Gå selv til operation - et pilotprojekt

Foto:Søren Svendsen

På langt de fleste hospitaler er det sædvanlig praksis, at patienter forud for en operation bliver transporteret fra stamafdelingen til operationsafdelingen liggende i en seng kørt af portør. Konsekvenserne er, at patienterne ofte kommer til operationsafdelingen liggende fladt på ryggen i sengen med besværet vejrtrækning og mild kvalme efter turen med elevator og gennem lange gange.

Ud over at det kirurgiske indgreb er en stressfaktor for den enkelte patient, er der en række komplikationer i forbindelse med anæstesi og operation. Patienter, der får fuldbedøvelse, udvikler ofte atelektaser i lungerne, hvilket kan vise sig ved, at iltsaturationen falder (1). Herudover er der risiko for at få venetromboser under og efter operationen (2). Vejrtrækningen - nærmere bestemt forholdet mellem ventilation og perfusion - er hos alle optimal i stående stilling. Endvidere er immobilisering en disponerende faktor for venetromboser (3). På den baggrund mente vi, at det kunne være hensigtsmæssigt, hvis patienterne var oppegående så længe som muligt forud for operation.

Af tidligere studier om emnet fremgår det af en spørgeskemaundersøgelse gennemført af Nagraj et al. (4), at patienterne selv ønskede at gå ned til operation. De fandt, at 64 pct. af patienterne ønskede at gå selv, 13 pct. ville transporteres i kørestol og 23 pct. i seng. Nogle af kvinderne i projektet gav endvidere udtryk for at være bange for at falde undervejs, samt at deres personlige grænser blev overskredet, når de skulle gå i hospitalstøj med "åben ryg" (4).

Et andet studie af Keegan-Doody (5) fandt, at man kunne mindske patienternes præoperative stress og deres "sygdomsfølelse" ved at tilbyde dem selv at gå til operationsafdelingen. Patienterne havde et direkte ønske om at få større indflydelse på deres indlæggelsesforløb og være en del af beslutningstagningen. Studiet viste endvidere, at portørerne som en sidegevinst fik frigivet tid, ved at patienterne selv gik - tid, de i stedet kunne anvende på operationsstuerne, eksempelvis til at assistere ved lejring og patienttransport til opvågningsafsnittet (5).

Samlet set er der således muligvis flere områder, som kunne profitere af at lade patienterne gå selv; dels vejrtrækning og kredsløb, det samlede operationsforløbs tidsforbrug og sidst, men ikke mindst patienternes tilfredshed.

Det er på baggrund af ovenstående, at vi valgte at prøve at lade vores elektive mave-tarm-patienter gå til operationsgangen. Endvidere valgte vi i vores pilotstudie at sætte fokus på et af ovenstående emner, nemlig patienternes tilfredshed med at gå fra stationært kirurgisk afsnit til operationsafdelingen. Desuden valgte vi at evaluere den information, patienterne fik udleveret. Disse områder blev valgt, da vi mente, at de ville kunne danne et godt udgangspunkt for en evt. permanent ordning.

Metode

Deltagere i projektet
Alle deltagere til pilotprojektet blev indlagt i forbindelse med elektive operationsforløb på to forskellige mave-tarm-kirurgiske sengeafsnit over en periode på tre måneder. De kirurgiske indgreb var indgreb som brok, absces, kolecystektomi, hemikolektomi og gastrisk bypass.

I alt blev 81 patienter inkluderet. Seks patienter blev efterfølgende ekskluderet; fire pga. ufuldstændige besvarelser, og to var blevet transporteret i seng. Af de resterende 75 inkluderede patienter var 32 mænd (29-85 år, gennemsnitsalder 58 år) og 43 kvinder (15-81 år, gennemsnitsalder 53 år). Den samlede gennemsnitsalder var 52,5 år.

Inklusionskriterierne for deltagelse i projektet var, at patienterne skulle være selvhjulpne og være minimum 15 år. Som en del af pilotprojektet blev kun patienter, der var i stand til at forstå både mundtlig og skriftlig information på dansk, da det ikke lå inden for projektets ramme at få tolkebistand eller få oversat informationsmaterialet til andre sprog. Eksklusionskriterierne var operation i bugleje, indtagelse af beroligende præmedicin, smerter, samt at der pågik infusion af intravenøs væske.

