Ferien udskudt

Den anden coronabølge ramte lederne endnu hårdere, sammen lignet med, da corana­pandemien startede i foråret 2020. Det viser undersøgelse blandt de ledende sygeplejersker.

Vi vidste nogenlunde, hvad der kunne vente os, da bølgen med coronatilfælde for anden gang væltede ind over landet i efteråret. Men det gjorde tilsyneladende ikke arbejdet i sundhedsvæsenet lettere.

Anden bølge endte med at ramme lederne endnu hårdere end den første over­raskende coronabølge, viser en undersøgelse blandt de ledende sygeplejersker i landets kommuner og fem regioner.

Otte ud af ti ledende sygeplejersker svarer i undersøgelsen, at de har måtte stå mere til rådighed. I foråret sidste år var det tilsvarende ’kun’ syv ud af ti, der svarede, at de var nødt til at stå mere til rådighed f.eks. aften, nat og weekend.

I den nye undersøgelse i januar svarer 73 pct. af lederne tilmed, at de inden for den seneste måned har øget deres egen ugentlige arbejdstid.
Sidste år, da coronapandemien startede, svarede kun 66 pct. på samme måde, at de måtte udvide deres ugentlige arbejdstid.

„Der er ingen tvivl om, at corona har udfordret os som ledere og presset os. Men det er et meget vigtigt signal, at presset faktisk har været endnu hårdere her i den anden bølge. Det sætter hele pandemien i ekstra relief. Situationen er på mange måder kun klaret så flot, fordi lederne og medarbejderne har ydet en helt ekstra­ordinær indsats,“ siger Lederforeningens formand, Irene Hesselberg.

Da den første coronabølge sidste som­mer var drevet over, gennemførte Lederforeningen forhandlinger med samtlige kommuner og de regionale arbejdsgivere.
Her argumenterede Lederforeningen for, at lederne fortjente en anerkendelse for den ekstraordinære indsats.

„Ledere bliver jo ikke kompenseret, når vi pludselig skal arbejde helt ekstraordinært. Og selvom vores løn skal afspejle leder­ansvaret, så tager lønnen ikke højde for disse helt ekstraordinære udfordringer,“ siger Irene Hesselberg.

Ekstraordinær anerkendelse

Forhandlingerne varede mange steder langt hen i efteråret. Selvom det ikke er alle ledere, der har fået et ekstra honorar, så har indsat­sen efter første bølge betydet, at en række ledere efterfølgende har fået en ekstra­ordinær anerkendelse.

„I alt er der udbetalt næsten 37 mio. kr. i sådanne tillæg til lederne, og det er næsten dobbelt så meget, som vi ellers normalt ser. Vi er selvfølgelig glade for, at arbejdsgiverne dermed også viser, at de er klar over, at lederne yder en helt ekstraordinær indsats. Men jeg synes faktisk, at der burde flere penge på bordet. Og da især når vi nu sort på hvidt også kan dokumentere, at den anden coronabølge har været endnu hårdere,“ påpeger Irene Hesselberg.

I undersøgelsen i januar 2021 svarer hver anden leder (54 pct.), at de har måtte udskyde afspadsering og ferie. Otte ud af ti svarer, at de også har oplevet et øget arbejdspres.

Emneord: 
Arbejdsmiljø

Sygeplejen blev væk i rumdragten

Med ansigtsmimik, nærvær og berøring gemt væk bag værnemidlerne har covid-19 sat den grundlæggende sygepleje under pres. På Regionshospitalet Horsens har sygeplejerskerne derfor skærpet brugen af alle sanser i mødet med patienten.
Efter at sygeplejerskerne igen har rettet fokus mod den grundlæggende sygepleje, har tilbagemeldingerne fra patienter og deres pårørende været meget positive, siger Jeanet Sønderskov Larsen.
Foto: Michael Drost-Hansen
3 gode råd til, hvordan du plejer den gode patientrelation under covid-19
  • Vær fuldt til stede i mødet med patienten – også selvom mødet er kort. Når du bruger alle dine sanser, er det mere sandsynligt, at du opfanger en nedtrykt sindsstemning og får stillet de rigtige spørgsmål.
  • Når værnemidler hæmmer kommunikation med mimik og berøring, så forsøg i stedet at signalere med holdning, toneleje og kropssprog, at patienten har din fulde opmærksomhed.
  • Social kontakt, adspredelse og mobilisering er stadig vigtige aspekter af sygeplejen.

Kilde: Karin Bundgaard, postdoc i Klinisk Sygepleje i Klinik Hoved-Orto ved Aalborg Universitetshospital

På Medicinsk Sengeafsnit 1 er én af de smalle hospitalsgange blevet delt i to af en gul streg på gulvet.

På den ene side af stregen står vognfulde af værnemidler parat til brug. På den anden side er der en række lukkede brune døre.

Bag dørene ligger flere af de covid-19-patienter, som lige nu er indlagt på afdelingen.

”Vi har lavet stregen, så vi i det mindste kan bevæge os frem og tilbage imellem de forskellige stuer uden at skulle skifte udstyret, inden vi går ind,” siger Jeanet Sønderskov Larsen, imens hun rutineret demonstrerer den korrekte rækkefølge for påtagning af værnemidler: Sprit hænder. Engangskittel. Sprit hænder. Åndedrætsværn. Sprit hænder. Visir. Sprit hænder. Handsker.

”I foråret var vi bekymrede for, hvordan det skulle gå, vi havde jo alle sammen set billederne fra Italien. Jeg reagerede selv ved at fokusere rigtig meget på hygiejne og værnemidler, så da jeg skulle på covid-vagt for første gang, følte jeg mig faktisk ret rolig. Jeg havde helt styr på det,” siger hun. Så ryster hun smågrinende på hovedet.

Jeanet Sønderskov Larsen er fællestillidsrepræsentant og sygeplejerske på Regionshospitalet Horsens.

Her har hun sammen med andre sygeplejersker siden første bølge passet både ordinært og alvorligt syge covid-19-patienter.

Men selvom de italienske tilstande heldigvis ikke blev en realitet, har der været bump på vejen. 

Midt i håndsprit, mundbind og afstandsprocedurer afslørede en spørgeundersøgelse af de første 15 covid-patienter nemlig, at sygeplejerskerne havde overset noget vigtigt: Den grundlæggende sygepleje.

Barbara Smith Dyrmose ærgrede sig, da hun blev konfronteret med de aspekter af den grundlæggende sygepleje, som blev tilsidesat under første bølge. ”Vi ved jo, hvordan vi skal gøre de her ting, vi havde bare brug for, at det blev sagt højt,” siger hun.
Barbara Smith Dyrmose ærgrede sig, da hun blev konfronteret med de aspekter af den grundlæggende sygepleje, som blev tilsidesat under første bølge. ”Vi ved jo, hvordan vi skal gøre de her ting, vi havde bare brug for, at det blev sagt højt,” siger hun.
Foto: Michael Drost-Hansen
Det fortæller afdelingssygeplejerske Barbara Smith Dyrmose.

”Vi blev opmærksomme på, at vi fuldstændig havde tilsidesat nogle helt basale aspekter som mobilisering, patientrelation og adspredelse. Nogle af patienterne er indlagt her i uger eller måneder, hvor de kun har kontakt i korte intervaller til os eller få pårørende. Det er mentalt hårdt for dem, og mange af dem har også talt om, hvor rædsomt det har været, ” siger hun.

Alligevel blev Barbara Smith Dyrmose overrasket over, hvor lavt de bonnede ud på sengeafsnittet på dét, hun bl.a. kalder for ”åndelig patientpleje”.

”Jeg må indrømme, at jeg bagefter sad lidt med sådan en følelse af, ”hvordan kunne vi dog glemme det?””

Den hæmmende rumdragt

Det er imidlertid ikke kun på sengeafsnittet i Horsens, at den grundlæggende sygepleje har haft trange kår under den igangværende pandemi. 

Karin Bundgaard er uddannet sygeplejerske og postdoc i Klinisk Sygepleje i Klinik Hoved-Orto ved Aalborg Universitetshospital.

Hun har tidligere beskæftiget sig indgående med sygepleje i det korte møde mellem sygeplejerske og patient, og har derudover været med til at undersøge vilkårene for den gode relation mellem patient og sygeplejerske under covid-19. 

Hun fortæller, at mange sygeplejersker giver udtryk for, at epidemien har gjort det vanskeligt for dem at udøve den sygepleje, de gerne vil – og at de især har svært ved at skabe den meningsfulde kontakt til patienten.

”Det er hånden på armen, nærheden og tilstedeværelsen, den beroligende samtale, der mangler. Sygeplejerskerne oplever, at det er virkelig hæmmende for patientkontakten, når de kommer ind i fuld rumdragt og har åndedrætsværn for ansigtet. De kan mærke, at det skaber afstand,” siger Karin Bundgaard.

Det opleves som problematisk for både patienter og sygeplejersker, at der pludselig er nogle fysiske og mentale barrierer, som har gjort sig gældende under covid-19.

”Man skal ikke underkende, hvor meget den nonverbale kontakt betyder. Følelsen af, at patienten har sygeplejerskens fulde opmærksomhed, at der er smil og øjenkontakt og at der i det hele taget er god kommunikation, er et vigtigt aspekt af sygepleje,” siger Karin Bundgaard.

Blev til novicer igen

Netop rumdragten bestående af værnemidler og afstandsprocedurer er noget, der har virket hæmmende for relationen til patienterne.

Jeanet Sønderskov Larsen kan genkende følelsen af, at der i pandemiens kølvand er opstået nye barrierer mellem sygeplejerske og patient.

”Det er ikke kun dét, at du har noget for ansigtet og er pakket ind fra top til tå, der er hæmmende og svært for patienterne. Det er også al den energi, som der især i starten gik med at fokusere på nye regler og retningslinjer. Ingen vidste jo, hvad vi kunne forvente. Pludselig var vi alle sammen blevet til novicer igen,” siger hun.

Barbara Smith Dyrmose er enig. Hun har oplevet at være så fokuseret på at overholde praktik og procedure under epidemien, at det er gået ud over relationen til patienter og deres nærmeste.

”På et tidspunkt blev det besluttet, at covid-patienterne godt måtte få en pårørende ind, når de lå på det yderste. Vi skulle nærmest fra det ene øjeblik til det andet finde ud af, hvordan dét skulle afvikles. Der gik så meget mental energi med det instrumentelle, at det nærmest blev skubbet lidt i baggrunden, at der faktisk lå et menneske, der var ved at dø,” siger hun.

Begge sygeplejersker indrømmer, at det har gjort lidt ondt i erkendelsen, at nogle grundlæggende aspekter af sygeplejen er blevet tilsidesat under epidemien.

Det er dog også enige om, at det ikke kun har været en dårlig ting.

”Man kan sige, at covid-19 har haft en positiv effekt på den måde, at den grundlæggende sygepleje igen er blevet noget, vi reflekterer over – i stedet for noget, vi bare gør. Vi er blevet motiveret til at finde andre måder at udøve åndelig patientpleje på,” siger Jeanet Sønderskov Larsen.

At være til stede

Der er da også stadig værktøjer, der kan tages i brug i den grundlæggende sygepleje, selvom covid-19 har gjort det sværere.

