Studerende i praksis: "Vi arbejder ikke bare med kroppe, men med mennesker ... "

Det første møde med døden gør indtryk på den studerende. Senere i uddannelsen får kontrasten mellem synet på afdøde patienter i Danmark og i Tanzania hende til at overveje egne fordomme.

Camilla Sonne
Camilla Sonne
Privatfoto
På det seneste har døden fyldt meget i mine tanker.

På 5. semester bliver vi sat over for eksistentielle spørgsmål. Her får vi et rum, hvor døden får lov til at blive italesat.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg gjorde et dødt menneske i stand. Det var tilbage på 2. semester på et sengeafsnit. Jeg var med i plejen af patienten, som i flere dage havde været meget sovende. Da patienten var adipøs og havde et misbrug, krævede det en ekstra indsats fra min side som uerfaren studerende. Jeg fandt det hele besværligt og måtte arbejde en del med mine fordomme.

Den dag døden indtraf, gik en sygeplejerske og jeg ind til den afdøde patient. Det var en travl dag på afdelingen, men da vi trådte ind på stuen, opstod der en ro i rummet, som var anderledes end andre former for ro, jeg kendte til. Sygeplejersken guidede mig igennem istandgørelsen, som var en helt anden form for sygepleje end den, jeg før havde arbejdet med.

Mens vi gjorde patienten i stand og fik ham til at ligne sig selv mest muligt, blev afdelingens stress og jag glemt. Patienten fik vores fulde opmærksomhed og respekt, og vi behandlede ham værdigt. Sygeplejen fandt jeg både smuk og etisk korrekt.

Efter en to måneder lang klinikperiode i Tanzania står denne patientsituation og erfaring stærkere for mig.

I Tanzania har jeg oplevet sundhedssystemet i et udviklingsland, hvis kultur og værdier ligger fjernt fra det, vi kender herhjemme. Specielt gjorde det indtryk på mig, at når en patient gik bort, så syntes personen at blive tingsliggjort. Sygehuskulturen virkede overvejende præget af en biomedicinsk tilgang, og den afdøde var derfor blot endnu en krop. Jeg oplevede en tilgang til døden med mindre respekt for den afdøde.

For mig har oplevelsen understreget vigtigheden af sygeplejen i Danmark. Erfaringerne fra Tanzania har fået mig til at reflektere over, hvilke tanker og fordomme jeg havde i forbindelse med min første mors-patient. Fordomme om, at hans sygdom var selvforskyldt pga. livsstilen.

I vores hverdag arbejder vi ikke bare med kroppe, men med mennesker, som anses for at være unikke og uendeligt værdifulde, også når de er afgået ved døden. Det bør være underordnet, om den afdøde var medgørlig eller vanskelig; om han var en succesrig direktør eller en hjemløs alkoholmisbruger.

Jeg vil muligvis altid have fordomme, men det er vel o.k., så længe jeg anvender dem positivt til at reflektere over min sygepleje, og måden jeg møder mennesket på.

Som studerende i praksis og gennem resten af vores arbejdsliv vil vi opleve situationer, som vi efterfølgende vil reflektere over. Situationer, der vil give os et andet perspektiv på godt og ondt. Det vigtigste er, hvordan vi anvender disse refleksioner til fremadrettet at blive bedre studerende og i sidste ende bedre sygeplejersker.

Jeg har lært, at alle fortjener vores fulde respekt, uanset hvilket liv de har levet.

Camilla Sonne er sygeplejestuderende på 5. semester på VIA UC Viborg.

Emneord: