Dårligt arbejdsmiljø på 1813

Det psykiske arbejdsmiljø på Akuttelefonen 1813 halter. Arbejdstilsynet har givet to påbud til arbejdspladsen

Det står sløjt til med arbejdsmiljøet på Akuttelefonen og Alarmcentralen i Region Hovedstadens Akutberedskab. Arbejdspladsen har fået to påbud af Arbejdstilsynet for dårligt arbejdsmiljø. Påbuddene skal sikre, at de ansatte ikke bliver syge af de høje, følelsesmæssige krav, der er forbundet med arbejdet, og at der i tilfælde med traumatiske hændelser er den nødvendige psykiske førstehjælp.

”Det er en særlig arbejdsplads, hvor det kan være følelsesmæssigt hårdt at arbejde. Derfor er det vigtigt, at det også bliver håndteret ordentligt af arbejdspladsen. Vi følger med i, at der bliver handlet på påbuddene fra ledelsens side,” fortæller Hanne Krogh, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden.

Af påbuddene fremgår det, at de ansatte tager mange opkald i løbet af en dag og derfor er vidne til kritiske og voldsomme hændelser, som det er svært at få tid til at tale igennem og bearbejde, inden den næste telefon ringer.

Medarbejdere har oplevet at være grådhabile efter lange vagter, at have søvnproblemer og se kolleger gå grædende hjem og derefter blive sygemeldt. Arbejdstilsynet mener, at det står så slemt til, at de ansatte risikerer at få stress og stressrelaterede sygdomme som f.eks. angst, depression og hjertekarsygdomme.

På Akuttelefonen fortæller enhedschef Marie Baastrup, at der er stor opmærksomhed på arbejdsmiljøet, og at der er sat en række nye aktiviteter i gang:

”F.eks. får alle medarbejderne på 1-1-2 og 1813 fremadrettet forebyggende, obligatorisk supervision, hvor der fokuseres på de høje følelsesmæssige krav og belastninger, der kan være en del af arbejdet i Akutberedskabet,” siger hun og fortsætter:

”Vi har desuden indgået aftale med en ekstern udbyder om faste, erfarne og håndplukkede traumepsykologer til at varetage debriefing, ligesom ledelse, TR og AMiR bliver uddannet i psykisk førstehjælp. Der vil også blive fulgt op på eventuelle psykologsamtaler.”

Fagligheden ser dog ikke ud til at fejle noget på 1813. Påbuddet kommer sideløbende med, at kvaliteten af visitationen på Akuttelefonen 1813 er blevet undersøgt i et forskningsprojekt. Her scorer sygeplejerskerne højt på både sikkerhed og grundighed i deres visitation.

Emneord: 
Akutsygepleje
Arbejdsmiljø

1813: Sygeplejersker scorer højt på sikkerhed og grundighed

Ny forskningsrapport har målt på forskellene, når sygeplejersker og læger visiterer telefonisk. Konklusionerne dokumenterer sygeplejerskernes høje faglighed.

Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet har undersøgt, om fagligheden påvirker kvaliteten af telefonvisitation, hvad angår kommunikation, sikkerhed og effektivitet. I projektet indgår Lægevagten i Region Midtjylland og Akuttelefonen 1813 i Hovedstaden.

Konklusionen var, at kvaliteten af telefonvisitationen i Danmark er høj, uanset om man får en sygeplejerske eller en læge i røret.

”Sygeplejersker var helt overordnet bedre til at identificere og afdække relevante problemer (..) samtalerne var dog længere og blev vurderet til at være mindre effektive, sammenlignet med de praktiserende læger,” siger forskeren bag projektet, postdoc Dennis Schou Graversen.

Sygeplejersker er rustet til opgaven

I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten siger formand for DSR Kreds Hovedstaden, Kristina Robins, at det nu må være slået fast, at sygeplejersker er rustet til opgaven, idet forskningsprojektet understøtter, at det er fuldt fagligt forsvarligt, når sygeplejersker tager telefonen på 1813.

Ifølge undersøgelsen ligger sygeplejerskerne højere i bedømmelserne af den kommunikationsmæssige kvalitet og sikkerhed i telefonvisitationen.

Både sygeplejersker og læger med forskellige, medicinske specialer sender flere patienter videre i systemet, end de praktiserende læger gør. Det kan betyde længere ventetid på at komme igennem og flere unødige konsultationer.

Til det siger Kristina Robins:

”Jeg synes aldrig, at grundighed er en dårlig ting. Det handler netop om at sikre sig, at man ikke laver fejl. Der er en balance mellem effektivitet og grundighed, og hensynet til patientsikkerheden vejer rigtig tungt.”

