Den upraktiske kappe

Artiklens forfatter, sundhedsplejerske Lise Vahl Møller (nu Bahn), modtager sit eksamensbevis den 1. marts 1969 af skoleforstanderinde Else Marth-Olsen. Midt i billedet sidder forstanderinde Ruth Ellesgaard. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

På afdeling P8, Rigshospitalet, februar 1970, observerede sygeplejerskerne hver time den producerede urin fra nyretransplanterede patienter. Vi skulle bøje os næsten helt ned til gulvet for at aflæse urimetret. Så godt som hver gang fik kappen et slag, kom til at sidde skævt eller faldt af. Meget upraktisk.

Irritationen førte til en underskriftsindsamling blandt sygeplejerskerne. Vi ønskede kappen afskaffet og ophørte stille og roligt med at tage den på.

Herefter blev jeg kaldt til samtale på forstanderinde Ruth Ellesgaards kontor. Hun fortalte mig pænt, at hvis man skulle sætte den slags i værk, skulle det gå igennem hende, hvilket jeg naturligvis tog til efterretning.

Hurtigt smittede de ”afkappede hoveder” de andre københavnske hospitaler, og i 1971 bekendtgjorde Direktoratet for Københavns Hospitalsvæsen: ”At Direktoratet i princippet kunne tilslutte sig flertallet af sygeplejerskernes ønske om at afskaffe hovedkappen som en obligatorisk del af uniformen, da denne ikke tjente noget praktisk formål. Ønsker nogle at fortsætte med kappen, kan disse få udleveret engangskapper af papir” (citat fra hæfte udgivet af Dansk Sygeplejehistorisk Museum).

Lise Bahn er førtidspensioneret sundhedsplejerske.