Psykiatri i Afghanistan: Behandling erstatter uddrivelse af onde ånder

Pårørende til patienter på Afghanistans eneste psykiatriske hospital i Kabul. Der er plads til 60 patienter, hvoraf de 20 er stofmisbrugere. De er er typisk indlagt med en pårørende, og mange slægtninge og børn kommer på besøg. Foto: Ditte Valente 

16-årige Ashrapu sidder i en jernseng med et lyserødt sjal svøbt rundt om skulderen og stirrer tomt ud i luften, mens hendes mor stryger hendes arm med nænsomme bevægelser. Den unge pige lider af psykosomatiske problemer og udviser selvskadende adfærd. Ofte hiver hun store totter hår af hovedbunden, og nogle gange mister hun bevidstheden.

Familien kommer fra en landsby i det centrale Afghanistan. Hendes mor Guldana er en fattig bondekvinde i fyrrerne med et magert vejrbidt ansigt. I et forsøg på at hjælpe datteren gik familien til den lokale moské, hvor imamen forsøgte at uddrive den onde ånd, som han mente, den unge pige var besat af. Hun blev placeret alene i et lukket rum, og det gjorde kun ondt værre.

Helt tilfældigt hørte Guldana en udsendelse om psykiske lidelser i radioen, og hun fik hjælp til at kontakte Afghanistans eneste psykiatriske hospital i Kabul. Ashparu har fået stillet diagnosen skizofreni og bliver behandlet med medicin. Efter to ugers indlæggelse er hendes tilstand stabil, og hun skal udskrives. Samtidig er hendes mor blevet undervist i symptomerne på hendes sygdom.

Et traumatiseret land

Efter 30 års krig er Afghanistan et traumatiseret land. Der findes ingen opgørelser over antallet af alvorlige psykiske lidelser, men det afghanske sundhedsministerium anslår, at to tredjedele af afghanerne lider af stress og mentale forstyrrelser. Problemerne går i arv til den næste generation og er en alvorlig barriere for landets udvikling.

Et studie offentliggjort i det britiske lægetidsskrift The Lancet viser, at næsten to tredjedele af børn og unge i tre udvalgte regioner i Afghanistan har oplevet mindst én traumatisk hændelse under krigen eller vold i dagligdagen. Undersøgelsen viser også, at jo flere voldelige episoder børnene har oplevet, og jo hyppigere forældrene lider af psykisk sygdom, desto oftere udviser børnene selv symptomer på angst og depression.

I sengen hele dagen

Ashrapu er ligesom hovedparten af de 60 patienter på Kabuls Psykiatriske Hospital henvist til at sidde i sengen det meste af dagen. Hospitalets eneste adspredelse er den lille ergoterapi med to symaskiner, som har åbent et par gange om ugen.

De mørke hospitalsstuer med cementgulve og lysegule afskallede vægge ligger i et tidligere fabrikskompleks i udkanten af Kabul.

Blandt lyspunkterne i de triste omgivelser er en velpasset rosenhave. De fleste af patienterne er indlagt med deres slægtninge, som tager sig af plejen i samarbejde med hospitalets 15 sygeplejersker. De underviser også de pårørende i sygdomssymptomer og giver medicin.

Lænkerne er afskaffet

Ledende overlæge Dr. Musadiq Nadimee er en lille smilende mand, der høfligt giver hånd til patienterne under rundvisningen. Han betegner de nedslidte lokaler, uhumske toiletter og manglen på psykofarmaka og aktiviteter for patienterne som et kæmpe problem.

Da Sygeplejersken dagen inden besøget kontakter ham, arrangerer han rundvisningen med kort varsel med begrundelsen: "Det er kun godt, at journalister kommer på besøg. På den måde kan vi gøre opmærksom på forholdene og forhåbentlig få mere hjælp."

Musadiq Nadimee fremhæver dog også, at forholdene er blevet bedre de seneste to år, fordi det i modsætning til tidligere er muligt at skaffe de medikamenter, der står på Verdenssundhedsorganisationen WHO's liste over nødvendig medicin. Hvor en femtedel af patienterne for to år siden sad fastspændt i jernlænker, er fikseringen nu godt på vej til at blive afskaffet på grund af den lettere adgang til medicin, fortæller Musadiq Nadimee.

