Læserbrev: Kliniske vejledere bør have en akademisk uddannelse

"Et nutidigt krav i sygeplejen er at skabe en evidensbaseret kultur, hvor sygepleje af høj kvalitet tager udgangspunkt i eksisterende evidens- og forskningsbaseret viden."

Hvis fremtidens sygeplejekultur skal forandres fra en overvejende erfaringsbaseret til en evidensbaseret praksis, og ”kløften” mellem teori og praksis mindskes for sygeplejestuderende, er det nødvendigt, at uddannelse af kliniske vejledere er på et højere akademisk niveau.

Et nutidigt krav i sygeplejen er at skabe en evidensbaseret kultur, hvor sygepleje af høj kvalitet tager udgangspunkt i eksisterende evidens- og forskningsbaseret viden.

Dog har man længe vidst, at sygeplejestuderende oplever det vanskeligt at koble uddannelsens teoretiske del med den sygeplejepraksis, de møder i klinisk praksis. Kliniske vejledere har et stort ansvar for, og er med til at forme og uddanne sygeplejestuderende, og dermed den fremtidige sygeplejekultur.

Derfor skal de kliniske vejledere ved en akademisk uddannelse klædes på til at vejlede kommende sygeplejersker i at arbejde efter evidens- og forskningsbaseret viden.

En sygeplejerske med to års erfaring kan uddanne sig til klinisk vejleder. Uddannelsen giver kompetencer inden for pædagogik og didaktik.

Sygeplejestuderende skal ifølge Københavns Professionshøjskole arbejde med ”tydelig inddragelse af national og international udviklings- og forskningsbaseret viden og relevante retningsgivende dokumenter”.

Hvis vi ønsker en evidensbaseret sygeplejefaglig praksiskultur, bør kommende sygeplejersker føres ind i sygeplejepraksis af vejledere som rollemodeller, der besidder kompetencer til at uddanne sygeplejersker på et højt evidensbaseret niveau og ikke kun på baggrund af praksiserfaring og pædagogik.

Vi undrer os over, hvordan kliniske vejledere kan støtte og vejlede de studerende igennem deres uddannelse, baseret på den nationale og internationale forskningsbaserede viden, hvis den kliniske vejleder ikke er uddannet hertil.

Af Evin Yasmin Ozcan medicinsk sygeplejerske, stud.cur., souschef, Line Sofie Welling Petersen, hjemmesygeplejerske, stud.cur., klinisk vejleder, og Isabella Lund Rasmussen, operationssygeplejerske, stud.cur.

Emneord: 
Akademikere
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse

Hjemmet som sundhedsfremmende setting for ældre mennesker

Sundhedsfremme. Kun ved at tage højde for betydningen af hjemmet og ressourcerne hos det enkelte ældre menneske kan hjemmet fungere som et sundhedsfremmende miljø.
Resumé: Hjemmet er afgørende for ældre menneskers oplevelse af uafhængighed
  • Baggrund. Det er officiel politik i de nordiske lande, at det er bedst at blive gammel i eget hjem. Derfor er det væsentligt, at ældre mennesker bevarer deres sundhed og funktionsevne, så de kan blive i deres eget hjem så længe som muligt. Politisk lægges der vægt på at bo i eget hjem, og der er fokus på hjemmepleje, forebyggelse og sundhedsfremme. Derfor er det væsentligt at forstå, hvordan hjemmet kan være med til at fremme den ældres sundhed.
  • Formål. Formålet med denne undersøgelse var at opnå en ny forståelse af hjemmet som sundhedsfremmende setting for ældre mennesker.
  • Metode. Der blev foretaget en litteraturgennemgang med refleksion og analyse ved hjælp af en hermeneutisk metode.
  • Resultater. Resultaterne viser, at det hjemlige miljø bliver en afgørende determinant for uafhængighed, når alderen stiger. Hjemmet understøtter selvet, når mennesker bliver ældre, det vækker associationer til fortiden, og det kan give de ældre mennesker nærhed til familien og en følelse af at være en del af lokalmiljøet.
  • Konklusioner. Kun ved at tage højde for betydningen af hjemmet og ressourcerne hos det enkelte ældre menneske kan hjemmet virkelig fungere som et sundhedsfremmende miljø. Hvis sundhedspersoner kun fokuserer på risikoforebyggelse, kan de komme til ikke at tage hensyn til det ældre menneskes perspektiv, og det kan føre til umyndiggørelse snarere end sundhedsfremme.

Denne artikel har tidligere været offentliggjort på engelsk i Scandinavian Journal of Public Health, 2014; 42(Suppl 15):36-40, DOI:10.1177/1403494814556648, og bringes på dansk med tilladelse fra SAGE Publications.

peer-reviewed-ikon-introduktionDen forventede levetid i de nordiske lande er øget konstant i de sidste 20 år og er højest i Island og Sverige. I begge lande er den forventede levetid 83,3 år for kvinder og henholdsvis 79,7 og 79,3 for mænd (1). Derfor vokser både antallet og andelen af ældre mennesker. Ifølge WHO (2) er 60 år den nedre aldersgrænse for ældre mennesker. I henhold til den aktuelle lovgivning er 65 år dog almindeligt anvendt som den nedre aldersgrænse i de nordiske lande.

Væksten i den ældre befolkningsgruppe har haft markant indvirkning på plejesystemet til de ældre. Én tendens er at prioritere hjemmepleje højere end pleje på institutioner. I Danmark har hjemmepleje været prioriteret højt siden sidst i 1980’erne, og Danmark har været foregangsland med hensyn til udvikling af forebyggende hjemmebesøg (3) I Sverige blev der sat fokus på selvstændig bolig og hjemmepleje i socialloven fra 2001 (4). Institutionspleje har traditionelt været mere almindeligt i Finland end i de øvrige nordiske lande, men der er skåret ned på udbuddet af institutionspleje, og de ældre mennesker forventes nu at forblive i eget hjem (5). Det samme skift i plejemønsteret er også dokumenteret i Norge (6).

Fokuseringen på det at bo i eget hjem er både motiveret af hensynet til livskvalitet og økonomiske faktorer. Hjemmet opfattes som det bedste sted at blive gammel (7), og hjemmepleje formodes at være billigere for samfundet end institutionspleje (8). 

En anden tendens inden for ældreplejen er at lægge større vægt på forebyggende og sundhedsfremmende pleje. For at undgå økonomisk belastende institutionspleje er det væsentligt, at ældre mennesker bevarer deres sundhed og funktionsevne, når de kommer op i årene. I Finland fremgår dette for eksempel eksplicit af ældreplejeloven (8), som blev vedtaget i 2013. Formålet med loven er at understøtte den ældre befolkningsgruppes trivsel, sundhed og funktionsevne. Kommunerne har pligt til ikke alene at arrangere forebyggende hjemmebesøg, men også hjemmebesøg, hjælp og vejledning, der fremmer sundhed og trivsel (8).

I de nordiske lande er der i relation til ældrepleje politisk fokus på det at bo i eget hjem samt på hjemmepleje, forebyggelse og sundhedsfremme. Derfor er det væsentligt at se nærmere på hjemmet som sundhedsfremmende setting. Forståelsen af sundhedsfremme bygger på det koncept, som er beskrevet i Ottawa-charteret om sundhedsfremme, Ottawa Charter for Health Promotion (9), hvor sundhed opfattes som en ressource med betydning for dagligdagen, og boligmiljøet omtales som en nøglefaktor. Siden vedtagelsen af Ottawa-charteret (9) har der dog været en fortsat kritik af gabet mellem den politiske retorik i relation til sundhedsfremme og sygdomsfokusering i praksis (10). Ifølge Becker (11) er der stadig en dominerende forankring i patogenicitet, som giver sig udslag i, at fremskridt fortsat måles set i forhold til negative udfald.

Formålet med denne undersøgelse var at opnå en ny forståelse af hjemmet som sundhedsfremmende setting for ældre mennesker. Dette indebærer en nyfortolkning af hjemmets betydning i et sundhedsfremmende perspektiv.

 


peer-reviewed-ikon-metodeFor at opnå en ny forståelse af hjemmet som sundhedsfremmende setting blev der foretaget en litteraturgennemgang med refleksion og analyse ved hjælp af den metode, der kaldes den hermeneutiske cirkel (12). Denne metode indebærer fortolkning af og refleksion over tekster ved at skifte frem og tilbage mellem ”helheder” (en samlet forståelse) og ”dele" (en forståelse af linjer, passager), indtil der er opnået en ny forståelse.

I denne undersøgelse udgjorde en forståelse af betydningen af begrebet hjem referencerammen for de efterfølgende refleksioner og fortolkninger. Efter først at have beskrevet betydningen af begrebet hjem blev hjemmet fortolket som et sundhedsfremmende miljø. Derpå blev undersøgelser af sikkerhedsfremmende tiltag og forebyggelse/faldforebyggelse for ældre analyseret for at afdække centrale aspekter af hjemmet som sundhedsfremmende setting. Til sidst blev den nye forståelse beskrevet.

Referencepunktet for analysen af tekster i forbindelse med denne artikel var filosofien om livsverdenen. Hjemmet er et hverdagsmiljø, som repræsenterer ensartethed og en fælles forståelse, men det repræsenterer også uforudsete hændelser og individuelle forskelle.

Litteratursøgnings- og analyseprocessen havde tre primære referencepunkter: hjemmet som hverdagsmiljø, hjemmet som sundhedsfremmende setting og, som det tredje punkt, en skelnen mellem fremmende og forebyggende tiltag.

De tankevækkende beskrivelser i Schutz (13) udgjorde et væsentligt grundlag for forståelsen af vigtigheden af hjemmet som fænomen i hverdagslivet. En litteraturgennemgang af Heidegger (14) bidrog sammen med Merleau Ponty (15) til en udvidet forståelse. Hjemmet kan også ses gennem et kulturfænomenologisk objektiv som beskrevet af Winther (16) i hendes disputats. Winther var under påvirkning af den canadiske arkitekt Rybczynski (17). 

I deres analyser udgør hjemmet både følelser og substans og omfatter trivsel og sociale relationer såvel som de bygningsmæssige rammer. Denne undersøgelses grundlæggende ontologiske orientering er baseret på Schutz (13) og Heidegger (14), mens forståelsen af betydningen af hjem er udviklet af Rybczynski (17) og Winther (16), som desuden har henledt opmærksomheden på yderligere litteratur. Det andet referencepunkt var hjemmet fortolket som en sundhedsfremmende setting, og i denne forbindelse blev folkesundhedslitteratur analyseret. Denne søgning viste, at andre arkitekter, antropologer og sociologer også har bidraget til forståelsen af hjemmet som rum og centrum for daglige aktiviteter og sociale relationer (18-20). Folkesundhedslitteratur om hjemmet som sundhedsfremmende setting blev endvidere analyseret for at uddrage de forskellige forståelser af begrebet hjem (21,22). Hjemmet som ramme for sundhedspersoner blev inkluderet i dette afsnit, eftersom sundhedssystemet ofte hævder at styrke og støtte personer, der bor i eget hjem (23,24). Det tredje og sidste punkt var en skelnen mellem fremmende og forebyggende tiltag med særlig henvisning til sikkerhedsfremme og faldforebyggelse baseret på Welander et al.s (25) skelnen mellem sikkerhedsfremme og skadeforebyggelse. Efter deres opfattelse er det sociale system, som de ældre mennesker lever i, nøglen til fremme og forebyggelse. De opfordrer til aktiv forebyggelse, mens multifaktoriel faldforebyggelse er et eksempel på passiv forebyggelse (26). Der blev medtaget andre relevante supplerende tekster i analysen.

Alle medforfatterne bidrog til processen ved at søge efter relevant litteratur, tage aktivt del i de analytiske og reflekterende drøftelser, kommentere på teksten og godkende den endelige version.

 


peer-reviewed-ikon-resultaterBetydningen af begrebet hjem

Hjemmet har stor betydning for mennesker. Det at have et hjem og ikke være hjemløs betyder i overført forstand at kunne føle sig sikker og ikke føle sig marginaliseret i samfundet. Tilknytningen til hjemmet er ikke nødvendigvis bundet til ejerskab, men mere til kombinationen af tilknytningen til stedet, til det at føle sig hjemme og rodfæstethed (16,17,27). At være hjemme kan give associationer til stabilitet og komfort, en opfattelse, der altid er lokaliseret og kontekstuel. Rowles og Chaudhury (28) gjorde opmærksom på, at hjemmet fra en modernitetssynsvinkel er et samlings- og orienteringspunkt i forhold til en kaotisk verden på den anden side af dørtærsklen. De omtaler desuden, at hjemmet har betydning for trivsel og opfattet sundhed hos ældre.

