Et farvel til titel og kittel

Bag blokken for enden af villavejen troner skoven med de hundredår gamle bøge. Deres grønne bladkupler rasler i sommerbrisen, som bringer en frisk duft af hav med sig. Men i stuen i det gule murstenshus kan Lillian Marcher ikke mærke brisen. Den dagligdag som diabetessygeplejerske, hun er stået op til i adskillige årtier, har hun ikke længere. Det er sommeren ’15, og hun er lige gået på pension. Selvom stemningen af ferie giver glæde i de første par uger, indfinder der sig hurtigt et tomrum.

"Jeg havde talt med så mange mennesker til daglig, og lige pludselig var der helt stille omkring mig," fortæller hun.

Stilhed havde der ikke været tid til som sygeplejerske på Vejle Sygehus. Men uden sit arbejde følte Lillian Marcher, at den var allestedsnærværende. Hun begyndte at have radioen tændt for at holde stilheden på afstand.

"Jeg ville ikke indrømme, hvor meget mit arbejde havde fyldt i mit liv. Det var svært at acceptere savnet. Jeg endte med en depression," siger Lillian Marcher.

Fra feriestemning til krise

Antallet af sygeplejersker, som i løbet af de kommende år vil være klar til at gå på pension, er i voldsom vækst. I 2002 havde Dansk Sygeplejeråd lidt over 2.300 medlemmer mellem 60 til 70 år. I 2016 var tallet steget til 7.800 medlemmer. Det er indenfor denne aldersgruppe, at de fleste sygeplejersker går på pension, nemlig når de runder 67 år. For nogle sker overgangen til en ny dagligdag fyldt med hobbyer og tid til venner og familie helt af sig selv. For andre er tærsklen til det nye liv svær at træde over. Det var den for Lillian Marcher, og ifølge Vilhelm Borg, seniorforsker og psykolog hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er hun ikke alene.

"Det er meget almindeligt, at folk får en feriestemning, når de holder op med at arbejde. Man føler frihed, og generelt sker der en forbedring af folks trivsel, lige når de er gået på pension. Men for nogle går det den anden vej, og de kan endda ende i en decideret krise," siger Vilhelm Borg.

Sygeplejersken har talt med 10 vidt forskellige sygeplejersker fra hele landet, som alle er gået på pension inden for de sidste tre år. Selvom det langtfra er alle, der er endt i en livskrise, mener de fleste, at det er vigtigt at forberede sig på forhånd. Flere fortæller, at det er svært at forberede sig på noget, man reelt set ikke ved hvordan ser ud, men at gøre sig tanker om, hvilke interesser man vil tage op, kan hjælpe en på vej, når man pludselig står ansigt til ansigt med pensionisttilværelsen.

Lillian Marcher mener selv, at det ville have været svært at komme stilheden og depressionen i forkøbet, fordi hun ikke ville være ved, at hendes arbejde havde været så stor en del af hendes liv. Men en refleksion omkring dette, før hun forlod arbejdsmarkedet, kunne måske have været en hjælp.

"Nu er jeg er kommet frem til den konklusion, at savnet af mit arbejde må bunde i, at jeg virkelig har brændt for det. Jeg føler stadig, at sygeplejersken er en del af mig, og jeg har brug for, at man kan bruge mig til noget. På sigt vil jeg gerne være frivillig inden for faget, f.eks. på et plejehjem," siger Lillian Marcher, som nu har fået det bedre og begynder at kunne nyde tilværelsen som pensionist.

Sygeplejersker skiller sig ud

Den gennemgribende forandring, det er at gå på pension, er langtfra et emne, der fylder i den offentlige debat, ligesom der heller ikke foreligger danske undersøgelser specifikt på sygeplejerskers trivsel efter pensionering. I en ny bog fra USA kommer to amerikanske sygeplejersker, Joanne Evans og Patricia Tabloski, med bud på, hvordan man som sygeplejerske kan få en meningsfuld pensionisttilværelse. Bogen hedder "Redefining Retirement for Nurses" ("Redefinering af pension for sygeplejersker"), og gennem interviews med sygeplejersker kommer de to forfattere tættere på, hvordan det føles at lægge sygeplejekitlen på hylden.

Evans og Tabloski taler i bogen om, at arbejdet som sygeplejerske for mange udgør en kerne i deres identitet.

Det er Vilhelm Borg enig i. Ifølge ham er sygeplejersker enestående i forhold til deres tilknytning til deres fag. Andre faggrupper føler sig knyttet til deres arbejdsplads, men sygeplejerskerne tænker anderledes:

"Sygeplejerskerne har en tydelig faglig identitet og føler et fællesskab med sygeplejersker fra andre områder," siger Vilhelm Borg.

Det er sygeplejerske Susanne Malchau Dietz enig i. Som tidligere lektor i sygeplejevidenskab på Aarhus Universitet har hun et stort tværfagligt netværk. Hun understreger, at hun ikke har forsket i emnet, men at det er hendes opfattelse, at den faglige identitet er stærk.

"Jeg har set utallige sygeplejersker med stort S. De vil i højere grad end andre faggrupper fortsat have faget som en del af deres identitet, også selvom de går på pension," siger Susanne Malchau Dietz.

Svært at opretholde sygeplejerskeidentiteten

Netop sygeplejerskeidentiteten kan volde besvær, når pensionen begynder. Det beskriver Evans og Tabloski i deres bog. For når man som sygeplejerske har dedikeret hele sin karriere til at gøre en positiv forskel for andre, kan det være svært pludselig at stå uden noget klart formål efter sidste dag på jobbet.

"Pension kan betyde mange ting, inklusive tab af titel, tab af indkomst, tab af den daglige interaktion med skattede kolleger og tab af muligheden for at indgå i aktiviteter, der giver livet formål og mening," skriver Evans og Tabloski.

Tabet af de elementer, der skaber identiteten, er noget, der vil fylde særligt for sygeplejersker. Ud af de 10 pensionerede sygeplejersker, Sygeplejersken har talt med, finder de syv stadig en identitet i deres faglighed. Det er også Vilhelm Borgs indtryk, at det er flertallet af sygeplejerskerne, der beholder identiteten, når de fratræder arbejdsmarkedet.

"Det kan være svært at opretholde identiteten, når man ikke udfører arbejdet og holder sin faglighed ved lige," siger Vilhelm Borg.

På den anden side kan pensionen for nogle være en kærkommen mulighed for at give slip på alt det, man ikke brød sig om ved sit arbejde.

"Men når man går på pension, mister man både noget, som har haft positiv betydning for en, og man bliver fri for noget andet, som har været en belastning. Man får mulighed for at bevare det positive ved den identitet, man har haft som sygeplejerske, og man kan give slip på det andet, f.eks. stress," siger Vilhelm Borg.

En dør på klem til fagligheden

Ifølge Vilhelm Borg kan man ikke forudse, hvordan man selv vil opleve tabet, og om det overhovedet vil blive et problem. Men hvis man mærker identitetsproblemer, kan man hjælpe sig selv lidt på vej. Man kan f.eks. holde kontakten til andre sygeplejersker eller beskæftige sig med noget af det samme som før, eksempelvis gennem frivilligt arbejde.

Netop frivilligt arbejde er en oplagt mulighed, når man kommer fra en baggrund som sygeplejerske, mener Susanne Malchau Dietz. Selv dyrker hun fortsat fagligheden som foredragsholder, vejleder og underviser efter sin pensionering. Både her og gennem sit arbejde som frivillig i Kræftens Bekæmpelse har hun mødt mange tidligere sygeplejersker, der arbejder frivilligt, bl.a. på hospice og plejehjem.

"Jeg er ikke i tvivl om, at sygeplejersker lader døren stå på klem til deres faglighed og omsorg. De bruger i høj grad deres kompetencer og drager omsorg for andre. De er jo uddannet til at være tænkende og observerende, og samtidig er de praktisk anlagte og får tingene til at ske," siger Susanne Malchau Dietz.

Pensionen er en afslutning. En afslutning på et langt og begivenhedsrigt arbejdsliv. Men den er også en ny begyndelse. Evans og Tabloski taler i deres bog om, at det er vigtigt at forberede sig. Man skal ikke planlægge til punkt og prikke, hvad det nye liv skal indeholde, men bare gøre sig nogle tanker. Det er de 10 adspurgte sygeplejersker enige i. Samstemmigt siger de, at man skal være åben, for der er altid noget meningsfyldt at tage sig til. Også selvom det ikke indbefatter kittel og nål.