Kan det overhovedet betale sig?

Billederne af glade, optimistiske, kampklare, strejkende sygeplejersker fylder de første særudgaver af Sygeplejersken fra konflikten i 2008. Her ser man en formand, der hyldes som en rockstjerne, og sygeplejersker, der bærer T-shirt påtrykt "Ligeløn – det handler om vilje!"

Otte uger senere er strejken endt med et forlig. Strejkekassen er tømt. Strejken har kostet både på økonomien og på solidaritetskontoen. Resultatet er 0,5 pct. mere i lønningsposen end det, som arbejdsgiverne havde stillet i udsigt. Sygeplejerskerne skal betale forhøjede kontingenter, og 2.500 sygeplejersker melder sig ud af Dansk Sygeplejeråd i frustration over resultatet.

Her 10 år efter er strejkekassen for længst fyldt op, og antallet af sygeplejersker organiseret i Dansk Sygeplejeråd er rekordstort. Men selv om sårene fra dengang er helet, er der stadig sygeplejersker, der især på de sociale medier spørger, om det overhovedet kan betale sig at strejke?

Det korte svar er, ifølge flere arbejdsmarkedsforskere, ja.

I en artikel i Information for nylig, slår flere arbejdsmarkedsforskere fast, at historien viser, at det overordnet set godt kan betale sig at strejke. Og selv om man ikke hver gang opnår, det man ønsker, så er evnen til at markere en konflikttrussel – altså varsle strejke - vigtig i det samlede spil mellem arbejdsgiver og -tager, for, om man overhovedet kan nå frem til et balanceret resultat.

"Strejke er en nødret. En gang imellem skal våbnet trækkes, ellers får arbejdsgiverne en for bekvem indgang til forhandlingerne," mener blandt andre Jørgen Stamhus, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, i Information.

Slut med pæne piger i 1973

Dansk Sygeplejeråds egen historie er også et eksempel på, at strejke er et vigtigt og nødvendigt våben. Indtil 1973 regnede man med, at sygeplejersker var pæne piger, som var styret af et "kald", og som derfor anså det at strejke som værende etisk forkert. Men det billede krakelerede i 1973, da Dansk Sygeplejeråd for første gang strejkede. Sygeplejerskerne ville have minimum samme løn som en offentligt ansat håndværker.

Daværende formand Kirsten Stallknecht (formand fra 1968-1996) husker det sådan her i en artikel "Sygepleje og politik – konflikters betydning i historisk perspektiv", hun har skrevet til Dansk Sygeplejehistorisk Selskab:

"I første omgang troede arbejdsgiverne ganske enkelt ikke, at vi turde. I anden omgang troede de ikke, vi kunne finansiere det (…) Det var en streng tid, der kom til at vare i seks uger. Der kom et resultat – ikke det, vi ønskede, men dog væsentligt bedre, end hvad vi kunne have fået uden konflikten," skriver Kirsten Stallknecht.

Hun mener, at den vigtigste gevinst ved konflikten var, "at sygeplejerskerne og Dansk Sygeplejeråd havde vist sig selv og omverdenen, at vi både kunne, ville og turde bruge strejkevåbnet, hvis der ikke var anden udvej".

Og det er ifølge Jesper Due, arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS, en vigtig pointe.

"For mange gange kommer det mere til konflikt, når nok er nok," siger han og understreger, at historien viser, at det også har været muligt at opnå resultater uden strejke, f.eks. forbedrede arbejdsmarkedspensioner og barselsvilkår.

"Men hvis der ikke havde været konflikter, så er jeg ikke sikker på, at man kunne have opretholdt udviklingen i lønmodtagerrettighederne," siger Jesper Due, som fortæller, at han sammen med kollegaen Jørgen Steen Madsen netop er ved at færdiggøre fire bind om de offentligt ansattes historie:

"Her spiller sygeplejersker en stor rolle. De har været en meget afgørende gruppe for de løn- og ansættelsesforhold, man har i dag. Ligesom de har spillet en stor og positiv rolle for udviklingen af faglige organisationer og for de offentligt ansatte på det danske arbejdsmarked."

Strejken som regnestykke

Derfor er han også uenig med dem, der mener, at man bør anskue strejken som en investeringsover-vejelse, hvor man ser på, om man økonomisk får nok ud af at strejke, når man sætter resultatet op overfor den pris, strejken koster fagforeningerne i bl.a. forhøjede strejkekontingenter.

"Nej for man kan jo også have en strejke, hvor man ikke umiddelbart opnår noget, men det, man opnår, er, at man ikke får en forringelse," siger han og peger på den nuværende konflikt som eksempel.

"Det handler ikke kun om løn for de offentligt ansatte – men lige så meget målinger, vi ser omkring sygefravær, stress og hårdt arbejdspres," siger han.

Hårdt, men nødvendigt

Og det er sådan, flere offentligt ansatte har det. Heriblandt Marie Sandstød, sygeplejerske på COPA (Central Opvågnings Afsnit) på Odense Universitetshospital. Selv om lønnen bestemt er vigtig, er der noget større på spil.

Og selv om hun ser tilbage på strejken i 2008 som hård, er hun alligevel klar til at strejke igen. "Det var hårdt at strejke, så det er ikke for sjov, man strejker. Men jeg ser det som en nødvendighed," siger hun.

"Jeg synes, at regionen kommer med nogle ret urimelige krav til os. F.eks. at vi i stedet for at have en fast arbejdsplads skal arbejde mere på tværs i regionen. Selv om vi måske har den samme grundviden, så tror jeg altså ikke, at en kardiologisk sygeplejerske kan gøre det lige så godt på en lungemedicinsk afdeling, som hun kan på en hjerteafdeling. Desuden er arbejdsmiljøet vigtigt. Det er vigtigt med en fast base og faste kollegaer, og at man ved, hvad man har. Og det er vigtigt, at der er en god blanding af nyuddannede og erfarne sygeplejersker, så man kan trække på hinanden. Ellers risikerer vi, at fagligheden falder, og det får konsekvenser for patienterne," lyder det fra Marie Sandstød.

Og så er der lønnen. Den er heller ikke uvæsentlig for Marie Sandstød.

"Det lønsystem, vi kører efter, stammer jo helt tilbage fra 1969, hvor kvinden blev set som en, der skulle komme med en biindtægt. Nu skriver vi altså 2018. Nu må vi altså til at stramme op. Der er noget, der helt grundlæggende skal laves om," siger hun.

Så da tillidsrepræsentanten i begyndelsen af marts orienterede Marie Sandstød og hendes kollegaer om OK18-situationen, blev hun så optændt, at hun sammen med en kollega lavede en Facebook-gruppe for alle strejkeramte på Odense Universitetshospital. Formålet med gruppen er at dele viden, debattere og støtte hinanden under konflikten. På to uger fik gruppen over 500 medlemmer. Og gejsten er høj, for som Marie Sandstød siger:

"Vi vil ikke bare ses som nogen, der bare vil tage. Eller have. Vi vil gerne yde, og folk kæmper for at yde på hospitalerne. Men vi vil gerne have rimelighed og ordentlige forhold – både for patienterne og for os selv."