Heidegger (14) beskrev det-at-være-i-verden og hjemmet som basalt i et menneskes liv – at have et sted, hvor man hører til, tager afsted fra og vender tilbage til, hvor man vælger sin livsstil, hvor man bor sammen med mennesker, man elsker, hvor man har rutiner, og hvor man er velkendt. Ud fra sin læsning af Heidegger (14) fortolkede Sarvimäki (29) trivsel som det at have det godt, dvs. at føle sig hjemme i verden og fortrolig med naturen, redskaber og andre mennesker, men uden at føle sig hjemme i en grad, så man mister mening.

Hjemmet behøver ikke at have en geografisk placering. At føle sig hjemme kan godt være en global følelse. Man kan føle sig hjemme på grund af en sanseoplevelse, et indtryk, en duft, og hjem kan være et symbolsk univers. 

Hjemmet er også en rumlig fornemmelse, som kan lagres i kroppen i forbindelse med de oplevelser, man har (15). Lefebvre (18) beskrev en nuanceret forståelse af social rumlighed. I The Production of Space flyttede han opmærksomheden væk fra ting i rummet og over til at frembringe rum og var i den forbindelse fortaler for tre måder at forstå begrebet rum på.

Det oplevede rum (I) var karakteriseret ved hverdagsrutiner og sociale relationer. Det opfattede rum (II) var et udtryk for de dominerende diskurser omkring rum og kunne ifølge Lefebvre være baseret på en arkitektonisk fortolkning. I den tredje kategori, rummets repræsentationer (III), havde hvert rum en symbolsk betydning, som således var bestemmende for det oplevede rum. Lefebvre indikerede, at nogle rum repræsenterer femininitet og andre maskulinitet, nogle rum mørke og andre lyse (18).

Kultur og kulturelle traditioner har væsentlig indvirkning på denne opfattelse. Ud fra sine undersøgelser af huse i Nordafrika gav Bourdieu (19) en symbolkodning til hjem, det at huse, rum og til, hvordan mennesker opfører sig i rum i henhold til denne kulturforståelse. Gullestad (20) undersøgte anvendeligheden af hjem og symboler i hjemmet i en nordisk sammenhæng. Ifølge hende er nordiske hjem fyldt med objekter med kulturel betydning i henhold til dominerende diskurser og betydninger tilskrevet hjemmet af beboerne.

Hjemmet fortolket som sundhedsfremmende miljø

Hjemmet er en setting, hvor sundhed skabes og leves i ældre menneskers dagligdag. Her læres, arbejdes, leges og elskes (9). Hjemmet anerkendes imidlertid ikke altid som en sundhedsfremmende setting i klassisk forstand. Hjemmet som setting har direkte indvirkning på sundhed og trivsel gennem dets medierende funktion ved at understøtte hverdagskompetencer og ved at have kapacitet til at nære og opretholde psykosociale processer (28,30).

I hjemmet håndterer og tilpasser ældre mennesker aktivt udfordringer med relation til sundhed og trivsel. Selve hjemmet er en kulturel konstruktion, som medieres via social interaktion. Hjemmet understøtter selvet i en verden i forandring og er en platform for både frihed, dvs. uafhængighed, og kontrol i samvær med andre mennesker jf. Bauman (31), som gik i dybden med det postmoderne samfund.

Denne opfattelse fremhæves også i andre nyere empiriske undersøgelser (32). På en liste over sundhedsfremmende settings nævnte Green og Tones (21) sunde byer, sunde landsbyer og sunde arbejdspladser. Ifølge dem kan hjemmet betragtes som en sundhedsfremmende setting og en del af en sund by eller en sund landsby. I sin økologiske model beskrev Bronfenbrenner (22) hjemmet som en setting med mikrosystemet som hjemmets hjerte.

Ud over at være rammen om sociale relationer kan hjemmet imidlertid også være et arbejdssted for personer fra hjemmeplejen og andre sundhedspersoner. Det kan diskuteres, om sundhedspersoner, som befinder sig i en borgers hjem, udelukkende har fokus på at overbringe det forudbestemte sundhedsbudskab, eller om de vælger at arbejde med hjemmet i en personlig kontekst og sammen med borgeren skabe en atmosfære af partnerskab og deltagelse (23). Jensen (24) understregede, at i modsætning til i de traditionelle institutioner skabes hjemmet som en hjemlig setting for standardiseret offentlig omsorg.

Denne udvikling kan muliggøre sociale relationer mellem den ældre og sundhedspersonerne samt udveksling af viden om dagligdagen. På den anden side kan det offentlige bureaukrati gøre hjemmet transparent. I en nyere undersøgelse påpegede Glasdam (33) denne samfundsudvikling og beskrev den ældre borger, der modtager hjemmepleje, som overvåget og med et liv under så kontrollerede forhold, at det svarer til et fængselsophold. Ud fra den synsvinkel på hjemmepleje ser det ud til, at hjemmet i det moderne samfund bliver udnyttet til disciplinerende tiltag, som kan sætte integritet og privatlivets fred over styr.

Sikkerhedsfremme og faldforebyggelse i hjemmet

Whitelaw et al. (34) fremhævede forskellige typer af settings på grundlag af aktive og passive modeller relateret til formidling og struktur. Et eksempel på en passiv model er udøvelse af multifaktoriel faldforebyggelse i den ældre borgers hjem, hvor sundhedspersoner er forpligtet til at anspore til bestemte aktiviteter og eliminere foruddefinerede faldrisici (26). En aktiv model har derimod fokus på at etablere et partnerskab med den ældre borger og er åben over for inddragelse af andres viden. Dette indebærer hensyntagen til miljøet og sammenhængen med henblik på at lette adfærdsændringer og opfylde den ældre borgers egne mål. I den aktive model skal sundhedspersoner skifte fra en informativ tone til en åben og kommunikativ, samarbejdende tilgang med respekt for den ældre borgers ønsker og levevilkår (35). Hjemmet er meget forskelligt fra et hospital, en skole eller andre samfundsinstitutioner, hvor fagfolk har adgang til det ”publikum”, de ønsker at påvirke, på deres eget professionelle territorium. Hjemmet er et rum, som repræsenterer privatsfære, integritet, samt det Lloyd (10) betegner ”relationsautonomi”, hvor der kan opnås en tilstand af ultimativ autonomi i og via sociale relationer (36).

Samtidig hermed er hjemmet også vigtigt for ældre menneskers sundhed og sikkerhed. Det giver beskyttelse og plads, og de forskellige rum, som f.eks. badeværelset, køkkenet og soveværelset, kan have central betydning for beboernes sundhed og trivsel. Skadestatistik viser klart, at hjemmet ikke er et særlig sikkert sted for beboerne (25). Gode råd om, hvordan et hjem gøres mere sikkert for ældre mennesker, kan findes i brochurer og gives af sundhedspersoner under forebyggende hjemmebesøg. Det kan f.eks. være et råd om at placere skridsikre måtter under gulvtæpper for at forhindre fald, fordi et tæppe glider. Rådgivning om sundhedsfremmende tiltag til en ældre borger i eget hjem skal imidlertid altid være baseret på deltagelse og en forståelse af netop den borgers forhistorie og præferencer samt den pågældende familieenheds anskuelser og sociale interaktioner (25). Deltagelse kan give en oplevelse af tilegnelse af råd.

På vej mod en ny forståelse

Ved multifaktoriel faldforebyggelse har sundhedspersoner et foruddefineret sæt af standarder for handlinger, der ikke altid egner sig til ældre kvinder og mænd, som har deres egne dagsordener og gerne vil bestemme selv. Forebyggelse er risikoorienteret og specifikt rettet mod at undgå sygdom og andre uønskede tilstande, hvorimod sundhedsfremme også er baseret på ”det levede livs” perspektiv.

Opfattelsen af hjemmet som en sundhedsfremmende setting er i overensstemmelse med den aktuelle forskning i forbindelsen mellem hjemmet og uafhængighed, som indikerer, at denne setting bliver en afgørende determinant for uafhængighed, når alderen stiger. Den hjemlige setting understøtter selvet, når mennesker bliver ældre, det vækker associationer til fortiden, og det kan give ældre mennesker nærhed til familien og en følelse af at være en del af lokalmiljøet. Kun ved at tage højde for betydningen af hjemmet og ressourcerne hos den enkelte ældre kan hjemmet virkelig fungere som en sundhedsfremmende setting.

 


diskussion_og_konklusionKickbusch (38) fremhævede den begyndende kompleksitet inden for sundhedsfremme og anførte, at den kliniske medicins magtposition ikke er blevet mindre. I en standardiseret verden er det en udfordring for sundhedspersoner at tage hensyn til de ældre menneskers hverdagsperspektiver og bakke op om de ældre menneskers egne sundhedsstrategier i deres hjem. Det ældre menneskes livsverdensperspektiv mister ofte betydning, når den dominerende medicinske diskurs omkring risikoforebyggelse kommer ind i hjemmet med sundhedspersonerne.

I denne artikel har vi beskrevet en ny forståelse af hjemmet som sundhedsfremme-setting. Denne forståelse er baseret på Heideggers filosofi (11) om at forestille sig en helhed udtrykt i en virkelighed, der er lokaliseret i det enkelte menneskes detaljerede oplevelser i dagligdagen. De ældre menneskers hjem er deres verden, og verden udenfor ses gennem hjemmets objektiv. Hjemmet er fyldt med specifikke betydninger for beboerne, der er forbundet med minder og hverdagsrutiner. Ældre mennesker bør støttes i at finde deres egne sundhedsfremmende strategier i samarbejde med sundhedspersoner.

Forebyggelse omfatter overvejelser om risici, sygdomme og funktionsnedsættelse, men hvis sundhedspersoner kun fokuserer på risikoforebyggelse, er der en yderligere risiko for at overse de ældre menneskers perspektiver, og det kan føre til umyndiggørelse og fremmedgørelse. Hvis hjemmet skal anerkendes som sundhedsfremme-setting, bør sundhedspersoner også fokusere på ældre menneskers kompetencer, egne sikkerhedsforanstaltninger, ressourcer og tro på egen formåen.

Som metodologi anvendte vi en kvalitativ tilgang med analyse af og refleksion over filosofisk litteratur om hjemmet, hjemmet som sundhedsfremme-setting samt sikkerhedsfremme og faldforebyggelse på grundlag af principperne for den hermeneutiske cirkel. Litteraturen blev udvalgt strategisk med fokus på hjemmet, sundhedsfremme-settings og desuden sundhedsfremme og faldforebyggelse i hjemmet. Litteraturen blev ikke udvalgt ud fra en systematisk søgning, hvilket måske kan danne grundlag for kritik. Men eftersom formålet med undersøgelsen ikke var at præsentere en systematisk gennemgang men derimod at benytte litteraturen som baggrundsmateriale for refleksion, opfyldte valget sit formål. Alle medforfatterne deltog som gruppe i den hermeneutiske cirkel, hvilket både var en styrke og et problem. Det muliggjorde mere variation i refleksionerne, end det ville have været muligt på individuel basis, men der var samtidig risiko for at miste fokus.

Forfattere


Marianne Mahler, Dr.PH., cand.phil. i historie, sygeplejerske. Freelance sygeplejefaglig konsulent, tilknyttet Aalborg Universitet; København, Danmark.
marianne_mahler@ofir.dk

Anneli Sarvimäki, Dr.phil., docent og specialsygeplejerske. Äldreinstituttet; Helsingfors, Finland

Anne Clancy, Dr.PH., første ammanuensis, sundhedsplejerske. Institut for helse- og omsorgsfag,  UiT Norges arktiske universitet. Campus Harstad, Norge. 

Bettina Stenbock-Hult, Dr.phil. i pædagogik, licentiat i sundhedsvidenskab og specialsygeplejerske. Arcada; Helsingfors, Finland.

Nina Simonsen, Dr.phil., specialsygeplejerske. Det medicinske fakultet, Helsingfors, Finland.

Anne Liveng, Cand.comm., ph.d., lektor. Center for Sundhedsfremmeforskning.Institut for mennesker og teknologi; Roskilde Universitet, Danmark.

Lena Zidén, Fil.DR., fysioterapeut, universitetslektor. Gøteborgs Universitet, Sverige.

Aud Johannessen, Dr.PH., første ammanuensis, specialsygeplejerske. National kompetancetjeneste, aldring og helse; Tønsberg, Norge.

Helena Hörder, Dr.med., fysioterapeut. Centrum för åldrande och hälsa (AgeCap); Göteborgs Universitet, Sverige. 