Emneord: 
Akutsygepleje

Patienten, jeg aldrig glemmer: "En ung mand lå på en båre skrigende af smerter"

Han tog fat i min hånd med venstre hånd, og jeg foldede mine hænder om den, og vi bad sammen for hans overlevelse. Det øjeblik glemmer jeg aldrig.
Som blot 23-årig blev Lisbeth Kidmoses evner som sygeplejerske sat på prøve, da hun arbejdede på Grønland.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Denne aften blev jeg kaldt akut på arbejde.

Da jeg kom ind i skadeklinikken var alt kaotisk.

En ung mand lå på en båre skrigende af smerter og med blodet pulsende ud af højre overarm.

Vi måtte standse blødningen hurtigt, hvis han ikke skulle forbløde.

Det lykkedes med en stram staseslange. Vi havde dog ikke mulighed for at udføre større operationer, så vi skulle have ham hurtigst muligt fløjet til Nuuk.

Desværre ville skæbnen, at der netop denne aften og nat var så tåget, at helikopteren ikke kunne flyve.

Lægerne i Nuuk rådede os til, at vi gav ham en rus med propofol og morfin, så han sov men stadig selv trak vejret.

Jeg blev udpeget til at tage den første nat, selvom jeg protesterede voldsomt.

Jeg havde ingen kendskab til at give patienterne en propofolrus, og jeg følte mig på ingen måde kompetent til opgaven.

Jeg var panisk for at komme til at give ham for stor en dosis, så han fik respirationsstop.

Men der var ikke noget at gøre, jeg skulle påtage mig opgaven, så min kollega kunne fortsætte med de øvrige patienter.

Patienten var 17 år og havde i en hashrus banket sin højre hånd ind i en glasdør, der var knust og havde herved pådraget sig dybe flænger i højre overarm.

På et tidspunkt i løbet af natten åbnede han øjnene og spurgte: ”Hvad er der sket?” Jeg forklarede ham det kort.

Han virkede helt klar i hovedet og usædvanlig rolig. ”Skal jeg dø?” spurgte han. Spørgsmålet kom bag på mig, og jeg fik fremstammet, at det håbede jeg ikke.

Jeg ville give ham mere morfin, men han afviste mig og ville gerne snakke lidt mere. Han kunne ikke huske noget fra aftenens forløb.

”Må jeg ikke give dig lidt at slappe af på,” spurgte jeg igen.

”Nej, så vågner jeg ikke igen,” svarede han.

”Måske kan vi bede,” spurgte jeg forsigtigt.

Hans mor havde siddet ved siden af ham det meste af aftenen og bedt til gud.

Jeg var i tvivl om, han ville synes, jeg var tåbelig, men det var det eneste, jeg kunne finde på for at bevare håbet for ham.

Han tog fat i min hånd med venstre hånd, og jeg foldede mine hænder om den, og vi bad sammen for hans overlevelse.

Det øjeblik glemmer jeg aldrig.

Det var så smukt og unikt og føltes så rigtigt i situationen.

Vi var så unge begge to og på vej ud i livet.

Jeg, der så gerne ville ud og gøre en forskel som sygeplejerske og redde hele verden, og så sad jeg blot der.

To døgn efter hans uheld blev han fløjet til Nuuk og fik amputeret sin højre arm ovenfor albuen.

Af mirakuløse årsager overlevede han de 2 døgn, selvom vi ikke kunne give ham blod eller operere ham.

Måske gjorde vores fælles bøn alligevel en forskel, måske var det skæbnen, der spillede ind, som grønlænderne sætter deres lid til.

Han gjorde i hvert fald et dybt indtryk på mig.

Han lærte mig meget tidligt i min karriere, at skæbnen og håb er fundamentale livsbetingelser, som er en vigtig del af sygeplejen.
 

Emneord: 
Akutsygepleje

Medaljer for exceptionelt mod og opofrelse

Anni Fjord, Charlotte Ife og Astrid Opstrup modtog den 24. maj den prestigefyldte Florence Nightingalemedalje, som uddeles af Internationalt Røde Kors.
Prismodtagerne Charlotte Ife (tv.) og Anni Fjord (th.) på hver side af Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen. Den tredje prismodtager, Astrid Opstrup, er for tiden udsendt med Læger uden Grænser.
Foto: Søren Svendsen

Mod og opofrelse af den exceptionelle slags. Internationalt Røde Kors´ prestigefyldte Florence Nightingalemedaljen blev i 2019 givet til 29 sygeplejersker på verdensplan, som arbejder i konflikt- og katastrofeområder. Tre danske sygeplejersker var i år del af det eksklusive selskab, sundhedsplejerske Anni Fjord og intensivsygeplejerskerne Charlotte Ife og Astrid Opstrup.

Røde Kors´ generalsekretær, Anders Ladekarl, og Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, overrakte medaljerne til de danske sygeplejersker, og i sin tale udtrykte Grete Christensen sin stolthed.

”Medaljen er både en anerkendelse af jeres indsats fra Internationalt Røde Kors – men også herhjemme anerkender vi jeres arbejde, både blandt kolleger og organisationer. I er blandt de få, som modtager lige præcis denne anerkendelse, der som nævnt er den største indenfor sygeplejen.”

Anni Fjord
Sundhedsplejerske Anni Fjord, 65 år, har i over 40 år hjulpet mødre, børn og familier i flygtningelejre i Danmark og i konfliktzoner i verdens brændpunkter som Etiopien, Sudan, Yemen, Bangladesh og Afghanistan. Hun arbejder for Læger uden Grænser.

Charlotte Ife
Intensivsygeplejerske Charlotte Ife, 52 år, har siden 2013 været på seks missioner for Røde Kors til Sydsudan, Libanon, Bangladesh og Pakistan. Hun er i øjeblikket udsendt til Peshawar i Pakistan, hvor hun arbejder med at sætte uddannelse i system i en stor fattig region.

Astrid Opstrup
Intensivsygeplejerske Astrid Opstrup, 37 år, er beviset på, at også yngre sygeplejersker kan gøre sig fortjent til Florence Nightingalemedaljen. Siden 2014 har hun været udsendt med Læger uden Grænsers nødberedskab til nogle af verdens største katastrofeområder i Bangladesh, Mosul, Etiopien og Congo, og for tiden er hun i Den Centralafrikanske Republik.

Læs mere om Florence Nightingalemedaljen og om de seneste tre modtagere

Emneord: 
Akutsygepleje
Flygtning
Intensiv

5 minutter med: Lisbeth Bavnsgaard

" … Og jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at stå der. Det er følelsen af ”wow!”. Ikke ”wow!” som i ”jeg er god”, men ”wow, det lykkedes!”

Lisbeth Bavngaard
Lisbeth Bavngaard, 56 år. Arbejdssted: akut- og projektsygeplejerske, Akutsygeplejen, Assens Kommune.
Privatfoto
Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
”Jeg mødte nogle rigtig dygtige sygeplejersker, mens jeg arbejdede som ufaglært, og tænkte, at jeg gerne ville være ligesom dem. Det var deres overblik. At kunne se præcis, hvad problemet var, og have løsninger til det.”

Hvad var dit første job?
”På intensivafdeling på Middelfart Sygehus.”

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for akutsygeplejen?
”Uanset om jeg har været intensivsygeplejerske, har undervist på sygeplejerskeuddannelsen, arbejdet med flygtninge, været ansat i kirurgien eller i den kommunale sygepleje, er akutsygeplejen der, hvor jeg er bedst.”

Hvem har du lært mest af i din karriere?
”Jeg sender en særlig tanke til hende, som lærte mig op, da jeg stod som nyuddannet på intensivafdelingen. Hun mestrede det at stille sin faglighed og erfaring til rådighed og samtidig lod mig finde min egen vej. Det lærte jeg rigtig meget af.”

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
”Et godt klinisk blik, mod, faglighed, ansvarsbevidsthed, at man er sine egne værdier bevidst. Det handler om at involvere sig med sine patienter og hele tiden prøve at forstå deres situation eller perspektiv.”

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
”Du skal være nysgerrig og give dig selv tid til at være ny. Man kan ikke det samme som de erfarne, og det tager tid at få viden, kunnen og færdigheder. Det kan man ikke forcere.”

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
”At gøre en forskel. Det lyder banalt, men ude på kanten betyder sygeplejen sommetider forskellen på, om borgeren lever eller dør. Og jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at stå der. Det er følelsen af ”wow!”. Ikke ”wow!” som i ”jeg er god”, men ”wow, det lykkedes!”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
”I det daglige, helt praktiske, er det, at systemerne ikke taler sammen. Der er mangel på kommunikation og ansvarsfordeling og mange arbejdsgange, som tilgodeser organisationsenheder frem for sammenhæng for patienten eller borgeren. Det er den helt store udfordring, når du står ude i den primære akutfunktion og skal samarbejde med alt fra den lokale sosu-medhjælper til en højtspecialiseret sygehusafdeling.”  

Hvad kan holde dig vågen om natten?
”Meningsløshed, afmagt, ondskab. Når jeg f.eks. ser et billede af den lille treårige syriske dreng, der var druknet og skyllet ind på stranden. Det kan holde mig vågen.”

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
”At vi gør en forskel for patienterne og de pårørende.”

