Nyt koncept for Grønlands sundhedsvæsen

Nye tider er på vej i det grønlandske sundhedsvæsen. Ressourcerne skal udnyttes bedre. I stedet for at bruge flere og flere penge på behandling ønsker Grønlands Hjemmestyre at udvikle en ny sundhedsmodel, som prioriterer forebyggelse, og som er tilpasset de særlige grønlandske forhold.

Baggrunden for sundhedsreformen er dyster nok: For stort pengeforbrug og markante sundhedsproblemer. Siden Hjemmestyret overtog driften af sundhedsvæsenet i 1992, er drifts- og anlægsudgifterne steget med knap 20 mio. kr. i gennemsnit pr. år. I år når man således op i nærheden af godt 700 mio. kr., hvilket svarer til godt 9 pct. af nationalproduktet.

De stigende udgifter skal sammenholdes med stigningen i livsstilssygdomme som kræft-, hjerte-kar- og luftvejssygdomme. Hertil kommer en markant overdødelighed på spædbørnsområdet og fortsat høj forekomst af infektionssygdomme som tuberkulose, leverbetændelse og kønssygdomme. Den gennemsnitlige levealder i Grønland er 66 år.

Øvelsen går derfor ud på at drive et moderne sundhedsvæsen og samtidig holde sundhedsudgifterne i ro. Det er en øvelse, der har nogle helt andre dimensioner, end vi er vant til i det danske sundhedsvæsen. For hvordan finansierer man et sundhedstilbud til en befolkning, der i størrelse kun svarer til en middelstor dansk provinsby, men som lever i et land, der er to mio. kvadratkm. stort og uden nogen egentlig infrastruktur? Veje findes ikke mellem de grønlandske byer. Man bliver nødt til at flyve eller sejle, og det kan vejret ofte sætte en stopper for. Derfor bliver man nødt til at have et minimumsberedskab overalt samt et personale, der er uddannet til at anvende det relevante udstyr.

Svaret er større vægt på forebyggelse og sundhedsfremme med henblik på at ændre befolkningens livsstil og sundhedsadfærd (prævention er bedre end abort eksempelvis)

Side 25

og en struktur, der er tilpasset de arktiske forhold. Dvs. der skal tages højde for befolkningsunderlag og ydelser, geografi, drift, ledelses- og ansvarsforhold samt rekruttering. Et par af de vigtige nøgleord i den proces hedder samspilsstrategi, regionalisering og stordrift. 

Organisation og ydelser

Grønland er for tiden inddelt i 16 sundhedsdistrikter med hver sin chefdistriktslæge og ledende sygeplejerske. Distrikterne har hidtil fungeret som selvstændige administrative og budgetmæssige enheder med direkte reference til Sundhedsdirektoratet i Nuuk. I hovedparten af distrikterne findes et sygehus, der råder over et mindre antal senge, operationsstue/skadestue, ambulatorium, apotek og lægeklinik med åben konsultation. Herudover findes der et antal sundhedsstationer i de mindre byer og bygder, ofte kun bemandet med en stationssygeplejerske. Tilbuddene til befolkningen ude i distrikterne har varieret, alt efter hvem der har siddet hvor. Chefdistriktslæger og stationssygeplejersker har i høj grad sat deres personlige spor.

Landshospitalet, Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, svarer til et mindre dansk centralsygehus. Her varetages behandling inden for specialerne intern medicin, kirurgi, ortopædkirurgi, gynækologi-obstetrik, dermato-venerologi og psykiatri. Sygehuset har CT-scanner og telemedicin, der kører som pilotprojekt mellem sygehusets lægeklinik, Rigshospitalet og et af sundhedsdistrikterne. Speciallægerne på Dronning Ingrids Hospital besøger jævnligt distriktssygehusene, der sørger for at indkalde patienterne til behandling.

Rigshospitalet i København fungerer som eksternt basishospital for hele Grønland.

