Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Svære forhandlinger forude ved OK18

Sygeplejersken 2018 nr. 1, s. 3

Af:

Grete Christensen, formand, Dansk Sygeplejeråd

spl_1_2018_lederAnerkendelse, respekt og høj faglighed. Det er kodeordene bag sygeplejerskernes krav til OK18. Allerede inden vi udvekslede krav, orienterede vi arbejdsgiverne om, at vi ønsker at udskyde forhandlingerne, til der er en arbejdstidsaftale for lærerne. Men det er ikke sket. Derfor har vi nu udvekslet og præsenteret vores krav og har indtil videre sat det øvrige på standby.

Arbejdsgiverne har tydeligvis besluttet at nedtone vores forventninger til resultater fra starten. Sophie Løhde har meldt ud, at vores lønninger er løbet fra det private område. Mit budskab er klart: Sygeplejerskernes løn er på ingen måde stukket af! Modige sygeplejersker har ved at lægge deres lønsedler op på de sociale medier skabt opmærksomhed om rimeligheden i et krav om mærkbare lønstigninger til sygeplejersker – et krav, som danskerne bakker op om.

Arbejdsgiverne skaber også usikkerhed om grundlæggende overenskomstsikrede rettigheder – det er helt uacceptabelt! Også lærere har krav på at få reguleret deres arbejdstid via en aftale og ikke ved lovindgreb.

Derfor kæmper vi sammen med de andre faglige organisationer for at få det bedst mulige resultat for sygeplejerskerne. Vi presser på for lønstigninger til sygeplejerskerne og en særlig ligelønspulje til de kvindedominerede fag. Det er også et krav, som der er solidarisk opbakning til i Forhandlingsfællesskabet. Det er et vigtigt skridt på vejen og et stærkt signal til Christiansborg om at tilføre en ekstraordinær pose penge til ligeløn, som vil komme sygeplejerskerne til gode.

Det tegner altså til at blive nogle svære forhandlinger ved OK18. Derfor står vi sammen med bl.a. lærere, socialrådgivere, pædagoger mfl. på tværs af fagbevægelsen med et budskab til arbejdsgiverne om, at de er gået for langt, og at vi sammen værner om den danske model.