Karin Bundgaard råder til, at sygeplejersker generelt mobiliserer alle deres sanser i mødet med patienterne, og f.eks. bruger kropssprog og toneleje som erstatning for smilet, der er gemt væk under åndedrætsværnet. 

Derudover skal sygeplejerskerne fokusere så meget som muligt på at være til stede i situationen.

”Det kan være nemmere sagt end gjort under en pandemi, men det er vigtigt, at man som sygeplejerske får parkeret alt dét, der forstyrrer udenfor patienten. Når du først er mentalt til stede i situationen, så er der nemlig også større sandsynlighed for, at du får spurgt ind til, hvad der fylder hos den enkelte,” siger Karin Bundgaard.

På sengeafsnittet i Horsens er der sket meget siden de første covid-syge blev indlagt i foråret.

Nærværet er så vidt muligt tilbage i mødet med patienten, hvor sygeplejerskerne nu atter har fokus på adspredelse, mobilisering og den gode relation.

De sørger bl.a. for, at der opretholdes kontakt til de pårørende via telefon og videoopkald, og patienterne forsynes i højere grad med læsestof, tablets og andre remedier, der kan lede de tunge covid-tanker på afveje.

”Det er lidt pudsigt at tænke på, at vi har mere styr på det, end vi havde i foråret, hvor vi havde langt færre sengepladser til covid-patienter og færre indlagte. Det handler vel i bund og grund om, at vores mentale fokus har flyttet sig, fordi vi nu ved meget mere om, hvad vi kan forvente i mødet med corona,” siger Barbara Smith Dyrmose.

Det har naturligvis givet anledning til eftertanke, at den grundlæggende sygepleje for en stund blev glemt i den nye virkelighed, som pandemien har bragt med sig.

Jeanet Sønderskov Larsen er dog stolt af, hvor langt sygeplejerskerne er kommet.

”Kunne vi have gjort noget anderledes? Er det overhovedet realistisk, at vi kunne have håndteret alting perfekt fra første dag, når vi samtidig havde hovederne fulde af håndsprit, værnemidler og skræmmebilleder? Jeg ved det ikke, men vi er i hvert fald blevet klogere,” siger hun. 

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Epidemi
Evidensbaseret sygepleje
Sygepleje

Det, vi har brug for, er  …

Tre sygeplejersker giver her deres bud på, hvad der kan og skal gøres for at skabe bedre arbejdsvilkår i arbejdet med covid-patienter.

 

sy2-2021-tema_maria-nielsen
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Restitution og bedre værnemidler

Anskaf bedre værnemidler. Skab frirum til at læsse af. Afløs kollegerne på covid-19-stuerne ofte. Giv tid til pauser og restitution – og sørg for at have en ordentlig plan, når denne pandemi eller den næste blusser op.

Sådan lyder opfordringen fra intensivsygeplejerske Maria Nielsen, der blev arbejdsmiljørepræsentant på intensiv på Bispebjerg Hospital i april 2020.

Lige siden har hun haft antennerne ude. 

”I efteråret da patienterne begyndte at komme igen, var mine kolleger trætte af at arbejde på covid-19-stuer. Det, der fyldte var, at vi var isoleret længe med patienterne. Det er hårdt at sidde med værnemidler på.”  

Maria Nielsen lavede en spørgeundersøgelse, der viste, at grænsen på tre timer med FFP3-åndedrætsværn ikke kunne overholdes. Det blev op til 5-6 timer. 

”Alle på nær én oplevede gener som problemer med huden, vejrtrækning, hovedpine og træthed, og det fylder også i vores fritid.”

Nu har hun anbefalet hospitalet at anskaffe bedre åndedrætsværn og håber, at det bliver indført på alle intensivafdelinger.

Afdelingen har ændret arbejdsfordeling, så der oftere er pauser fra covid-19-stuerne, og det er kendt personale fra afdelingen, der bakker op. Ikke kolleger udefra.

Personalet har også gode erfaringer med ”frirums-møder” med ledelsen, hvor ordet er frit.

Tværfaglig undervisning har styrket fællesskab og faglighed, og det håber Maria Nielsen bliver en ny tradition. Der er også brug for pusterum:

”Bare udsigten til at få et pusterum. Det har man brug for. Jeg har selv ferie i februar, og det håber jeg virkelig at få mulighed for at holde.” 

Fremadrettet skal sundhedssektoren have en bedre plan klar, når en pandemi blusser op. Man skal vide, hvem der skal rokere hvorhen.

”Sidste år virkede det som om, man ikke havde fået talt om, hvad man skulle gøre under en pandemi.” 

Nikolai Blom
Attribution 
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Samarbejde om de udsatte

Fortsæt det tværfaglige samarbejde under en pandemi. Sørg for tilstrækkeligt med værnemidler, klare retningslinjer og fysiske rammer med mulighed for afstand. Ugentlige sparringsmøder og tid til dialog i hverdagen er også en god idé.

Det er de erfaringer, som hjemmesygeplejerske i Aarhus og TR Nicolai Ellingsgaard Blom giver videre fra sin hverdag med corona.

Under nedlukningen i marts 2020 fortsatte sygeplejerskerne deres arbejde. Men samarbejdspartnerne forsvandt eller blev svære at få i spil.    

”Der var en periode, hvor terapeuterne var væk, selv om borgerne havde brug for dem. De praktiserende læger gik ikke meget ud på hjemmebesøg, og det var svært at koordinere med regionerne. For os sygeplejersker var det frustrerende at opleve, at borgere ikke fik det, de havde behov for. Nogle udviklede funktionstab, fordi de manglede træning og de rette hjælpemidler.”

Omkostningerne blev dermed store for nogle af de borgere, som nedlukningen skulle beskytte.

Siden viste det sig, at det var muligt at fortsætte det tværfaglige samarbejde på forsvarlig vis. Det skal man huske i fremtiden, opfordrer Nicolai Ellingsgaard Blom.

