Skiftedag: Pludselig dukkede drømmestillingen op

"For lidt tid siden modtog jeg et opkald fra en kvinde. Hendes kæreste var netop kommet hjem fra fisketur, stukket af en fjæsing i fingeren. Man kunne høre, at han var smertepåvirket i baggrunden. Kvinden var lettere panisk. For hvad skulle de gøre? Skulle de tage på sygehuset? Jeg kunne fortælle, at giftstoffet i fiskens pigge er varmelabilt, så giftvirkningen og smerterne ville fortage sig, hvis han holdt hånden i så varmt vand, han kunne udholde. Mens jeg forklarede om øvrige symptomer og om eventuel stivkrampevaccination, kunne man høre lettelsen, da smerterne fortog sig.

Den slags opkald har vi en del af her på Giftlinjen. Det er ellers mange år siden, jeg har arbejdet som sygeplejerske. For efter 11 år i faget besluttede jeg mig for at forfølge min anden karrieredrøm – at blive skolelærer. Og det var jeg så i 16 år og arbejdede mest som biologi- og naturfagslærer. Efter den nye skolereform mistede jeg dog gejsten og begyndte at kigge bredt på stillingsannoncer. Men jeg var i tvivl, om jeg kunne vende tilbage til sygeplejefaget efter alle de år. Ville jeg overhovedet komme til samtale? Jeg skrev en lang liste med kriterier til mit drømmejob: Der måtte bl.a. gerne være biologi inde over, vilde planter, gerne få personkontakter ad gangen og gerne formidlingsopgaver. Jeg tænkte: Det kommer ikke til at ske. Men pludselig dukkede drømmestillingen her på Giftlinjen op – et job hvor jeg på sigt også skal deltage i afdelingens formidlings- og udviklingsopgaver.

I starten var jeg nervøs for, om jeg kunne huske fagsproget, når lægerne f.eks. ringer ind fra en specialafdeling og har brug for hurtig vejledning om en blandingsforgiftning med mange slags medicin. Men det kunne jeg. Én gang sygeplejerske, altid sygeplejerske. Når privatpersoner ringer, fordi deres barn f.eks. har spist giftige bær eller har drukket afløbsrens, spørger vi meget ind til det for at finde ud af, om de skal ind på sygehuset. Vi har også en type tilbagevendende sager, hvor ulykkelige borgere ringer og fortæller, at de har taget en overdosis medicin, fordi de ikke ønsker at leve mere. De vil, som udgangspunkt, ikke have hjælp, og derfor vil de ikke oplyse, hvor de er. Her kræver det alle empatiske evner og al den pædagogik og psykologi, man har lært, at holde samtalen gående og motivere borgeren til at få den nødvendige hjælp. Risikoen er, at de afbryder samtalen. Det sker. Men heldigvis meget sjældent, og jeg er glad for, at vi ofte ender med at hjælpe dem. Her på Giftlinjen handler det også om liv og død."