Han forklarer, at et af de store problemer er det afghanske samfunds uvidenhed om psykiske lidelser.

"Mange tror, at deres slægtninge er besat af onde ånder. Det er meget vanskeligt at fortælle dem, at psykisk sygdom kan afhjælpes med behandling. Familierne bruger lokale metoder som f.eks. at gå til mullahen. I nogle tilfælde bliver de lænket til helligdomme for på den måde at få uddrevet den onde ånd. Andre bliver efterladt af familien, fordi de ikke kan klare at have en psykisk syg boende i hjemmet, og fordi de ikke har råd til medicin," siger Musadiq Nadimee.

Kvinder er mest sårbare

Mens det psykiatriske hospital i Kabul forsøger at behandle alvorligt syge patienter fra hele Afghanistan, så prøver en række private organisationer at støtte udbygningen af en elementær psykiatrisk indsats uden for hovedstaden. På en gold bakketop i et stenet landskab uden for byen Herat i det vestlige Afghanistan har den kristne organisation International Assistance Mission drevet en ambulant psykiatrisk klinik siden 2004. På de nydeligt malede gange i den velholdte hvide bygning står grupper af kvinder med blå burkaer i kø. Dagligt kommer der mindst 120 patienter.

"Oprindelig startede projektet, fordi vi kunne konstatere en meget høj selvmordsrate blandt kvinderne i området. I dag er hovedparten af vores patienter kvinder, og 80 pct. lider af angst eller posttraumatisk stress," fortæller den 38-årige sygeplejerske Mohamed Ibrahim, som har taget to års specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje i Iran.

Han er en af centerets fem sygeplejersker og leder flere grupper i samtaleterapi. Desuden rejser han rundt i landdistrikterne og underviser det lokale sundhedspersonale i basal viden om psykiske sygdomme.

"Kvinder og børn er under et ekstremt pres i det her samfund, og det resulterer i mange psykiske lidelser. Undersøgelser viser, at fire ud af fem kvinder har været udsat for vold i hjemmet," forklarer Mohamed Ibrahim og fortæller historien om en ung kvinde, der for nylig opsøgte klinikken. Hun havde kun været gift nogle få måneder, men ægteskabet var et mareridt, og hun blev tævet af sin svigerfamilie. Efter at hun var blevet skilt og var flyttet hjem til sine forældre, blev hun tilbudt et forløb med gruppeterapi.

Mohamed Ibrahim fortæller, at han som mandlig sygeplejerske overlader de konkrete gruppesamtaler til en kvindelig kollega og fungerer som supervisor i forløbet. Under selve terapiforløbet taler kvinderne sjældent om følelser, men mere om de konkrete problemer, de har oplevet, og mulige løsninger. Rådgivning af hele familien indgår også i behandlingen.

Manglen på sikkerhed

Den ekstreme mangel på sikkerhed i Afghanistan sætter sit præg på klinikken. Mohamed Ibrahim har f.eks. afsluttet et terapiforløb for en teenager og hans familie. Den unge mand er blandt de mange velstillede afghanere, som har været udsat for kidnapning. Sygeplejersken er også blevet opsøgt af et desperat forældrepar, som ikke anede, hvad de skulle stille op med deres syvårige søn. Han levede helt i sin egen verden. Faderen havde forsøgt at tæve ham med en kæp for at få ham til at opføre sig normalt.

"Vores undersøgelser viste, at drengen var autist. Siden er forældrene blevet informeret om sygdommen, og vi har fået lavet en plan for, hvordan de kan sætte regler og rammer op for deres søn, så han trives bedre. F.eks. har de fundet ud af, at han godt kan modtage nogle former for undervisning," fortæller Mohamed Ibrahim.

Selvom opgaven med at udbrede kendskabet til psykiske sygdomme er kolossal, ser Mohamed Ibrahim optimistisk på fremtiden:

"Når jeg underviser i landdistrikterne, oplever jeg, at lokale læger og sygeplejersker for alvor er ved at få øjnene op for, at psykisk sygdom i mange tilfælde kan behandles."

Artiklen er blevet til med støtte fra Danida og Udenrigsministeriet.