Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Arbejdsgiverne: Sådan gør du indtryk

Når man ikke kan sælge sig på sin faglige ballast, må man sælge sig på sit gåpåmod og nysgerrighed, lyder et af rådene til de nyuddannede. Sygeplejersken har talt med tre erfarne arbejdsgivere om velskrevne ansøgninger og engagerede ansættelsessamtaler.

Sygeplejersken 2012 nr. 2, s. 34

Af:

Signe Lene Christiansen, journalist

1. Hvad er en god ansøgning?
2. Hvad kigger du efter til ansættelsessamtalen?
3. Hvad er dit bedste råd til nyuddannede sygeplejersker, der søger job?

Bodil Mortensen, afdelingsleder, Plejecenter Sølund, København:

  1. ”I en god ansøgning får ansøgeren præsenteret sine personlige kompetencer, så personen skiller sig ud fra mængden. Det kan være, hvis man har nogle spidskompetencer i forhold til arbejdet med demens eller relevante erfaringer fra praktikken.”
  2. ”Det gør indtryk, hvis ansøgerne kan svare præcist på spørgsmålene, så jeg får et indtryk af, hvem de er. Jeg vil have en ordentlig troværdig dialog om deres kompetencer og deres ønsker. Jeg vil spørge ind til, hvad de ellers har lavet i livet, for at finde ud af, hvad deres drive er, og hvordan de er nået dertil, hvor de er nu. Og så er det i øvrigt o.k. at fortælle, hvis man ikke har praktisk erfaring med at give insulin eller behandle sår, så længe man har en interesse for at lære det og udvikle sig.”
  3. ”De skal have helt klare forestillinger om deres egen formåen. Både i forhold til arbejdstid og kompetencer. De skal udvise engagement, også selvom de er generte. Og så er det vigtigt at være ærlig.”

Joan Damgaard, afdelingssygeplejerske, Psykiatrisk Sengeafsnit E31, Sygehus Lillebælt, Vejle:

  1. ”En ansøgning skal være saglig og give mig et billede af, hvem ansøgeren er, og hvorfor hun søger stillingen. Den skal være kort, præcis og velskrevet uden stavefejl. Private forhold kan være relevante, men skal ikke fylde hele ansøgningen.”
  2. ”Jeg kigger efter, om det er en person, der passer ind på afdelingen og kan løse den type opgaver, vi har. Jeg kigger efter engagement og gåpåmod. Og så giver det et godt indtryk, hvis man er velorienteret om det sted, man søger. Til en samtale kan jeg f.eks. finde på at spørge, hvordan man tackler at blive afvist af en patient. Eller hvad man tænker om tvang på en psykiatrisk afdeling. Det er rigtig vigtigt at vise, at man har en realistisk fornemmelse af sig selv og sine evner. Men en samtale handler også i høj grad om kemi.”
  3. ”Orientér dig om det sted, du søger, og hvad de arbejder med. Vær bevidst om, hvad du vil og kan. Lav en letlæselig ansøgning, og husk at vedlægge de påkrævede bilag. Vær ærlig, også om det, der er svært at snakke om.  Hvis jeg skal ansætte en nyuddannet frem for en erfaren, skal det være, fordi vi har god kemi.”

Stella Dresler, afdelingssygeplejerske, medicinsk afdeling, Holbæk Sygehus:

  1. ”En god ansøgning skal give et indtryk af personen, og ud over det oplagte må man gerne fortælle, hvad man står for. Nogle gange kan et anderledes ord eller en nuance være afgørende for, at jeg bliver nysgerrig og har lyst til at kalde ansøgeren til en samtale. Men man skal også passe på med at sælge sig selv så meget, at det bliver utroværdigt og urealistisk.”
  2.  ”Til samtalerne med de helt nye sygeplejersker spørger jeg om, hvad de har skrevet bachelorprojekt om, fordi det giver et billede af, hvad de brænder for og interesserer sig for. Det er en god indgang til at fortælle om sig selv. Jeg spørger også ind til, om man har erfaring med at arbejde i akutte situationer, f.eks. fra sin praktik. For mig handler det ikke nødvendigvis om pæne eksamenskarakterer, men mere om personen matcher afdelingen og dens patientgruppe.”
  3. ”Hav gåpåmod, og vær ikke bange. Når man ikke kan sælge sig på erfaringen, så kan man prøve at sælge sig på sin nysgerrighed og iver efter stadig at lære og prøve grænser af. Jeg har ansat mange nyuddannede sygeplejersker, fordi de netop er dygtige til at søge viden, stille spørgsmål og være opmærksomme.”