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
”Så ville jeg tvinge de politiske lag til at tage stilling til, hvad vi kan og skal med de ressourcer, de prioriterer. Vi er langt ude over det med work smarter and harder og lean og dysfungerende it-systemer. Det kan ikke ændre det misforhold, der er mellem de opgaver, vi skal løse, og de ressourcer, der er til rådighed.”

Hvor ser du dig selv om fem år?
”Jeg er nok i en funktion, der ligner den, jeg har nu. Jeg er i hvert fald stadig fagligt forankret i akutsygeplejen.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
”Jeg tror, vi står ved en skillevej. På den ene side kan jeg frygte, at de sygeplejersker, vi uddanner lige nu, lynhurtigt flygter ud af faget eller videreuddanner sig ind på kontorerne. Og dermed bliver der færre hænder til patienterne. På den anden side ser jeg også nye specialuddannelser, f.eks. den nye uddannelse i borgernær sygepleje og den nye kandidatuddannelse i avanceret klinisk sygepleje. De er tegn på, at vi er på vej tilbage til vores borgere igen med et løftet fagligt niveau. Og jeg er spændt på, hvilken vej vi kommer til at gå.”

Emneord: 
Akutsygepleje

Sygeplejersker er bedre end algoritmer

Triage. På akutklinikker landet over bliver patienter vurderet efter triagesystemer. Men et nyt forskningsstudie viser, at sygeplejerskers kliniske blik er meget bedre til at forudsige dødelighed, end systemer og algoritmer er.
Sygeplejerske Angi Stampe bruger sit kliniske blik. Det vil sige sine sanser. Hun ser, lytter og lugter. Faktorer som en algoritme ikke kan fornemme.
Foto: Nikolai Linares

Angi Stampes klare, blå øjne betragter den ældre kvinde på båren. Kvinden har stærke kramper i nakken og er derfor netop ankommet til Rigshospitalets akutklinik i Glostrup, og det er sygeplejerske Angi Stampe, der tager imod. I mødet med den ældre, kvindelige patient får Angi Stampe straks en fornemmelse af, hvordan patienten har det.

Det kliniske blik

Det kliniske blik er et begreb, der dækker over den praksiserfaring, faglige viden og sanseindtryk, sygeplejersker bruger til at vurdere, hvordan en patient har det. Nogle kalder det en mavefornemmelse. Alle mennesker, der har set mange syge, har et klinisk blik i større eller mindre grad.

"Jeg bruger mit kliniske blik. Det er svært at forklare hvordan, men jeg bruger mine sanser. Ser og lytter," fortæller Angi Stampe.

Angi Stampe beder patienten om at placere sine smerter på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er højest. 6, lyder svaret. Inde på stuen spørger Angi Stampe ind til smerterne, mens hun måler kvindens blodtryk.

Nu er det op til Angi Stampe at vurdere, hvor hurtigt kvinden har brug for behandling. Det skal hun gøre ved at bruge triagesystemet DEPT. Triagesystemet bruger algoritmer, der, baseret på patientens vitalværdier og henvendelsesårsag, inddeler patienterne i farvekategorier, alt efter hvor alvorlig deres tilstand er. Ved farven grøn haster det ikke med at tilse patienten. Ved rød skal patienten have øjeblikkelig hjælp.

Angi Stampe når frem til, at patienten med nakkesmerter falder indenfor kategorien orange.

"Hendes vitalparametre er grønne, men hun er meget smertepåvirket. Derfor er hun orange, hvilket betyder, at hendes tilstand er kritisk, og at hun skal tilses hurtigt," fortæller Angi Stampe og tilføjer:

"Hvis jeg ikke skulle følge triagesystemet, ville hun efter min vurdering være i den gule kategori. Hendes tilstand er ikke kritisk. Men vi skal følge systemet slavisk."

Angi Stampe og hendes kolleger skal ifølge retningslinjerne bruge DEPT ved alle patienter, der kommer til akutklinikken, men noget tyder på, at DEPT slet ikke bør være altafgørende.

For et nyt forskningsstudie viser, at det menneskelige, kliniske blik giver en mere præcis vurdering af patientens tilstand, end DEPT gør.

Det menneskelige blik er overlegent

I studiet skulle sundhedsfagligt personale bruge deres kliniske blik til at vurdere, om en patient havde risiko for at dø indenfor henholdsvis 48 timer og de følgende 30 dage. Studiet tog udgangspunkt i, at det kliniske blik blev udført af personer, der ikke normalt arbejder med at vurdere patienter, bl.a. bioanalytikere og laboranter. DEPT blev derimod foretaget af sygeplejersker.

Ud af 6.383 patienter viste personalets kliniske blik at vurdere korrekt i 82,2 pct. af tilfældene og dermed trumfe DEPT. For DEPT ramte kun plet i 71,8 pct. af tilfældene.

Ifølge forskeren bag studiet, Anne Kristine Iversen, er der ikke tvivl:

"Hvis en bioanalytiker, som ikke har det som kernekompetence at vurdere patienter, alligevel formår at vurdere korrekt, mener vi, at vurderingen vil blive endnu mere præcis, hvis det er mere erfarent personale som sygeplejersker, der foretager den," siger hun.

Det kommer ikke bag på Angi Stampe, at det er mennesker, der er bedst til at aflæse patienterne, og ikke en algoritme.

"Der er ting, man kun kan se med det kliniske blik. F.eks. noget så enkelt som at en patient ligger forkert i sengen. Så kan jeg hjælpe med at sætte ham lidt op, og så fortæller han, at han har det bedre," siger Angi Stampe.

DEPT

Danish Emergency Process Triage (DEPT) er et 5-trins triagesystem med 5 hastegrader.

Rød: Livstruende tilstand. Kræver omgående behandling. Behov for kontinuerlig monitorering.

Orange: Kritisk tilstand. Kræver hurtig behandling. Revurdering minimum hvert 15. min.

Gul: Stabil tilstand, dog potentielt ustabil. Haster mindre. Revurdering minimum hver time.

Grøn: Stabil og stationær tilstand. Haster ikke. Revurdering minimum hver 3. time.

Blå: Upåvirket. Patienter med mindre skader. Revurdering minimum hver 4. time.

Hvis sygeplejersken vurderer, at patienten tilhører en alvorligere kategori, kan patienten blive optriageret. Hvis sygeplejersken derimod vurderer patienten til at tilhøre en mindre alvorlig kategori, end den DEPT har vurderet, er det kun lægen, der må nedtriagere.

Kilde: Brugervejledning til Danish Emergency Process Triage – DEPT

Ulla Gars, lektor på det sundhedsfaglige og teknologiske fakultet på Københavns Professionshøjskole, har beskæftiget sig med sygeplejerskers kliniske blik i forhold til teknologi. Hun er enig i, at algoritmer og teknologi aldrig vil kunne erstatte det kliniske blik.

"Hvis du står med et sår, der lugter på en speciel måde, ved du, at du nok hellere må tage en podning af det. Der bruger du dit kliniske blik til at vurdere såret. Den information, du får fra dine sanser, kan teknologi og systemer ikke altid give dig på samme måde," siger Ulla Gars.

"Vi skal finde en middelvej"

Siden 00’erne har hospitalerne i stigende grad indført triagesystemer, og i dag er DEPT det mest anvendte system i Danmark. Men faktisk er der ikke megen evidens for, at systemets algoritmer virker som tiltænkt, forklarer Anne Kristine Iversen:

"Vores studie udspringer af, at der kun er sparsom evidens for brugen af de her algoritmer. Vi mener, at man får rigtig meget viden og erfaring ved at stå med patienten til daglig. Det er ærgerligt, hvis man skubber den viden væk til fordel for en algoritme, der ikke er testet grundigt."

Hverken Anne Kristine Iversen eller Ulla Gars advokerer dog for, at det kliniske blik skal stå alene. De mener begge, at det er vigtigt, at der findes en objektiv vurdering.

"Hvis man udelukkende handler på sin intuition, så bliver vurderingen ikke evidensbaseret. Men ved at kombinere de kliniske retningslinjer og vurderingssystemerne med det kliniske blik udvider man sit vurderingsrum," siger Ulla Gars og fortsætter:

"Man skal passe på, at det ikke er teknologien og algoritmerne, der styrer ens faglighed, men at det er fagligheden, der styrer dem. Man skal have en kritisk sans og ikke blindt stole på, hvad apparaturerne siger."

Emneord: 
Akutsygepleje

5 minutter med... Jonas Dannesbo Nøddegaard

''Jeg kan virkelig godt lide, når der er fart på, og man skal tage en hurtig beslutning. Og så den diagnosticerende tankegang, hvor man skal tænke lidt selv."

Jonas Dannesbo NøddegaardHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
"Efter to år i forsvaret fandt jeg ud af, at førstehjælp og den anatomiske lære om mennesket var rigtig spændende. Derfor valgte jeg den vej."

Hvad var dit første job?
"På Akut- og Traumecentret på Aalborg Universitetshospital."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for akutsygeplejen?
"Jeg kan virkelig godt lide, når der er fart på, og man skal tage en hurtig beslutning. Og så den diagnosticerende tankegang, hvor man skal tænke lidt selv. Man ved jo aldrig helt, hvad der er galt med patienterne, når de kommer ind, og man er nødt til at være åben over for mange muligheder."