Den nye forståelse af hjemmet som sundhedsfremme-setting for ældre, som blev beskrevet sidst i processen, kan ses som udgangspunkt for yderligere forskning, såvel teoretisk som empirisk. For at udvikle sundhedsfremmestrategier for ældre i eget hjem har vi brug for mere detaljeret viden om, hvilke aspekter af det at bo i eget hjem der styrker sundhed og trivsel. 

Artiklen er skrevet på baggrund af et oplæg, som medlemmerne af Healthy Ageing gruppen præsenterede om hjemmet ved den syvende Nordic Health Promotion-konference i Vestfold 2013 i Norge. 

Healthy Ageing gruppen er en del af Nordic Health Promotion Research Network (NHPRN), www.NHPRN.wordpress.com

Netværket består af flere forskellige grupper inden for sundhedsfremme og har 52 deltagere fra de nordiske lande. Netværket arbejder på at styrke sundhedsfremme inden for sundhedsfremmeuddannelser og med at skrive artikler om f.eks. lighed: equity og equality. Netværket afholder en konference hvert andet år. I år holdes den ottende konference i Jyväskylä, Finland, 20-22. juni. Temaet er 20 års forskning i sundhedsfremme i Norden; helbred, velvære og fysisk aktivitet. <Inaktivt link slettet januar 2018>

Referencer 

  1. Nordiska ministerrådet. Nordisk statistisk årsbok 2010. Volume 48. Köpenhamn: Nordiska ministerrådet; 2010. Nordiska ministerrådet. Nord 2010-001.
  2. WHO. Active Ageing. A Policy Framework. Geneva: World Health Organization, 2002.
  3. Ekmann A, Vass M and Avlund K. Preventive home visits to older home-dwelling people in Denmark – are invitational procedures of importance? HSCC 2010;18:563-71.
  4. Socialtjänstlag. Svensk Författnings Samling; 2001:453.
  5. Kvalitetsrekommendationer om tjänster för äldre. Publikation 1998:5 Helsingfors: Social-och hälsovårdsministeriet.
  6. Vabo M and Szebehely M. “A caring state for all people?” In: Anttonen A, Häikiö L and Stefansson K (eds). Welfare State, Universalism and Diversity. Cheltenham: Edward Elgar, 2012; 121-44.
  7. Oswald F, Wahl HW, Schilling O, et al. Relationships between housing and healthy ageing in very old age. Gerontologist 2007;47:96-107.
  8. Ministry of Social Affairs and Health, 2012. http://www.stm.fi/en/pressreleases/pressrelease/-/view/1847332#en (accessed 30 December 2013)
  9. WHO Ottawa Charter for Health Promotion. First International Conference on Health Promotion Ottawa, 17-21. November. Copenhagen: Who Regional Office for Europe, 1986.
  10. Lloyd L. Health and Care in Ageing Societies. A New International approach. Bristol: Policy Press, 2012.
  11. Becker CM, Glascoff MA and Felts WM. Salutogenesis 30 years later: where do we go from here? IJHE 2010;13:25-32.
  12. Robson C. Real World Research. 2nd ed. Oxford: Blackwell, 2002.
  13. Schutz A. Hverdagslivets sociologi. [The sociology of everyday life]. København: Hans Reitzels Forlag, 2005.
  14. Heidegger M. Væren og tid. [Being and time] Aarhus: Klim, 2007.
  15. Merleau Ponty M. Phenomenology of Perception. London: Routledge, 2002.
  16. Winther IW. Hjemlighed. [Homeliness] København: DPU, 2006.
  17. Rybczynski W. Hemmet – boende och trivsel sett i historiens ljus. [Home – a short History of an Idea]. Stockholm: Bonniers, 1988.
  18. Lefebvre H. The Production of Space. Oxford: Blackwell, 1991.
  19. Bourdieu P. Udkast til en praksisteori. [Draft to a Practice Theory]. København: Hans Reitzels Forlag, 2005.
  20. Gullestad M. Hjemmet som moderne folkekultur. In: Bronx O and Gullestad M (eds). På norsk grund. Oslo: Ad Notam, 1989; 103-11.
  21. Green J and Tones K. Health Promotion. 2nd ed. London: Sage, 2010.
  22. Bronfenbrenner U. Ecological Models of Human Development. In: Husen T and Postletwaite T (eds). International Encyclopaedia of Education. Oxford: Pergamon Press, 1994;37-43.
  23. Dooris M. Joining up settings for health: a valuable investment for strategic partnerships. CPH 2004;14:37-49.
  24. Jensen K. Hjemlig omsorg i offentlig regi. [Home Care in Public Service]. København: Hans Reitzels forlag; 1997.
  25. Welander G, Svanström L and Ekman R. Safety Promotion – An Introduction. Stockholm: Karolinska Institutet, Department of Public Health Sciences, 2004.
  26. Tinetti ME and Kumar C. The patient who falls. JAMA 2010;20:208-66.
  27. Windsong EA. There is no place like home: complexities in exploring home and place attachment. SSJ 2010;1:205-14.
  28. Rowles GD and Chaudury H. Between the Shores of recollection and imagination: Self, aging, and home. In: Rowles GD and Chaudury H (eds). Home and Identity in Late Life. New York: Springer, 2005.
  29. Sarvimäki A. Well-being as being well – a Heideggerian look at well-being. QHW 2006;1:4-10.
  30. Lupton D. Risk and Sociocultural Theory. Cambridge: Cambridge University press, 1999.
  31. Bauman Z. Morality begins at home – Or: can there be a Levinasian macro-ethics? In: Jodalen H and Vetlesen AJ (eds). Closeness: An Ethics. Oslo: Scandinavian University Press, 1997.
  32. Haak M, Fänge A, Iwarsson S et al. Home as a signification of independence and autonomy: experiences among very old Swedish people. SJOT 2007;14:16-24.
  33. Glasdam S, Praestegaard J and Henriksen N. Placed in homecare: Living an everyday life restricted by dependence and monitoring. NTNU 2013;4:83-99.
  34. Whitelaw S, Baxendale A, Bryce C, et al. “Settings” based health promotion: a review. HPI 2001;16:339-53.
  35. Wenzel E. A comment on settings in health promotion. www.rhpeo.net/ijhp-articles/1997 (1997, accessed 12 December 2013)
  36. Mahon R and Robinson F. Conclusion: integrating the ethics and social politics of care. In: Mahon R and Robinson F (eds). Feminist ethics and social policy; towards a new global political economy of care. Vancouver: University of British Columbia Press 2011;178-83.
  37. Haak M. Hemmets betydelse för de allra äldstas upplevelse av delaktighet och självständighet. Lund: Vårdalinstitutet, 2011.
  38. Kickbusch I. New challenges for public health. Socialmedicinsk tidsskrift 1996; 5:212-16. Downloaded from sjp.sagepub.com by guest on December 9, 2015.
Abstract

Mahler M, Sarvimäki A, Clancy A, Stenbock-Hult B, Simonsen N, Liveng A, Zidén L, Johannesen A, Hörder H. Home as a health promotion setting for older adults. Fag&Forskning 2016;(2):42-7.

Background: The number and the proportion of older persons is growing in the Nordic Countries. The growth in the older population has a clear impact on the care system for older persons. One trend is to prioritise home care instead of care in institutions. Another trend is to emphasise preventive and health promotion care. As official guidelines in the Nordic countries state that home is the best place to grow old, it is essential that older persons keep their health and functional capacity in order to be able to live at home for as long as possible. As current policy emphasises living at home, home care, preventive work and health promotion it becomes essential to study the home as a health promotion setting.

Objective: The aim of this study was to reach a new understanding of home as a health promotion setting for older persons. 

Study design: The method used was a literature reflection and analysis with a hermeneutical approach. Results: The results shows that with
increasing age the home environment becomes a crucial determinant for independence. The home environment supports the self as people age; it has associations with the past, can provide proximity to family, and a sense of being a part of neighbourhood life. 

Conclusions: Only by taking into consideration the meaning of home and the resources of the individual older person can home function as a true health promoting setting. If health personnel focus solely on risk prevention, they can neglect the perspectives of the older person, resulting in dis-empowerment not health promotion.

Key Words: Home, health promotion setting, older adults, prevention care, promotion care
 

 

Emneord: 
Akademikere
Sundhedsfremme
Ældre

Resume af international forskning

Sammenhæng mellem sygepleje-undernormering og patientdødelighed Geriatrisk rehabilitering gavner Oplevelse af forudsigelighed og sammenhæng styrker patienter efter blodprop i hjertet

​PDF - gå til side 72

Sammenhæng mellem sygepleje-undernormering og patientdødelighed

Needleman J, Buerhaus P, Pankratz S, Leibson C, Stevens S, Harris M. Nurse Staffing and Inpatient Hospital Mortality. The New England Journal of Medicine 2011;364:1037-45.

Undersøgelsen konkluderer, at der er en sammenhæng mellem sygepleje-undernormering og patientdødelighed samt mellem højt patientflow og dødelighed.

Forfatterne peger på nødvendigheden af at medtænke patienternes behov for sygepleje fra vagt til vagt, samt at både standardnormering og den aktuelle normering i vagten justeres i forhold til patientflow. Formålet med studiet var at undersøge sammenhængen mellem patientdødelighed og undernormering (mindst en sygeplejerske under normering pr. vagt) samt at undersøge sammenhængen mellem patientdødelighed og højt patientflow i afdelingen grundet mange indlæggelser, overflytninger og udskrivelser.

Undernormering og højt patientflow blev bestemt ud fra standardnormering for den enkelte afdeling og det gennemsnitlige patientflow i hver afdeling.

Undersøgelsen involverede 197.961 indlæggelser og 176.696 sygeplejevagter (a 8 timer) på 43 hospitaler i USA. Både medicinske og kirurgiske afdelinger var med, ligesom både intensive og stationære afsnit indgik. Børneafdeling, fødeafdeling og am-bulante besøg indgik ikke. Resultaterne viste, at der var standard normering i 83 pct. af alle vagter og almindeligt patientflow i 93 pct. af vagterne.

Undersøgelsen viste også, at 35 pct. af patienterne var indlagt, hvor tre eller flere vagter var sygeplejeundernormerede, og 13 pct. var udsat for højt patientflow i tre eller flere vagter. Man fandt en signifikant sammenhæng mellem øget patientdødelighed og sygepleje- undernormering (Hazard ratio pr. undernormeret vagt: 1,02;CI 1,01-1,03. p<0,001).

Ligeledes fandt man en sammenhæng mellem øget patientdødelighed og ekstraordinært højt patientflow (Hazard ratio pr. vagt med højt patientflow. 1,04, CI: 1,02-1,06. p<0,001).

Af Selina Kikkenborg Berg, sygeplejerske, ph.d.

Geriatrisk rehabilitering gavner

Bachmann S, Finger C, Huss A, Egger M, Stuck AE, Clough-Gorr KM. Inpatient rehabilitation specifically designed for geriatric patients: systematic review and meta-analysis of randomised controlled trials. BMJ 2010;340:c1718.

Undersøgelsen konkluderer, at geriatrisk rehabilitering under indlæggelse har potentiale til at forbedre patient outcomes relateret til funktion, udskrivelse til plejehjem samt dødelighed. Der mangler fortsat viden om, hvad der karakteriserer succesfulde programmer, samt om de økonomiske konsekvenser.

Formålet med det systematiske review af randomiserede forsøg var at vurdere effekten af geriatrisk rehabilitering under indlæggelse sammenlignet med vanlig praksis på endepunkterne funktionsstatus, udskrivelse til plejehjem og dødelighed. Randomiserede kliniske forsøg fundet på Medline, Embase, Cochrane database og referencelister blev anvendt.

Forsøgene blev inkluderet i reviewet, hvis de havde mindst ét af endepunkterne. De forsøg, som omhandlede ambulant rehabilitering, patienter under 55 år, ikke tværfaglig rehabilitering, og som ikke havde en kontrolgruppe, der modtog vanlig behandling, blev ekskluderet fra reviewet.

Odds ratio og relative risiko blev udregnet med 95 pct. konfidensintervaller. 17 forsøg med i alt 4.780 patienter, som sammenlignede generel geriatrisk rehabilitering eller geriatrisk ortopædisk rehabilitering med vanlig praksis, blev inkluderet. Man fandt bedre funktion med en odds ratio på 1,75 (CI 1,31 til 2,35) for funktion, en lavere relativ risiko for udskrivelse til plejehjem på 0,64 (CI: 0,51 til 0,81) samt en lavere relativ risiko for død på 0,71 (CI: 0,55 til 0,95).

Af Selina Kikkenborg Berg, sygeplejerske, ph.d.  

Oplevelse af forudsigelighed og sammenhæng styrker patienter efter blodprop i hjertet

Bergman E, Årestedt K, Fridlund B, Karlsson J-E, Malm D. The impact of comprehensibility and sense of coherence in the recovery of patients with myocardial infarction: a long-term follow-up study. European Journal of Cardiovascular Nursing 2011;3:276-83.

