Boganmeldelser

Lisbet Zornig Andersen,
Tilde Kelp

Jeg ville have sagt det, hvis …
Om seksuelt krænkede børn

Gyldendal 2017, 189 sider – 159,95 kr.

"Et lille liv" af Hanya Yanagihara er fiktion, men efter at have vendt de 800 sider, med nødvendige pauser undervejs for at få tørret tårerne bort, har man fået et levende indblik i, hvor hjerteskærende og invaliderende seksuelle krænkelser er, og at selvskade kan være en måde at håndtere sin indre smerte på. Samme billede tegner forfatterne af disse to bøger. Mange børn og unge med selvskadende adfærd har en belastet opvækst med mishandling og krænkelser med sig. "Jeg ville have sagt det, hvis …" er baseret på en kvalitativ undersøgelse, som Huset Zornig foretog i 2014. 35 kvinder og mænd i alderen 18-61 år blev interviewet.

Formålet med undersøgelsen var at uddrage viden, som kunne bruges til at styrke indsatsen over for seksuelt krænkede børn og unge samt at gøre det muligt at komme med anbefalinger til at forebygge og behandle seksuelle krænkelser. Undersøgelsen: "Seksuelt krænkede børn – Om børn, der har svært ved at fortælle, og voksne, der har svært ved at forstå" og bogen "Jeg ville have sagt det, hvis …" kan begge downloades gratis. Også Zornig m.fl. har skønlitteratur på litteraturlisten.

Der er ikke meget forskning tilgængelig, hverken på området seksuelle krænkelser eller på området selvskade og spiseforstyrrelser. I begge bøger er det informanter, hhv. betegnet som livseksperter og fageksperter, der leverer indholdet. I bogen om seksuelle krænkelser er der fokus på de børn, som har behov for hjælp her og nu. Hvilke signaler skal man som fagperson hæfte sig ved? Hvilke børn fortæller, og hvilke tier? Hvad kan få børnene til at fortælle og dermed få stoppet overgrebene? Hvad sker der, når mistanken opstår og skal af- eller bekræftes?

"Jeg gør mig ondt, når ..." omhandler selvskade og spiseforstyrrelse. Syv informanter, hvoraf de seks har selvskadende adfærd, fortæller om, hvordan det opleves indefra at have hhv. en spiseforstyrrelse og at være selvskadende. Fem informanter er såkaldte fageksperter, hvoraf én ligeledes er mor til en ung pige, som er selvskadende.

Selvskade defineres som: "En bevidst, gentagende og socialt uacceptabel adfærd, som medfører direkte fysiske skader, uden intention om selvmord, men for at lindre negative følelser."

Behandlingen af både selvskade og spiseforstyrrelse er et langt sejt træk. En tillidsfuld relation og social støtte virker beskyttende, viser en undersøgelse fra SFI. En af de få forskere, som refereres i bogen, er den norske psykiater Finn Skårderud, som beskriver, hvordan den unge med anoreksi mangler ord for sine følelser og i stedet bruger kroppen som udtryk. Behandlingen består i at lære at bruge ord i stedet. Jeg har tidligere læst, at Skårderud til dette bl.a. benytter sig af litteraturgrupper for at tilbyde de unge et sprog.

Bøgerne her skal ikke læses for deres forskningsmæssige tyngde, men som et vidnesbyrd fra dem, som har været udsat for seksuelle krænkelser og anden mishandling gennem barndommen.

Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske.

Kirsten Engler

Kirsten, hvis ikke du gør det …

Anglomania, 220 sider – 100 kr. + moms

Bogen fås ved henvendelse til forlaget ved Lise Lotte Frederiksen, mobil 2910 1055

Kirsten, hvis ikke du gør det … så er der ingen andre, der gør det, kunne man fortsætte.

Kirsten Engler er gennem hele sit lange arbejdsliv drevet af denne passus. Hun har erkendt, at for at se resultater af de idéer, hun brænder for, må hun selv være den drivende kraft bag iværksættelsen af dem, dog ofte hjulpet godt af det store netværk, hun har både i Danmark og internationalt.

Bogen er tænkt som en samtidsbeskrivelse af en sygeplejerskes liv, men også som en debatbog.

Forfatteren var initiativtager til og den første formand for Dansk selskab for hygiejnesygeplejersker. Hun var en af drivkræfterne bag oprettelsen af IFIC (International Federation of Infection Control), som også i dag har et dansk bestyrelsesmedlem.