Der findes ikke privat virksomhed inden for sundhedsvæsenet i Grønland. Al drift og finansiering er offentlig, ligesom al behandling og medicin er gratis. Udgifterne til det samlede sundhedsvæsen finansieres over skatterne samt af bloktilskuddet fra Danmark. I 1999 udgjorde det samlede danske bloktilskud til Grønland godt 2,5 mia. kr.

I dag ønsker man i langt højere grad at få virksomheden i det grønlandske sundhedsvæsen til at hænge sammen og koordineret med samfundets øvrige sektorer. Hvilke opgaver skal løses af hvem og hvor henne? Det er nogle af de væsentlige spørgsmål, man tumler med i Sundhedsdirektoratet i Nuuk. Herfra koordineres og styres det projektarbejde, der er i gang.

Region og distrikt

Fra politisk hold er det allerede besluttet, at Grønland skal deles op i et par store sundhedsregioner, én i nord og én i syd. Det skulle give betydelige stordriftsfordele, fordi man så vil kunne samle de egentlige sygehusopgaver på færre steder og samtidig styrke den primære sundhedstjeneste ude i distrikterne ved at omdanne de små sygehuse til sundhedscentre.

Regionalseringsplanerne omfatter en opkvalificering af et af distriktssygehusene i hver af de to regioner, sådan at man her vil kunne klare flere af de opgaver, som nu varetages af Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Tanken er, at specialisthold herfra i højere grad end nu skal tage ud og løse opgaver på regionssygehusene.

Foreløbig er der kun taget stilling til den nordlige region, hvor de fem sundhedsdistrikter i Diskobugten i fremtiden skal samarbejde om sygehusfunktionerne med distriktssygehuset i Ilulissat, som bliver nyt regionssygehus. Her har man taget de første skridt mod regionalisering. Med et nyt plejehjem i byen har man kunnet lukke sygehusets plejeafdeling for at tage fat på at ombygge den til patienthotel. Også en ny operationsstue står på dagsordenen.

Koordineringen af sundhedstilbuddene til befolkningen kræver også et mere entydigt ledelses- og ansvarsforhold end nu. Derfor er sundhedsdirektoratet i gang med at overføre opgaver og kompetence til Dronnning Ingrids Hospital i Nuuk, så hospitalsledelsen selv kan fastlægge, om specialistydelserne skal foregå i Nuuk, i regionerne eller på Rigshospitalet. Herudover lægger regionaliseringen også op til en såkaldt kystledelse, dvs. en ledelse, som har ansvaret for ydelserne i regioner og distrikter.

Form og indhold

Fuldmægtig Lenette Gjesse Jørgensen og projektleder Mette Birk Berger i Sundhedsdirektoratet i Nuuk er begge koblet på arbejdet med sundhedsreform og regionalisering. De lægger ikke skjul på, at det er en spændende, men omfattende opgave, også fordi meget af arbejdet stadigvæk er mere i overskriftsform end indhold:

''Der er taget en overordnet politisk beslutning om regionalisering, og vi arbejder nu på at skabe de forudsætninger, som gør os i stand til at realisere en konkret udformning af den politiske beslutning,'' siger Lenette Gjesse Jørgensen, som er sekretær for de seks arbejdsgrupper, der er nedsat til

Side 26

at arbejde med de forskellige områder af den kommende sundhedsreform.

''I arbejdet med sundhedreformen spiller samarbejdet med sundhedspersonalet en afgørende rolle. De har et indgående kendskab til forholdene, bl.a. fordi deres tidshorisont er meget længere end den, de fleste af os har herinde i sundhedsdirektoratet. Derfor et det vigtigt at lytte til folkene derude, så de ikke skal føle, at tingene bliver trukket ned over hovedet på dem.''

Lenette Gjesse Jørgensen peger også på betydningen af samarbejdet med socialsektoren:

''Når vi først kommer ud i distrikterne, er der tale om ret små forhold, hvor mange af opgaverne simpelthen lapper over hinanden. I nogle kommuner koordineres hjemmesygeplejen f.eks. fra socialsektoren, i andre fra sundhedssektoren. Derfor er det vigtigt, at vi også inddrager socialdirektoratet og kommunernes landsforening, KANUKOKA, i reformprocessen.''