Undersøgelsen konkluderer, at stor forudsigelighed og oplevelse af sammenhæng gør patienterne bedre i stand til at håndtere livet efter en blodprop i hjertet, hvilket sundhedspersonalet skal være meget opmærksomme på i forhold til patientens håndtering af restitutionsforløbet.

Sundhedsprofessionelle skal sammen med patienten identificere og arbejde med livsstilsfaktorer, som øger forudsigeligheden af forløbet og giver patienten et fundament til at bevare og forbedre sit helbred.

Formålet med studiet var at undersøge oplevelsen af sammenhæng (sense of coherence, SOC) over tid i forhold til: køn; livskvalitet og behandlingstilfredshed hos patienter med blodprop i hjertet. Oplevelse af sammenhæng består af tre komponenter: forståelighed, som handler om forudsigelighed og gennemsigtighed; håndterbarhed, som handler om ressourcer, og endelig meningsfuldhed, som handler om motivation og energi til at løse problemer.

Studiet havde et observerende longitudinelt design, dvs. at der var flere målinger over tid. Man fulgte 18 kvinder og 60 mænd med akut blodprop i hjertet i 49-67 måneder efter blodproppen. Patienterne udfyldte to spørgeskemaer, SOC-13 samt Seattle Angina Questionnaire. Spørgeskemaerne blev udfyldt lige efter blodproppen, efter to år og efter 49-67 måneder.

Resultaterne viste, at kvinder umiddelbart havde en lavere oplevelse af sammenhæng end mænd. Over tid blev den dog den samme som mænds. Forståelighed, som jo handler om gennemsigtighed og forudsigelighed, udviklede sig mest over tid. Man fandt også en signifikant sammenhæng mellem oplevelse af sammenhæng, livskvalitet og behandlingstilfredshed.

Af Selina Kikkenborg Berg, sygeplejerske, ph.d.

Emneord: 
Forskning
Akademikere

Fra forsker til fag: kvalitetssikring på nye måder

I Danmark findes ca. 120 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel. Denne gang: Lise Dam Rasmussen.

SY-2013-10-55-1aFoto: Glennie Gregersen

Lise Dam Rasmussen er 44 år, bor i Roskilde, er gift og har tre børn på 11, 12 og 14 år. Hun er sygeplejerske, cand.scient.soc., ph.d. og ansat som lektor ved professionshøjskolen UCC, sygeplejerskeuddannelsen.

Hvad fik dig til at forske?

”Jeg overvejede forskellige veje at gå og valgte forskeruddannelsen af flere grunde. Først og fremmest muligheden for at fordybe mig i det, jeg brænder for.

Dernæst giver arbejdsopgaver omkring forskning en ekstra dimension på mit arbejde med undervisning og udvikling i og af sygeplejen. Og ikke mindst har jeg en mission om at bidrage til udviklingen af den måde, hvorpå der i sundhedsvæsenet arbejdes med kvalitet gennem et kritisk perspektiv på kvalitetssikring, der oftest fremstilles som et selvfølgeligt fænomen, som ikke kan problematiseres. Hvorfor ikke gøre det brugbart, når nu kvalitetssikring er kommet for at blive?”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?

”Jeg undersøger kvalitetssikring som styringsredskab i hospitalsvæsenet ud fra spørgsmålet: Hvad betyder styringen for professionerne, og hvad betyder professionerne for styringen? Her analyseres problemstillingen med fokus på, hvordan der styres på en bestemt måde og anvendes bestemte former for tænkning og handling. Og dermed at kvalitetssikring er med til at sætte rammerne for de forskellige faggruppers arbejde på bestemte måder. Afhandlingen viser, at kvalitetsstyringen har mangfoldige virkemåder og involverer social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger på forskellige måder.

Særligt demonstreres, at der med kvalitetssikring ikke kun skabes orden, men også uorden i hospitalspraksis, ligesom det belyses, hvordan kvalitetsstyringen giver både forskellige muligheder og nye muligheder for de tre professioner.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?

”På Forskerskolen Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet, med professor Hanne Marlene Dahl som vejleder. Her deltog jeg i aktiviteter og samarbejde, som på forskellige måder understøttede min forskeruddannelse – nogle specifikt rettet mod ph.d.-studerende og andre mod forskere i instituttet.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?

”Jeg havde et stipendium, som var en samfinansiering mellem sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød, professionshøjskolen UCC og RUC. Med stipendiet fik jeg en treårig ansættelse på RUC og havde i den periode orlov fra mit job i UCC.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?

”I min afhandling, som er en monografi med titlen: ”(H)vide verden – om relationer mellem professionsidentiteter og kvalitetssikring”. En elektronisk version kan downloades.”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?

”Mine arbejdsopgaver er tæt relateret til mit forskningsfelt. På den måde kan jeg omsætte min forskning i uddannelse og efteruddannelse af sundhedspersonale, hvilket får betydning for praksis. Jeg er bl.a. involveret i udviklingen af et uddannelsesforløb, hvor ambitionen er en mere praksisnær og innovativ tilgang til kvalitetssikring. Jeg har desuden planer om at skrive artikler på baggrund af min ph.d.-afhandling og holder foredrag om emnet. Artiklerne skal sætte fokus på specifikke pointer og elementer i min forskning, primært med en ambition om at sikre, at mine resultater bliver udbredt og anvendt i udviklingen af sundhedsvæsenet.”

Hvad forsker du i aktuelt?

”Jeg er i idéfasen med mit næste forskningsprojekt. Jeg vil gerne relatere projektet til forandringsprocesserne omkring mere innovative metoder til kvalitetssikring. Dermed skal projektet sætte fokus på effekterne af forskellige tilgange til kvalitetssikring med motivation som en central vinkel. Med motivation mener jeg de sundhedsfagliges mulighed for at arbejde med kvalitetssikring som en meningsfuld og integreret del af arbejdet og ikke en dekoblet praksis, der primært fungerer gennem kontrolsystemer som f.eks. akkreditering. Desuden har jeg en vision om at involvere sygeplejestuderende i projektet som en måde at arbejde med de studerendes kompetencer relateret til kvalitetsudvikling og udviklings- og forskningsbaseret viden.”

Emneord: 
Akademikere
Kvalitet
Forskning

Aktiv aldring set fra de ældres perspektiv

Gamle mennesker vil selv bestemme, hvad de skal bruge alderdommen til, men begrebet aktiv aldring præsenterer nogle specifikke forventninger til de gamle. Forventninger, som de gamle ikke nødvendigvis ønsker at leve op til. Det viser et ph.d.-projekt fra københavnsområdet baseret på etnografiske metoder.

Carl på 78 år hæver snapseglasset, blinker med det ene øje, skåler og siger: ”Det her er aktiv aldring.” Aktivitetsklubben i København er en forening for ældre, hvor samværet og fællesskabet er i centrum. At komme ud ad døren og få talt med kammeraterne er for denne gruppe af ældre ofte aktivitet nok i sig selv.

Senere forklarer Carl, at han svømmer 800 meter hver morgen i den lokale svømmehal, og siger, at det er aktiv aldring. Aktiv aldring er ved at blive et begreb, mange ældre tilpasser deres liv og hverdag, og som de former og gør uventede ting med.

I den optik er aktiv aldring ikke bare motion og arbejde, men også politisk engagement, fjernsynskiggeri, sex, kortspil og, som det ovenstående eksempel viser, snapsedrikkeri.

Det nye plusord

2012 var EU-år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne. Det er efterhånden en velkendt smøre, at vi bliver flere og flere ældre og færre og færre til at forsørge.

Aktiv aldring kan ses som en måde at omskrive denne udfordring på; at pege på, at alderdommen ikke behøver at være ren armod og forfald, men at man godt kan leve et aktivt liv, selvom man har passeret de 65.

Ifølge EU og WHO handler aktiv aldring om at være selvstændig, holde sig i gang, tage del i samfundet og blive på arbejdsmarkedet eller arbejde frivilligt. Det drejer sig om at optimere sine potentialer for ”sundhed, deltagelse og sikkerhed” (3).

Oftest udmønter konkrete politiske tiltag på området sig dog til at fokusere på fysisk aktivitet. Dette ses i Sundhedsstyrelsens udspil fra 2008 om fysisk aktivitet og ældre (2) samt på EU-niveau i 2012’s World Congress on Active Ageing, hvor fokus er på ”the latest research evidence and best practice on physical activity”.

Individualiseret ansvar

Begrebet aktiv aldring kritiseres ofte for at være en individualiserende politisk strategi, der skubber det kollektive ansvar for samfundets svage ældre over på de ældres egne skuldre (1). Når de ældre skal have hjælp til at få sokker på, er det deres egen skyld, fordi de ikke har holdt sig fysisk i gang.

Det er dermed ikke et udtryk for at have levet et langt liv, som medfører fysiske gener. Når Dagmar på 80 år har båret rundt på sin syge mand igennem syv år og har arbejdet som rengøringskone igennem 37 år, er spørgsmålet, hvis ansvar den nedslidte krop er, og efterfølgende hvem der skal betale for dens pleje.

På den måde skriver aktiv aldring sig ind i en lang diskussion indenfor alderdomsforskningen om aldringens årsag, betydning og eventuelle løsning. Hvad der står klart, er dog, at der ofte er lang vej fra de bonede gulve, hvorpå aktive aldringspolitikker formuleres, til den hverdag, aktive ældre som Dagmar og Carl befinder sig i.

Forskning i de aktive

Med mit ph.d.-projekt ”Aktiv Aldring, fællesskab og velfærdsteknologi” på Center for Sund Aldring på Københavns Universitet undersøger jeg, hvordan aktiv aldring er en del af de ældres hverdag. Aktiv aldring er mere end individualisering, fysisk aktivitet og policy-programmer.

Projektet fokuserer på de aktive ældres hverdag, og hvordan de tager del i fællesskaber på aktivitetscentre, samt hvordan velfærdsteknologi (blodsukkermålere, smart homes, ældrealarmer etc.) er en del af det aktive ældreliv.

Ved at forstå aktiv aldring fra de ældres eget perspektiv viser jeg, hvordan aktiv aldring kan betyde et virvar af forskellige ting. Dette betyder også, at der er mange forskellige måder at lave aktiv aldringspolitik på; gode og dårlige, inkluderende og ekskluderende, samt mange måder at udvikle velfærdsteknologi på.

Ved hjælp af etnografiske metoder kortlægger jeg de ældres forståelse af aktiv aldring, og hvordan de praktiserer aktiv aldring. Jeg observerer og deltager i de ældres aktiviteter på to forskellige aktivitetscentre i Københavnsområdet.

Derigennem opnår jeg en sproglig og kropslig forståelse af aktiviteter som pilates, smedearbejde, banko, billard og motionstræning. Derudover interviewer jeg en del af de ældre fra aktivitetscentrene om fællesskaber, teknologibrug og det at være aktiv ældre.

Den overordnede hensigt med forskningsprojektet er at forstå, hvordan velfærdsteknologier bruges af de aktive ældre, hvilke erfaringer de har gjort sig med dem, deres holdning til dem, og hvordan de eventuelt kan blive en del af deres fællesskaber.

Robotteknologi i ældrepleje

Andrea på 75 år har hjerteproblemer, podagra og osteoporose og blev kureret for brystkræft for to år siden. Hun har fået stillet et væld af velfærdsteknologier i udsigt, ”der kan måle mit ve og vel og passe ordentligt på mig,” som hun siger. Men hun vil kun tage imod dem, hvis det er absolut livsnødvendigt. Ny teknologi virker fremmed på hende og fjerner ”nærværet og det menneskelige”.

Velfærdsteknologier præsenteres ofte som løsningen på de ældre som byrde. Hvis vi kan opfinde teknologier, der kan holde dem friske længere, og som kan pleje dem, når de får behov for det, løser vi den økonomiske byrde. Når man spørger de ældre, vil mange rigtignok også hellere lade sig vaske af en robot end af en social- og sundhedshjælper.

Der opstår imidlertid problemer, når teknologierne begynder at overtage de relationer og fællesskaber, de ser som en central del af livet.

Hvis man ikke møder lægen og sygeplejersken eller ikke kommer til genoptræning og i aktivitetscentret, fordi man kan gøre det hele via en skærm, frarøves mange ensomme ældre en af deres fysiske kontaktflader med andre mennesker. For Andrea er teknologi ikke en del af sociale relationer og ses som forurenende for samtalen og samværet.

Den travle alderdom

Mange af de ældre ser aktiviteter som en central del af deres liv og fællesskaber, men de vil selv have lov til at bestemme, hvad der defineres som en aktivitet.

Derfor skal man ikke kun understøtte pilates og anden fysisk aktivitet, men også rum, hvor man mødes omkring samvær, politisk arbejde, billard eller noget femte. Ofte gøres aktivitet automatisk til fysisk aktivitet, hvilket skaber et pres på den ældre, der ikke må slappe af og nyde sit otium.

Sofaen og fjernsynet bliver fjenden, og afslapning forbindes med dårlig samvittighed. Man skal helst have lige så travlt, som da man arbejdede, som f.eks. Lis på 73, der synes, hun nærmest fik mere travlt af at blive pensioneret. Denne form for aktiv aldring bliver et pres, og i Aktivitetsklubben er der mange reaktioner mod dette.

Her er man aktiv ældre, så længe man kommer i klubben. Det aktive ligger i at komme ud ad døren og tage del i snakken eller deltage i den frie mobning, som de kalder det. Den joviale omgangstone, kammeratskabet, den gas man giver hinanden, billard, øldrikkeri og modstanden mod at lade sig presse til at have travlt er centrale dele af fællesskabet i Aktivitetsklubben.

Aktiv aldring som samvær

Når man udvikler politik, der skal facilitere aktiv aldring, er det derfor vigtigt at gøre sig klart, at de ældre ikke er passive modtagere af fysisk aktivering.

Aktivitetsklubbens billard, gas og øldrikkeri fortsætter på trods af det store fokus på sundhed og fysisk aktivitet. I WHO’s definition på aktiv aldring er selvstændigheden og evnen til at forme eget liv netop helt central. ”Jeg vil ikke under formynderi, bare fordi jeg er gammel,” som Carl siger.

Denne evne og vilje til at forme sit eget liv bliver paradoksalt nok ofte til et problem, når den ikke passer ind i sundhedssystemets fokus på det sunde, lange og aktivt fysiske liv.

Når aktiv aldring bliver til samvær omkring druk og billard, er det en anden form for aktivitet og sundhed end den rent fysiske. Netop samværet er, for de ældre i Aktivitetsklubben, det, der gør aktiviteten meningsfuld.

Aske Juul Lassen er cand.mag. i europæisk etnologi og ph.d.-stipendiat ved Center for Sund Aldring. 

Litteratur

  1. Blaakilde AL. Kravet om aktiv aldring kan spænde ben for solidariteten. Information; 2012 (13/2).
  2. Sundhedsstyrelsen. Fysisk aktivitet og ældre. København: Sundhedsstyrelsen; 2008.
  3. World Health Organization. Active ageing: a policy framework. Geneva: WHO; 2002.
English abstract

Lassen A.J. Active aging from the elderly’s perspective. Sygeplejersken 2013;(3):62-63.

Active aging can mean many things, yet in official policy it is often reduced to encouraging older persons to remain at work and getting the elderly to exercise. The elderly have their own interpretations, however. Both the WHO’s and the EU’s focus on active aging maintain that the elderly’s independence is often an important part of active ageing. Yet just that elderly independence is occasionally cited as a problem when it is expressed as, say, drinking and billiards instead of focusing on a long, active and healthy life. The article is based on the doctoral thesis ”Active Aging, Community and Welfare Technology” and was based on an ethnographic method comprising 17 interviews lasting 1 to 4 hours and three months of participant observation at two activity centres in the Copenhagen area. The article discusses how the communities in activity centres cannot be defined by any narrow concept of active aging, but that the communities’ most important function is solidarity, and how getting out the door is often enough an activity in itself.

Keywords: Active aging, social relations, technology. 

Emneord: 
Alder
Ældre
Uddannelse
Akademikere

Fra forsker til fag: Vores artikler bliver læst og brugt

I Danmark findes ca. 120 sygeplejersker med en ph.d.- eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem og spurgt, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel. Denne gang: Selina Kikkenborg Berg.

SY-2013-03-61-1aaSelina Kikkenborg Berg er sygeplejerske, ph.d. og postdoc i Hjertecentret, Rigshospitalet, og sekundært på Hjertemedicinsk afd. P, Gentofte Hospital. Selina Kikkenborg Berg er 38 år, har en søn og bor i Vedbæk.

Hvad fik dig til at forske?
Det var et stort ønske om at forandre praksis, som fik mig ind på forskervejen. Jeg er uddannet i 1997, og da begyndte de kritiske røster overfor en erfaringsbaseret praksis, hvor ældre kollegers tips og tricks var lov.

Jeg har tårnhøje ambitioner, men jeg kan ærligt sige, at jeg er drevet af lysten til processen: den gode idé, sammensætning af forskningsgruppen, jagten på midler, gennemførelse af forsøgene, formidling på de store kongresser og oplæg til implementering. Det hele er sjovt og udfordrende.

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?

”Min ph.d.-afhandling omhandler hovedsageligt et randomiseret klinisk forsøg (COPE-ICD), hvor vi afprøver et omfattende rehabiliteringstilbud til patienter, som har fået indopereret en hjertestøder (ICD).

Det har en psyko-edukativ komponent, og det har været utrolig spændende at teste effekten af sygepleje.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?

Jeg var indskrevet i Aarhus og tog ph.d.-kurser både i Aarhus og København. Undervejs rejste jeg til Yale University i USA i et semester. Det var en rigtig god beslutning at rejse til USA.

Der mødte jeg professorer, som havde stor erfaring indenfor mit område, og de var ledere af store forskningsprogrammer og hentede mange statslige fondsmidler hjem. Der lærte jeg meget.

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?

Jeg fik finansieret min forskning dels af Rigshospitalet, men hovedsageligt af eksterne fonde. Jeg fik eksterne midler for omkring en million kroner i perioden.

Det var en fantastisk fornemmelse, når fonde gav bevillinger, når andre troede på vores idéer. Projektet opnåede støtte fra: Helsefonden, Augustinus Fonden, Novo Nordisk Fonden, Oticon Fonden, Hjerteforeningen, Tryg Fonden, A.P. Møller, Krista og Viggo Petersens Fond, DACRA og Kong Christian X’s Fond.

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?

Resultaterne af forskningen kan hentes via PubMed.

Hvordan har din forskning betydning for praksis?

Jeg oplevede noget sjovt i USA. Jeg var en tid på Emory University i Atlanta, Georgia, og besøgte i den forbindelse et hospital, hvor en sygeplejespecialist havde bedt om at mødes med mig. Hun fortalte, at hun havde etableret en klinik for unge med medfødt hjertesygdom ud fra vores model (Copenhagen Transition Program), som vi havde udviklet 4-5 år tidligere.

Det var et meget konkret bevis på, at artiklerne, vi skriver, bliver læst og brugt. Resultaterne fra ph.d.-afhandlingen vil forhåbentligt blive indarbejdet i de nationale retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen netop har indkaldt en arbejdsgruppe til at udarbejde, og vi udbyder et kursus i rehabilitering, bl.a. på baggrund af COPE-ICD-forsøget.

Hvad forsker du aktuelt i?

Jeg forsker stadig i sygeplejefaglig opfølgning og rehabilitering under og efter hospitalsindlæggelse. Fokus er på patienter med komplekse hjertesygdomme, og fem nye ph.d.-studerende arbejder nu i projektet. Men jeg er også projektleder for et nyt nationalt projekt, DenHeart.

Det er en survey-undersøgelse, som handler om, hvordan patienterne har det ved udskrivelse fra et hjertecenter i Danmark. Efter at have arbejdet med kvalitativ forskning bevægede jeg mig over i de randomiserede interventionsforsøg.

Der bliver jeg, men jeg er også ved at prøve kræfter med nationale survey-undersøgelser og registerforskning. Vores nye store projekter og kurser kan der findes oplysninger om på CopenHeart.org og DenHeart.dk.

Emneord: 
Akademikere
Uddannelse
Forskning

Forskningsbaseret viden kan bruges i praksis

Evidensbaseret praksis blev trænet i et samarbejde mellem sygeplejestuderende, kliniske vejledere og undervisere på sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg. Resultatet af træningen kommer nu præmature børn i CPAP-behandling til gode i form af soignering, aflastning og gel-behandling omkring næsen, hvilket mindsker hudproblemer.

Præmature børn får hudproblemer omkring næsen, når de behandles med CPAP. Dette var en af problemstillingerne, der blev arbejdet med i et projektsamarbejde mellem Sygeplejerskeuddannelsen Aalborg, University College Nordjylland, og fire kliniske afsnit på Aalborg Universitetshospital.

Projektet blev afviklet for fire studerende på modul 11, deres kliniske vejledere og de tilknyttede undervisere fra sygeplejerskeuddannelsen og erstattede den fastlagte studieaktivitet på modulet. 

Projektet var inspireret af de fem trin i udøvelsen af evidensbaseret praksis (1), hvor problemstillingen blev afsættet for samarbejdet mellem studerende, klinisk vejleder og underviser. Samarbejdet omfattede undervisning efterfulgt af gruppearbejde i emnerne evidensbaseret praksis, det fokuserede spørgsmål, systematisk litteratursøgning og analyse af videnskabelige artikler.

Projektsamarbejdet medførte ændringer i klinisk praksis. På baggrund af litteratursøgning og efterfølgende kritisk vurdering af en relevant videnskabelig artikel indgår systematisk soignering og aflastning kombineret med et gel-aflastningspræparat nu i plejen af præmature børn.

Det blev i samarbejdet mellem studerende, klinisk vejleder og underviser tydeligt, hvordan videnskabelig viden er brugbar i praksis. De studerende fandt det meget motiverende at deltage i et projekt, hvor resultaterne var medvirkende til at ændre procedurer i klinisk praksis.

Det blev synligt, at det at forholde sig undersøgende til praksis med udgangspunkt i videnskabelig viden kan mindske gabet mellem videnskab og praksis, hvis det sker i et samarbejde med kliniske sygeplejersker og undervisere (2).

Dét aktivt at integrere sygeplejestuderendes akademiske kompetencer i klinisk praksis har vist sig at kunne understøtte en kultur i praksis, hvor kritiske refleksioner over praksis og undersøgelse af f.eks. alternative interventionsmuligheder er naturligt (3). Dog udtaler særligt kliniske vejledere, at projektet var tidskrævende og reducerede den studerendes tilstedeværelse i klinikken med risiko for frustration hos den studerende.

Med sin form og sit indhold åbner projektet for flere perspektiver i den fremtidige tilrettelæggelse af sygeplejerskeuddannelsen. Sygeplejestuderendes aktive involvering i implementeringen af resultater fra videnskabelige artikler kan mindske barrierer for at arbejde evidensbaseret i klinisk praksis (2).

Projektets resultater har derfor medført, at vi i Sygeplejerskeuddannelsen Aalborg arbejder på tidlig introduktion til de fem trin i evidensbaseret praksis og aktiv brug af disse i klinisk praksis.

Dette forventes at kunne styrke sammenhængen mellem teori og praksis. De studerende vil opleve, hvordan forskning kan integreres i plejen af patienter.

Når studerende ikke blot undervises i evidensbaseret praksis, men er aktive deltagere i samarbejdet med kliniske sygeplejersker, ser det desuden ud til, at de kan medvirke til at mindske eventuelle barrierer over for en evidensbaseret praksis, som kan eksistere blandt kliniske sygeplejersker (2,3).  

Hanne Clement Axelsen er studiekoordinator for sygeplejerskeuddannelsen, Aalborg Sygehus. Iben Bøgh Bahnsen er lektor på Sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen University College Nordjylland i Aalborg; ibb@ucn.dk

Mette Braad Nielsen er lektor og studievejleder på Sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen University College Nordjylland i Aalborg.

Litteratur

  1. DiCenso A, Ciliska D, Marks S et al. Introduction to Evidence-Based Nursing [Internet]. Toronto: KT Clearinghouse [cited 2012 Mar 29]. Available from: http://ktclearinghouse.ca/cebm/syllabi/nursing/intro Besøgt d. 22.01.13.
  2. Moch SD, Cronje RJ, Branson J. Part I. Undergraduate Nursing Evidence-Based Practice Education: Envisioning the Role of Students. J Prof Nurs 2010;26(1):5-13.
  3. Moch SD, Cronje R. Part III. Reenvisioning Undergraduate Nursing Students as Opinion Leaders to Diffuse Evidence-Based Practice in Clinical Settings. J Prof Nurs 2010;26(1):23-8.
Emneord: 
Forskning
Akademikere
Uddannelse
Ungdom
Barn
Hud

Boganmeldelser

Læs den udgave af Sygeplejerskens boganmeldelser her.

Nyttig for både den erfarne og novicen

Grethe Andersen, Dorte Damgaard, Hysse Forchhammer og Helle K. Iversen (red.)

Apopleksi – sygdom, behandling og organisation

Munksgaard 2012

357 sider – 298 kr.

SY201303bogErfaringer viser, at det er vigtigt med en samlet  tværfaglig indsats i en praksis, hvor fokus er øget  kvalitet i behandling og pleje af syge mennesker.

Den faglige specialisering på hospitalerne og i  primærsektor skal sikre en bedre sammenhæng i  patientens forløb, og denne sammenhæng kræver,  at det tværfaglige team har viden om hinandens  opgaver og kompetencer.

Netop dette aspekt har  forlaget og redaktørerne af bogen ”Apopleksi –  sygdom, behandling og organisation” inddraget i  fin stil. Både læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter,  sygeplejersker, logopæder samt neuropsykologer  er blandt forfatterne til de mange forskellige  kapitler, hvilket gør bogen interessant at læse for  alle tværfaglige professioner, der arbejder tæt med patienter, som  har pådraget sig en apopleksi.

 Formålet med bogen er at give en samlet, opdateret fremstilling  af den omfattende nyere viden indenfor apopleksi. Det leveres flot  af forfatterne, som alle har bred klinisk erfaring.

Bogen beskriver omhyggeligt den normale hjerne, hjernens  patofysiologi, symptomer og udredning ved apopleksi samt akut  medicinsk og kirurgisk behandling.

Derudover beskæftiger bogen  sig med rehabilitering efter apopleksi, både i hospitalsregi og i  primærsektor.

Endelig beskrives kvalitetsarbejdet set i lyset af den  rivende udvikling, der har været indenfor behandling af apopleksi  og den sekundære forebyggelse af en ny apopleksi. 

En af udfordringerne ved at skrive en bog, hvor målgruppen er  alle indenfor sundhedsvæsenet, som arbejder med apopleksipatienter,  må være at skabe den nødvendige, interessante  bredde.

Men netop fordi bogen skal betragtes  og i øvrigt fungerer ganske udmærket som opslagsbog,  lykkes det på en rigtig fin måde. At den fungerer som opslagsbog  betyder, at den er brugbar både for den erfarne professionelle  og for novicen.

Selvom niveauet i nogle afsnit tydeligt henvender  sig til den erfarne, imødekommes den mindre erfarne læser af forklarende  illustrationer.  Bogen er inspirerende og yderst nyttig for både den erfarne og  uerfarne sygeplejerske.

Det gælder de afsnit, som er relateret direkte  til sygeplejen, men i høj grad også bogens tværfaglige del,  som indsigtsfuldt og inspirerende giver læseren mulighed for at  lære om, af og med andre professioner til gavn for sammenhængen  og kvaliteten i patientforløbene. 

Af Rikke Lohmann Larsen, koordinerende klinisk vejleder, Neurologisk afdeling, Glostrup Hospital. 

Gravide kan med fordel rejse sig fra sofaen

Bente Klarlund Pedersen

Graviditet & Motion

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

176 sider – 249,95 kr.

SY201303bog2Der eksisterer mange myter  om graviditet og motion,  og holdningerne spænder  vidt, fra at motion er  vældig godt for mor og  barn, til at motion under  graviditeten er meget risikofyldt.

Bente Klarlund  Pedersen ønsker med denne  bog at møde myterne  med den viden, der er tilgængelig  på området og at  give gode råd til gravide om, hvordan man kan holde sig fysisk aktiv  under graviditeten.

Der er råd til den  gravide, som er bange for, at motion vil  øge risikoen for abort, hende, der er vant  til at være meget fysisk aktiv og gerne vil fortsætte med at være aktiv under graviditeten,  og til hende, der foretrækker at sidde  i sofaen.

Sidstnævnte skal  gravide helst ikke opholde  sig for meget i.

Bente Klarlund  Pedersen fremlægger  undersøgelsesresultater, der påviser, at  gravide i god fysisk form har færre fødselskomplikationer  og sjældnere får foretaget  kejsersnit end gravide, som har været  inaktive under graviditeten.

Andre undersøgelser  viser, at fysisk aktive gravide har  færre graviditetsgener end ikke aktive. Det  er dog ikke al sport og motion, som kan anbefales.  Bogen gennemgår, hvilke motionsformer  man skal undgå, og hvilke der kan  anbefales.

Der er gode råd til den gravide,  som ikke har været vant til at dyrke motion  og gerne vil i gang under graviditeten. Der  er anvisning på øvelser til afhjælpning af  graviditetsgener, og anvisninger på, med  hvilken intensitet motion kan dyrkes undervejs  i graviditeten. 

Bogen er overskuelig med korte kapitler og korte afsnit med overskrifter, som giver  guidelines til indholdet. Den er letfordøjelig  og kan fortæres af alle med lyst til at  erhverve viden om graviditet og motion  og/eller med lyst til at styrke formen inden fødslen.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune. 

 Fængende bog om fokusgruppeinterview

 Kirsti Malterud

Fokusgrupper som forskningsmetode i medisin og helsefag

Universitetsforlaget Oslo 2012

168 sider – 415 kr.

SY201303bog3Med baggrund i erfaringer indenfor sundhedsfaglig  forskning gennem godt 25 år har  den norske professor Kirsti Malterud skrevet  denne fængende hands-on-bog om fokusgruppeinterview.  Bogen henvender sig til alle, som arbejder  med og interesserer sig for fokusgruppeinterview  i en sundhedsfaglig sammenhæng.

Der lægges særlig vægt på, at det enkelte  menneskes perspektiver udgør en sandhed  i sig selv. Den kvalitative forskningsmetode  får hermed en forfriskende og bredere rækkevidde  i den medicinske hverdag.

Med budskabet om at fokusgruppeinterview  kan anses som en selvstændig og  fyldestgørende videnskabelig undersøgelsesform,  fremhæves metoden som egnet i  forskning, hvis genstandsfelt er: Meningsindhold, som det opleves af personer i sin  naturlige sammenhæng.

Bogen giver anvisninger på arbejdet med  fokusgrupper, og væsentlige facetter af arbejdets processer bliver fremhævet.  Tonen i bogen er inspirerende, og beskrivelserne  af Malteruds egne forskningsmæssige erfaringer kombineres med henvisninger  til andre internationalt anerkendte  forskere, som har solide erfaringer indenfor  feltet.

Præsentationen bygger  på en opfattelse af, at  data af god kvalitet fra fokusgrupper  kan give muligheder  for at fortælle troværdige historier, der kan gøre  en forskel i praksis. 

Bogen udgøres af fem dele, som fører læseren gennem  forskningsarbejdet: afsæt, lanlægning, dataindsamling,  analyse og publicering  af resultater. Desuden er der en kort beskrivelse af det kritiske  teoretiske afsæt, som Malteruds egen  forskning er baseret på.

Forskningsfaserne er fremsat i et letforståeligt  sprog og med konkrete eksempler, der fremstiller arbejdet med fokusgrupper  som en levende, nærværende og dynamisk  proces.

Dog skal det siges, at læseren formentlig vil få brug for at hente mere fyldestgørende  anvisninger på analysearbejdet  andre steder. 

Forskerens kompetencer i form af metodiske  og kommunikative værktøjer sættes i  direkte relation til mulighederne for at lære  at tænke anderledes og reflektere indenfor et felt. Samtidig udtrykkes  der stor respekt for, at informanter investerer tid i at  fortælle deres historie i fokusgrupper,  og der sættes fokus på de etiske  aspekter, som er knyttet til metoden. 

Det beskrives både, hvor fokusgrupper  kan bruges, og hvor de ikke vil være egnede. 

God læselyst med denne bog, som er en  vejledende appetitvækker for alle, som ønsker  en let og virkelighedsnær indføring i  arbejdet med fokusgrupper. 

Det norske afsæt burde ikke forstyrre den danske læser i nævneværdig grad. 

Af Charlotte Simonÿ, ph.d.-studerende, sygeplejerske, cand.pæd.

Emneord: 
Uddannelse
Akademikere

Forskning - fundamentet for udvikling af sygeplejen

En kortlægning af forskningskompetence på hospitalsområdet udarbejdet af DASYS' Forskningsråd viser, at der er risiko for spredt fægtning indenfor sygeplejeforskning. Mange forskere sidder isoleret uden direkte samarbejdsrelationer til postdocs, og der synes at være få akademisk uddannede sygeplejersker til vurdering og efterfølgende implementering af forskningsresultater.

DASYS’ (Dansk Sygeplejefagligt Selskab) Forskningsråd valgte i 2011 at sætte særligt fokus på sygeplejeforsknings nytteværdi bl.a. ved en konference i november, som blev gennemført i samarbejde med DASYS’ Uddannelsesråd. Det var der flere gode grunde til. For det første kræves det af sundhedsvæsenet, at ydelserne er evidensbaserede indenfor alle felter. Evidensbaseret praksis forudsætter dels forskning, der leverer evidensen, dels at forskningsresultaterne implementeres i praksis.

For det andet var temaet påtrængende for Forskningsrådet, fordi arbejdet med at få integreret sygeplejeforskning som en nødvendig og væsentlig del af sundhedsforskning stadig er en udfordring. For at kunne legitimere samt ikke mindst få finansieret et forskningsområde er det nødvendigt at kunne dokumentere forskningens nytteværdi.

Temaet er ikke kun relevant på nationalt plan. Også på den internationale bane drøftes sygeplejeforskningens bidrag til klinisk praksis, og tidsskriftet International Journal of Nursing Studies viede i 2009 et helt nummer til spørgsmålet om sygeplejeforskningens impact (1). Allerede i 2006 stillede en af tidsskriftets redaktører følgende spørgsmål i en leder:

”I raise the question of whether nursing research, from a societal perspective, is needed and if so, for what purpose and for the benefit of whom?” (2).

Dette fyndige spørgsmål kan synes retorisk, men er i allerhøjeste grad nødvendigt at stille, hvis vi skal sikre sygeplejen en plads i sundhedsforskning. Nytteværdien af forskning viser sig i en forbedret klinisk praksis ud fra et patientperspektiv og/eller et økonomisk samfundsperspektiv. Altså ved evnen til at forandre klinisk sygeplejepraksis.

Forskning skal være praksisnær

Vi står ved et vadested i sygeplejevidenskaben, hvor det er påkrævet at skærpe fokus på forskning, som kan demonstrere åbenlys værdi for brugere, ejere (ministeriet, regioner og kommuner) og fondsadministratorer. Det er tiltagende vanskeligt at skaffe finansiering af forskning, og vi er i konkurrence med forskningsfelter med skarpere definerede forskningstraditioner, hvor det er mere entydigt, om det er den afprøvede intervention, der har virket eller ej. Finansiering forudsætter anerkendelse, og forskning i professionsområder, der ikke er anerkendt som vigtige for sundhedsvæsenet og samfundet, vil have vanskeligt ved at opnå finansiering. Selvom der er fremgang i etableringen af forskningsrelaterede stillinger for sygeplejersker i det kliniske felt, har vi fortsat en udfordring med at få ørenlyd og pladser i politisk-strategiske forskningsfora, hvilket igen har indflydelse på finansieringsmulighederne. Der ligger således en udfordring for forskere også inden for sygeplejen mht. at levere forskningsresultater, der kan implementeres i klinisk praksis med sigte på øget kvalitet i plejen af patienter og borgere. Dette indebærer praksisnær forskning, hvor resultaterne tænkes implementeret i praksis.

Forskning, der ændrer praksis, forudsætter sygeplejersker med forskningskompetence i praksisfeltet. DASYS’ Forskningsråd besluttede derfor at undersøge, hvordan det så ud med forskningskompetencen i Danmark i første omgang i hospitalssektoren, se tabel 1 side xx. Tabellen er resultatet af denne undersøgelse, som er gennemført fra september 2011 til april 2012.

Store variationer

Spørgeskemaerne blev udsendt efter en liste over de øverste ledere af sygeplejen på det enkelte hospital.

Spørgeskemaet blev sendt ud til 28 personer, og 24 har besvaret (86 pct.). Resultaterne skal tages med forbehold, da ikke alle har svaret på alle spørgsmål, og nogle af de store hospitaler ikke har kunnet svare for alle deres afdelinger bl.a. pga. fusionsprocesser. Desuden er det et problem, at vi spørger om antallet af f.eks. kandidater og ph.d.-studerende, da der blandt de registrerede kan være tale om samme person med både en kandidatgrad og en ph.d.-grad.

