Fra plejehjem til livsglædehjem

Fra beroligende medicin til kat og kaniner. Lund Sykehjem er et af Norges såkaldte livsglædehjem, der sætter de livsbekræftende oplevelser for den enkelte beboer i centrum.
"Før gav vi beboerne medicin, hvis de var urolige. Nu henter vi en kat eller en kanin," siger leder af Lund Sykehjem, Merethe Birkeland.
Foto: Lund Sykehjem
Livsglædehjem

Livsglædehjem er en national certificeringsordning i Norge, der så dagens lys i 2012. For at blive certificeret skal et plejehjem opfylde ni kriterier. Knap 17 pct. af norske plejehjem er livsglædehjem.

  • Alle ansatte skal have viden om og arbejde efter standarderne for livsglædehjem.
  • Man skal samarbejde med skoler, børnehaver, frivillige og organisationer.
  • Beboerne skal på tur en gang om ugen.
  • Kontakt med dyr.
  • Beboerne skal opretholde hobbyer og fritidsaktiviteter.
  • Der skal være ro og hygge omkring måltiderne.
  • Pårørende skal have god information og mulighed for at medvirke til livsglædearbejdet.
  • Musik, kultur og fokus på åndelige behov.
  • Årstiderne skal trækkes ind som en naturlig del af hverdagen.

Læs mere om Livsgledehjem

Fra 580.000 til 175.000 norske kroner.

Så drastisk var faldet i udgifterne til medicin på Lund Sykehjem i perioden september 2016 til september 2017.

Årsagen?

Plejehjemmet fik sin certificering og kunne i september 2017 kalde sig for et livsglædehjem, som er en national certificeringsordning for plejehjem, der sætter livsglæde i centrum for arbejdet med beboerne.

Sådan lyder forklaringen på faldet i medicinudgifter, hvis du spørger sygeplejerske og leder af Lund Sykehjem, Merethe Birkeland.

Fra tre til to nattevagter

Certificeringsordningen betyder, at en del rutiner er blevet ændret. Bl.a. er det varme hovedmåltid blevet rykket fra kl. 13 til 16. Det har betydet, at beboerne er begyndt at spise mere og derfor er mindre urolige. De sover også bedre om natten.

“Efter vi har rykket tidspunktet, er der langt mindre ringen med klokkerne, så vi er gået fra tre til to nattevagter,” forklarer Merethe Birkeland.

En anden markant ændring er de mange dyr, der nu er en naturlig del af Lund Sykehjem. Både undulater, høns, kaniner og katte er nu flyttet ind.

“Før gav vi beboerne medicin, hvis de var urolige. Nu henter vi en kat eller en kanin, der har en meget beroligende effekt,” fortæller Merethe Birkeland, der også fremhæver, at dyrene styrker relationen til beboernes børnebørn, der også i stigende grad er begyndt at komme på besøg.

“Så kan de holde bedstefar i den ene hånd og ae en kanin med den anden. Det fungerer så fint,” forklarer Merethe Birkeland.

Mere liv og flere smil

Mindre medicin og flere dyr betyder også flere vågne og deltagende beboere, som i stedet for at sidde i gangen eller på stuerne og sove både smiler og snakker mere, end de gjorde tidligere. Personalet er derfor også mere på tur ud af huset.

“Fordi de er mindre urolige, kræver det ikke ekstra medarbejdere at være på tur,” siger Merethe Birkeland.

Hun forklarer, at det kræver en holdningsændring at blive et livsglædehjem, og at samtlige medarbejdere og ledelse dedikerer sig til opgaven. At man som livsglædehjem skal recertificeres hvert år, er kun med til at holde kursen.

“Det er en fornøjelse at se det liv, der er kommet mere af. De flere smil, der er hos både beboere, medarbejdere og pårørende,” siger Merethe Birkeland.

I Norsk Sykepleierforbund er man begejstret for den nationale certificeringsordning.

“Certificeringen sikrer, at de psykosociale behov, som beboerne har, bliver varetaget på en systematisk måde. Vi ser, at især samarbejdet med børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner er med til at øge kvaliteten i ældreomsorgen,” forklarer forbundsleder Lill Sverresdatter Larsen.

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

"Vi bliver imødekommet, når vi spørger om noget"

Tre beboere på Louise Mariehjemmet i Brønshøj fortæller, hvad de sætter mest pris på ved livet på plejehjem. Her Arne Johannes Rostkjær.
Arne Johannes Rostkjær
Foto: Bax Lindhardt

Arne Johannes Rostkjær. Har boet på Louise Mariehjemmet i seks måneder.

”Jeg har været syg det sidste halve års tid. Jeg havde noget hjemmehjælp, men det var lidt ustabilt.

