Jeg fatter ikke, jeg overlevede

Henrik Andersen vil gerne tilbage til Slagelse Kaserne og gerne så hurtigt som muligt. Han håber, at han kan komme til at
arbejde på deltid med de værnepligtige, og mener, at han i starten vil have kræfter nok til at være der to formiddage om ugen. Foto: Thomas Tolstrup

Det er morgen den 19. april 2009 i den krigshærgede Helmandprovins i Afghanistan. Henrik "Lange" Andersen står op for at spise morgenmad og gøre sig klar til dagens arbejde. Før han blev soldat, var han landmand, og derfor hjælper han tit ingeniørerne med at fjerne jord, når de skal rense vejspor for metal fra tidligere eksplosioner. Det er en rutineopgave, han har prøvet flere gange før, siden han godt to måneder tidligere rejste ud. Der er kun en lille kilometer fra lejren til dagens arbejde, men for en sikkerheds skyld er han og kollegerne af sted i fire køretøjer.

"Man får ikke lov til at køre ud i ørkenen og spille fandango alene, og det var en større operation at skulle rydde området, så der kører to pansrede køretøjer foran mig og et bagved. Jeg kører selv alene i en stor rendegraver," fortæller han.

På hver side af køresporet står en række hvide pæle, som ingeniørerne tidligere har sat for at markere, at de har søgt efter miner uden at kunne finde nogen, og at der derfor sandsynligvis er sikkert at køre.

"Der er stille og roligt derude, og jeg kører frem og tilbage og passer mit arbejde. På et tidspunkt kommer en af drengene og siger, at der er frokost, så vi sætter os ind og spiser i et af de pansrede køretøjer. Over radioen får vi en fjendemelding om, at Taliban har sagt, de gerne vil have "den til skulderen frem, så de kan ramme den store"."

Henrik Andersen er klar over, at den til skulderen er en håndbåren panserværnsraket, og at den store, de vil ramme, er den rendegraver, han sidder i, men det bekymrer ham ikke.

"Egentlig tænker jeg bare "nå". Man hører så meget dernede, og de truer os uafladeligt. 80 pct. af det bliver alligevel aldrig til noget og er ren propaganda, så jeg er ikke spor nervøs for at fortsætte arbejdet. Jeg spiser færdig og sætter mig op i rendegraveren igen, samler en skovlfuld jord op og begynder at bakke tilbage. Det er her, det går helt galt. Der er et kæmpe drøn, og derefter husker jeg ikke mere."

Han har senere fået fortalt, at de øvrige soldater på stedet styrter over for at se, hvad der er sket. At de tror, det er Talibans raket, men hurtigt kan se, at Henrik Andersen bogstavelig talt har siddet på en vejsidebombe i rendegraveren. Og at den er helt gal med Henrik Andersen, der er bevidstløs og ikke længere trækker vejret.

"Jeg er blevet klemt helt sammen, og derfor er mine luftveje lukkede, så de får mig ud med det samme og begynder førstehjælp. De siger, at jeg er ved bevidsthed på et tidspunkt, men jeg kan stort set ikke huske det. Kun at jeg registrerer, at ham, jeg har spist frokost med, siger: "Lange, du er sej, du skal nok klare det!""

Efterfølgende kører en militærambulance Henrik Andersen tilbage til lejren, hvor en helikopter venter. Han flyver videre til felthospitalet i Camp Bastion, hvor lægerne konstaterer, at han har brækket ryggen to steder, har indre blødninger, fem bækkenbrud, og at den højre hæl er knust i seks dele. Han har desuden brækket den ene arm og har småskrammer over hele kroppen fra sten og glasskår.

Vågner i Danmark

På det tidspunkt er Henrik Andersen lagt i koma. Siden ulykken har han ikke været rigtigt ved bevidsthed, men vågner kort i flyet på vej hjem.

"Jeg kan høre, jeg er i et fly, og jeg tænker "det her, det er da vist noget lort. Her burde jeg ikke være." Der står en sygeplejerske ved siden af mig, og han siger på engelsk: "Henrik, du er blevet såret i Afghanistan." Jeg når lige at tænke "hvad kan der være sket"" før jeg går ud som et lys igen. Nogle dage efter vågner jeg op på en intensivafdeling."

I første omgang er Henrik Andersen ikke klar over, hvilket land han er kommet til, og lægerne må fortælle ham, at han er på Rigshospitalet i Danmark.

"Det er meget mærkeligt at vågne op, for jeg burde ikke være der, men nede hos drengene. Jeg kan godt huske, jeg har været på vej hjem i et fly, men jeg tænker, at her skal jeg da bestemt ikke være. Jeg skal være i Afghanistan lige nu!"

De første 14 dage er Henrik Andersen indlagt på intensivafdelingen og er i koma flere gange. Den ene lunge klapper sammen, og han får sværere og sværere ved at trække vejret.

"Jeg husker det, som om jeg er på afdelingen i meget længere tid, end jeg egentlig var. På et tidspunkt har jeg det sådan, at hvis jeg ikke får lov til at sove det hele væk, så har jeg sgu lyst til bare at give helt op," fortæller han med et lidt undskyldende smil. "Jeg er ellers ikke sådan én, der lige er til at slå af pinden."

Familien er meget på besøg i den periode, og forsvarsminister Søren Gade er også forbi.

"Jeg kan huske, jeg siger "hej" til ham, og han siger, at det er noget skidt, jeg ligger der. Det kan jeg jo kun give ham ret i. Han siger også, han har chokolade med til mig, men derefter kan jeg ikke rigtig huske noget fra hans besøg. Det er jo ikke småting, man bliver fyldt med af smertestillende medicin, så jeg var noget omtåget."

Henrik Andersen bliver lagt i koma en sidste gang og vågner efter et par dage. Han begynder at have det bedre og beder sygeplejersken om en telefon, så han kan ringe hjem til sine forældre.

"Det er befriende for første gang at kunne sige "jeg har det godt". Det er første gang, jeg er helt sikker på, jeg snakker med min mor. Jeg husker meget svagt, at min far har besøgt mig, og at vi tæller mine fingre, fordi jeg er sikker på, at der mangler én på den ene hånd, men alt står ret tåget i den periode," smiler Henrik Andersen og vifter med fingrene for at vise, at de alle sammen er, hvor de skal være.

Fra Helmand til Hornbæk

På intensivafdelingen får Henrik Andersen tre faste sygeplejersker, der passer ham otte timer ad gangen.

"Det er rigtig rart, det er de samme, der kommer hver dag, når man ligger der, og det hele bare er noget møg. Mine ben er lammede, og jeg kan næsten ikke bevæge mig, så jeg skal have hjælp til alt, både mad, toiletbesøg, og hvis jeg skal vende mig i sengen," fortæller han.

Han bliver rykket op på Ortopædkirurgisk Klinik på Rigshospitalet, og over de næste to måneder bliver humør og ben bedre. Familie og soldaterkammerater kommer på besøg, og han begynder selv at kunne spise og vaske sig. Selv om han endnu ikke kan komme ud af sengen, kan han bruge og bevæge begge ben. Men en dag er højre ben lammet igen. En flig af halebenet har sat sig fast i hoftebenet og presser på, så der er kommet en blodansamling.

For sjette gang skal han opereres, men denne gang viser det sig heldigvis at blive den sidste.

En uges tid efter bliver han flyttet til Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk, hvor det næste halve år bliver brugt på genoptræning.

I dag er der ikke mange mén tilbage, men helt uskadt slipper Henrik Andersen ikke fra mødet med vejsidebomben i Afghanistan. Han er sandsynligvis resten af sit liv nødt til at gå med en skinne på det ene ben på grund af en dropfod, der er en lammelse af leddet, så han ikke kan bøje foden. Han må bruge engangskateter, men det er ikke sikkert, det er permanent. Lægerne har fortalt ham, at han kan vente forbedringer op mod to år efter ulykken, så han ser optimistisk på fremtiden.

"Jeg har set billeder fra ulykken, og jeg fatter stadig ikke, at jeg kunne overleve det. Det er et mirakel at gå fra at være helt knust til at kunne få et nogenlunde normalt liv igen. En eller anden har vist holdt hånden over mig," siger han med et skævt smil.

Fremtiden er stadig i militæret

Henrik Andersen vil gerne tilbage til Slagelse Kaserne igen og gerne så hurtigt som muligt.

Han håber, at han kan komme til at arbejde på deltid med de værnepligtige og mener, at han vil have kræfter nok til at være der to formiddage om ugen i starten. Han vil undervise i forsyningstjeneste og praktiske færdigheder, som hvordan man f.eks. adskiller og samler et våben. Men han vil også undervise i, hvordan det er at være udsendt, hvad uddannelsen går ud på, og fortælle de værnepligtige, hvilke overvejelser de bør gøre sig, før de vælger, om de vil fortsætte uddannelsen til udstationeret soldat.

"Jeg havde selv skrevet min sidste vilje, før jeg rejste til Afghanistan. Jeg havde afklaret med mig selv og min familie, at jeg i værste tilfælde kunne komme hjem i en kiste, eller at jeg kunne komme alvorligt til skade. Det var ikke noget, der skræmte mig. Men man regner jo heller ikke lige med, at det sker for én selv."

Han mener, at det er vigtigt, de værnepligtige ved, hvilke konsekvenser det kan have at være i krig.

"Man kan blive såret eller dø. Det er ikke fordi, jeg vil skræmme dem fra at tage ud, men jeg synes, det er vigtigt, de tænker sig om en ekstra gang. Jeg har selv betalt en høj pris, og der er andre soldater, der betaler endnu højere," fortæller han.

Det har dog langtfra skræmt ham selv fra på sigt at blive udsendt igen.

Selvom det er modbydeligt farligt, så giver det et adrenalinkick at kæmpe mod Taliban. Men det er også en fantastisk fornemmelse at komme ud og møde befolkningen og være med til at opbygge et demokrati i landet. Jeg håber, jeg selv kan komme ud igen. Ikke i fronten denne gang, men i en lejr, hvor jeg kan være i forsyningstjansen. Det lyder måske bindegalt, men jeg sidder tilbage med følelsen af, at jeg ikke fuldførte det. Jeg kom hjem før tid, og nu vil jeg vise over for mig selv, at jeg godt kan stå det hele igennem. Jeg gør ikke noget halvt, jeg gør det helt og lidt til."