Omsorg for børn, hvis forældre er ramt af en psykisk lidelse

Psykiatrisk sygeplejerske Jane er på første hjemmebesøg hos en mor, der er henvist med en depressionsdiagnose. Der er en femårig pige i hjemmet, og under besøget finder pigen et tæppe frem til sin mors fødder, hun tilbyder at lave te og kommer senere med varm te og frugt skåret i mundrette stykker. Kompetencer, en så lille pige normalt ikke har.

Ved næste samtale, hvor pigen ikke er hjemme, tager Jane en snak med moderen om, hvordan selv helt små børn kan kompensere for forældrene. De taler om, at det er vigtigt, at pigen fritages for forpligtelser, der hører de voksne til, og at moderen, trods sin depression, må forsøge at påtage sig sit forældreansvar. Hvis hun har brug for hjælp til det praktiske, så må hun bede andre voksne om hjælp til dette. Nøjagtig som hvis hun havde en fysisk lidelse og dér fik brug for hjælp. Hvis hun ikke har hjælpemuligheder, pointerer Jane, er det muligt at etablere den nødvendige hjælp, til hun er rask igen.

Inden for psykiatrien er der sket en intensiveret indsats for patienter og deres voksne pårørende med bl.a. psykoedukation og diverse gruppetilbud, men ofte overses en vigtig, tavs og magtesløs gruppe – nemlig børnene. På landsplan eksisterer der ca. 50.000 børnefamilier, og vi ved, at ca. hver 10. dansker på et tidspunkt i deres liv får en psykisk lidelse – derfor kan der sidde op til to børn i hver skoleklasse med en forælder, der har eller har haft en psykisk lidelse (1).

Psykiatrien i Region Sjælland har gennem syv år haft en målrettet tilgang til patienter med børn. Vi har uddannede nøglepersoner, hvis opgave det er at bevare fokus på børn som pårørende, ligesom der eksisterer obligatoriske basiskurser for alt nyt personale.

Formålet med den målrettede tilgang er:

• at behandling sker ud fra et familieperspektiv med støtte til relation mellem forældre og børn
• at støtte børn af forældre med psykisk sygdom i forhold til at være pårørende
• at medvirke til, at omsorgssvigt hos børn og unge forebygges
• at medvirke til at forebygge, at børn og unge udvikler psykisk sygdom eller psykosociale vanskeligheder
• at styrke det tværsektorielle samarbejde i forhold til børn og unge.

Denne artikel beskriver vores konkrete tiltag hos patienter med børn, der er udarbejdet ud fra anbefalinger til god praksis vedr. børn af forældre med psykisk sygdom (2), og håbet er, at andre psykiatriske afdelinger kan blive inspireret til at integrere patienternes børn i det samlede behandlingstilbud.
 

Systematisk registrering

Vi har en procedure, der systematisk registrerer, om patienten har børn eller søskende under 18 år. Dette dokumenteres i den elektroniske journal, og i bekræftende fald træder følgende i værk:

• En forældresamtale med patienten om barnet
• Tilbud om familiesamtale med hele familien – en samtale i ”børnehøjde”
• Tilbud om samtalegruppe for børn
• Sikring af, at børn får mulighed for at besøge deres forælder under indlæggelsen
• Øget opmærksomhed på sundhedspersonalets skærpede underretningspligt.

Familiesamtaler

Mange af vores patienter er selv vokset op i familier med psykisk sygdom, hvorfor det er en mission for os at være med til at nedbryde tabu og skyld omkring psykisk sygdom – både hos de voksne og børnene. Vi kan indgå som en katalysator for at få talt om, hvordan sygdommen påvirker familielivet og forældrekompetencen i kortere eller længere tid.

Da vi begyndte for syv år siden, sagde 25 pct. af vores patienter ja tak til tilbuddet om en familiesamtale. Dette gav anledning til en del selvransagelser om, hvordan vi kunne udvide tilbuddet, således at alle takkede ja. Vi har siden arbejdet med vores sprogbrug og er meget bevidste om, at samtale med patienterne om deres forældrekompetence er et meget sårbart emne.

Flere kvindelige patienter end mandlige accepterer således tilbuddet, og der kan være flere årsager til modviljen. Patienterne vil skåne børnene, for ”hvad børn ikke ved, har de ikke ondt af”, nogle er bange for konsekvenserne, og andre føler sig ikke selv syge og kan derfor ikke se et formål med familiesamtalen.