Det forudsætter naturligvis, at personalet har de rette værnemidler og klare retningslinjer, hvad hjemmesygeplejen ikke havde i begyndelsen.

Det viste sig også svært at indrette kontorerne corona-rigtigt, så planlægning af de fysiske rammer hører med til et godt pandemiberedskab. 

Når frustrationerne meldte sig, kunne sygeplejerskerne heldigvis sparre med ledelsen og hinanden. På ugentlige møder og i hverdagen.

”Vi har haft regelmæssig kontakt med vores ledelse om, hvad det koster for borgerne, og hvad det koster for os, at rehabiliteringen bliver forhalet. Vi taler om opgaverne, og der er altid plads til at sige det, hvis man føler sig udfordret på etik og moral. Så drøfter vi, hvordan man kan komme godt videre.”

Mille Hornhaver Bennesen
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Forudsigelige vagtplaner, tak!

Lær hele personalet op i at passe covid-19-patienter, og læg forudsigelige vagtplaner. Det er afgørende under en langvarig pandemi, hvor man også skal tale om de ting, der udfordrer. Gerne på initiativ af ledelsen, så pres undgår at blive til stress, sygemelding eller opsigelse.

Sådan lyder anbefalingerne fra sygeplejerske Mille Hornhaver Bennesen fra akut kirurgisk afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge.

Første bølge forløb nogenlunde roligt i hendes afsnit, selv om personalet ikke var lært op i covid-19-patienter.

Så kom sommeren med mange svært syge akut-kirurgiske patienter, der ikke havde søgt læge under nedlukningen.

I efteråret steg smittekurven og covid-19-indlæggelserne stejlt.

Personalet i et andet afsnit blev massivt smittet med corona og deres patienter overflyttet til Mille Hornhaver Bennesens afsnit, hvor der nu også lå svært syge akut-kirurgiske patienter med covid-19.

Det betød ekstra vagter, tidligt fremmøde før nattevagter og spidsbelastede situationer, hvor eget helbred blev nedprioriteret.

For lidt mad, en summende krop, dårlig søvn, træthed, hovedpine og hjertebanken.

”Man føler magtesløshed og utilstrækkelighed, når det hele ramler, og man prøver at samle op på trådene. Det handler om prioritering, men hvad vil man prioritere frem for noget andet. Det er jo menneskeliv, det handler om. Det har vi talt meget om i personalet og med vores leder. Det handler om at slukke ildbrænde, som man ikke kan slukke, og jeg og andre har siddet og grædt nede i omklædningen. Man føler sig så utilstrækkelig.” 

Derhjemme har faren til parrets toårige dreng i perioder stået alene, og det blev utroligt svært at være både sygeplejerske og forælder.

Uforudsigeligheden og presset medvirker til, at Mille Hornhaver Bennesen nu skifter job.

Måske var det ikke muligt at planlægge forudsigelige vagter under denne pandemi, men det håber hun, at sundhedssystemet retter op inden den næste. 

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Epidemi

Mange brud på arbejdsmiljøloven i 2020

Det psykiske arbejdsmiljø på landets hospitaler er belastet. Det viser 41 aktindsigter i brud på arbejdsmiljøloven fra 2020. Det kan have alvorlige konsekvenser for personale og patienter.

I 2020 udstedte Arbejdstilsynet 41 afgørelser om brud på arbejdsmiljøloven til hospitaler, der havde problemer med vold og traumatiske hændelser og stor arbejdsmængde og tidspres.

Det er det højeste antal afgørelser for disse slags arbejdsmiljøproblemer i fem år. Det skriver mediet A4 Arbejdsmiljø.

Af afgørelserne fremgår, at der jævnligt sker fejl, der er til fare for patienterne. 

Skam ved fejl vendes indad

Ifølge Karen Albertsen, forsker i psykisk arbejdsmiljø fra konsulentvirksomheden TeamArbejdsliv, kan det være en psykisk belastning, hvis man begår fejl, særligt når man har andres liv i hænderne. 

”Hvis man glemmer noget eller gør noget uhensigtsmæssigt for patienterne, vil de fleste reagere ved dårlig samvittighed, skam, skyld og en følelse af utilstrækkelighed. Uanset om det i virkeligheden er rammerne for arbejdet, der er utilstrækkelige. Man vil vende det indad, og det er den direkte vej til stress og sammenbrud,” siger hun til A4 Arbejdsmiljø.

63 pct. overvejer at forlade fag

En undersøgelse fra december 2020 viser, at 63 pct. af sygeplejerskerne ofte eller indimellem overvejer at skifte job. Og heraf svarer 43 pct., at det skyldes ønske om bedre arbejdsmiljø. 

”Sundhedsvæsenet ville briste og bryde sammen, hvis sygeplejerskerne gjorde alvor af at forlade faget. Det er et faresignal, og der er brug for politisk handling nu,” siger Anni Pilgaard, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Danske Regioner anerkender, at arbejdspresset visse steder kan være højt, ikke mindst under corona. 

”Men det er vores indtryk, at der generelt er stor trivsel på sygehusene. Så det er en ledelsesopgave at tage fat i problemerne,” siger Anders Kühnau, regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn og dermed chefforhandler for regionerne ved overenskomstforhandlinger, til A4 Arbejdsmiljø.

Emneord: 
Arbejdsmiljø

Leder: Pas på sygeplejerskerne, så de kan hjælpe andre

"Det bør stå lysende klart for alle politikere og arbejdsgivere, hvor vigtigt det er at prioritere et sundhedsvæsen, som er klar til at håndtere verdensomspændende pandemier. "
Foto: Bax Lindhardt

Farvel til annus horribilis.

