Sygeplejerske for 100 år siden

Selvom der i dag heller ikke er mange mænd, der bliver sygeplejersker, så var der dengang absolut ingen mandlige sygeplejersker. Sygeplejen var udelukkende et kvindefag og forblev det indtil 1951, hvor de første mandlige sygeplejestuderende blev optaget. Og faget var mere end det - det var en livsopgave for kvinderne. For de kvinder, som vel at mærke ikke fik mand og børn.

For var man sygeplejerske, helligede man sig arbejdet under dyder som barmhjertighed og næstekærlighed. Og sygeplejen blev opfattet som et kvindeligt kald, hvor sygeplejerskerne opofrede sig for de syge, hvilket var uforeneligt med kvindernes andet kald - nemlig at være hustru og mor.

Skulle bo tæt på patienterne

En hospitalssygeplejerske anno 1910 havde boligpligt på hospitalet. Her skulle hun bo på et kummerligt værelse tæt på patientstuerne, som betød, at hun måtte være meget stille for ikke at forstyrre patienterne. På nogle hospitaler kunne hun dog bo i en særlig sygeplejerskebolig tilknyttet sygehuset med lidt mere privatliv. Kost og logi var en del af lønnen.

Hvis en sygeplejerske flyttede ud af sin sygeplejerskebolig og væk fra hospitalet, f.eks. for at blive gift, så kunne hun ikke beholde sit arbejde. Boligpligten var også vigtig for de ledende sygeplejersker, som kunne føre kontrol med, hvordan sygeplejerskerne opførte sig, og det skulle være moralsk korrekt.

Halv fridag om ugen

Sygeplejerskerne havde en lang og anstrengende arbejdsdag på 12-14 timer med 1-2 timers pause. De havde kun en halv fridag om ugen og altså ingen weekend. Ligesom i dag løb sygeplejerskerne stærkt, og dengang havde en sygeplejerske ansvar for rigtig mange patienter. Derudover bestod arbejdsdagen i rengøringsopgaver som f.eks. at pudse dørhåndtag, udluftning af stuerne og så selvfølgelig pleje.

For 100 år siden gik sygeplejersker i ens bomuldskjoler, gerne lyseblå, med hvide forklæder. Den ensartede uniform kunne hver sygeplejerske variere med fløjlsbånd om halsen eller broderede kraver, og uniformen var ikke nødvendigvis ens fra hospital til hospital. I 1913 begyndte sygeplejerskerne at gå med kappe på hovedet, som de kunne samle håret inden under, så det ikke strittede i alle retninger. Det var angiveligt efter amerikansk forbillede, som forstanderinden for sygeplejen på Bispebjerg Hospital, Charlotte Munch, indførte efter et ophold på den anden side af Atlanten.

Ovenstående oplysninger om sygeplejersketilværelsen for 100 år siden har Sygeplejersken indhentet fra historiker og ph.d. Nete Balslev Wingender. Hun har bl.a. skrevet en række bøger om emnet og forsket i Dansk Sygeplejeråds 100 års historie.