Selv havde vi også betænkeligheder i forhold til, om vi mistede behandlingsalliancen med patienten, men vores erfaring er, at forældrene ofte er meget bekymrede for deres børn og gør sig mange tanker om, hvorvidt deres børn også skal rammes af en psykisk lidelse. Samtalerne hjælper dem til at opleve, at de ses som hele mennesker, og de er glade for, at vi sætter ord på de tanker, som både de og børnene gør sig. I dag siger halvdelen af vores patienter ja til en børnesamtale, men vi har ambitioner om en endnu højere andel.
 

Samtalegrupper for børn

Vi tilbyder børnene en samtalegruppe med andre børn i samme situation. Det er ikke et behandlingstilbud, men et psykoedukativt tilbud til børn, hvor de kan drøfte egne oplevelser og tanker i forbindelse med forælderens sygdom.

I Psykiatrisk Distrikt Næstved har vi et samarbejde med Vordingborg Kommune og deres familieafdeling, og vi er så heldige, at deres børnepsykologer deltager i vores samtalegrupper. Det er et perfekt match, da de har viden om børns reaktioner, og vi har viden om psykisk sygdom og sygdommens indflydelse på det enkelte individ.

Vi har to samtalegrupper hvert halve år, og disse er aldersopdelt, da der er forskel på, hvordan en otteårig og en 15-årig har behov for at drøfte tingene. De otteårige har brug for mere leg, at tegne og læse historie, mens de 15-årige har brug for afklaring i forhold til sunde pubertetsreaktioner og symptomer på psykisk sygdom.

Vi har efter aftale med forældrene skrevet børnene på en venteliste, og de indkaldes til en forsamtale med de to gruppeledere, når der er et tilbud til deres alderstrin. I kraft af samarbejdet med kommunens familieafdeling kan der også deltage børn, som vi ikke har kendskab til i psykiatrien, men inklusionskriteriet er, at en af forældrene har en diagnosticeret psykiatrisk lidelse. Ofte bor forældrene ikke længere sammen med barnet, men det udelukker ikke, at børnene gør sig mange tanker om psykisk sygdom.

Vi håber med denne indsats at nedbryde tabuet og minimere følelser af skyld og skam, der på sigt vil have en profylaktisk effekt, således at færre børn selv vil blive ramt af en psykisk lidelse. Vores intention er at hjælpe familien – og primært børnene – til at håndtere belastninger bedre, så vi forhåbentlig kan forebygge eller helt udskyde et evt. udbrud af sygdom hos barnet. Men også i høj grad at kunne øge barnets livskvalitet og hindre omsorgssvigt, der kan føre til alvorlige problemer senere i livet.
 

Besøgsforhold

Vi har udarbejdet en besøgspolitik til børn, hvis forældre er indlagt på et psykiatrisk sengeafsnit. Formålet med denne er, at børn skal føle sig velkomne, og de skal opleve et godt og trygt besøg. Derfor skal personalet være imødekommende og hjælpe patient og børn til at have kontakt med hinanden under indlæggelsen. Det kan imidlertid opleves som skræmmende, svært og uforståeligt for børn at komme på besøg.

For den syge forælder kan det også være en svær situation. Men samtidig er det vigtigt for børn at se, hvor deres forældre befinder sig, og hvad en psykiatrisk afdeling er. Hvis et besøg ikke kan gennemføres, tilstræber vi, at en kontaktperson tilbyder telefonisk kontakt med barnet og en anden kendt pårørende. Vi har til hvert sengeafsnit og team indkøbt en kuffert fuld af legetøj, og vi har ophængt plakater fra Børns Vilkår for at signalere, at børn er velkomne.
 

Skærpet underretningspligt

Som sundhedspersonale har vi en skærpet underretningspligt, hvis vi har en formodning om, at barnet/den unge trænger til særlig støtte ifølge lov om social service § 153. Underretningspligten har været et gennemgående tema, når vi har drøftet patienter og deres børn, og vi har været bekymrede for, om vi kunne risikere at miste alliancen med patienten. Men dette har vist sig ubegrundet. Vi sammenligner psykisk sygdom med somatisk sygdom og gør sygdommen og ikke personen til et problem.

Derfor lægger vi vægt på at holde patienten fast i, at det er sygdommen, der i kortere eller længere tid kan påvirke forældreevnen. En del af vores patienter er endvidere vokset op i familier med psykisk sygdom, og mange giver udtryk for, at de ville ønske, at ”nogle havde set dem og fundet dem værd at hjælpe”.