Året startede egentlig godt, med optimisme, en finanslov med flere sygeplejersker på sygehusene og stolte Year of the Nurse-markeringer. 

Men pandemien blev hurtigt en realitet. 2020 vil blive husket for et presset sundhedsvæsen, uhyggelige smittetal, uklare retningslinjer samt appeller om at sikre sygeplejersker løn og arbejdsforhold som fortjent. 

I 2020 skulle vi sammen have mindet Florence Nightingale på hendes 200-års fødselsdag, men anledningen blev ironisk nok overskygget af behovet for bedre hygiejne og smitteforebyggelse.

Det bør stå lysende klart for alle politikere og arbejdsgivere, hvor vigtigt det er at prioritere et sundhedsvæsen, som er klar til at håndtere verdensomspændende pandemier.

I takt med vores stadig større viden om covid-19 understreges behovet for, at alle frontpersoner i sundhedsvæsenet hurtigt tilbydes vaccinationerne: Sygeplejersker skal beskyttes, så vi kan hjælpe andre – uanset hvor sygeplejerskerne arbejder på sygehusene, i psykiatrien, i kommunerne, på bostederne og i almen praksis. 

Det skal være trygt at gå på arbejde uden risiko og frygt for selv at blive smittet og blive smittebærer. Det er ikke bare sund fornuft. Det er en menneskeret. 

De offentlige arbejdsgivere skal derfor i 2021 lægge sig i selen for at sygeplejersker oplever et sundt og godt arbejdsmiljø, at patientsikkerheden er i orden med gode normeringer, at de nyuddannede får en værdig introduktion til deres nye job, samt at der er uddannelses- og udviklingsmuligheder for alle, som en af vejene til at fastholde de erfarne.

Og så naturligvis en løn som er i balance med den erhvervede uddannelse/erfaring.

Godt nytår!

Emneord: 
Arbejdsmiljø

Dagbog fra første bølge

Tilbageblik. Tina Maibøll Lehmann fra Herlev Hospital fortæller om bange børn, syge kollegaer og frustrationer i denne dagbogsberetning fra coronaens første bølge i forået.
"Jeg syntes, det var spændende at lære om de dårlige patienter, som hurtigt kunne blive dårligere, specielt dem som havde andre sygdomme med i bagagen," fortæller Tina Maibøll Lehmann.
Foto: Bax Lindhardt
Arbejds- og hverdagsliv under Covid-19

Dette er en af 13 beretninger om livet som sygeplejerske siden d. 11. marts 2020, som Sygeplejersken har modtaget.

Samtlige beretninger vil blive optrykt i en ny bog fra Dansk Sygeplejeråd om 2020 Sygeplejerskernes år.

Den 12. marts 2020 kom det ud i pressen, at de danske hospitaler skulle forberede sig på en ny fjende, coronavirus, SARS-CoV-2 eller covid-19, som sygdommen hedder.

Jeg kom hjem fra en veninde og skulle op og passe mit arbejde på afdeling 114, som er et ortopædkirurgisk afsnit, hvor jeg har været ansat i to år d. 1. april 2020.

Derfor gik jeg i seng og tænkte ikke så meget over det, før jeg blev ringet op af min afdelingssygeplejerske, som spurgte, om jeg ville være en af de syv medarbejdere, som i en periode skulle på afdeling 105 og passe covid-19-patienter.

Uden tøven svarede jeg, at det ville jeg gerne. Jeg sad ude på min terrasse med solen brændende lige i ansigtet, der var forår i luften, og blomsterne sprang ud. Jeg var klar.

Jeg blev faktisk ret glad for at få denne oplevelse. Det var et kapitel i mit liv, som jeg nok ikke kommer til at opleve igen.

Fagligt vidste jeg ikke så meget om de respiratorisk dårlige patienter, så ja, det ville give mig noget som sygeplejerske.

Jeg tænkte, at det var på sin plads at fortælle det til min familie og til mine børns anden forælder, og skabe tryghed ved at sige ”der er høj sikkerhed”, vi skal jo ikke blive syge af det.

Det er jo mig, som skal passe de syge. Så jeg må passe på mig selv, for at passe på dem.

Introduktion på én dag

Arbejdet gik i gang, og jeg fik et kompetenceprogram stukket i hånden.

Alle på afsnittet var i samme båd, ingen kendte til at passe patienter med covid-19, som ifølge akutmodtagelsen var meget dårlige, og hos samtlige skulle der tages stilling til behandlingsniveau.

Kun de patienter, der var testet positive for corona, gik ind i afsnittet.

Vi blev introduceret til at passe patienterne på én dag. På stuerne på intermediært afsnit lå de virkeligt dårlige, der skulle observeres tæt.

Der var nøje instrukser for, hvornår vi skulle tage et almindeligt mundbind på, og hvornår vi tog en FFP2/3 maske på.

Hvordan spritte briller af efter brug på stuerne, når aerosolerne flyver rundt i lokalet? Men sikkerheden var høj, fik vi at vide.

Lungesygeplejerskerne og hygiejnesygeplejerskerne var løbende til rådighed med supervision i afdelingen. 

Mine børn er meget bange

De pårørende måtte som udgangspunkt ikke komme ind i afsnittet pga. smittefare, kun hos de meget dårlige patienter, hvor der er stor risiko for, at de ikke overlever.

Så der var en del telefonopkald fra pårørende, som der skulle tages hånd om igennem telefonrøret.

Mine børn var meget bange, da de så et billede af mor i isolationskittel.

De spurgte mig, om det var farligt, og om jeg kunne dø af det. Jeg talte meget med dem, og de forstod meget af det, der bliver sagt.

Derfor valgte jeg bevidst ikke at tænde for tv og se nyheder, når de var vågne.

Jeg kunne heller ikke selv holde ud at se og høre om det. Jeg synes på mange måder, det var nemmere at være på arbejde.

