Nogle græd, andre var forstenede

"Reaktionerne blandt de fyrede sygeplejersker var vidt forskellig, men jeg synes, vi har været gode til at drage omsorg for hinanden." Sådan fortæller den 38-årige sygeplejerske og fællestillidsrepræsentant på Herlev Hospital, . Hospitalet fyrede den 13. januar 136 ansatte - heraf 29 sygeplejersker. Her er hendes dagbog fra dagene omkring afskedigelserne fortalt til Sygeplejersken.

SY-2010-02-18

Onsdag, 6. januar: Syv dage til fyringsrunden

Jeg mødte ind klokken syv. Jeg plejer normalt at cykle fra min lejlighed på Østerbro til Herlev, men på grund af kulden tog jeg toget. Jeg er "single working mom" til to drenge på syv og 10 år, som bor hos mig det meste af tiden. Men på det seneste har de boet hos deres far, fordi jeg ikke har været ret meget hjemme.

Morgenen startede med en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse fra klokken 8 til 8.30. Et par hundrede medarbejdere fra næsten alle faggrupper mødtes i forhallen for at tilkendegive deres utilfredshed med de planlagte nedskæringer.

Medarbejderne var frustrerede. Vi har virkelig knoklet, og så skal der skæres i medarbejderstaben. Efter mødet gik jeg tilbage og orienterede direktionen om de ansattes spørgsmål. De besluttede at indkalde til et medarbejdermøde samme dag. Om eftermiddagen var der møde i hospitalets samarbejdsudvalg. Vi skulle drøfte forløbet af det, der med et ucharmerende ord, er blevet kaldt "store prikkedag".

Klokken 15.30 blev samarbejdsudvalgsmødet afbrudt, da direktionen indkaldte til orienteringsmøde for de ansatte. Senere blev samarbejdsudvalgsmødet genoptaget, og vi drøftede principperne for afskedigelserne frem til klokken otte om aftenen. For mig har det hele vejen igennem været et kardinalpunkt, at ansættelsesforholdet er en privat sag. Det er uetisk, hvis sygeplejersker bliver plukket ud til afskedigelsessamtaler foran deres kolleger.

Torsdag, 7. januar. Kræftpatienter må vente på kemoterapi

Mødte ind til dagens første møde klokken 7.30. Klokken 11 kom Vibeke Schaltz, næstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden, sammen med faglig konsulent Kim Rasmussen. Efter en halv times forberedelse mødtes vi med direktionen for at udtrykke vores bekymring for sygeplejen. Efter fyringerne vil Dansk Sygeplejeråd holde øje med, hvordan sygeplejen udvikler sig. Herlev Hospital satser på en høj international standard. Men hvis ikke der er sygeplejersker til at pleje patienterne, så nytter behandlingen ikke.

Mødet med direktionen foregik i en god atmosfære. Ånden på hospitalet er mere samarbejdsorienteret end konfronterende. Lige siden planerne om besparelserne kom frem i midten af december, har det stået klart, at direktionen har en bunden opgave. Vi får ikke noget ud af at foreslå regionen at trække beslutningen tilbage, for de har ikke pengene. Og så gælder det om at bruge sin energi det rigtige sted for at gøre en dårlig beslutning så tålelig som mulig. Men det er en ledelsesmæssig opgave at prioritere sygeplejen og give klare retningslinjer. Den enkelte sygeplejerske skal ikke efter afskedigelserne spørge: "Skal jeg nu give patienten morfin, eller skal jeg servere mad"" Besparelserne får konsekvenser for patienterne. Der vil gå længere tid, før den kræftsyge patient får sin kemoterapi. Og vores observationer af patienterne bliver også sjældnere.

Klokken 15.30 var der fakkeltog foran hospitalet arrangeret af FOA og Dansk Sygeplejeråd i Kreds Hovedstaden. Det var bidende koldt, og det blæser altid foran Herlev Hospital. Men det varmede, at et par hundrede var mødt op.

Jeg savnede mine børn, så vi mødtes på hospitalet kl. 18.30. Om aftenen var vi sundhedsmæssigt ukorrekte og spiste på McDonald's.

Fredag, 8. januar: Fyring og dødsfald er den største krise

Hele formiddagen gik med møder. Om jeg eftermiddagen deltog jeg i et tre-timers seminar om en værdig opsigelse. Det er vigtigt, at ledelsen forholder sig sagligt og ikke personligt, når de skal overbringe beskeden om den påtænkte opsigelse. De fyrede skal have noget materiale i hånden, som de kan læse bagefter. Samtidig skal de have sikkerhed for, at der er nogen til at tage hånd om dem efter samtalen. Vi ved jo, at fyring og dødsfald i den nærmeste familie er noget af det, der sender os ud i de største kriser. Sidst på dagen ordnede jeg mails og talte med kolleger. Gik hjem klokken 19.30.

Mandag, 11. januar: Mit liv med Mozart

Efter en weekend hvor jeg havde været sammen med mine børn, kom jeg på arbejde ved syv-tiden mandag morgen. Dagen var fuldt booket med møder og andre aftaler. Den sluttede med et fælles orienteringsmøde mellem ledelse og medarbejdere. Gik hjem ved 18- tiden og læste "Et Ganske Levende Demokrati". Bogen er pensum i den diplomuddannelse, jeg er ved at tage for erfarne tillidsfolk og fællestillidsrepræsentanter. Fik også tid til at læse lidt i en fransk bog, som hedder "Ma Vie avec Mozart".

Tirsdag, 12. januar: Et galt system

Man kunne mærke på den trykkede stemning, at fyringerne rykkede tættere på. Hele formiddagen havde jeg møde med fællestillidsrepræsentant-suppleantere. Vi snakkede strategi og om, hvordan vi skulle stå til rådighed for sygeplejerskerne på prikkedagen.

Sidst på eftermiddagen havde Dansk Sygeplejeråd indkaldt til stormøde. Der blev talt regler og rettigheder. Mange havde svært ved at forstå det her galimatias af et system, hvor hospitalet skal fyre folk, selvom medarbejderne knokler derudaf. Er det regeringens eller direktionens ansvar" Men samtidig var der en god dynamik i rummet. Et eller andet sted ved vi, at det er et nationalt problem. En del af forklaringen er hele den takstjungle, som betyder, at de akutte patienter udløser færrest penge, og at hospitalet tjener flest penge på de planlagte patienter, der så i øvrigt bliver sendt til privathospitalerne på det offentliges regning.

Sidst på dagen koordinerede jeg med Vibeke Schaltz fra Kreds Hovedstaden, om vi nu havde styr på alt. Forlod Herlev Hospital kl. 21.30. Gik i seng med min mentale afkrydsningsliste i hovedet. Havde jeg nu husket det hele" Sov kun tre en halv time i træk, for spændingsniveauet var højt oppe.

Onsdag, 13. januar: Pressen ville se tårer

Mødte ind klokken seks om morgenen. Lavede kaffe og gjorde klar med morgenbrød, så repræsentanterne fra Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden og tillidsfolkene kunne få noget at spise og drikke, når de kom.

Klokken halv otte var jeg bisidder for en sygeplejerske, der fik overbragt beskeden om, at hun var påtænkt afskediget. Og i løbet af dagen var jeg bisidder ved flere andre samtaler.

Reaktionerne var meget forskellige. Nogle var forstenede og meget lidt udad-reagerende. Andre var åbenlyst kede af det og græd. I den situation er man som tillidsrepræsentant også præget af sin faglighed som sygeplejerske og tænker meget på det beredskab, de afskedigede får tilbudt.

Der var en million pressekontakter den dag. Måden, det foregik på, gjorde mig voldsomt frustreret. Pressefolkene ville bare ind over dørtærsklen og se de grædende sygeplejersker. De havde enormt lidt respekt for, at fyringerne er en privat sag. Sidst på dagen kom pressen ind på hospitalet. Dagen sluttede med en debriefing sammen med de andre tillidsrepræsentanter og hospitalets HR-afdeling. Gik hjem klokken syv. Jeg var træt og havde let til tårer. Det havde været en udmattende dag. Men samtidig var jeg fuld af respekt for sygeplejerskerne på Herlev. Vi har været gode til at tage os af hinanden.

BLÅ BOG

 SY-2010-02-18a
Charlotte Høffding Larsen er 38 år og har været sygeplejerske i 11 år. Hun har været fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Herlev Hospital siden 2007. Har tidligere været ansat på onkologisk afdeling på Herlev Hospital og på akut mavetarm-kirurgisk afdeling på Amager Hospital. Er uddannet på Rigshospitalet.