man kan komme på de kontroversielle temaer og stadig bevare enigheden. I et forsøg på at balancere alle interesser erklærede Kairo-konferencen i 1994 i uldent internationalt sprogbrug, at dens anbefalinger ''skulle udføres i overensstemmelse med national lov og internationale menneskerettigheder og med respekt for religiøse og etiske forskelligheder.'' 

Handel med mindreårige piger

Der er naturligvis mange andre emner end abort og aids på den internationale dagsorden vedrørende reproduktiv sundhed, som FN har opstillet. De enkelte lande er således pålagt nøje at overvåge udviklingen på forskellige områder:

Hvordan står det til med de ønskede forbedringer af sundhedsydelserne for gravide og fødende kvinder? Hvordan ser det ud med barselsdødelighed samt med spædbarns- og børnedødeligheden, som er nært forbundet med andre levevilkår? Hvordan går det med mulighederne for prævention og familieplanlægning? Eller med den kønslige lemlæstelse af kvinder ved såkaldt omskæring? Hvordan står det til med tvungne ægteskaber, vold mod kvinder og økonomisk udnyttelse af deres køn?

Globaliseringens stigende mulighed for handel med kvinder og mindreårige piger til prostitution er et nyt følsomt emne på den internationale dagsorden. Det er i dag almindeligt at finde ulandskvinder på de fleste vestlige bordeller ­ også i Danmark.

Får kvinder deres rettigheder respekteret som menneskerettigheder og har de fået en højere grad af ligestilling? Bliver de bakket op af national lovgivning og politik? Er deres levevilkår generelt blevet forbedret med øget reproduktiv sundhed til følge? Og hvorfor ikke?

Side 15

Hvem skal betale?

På den internationale befolknings- og udviklingskonference i Kairo i 1994 tilsluttede 180 lande sig den 20 år lange aktionsplan til forbedring af den reproduktive sundhed og nedbringelse af befolkningstilvæksten i verden. Det blev beregnet, at planen til forbedring af den reproduktive sundhed i verden ville koste 17 mia. US$ }rligt ved år 2000. Heraf skulle donorlandene bidrage med en tredjedel, dvs. 5,7 mia. US$ }rligt.

En rapport, der blev fremlagt på det internationale Forum i Haag i 1999, viste, at donorlandene langtfra har levet op til deres løfter og forpligtelser. Tilsammen udgør deres støtte til internationale befolkningsprogrammer kun 1,4 mia. US$ \75 eller en fjerdedel af det mål, som blev fastsat på konferencen.

Kun Danmark, Norge, Sverige og Holland har opfyldt eller er tæt på at opfylde målene for støtte til befolkningsprogrammer.