Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hold fingrene fra sodavandsautomaten

Det er ikke kun indholdet i en sodavandsautomat, der er usundt. Også knapperne uden på den populære maskine udgør en sundhedsrisiko. Det fandt eleverne fra 10. klasse i Høje-Taastrup ud af, da de fik besøg af kommunens sundhedsplejersker, som satte hygiejne på skoleskemaet for en formiddag.

Sygeplejersken 2010 nr. 18, s. 24-26

Af:

Julie Winther Bengtson, journalist

SY-2010-18%20(11x)
Sundhedsplejerske Jane Koggersbøl deler desinfektionsservietter ud til eleverne, så de kan rense deres mobiltelefoner og computere. Foto: Simon Klein-Knudsen

”Adr, hvor er det ulækkert!” lyder det fra eleverne på Hold 4.

De har lige målt sig frem til, at knapperne på skolens sodavandsautomat huser alt for mange bakterier. Faktisk lever der over 500 gange flere organismer, end hvad godt er.

10.-klasse-centret Linie 10 i Høje-Taastrup har besøg af kommunens sundhedsplejersker, som i anledning af Hygiejneugen vil gøre eleverne mere bevidste om snavs, der danner grobund for bakterier på ting, de rører ved i hverdagen.

Klasserne får efter tur besøg af sundhedsplejerskerne, der både bruger en film til unge, en konkurrence og praktiske test i hygiejneundervisningen.

Det er eleverne selv, der har podet knapperne på sodavandsautomaten ved hjælp af udstyr, som sundhedsplejerskerne har delt ud til dem.

”Vi har tænkt over at vise de unge konkrete eksempler fra deres egen skole, der skal få dem til at tænke over deres hygiejnevaner,” fortæller sundhedsplejerske Suzanne Johansen.

Også debat om hygiejne står på elevernes skoleskema i dag. Klasserne har inden dagens besøg set Sundhedsstyrelsens film ”Hvad er der på dine fingre?” om unge, som står i et dilemma omkring hygiejne.

Filmen danner nu grundlag for en debat omkring hygiejne i klasserne. Ville eleverne sige til kæresten, at det er ulækkert at nyse i hænderne og derefter blande salat med dem?

”Svaret er ikke enkelt, for mange har svært ved at gøre andre opmærksom på dårlige hygiejnevaner,” fortæller Suzanne Johansen.

Det vigtigste er ahaoplevelsen

Sundhedsplejerskerne har også lavet en konkurrence til 10.-klasserne. De har testet og fotograferet 10 forskellige steder på og omkring deres eget kontor og udlover nu to biografbilletter til den, der kan gætte de tre mest beskidte af stederne.

”Jeg tror, at toiletskylleknappen er mest beskidt, for den rører man jo ved, inden man vasker hænder,” lyder det skråsikkert fra Sebastian Malm på Hold 5.

Svaret er oplagt, men ikke korrekt. Håndtaget på køleskabslågen var klart det mest beskidte sted på sundhedsplejerskernes kontor, efterfulgt af et tastatur og dørhåndtaget ud fra toilettet.

Resultatet kommer som en overraskelse for både eleverne og sundhedsplejerskerne. Og det er netop sådan noget, der skal til, pointerer sundhedsplejerske Benthe Hansen:

”Det vigtigste er, at de unge får en ahaoplevelse, så vasker de måske hænder et par gange mere om dagen,” siger hun.

Det ekstra fokus på håndvask kan i det hele taget betale sig i et samfundsmæssigt perspektiv, mener Benthe Hansen:

”Jeg tror, der er en rigtig stor samfundsmæssig gevinst ved at oplyse om hygiejne, fordi færre bliver syge, hvis vi tænker mere over hygiejne i hverdagen,” siger hun og fortsætter:

”Vi kunne se effekten lidt under influenzaepidemien (H1N1, red.) sidste år, der ikke udviklede sig lige så meget som frygtet.”

Sprit og servietter til alle

Målingerne fortsætter i et andet klasseværelse, og de unge begynder at få øjnene op for, at der kan være snavs og bakterier på alle de ting, vi rører ved i hverdagen.

”Må jeg godt teste min mobil?” lyder det gennem lokalet.

Som de fleste andre mobiltelefoner er den ret snavset og en potentiel bakteriebombe, så da sundhedsplejerskerne hiver desinfektionsservietter frem som løsning på problemet, tager eleverne taknemmeligt imod.

Selvom sundhedsplejerskernes besøg tager et kvarters tid i hver klasse, byder lærerne dem gerne indenfor.

”Det er et fint projekt at gøre opmærksom på, hvad vi ikke er opmærksomme på til hverdag,” pointerer Adil Erdem, som med glæde holder en lille pause i sin undervisning, da sundhedsplejerskerne banker på hos Hold 2.

Linie 10 deler kantine med kommunens jobcenter, og her får kunderne også glæde af sundhedsplejerskernes besøg. Da Benthe Hansen i frokostpausen har udnævnt vinderen af dagens konkurrence, cirkulerer hun rundt i kantinen med hænderne fulde af sprit og desinfektionsservietter og stiller alle det helt centrale spørgsmål:

”Hvornår har du sidst vasket hænder?”

ATP-måleren

ATP-måleren er et apparat, der måler organisk materiale, hvor bakterier kan vokse ud fra en skala.

  • 0-10: rent
  • 11-30: tvivlsomt
  • Over 30: bør rengøres.

Kilde: Sundhedsplejen i Høje-Taastrup.

Pas på knapperne

Eksempler fra elevernes målinger

  • Knapper på sodavandsautomat 5.703
  • Håndtag og lås på klassedør 842
  • Ömers mobil 333
  • Skylleknap på toilet 41