Udfordringen: Patienten gik sine egne veje

Læs som PDF - gå til side 36

Illustration: Lars Andersen

På et tidspunkt blev sygeplejerske Marianne Johansen ringet op af en bekymret beboer fra en opgang i Århus. Henvendelsen gjaldt beboerens nabo, en midaldrende skizofren kvinde, som Marianne Johansen er forløbskoordinator for.

"Nu var hun flyttet ned i kælderen og boede nærmest i ingenting dernede. Det viste sig senere, at hun havde mistet sin gadedørsnøgle," fortæller Marianne Johansen.

Kvinden har flere langvarige indlæggelser bag sig på Århus Universitetshospital, Risskov, og da psykoseafsnit N6 for halvandet år siden besluttede at give en lille gruppe kronisk syge patienter en forløbskoordinator, var hun en af dem, der blev omfattet.

I situationen kunne naboen umiddelbart slå alarm. I forbindelse med en tidligere udskrivelse havde patienten nemlig givet Marianne Johansen lov til at kontakte vigtige personer i hendes netværk. En søn, en økonomisk værge, formanden for andelsboligforeningens og Kirkens Korshærs varmestue. Flere var der sådan set ikke.   

For kvinden er en, der går sine egne veje. Hun kan ikke rumme at skulle møde op til en aftalt tid i distriktspsykiatrien eller trække et nummer og vente på apoteket. Hun er også for syg til at gå i banken og bruge et hævekort eller en bankbog. Så Marianne Johansen og afdeling N6 har fået arrangeret, at hun henter både medicin og penge på sygehuset. Før gik hun rundt med sine penge på gaden, hvor de selvfølgelig blev stjålet fra hende.

Opholdet i kælderen endte med en tvangsindlæggelse. Men kvinden havde det ikke værre, end at hun kunne komme hjem igen efter et par ugers forløb.

"Mange gange er kunsten at få dem indlagt, lige inden de vælter. Det er balancen mellem at respektere deres personlige frihed og at forhindre, at de bliver så dårlige, at det koster tre måneders indlæggelse," siger Marianne Johansen.

Væltede hele afsnittet

Kvinden tilhører en meget lille gruppe patienter, som tidligere har voldt afsnit N6 en del hovedbrud. De blev indlagt igen og igen, som regel med tvang.

"Vi havde nogle episoder, hvor patienter blev bragt ind af politiet og var så dårlige, at de væltede hele afsnittet," fortæller afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller. "De var stærkt psykotiske, de havde været uden medicin i lang tid, havde ikke spist eller drukket og var konfuse. De kom ind i afsnittet, løb rundt uden tøj på og var svært seksualiserende, angste og desorienterede og råbte og skreg."

Når sådan en patient kom ind i afsnittet, påvirkede det de andre patienter, så uroen bredte sig. "Så er vi desværre nødt til at bæltefiksere og give tvangsmedicin og skærme patienterne, indtil vi har samlet deres tanker så meget med medicin, at vi kan begynde at arbejde med den mere psykiske side af sagen."

Noget måtte der gøres, overvejede Lone Møller. Hvordan kunne man forebygge, at patienterne blev så dårlige, at de måtte indlægges med politiets hjælp"

"For det er frygteligt at se vores meget dårlige psykisk syge blive bragt ind af politiet," siger hun. "De er så bange, og det tager så lang tid at genopbygge deres tillid og relationer til os efter det nederlag, det er at blive beskrevet og behandlet som farlig.

Men det koster også i arbejdsmiljø. Jeg stod med et personale, der blev slået til plukfisk, når patienterne slog fra sig i deres angst. Det gør virkelig ondt at se følgerne af at have så dårlige patienter."

Skræddersyede løsninger

For halvandet år siden fandt Lone Møller og Marianne Johansen i fællesskab frem til en løsning: En forløbskoordinator til de patienter, der med Lone Møllers ord er så tolvkantede, at de ikke passer ind i de firkantede kasser, der er beregnet på psykisk syge uden for sygehuset.

De er kronisk syge skizofrene, de lever i deres egen verden, som regel i egen bolig eller på gaden. Har intet netværk, men ønsker heller ikke støtte fra systemet. De er ikke misbrugere og heller ikke voldelige, men deres uforståelige og grænseoverskridende opførsel skaber tit frygt og konflikter med deres omverden.

For øjeblikket er Marianne Johansen forløbskoordinator for syv patienter. Det handler om at opbygge tillid, men også om at finde den individuelle løsning til den enkelte patient.

Én af dem får depotmedicin på sygehuset hver 14. dag, men hvis hun en dag er for kontrær til at møde op, kan Marianne Johansen finde på at tage hjem til hende og blive den tid, det tager at give medicinen og observere i tre timer.

En anden får sin daglige medicin i kommunens sygeplejeklinik mandag til fredag. I weekenden, hvor de hjemmesygeplejersker, han kender, ikke er til stede i sygeplejeklinikken, får han både medicin og kateterpleje i afsnit N6.

Tilbage til damen med gadedørsnøglen. Da hun et halvt år senere var på sygehuset for at hente sin medicin, fortalte hun vredt, at håndværkere i ejendommen havde gjort noget med døren, så hun ikke kunne låse op.

Marianne Johansen fik lov til at følge hende hjem til døren, der i mellemtiden var åbnet. Men i stedet for at sige farvel inviterede patienten hende op på en kop kakao.

Efter en times besøg i lejligheden, hvor der hverken var møbler eller strøm eller kakao, kunne Marianne Johansen vende tilbage til afsnittet for at ringe til kvindens værge om strømmen.

"Men jeg var helt høj, da jeg gik derfra. Før mig tror jeg kun der har været ét andet menneske oppe i den lejlighed."