At være i det. På et tidspunkt var jeg mættet af at høre på alle de bekymringer, alle havde omkring mig. 

Ikke altid til patientens fordel

Jeg syntes, det var spændende at lære om de dårlige patienter, som hurtigt kunne blive dårligere, specielt dem som havde andre sygdomme med i bagagen.

Jeg oplevede, at vi var et hold på 15 i dagvagt, som kunne bidrage med noget forskelligt.

Frustrationerne var mest omkring det daglige lægeskift, læger som besluttede noget nyt hver dag.

Så planerne blev tit lavet om for patienten, og det var ikke altid til dennes fordel. Tværtimod. Der er så meget etik inde over.

Hvem betaler prisen? Ja, det er jo i sidste ende patienten. Men vi sygeplejersker skulle stå i det.

Som tiden gik på afsnit 105, covid-19 afdelingen, kom der færre patienter.

Det skal så siges, at der var mange patienter, som var til observation for covid-19, når de kom op i afdelingen, og det betød, at der kom flere på enestuer.

Den, som var testet positiv, kan ligge sammen med en anden positiv.

Masse med i bagagen

Der var mange nye tiltag hver dag, og flere kollegaer meldte sig syge, enten fordi de var testet positive og har haft symptomer, eller fordi de var utrygge i arbejdet. 

Jeg var glad for, at min afdelingssygeplejerske forleden kunne melde ud, at vi alle syv skal hjem igen d. 1. maj, og jeg var glad for at have en masse ting med i min bagage, som jeg vil kunne bruge i andre sammenhænge.

Mit kompetenceprogram var fyldt ud, mine kollegaer, som var tilbage i afsnit 114, var pressede, og jeg ville gerne hjem og være en del af mit hold.

Jeg glæder mig over at være testet negativ, og at mine børn er friske og raske. Jeg er ked af, at der er nogle, som har haft en hård tid.

Det er der mange grunde til, nogle er testet positive, nogle har haft symptomer, nogle har mistet.

 Mange hjertelige og kærlige tanker til jer. 

Tina Maibøll Lehmann, 44 år. Arbejdede i Herlev Hospitals covid-19 beredskab i to måneder

Læs også "Øjebliksbilleder fra et land i krise"


 

Emneord: 
Arbejdsmiljø

Mundbindsgener gør arbejdsdagen besværlig

Sygeplejerske Lisbeth Enevold er så overfølsom over for mundbind, at hun i stedet må bruge åndedrætsværn, når hun er på vagt. En nylig undersøgelse viser, at to ud af tre sygeplejersker oplever gener ved brug af mundbind i deres arbejde, og hver femte, der har gener, er påvirket af dem i høj grad.
En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at Lisbeth Enevold langt fra er den eneste sygeplejerske, der oplever gener ved brug af mundbind mange timer hver dag.
Foto: Michael Drost-Hansen

Når Lisbeth Enevold tager et mundbind på, går der kun 10-15 minutter, før hendes ansigt begynder at hæve.

Huden brænder, svier og klør. Tager hun ikke mundbindet af igen, udvikler hun hurtigt ømme sår i ansigtet. 

”Min arbejdsgiver har købt flere forskellige typer af mundbind, som jeg har prøvet - både allergivenlige og fra mange forskellige leverandører. Det har ikke gjort nogen forskel. Tværtimod har jeg nu udviklet en decideret overfølsomhed over for mundbind, som kommer til udtryk næsten med det samme, jeg tager dem på,” fortæller hun.

Lisbeth Enevold er intensivsygeplejerske og én af de mange, som har problemer med mundbindene.

I en nylig spørgeskemaundersøgelse gennemført af MEGAFON i Dansk Sygeplejeråds medlemspanel, svarer to ud af tre sygeplejersker, at de oplever gener ved brug af mundbind i forbindelse med arbejdet.

Det svarer til, at 65 pct. af alle sygeplejersker i beskæftigelse oplever bl.a. hudproblemer, åndedrætsproblemer og hovedpine, som er de mest udbredte gener. Ifølge undersøgelsen bruger 95 pct. af sygeplejerskerne mundbind på arbejdet.

Hver femte af de 2.555 sygeplejersker, der besvarede undersøgelsen, fortæller desuden, at generne ved mundbind er så store, at de i høj grad er påvirket af dem.

I Lisbeth Enevolds tilfælde har hendes overfølsomhed betydet, at hun har måttet ty til andre typer af værnemidler at være beskyttet mod covid-19, mens hun er på arbejde.

”Vi kan ikke finde ud af, hvad det er i mundbindene, jeg reagerer på, og risikoen for, at det også findes i FFP2/3-maskerne, er for stor. Derfor har min arbejdsgiver investeret i et åndedrætsværn, som jeg kan bruge,” siger Lisbeth Enevold.

Der er tale om en anden type åndedrætsværn end FFP2/3-maskerne.

Fleksible kolleger hjælper til

Det er imidlertid ikke uproblematisk for Lisbeth Enevold at bruge åndedrætsværn.

Her gælder nemlig de samme regler for tidsbegrænset brug, som det gør ved FFP2/3-masker – de må ifølge Arbejdstil-synet ikke bæres i mere end sammenlagt tre timer pr. døgn.

Det skyldes bl.a., at de øger det negative tryk i luftvejene ved indånding og overtrykket ved udånding.

Det betyder, at det nu er en del sværere for hende at udføre sit arbejde, fordi hun ikke kan tåle at have mundbind på.

”Det er naturligvis udfordrende for mig at få arbejdsdagen til at hænge sammen, når jeg kun må bruge mit åndedrætsværn tre timer på en vagt, og jeg er blevet fritaget for bestemte opgaver. Jeg kan f.eks. ikke passe covid-patienter eller andre isolationspatienter, fordi jeg jo så skal være inde ved dem med fuldt udstyr på hele tiden. Men det er stadig svært. Jeg skal tænke mig meget om for at få det til at fungere – men jeg får det dog til at fungere,” siger hun.

Lisbeth Enevold fortæller, at det i høj grad er hjælp fra fleksible kolleger, der gør det muligt for hende at passe sit arbejde under coronaepidemien.

”Vi er gode til at hjælpe hinanden, men det skal vi også være, hvis det skal hænge sammen. Det kan være sådan noget med, at vi bytter patienter eller hurtigt tager over for hinanden, hvis der er en specifik opgave, jeg ikke kan udføre, fordi jeg ikke må have åndedrætsværnet på længere,” siger hun.

Påvirker også mentalt

Når mundbind ikke er en mulighed overhovedet, er det dog ikke kun rent fysisk, at sygeplejerskerne oplever gener.

Lisbeth Enevold fortæller, at det også påvirker hende rent mentalt, at hun ikke kan udføre sit arbejde på samme måde som før.

”Det er klart, at corona generelt har påvirket rutinerne og arbejdsopgaverne hos os allesammen, men selvfølgelig betyder det noget, at jeg bliver hæmmet af det her. Alle sygeplejersker vil jo gerne gøre deres arbejde så godt som muligt – det gælder også mig,” siger hun.

Lisbeth Enevold håber derfor, at myndighederne vil afdække mulighederne for alternative ansigtsværnemidler til de sygeplejersker, der ikke kan tåle eller bruge mundbindene:

”Det er ikke en let opgave at styre sundhedsvæsnet igennem en pandemi, og retningslinjerne er selvfølgelig lavet for at beskytte både os og patienterne. Jeg er dog i tvivl om, hvor meget de egentlig har tænkt over konsekvenserne for os, som ikke kan bruge de værnemidler, der er tilgængelige. Vi kan og vil hjælpe hinanden sygeplejerskerne imellem, men det er stadig en stor udfordring for efterhånden mange af os.”

Dansk Sygeplejeråd arbejder for at få bedre ansigtsværnemidler til sygeplejersker og har været i kontakt med både styrelser og Danske Regioner.

Det har nu ført til, at regionerne er begyndt at teste kemien i mundbind samt arbejde på at tilbyde berørte medarbejdere alternativer til de tilgængelige typer mundbind.

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø

“Halleluja! Det er stort.”

Mie Palsgaard Peitersen var den første sygeplejerske på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, der blev vaccineret. “Nu starter et nyt kapitel.”
“Det er bedre end juleaften,” udbryder sygeplejerske Mie Palsgaard Peitersen, Lungemedicinsk Afdeling Bispebjerg og Frederiksberg Hospital ,da hun har fået sit første stik.
Foto: Bax Lindhardt

Hvis du trækker en anelse op i ærmet, er det perfekt.”

Sygeplejerske Linda Timken spritter af og rækker forsigtigt ud efter kanylen.

“Nu kommer prikket.”

Nålen føres ind, stemplet trykkes i bund, og sekundet efter lyder et spontant udbrud fra dagens patient:

“Halleluja! Det er stort.”

Klokken er ca. 10.30, det er søndag den 27. december 2020, og Mie Palsgaard Peitersen har som den første sygeplejerske på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital fået Danmarks første godkendte coronavaccine.

“Det er bedre end juleaften.”

En større gruppe af kolleger stimler sammen, tager billeder med deres iPhones og klapper begejstret i hænderne, alt imens de lykønsker Mie Palsgaard Peitersen med det ”historiske stik”:

“Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et knus, Mie. Jeg bliver helt rørt,” siger en kollega.

“Det er bedre end juleaften,” siger en anden kollega.

Mie Palsgaard Peitersen rejser sig. Selvom hun har mundbind på, siger øjnene det meste.

“Det her har jeg glædet mig til siden marts måned. Det føles virkelig godt,” siger Mie Palsgaard Peitersen, som sætter sig på en stol i observationsrummet.

sy1-2021_temacovid_vaccine-2
Klokken 9.10 bliver 150 doser af Danmarks første godkendte coronavaccine fra Pfizer-BioNTech båret ind på Bispebjerg Hospital. Den er ventet med længsel.
Foto: Bax Lindhardt
En besværlig vaccine 

Klokken nærmer sig 11, og køen til en af de fem vaccinationsrum er begyndt at blive lang.

Bispebjerg Hospital har i første omgang fået 150 doser, der udelukkende bliver givet til personale på afdelingerne med flest covid-patienter.

Næste sending på 360 vacciner kommer den 29. december, og herefter vil hospitalet løbende modtage flere og flere doser.

Køen står stille. Vaccinationssygeplejerskerne står klar, men vaccinerne lader vente på sig.

Som noget særligt ved Danmarks første godkendte coronavaccine fra Pfizer skal vaccinerne blandes op.

“Det er i det hele taget en besværlig vaccine, der kræver forsigtighed,” forklarer ledende oversygeplejersker Ulrike Vestergaard van Kuppelvelt.

Pode- og vaccinationsrummet er derfor indrettet med et særligt blanderum, hvor vaccinerne ligger på øverste hylde i en specialdesignet fryser.

Udpakning af vaccine
Med forsigtighed tager to farmakonomer vaccineæskerne ud af kassen og placerer dem i en specialdesignet fryser.
Foto: Bax Lindhardt
To farmakonomer tager forsigtigt et nyt hætteglas ud, stiller det på bordet og sikrer sig, at vaccinerne bliver fortyndet med den helt rigtige mængde isotonisk saltvand.