Hvem har du lært mest af i din karriere?
"Der er ikke en bestemt person, men jeg lærer mange forskellige ting af mine kolleger. Det spændende ved sygeplejen er, at selv om vi laver det samme, gør vi tingene på hver vores måde."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
"Høj faglighed, et godt overblik og ikke mindst empati. Fleksibilitet er også en nødvendighed, fordi vi lever i en omskiftelig hverdag."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
"Det er en travl hverdag, og man er ikke 100 meter-mester, når man er færdig med studiet. Så du skal acceptere, at du ikke kan det hele, selv om du gerne vil kunne. Og når du løber panden mod en mur, skal du ikke tænke, at du er en dårlig sygeplejerske. Du skal først til at lære faget."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
"Når man rammer det gode patientforløb. Altså, hvor man får behandlet rettidigt og får personen med, får informeret rigtigt og får taget fat om alle de problemstillinger, patienten kommer med."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
"At vi har så travlt. Alt det vigtige skal vi nok nå, men alt det udenom kniber det med. F.eks. det at holde sin faglighed ved lige og få udvidet sin viden. Det er heller ikke altid, man når at få patienten med, og det er skidt, for det er ikke sikkert, gamle fru Jensen helt opfanger, hvad der sker. I så travl en hverdag skærer man nogle hjørner af, og det er problematisk."

Hvad kan holde dig vågen om natten?
"Der er ikke noget, der holder mig vågen."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
"Jeg er generelt stolt af mine kolleger. At vi som tværfagligt team når det, vi skal, og kan stå på mål for tingene trods travlheden."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
"Der skal være bedre samarbejde mellem egen læge, vagtlæge og os. Der er rigtig mange uhensigtsmæssige indlæggelser, fordi der ikke findes et bedre tilbud. Lige nu hedder det vent halvandet år på en ambulant tid, eller bliv indlagt nu. Hvis man har gået rundt med ondt i maven et stykke tid, kan det godt være, man kan vente en uge eller måske endda en måned, men man kan ikke vente halvandet år på at få det udredt. Jeg kunne ønske nogle flere ambulante tider eller flere udredningsforløb, så det ikke behøver være indlæggelser det hele. Og det bunder sikkert i flere ressourcer."

Hvor ser du dig selv om fem år?
"Jeg er nok stadig behandlersygeplejerske inden for det akutte område. Jeg møder jo alt lige fra børn, der har slået fingeren, til voksne med hjertestop, så det giver en bred erfaring, jeg senere kan bruge til at specialisere mig videre på."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
"Jeg tror, vi får flere og flere lægefaglige opgaver, fordi lægefronten også er vældig presset. Dermed får vi også større ansvar. Det kan vi sagtens tage på os, men det skal være under de rigtige forudsætninger og med den rigtige oplæring. Og så skal vi have penge for det ansvar, vi har – det har det indtil videre knebet med."

Jonas Dannesbo Nøddegaard er 26 år og arbejder på Akutafdelingen, Regionshospitalet Horsens.

Emneord: 
Akutsygepleje

Skiftedag: "Man ved aldrig, hvem der ringer"

Telefonerne gløder på AMK-vagtcentralen i Aalborg. Her hjælper Anne Lyndorff borgere, der har tastet 112, fordi der er opstået akut sygdom, sket en ulykke eller noget helt tredje. Denne uforudsigelige del af jobbet er med til at gøre det ekstra spændende.
Anne Lyndorff
Foto: Lars Horn

"Jeg elsker uforudsigeligheden i mit arbejde. Man ved aldrig, hvem der ringer ind, og derfor skal man også holde hovedet koldt. Jeg taler med mennesker i mange forskellige situationer – lige fra unge mennesker, der kommer til skade i en sportssituation, til borgeren, der ringer, fordi hustruen har mistet kraften i den ene side. Og selvom de står i en krisesituation, får jeg næsten altid en tyde-lig fornemmelse af, at de er taknemmelige for hjælpen. Det er kæmpestort at mærke, at jeg er med til at gøre en forskel for borgere i akutsituationer.

Da jeg så det opslåede job her hos AMK-vagtcentralen, fik jeg også hurtigt en fornemmelse for, at jobbet kunne være en ny og spændende måde at bruge min faglige viden på. Det akutte

Anne Lyndorff, 51 år

Nyt job: 1. oktober som sundhedsfaglig visitator i AMK-Vagtcentralen i Aalborg, hvor hun bl.a. hjælper borgere, der ringer 112, med at få tilsendt ambulance.

Kom fra: Et vikariat på Organkirurgisk sengeafsnit i Hjørring, Regionshospital Nordjylland, hvor hun var ansat i fem måneder.

var noget, jeg savnede på organkirurgisk afsnit, hvor der var mange planlagte operationer. Før det arbejdede jeg i næsten otte år på Neuro og Traume Intensiv Afsnit i Aalborg, hvor jeg varetog intensiv terapi og behandling af patienter med alvorlig hjerneblødning og tilskadekomst i hovedet – f.eks. efter trafikulykker. Der var meget akut, og det trives jeg rigtig godt med. Samtidig har jeg en intensivud-dannelse med mig, og her fylder kommunikationen med pårørende til de alvorligt syge rigtig meget. Den erfaring kan jeg sagtens trække på i mit arbejde her i vagtcentralen, hvor jeg hele tiden hjælper mennesker i alvorlig krise. Det er et kæmpe chok for dem, hvis deres børn, hustru eller en anden nær har været ude for alvorlig tilskadekomst eller akut alvorlig sygdom. De skal støttes og lyttes til.

Når de ringer 112, så er min opgave at visitere og rådgive om førstehjælp, indtil hjælpen når frem. Det er udfordrende, for jeg kan ikke se, hvad der sker. Jeg kan kun høre, hvad borgeren fortæller mig. Derfor er det vigtigt at høre efter og få spurgt ind til det, så det hele kan blive afdækket så godt som muligt, for at vi kan finde ud af, om der f.eks. skal sendes en ambulance, eller om de skal kontakte vagtlægen. I den proces trækker jeg på min brede sygdomslære om alt lige fra hjertestop til apopleksi. Vi har også praktiserende læger, der ringer ind og indlægger borgere, der er blevet syge – og her sørger vi også for ambulance, hvis der er brug for det. Det er klart, at når man har været sy-geplejerske med patientkontakt i en del år, så overvejer man, om man kan undvære denne kontakt. Men der er så mange spændende ting i jobbet her, at jeg endnu ikke har savnet det. Jeg er rigeligt udfordret – jeg har hele tiden min faglighed i spil, jeg skal handle hurtigt, og jeg har et stort ansvar. Jeg kan godt lide det ansvar. Og vi har selvfølgelig klare retningslinjer, vi arbejder ud fra, og jeg har altid en kollega, som jeg kan sparre med, hvis der er nogen tvivl."

Emneord: 
Akutsygepleje

Kommuner opruster sygeplejen

Nær pleje. I disse år ansætter mange kommuner flere sygeplejersker i hjemmesygeplejen, akutteams og på plejecentrene. Det skyldes især den øgede kompleksitet i opgaverne og målet om den bedst mulige kvalitet i pleje og behandling til borgerne.

"Sygeplejerske søges pga. opnormering".

De ord optræder oftere og oftere i jobopslag fra kommunale arbejdsgivere. Så sent som i januar søgte Greve Kommune f.eks. en ny kollega til hjemmesygeplejen pga. opnormering. Og i december 2017 var Brøndby Kommune på jagt efter en erfaren hjemmesygeplejerske med samme begrundelse. Også Esbjerg Kommune har de seneste år ansat flere sygeplejersker.

Greve, Brøndby og Esbjerg er bare tre eksempler på, at antallet af sygeplejersker i landets 98 kommuner har fået vokseværk. Det bekræfter formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne, Inge Jekes.

"Det er en generel tendens. Der sker opnormeringer i sygeplejen mange steder," siger hun.

Tendensen bekræftes af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. De viser, at der på fem år er kommet knap 1.500 flere basissygeplejersker i fuldtidsstillinger i kommunerne – fra 8.247 pr. 1. januar 2013 til 9.717 pr. 1. januar 2017.

Ifølge Inge Jekes skyldes udviklingen især de mange nye – ofte mere komplekse – opgaver, som kommunerne overtager fra sygehusene.

"Der flyttes hele tiden nye opgaver ud i hjemmesygeplejen. Mange steder har de kommunale akutfunktioner været medvirkende til opnormeringen, og der er også kommet flere sygeplejersker på plejecentrene," siger Inge Jekes.

I Esbjerg Kommune genkender chef for sygeplejen, Anni Kjærgaard Sørensen, billedet. I løbet af de seneste to år har kommunen centraliseret sygeplejen, indført fagfaglige ledere på alle niveauer og øget antallet af sygeplejersker med ca. 30 pct.

"De opgaver, der var i hjemmeplejen for 10 år siden, kan slet ikke sammenlignes med opgaverne i dag. Borgerne er mere patienter, end de er borgere, og det har øget opgavekompleksiteten," siger Anni Kjærgaard Sørensen.