Via sit internationale samarbejde fik hun bl.a. idéen til at udføre prævalensundersøgelser og infektionsregistrering. De hygiejniske gennemgange af sygehusene svarer til vore dages audit med fokus på infektionsforebyggelse og efterfølgende rapportering med forbedringsforslag, hvoraf nogle stadig er gældende i dag. F.eks. skift af handsker efter urent arbejde, brug af håndsprit, brug af forklæder.

Bogen vil have størst interesse for personer, som arbejder med infektionsforebyggelse, da den giver et fint historisk billede af udviklingen indenfor feltet.

Af Jette Houlind, pensioneret hygiejnesygeplejerske.

Nicolaj Ejler

Faglig ledelse i offentlige organisationer – mellem kerneopgave og styring

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2017, 242 sider – 400 kr.

Forfatteren forklarer på en provokerende facon, at vi skal finde en ny vej ud af det "dokumentationstyranni og målingsmonster", der er udviklet de seneste 10 år. Stigende dokumentationskrav bliver problematiseret, fordi de har undergravet fagligheden og demotiveret de professionelle.

Ambitionen er at anvise en ny styringsmodel med større balance mellem central styring og faglig autonomi, hvor politikere og administratorer afvikler den eksisterende overstyring, og hvor fagfolk tager ansvaret for god kvalitetsstandard.

Forfatteren taler for en tillidsreform, en afbureaukratisering, der får professionerne til at definere deres faglighed. Han understreger, at vi ikke kan styre kerneopgaven uden en fagligt funderet data- og evidensinformeret refleksionspraksis.

Den aktuelle New Public management-kritik berøres, og Ejler melder ud, at kritikken ikke er helt fair. NPM er ikke én specifik model, men flere styringstiltag, der bl.a. skulle sikre bedre resultater og budgetoverholdelse.

Evidensbegrebet bliver foldet ud, og forfatteren peger på, at politikerne må acceptere, at deres valgmuligheder kan blive indskrænket pga. en reel viden om, hvad der virker og ikke virker.

En tankevækkende bog, der sætter tydeligt spot på et tiltrængt nyt styringsparadigme i den offentlige sektor.

Af Anne Dorthe Bjerrum, ledende oversygeplejerske, SD, MPA, Sygehus Sønderjylland.

Sara Omar

Dødevaskeren

Politikens Forlag, 336 sider – 300 kr.

Vi kender begrebet hals- og håndsret som noget, der hører fortiden til, nærmere bestemt adelens ret til at herske over de livegne bønder og tjenestefolk, retten til at idømme dem straf og til at fratage dem livet. Det foregik i en periode fra omkring 1400-tallet til 1660. Og vi siger, at det var jo dengang, i dag er vi blevet meget klogere. Men hvem er vi? I dagens Danmark 2017-2018 eksisterer et parallelsamfund, hvor mennesker, som kommer fra en anden kultur og ikke ønsker at fralægge sig den kultur, viderefører hals- og håndsretsprincippet. Her er der blot ikke tale om en adel med kongelige privilegier, men om en religiøst funderet rettighed, som alle mandlige familiemedlemmer har over deres kvindelige familiemedlemmer. En ret, der tilsiger, at hvis manden gør noget i vores øjne forkert, så er det kvinden, som har skylden.

Nej, "Dødevaskeren" er ikke hyggelig læsning, og ja, nogle vil påstå, at det ikke er faglitteratur. Andre siger, at de kvinder, det drejer sig om, må komme på banen. Men her taler vi om kvinder, som er vokset op i en kultur, hvor deres udsagn ikke er gyldige, og de lever stadig i en kultur, hvor Koranen og skrifter af Ibn Ishag, Ibn Sa’d og Al-Wagidi rummer den lov, de er tvunget til at leve efter. Der er tale om mennesker, som sygeplejersker møder i dagligdagen både som patienter og som kolleger.

Derfor er denne bog et must, hvis man vil lære at se tegnene fra de mindreværdige og de undertrykte, og derfor er den, trods fiktionen, en fagbog, for den er følt på forfatterens egen krop, og den siger noget om vores evne til at feje ting ind under gulvtæppet. Det er jo deres egen skyld, de kan bare gøre oprør, som vi gør i en aktuel hashtag-kampagne. I "Dødevaskeren" oplever vi, at selv i vores øjne velintegrerede kvinder er underlagt hals- og håndsretten og frygter den. Derfor er bogen grufuld, og derfor bør man læse den.

Af Jens Bydam, sygeplejerske, cand.phil.