Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vi er nødt til at tale om problemerne

Vil man ændre på vilkårene, må man gøre opmærksom på dem. Det var det ræsonnement, der fik sygeplejerske Maria Etwal til at skrive et debatindlæg.

Sygeplejersken 2017 nr. 1, s. 56-57

Af:

Britt Lindemann, Journalist

2017-01-mariaetwalsp22717f
Facebook kommentarer

Henriette Søbjerg Knudsen:
Godt skrevet og skræmmende, hvordan dette kan beskrive hverdagen for mange offentlige arbejdspladser – skift ordene sygeplejerske ud med pædagog og patienter ud med børn, og du har en beskrivelse af dagens arbejde i en daginstitution! 
2 likes

Leo Aahus Padkær:
Kære politikere. Er det virkelig den slags personale, I ønsker i det sundhedsvæsen, I er ansvarlige for?
Hvis ja, så meld det klart ud, så befolkningen ved, hvad de skal regne med at få. I øjeblikket er det nemlig det, de får. Men de er af jer blevet lovet 
meget mere!!!
4 likes

Bente Rendbo Mikkelsen:
Det er SÅ vigtigt, at det kommer frem.
1 like


Nini Schou Fibiger Nørfelt: 
Hvor er det bare trist, at det er sådan. Umenneskelige betingelser for patienter og personale  


Kirsten Bostrøm Frandsen:
Fantastisk beskrivelse. Bliv ved med at ytre dig. Når vi stiltiende accepterer disse vilkår, så svigter vi det syge menneske.

”Jeg har erfaring med at behandle akut dårlige patienter, der har befundet sig i grænselandet mellem liv og død, mens resten af mine patienter har måttet undvære mad, rene bleer, toiletbesøg og livsvigtig medicin i timevis,” skrev 25-årige Maria Etwal i et syrligt og kontant debatindlæg bragt i Politiken i december. 

Næsten hver tredje sygeplejerske har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads uden at bringe dem til offentlighedens kendskab, viser en undersøgelse foretaget af Dansk Sygeplejeråd i efteråret 2016. Den statistik vil Maria Etwal ikke være en del af. Hun betragter sundhedsvæsnet som et samfundsanliggende og var derfor ikke bange for at bruge sin ytringsfrihed til at skabe opmærksomhed omkring vilkårene. 

”Vores fag er så vigtigt, at det kræver, at nogen har tid og lyst og mod på at stille sig op og slå bare et lille slag for at få tingene ændret. Jeg har ikke været bange for at ytre mig, for så længe man siger sin mening på en saglig og faglig måde, så er der ikke noget at komme efter,” siger Maria Etwal og fortsætter:

”Jeg håber, at jeg kan være med til at give mine kollegaer en oplevelse af, at de ikke står alene, og at det er okay at sige det højt.”

For Maria Etwal, der blev uddannet i begyndelsen af 2016, er der særligt meget på spil. For hvis der ikke sker ændringer, kan hun ikke se sig selv fortsætte indenfor hospitalsvæsnet på den lange bane.

Det er klart for hende, at hvis hun vil gøre sig håb om ændringer, så nytter det ikke med brok i krogene. Det skal ud i det åbne. Hun håber, at hun kan være med til at starte en åben og konstruktiv dialog med de ansvarlige om, hvordan vi får skabt et godt og kvalitetsfyldt sundhedsvæsen for både patienter og sundhedspersonale.

Patienter skal ikke frygte indlæggelse

Selvom de negative historier om sundhedsvæsnet kan være med til at skabe frygt hos patienter, så er det vigtigt for Maria Etwal at understrege, at det ikke er hendes ærinde. Men hun føler en pligt til at italesætte problemerne, så der kan blive en debat om løsningerne.

”Det er ikke hver dag, at en patient dør pga. arbejdspresset, men det er heller ikke et okay succeskriterie,” siger hun.

I sin hverdag er hun omgivet af kompetente sygeplejersker, der løber imod et mål, der hele tiden flyttes, og ikke sjældent sidder hun på kontoret og dokumenterer, selvom hendes vagt ellers er slut. Det gør hun netop for, at det ikke skal blive patienterne, der betaler den ultimative pris for det pressede sundhedsvæsen.

Undersøgelsen

DSR Analyse og Megafon har i samarbejde foretaget undersøgelsen af sygeplejerskers ytringsfrihed med 1.828 deltagende sygeplejersker. 28 pct. svarer, at de har valgt at tie om kritisable forhold i sundhedsvæsnet, selv om de mener, at offentligheden burde kende til dem. 85 pct. svarer ja til spørgsmålet: ”Mener du, at sygeplejersker og andre offentligt ansatte har ytringspligt, det vil sige pligt til at ytre sig, når vilkårene for patienter, borgere og/eller kollegaer bliver urimelige?”


”Jeg tror ikke altid, at patienterne oplever, de har fået en direkte dårlig behandling, fordi vi skal løbe stærkt. Men det betyder ikke, at vi sygeplejersker kan blive ved med at løbe i samme tempo,” konstaterer Maria Etwal.

Når der er ekstra travlt, så taler hun og hendes kollegaer om det, men det ændrer ikke på, at de alt for ofte møder ind til et travlt arbejdsmiljø, hvor de mest basale sygeplejeopgaver gang på gang udsættes, og hvor der hverken er tid til spise- eller toiletpauser.

Nogen må tage ansvaret

Flere penge. Det står øverst på ønskelisten, hvis man spørger Maria Etwal om, hvad hun allerbedst kunne tænke sig. Realistisk set ved hun godt, at det ikke ligger i kortene, så hun håber på, at regeringen, regionerne og hospitalsledelserne træder i karakter og tager ansvaret, så det ikke længere skal ligge så tungt på sygeplejerskernes skuldre.

”Det er os, der kan se de direkte konsekvenser af de manglende midler. Jeg savner, at pengefolkene tager ansvaret i stedet for, at vi skal stå med de svære beslutninger i hverdagen,” siger hun.
Maria Etwal er ikke bange for at tage sin del af ansvaret. Det gjorde hun, da hun skrev debatindlægget, og tanken om at være aktiv i fagforeningen ligger hende ikke fjernt. Hun er slet ikke færdig med at blande sig i debatten.

Det er da også udelukkende positiv respons, hun har modtaget. Fra fremmede på internettet, fra hendes nærmeste kollegaer og hendes afdelingssygeplejerske. Mennesker, der er glade for, at hun har taget bladet fra munden og gjort opmærksom på vilkårene. Så hun håber, at mange flere som hende vil turde deltage i debatten, så den kan blive kvalificeret af dem, der trods alt får sundhedsvæsnet til hænge sammen fra dag til dag.

”Jeg vil gerne komme med en opfordring til at få munden på gled, for det er slet ikke så farligt. Men det er vigtigt!”