I projektperioden blev i alt 198 elektive patienter opereret. 100 patienter opfyldte ikke inklusionskriterierne, oftest pga. sprogvanskeligheder og manglende fysisk og/eller psykisk formåen. I alt fem patienter ønskede ikke at deltage, og andre 12 fik ikke udleveret spørgeskemaet og blev hermed ikke tilbudt at deltage i projektet.

Spørgeskemaet
Vi udviklede et todelt spørgeskema, der indeholdt spørgsmål inden for fokusområderne: 1) tilfredshed med at gå selv og 2) tilfredshed med information om proceduren. Alle patienter afgav data om køn, alder og funktionsniveau. Spørgsmålene var designet til afkrydsning af ja/nej eller god/dårlig. Spørgeskemaet gav også mulighed for, at patienterne kunne skrive uddybende kommentarer inden for de to fokusområder.

Procedure
Sekretæren på sengeafdelingen havde ansvaret for at lægge spørgeskemaet i journalen hos alle de patienter, der blev opereret i løbet af projektet. Den ansvarlige sygeplejerske vurderede, om patienten selv kunne gå til operationsafdelingen. Patienterne blev derefter informeret mundtligt om projektet dagen før operationen af enten en af afdelingens sygeplejersker eller anæstesilægen. De patienter, som valgte selv at gå til operationsafdelingen, fik udleveret information om baggrunden for projektet og spørgeskemaet. De fik desuden forklaret vejen ned til operationsafdelingen. Patientens ønskede transportform blev noteret på anæstesiskemaet og på portørernes operationsprogram som "gå " eller "hentes". Patienten afleverede selv spørgeskemaet i en postkasse på sengeafdelingen.

På operationsdagen fik patienten skjorte, bukser, strømper og hjemmesko på i sengeafdelingen. Herefter fik de udleveret deres journal, som de selv medbragte til operationsafdelingen. Enkelte patienter blev ledsaget af personale fra afdelingen, oftest ikke for at dække patientens behov, men fordi personalet skulle følge et operationsforløb.

Ved ankomst til operationsafdelingen blev patienten modtaget af operations-/anæstesipersonale. I nogle tilfælde sad patienten kortvarigt og ventede på en stol i en venteniche. Når patienten var på operationsstuen, kontaktede personalet en portør, hvorefter patientens seng blev kørt til operationsafdelingen.

Etik
Der er ikke søgt tilladelse fra Videnskabsetisk Komité, da dette arbejde er et pilotprojekt. Alle patienter har fået mundtlig og skriftlig information om projektet af en sygeplejerske eller anæstesilæge, og Helsinki-deklarationen er fulgt. Det blev påpeget over for patienterne, at det var frivilligt at deltage i projektet, samt at deres besvarelse af spørgeskemaet ville blive anonymiseret. Et muligt "nej" ville på ingen måde påvirke deres behandlingsforløb.

Analyse
Data fra spørgeskemaet blev analyseret i forhold til de to fokusområder.

Patienternes skriftlige uddybende kommentarer blev analyseret tekstnært og efterfølgende talt sammen og sorteret efter positive og negative kommentarer samlet i tekst og tabeller.

Vil gerne selv gå

Samlet angav 93 pct. af patienterne, at det var en god oplevelse at kunne gå til operationsafdelingen forud for operationen. Kvinderne var mest tilfredse: 95 pct. af kvinderne havde en god helhedsoplevelse og var meget glade for selv at kunne bidrage til processen omkring deres operation. Af mændene mente 91 pct., at den samlede oplevelse af at gå ned til operation var god. Lige så mange fandt det positivt at være aktivt involveret i deres eget operationsforløb.

I alt 5 pct. af de adspurgte patienter (3 pct. af mændene og 7 pct. af kvinderne) ville have foretrukket at blive kørt i sengen til operationsafdelingen (se tabel 1). De havde svært ved at se pointen i selv at gå og var nervøse for ikke at kunne finde vej (se tabel 2).

Tilfredsstillende information

I alt var 89 pct. af patienterne tilfredse med information om selv at gå til operationsafdelingen, de havde modtaget fra personalet på afdelingen. Mændene var mest tilfredse (91 pct.), og 89 pct. af kvinderne følte, at de havde fået tilfredsstillende information på sengeafdelingen. Den information, som anæstesilægen gav i den præoperative samtale, var totalt 93 pct. af alle patienterne tilfredse med (se tabel 3).

Mindre sygeliggjorte

Det er værd at notere sig, at 93 pct. af de adspurgte patienter (91 pct. af mændene og 95 pct. af kvinderne) bekræfter, at det var en god oplevelse for dem at være aktive i eget operationsforløb ved selv at gå til operationsafdelingen frem for at blive kørt af en portør. De følte sig mindre sygeliggjorte ved at få en aktiv rolle og være mere involverede i eget operationsforløb. Det er et vigtigt budskab, patienterne giver her. Vi må som sundhedsprofessionelle kontinuerligt søge at minimere patienternes oplevelse af at være syge og bestandigt søge at identificere områder, hvor patienterne selv får mulighed for at tage ansvar.

Opmærksomhed på den enkelte

Det skal fremhæves, at en af de adspurgte skrev: "Jeg foretrækker at være i rollen som hjælpeløs patient," og 7 pct. af kvinderne udtrykte, at de havde ønsket at blive kørt i sengen til operationsafdelingen. En kvinde formulerede det sådan: "Jeg følte mig ensom og glemt i dette store system," (tabel 2). Problematikken er blevet belyst tidligere af Nagraj et al., som i sit studie finder, at kvinder har lettere ved at give udtryk for, at de føler sig usikre, og at de er bange for at blive glemt (4). Det er derfor vigtigt, at sundhedsprofessionelle er opmærksomme på og respekterer forskellige patienters forskellige ønsker, så de føler sig godt tilpas under hele forløbet. Patienternes følelse af sikkerhed er essentiel, da mange er stressede, angstfulde og nervøse forud for en operation. Det kan her være en løsning, at enten personalet eller en pårørende følger patienten ned til operationsafdelingen. Dette formulerede en af patienterne sådan: "Det var rigtig rart, at min mand måtte gå med."

Kønsforskelle i tilfredshed

Resultaterne af vores undersøgelse viste, at patienterne var tilfredse med den information, de modtog fra plejepersonalet på både afdelingen (89 pct.) og fra anæstesilægen (93 pct.). Det er naturligvis glædeligt, at så mange patienter udtrykker tilfredshed, men resultatet giver også anledning til refleksioner over, hvordan vi kan forbedre dette tal.

Det er vigtigt, at plejepersonalet på sengeafdelingen og anæstesilægen ved præcis, om hvad, hvordan og hvornår man skal informere patienten. Der var flere kvinder end mænd, som angav, at informationen fra personalet på sengeafdelingen var mindre tilfredsstillende. Endvidere følte kvinderne, at de havde fået bedre information af anæstesilægen, end mændene gjorde.

Dette giver os anledning til følgende refleksioner: Informerer sundhedsprofessionelle kvinder og mænd forskelligt, altså er indholdet i informationen forskelligt? Har kønnene brug for at modtage information på forskellige måder? Hvorom alting er, indikerer de skriftlige tilbagemeldinger fra deltagerne i pilotprojektet, at information og oplevelsen af at have fået tilstrækkelig viden er afgørende for en positiv oplevelse i forløbet. Det er vigtigt, at den enkelte patient får både mundtlig og skriftlig vejledning forud for indgrebet.

Ordentlig påklædning nødvendigI

følge et tidligere studie (4) fremgår det, at nogle patienter oplevede at miste deres integritet pga. påklædningen. Dette øgede vores opmærksomhed på vigtigheden i, at patienterne følte sig ordentligt påklædt. De blev iført kirurgisk skjorte, bukser, strømper og sko, og ingen patienter klagede over, at de følte sig nøgne eller udleverede, hvorfor vi vil fortsætte med denne procedure.

Tydelig skiltning og vejvisning nødvendig

I alt fandt 9 pct. af patienterne, som selv gik til operation, det vanskeligt at finde vej fra den kirurgiske afdeling til operationsafdelingen. Oftest var det mændene, som havde svært ved at finde vej til operationsafdelingen (16 pct.), hvorimod kun 5 pct. af kvinderne oplevede dette. Dårlig skiltning og uklar kommunikation syntes at være nogle af årsagerne til, at det var vanskeligt for patienter at finde vej (se tabel 4), og derfor er klar skiltning og entydig vejvisning en absolut nødvendighed. I løbet af projektperioden er der foregået et omfattende renoveringsarbejde på hospitalet, hvilket uden tvivl har medført en vis forvirring og usikkerhed hos de patienter, som fandt det vanskeligt at finde vej til operationsafdelingen. Vi har intensiveret vores kommunikative indsats på forbedret dialog og samarbejdet med patienterne ved at give mere enslydende information både på stamafdelingen og af anæstesilægen. Endvidere har vi udarbejdet klare og synlige vejvisningsskilte med både skriftsprog og med symboler for at imødekomme de patienter, der måtte være læsesvage.

