Forældre til psykisk syge er selv i krise

Knuste drømme. Forældre til unge psykisk syge kan sagtens inddrages uden at krænke den unges integritet, viser erfaringer fra psykiatrien i Århus. De unge skal overbevises om, at det er til deres egen fordel, at deres netværk bliver inddraget i behandlingen.

0210-28-1-02
Foto: Søren Svendsen

På papiret er den 18-årige personlig myndig. Men hvad hvis den unge bliver psykisk syg og indlagt på en psykiatrisk afdeling? Er den unge så voksen nok til at vurdere, om han eller hun vil i behandling? Hvor? Med hvilken medicin? Og hvor længe? Eller har unge med psykisk sygdom stadig brug for forældrene til at støtte sig igennem forløbet?

Pr. 1. januar 2009 blev aldersgrænserne i psykiatrien ændret. Hvor alle under 21 år tidligere hørte under børne-/ungepsykiatrien, går skillelinjen i dag ved det fyldte 18. år. Det betyder, at alle over 18 år automatisk hører til i voksenpsykiatrien.

Og det kan ifølge psykiatrisk sygeplejerske Lisbeth Vad-Nielsen indimellem give konflikter. Både mellem de unge og deres forældre og mellem forældrene og personalet på de afdelinger, hvor de unge er indlagt. Lisbeth Vad-Nielsen arbejder dels på en OPUS-klinik for unge med debuterende skizofreni i Århus, dels som terapeut i SINDs Pårørenderådgivning i Århus.

"Som ansat i SINDs Pårørenderådgivning kan jeg opleve forældre, der føler sig frustrerede og magtesløse over den måde, personalet i psykiatrien møder dem på. De oplever sig afvist i forhold til at kunne få informationer om sygdomssymptomer, diagnoser og behandling til deres unge, voksne børn," fortæller Lisbeth Vad-Nielsen, som har arbejdet med psykisk syge siden 1980.

Nogle forældre oplever sig til besvær for personalet og fornemmer, at personalet synes, de er overinvolverende og blander sig for meget. Det kan opleves meget sårende, krænkende og devaluerende for forældrene.

Lisbeth Vad-Nielsen fortæller, at der desværre er tale om en gammelkendt problematik. Det er indimellem en kunst, der kræver faglig ekspertise, at inddrage forældrene, så de føler sig tilstrækkeligt involveret, uden man krænker den unges integritet. Problematikken er bare blevet skærpet, fordi de unge nu kommer på voksenafdelingen, når de har passeret de 18 år. I børne-/ungepsykiatrien har man været vant til forældrekontakten. Det har man typisk ikke i voksenpsykiatrien, hvor man har været vant til at arbejde med unge voksne over 21 år.

Men det er sundhedspersonalets pligt at få samarbejdet med forældrene til at fungere, siger Lisbeth Vad Nielsen. I psykiatrien i Århus er det et indarbejdet princip, at der inden for den første uge skal være etableret aftale om en samtale med de pårørende til personer med en psykisk lidelse.

Hånd om forældrene

Lisbeth Vad-Nielsen understreger vigtigheden af, at de sundhedsprofessionelle tager hånd om situationen og taler med forældrene.

"Vi ved jo af erfaring, hvor vigtigt netværket er for unge med psykisk sygdom, selvom de måske ikke vil have forældrene indblandet, når de er allermest syge og lige er blevet indlagt. De unge, der indlægges på sengeafdelingerne er de allermest syge, og ofte er de psykotiske. De lider typisk af vrangforestillinger og er måske vrede over, at forældrene har presset på for at få dem indlagt evt. med tvang.

Netop når den unge har valgt, at forældrene ikke må få oplysninger, er det specielt vigtigt at tage vare på forældrene. Man kan sagtens give forældrene generelle informationer om sygdomme og behandlingsmuligheder, uden at krænke tavshedspligten. På samme måde kan man støtte og vejlede dem i deres rolle som pårørende/forældre.

Dårlig forældrekontakt kan også handle om tid, fortæller Lisbeth Vad-Nielsen.

"Mange unge psykotiske kræver ofte en person om sig hele tiden. Derfor udkonkurreres pårørendearbejdet af behandlingen og omsorgen for den syge unge. Samtidig er rigtig mange af forældrene selv i krise, og det er ikke unormalt, at de skælder personalet ud. Det kan godt føles vældig voldsomt, og man ved måske ikke helt, hvordan man skal håndtere opgaven. Er det os som personale, der skal tage kontakt til de pårørende" Eller skal vi vente, til de pårørende selv henvender sig"" spørger Lisbeth Vad-Nielsen. Hun mener, at det er rigtig vigtigt, at personalet tager kontakt til de pårørende - uanset den psykisk syges alder. Det kan være forældre, søskende, ægtefælle, kæreste, en god ven. Samarbejdet skal etableres for både den syges og de pårørendes skyld.