Som man kan se af tabellen, er der ikke nogen given sammenhæng mellem antallet af sygeplejersker og antallet af sygeplejersker med akademiske grader. Spørgeskemaundersøgelsen antyder, at der i forhold til forskerkompetencer er tale om meget store variationer i antallet af akademiske sygeplejersker i forhold til det samlede antal sygeplejersker ansat på de enkelte hospitaler. Videre synes der at være en vis geografisk variation, hvor den østlige del af Danmark har den laveste andel af akademisk uddannede sygeplejersker. Endelig synes der at være tendens til forskelle i prioriteringen af tilstedeværelsen af forskningskompetencer mellem psykiatrisk og somatisk sygepleje.

Synlige karriereveje ønskes

Med afsæt i undersøgelsen tegner der sig et billede af, at der indenfor sygeplejeforskningen er risiko for spredt fægtning. Mange sidder isoleret uden direkte samarbejdsrelationer til postdocer, og der synes at være få akademisk uddannede sygeplejersker til vurdering og efterfølgende implementering af forskningsresultater. DASYS’ Forskningsråd vil derfor pege på nødvendigheden af at etablere synlige karriereveje og stillingsstrukturer med henblik på at kvalificere forskningsindsatsen. Ligeledes finder vi det nødvendigt, at forskende sygeplejersker prioriteres i overenskomstforhandlinger, så et karriereforløb i forskning bliver lige så attraktivt som et tilsvarende i ledelse.

Fragmenteret forskning

Tendenserne i spørgeskemaundersøgelsen stemmer overens med tidligere undersøgelser. Her peges på, at sygeplejeforskningen såvel i Danmark som i Europa i overvejende grad er fragmenteret og præget af enkeltstående projekter (2). Meget ofte arbejder forskere alene eller side om side med forskere, der arbejder med et andet forskningstema, og ofte undersøges problemstillinger lokalt i en enkelt kontekst (ibid.). Mange er desuden juniorforskere med få år på bagen efter erhvervelse af deres ph.d.-grad. Der er derfor brug for sygeplejefagligt lederskab samt fyrtårne i form af erfarne forskere, og der er brug for at tænke i større forskningsindsatser i form af strategiske og gerne tværfaglige forskningsprogrammer.

Inspireret af ovennævnte leder satte DASYS’ Forskningsråd derfor i 2012 fokus på forskningsprogrammer samt nationalt og internationalt forskningssamarbejde. Multicenterstudier og kollaborative forskningsinitiativer, såvel mono- som tværdisciplinære, er en af måderne at drage nytte af akademiske og forskningsmæssige kapaciteter og ressourcer og derved opnå den nødvendige tyngde i form af forskningsekspertise og kritisk masse til at kunne frembringe solid forskning, hvilket er nødvendigt i konkurrencen om tildeling af forskningsmidler.

Vi vil gerne takke deltagerne, fordi de ville bruge tid på at besvare spørgeskemaet. Vi påtænker at gennemføre en opfølgning af undersøgelsen og vil da medtage de gode kommentarer, vi har fået i forbindelse med dette første forsøg på en landsdækkende kortlægning af graden af akademisering af sygeplejen i sekundær sektor. Vi har et ønske om også at inkludere primær sektor i opfølgningen. 

Tabel 1. Akademisk uddannede sygeplejersker

Oversigten afspejler det indberettede antal af akademisk uddannede sygeplejersker ansat på de respektive hospitaler primo 2012. 

Hospital

Antal spl.

Ph.d.

Ph.d.- stud.

MKS

Cand.cur.

MPH

Cand.s.s.

Cand.pæd.

Cand.soc.

M.pæd.

Andet

Aarhus

3488

8

13

12

22

2

11

1

1

7

21

Thy Mors

334

0

0

3

0

0

0

0

0

0

Filadelfia

154

0

1

0

0

0

0

0

1

2

Aalborg

3000

4

6

8

1

0

1

1

2

0

Hospitalsenh. Midt

947

5

11

6

2

0

1

0

3

9

Ballerup

190

0

0

1

2

1

0

0

3

7

Herning m.m.

1314

1

3

4

1

3

0

0

0

34

RH

3500

8

24

34

15

13

6

3

16

12

Horsens

630

1

1

4

2

1

0

0

0

Herlev

1480

2

5

2

4

3

1

0

4

11

Randers

729

0

7

1

0

0

0

1

18

Gentofte

800

2

3

3

9

3

0

2

0

12

9

Hillerød

1161

0

1

3

4

2

3

1

0

6

35

Sønderjyll.

1050

1

3

1

2

2

0

0

0

92

Bispebjerg

1139

1

6

4

5

2

1

0

6

63

Hvidovre

1170

2

2

6

3

3

3,5

0,5

4

34

Glostrup

640

2

2

0

3

2

3

0

0

3

8

Psyk. Nordjyl.

268

0

1

1

1

1

0

2

0

0

Odense

3136

8

22

31

39

12

4

45

Psyk. Region Sj

440

1

1

1

4

Psyk. Region H

1118

1

3

8

3

6

4

2

0

13

135

Region Sj Nord

1170

3

1

5

3

0

2

3

0

16

27

Region Sj Syd

1942

0

3

17

3

1

2

1

0

0

Psyk. Region M.

581

0

1

6

9

2

4

5

1

1

7

  

Forskningsrådets medlemmer og forfattere til artiklen:

  • Ingrid Poulsen, sygeplejerske, dr.med.sci., leder af Forskningsenheden, Afdeling for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade, Glostrup Hospital.
  • Leanne Langhorn, klinisk sygeplejespecialist, cand.cur., ph.d., Neurokirurgisk Afdeling NK, Aarhus Universitetshospital.
  • Marianne Jensen, chefsygeplejerske, MPH, Regionshospitalet Randers.
  • Ole Toftdahl Sørensen, ledende oversygeplejerske, MPP, Hæmatologisk Afdeling, Sygehus Nord, Roskilde.
  • Malene Terp, sygeplejerske, cand.cur., ph.d.-stud., Aalborg Psykiatriske Sygehus.
  • Lena Aadal, forskningsansvarlig sygeplejerske, cand.cur., ph.d., Forskningsenheden, Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
  • Marianne Eg, klinisk sygeplejespecialist, MScN, Børneafdelingen, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt.
  • Elizabeth Emilie Rosted, udviklingssygeplejerske, ph.d.-stud., Medicinsk Afdeling, Amager Hospital.
  • Mette Trads, udviklingssygeplejerske, MKS, ph.d.-stud., Ortopædkirurgisk afd., Regionshospitalet Randers.
  • Tove Lindhardt, MScN, dr.med.sci., seniorforsker, Afdeling O, Herlev Hospital. 

 Litteratur

  1. Hallberg IR. Moving nursing research forward towards a stronger impact on health care practice? International Journal of Nursing Studies. 2009; (46):407-12.
  2. Hallberg IR. Challenges for future nursing research: Providing evidence for healthcare practice. International Journal of Nursing Studies. 2006; (43):923-7.
English abstract

Poulsen I, Aadal L, Eg M, Jensen M et al. Research is a precondition for furthering nursing. Sygeplejersken 2013;(01):63-5.

Dasys Research Council is tasked with identifying factors that impact research in nursing and implementing research results in practice. Thus, one of the Research Council's activities has been to study the nationwide extent of specialist nurses and nurses active in research. A survey was therefore carried out at Danish somatic and psychiatric hospitals. The survey showed a tendency towards a lack of overarching research structures at many sites. Individual researchers are often isolated and without direct collaboration with established research centres, and there seems to be few academically trained nurses to evaluate, and then implement, research results. The Research Council therefore emphasises the need to establish visible career paths and occupations with a view to qualifying research efforts. Similarly, we find it necessary to prioritise nurses conducting research in collective bargaining such that a research career path becomes as attractive as a corresponding one in management. 

Keywords: Dasys Research Council, research, career paths. 

Emneord: 
Forskning
Akademikere
Samarbejde

Organisering af evidensbaseret klinisk sygepleje og uddannelse

Sygeplejen skal baseres på evidens, det er kravet. Organisering af sygepleje og uddannelse må derfor tilrettelægges, så udvikling og brug af kliniske retningslinjer bliver integreret i dagligdagen. Artiklen beskriver den model arbejdet organiseres efter på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i København.

Hvis dansk sygepleje skal efterleve kravene om at praktisere en kvalificeret evidensbaseret sygepleje og uddannelse, som det fordres i Den Danske Kvalitetsmodel (1) og i Bekendtgørelsen til Sygeplejerskeuddannelsen (2), fordrer det, at vi får skabt overensstemmelse mellem kravene og det, der reelt praktiseres i klinisk sygepleje og i uddannelsen. 

Da vi i 2006 etablerede ”Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje” på Bispebjerg Hospital, blev de ledende sygeplejersker spurgt: ”Hvis vi skal forske, er det så ikke ensbetydende med, at vi vil udvikle en evidensbaseret sygepleje? For hvorfor ellers forskning?

Med udgangspunkt i disse spørgsmål opstod en spirende motivation for udvikling af evidensbaseret sygepleje. Inden da var udviklingen af evidensbaserede kliniske retningslinjer druknet i drift og i opfattelsen af, at det var et både fagligt og tidsmæssigt for udfordrende og ressourcekrævende arbejde. Det dilemma er tiltagende aktuelt på de danske hospitaler, som endnu ikke har besluttet, hvordan de konkret skal organisere og gennemføre kravene om udvikling af evidensbaseret sygepleje (1,2).

Artiklen har derfor til formål at beskrive, hvorfor og hvordan vi på Bispebjerg Hospital har organiseret den sygeplejefaglige udvikling i bestræbelserne på at blive mere målrettede, klare og systematiske i udvikling og implementering af evidensbaseret viden i klinisk sygepleje og uddannelse.

Evidensbaseret sygepleje – en definition

Evidensbaseret sygepleje kan beskrives som en samvittighedsfuld, eksplicit og velovervejet anvendelse af forskningsbaseret viden suppleret af andre former for erhvervet viden, som ud fra patientens erfaringer og prioriteringer samt de tilstedeværende ressourcer kan danne grundlag for klinisk sygepleje (3,4).

At arbejde evidensbaseret indebærer for os, at sygeplejersken integrerer sine personlige, etiske og æstetiske kundskaber med den bedst tilgængelige viden fra systematisk forskning koblet med patientens og sygeplejerskens situationsbestemte præferencer og overvejelser samt prioriterer i forhold til de tilstedeværende ressourcer (3,5) (se figur 1).

SY-2012-05%20(25)

Arbejdet baseres på Stevens model og Fineout-Overholts idéer (6) om transformation af evidensbaseret viden. Målet er at udarbejde og implementere nationale og med tiden også internationale kliniske retningslinjer, som kan anvendes af klinikere og patienter, når de skal træffe beslutninger om, hvad der er den passende og korrekte sundhedsfaglige ydelse.

Arbejdet indebærer en holdning og en vilje til at anvende de bedst tilgængelige videnskabelige resultater som grundlag for sygeplejen. Det er samtidig en proces, hvor man systematisk sammenfatter, kvalitetsvurderer, bedømmer, fortolker og udnytter disse resultater (7).

Forskning i sygepleje og anvendelse af forskningsresultater er ifølge Dansk Sygeplejeråd således fundamentet for sygeplejens faglige udvikling (8). Samtidig er kvalitet i sygepleje betydende for øget jobtilfredshed og trivsel samt for fastholdelse og rekruttering af dygtige sygeplejersker (9,10). Region Hovedstadens målsætning er et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Den målsætning stiller store krav til den tværfaglige og monofaglige indsats. Bispebjerg Hospitals strategi på kvalitetsområdet indeholder derfor målsætninger om fokuseret tværfaglig indsats for at øge sikkerheden og kvaliteten af den sundhedsfaglige ydelse, der tilbydes regionens borgere.

I tråd hermed fremgår det af Bekendtgørelsen om Sygeplejerskeuddannelsen, at: ”§ 6. Nationale og internationale forskningsresultater fra det sygeplejefaglige område og andre fagområder, der er relevante for professionen, integreres i størst muligt omfang i undervisningen” (3).

Ifølge bekendtgørelsen påhviler ansvaret for den kliniske forskningsbaserede uddannelse hospitalerne. Det indebærer, at den kliniske uddannelse skal opbygges og gennemføres med fokus på at lære og udføre evidensbaseret sygepleje.

Landets hospitaler må derfor af kvalitetsmæssige og uddannelsesmæssige årsager udvikle og implementere evidensbaserede kliniske retningslinjer om centrale kliniske spørgsmål. Det fordrer ansættelse af sygeplejersker, typisk med kandidat- eller eventuelt mastergrad, som er kompetente til at søge og analysere videnskabelig litteratur, forestå udarbejdelsen af de kliniske retningslinjer, medvirke i implementeringen af den eksisterende viden og eventuel udarbejdelse af audit.

