Specialeskrivning i samarbejde med praksis

Foto: iStock

Vi er tre nyuddannede cand.cur.er, som har samarbejdet med Århus Universitetshospital, Risskov, da vi skrev speciale. Det har været en fagligt berigende proces, som har givet indblik i psykiatrisk forskning.

Her vil vi dele vores erfaringer med forløbet og fortælle om det udbytte, vi har fået af samarbejdet, men også om det hårde slid og de frustrationer, der fulgte med.

Vores samarbejde med Århus Universitetshospital, Risskov, foregik gennem en kontakt til Center for Psykiatrisk Forskning. Vores primære kontaktperson var forskningssygeplejerske og postdoc, ph.d., Niels Buus. Han var ekstern underviser på Institut for Sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet og gjorde i forbindelse med en forelæsning i foråret 2008 opmærksom på muligheden for at blive tilknyttet centeret som gæsteforsker. At blive gæsteforsker indebar at have Niels Buus som specialevejleder, og at specialet skulle omhandle et emne inden for psykiatrien.

Efterfølgende havde vi et indledende møde med vores specialevejleder og de to daværende gæsteforskere, hvor vi blev orienteret om forløbet, tidsrammen for specialet samt emneforslag.

Fra august 2008 blev vi formelt ansat som gæsteforskere tilknyttet Center for Psykiatrisk Forskning, og vi fik tildelt et fælles kontor tæt på forskningsbiblioteket. Vi forpligtede os til at udarbejde en empirisk undersøgelse med relevans for psykiatrien.

I august valgte vi emne til specialet og deltog i et litteratursøgningskursus i samarbejde med forskningsbiblioteket. I efteråret fortsatte vi med forberedelserne til specialet, samtidig med at vi gennemførte 3. semester på universitet. Vi mødtes jævnligt i en forskergruppe, som, ud over os tre, bestod af vores vejleder og en psykiatrisk sygeplejerske, der studerede pædagogisk antropologi. Vi deltog også i netværksgruppemøder hver anden måned, hvor vi blev opdateret mht. udviklingen inden for forskning i psykiatrisk sygepleje i Region Midtjylland. I november og december deltog vi i to konferencer med fokus på den nyeste medicinske samt sygeplejefaglige forskning i psykiatri. Fra januar 2009 koncentrerede vi os udelukkende om arbejdet med vores specialer, som vi afleverede og forsvarede i juni 2009.

Igennem hele processen modtog vi stor hjælp fra ansatte ved Århus Universitetshospital, Risskov, hvilket gjorde det lettere at gennemføre undersøgelsen. Specialeskrivningen forløb over et års tid, hvor vi fra starten blev involveret i diverse møder, netværksgrupper og konferencer, der gjorde processen mere spændende og udfordrende.

Frustrerende og angstprovokerende proces

Da de formelle beslutninger om vores projekter var på plads, og vi havde fundet os til rette på kontoret, startede hverdagen. Det stod hurtigt klart, at det var forbundet med spændende, men også hårdt arbejde og lange arbejdsdage.

Sideløbende med undervisningen på universitetet skulle vi udarbejde en projektbeskrivelse. Ud over at være et krav fra "Etiske Retningslinjer for Sygeplejeforskning i Norden" (1) er det en god idé at have tænkt alle væsentlige forhold igennem, inden man går i gang med en empirisk undersøgelse. På den måde mindsker man uforudsete hindringer. Alt fra litteratursøgning og beskrivelse af relevans til praktiske foranstaltninger, samarbejdspartnere og etiske hensyn skulle gennemtænkes og formuleres.

Det var en vanskelig opgave, da vi ikke tidligere havde planlagt og gennemført et empirisk studie. Projektbeskrivelsen blev ad flere omgange sendt frem og tilbage mellem vejleder, specialeskriver og ledende instanser og samarbejdspartnere, der skulle godkende projektet. Det viste sig at være en stor fordel at gøre dette arbejde grundigt. Projektbeskrivelsen fungerede som projektets drejebog, og samtidig fik vi en omfattende viden ud af den litteraturgennemgang, der indledte projektbeskrivelsen.

Udarbejdelsen af projektbeskrivelsen foregik sideløbende med undervisningen på universitetet. Det var svært både at prioritere undervisningen og projektbeskrivelsen, og af og til måtte man prioritere, hvor kræfterne skulle lægges. Projektbeskrivelsen blev færdig og godkendt af vejleder og de respektive ledende instanser på institutionen. Projektet blev anmeldt til Datatilsynet samt til den lokale Videnskabsetisk Komité.

Det næste skridt var at præsentere og få godkendt projektet af diverse samarbejdspartnere. Selvom vi blev guidet til fremgangsmåden, var det lettere angstprovokerende at være ny og samtidig gå forrest og udstille al sin usikkerhed og manglende erfaring for de fagpersoner, der skulle godkende projekterne. Alligevel blev vi godt modtaget og oplevede åbenhed og interesse fra alle samarbejdspartnere lige fra bibliotekarer til ledelse og plejepersonale.

Vi startede med at få godkendt projektet fra den øverste ledelse. Det var en fordel at kunne nævne vores vejleders navn i processen. At have ham som gatekeeper og garant lod til at fremme godkendelsesprocessen.

