Sygeplejersken
Skiftede afdeling og blev novice igen
Funktionshop. 33-årige Tina Kørting savnede udfordringerne ved at lære nyt. Derfor skiftede hun fra en sengeafdeling til et ambulatorium for at få nye oplevelser, mere erfaring og være begynder i faget igen.
Sygeplejersken 2010 nr. 5, s. 20-22
Af:
Mille Dreyer-Kramshøj, journalist
Foto: Søren Holm
Der er morgentravlhed på Endoskopisk Ambulatorium, da Tina Kørting træder ind første dag. Flere sygeplejersker haster forbi og når i farten at byde den nyankomne velkommen, før de drøner ud på stuerne til dagens første opgaver. En enkelt stopper op og spørger venligt, om nogen har vist, hvor hendes skab er. Sammen finder de en lille, aflåst boks helt nede ved gulvet. "De har allerede sat mit navn på," smiler hun og peger ned på et lille skilt, hvor der ganske rigtigt står Tina Kørting på.
Afdelingen har ni sygeplejersker ansat, og selvom Tina Kørting ved, at et par stykker er gamle kolleger, kan hun ikke få øje på dem.
"Der er slet ikke nogen, jeg kender," siger hun og kigger søgende efter en travl, men ukendt grønklædt ryg, der er på vej væk.
Selvom det geografiske ryk fra én rød bygning på Århus Sygehus til en anden ikke er stort, er det for den 33-årige sygeplejerske Tina Kørting alligevel en helt ny udfordring, hun står over for. Efter seks år på gastroenterologisk afdeling og et års barsel er hun startet på Endoskopisk Ambulatorium.
"Jeg savnede nye udfordringer og ville gerne prøve at være novice igen. På min gamle afdeling var jeg med til at lære nye op. Nu vil jeg selv prøve at være den, der skal lære nyt," fortæller Tina Kørting.
Sygeplejerske Sara Wenzel kommer også hen og hilser på. Hun skal være Tina Kørtings mentor og vil gerne starte med at vise hende rundt på afdelingen.
De går sammen ind på Gastroskopistuen, og Tina Kørting får sin første opgave. Der skal klargøres bakker med klude, sterilt vand og bedøvende creme til patienterne.
"Det er allerede meget anderledes at være her. Det er helt underligt, der slet ikke er klokker, der ringer. På min gamle afdeling var der hele tiden nogen, der kimede efter én. Det er egentlig meget tilfredsstillende, at jeg kan gøre arbejdet færdigt her uden at blive hevet i," fortæller Tina Kørting, mens hun folder en klud sammen og lægger den klar til patienterne.
Velkommen, Tina!
Efter Tinas nye mentor har vist hende rundt, er det tid til velkomstmorgenmad i personalekøkkenet. På væggen hænger afdelingens planlægningstavle, der i dagens anledning er dekoreret med en tegning af en blomst og et "Velkommen, Tina!" skrevet med store, røde bogstaver.
Afdelingssygeplejerske Kirsten Jensen har fået samlet de fleste af de nye kolleger rundt om et bord, der er dækket med flag, kartoffelbrød, syltetøj og pikantost.
"Det er en speciel dag i dag, så derfor vil vi gerne starte med lidt brød og sige velkommen til dig, Tina," siger Kirsten Jensen og slår armen ud mod Tina Kørting, der i sin hvide sygeplejeuniform skiller sig ud fra de øvrige grønne og blå operationsuniformer i køkkenet. Hun har endnu ikke nået at skifte til afdelingens primære garderobe, men mener nok, det går den første dag.
Der bliver hyggesnakket over bordet, og Sara Wenzel fortæller, at den gamle overlæge efter 30 år er stoppet på afdelingen, og at der derfor er kommet en ny. "Så det er spændende, hvordan det bliver," siger hun.
"Det kan jeg godt fortælle," siger Tina Kørting med et stort smil. "Det bliver ligesom alle andre steder, hvor de er lidt hist og pist, og så forsvinder de igen til andre opgaver."
Sygeplejerskerne griner og begynder at sive ud mod dagens arbejde. Morgenmadspausen blev kort, men det var rart at få hilst rundt og sat ansigt på de nye kolleger.
"Det er gået rigtig godt, og jeg er blevet taget godt imod, men det har også været anderledes. Da vi var inde hos min allerførste patient, var det første gang, jeg så en gastroskopi- og koloskopiundersøgelse, og det kan være ret overvældende. Det er der, man tænker, hvad er det, jeg har meldt mig til"" siger Tina Kørting med et smil. "Der går nok lidt tid, før jeg er rigtig hardcore, men jeg har været med flere gange nu. Så bliver det genkendeligt hen ad vejen og ikke noget, man tænker så meget over," fortæller hun.
Mentorordningen og det, at afdelingen ikke er så stor, har været en hjælp i starten.
"Efter kun en uge kan jeg navnene på dem alle sammen. Det er rart, vi er så lille en gruppe, som følger hinanden hver dag. Det betyder, at vi nemt kan informere hinanden om, hvad der foregår i afdelingen, og at beslutninger kan træffes hurtigt. Jeg har også hele tiden min mentor Sara i baghånden, men får ellers lov til at arbejde ret selvstændigt. Det er en kæmpe oplevelse, når det bare kører, selvom jeg inden for det her område ikke har den store erfaring."