Delegation tilbage til sygeplejerskerne

I takt med den øgede kompleksitet i de opgaver, der hører under Sundhedsloven, har Esbjerg Kommune også trukket en række delegationer tilbage til sygeplejerskerne. F.eks. skal alle ny-opererede borgere tilknyttet hjemmeplejen uanset diagnose altid tilses af en sygeplejerske ved hjemkomst. Det samme skal KOL-borgere, som har været indlagt pga. opblusning i deres sygdom. Det skete ikke før, hvis borgerens ydelse var delegeret til sosu-personalet, fortæller Anni Kjærgaard Sørensen og understreger, at kommunen stadig har brug for sine dygtige sosu-hjælpere og -assistenter:

"Deres opgaver er også blevet mere komplekse. For mange betyder de tre daglige besøg fra den velkendte hjælper mere end et ugentligt besøg af en sygeplejerske. Men vi er nødt til at fokusere på, hvad vi hver især kan bidrage med som faggrupper i forhold til den enkelte borgers behov."

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ser også kommunernes oprustning af sygeplejen som en naturlig konsekvens af den øgede opgavekompleksitet.

"Men udviklingen kræver også, at sygeplejerskernes kompetencer fortsat udvikles. Her ligger der en vigtig opgave for både kommuner, regioner og almen praksis," siger hun.

Læs også "Sygehuset kommer hjem til patienten"

Emneord: 
Akutsygepleje
Hjemmesygepleje

Sygehuset kommer hjem til patienten

Nær pleje. En ny type akutteam i Esbjerg har modtaget initiativprisen ”Den Gyldne Tråd 2018” for en effektiv brobygningsmodel mellem sygehus og kommune. 
De to sygeplejersker fra akutteamet i Esbjerg, Jane Føns Bendix (t.v.) og Stefanie Skouboe Johansen (i midten), viste formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, én af akutteamets fire biler.
Foto: Robert Attermann

Når en borger oplever tegn på lungebetændelse, så ringer han til egen læge. I bedste fald kan lægen komme ud og se til den syge. Og hvis det er alvorligt, vil borgeren blive indlagt. 

Men manglen på læger og et presset sundhedsvæsen har gjort det sværere for borgeren at få sin læge til at tjekke for lungebetændelse i hjemmet. Og derfor kan lungebetændelsen udvikle sig og ende med, at borgeren må indlægges til behandling. 

I Esbjerg kan den praktiserende læge nu i stedet inden for en time få fat i akutsygeplejersken, som rykker ud og tager de prøver og observationer, der skal til, for at lægen kan ordinere behandling. Borgeren bliver hjemme, han bliver tilset hurtigt, og hospitalet sparer en sengeplads. 

Den nye effektive type akutteam i Esbjerg er blevet en brugbar model til at skabe bro mellem sygehus og kommune. Modellen har også sikret det lille team – som er et samarbejde mellem akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus og Esbjerg Kommune – initiativprisen "Den Gyldne Tråd 2018", der uddeles af nyhedsbrevet Kommunal Sundhed. 

"I Esbjerg har de fundet en model, der lukker hullerne i overgangen mellem akutmodtagelse og kommune. Når de på den måde går hånd i hånd, så det reelt hjælper de patienter og borgere, det handler om, så er det en unik situation, man bare skal blive ved med at udvikle på," siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, som besøgte sygeplejerskerne i det lille akutteam i midten af januar. 

Helhedsblik og investering

Projektet har i forhold til almindelige akutteams fokuseret på at være knyttet op både kommunalt og regionalt, at få indgående viden om borgeren samt sørge for, at den samme sygeplejerske ofte går igen hos patienten. Det har været en stor succes for de 12 specialuddannede sygeplejersker i teamet, som kører ud i fire biler. 

"Noget af det helt særlige er, at sygeplejerskerne i akutteamet kender borgeren fra både sygehuset og kommunen. Så de kan reflektere over, hvorfor en borger indlægges gentagne gange. Ved at få et helhedsblik på borgeren har akutsygeplejerskerne langt større mulighed for at sikre kvalitet og bidrage til at løse de udfordringer, som forhindrer borgeren i et roligt liv derhjemme uden indlæggelser," siger Grete Christensen. 

Selv om akutteamet koster ressourcer og ekstra penge, så er der god grund til at tro, at investeringen kommer mere end rigeligt hjem igen gennem de færre indlæggelser. 

"Vi ved endnu ikke, om pengene tjenes hjem på den lange bane. Det er vi ved at evaluere. Men vi har i mange tilfælde konstateret, at havde vi ikke gjort det her, så var borgeren blevet indlagt eller havde fået sin indlæggelse unødvendigt forlænget. Og vi kan høre på borgerne, at det gør en stor forskel for dem," siger Anni Kjærgaard Sørensen, chef for sygeplejen ved Esbjerg Kommune.

Læs også: "Kommuner opruster sygeplejen"

Emneord: 
Akutsygepleje
Hjemmesygepleje