Et centralt arbejdsområde i regionaliseringsprocessen hedder registrering af ydelser. Hidtil har man kun registreret for de indlagte patienter på sygehusene. Det drejer sig omkring 20 pct. De øvrige 80 pct, som omfatter de ambulante ydelser, som primært finder sted ude i distrikterne, findes derimod ikke i landsregistret:

''Hvis vi skal have noget optimalt ud af regionaliseringen, må vi have kendskab til det, der foregår ude i distrikterne. Ellers kan vi ikke forholde os til hverken niveau, eller om nogle af ydelserne bedre kan varetages et andet sted,'' siger Lenette Gjesse Jørgensen, der sammen med Mette Birk Berger har udarbejdet et forslag til koncept for informationer og registreringer. Konceptet har været præsentreret på den årlige konference, der hvert efterår samler lederne i det grønlandske sundhedsvæsen.

Ledelse og rekruttering

Forslaget om at etablere en overordnet faglig ledelse med ansvar for driften af sundhedstilbuddene ude i distrikterne og de kommende regioner får disse ord med på vejen af Ella Skifte, sygeplejefaglig konsulent i sundhedsdirektoratet:

''Det er vigtigt, der er sammenhæng mellem den faglige ledelse og de mange forskellige funktioner, som regionerne skal tage sig af. Det vil betyde store fordele både med hensyn til drift og kvalitetssikring og med hensyn til rekruttering af personale,'' siger hun.

''Som det er nu, varierer forholdene på kysten meget. Det er her, størstedelen af den grønlandske befolkning bor. De oplever, at tingene fungerer godt ét sted og mindre godt et andet. F.eks. har vi store personaleproblemer visse steder, hvor vi er ude for, at der hverken er læge eller en eneste sygeplejerske. Med en overordnet kystledelse vil den slags bedre kunne undgås, fordi der så bliver mulighed for at koordinere tingene bedre,'' siger hun og tilføjer:

''I dag koncentrerer de lokale ledelser sig om arbejdet i deres egne, små autonome distrikter og tænker ikke i de helheder, som en overordnet kystledelse skal kunne. En overordnet ledelse skal lede og fordele, så det ikke er tilfældigheder, der afgør kvaliteten af sundhedstilbuddene til de enkelte borgere på kysten.''

Sygeplejen repræsenterer størstedelen af den arbejdsmængde, der præsteres i det grønlandske sundhedsvæsen. Ella Skifte tillægger det derfor stor betydning, at mange af de små sygehuse bliver omdannet til sundhedscentre med den kommende regionalisering:

''Grønlænderne efterspørger de samme behandlingsmuligheder som danskerne, og det er alt andet lige med til at fordyre vores sundhedsvæsen. Derfor er det godt, at vi nu får nogle gode sundhedscentre, hvor sygeplejerskerne, hvad enten de nu er i hjemmesygeplejen, distriktspsykiatrien eller sundhedsplejen, kan samarbejde med skolevæsenet og socialvæsenet om forebyggelse og sundhedsfremme.''

Ella Skifte ser i den sammenhæng gerne, at det grønlandske sundhedsvæsen virkeliggør verdenssundhedsorganisationen WHOs visioner om familiesygeplejersken:

''Hende kan vi godt bruge, især ude på de mindre steder. Her er man som sygeplejerske tæt på familierne, hvor generationerne ofte bor sammen til forskel fra de lidt større byer. En familiesygeplejerske vil både kunne vaccinere småbørnene, lave sårpleje på bedstemor og snakke prævention med de unge. Ofte er her kun ansat en enkelt hjemmesygeplejerske og en enkelt sundhedsplejerske. Det kan give problemer ved ferier og sygdom. Med to familiesygeplejersker i stedet vil de kunne dublere hinanden.''  

Kilder

1. P.A. Consulting Group/Grønlands Hjemmestyre. Strukturproblemer i Grønlands sundhedsvæsen. København: 1999.
2. Morten Gunnersen. Grønlands Sundhedsvæsen på tærsklen til det 21. århundrede. Ugeskrift for Læger. No.7/1999.