Vi har en instruks, som giver en konkret vejledning i, hvordan vi udarbejder en underretning, og hvilken lovgivning der er omkring samtykke og forældremyndighedsforhold. Vi udleverer en kopi af den skriftlige underretning, som vi sender til kommunen og til patienten, og vi oplever stort set kun positive reaktioner fra forældrene, som vi selvfølgelig involverer mest muligt i underretningsprocessen.
 

Tværsektoriel netværksgruppe

Vi har etableret en tværsektoriel netværksgruppe bestående af repræsentanter fra kommunen, som har berøringsflade med børn i deres daglige virke, samt repræsentanter fra psykiatrien. Fra kommunen deltager således en skoleleder, børnesagsbehandlere, børnepsykologer, sundhedsplejersker og socialpsykiatrisk personale. Vi mødes fire gange om året af 1½ times varighed, og formålet med samarbejdet er at varetage barnets og familiens tarv.

Vi oplever, at vi har en fælles ansvarlighed, flere handlemuligheder, et fokus på problemet og ikke symptomet. Vi håber at kunne forebygge en stigmatisering af disse børn, som ifølge skoleleder Winnie Kistrup, skoleleder på Iselingeskolen i Vordingborg, har op til 40 fraværsdage i skolen om året. Det er muligt for alle personer i Vordingborg Kommune at indkalde til et dialogmøde, således at vi samlet kan støtte op om patienten og ikke opleves som parter, der modarbejder hinanden.
 

Nøglepersonsuddannelse

Der er i sundhedsaftalerne mellem Region Sjælland og de 17 kommuner lavet aftaler vedrørende børn som pårørende til en forælder, der er ramt af en psykisk lidelse.

I Region Sjælland er det tanken, at alle sengeafsnit og team i regionen skal have uddannet 1-2 nøglepersoner, som i eget afsnit skal sikre fokus på børn som pårørende.

Region Sjælland har i forlængelse af dette etableret en nøglepersonsuddannelse i seks undervisningsmoduler, hver af to dages varighed. Vi er nu i gang med det tredje hold, og kursisterne skal gennem uddannelsen blive i stand til at:

• sikre en helhedsorienteret behandling 
• støtte forældre i at tale med børnene 
• gennemføre familiesamtaler
• styrke familiens og netværkets opmærksomhed på barnet 
• styrke det tværsektorielle samarbejde.

Vi har fundet det hensigtsmæssigt at tilbyde børnesagkyndig supervision i grupper for at styrke uddannelsen. Derudover afholdes to basiskurser hvert år til nyt personale, således at disse orienteres om instrukser og formål.
 

Teamets samlede udbytte

I Psykiatrisk Team Vordingborg har vi gennem de syv år, hvor vi har arbejdet med vores familiesamtaler og samtalegrupper for børn, fået et langt mere konstruktivt syn på pårørende. Primærbehandlerne kan anvende den værdifulde viden, som de får i familiesamtalerne, i deres videre arbejde med individuelle samtaler med patienterne. Personalet inviterer mere spontant til almindelige pårørendesamtaler og ser også patienten som en forælder og giver psykoedukation i forhold til dette. Vi har ikke fået tilført ekstra ressourcer, men indsatsen er integreret i det samlede behandlingstilbud.

Hos nogle personaler har der manglet initiativ til at invitere til familiesamtaler. Dette kan handle om en frygt for ikke at kunne leve op til det faglige niveau ved psykoedukation, en emotionel modstand, herunder angsten for at miste kontrol med egne følelser eller en fejltolkning af formålene. Vi prøver at afhjælpe disse bekymringer ved at lave kollegial sparring og en følordning.

Det kan bestemt anbefales at etablere en specifik indsats, da det trods bekymringer og selvransagelser hos personalet giver stor arbejdsglæde. Det er en indsats, som i den grad giver mening. Ved at tale med patienterne om deres forældreansvar og gennem vores samarbejde med skoler og institutioner, hvor børn tidligere blev mødt med skældud, håber vi at kunne være med til at forebygge den stigmatisering, som børn i disse familier kan være udsat for.  

Pernille Ditlevsen er ansat som teamleder i Psykiatrisk Team Vordingborg.

Litteratur

1. Lier L, Buhl-Nielsen B, Knudsen H. Psykisk syge forældre og deres børn. Det tværministerielle børneudvalg, Socialministeriet 2001.
2. Netværk af forebyggende sygehuse i Danmark 2007. Børn af forældre med psykisk sygdom – anbefalinger til god praksis i psykiatrien og det tværsektorielle samarbejde. Kan rekvireres gratis på: forebyggendesygehuse.dk