Da alle de formelle forhold var på plads, var det tid til at udvælge de informanter, der skulle indgå i undersøgelsen. To af os sendte breve ud til dem, og en af os var ude på hospitalsafsnittene for at spørge relevante patienter, om de havde lyst til at deltage.

Ansigt til ansigt med virkeligheden

Inden vi gik i gang med selve undersøgelsen, meldte usikkerhedsfølelsen sig igen. Der var ikke flere forberedende øvelser, og nu skulle vi ud og stå ansigt til ansigt med virkeligheden og se, om forberedelserne til studiet samt egne evner rakte. I den forbindelse havde vi stor nytte af hinanden og andre medlemmer af forskergruppen og af netværksmøderne. Det var muligt at sparre med andre og høre om deres erfaringer. Det hjalp på nervøsiteten og usikkerheden. Det var en succesoplevelse at føle, at processen med dataindsamlingen fungerede, og at alle forberedelserne bar frugt.

Efter ca. en måned med dataindsamling og transskriberinger af empiriske data havde vi en stor mænge data, der skulle bearbejdes og analyseres. Vi havde set frem til ikke længere at være afhængige af samarbejdet med andre, men at kunne fordybe os i stoffet og planlægge arbejdstiden selv.

I midten af april havde ingen af os endnu formuleret noget på skrift ud over projektbeskrivelsen, hvilket sendte en ny bølge af stress ind over os. Selve skriveprocessen viste sig at være en langsommelig proces, hvor man ikke kunne forvente at være fuldt ud effektiv og produktiv hver dag. Nogle gange krævede processen, at man trak sig fra computeren for at tænke diverse dilemmaer og problemer igennem. Vi oplevede nærmest en cyklus i problemknusning: Når problemerne meldte sig, opstod en frustration over ikke umiddelbart at have en løsning. Alligevel viste det sig konsekvent, at vi kunne finde frem til en fornuftig løsning efter et stykke tid væk fra computeren. Det er vores erfaring, at skriveprocessen således ikke kun skal forstås som den tid, man tilbringer foran computeren, men i lige så høj grad foregår, når man fjerner sig fra skrivebordet for at tænke over stoffet.

Det var en tilfredsstillelse at kunne aflevere speciale i juni 2009!

Læring forbundet med frustrationer

Nogle siger, at al læring er svær og forbundet med frustrationer. Vi har lært meget i denne proces, og denne læring har af og til været forbundet med store frustrationer. Frustrationen over ikke altid at få klare, entydige svar og selv at skulle finde løsninger på de problemer og udfordringer, der opstod undervejs. Det, at vi ikke altid fik klare svar, gav anledning til grundige overvejelser og øvelse i kreativ tænkning.

Det gav samtidig anledning til bekymring over, om man kunne blive færdig med projektet til tiden, om man havde rygrad nok til at gennemføre det og tilstrækkelige evner til at løse problemerne. I den forbindelse var det godt at være flere studerende i forskergruppen, så vi kunne tale om frustrationerne. Vi kunne ikke altid løse problemerne for hinanden, men vi kunne forstå hinandens frustrationer (se boks 1).  

Et netværk til fremtiden

Der er ingen tvivl om, at vi har høstet uvurderlig viden og erfaring af at skrive speciale i samarbejde med Århus Universitetshospital, Risskov.

Fagligt har vi fået lov at arbejde med et forskningsprojekt både i forhold til at lede og til at gennemføre projektet i alle dets enkeltheder. Vi føler os alle rustet til at kunne gennemføre et lignende projekt igen. Vi ser det samtidig som en akademisk kvalitet at gennemføre et studie af denne karakter inden for den normerede tid med alle de kompromiser, det indebærer.

Ud over de faglige kvaliteter har vi også fået adgang til et netværk, som kan være givende i fremtiden. Vi ved lidt mere om, hvem vi kan gribe fat i i forhold til forskellige problemstillinger. Vi har fået indsigt i en flig af kulturen omkring akademisk arbejde, som det er en fordel at kende til næste gang, vi skal udarbejde en undersøgelse.

Ud over det faglige aspekt har vi alle gennemgået en stor personlig udvikling. At skrive speciale efter den model, som vi har valgt, indebærer, at man følelsesmæssigt får lidt mere hård hud. Vi har flere gange følt os udfordret til grænsen af, hvad vi magtede, og har lært at mestre, vokse med opgaven og komme igennem på trods.

Vi kan klart anbefale et samarbejde som dét, vi har haft under specialeskrivningen, men vil understrege, at når man vælger at indgå i et samarbejde som dette, vælger man samtidig en svær og kompliceret løsning, som optager det meste af ens vågne timer.

Christine Damsbo Jensen er ansat som sygeplejerske i Århus Kommune. Rikke Møller er teamleder i Århus Kommune, og Stine Rolighed Jepsen er demenskoordinator iTårnby Kommune.

Litteratur

1. Etiske retningslinjer for sygeplejeforskning i Norden. Oslo: Sykepleiernes Samarbeid i Norden; 2003 www.dsr.dk > sygeplejeetisk råd