Du bliver afbrudt hvert tiende minut

Foto: Simon Klein Knudsen

Hvad var det nu, jeg var i gang med ... hvad var det, jeg skulle ... hvor kom jeg fra ...

Sådan står en sygeplejerske mange gange i løbet af en arbejdsdag, fjern i blikket, og har tabt tråden. Fordi hun blev afbrudt.

Afbrydelser er et irritationsmoment og en stressfaktor, men også noget, man skal kunne tåle for at være en god sygeplejerske. Selv om lommen til sidst er proppet med huskesedler, og hovedet er lige så fuldt.

For den gode sygeplejerske er på pletten, når der opstår et behov hos en patient eller pårørende, hun får tingene til at hænge sammen i afdelingen, kan holde 10 bolde i luften på én gang, har overblik og er altid klar med et svar, når andre faggrupper kommer og spørger til en patient.

De mange små afbrydelser i løbet af arbejdsdagen, spørgsmål til og fra kolleger, den åbne dør ud til gangen fra patientstuerne og medicinrummet er med til at sikre sygeplejerskernes overblik og deres oplevelse af at have kontrol over tingene.

Det er måske derfor, sygeplejersker i alt for høj grad finder sig i at få deres arbejde afbrudt den ene gang efter den anden. For det gør de, konstaterede master i klinisk sygepleje, Liselotte Brahe, da hun i 2007 observerede fem sygeplejersker gennem 10 hele arbejdsdage.

De blev i gennemsnit afbrudt 45 gange om dagen, en gang hvert tiende minut. Men selv om de også indimellem reagerede med irritation og synlig udmattelse, var de ikke selv klar over, hvor ofte de blev forstyrret.

"Jeg spurgte en sygeplejerske, hvor mange gange hun mente, hun var blevet afbrudt, og hun svarede femten. Hvor jeg havde observeret 65 afbrydelser," fortæller Liselotte Brahe. "Så er det måske ikke så mærkeligt, at hun til sidst får ondt i hovedet." 

Sygeplejersker forstyrrer selv

Selvfølgelig er det nødvendigt at afbryde en kollega, hvis man ser, at hun har taget det forkerte medicinglas fra hylden. Men kun en mindre del af de afbrydelser, Liselotte Brahe observerede, var indlysende nødvendige og uopsættelige.

"Når jeg spurgte ind til det, fremhævede flere af sygeplejerskerne tilgængeligheden som en værdi. Det var vigtigt, at patienter og pårørende altid kunne få fat i dem. Man må ikke være afvisende, man vil helst tilgodese alt og alle."

Men rent faktisk var det ikke patienter og andre faggrupper, som hele tiden forstyrrede sygeplejerskerne. De allerfleste afbrydelser kom fra kolleger. Oftest i form af spørgsmål, men Liselotte Brahe så også eksempler på, at man afbrød det, man selv var midt i, for at give sit bidrag i en samtale eller en handling, en kollega var i gang med.

"Og hvis alle er indforståede med, at der er tale om en læringssituation, kan sådan en afbrydelse være god. Hvis det f.eks. er en erfaren sygeplejerske, der kan foreslå noget, der hjælper en nybegynder til at kvalificere sin sygepleje, så er det ikke en afbrydelse, der stresser," siger hun.

"Men meget ofte er det helt unødvendigt at afbryde hinanden. I stedet kan man måske tage spørgsmålet op på et andet tidspunkt og sige: Jeg overhørte en samtale, du siger sådan og sådan, jeg tænker noget andet, hvad gør vi fremover""

Sygeplejersker bliver nødt til at diskutere, hvornår det er rimeligt at afbryde hinanden, og hvornår det ikke er, mener Liselotte Brahe.

For afbrydelser i medicinrummene udgør et alvorligt sikkerhedsproblem, og hvis man mener noget med fokus og fordybelse i sygeplejen, er 40-60 afbrydelser om dagen heller ikke vejen frem.  

Stjæler tid fra sygeplejen

Derfor har sygeplejeledelsen på Liselotte Brahes arbejdsplads, Skejby Sygehus, udtrykkelig nævnt afbrydelser som et underpunkt i sygeplejens fokusområde for 2010, "Tid til kerneydelsen".

"For at få tid til kerneydelsen er vi nødt til at stoppe op og overveje, hvorfor vi ikke har det. Tidnød er den store undskyldning i sygeplejen. Og det er reelt nok, vi mangler tid. Men derfor er vi også nødt til at finde ud af, om det er det rigtige, vi bruger tiden på," siger Liselotte Brahe.

Det bliver ikke nemt, for det handler om kultur og uskrevne regler. Derfor er det nødvendigt med en diskussion lokalt på arbejdspladsen.

"Man skal jo heller ikke blive helt paranoide og slet ikke turde afbryde hinanden. Men man må have en dialog om, hvad der er tilladt og for hvem. Man skal også være opmærksomme på hinanden og tage hensyn, hvis man kan se, at en kollega ikke kan rumme mere, hvis man kan se: Hende skal jeg altså ikke spørge om mere i dag."

For uanset idealer om tilgængelighed og evne til at håndtere det uforudsigelige så får sygeplejersker nok.

"Man ved det jo fra sig selv. Sådan en dag, hvor man er blevet afbrudt 50 gange, kan man til sidst ikke tænke en ærlig tanke. Det er ikke specielt effektivt, og det kommer der ikke god sygepleje ud af."