Jeg besøgte plejehjemmet med min datter og svigersøn og synes, modtagelsen var rigtig god.

Jeg bruger meget tid oppe på vores tagterrasse – især hvis solen skinner. Så sidder jeg og hører P4 og får frisk luft.

Jeg kunne ikke få det bedre end her. Jeg sætter pris på den frihed, vi har, når der ikke er corona, og at jeg kan gå ud og selv gå til brillemageren.

Jeg synes, det er fantastisk, at vi kan indrette os, som vi har lyst til. Der er toilet, soveværelse, dagligstue og masser af plads.

Og jeg synes særlig godt om den måde, vi bliver imødekommet på, når vi spørger om noget.

Det er også rart at komme ud fra hjemmet, ud med bussen og køre en tur frem og tilbage. Vi har både været oppe langs Nordkysten og ved Damhussøen.

Jeg mangler ikke noget.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

"Trygheden er det vigtigste"

Tre beboere på Louise Mariehjemmet i Brønshøj fortæller, hvad de sætter mest pris på ved livet på plejehjem. Her Tove Christensen.
Tove Christensen
Foto: Bax Lindhardt

Tove Christensen, 95 år, har boet på Louise Mariehjemmet i fire måneder

”Jeg synes, her er dejligt. Her er en god stemning. Jeg får al den omsorg, jeg har brug for. Det er blot ét ord, så er de her.

Jeg bad selv om at komme på plejehjem. Indtil for fire måneder siden boede jeg i min egen lejlighed, som lå på fjerde sal. Men til sidst havde jeg besvær med at komme op og ned ad trapperne.

Jeg føler mig tryg ved at være her. Her er nogen hele tiden. Selvom det nu også godt kan være lidt underligt, at her også er nogen om natten (en nattevagt, red.).

Trygheden er det vigtigste, og at man kan med de mennesker, der skal passe en. Og at der foregår noget. Der er vist nogle steder, hvor der ikke sker en pind.

Her er der ture, som jeg melder mig til eller bliver inviteret til. For ikke så længe siden var vi ved Damhussøen og spise is. Jeg kan godt lide banko om mandagen i spisestuen, og at vi får god mad.

Der er flere af de andre, der er demente, de er nu sjove. Man hører om hele deres barndom, og hvor vrede de kan være. Men jeg synes, det er hyggeligt og sjovt.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

"Jeg får serveret morgenmad på et sølvfad - næsten"

Tre beboere på Louise Mariehjemmet i Brønshøj fortæller, hvad de sætter mest pris på ved livet på plejehjem. Her Birthe Pauline Sjørman.
Birthe Pauline Sjørman
Foto: Bax Lindhardt

Birthe Pauline Sjørman, 82 år, har boet på Louise Mariehjemmet i knap otte år

”Jeg boede i en lejlighed på fjerde sal uden elevator, men så var det jo, jeg faldt og brækkede begge skuldre. I dag har jeg nedsat førlighed i begge arme og har besvær med balancen.

Jeg ville da hellere bo for mig selv, men når man nu ikke kan klare sig selv, så er det godt at bo her.

Det bedste er, at når jeg vågner om morgenen, så kommer der nogen og hjælper mig med at komme i tøjet og blive vasket. Jeg får serveret morgenmad på et sølvfad – næsten.

Det er rart, at der foregår noget på plejehjemmet. Jeg er altid med til banko om mandagen. Før corona spillede hele huset banko i kælderen, så mødte man også dem fra de andre etager, hvor jeg kender en del. Det savner jeg.

Jeg har ikke altid haft et godt liv. Min far var god nok, men min mor var temmelig utålmodig, og jeg har stammet hele mit liv, lige indtil hun døde. Det gør jeg næsten ikke mere. Det er mærkeligt. Jeg er også blevet mobbet på arbejdet og er førtidspensioneret.

Men nu har jeg et godt liv.

Hvis jeg kunne ønske noget, ville jeg ønske endnu flere ture ud af huset med bussen.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Sygeplejersker højner kvaliteten

På Louise Mariehjemmet betyder tilstedeværelsen af sygeplejersker, at plejegruppens samlede kvalitet løftes. Derudover medvirker sygeplejerskerne til at undgå unødvendige indlæggelser, ligesom de gør det muligt for beboerne at være syge og dø i hjemlige omgivelse på plejehjemmet i stedet for i en hospitalsseng.
Pina Kunstek hilser på Erik Erikshøj på 100 år, som ofte tager sig en tur på motionscyklen i plejehjemmets træningssal.
Foto: Bax Lindhardt

Da jeg arbejdede som anæstesisygeplejerske, var folk ved at falde på halen. I dag når jeg siger, jeg arbejder på plejehjem, så siger folk, der arbejder inden for hospitalsvæsenet: Hvordan er du endt der? Det er da alt for kedeligt for dig. Du har så mange kompetencer.”

Det fortæller sygeplejefaglig leder og uddannelsesansvarlig Pina Kunstek, mens hun viser rundt på friplejehjemmet Louise Mariehjemmet, der ligger i Brønshøj, en forstad til København.

Plejehjemmet har været Pina Kunsteks arbejdsplads de seneste fire år.

Det er kun to år siden, bygningen blev moderniseret indvendigt. De tre etager er forbundet med både trapper og elevator. 13 boliger på hver etage. Hver med soveværelse, stue med køkken og badeværelse.

Øverst oppe ligger plejehjemmets stolthed, en kæmpe tagterrasse med rigelig plads til de årlige sommerfester og udsigt over både nabobørnehaven og Brønshøjs omkringliggende tage.

På en lang række står solsikker i ulige højder i potter med numre på de beboere, der er med i den årlige konkurrence om at gro den højeste solsikke.

Hjemlighed og selvbestemmelse

”Jeg synes, det er mindst lige så spændende at arbejde her, som det var at arbejde i anæstesien. Her handler det mere om det hele menneske, om relationer og om at samarbejde med de pårørende og vide, at man gør en forskel for et menneske alene ved at køre dem til lægen,” siger Pina Kunstek.

”Nøgleordene på Louise Mariehjemmet er hjemlighed og selvbestemmelse, så man ikke bliver en ting, men stadig er det menneske, som har levet et langt liv,” siger Pina Kunstek.

”Vi inddrager beboerne i alle beslutninger og har et tæt samarbejde med de pårørende,” siger Pina Kunstek.

Selv om Pina Kunstek og hendes sygeplejekollega Lene Funck Petersen er de to eneste sygeplejersker til plejehjemmets 39 beboere, og de har titel af sygeplejefaglige ledere, så indgår de også i den daglige pleje.

”Vi håndterer ikke bare medicin og andre sygeplejefaglige opgaver. Vi er også med i den daglige pleje. Det giver os viden om alle beboerne. Vi har det i hænderne og er ikke bare konsulenter.”

Sussi Lysholm
”Friplejehjem har ikke flere ressourcer end kommunale plejehjem. Men vi har et større råderum, medarbejderne kan komme med en god idé, og så kan vi føre den ud i livet. Det skaber engagement og ejerskab,” siger Sussie Lysholm.
Foto: Bax Lindhardt
Uvurderlige sygeplejersker

Forstander på Louise Mariehjemmet Sussie Lysholm begyndte som sosu-hjælper på friplejehjemmet for 20 år siden. Siden da har hun videreuddannet sig og varetaget flere forskellige funktioner, inden hun blev forstander for to år siden.

I hendes optik er plejehjemmets to sygeplejersker helt uvurderlige.

”Deres faglighed medvirker selvfølgelig til, at beboerne får hurtigere behandling og hurtigt får det bedre. Men sygeplejersker giver også meget større nuancer på plejen. De ved flere ting. Har man de rigtige sygeplejersker, så gør de hele personalegruppen bedre,” siger Sussie Lysholm.

Hun fortæller, at sygeplejerskerne er med til at oplære det øvrige personale i at kunne varetage nye funktioner og udvikle medarbejdernes faglighed.

”Det giver arbejdsglæde, når man udvikler sig som social- og sundhedsmedarbejder. Vi mener, at der næsten ikke er noget, man ikke kan lære,” siger Sussie Lysholm.

Pina Kunstek, som har arbejdet med uddannelse hele sin sygeplejekarriere, er enig:

”En af mine fornemmeste opgaver er at kompetenceudvikle medarbejderne. Vi klæder alle på til at kunne klare mange ting. Hvis man har en særlig interesse for et bestemt område, er vi med til at udvikle det.”

Taler sundhedsvæsenets sprog

Et andet område, som både Pina Kunstek og Sussie Lysholm peger på, er sygeplejerskernes kendskab til sundhedsvæsenet.

”De er ekstremt gode til at samarbejde på tværs af sektorer. Vi forsøger at undgå, at beboerne indlægges unødvendigt, og vi har faktisk meget få indlæggelser,” fortæller Sussie Lysholm.

”De er rigtig gode til det sprog, der bliver talt i sundhedsvæsenet. Vores faste plejehjemslæge ser vores to sygeplejersker som samarbejdspartnere og har tillid til, at de varetager de ting, der bliver uddelegeret.”

Pina Kunstek supplerer:

”Vi kender sundhedssystemet. Og når der er nødvendige indlæggelser, så medvirker vi til en bedre kommunikation og information på tværs af sundhedsvæsenet.”
”Nogle gange handler det også om at få sagt unødvendige kontroller, blodprøver og scanninger fra, f.eks. hvis beboeren ikke har lang tid igen,” siger hun.

Her kan man dø

En anden forskel ved at have sygeplejersker ansat er, at man kan dø på plejehjemmet i hjemlige omgivelser i stedet for i en hospitalsseng.

”Man skal ikke have ondt eller være bange,” siger Pina Kunstek.

”Vi havde for nylig en beboer, som var endt på hospitalet, hvis vi ikke havde inddraget det palliative team.”

Pina Kunstek fortæller, at når en ny beboer flytter ind, er sygeplejerskerne altid med inde over, hvordan den enkelte vil leve og dø, samt hvilke ønsker vedkommende har til livsforlængende behandling.

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Vi er en slags højskole for ældre

En meningsfuld hverdag, aktiviteter og masser af frisk luft. Det er nogle af de ingredienser, der skal til for at skabe et godt plejehjem. Det kræver fastansatte sygeplejersker, et tillidsfuldt arbejdsmiljø og en værdibærende leder, mener sygeplejerske og forstander på Danske Diakonhjem Dalsmark Plejehjem i Gråsten.
”Jeg håber, at vi kan få talt plejehjem mere op, så man som ældre også kan glæde sig. For det kan faktisk være megafedt at komme på plejehjem,” siger forstander Maibritt Nielsen (th.) Her sammen med beboer Hanne Falck-Rasmussen i Diakonhjem Dalsmark Pleje
Foto: Michael Drost-Hansen

”Man kan også skabe fantastiske plejehjem i kommunalt regi.”

Sådan siger Maibritt Nielsen, forstander på Danske Diakonhjem Dalsmark Plejehjem i Gråsten.

”Vi er et diakonhjem på driftsoverenskomst med Sønderborg Kommune, og vi har nøjagtig de samme midler som andre kommunale plejehjem. Men som diakonhjem har jeg måske større handlefrihed i forhold til, hvordan jeg bruger pengene,” siger Maibritt Nielsen.

Knald på oplevelserne

»Her kan alle komme ud hver dag, hvis de har lyst. Alle har egen have, vi har drivhuse, orangerier og masser af blomster og roser,” fortæller hun.

”Der er knald på aktiviteterne. Beboerne er ude at opleve en masse. De oplever dyreliv og tager på museum og bliver inspirerede. Vi bliver af og til omtalt som en højskole for ældre mennesker,” siger Maibritt Nielsen og understreger, at sygeplejerskerne er med til at sørge for, at ingen bliver overstimulerede.

”Beboerne har noget at stå op til, og hos os er der ingen, der får sovemedicin. De sover hele natten, fordi de er naturligt trætte, når de går i seng,” fortæller Maibritt Nielsen.

”Det kunne være spændende med noget mere forskning på udtrapning af medicin. Helt personligt kan jeg bare sige – efter 30 år på plejehjem – at det er tydeligt, at de får det bedre, jo mindre medicin de får.”

Omsorgstrætte mangler hjælp

”Den gode ældreomsorg på plejehjem er utrolig kompleks. Derfor kræver det først og fremmest, at det fagfaglige er i orden. Vi har fire sygeplejersker ansat, og de er også ude i plejen,” siger Maibritt Nielsen og fortsætter:

”Sygeplejerskerne er vigtige, fordi sosu’erne har brug for sparring og hjælp. Og når der opstår forråelse og omsorgstræthed, så er det fordi, de ikke får den tilstrækkelige hjælp.”

”Nogle spørger, om jeg har råd til så mange sygeplejersker. Og ja, det har jeg. Jeg har valgt ikke at lade lønnen være afgørende. Til gengæld sparer jeg penge ved, at vi ikke har særlig meget sygefravær,” siger hun.

Ansattes hygge gavner beboerne

Derudover peger Maibritt Nielsen på ledelse som centralt for at lykkes.

”Det nytter ikke noget at have en områdeleder, der dækker fire plejehjem. Man skal være tæt på. Jeg møder ind kl. 7 hver dag for at mærke stemningen. Griner medarbejderne? Hygger de sig? Som leder skal man selv være værdibærer, selv tale pænt og udvise omsorg for sine medarbejdere.”

”Beboerne har det ikke godt, hvis medarbejderne ikke har det godt. Et plejehjem er både en arbejdsplads og et hjem. Det handler om at skabe en kultur, hvor man tør fejle og tale med hinanden og komme til mig, hvis man føler sig presset,” siger Maibritt Nielsen.

”Den tillidskultur kommer ikke af sig selv. Det kræver fuld opmærksomhed fra lederens side. Forråelse kan komme i små bidder.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Relationen først

Stor trivsel og arbejdsglæde. Få konflikter. Glade pårørende. På Vejerslev Ældrecenter sætter personalet relationen før opgaven. “Når relationen er tryg, så glider alt nemmere,” forklarer centersygeplejerske Lene Amby.
Lene Amby er centersygeplejerske på Vejerslev Ældrecenter. Og er sammen med leder Karen Marie (tv.) og beboer Martha Olesen som bor i det Almene afsnit.
Foto: Sofus Comer

“Vi har en tendens til at være meget opgavefikserede: Nu er klokken 13. Nu skal Jette i bad. Men hvad hvis Jette ikke vil i bad? Selv om det passer ind i personalets system?”

Ordene kommer fra Lene Amby, centersygeplejerske på Vejerslev Ældrecenter på Mors.

Sammen med det øvrige personale gennemgik hun for tre år siden et kompetenceforløb med hjælp fra Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold, og i sommeren 2020 blev hun og otte andre fra personalet uddannet Marte Meo-terapeuter.

Forløbet har styrket personalets fokus på altid at sætte relationen til den enkelte beboer over den praktiske opgaveløsning, og i dag kan Lene Amby konstatere, at arbejdsglæden er større end nogensinde, samtidig med at medicinforbruget er faldet, konflikterne er få, og relationen til de pårørende synes stærk.

Tag beboeren i hånden

Vejerslev Ældrecenter består af et alment afsnit og et demensafsnit med beboere, der kan have en udadreagerende adfærd, og hvor det indimellem kan være udfordrende at få dem i bad eller gennemføre en hygiejnesituation.

“Hvis du foreslår, at du og Jette tager en kop kaffe i stedet for at presse på for det her bad, der lige så godt kan skubbes til aftenvagten, så føler beboeren sig også set og mødt,” fortæller Lene Amby og fortsætter:

“Tag beboeren i hånden. Syng eller nyn. Det plejer at have en beroligende effekt, især på demensafsnittet. Du kan også foreslå, at beboeren spiller på det klaver, du ved, han elsker. Relationen først. For når relationen er tryg, glider alt nemmere. Det er vejen ind til at få opgaven løst.”

Hjemmebesøg giver uvurderlig viden

På Vejrslev Ældrecenter har leder Karen-Marie Nielsen desuden indført faste nattevagter. Dag- og aftenpersonale er udelukkende ansat i kombinationsstillinger.

“Ved at følge beboerne det meste af døgnet får personalet et større kendskab og dermed en dybere relation,” siger Karen-Marie Nielsen.

Sammen med Lene Amby fremhæver hun ligeledes samarbejdet med de pårørende og kalder det “altafgørende” i forhold til at sikre beboerens trivsel på Ældrecentret. Før hver indflytning er personalet derfor på hjemmebesøg.

“At se beboeren i hjemlige omgivelser og tale med pårørende forud for indflytningen giver uvurderlig information, som vi kan følge op på i det videre samarbejde,” forklarer Lene Amby.

Karen-Marie Nielsen tilføjer:

“Vi har 28 lejligheder her på Vejerslev Ældrecenter, hvor alle beboere har noget forskelligt med i bagagen. Det er vores opgave at sikre, at de 28 liv, der skal leves, bliver fulde af værdighed og trivsel.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Forsker: Magten i plejen undervurderes

Man skal være uddannet for at kunne begå sig i de etiske grænsesituationer, der opstår, når man tager tøjet af et andet menneske eller taler om blødninger, smerter og afføring, siger sygeplejeforsker Bente Martinsen. Hun foreslår universitetsplejehjem.

Det burde være lige så svært at komme ind på plejeuddannelsen som på politiskolen.”

Sådan siger Bente Martinsen, lektor i sygepleje og ph.d. ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

”Man undervurderer fuldstændig, hvad det er for en magt, der skal forvaltes, når man er i et plejeforhold,” siger hun med henvisning til, at man som assistent, hjælper eller sygeplejerske udfører grænseoverskridende handlinger, når man tager tøjet af folk, taler om afføring, blødninger, smerter og sår.

”Det er etiske grænsesituationer, hvor det altid er den, der udfører handlingerne, der har ansvaret for, at mødet forløber bedst muligt. Det skal man kunne få øje på og være uddannet til at se.”

Sårbarhed og omtanke

Bente Martinsen mener, at der generelt bliver forsket alt for lidt i pleje og i, hvad der er vigtigt for ældre mennesker på plejehjem.

Hendes egen forskning viser, at dét, der betyder noget for de ældre, er, at de kan opretholde deres autonomi, at der bliver taget hensyn til deres værdier og at den pleje, der tilbydes, tager udgangspunkt i deres behov.

”De ønsker en behovsstyret og ikke en standardiseret opmærksomhed,” siger Bente Martinsen.

Hun fortsætter:

”Og så virker det måske banalt at sige. Men de ældre ønsker, at den, der hjælper dem, optræder med omtanke og besindighed.”

Derudover er der et ønske blandt de ældre om relationskontinuitet, altså at der ikke kommer én og hjælper den ene dag og en anden den næste dag.

Universitetsplejehjem øger anseelse

Bente Martinsen fortæller, at der i Norge for nogle år tilbage var en situation på plejehjemsområdet, der minder om den i Danmark lige nu.

”Det gav lav anseelse at arbejde på plejehjem, og der var mange eksempler på dårlig pleje og dårlige vilkår,” siger hun.

”Derfor etablerede man udviklingsplejehjem baseret på aktionsforskning, hvor man inddrog borgerne i at skabe plejehjem. Noget lignende ville være rigtig godt i Danmark.”

”Man skal skabe en plejehjemskultur, hvor forskning og udvikling indgår som en naturlig del.”

En idé kunne være universitetskommuner eller universitetsplejehjem på linje med universitetshospitaler, hvor der er en forskningsforpligtelse og en uddannelsesforpligtelse.

”Det ville øge anseelsen ved at arbejde på plejehjem og gøre det nemmere at rekruttere,” siger Bente Martinsen og understreger, at sådan et projekt kræver ministeriel opbakning, støtte og finansiering.

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Man skal ikke frygte at komme på plejehjem

Der er bred enighed om, at den nuværende ældreomsorg og -pleje på landets plejehjem ikke er god nok. Der mangler hænder, viden og kompetencer, og pårørendeklager bliver ikke taget alvorligt.
Dansk Sygeplejeråd foreslår evidensbaserede nationale standarder for at løfte ældreplejen. Her ses beboere og ansatte på det velfungerende Diakonhjem Dalsmark Plejehjem, Gråsten.
Foto: Michael Drost-Hansen
Sygeplejersker på plejehjem
  • 81 pct. af plejecentrene har sygeplejersker i dagvagt på hverdage.
  • 26 pct. har sygeplejersker ansat i dagvagt både hverdage og weekend.
  • 6-8 pct. har sygeplejersker i nattevagter.

Kilde: ’Den Nationale Plejecenterundersøgelse 2016’ – en analyse lavet af Dansk Sygeplejeråd

Vi skal have skabt en ældreomsorg, hvor vi ikke alle sammen går og frygter den dag, vi skal på plejehjem. Man behøver ikke glæde sig, men vi skal væk fra det der med: Lov mig, at du aldrig vil sende mig på plejehjem.”

Sådan siger Jette Skive (DF), formand for Kommunernes Landsforenings Sundheds- og Ældreudvalg. Hun deltog i det ældretopmøde, der blev afholdt i slutningen af september på baggrund af TV 2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’, som udstillede et alvorligt omsorgssvigt på et plejehjem i Aarhus.

Og det er langt fra et enestående tilfælde, viser en ny analyse fra Alzheimerforeningen, som repræsenterer en stor del af beboerne på landets plejehjem, idet ca. 60-80 pct. af plejehjemsbeboerne har demens.

De seneste tre år har der ifølge Alzheimerforeningen været svigt i 44 ud af 98 kommuner. Det drejer sig både om manglende kvalitet af den sundhedsfaglige pleje, problemer med medicinhåndtering og manglende omsorg, hvor beboerne i timevis efterlades passive i kørestole eller ikke får hjælp ved måltider og toiletbesøg.

Hver sjette tilfælde af svigt har resulteret i dødsfald primært pga. dårlig hygiejne eller mangel på væske.

Selv om Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen, mener, at der blev drøftet mange vigtige emner på topmødet, er han også bekymret for, at de mange gode intentioner ikke bliver indfriet.

”Alt for ofte er vi endt op med tomme løfter om værdighed, mens antallet af skandalesager fra plejehjem er vokset støt,” siger han på alzheimer.dk.

Nogle af de udfordringer, der blev adresseret på topmødet, var bl.a. behovet for videns- og kompetenceløft, en højere grad af pårørendeinddragelse og rekrutteringsproblemer.

”Om føje år har vi ikke de folk, vi skal bruge, og heller ikke de rigtige kompetencer, og her tænker jeg især i forhold til de demente plejehjemsbeboere. Det bekymrer os alle sammen, også sundhedsministeren og FOA,” siger Jette Skive.

Hun peger på, at det ikke alene er nok at skaffe flere hænder.

Flere med uddannelse

”Personalet skal også have meget mere uddannelse, og der skal også gerne ansættes mange flere sygeplejersker, for mange af borgerne er demente med multisygdom.”

Det er formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, og formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne, Inge Jekes, enige i.

I et debatindlæg i Altinget skriver de: ”Fagligheden skal være styrende for hvilke medarbejdere, der varetager pleje og behandling af borgerne – ikke geografien. Derfor er det også vigtigt, at der er mindst en sygeplejerske på et plejecenter.”

Her foreslår de også, at man indfører nationale standarder baseret på evidens om, hvad der har en reel effekt for at løfte ældreplejen, samt at medarbejderne skal arbejde i mindre teams for at skabe tryghed for borgeren og styrke den faglige ledelse og daglige sparring.

 

Emneord: 
Ældre

"Vi erstatter medicin med omsorg"

I et oprør mod et plejehjemssystem, der reproducerer sig selv, har sygeplejerske May Bjerre Eiby skabt sit eget plejehjem. I en ny bog ’Omsorgsmanifestet’ forsøger hun at guide til, hvordan man gennem selv små forandringer kan arbejde for at skabe verdens bedste plejehjem. Også i den offentlige sektor.
May Bjerre Eiby opfordrer plejehjem til at tage med beboerne ud i frisk luft, sollys og natur. ”Jeg kan se, at der sker noget med vores beboere, når vi kommer herud i skoven,” siger hun
Foto: Bax Lindhardt

Duften af nybagte boller, æteriske olier og friskplukkede blomster. Hjemmebagt kage serveret på antikt porcelæn. Et lille digt under tallerkenen. Strukturerede og planlagte dage med meningsfulde aktiviteter og masser af fysisk udeliv.

Sådan kan ældrepleje til svært demente borgere på plejehjem også se ud. I 2020. I Gribskov Kommune i Nordsjælland.

Her ligger demensplejehjemmet Dagmarsminde. Et friplejehjem grundlagt og skabt af den 39-årige sygeplejerske May Bjerre Eiby, der er aktuel med bogen ’Omsorgsmanifestet – hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem’.

Halloween med lort i bleen

’Omsorgsmanifestet’ udkommer tilsyneladende lige til tiden.

For omtrent samtidig med bogens udgivelse blev der afholdt et to dage langt ældretopmøde om det, som Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kaldte en ”ældrepleje i fundamental krise”.

Baggrunden for topmødet var en TV 2-dokumentar, der viste, hvordan to plejehjemsansatte taler hen over hovedet og ned til den demente Else Marie Larsen, inden de ruller hende ned til plejehjemmets halloweenfest med afføring i bleen.

Den virkelighed kender May Bjerre Eiby godt. Hun har både som sygeplejerske og som datter til en dement far på plejehjem været vidne til masser af omsorgssvigt.

Fjern medicin og indfør træning

Men i 2016 kunne May Bjerre Eiby åbne dørene til Dagmarsminde, som i dag er blevet et eksempel på, at det er muligt at skabe et helt andet slags plejehjem.

Alligevel bliver hun ofte mødt med skepsis.

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt, at det er umuligt at skabe et fantastisk plejehjem. At der ikke er penge nok. At der mangler varme hænder. At det er tungt arbejde. At de ældre er for syge. At lønnen er for lav. At rammerne er forkerte. At der mangler plads. At plejehjemmet kun er for rige,” skriver May Bjerre Eiby i forordet til sin nye bog.

”Men jeg har ikke flere penge end kommunale plejehjem. Selv om Dagmarsminde er et friplejehjem, så er de fleste af beboerne her på almindelig folkepension, og plejen er offentligt finansieret på lige fod med andre plejehjem. Det handler ikke om penge, men mere om at man skal gå nogle helt andre metodiske veje. Fjern hjælpemidlerne, fjern medicinen, sørg for at træne beboerne og sørg for at der sker noget.”

Mai Bjerre Eiby
Mai Bjerre Eiby: ”Da vi begyndte at udtrappe medicinen, blev jeg overrasket over, at det kunne lade sig gøre, og over at se, hvor mange symptomer, der forsvandt.”
Foto: Bax Lindhardt
De mange indvendinger får dog ikke May Bjerre Eiby – som også er en flittig debattør – til at tøve i kampen for en værdig og meningsfuld tilværelse for beboerne på plejehjem.

”Jeg ser jo den positive effekt, af det vi gør,” siger hun om beboere, der tidligere sad i kørestol, men nu kommer ud at gå ture eller løbe, finmotorikken der bliver bedre, og koncentrationsevnen der øges. Ligesom uroen og rastløsheden mindskes efter en tid.

Standardisering bremser udvikling

”Men nogle gange kan det godt være opslidende at se, hvordan plejehjemssystemet bare reproducerer sig selv. Så bygger man et nyt plejehjem, og så ser det også ud som det andet. Problemet med standardiseringerne er, at det skaber nogle kedelige miljøer, der ikke rigtig udvikler sig. Der er ikke noget dynamik, og så er det røvsygt at arbejde der, og så bider det sig selv i halen,” siger May Bjerre Eiby.

”Så opstår der en ulyst til faget og til de ældre. Jeg synes grundlæggende, at det er vores måde at styre systemet på, der er et problem,” siger hun.

”Der mangler en rummelighed over for, at de enkelte steder kan gøre det på hver deres måde. Der er brug for noget mere frisættelse af tankegange og måder at styre stederne på. Jeg taler ikke for totalt anarki. For der er selvfølgelig nogle overordnede regler i et samfund. Men der skal være mere tillid og plads til at tro på, at dem, der arbejder på plejehjemmet, nok godt kan og også har lyst til at være der.”

Er det muligt for sygeplejersker at gøre oprør inden for de offentlige systemer?
”Det tror jeg. Jeg tror, problemet er, at mange ledere ikke siger, nu må jeg lige prøve at bøje de der regler en lille smule. På Dagmarsminde er vi jo også underlagt en kommunes regelsæt og instrukser, og dem skal vi også efterleve, men man kan godt navigere i det. Det er det lille oprør, det handler om. I bogen skriver jeg f.eks., hvordan vi håndterer dokumentationskrav på vores helt egen måde.”

Beboerne bliver nysgerrige igen

Hvad er du mest stolt af at have opnået?
”Der er mange ting. Men det, at jeg kan se, at alle beboerne får det bedre, og at der sker små udviklinger. Det oplever jeg dagligt. Selv hos de fysisk mest svækkede. Det kan også bare være en udvikling oppe i hjernen, der gør, at de åbner op og bliver nysgerrige igen. For de er ikke nysgerrige, når de flytter ind. De er ligeglade og har ikke lyst til mere. Så det der med at give dem en tilværelse, hvor de føler, at der skal ske noget igen i morgen, og at de glæder sig,” siger May Bjerre Eiby og fortsætter:

”Ja, og så det, at man kan fjerne deres medicin og erstatte det med omsorg i form af menneskelig kontakt og fysisk aktivitet,” siger May Bjerre Eiby.

”Det er helt tydeligt, at beboerne får det markant bedre, når de ikke længere har bivirkninger.”

I gennemsnit får plejehjemsbeboere otte præparater om dagen. På Dagmarsminde får de fleste kun ét.

”Da jeg startede plejehjemmet, tænkte jeg også selv, at beboerne nok var nødt til at få meget af den medicin, de fik. Men da vi begyndte at udtrappe medicinen – også det blodtrykssænkende og alle de andre præparater – blev jeg overrasket over, at det kunne lade sig gøre, og over at se, hvor mange symptomer, der forsvandt,” siger hun.

”I den periode, hvor man fjerner medicinen, er det svært, og det kræver mod at holde fast og tro på det. Som sygeplejerske kan man nemt tænke uha nej, det blev vist for meget, vi må hellere skrue lidt op igen.”

Nødvendige sygeplejersker

Udtrapning af medicin kræver, at der er sygeplejersker på Dagmarsminde.

”Sygeplejersker er sindssygt vigtige. De løfter kvaliteten. Det er sygeplejersker, der gør, at vi kan trappe beboerne ud af deres medicin,” siger May Bjerre Eiby.

Sygeplejerskerne er også med til at forebygge sygdomme og indlæggelser.

”Vores beboere er stort set aldrig indlagt, og jeg tror aldrig, vi har haft en lungebetændelse. Vi har heller aldrig haft hospitalsindlæggelser pga. urinvejsinfektioner. Og det er jo fordi, der er sygeplejersker på Dagmarsminde,” siger hun og understreger, at de ikke bare sidder på kald, men er med i den direkte pleje, er med til at hjælpe de ældre op om morgen og er en del af teamet.

May Bjerre Eibys vigtigste budskab til sygeplejerskerne er derfor også, at de skal huske, hvad de historisk set er skabt af:

”Det er nogle dyder omkring hænder og blik. At være til stede og nær. At kunne vurdere tingene ud fra en intuitiv følelse, hvor man bruger både erfaring, tvivl og menneskelighed. Når det gælder ældre med demens og Parkinson, så er det altså det mest kraftfulde, der er. Det virker bare.”

 

Emneord: 
Ældre