Områder til videreudvikling

Undervejs i projektet opdagede vi, at det ofte ikke var noteret på anæstesiskemaet, om patienten selv skulle gå til operationsafdelingen. Dette gav anledning til forsinkelser, udsættelse af andre operationer og gene for portørerne, hvilket også i den sidste ende blev en uhensigtsmæssig gene for patienterne, der i forvejen var nervøse forud for det kirurgiske indgreb. Kort sagt var det en ulempe for alle personalegrupper, og derfor har vi nu ændret proceduren, så det nu er klart for alle, hvem der skal hentes, og hvem der selv går.

I videreudviklingen af arbejdet vil vi endvidere udarbejde retningslinjer for vurderingen af, om patienten umiddelbart er egnet til selv at gå. Disse kan den enkelte sygeplejerske inddrage i sin dialog med patienten.

Vores tidligere oplevelse af, at nogle patienter kommer til operationsafdelingen med let kvalme eller åndenød, har vi ikke genfundet i projektet. Hvorvidt de gående patienter har haft lavere forekomst af postoperative komplikationer som atelektaser eller tromboser, ved vi ikke, men dette ville være relevant at undersøge i et fremtidigt studie.

Udgangspunkt i det raske

Det er en indlejret tradition i det danske sundhedsvæsen, at patienter bliver kørt til operationsafdelingen forud for kirurgisk indgreb. Det var derfor med spænding, at vi afprøvede muligheden for at lade patienten gå selv i et pilotprojekt. Projektet har vist, at patienterne var positivt indstillede over for dette; de værdsætter at tage aktivt del i deres indlæggelsesforløb. For os at se er det derfor vigtigt, at vi som sundhedsprofessionelle fokuserer på det raske i patienten og ikke at sygeliggøre patienterne mere end højst nødvendigt. Der skal sættes fokus på det, som den enkelte patient selv kan og vil tilbyde.

Som en konsekvens af dette projekt går alle patienter på mave-tarm-afsnittet nu selv til operationen, selv de ikke-dansktalende og personer med intravenøs væske. Dog bliver præmedicinerede patienter stadig transporteret i seng. Det ortopædiske afsnit er ved at indføre en lignende ordning. De patienter, som af en eller anden grund ønsker det, får følgeskab af personale eller pårørende, for at patienten kan føle sig tryg ved selv at gå. Vores håb er, at dette vil medføre endnu større tilfredshed for vores patienter.

Pernilla Qvarfordh er specialeansvarlig anæstesisygeplejerske; ANPEQV01@glo.regionh.dk og Louise Rovsing er overlæge. Begge er ansat på Operations- og Anæstesiologisk afdeling Y, Glostrup Hospital.Bente Appel Esbensen er forskningsleder på Enhed for sygepleje- og sundhedsvidenskabelig forskning, Glostrup Hospital.

Litteratur

1. Caussa M et al. Prevention of Atelectasis Formation During Induction of General Anesthesia in Morbidly obese Patients. Anesth Analg [serial on the Internet]. 2004; 98.

2. Aitkenhead AR, Smith G. Textbook of Anaesthesia. Third Edition ed 1996.

3. Klaring rapport nr. 3, Dansk Selskab for Trombose og Hæmostase, Dansk Selskab for Intern Medicin, Dansk Ortopædkirurgisk Selskab, Dansk Kirurgisk Selskab, ISSN: 1398-1560, 2002.

4. Nagraj S, Clark CI, Talbot J, Walker S, Keegan-Doody M. Which patients would prefer to walk to theatre" Walk or be driven" A study on walking patients to the operating theatre. Ann R Coll Surg Engl. 2006 Mar Dec;88(2):172-3.

5. Keegan-Doody M. Walk or be driven" A study on walking patients to the operating theatre. Br J Perioper Nurs 2005;Dec;15(12):529-31;33-6.