Hospitalerne har desuden brug for forskere, som kan udvikle ny viden om de kliniske spørgsmål, der endnu ikke findes viden om på de internationale databaser. Det indebærer, at vi ikke længere kan se forskning som en elitær beskæftigelse, men i stedet erkender, anerkender og understøtter, at udvikling og implementering af forskningsbaseret viden er grundlaget for udførelsen af en kvalificeret evidensbaseret sygepleje og uddannelse.

Organisering, udvikling og implementering af evidensbaserede kliniske retningslinjer fordrer, at vi organiserer, målretter og systematiserer den faglige udvikling på hospitalerne og i kommunerne. Men det betyder, at de eksisterende ressourcer skal målrettes arbejdet, herunder at der afsættes ressourcer til udvikling af de nødvendige videnskabelige kompetencer. En del af de ressourcer, der anvendes, vil antageligt kunne spares ved øget fastholdelse og rekruttering af dygtige sygeplejersker, sådan som det har vist sig på de amerikanske magnethospitaler (9,10).

Af faglige og personalemæssige årsager har vi på Bispebjerg Hospital derfor søgt inspiration og viden på de amerikanske ”Magnet konferencer” og haft studiebesøg på ”John Hopkins Hospital”, som er magnetcertificeret. Desuden samarbejder vi med Center for kliniske retningslinjer ved Aarhus Universitet.

Efter en række møder, kurser og workshopper om fokuserede spørgsmål, litteratursøgning og udvikling af evidensbaserede kliniske retningslinjer og kliniske satsningsområder for sygeplejeforskning var gruppen af ledende og kliniske oversygeplejersker tiltagende motiverede for, at de eksisterende ressourcer blev anvendt mere målrettet til udvikling og implementering af evidensbaserede kliniske retningslinjer relateret til udvalgte fokuserede kliniske spørgsmål.

Man ønskede desuden, at den udviklede viden skulle indgå i den præ- og postgraduate kompetenceudvikling på hospitalet.
Vi etablerede derfor et koordinationsudvalg samt fire strategiudvalg; et for sygeplejeforskning, et for kliniske retningslinjer samt et for henholdsvis præ- og postgraduat uddannelse, som i fællesskab er ansvarlige for hospitalets overordnede udvikling af evidensbaseret sygepleje (se figur 2).

Udvalgenes arbejde baseres på vores ”Strategi for udviklingen af en evidensbaseret sygepleje på Bispebjerg Hospital 2009-2012”. Strategiens indhold og udarbejdelsen af den præsenteres i en efterfølgende artikel.

Som et led i fusionen med Frederiksberg Hospital er sygeplejerskerne derfra blevet involveret i det strategiske arbejde på lige fod med sygeplejerskerne på Bispebjerg Hospital.

Koordinationsudvalgets opgaver

Koordinationsudvalget består af en vicedirektør (formand), de fire strategiudvalgsformænd, personalechefen, kvalitetschefen og tre ledende oversygeplejersker. Formændene for strategiudvalgene for kliniske retningslinjer og postgraduat uddannelse er kliniske oversygeplejersker.

Den sygeplejefaglige forskningsleder er formand for udvalget for sygeplejeforskning. Formand for det prægraduate udvalg er den udviklingskonsulent, som er ansvarlig for tilrettelæggelsen af sygeplejerskeuddannelsen.

De tre ledende oversygeplejersker, som er medlemmer af koordinationsudvalget, skal i samarbejde med de øvrige oversygeplejersker medvirke til, at den ledelsesmæssige forankring af hospitalets strategi for evidensbaseret klinisk sygepleje implementeres i de enkelte afdelinger. Strategiudvalgenes øvrige medlemmer er ledende og kliniske oversygeplejersker, kliniske vejledere samt afdelingssygeplejersker.

Koordinationsudvalgets kommissorium indebærer, at udvalget skal:

  • initiere den fortsatte udvikling af hospitalets sygeplejefaglige udvikling for derved at medvirke til en høj faglig kvalitet i det samlede patientforløb
  • sikre den overordnede prioritering og koordinering af den sygeplejefaglige indsats, således at den understøtter hospitalets aktuelle og fremtidige opgaver, mål og strategier
  • sikre, at den sygeplejefaglige indsats koordineres med tværgående og tværfaglige indsatser lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.

SY-2012-05%20(26)

K

ompetenceudvikling via interne kurser

Arbejdet med udvikling og implementering af de kliniske retningslinjer skal foregå i en positiv og udviklende proces baseret på de ansvarlige ledende og kliniske oversygeplejerskers motivation, viden og prioritering af tilstedeværende ressourcer. Forskningsenheden og Strategiudvalget for sygeplejeforskning skal medvirke til udviklingen af sygeplejerskers og studerendes videnskabelige kompetencer.

At udføre en kritisk litteraturanalyse af videnskabelige artikler og udarbejdelsen af kliniske retningslinjer kræver akademiske kompetencer svarende til en kandidatgrad. Det er derfor oplagt, at sygeplejersker, som har disse kompetencer, får ansvaret for udviklingen af kliniske retningslinjer.

Men flere kliniske oversygeplejersker har initialt været skeptiske over for at påtage sig ansvaret for udviklingen af kliniske retningslinjer, idet de havde behov for at udvikle deres videnskabelige kompetencer specifikt relateret til udvikling af kliniske retningslinjer.

Forskningsenheden har derfor etableret interne kurser om evidensbaseret sygepleje, udarbejdelse af fokuserede spørgsmål, litteratursøgning, analyse af kvalitative og kvantitative undersøgelser, statistik og udarbejdelse af kliniske retningslinjer.

Formændene for de arbejdsgrupper, som er ved at udarbejde kliniske retningslinjer, tilbydes desuden deltagelse i et tværgående fælles fagligt forum, hvor spørgsmål i relation til udarbejdelsen af kliniske retningslinjer drøftes og afklares. Desuden tilbydes de ledende sygeplejersker afdelingsspecifik organisatorisk og/eller faglig vejledning med fokus på initiering og organisering af arbejdet samt udviklingen af en evidenskultur.

Vores mål er, at udviklingsprocessen kan foregå i en motiverende og fælles proces, så sygeplejerskernes fagidentitet, fællesskab, arbejdsglæde og stolthed styrkes. Vi har derfor søgt at opbygge en organisation, hvor kompetencer og ressourcer udnyttes og udvikles optimalt i tæt samarbejde mellem forskere, klinikere og fagets ledere. Indtil nu har vi prioriteret at anvende en væsentlig del af forskningsenhedens ressourcer til formålet. Men målet er, at samtlige afdelinger skal have ansat en forsker til at understøtte dette arbejde og skabe sammenhæng mellem evidensbaseret sygepleje og forskning.

På den baggrund skal nogle funktionsbeskrivelser og stillingskategorier antageligt revurderes, så der skabes balance mellem opgaverne og de ledelsesmæssige, kliniske, pædagogiske og videnskabelige kompetencer, det er nødvendigt at udvikle eller rekruttere for at udføre evidensbaseret sygepleje. I bestræbelserne på at optimere udvikling og godkendelse af kliniske retningslinjer er en konsulent fra forskningsenheden medlem af udvalget for kliniske retningslinjer, og denne udvalgsformand er medlem af udvalget for sygeplejeforskning.

Til at understøtte arbejdet har Strategiudvalget for kliniske retningslinjer som kommissorium at:

  • udarbejde og revidere ”Vejledning til udarbejdelse af evidensbaserede kliniske retningslinjer”
  • sikre overensstemmelse mellem skabeloner og tjeklister, der anvendes ved udarbejdelsen af kliniske retningslinjer på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Center for Kliniske Retningslinjer, i Sundhedsstyrelsen og i internationale godkendte institutioner
  • udarbejde og opdatere procedurer for godkendelse af kliniske retningslinjer, som er udarbejdet lokalt, regionalt, nationalt eller internationalt
  • samarbejde med Center for Kliniske Retningslinjer.

Strategiudvalget for postgraduat uddannelse har som kommissorium at medvirke til

  • at kompetenceudviklingsaktiviteterne for plejepersonalet understøtter hospitalets aktuelle og fremtidige opgaver
  • at hospitalet kontinuerligt udvikler og udbyder kompetenceudviklingsaktiviteter, som understøtter de ansattes individuelle behov og potentialer.

Strategiudvalget for prægraduat uddannelse skal medvirke til at kvalitetssikre den kliniske undervisning i sygeplejerskeuddannelsen, så den understøtter Bekendtgørelsen for Sygeplejerskeuddannelsen (2) samt studieordningernes bestemmelser.

Udvalget skal medvirke til, at hospitalet kontinuerligt udbyder og udvikler et attraktivt uddannelsesmiljø, der bidrager til fastholdelse og rekruttering af studerende og nyuddannede sygeplejersker.

At udvikle sygeplejen fra at være et håndværk mod at blive en evidensbaseret praksis har været en mere omfattende og langvarig proces end først antaget. Men ingen tvivl om, at vores procesorienterede strategiske arbejde samt det, at vi i organisationen har ansat sygeplejersker med de nødvendige videnskabelige kompetencer, har været en grundlæggende forudsætning.

Samtidig har arbejdet stillet betydelige krav til de ledende oversygeplejersker, som reelt har ansvaret for, at intentionerne realiseres på afdelingsniveau. Det er lykkedes for de fleste, som i højere grad end tidligere har mestret at balancere mellem faglig og driftsmæssig ledelse og herunder prioritere ressourcerne til den afdelingsspecifikke organisering og udvikling af evidensbaserede kliniske retningslinjer og implementering af viden som et led i en styrket kvalitetsudvikling, rekruttering og fastholdelse.  

Det kan være vanskeligt i en meget driftsorienteret organisation og kultur. Men hvad er alternativet? At gøre, som vi plejer, uden optimal sandsynlighed for, at vi gør det bedst mulige første gang og hver gang.

Susan Rydahl-Hansen er forskningsleder, Forskningsenheden for klinisk sygepleje, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Litteratur

  1. http://www.ikas.dk/ > Hvad-er-Den-Danske-Kvalitetsmodel--DDKM.aspx . (05.01.2012)
  2. Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 113 af 19. februar 2001. Undervisningsministeriet; 2001.inkl. BEK nr.232 af 30/03/2001 – revideret august 2006.
  3. Cullum N, DiCenso A, Ciliska D. Evidence-based nursing – an introduction. Nursing Standard. 1997;11(28):32-3.
  4. Melnyk BM, Fineout-Overholt (ed). Evidence-Based Practice in Nursing & Healthcare. Lippincott Williams & Williams. Philadelphia 2005.
  5. Carper B. Fundamental Patterns of Knowing in Nursing. Advances in Nursing Science. 1978;(1):13-23.
  6. Fineout-Overholt E, Cox J, Robbins B, Gray YL. Teaching Evidence-Based Practice. I: Melnyk BM, Fineout-Overholt (ed). Evidence-Based Practice in Nursing & Healthcare. Lippincott Williams & Williams. Philadelphia 2005: 417-41.
  7. Willmann A et al. Evidensbaseret sygepleje. Gyldendal 2. udgave. 2006.
  8. Dansk Sygeplejeråd. Et stærkt fag i udvikling 2009. www.dsr.dk dokumenter > Et stærkt fag i udvikling 04.04.12
  9. Kramer M, Schmalenberg CE. Magnet hospital nurses describe control over nursing practice. West J Nurs Res. 2003 Jun;25(4):434-52.
  10. Aiken LH, Havens DS. The Magnet Nursing Services Recognition Program. A comparison of Two Groups of Magnet Hospitals. American Journal of Nursing 2000;100(3):26-35.
English abstract

Hansen SR. The development of evidence-based clinical nursing and training at a university hospital. Sygeplejersken 2012;(5):88- 92.

Both the Danish Quality Model, by which Danish hospitals are accredited, and the Ministerial Order on Nursing Degree Curriculum require an increasingly evidence-based foundation.

The purpose of the article, thus, is to describe how and why Bispebjerg University Hospital has organized the professional development of nursing and scientific skills. The goal is to be more goaloriented, clear and systematic in developing and implementing evidence-based knowledge in clinical nursing and training. The work is based on Fineout-Overholt’s model and ideas concerning the transformation of evidence-based knowledge from preparing clinical guidelines to implementation, evaluation and research.

The article weights the organisational advantages of establishing a coordination committee and a strategy committee for research, clinical guidelines, and pre-and post-graduate training. In addition, the article describes circumstances of significance for the nurses’ scientific skills development and future challenges concerning nurse education, function and the organisation of nursing.

Key words: Evidence-based nursing, scientific/academic skills, development, motivation, organisation.

Denne artikel er en i en serie om evidensbaseret sygepleje
Emneord: 
Evidensbaseret sygepleje
Forskning
Akademikere
Organisering
Uddannelse