Respektér et nej

Men det er afgørende, hvordan emnet bringes på bane over for den unge.

"Hvis man f.eks. siger: "Må jeg have lov at snakke med dine forældre onsdag kl. 14?" Så svarer mange unge nej. Og det nej er man nødt til at respektere," siger Lisbeth Vad-Nielsen. Hun foreslår, at man i stedet præsenterer forældrekontakten som normen og som et led i behandlingen.

"Man skal understrege, at netop det nære netværk er af stor betydning for deres kommende behandlingsforløb. Men samtidig skal det understreges, at den unges privatsfære ikke må krænkes. Den unge skal have håndslag på, at ting, der er sagt i fortrolighed til behandleren, ikke automatisk kommer videre til forældrene," siger hun.

Det er Lisbeth Vad Nielsens erfaring, at hvis man griber situationen rigtigt an, så vil de fleste unge acceptere, at man kontakter forældrene og inviterer dem til et møde. Afslår den unge alligevel, er det vigtigt, at personalet kontakter forældrene og fortæller dem, at den unge ikke ønsker deres deltagelse.

"Vi kan så henvise forældrene til SINDs Pårørenderådgivning, hvor de kan få støtte og vejledning.

I de tilfælde, hvor forældrene ikke ved, at den unge er indlagt, og den unge er over 18 år, må vi ikke på eget initiativ kontakte forældrene," siger hun.

Ringer en mor eller far og siger: "Vi ved, vores søn/datter er blevet indlagt, må vi høre, hvordan det går?" må personalet faktisk ikke sige noget om det i henhold til deres tavshedspligt.

"Men vi kan love dem, at vi vil fortælle deres unge, at de har ringet og er bekymrede. På den måde kan man vise forældrene, at man forstår deres bekymring og er åbne over for et samarbejde. Man skal huske, at forældrene også selv er i krise. Deres barn vil måske ikke tale med dem i den akutte fase af sygdommen. Men de er altid velkomne til at ringe igen om et par dage eller en uge," siger Lisbeth Vad-Nielsen.

Hun mener, at det er vigtigt at tale med forældrene, uden deres børn er til stede.

"Det er ofte en stor sorg at opdage, at ens barn/unge har fået en psykisk sygdom som f.eks. skizofreni. Diagnosen rokker for mange ved de fremtidshåb, man har haft som forælder. Samtidig er mange plaget af skyld og skam. De føler, de har gjort noget forkert i forbindelse med deres opdragelse etc. De leder efter årsager til sygdommens udbrud. Og disse følelser og tanker har forældrene brug for at få talt igennem, uden de skal tage hensyn til den sårbare unge. Når de unge er velinformerede om samtalens indhold, oplever mange af dem en lettelse. Både ved at forældrene får hjælp, men også ved, at de får kendskab til symptomerne, som ofte har præget den unges adfærd gennem længere tid. Det vigtigste er, at man spiller med åbne kort og ikke har skjulte dagsordener," siger Lisbeth Vad-Nielsen. 

EN SUNDHEDSFREMMENDE INDSATS

Sygeplejerske Lisbeth Vad-Nielsen har i forbindelse med sit masterstudium undersøgt, hvilke barrierer der blokerer den psykiatriske sygeplejerske i bestræbelserne på at etablere et velfungerende samarbejde med de pårørende.

"Min konklusion var, at man må se samarbejdet med patienter og pårørende som en sundhedsfremmende indsats. Det gælder om at få skabt en følelse af sammenhæng både for patient og pårørende. Hvis den unge og forældrene skal kunne håndtere deres liv med det nye livsvilkår, en psykisk sygdom er, er det vigtigt, at de oplever begribelighed, håndtérbarhed og meningsfuldhed." 

DET ØNSKER PÅRØRENDE TIL PSYKISK SYGE
  • Viden om psykisk sygdom.
  • Viden om, hvordan de kan støtte den syge.
  • Personlig støtte, evt. krisehjælp.
  • Kontakt til andre i samme situation. 

Kilde: Sygeplejerske Lisbeth Vad-Nielsen. 

Emneord: