Kampen om en sengeplads

Manglen på sengepladser i psykiatrien er stigende landet over. Det har Helene Egvang oplevet. Sidste december blev hun afvist på trods af sit råb om hjælp.
Den tidligere patient Helene Egvang er skuffet over, at regeringens nye psykiatriplan ikke har fokus på at oprette helt nye sengepladser.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Decembermørket har sænket sig over rækkehuskvarteret, der ligger øde hen. Bag ruderne flakker adventslysene i vindueskarmen og bader stuerne i et varmt skær. Men i nummer 31 er lyset slukket. Helene Egvang ligger i sin seng og kan ikke slippe de mørke tanker; verden ville være et bedre sted uden mig. De har været der i nogen tid, tankerne, men hun kan mærke, at hun er klar til at handle på dem nu. I stedet griber hun mobilen og ringer til Psykiatrisk Hospital i Risskov. Få timer senere ligger hun i en seng på en psykiatrisk afdeling. En brugerstyret seng, som hun har fået tildelt, fordi hun har en bipolar lidelse og af og til har brug for at blive akut indlagt. Da hun kommer ind på afdelingen, indser hun, at de fem dage, hun kan blive i den brugerstyrede seng, slet ikke er nok til at få selvmordstankerne ud af hovedet. Men da de fem dage er gået, skal en ny patient overtage hendes seng. 

”Jeg sad overfor lægen og beskrev, hvordan jeg ville udføre mit selvmord. Men der var ikke plads, så de sendte mig hjem,” siger 31-årige Helene Egvang, der i dag har det bedre. 

Men minderne fra december sidste år er stadig mørke. For der skulle hun kæmpe om en af de sengepladser, der ifølge Sundhedsdatastyrelsen er faldet med 10 pct. fra 2008 til 2015. Og det på trods af, at Sundhedsstyrelsen beretter om en stigning i antallet af folk med psykisk sygdom.

Sygere af pladsmangel

Da de fem dage i den brugerstyrede seng er gået, henvender Helene Egvang sig til hospitalets psykiatriske modtagelse. Her får hun én overnatning.

”Da de ville sende mig hjem næste dag, brød jeg grædende sammen. Jeg stod på gangen og råbte og skreg ad personalet. Jeg var stadig så bange for, hvad jeg ville kunne finde på at gøre, hvis jeg var alene,” siger Helene Egvang.

Men der er intet at gøre, og hun bliver sendt hjem. Hendes mor insisterer imidlertid på at tage hende med hjem til sig. Men i løbet af de tre dage, hun tilbringer hos moren, får Helene Egvang det ikke bedre. Hun tager endnu en gang til Risskov til den psykiatriske modtagelse. Her får hun to overnatninger. Men næste morgen skal hun atter hjem. For der er stadig ingen ledige sengepladser. Faktisk er alle pladser i hele regionen optaget. Men nu beslutter en overlæge at øremærke den første seng, der bliver ledig, til Helene Egvang. Og efter endnu tre dage hos moren, står sengen klar.

”Jeg endte med at være der i omkring tre uger. Jeg havde fået det værre af at blive afvist pga. pladsmanglen den ene gang efter den anden. Så jeg var længere nede, end da jeg kom ind i den brugerstyrede seng,” siger Helene Egvang.

”De vil gøre alt for at hjælpe”

Siden hun var i tyverne, har Helene Egvang været inde og ude af den psykiatriske afdeling mere end 10 gange. Ud af de sidste 10 år skønner hun, at hun samlet set har tilbragt to af dem bag det gule murværk i Risskov.

Selvom det er sygeplejerskerne og lægerne, der gang på gang sendte hende hjem, anklager hun dem ikke for noget.

”De vil gøre alt for at hjælpe. Men de har bare ikke muligheden for det. De kan ikke trylle flere senge frem.” 

Helene Egvang ved ikke, hvornår de mørke tanker kommer igen. Aldrig, håber hun. Men hvis de gør, frygter hun igen at skulle kæmpe for den seng, der kan redde hendes liv. 

 

Emneord: