På mission i sygesengen

Foto: Thomas Tolstrup

På et splitsekund kan soldaterlivet i Helmand forvandles fra en fredsommelig arbejdsdag til et kaos af eksplosioner, sårede, dræbte og råb og skrig. De danske soldater i Afghanistan ved aldrig, hvad der venter dem, når de kører ud fra lejren for at arbejde i området. Der er altid risiko for, at en af kammeraterne ikke kommer med tilbage.

For de sårede soldater betyder det, at de i løbet af et døgn skifter ørkensand og oppakning ud med hvide vægge, bippende instrumenter og hospitalstøj. Det kan forekomme voldsomt, men soldaterne accepterer hurtigt deres nye situation, fortæller psykolog Hans-Henrik Olsen fra Rigshospitalets Kriseenhed:

"Når de sendes i mission, er de i krig og vant til at være opmærksomme på konstant fare. Gennem deres uddannelse er de trænet til at håndtere kritiske situationer. Når de selv bliver ramt, er det naturligvis et chok, men de er forberedt på situationen, og frem for alt er deres kammerater i stand til at yde kvalificeret førstehjælp. Soldaterne ved, det kan ske, så det er ikke et stort chok," siger han.

Selvom soldaterne vågner op i nye omgivelser, ofte uden at være helt klar over, hvad der er sket, bliver de hurtigt meget praktiske og fremsynede.

"De reagerer anderledes end andre traumatiserede patienter. Hvor folk, der har været ude for f.eks. en trafikulykke, ofte reagerer med sorg og tænker "hvad kunne jeg have gjort anderledes", tænker soldaterne: "Sådan er det. Hvad kan jeg gøre nu?""

Ingen fortrydelse

Den første tid under indlæggelsen, hvor soldaterne kommer sig over deres skader, kan være frustrerende, men når genoptræningen går i gang, bliver de hurtigt stædige og entusiastiske.

"Så snart de kan træne igen, gør de alt, hvad de kan, for at komme ud af sengen, uanset hvor hårdt de er ramt. I forvejen er de i fantastisk fysisk form, og med træningen kan de handle sig ud af deres situation og have indflydelse på deres egen heling. Selvom nogle af dem f.eks. har proteser, så vil de på benene igen. De føler, at de selv skal kunne gå ud fra hospitalet, når de bliver udskrevet. De kan selvfølgelig også have dårlige dage, hvor det hele er surt og trist, men generelt har de et imponerende overskud," siger Hans-Henrik Olsen og tilføjer, at han ikke oplever, at soldaterne fortryder, de tog af sted:

"De er på mission til den dag, de bliver udskrevet. Når de er indlagt, følger de med i medierne og på internettet og holder øje med, hvordan det går med deres kammerater. De sørger også for at holde kontakten med dem, så meget det kan lade sig gøre. De er stadig en del af gruppen."

Mange af soldaterne giver udtryk for, at de gerne vil tilbage i tjeneste igen. Det skyldes de stærke bånd, de knytter, når de er af sted, forklarer Hans-Henrik Olsen.

"De kammerater, de får i Afghanistan, er deres familie, venner og fortrolige på én gang. De er sammen døgnet rundt, og de overlever i kraft af hinanden. De sårede soldater vil ikke svigte kammeraterne, og derfor har mange af dem et ønske om at komme til Afghanistan igen."

Drengerøven, der vil gøre en forskel

Hans-Henrik Olsen har haft soldaterne på Rigshospitalet blandt sine patienter siden 2008. Tidligere har han arbejdet for forsvaret på Institut for Militærpsykologi, og han har igennem mange år beskæftiget sig med soldaterne både før, under og efter, de har været udsendt.

"Man kan ikke entydigt sige, hvem det er, der vælger at tage i krig. Når et hold bliver sendt af sted, er det en blanding af de gamle garvede og de nye og yngre. Den sidste gruppe kan man måske lidt populært sige er de spændingssøgende drengerøve. Men de gør det primært for at gøre en forskel og komme ud og opleve noget. De er samtidig meget bevidste om den fare, de vælger at tage ned til."