“Husk, vaccinerne må ikke ligge for længe, før de bliver brugt. Teoretisk set kan der ske noget, men vi kan ikke tillade os at risikere noget,” siger enhedschef Helle Armandi fra Region Hovedstadens Apotek.

Et nyt kapitel

I observationsrummet har Mie Palsgaard Peitersen siddet i de obligatoriske 15 minutter. Uden at der er opstået bivirkninger af nogen art. 

“Jeg kan ikke mærke noget. Kun glæde,” siger Mie Palsgaard Peitersen, som har et par timer, før hun skal på vagt på lungemedicinsk afdeling, hvor hun har været, siden hun blev færdiguddannet i marts 2020.

“Det har været lærerige måneder, men også meget hårde og meget utrygge. Nu er vaccinen her, så min grundlæggende følelse lige nu er, at nu starter der et nyt kapitel,” siger Mie Palsgaard Peitersen. 


 

Emneord: 
Arbejdsmiljø

”Det er et mareridt”

Dansk sygeplejerske, som arbejder på et hospital i Los Angeles, fortæller i en chat om ekstremt hårde arbejdsvilkår.

 ”Lad mig starte med at sige, at jeg er klar til at sige op. Er bare så færdig med situationen herovre. Covid overalt,” skriver den danske sygeplejerske M. i en chat med Sygeplejersken 1. juledag.

Hun ønsker at være anonym, men redaktionen kender hendes identitet. M. arbejder på en skadestue på et offentligt hospital i Los Angeles County. Hun giver her indblik i sine kaotiske arbejdsforhold.

Ikke midler til at passe på patienterne

”Næsten hver dag ender vi med at have patienter liggende i over 24 timer på skadestuen, som alle er positive for covid. Vi har ganske enkelt ikke midler til effektivt at passe på disse patienter, og ikke værnemidler nok til hver medarbejder.”

Positiv test efter operation     

”Vi havde et skudoffer i dag, og efter at patienten var sendt til operationsstuen efter massive blodtransfusioner, hvor mange medarbejdere havde været involveret i hans behandling, så kom hans covid-test tilbage positiv. Det er et mareridt.”

Folk er brændt ud

”Vi har en N95 maske til rådighed pr. vagt. Vi har 12,5 timers vagter og arbejder normalt tre dage ugentligt. Men fordi vi er underbemandede, fordi folk er brændt ud og helt udmattede, så har vi ikke haft lov til at tage ferie de sidste to uger i december. Jeg har arbejdet i julen. Den 25. dec. er helligdag her og den 1. januar ligeså. Det er mine helligdage og eneste fridage.” 

Hospitaler fyldt til bristepunktet

”Vores hospital er belagt langt over kapaciteten, og vi har flere covid-patienter end ikke-covid. Vi har mange patienter, der burde ligge på intensivafsnit, men som ligger intuberet på skadestuen, fordi der ikke er plads på intensivafdelingen. Vi har ikke negative airflow i mere end to rum, så det gør det endnu farligere at tage sig af patienterne med covid. Det er forfærdeligt.”

”Skadestuen er et mareridt. Og uden for holder den der kæmpe ligvogn. Den er netop blevet skiftet ud med en større. Der står også telte udenfor, der er sat op til triagering. I går fløj en helikopter så lavt, at den væltede et af teltene og sygeplejerskerne blev fanget i teltdugen. Kaotisk.” 

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø

Jeg bestiller podebiler i et væk

Corona har medført mange ekstra opgaver og flere borgere, som hjemmesygeplejerske Louise Dehlholm skal nå i en hverdag, der er meget anderledes og mindre steril end på hospitalerne.
Louise Dehlholm må tage både cykelkurv, cykeltaske og rygsæk i brug, når der oven i det sædvanlige udstyr også skal være plads til værnemidler for at beskytte både borgerne og sig selv mod coronasmitte.
Foto: Nikolai Linares

Lige nu er der ekstra run på. Jeg synes, jeg bestiller podebiler i et væk. Vi får mange opkald fra 1813, som gerne vil have, at vi tager ud og vurderer, om en borger har covid-symptomer,” siger Louise Dehlholm fra hjemmesygeplejen og akutteamet i Helsingør Kommune.

Her har coronaepidemien sat plejepersonalet under hårdt pres.

”Borgerne sendes hurtigere hjem fra midlertidige opholdspladser og fra hospitalet, hvis de har covid. Vi får mange nye borgere, der er smittet med covid-19, og som er svækkede og har brug for ekstra hjælp, fordi de ikke kan klare sig selv.”

Det kommer oven i de øvrige og ofte komplekse opgaver med bl.a. medicindispensation, dialyse, iv-medicin samt pleje af uhelbredeligt syge og terminale borgere. 

Den ekstra travlhed har stået på siden efteråret og var særlig slem i december. Hver dag er Louise Dehlholm spændt på, hvor mange kollegaer, der er sygemeldte. Har en kollega været ude hos en borger, som har fået positivt covid-svar, skal kollegaen hjemsendes og testes. Det betyder ekstra borgerbesøg for de øvrige på kørelisten. 

I frontlinjen hver dag 

”Vi er i frontlinjen hver dag. Vi kommer hos borgere, som vi ikke ved, om de er smittede. Og vi er mere udsatte, da hygiejnen i private hjem slet ikke er på niveau med hygiejnen på hospitalerne,” fortæller Louise Dehlholm, der også er bekymret for, om hun uforvarende kommer til at bringe smitten fra en borger til en anden.

Borgerne er bange

Hjemmesygeplejersken har ondt af borgerne: 

”Der er ikke kontinuitet i plejen. Der er hele tiden nogle blandt personalet, der er syge, så borgerne bliver udsat for mange forskellige personaler hver dag. Nogle borgere er angste for at dø. Vi holder døende i hånd med plastichandsker og maske på. De aner ikke, hvem vi er inde bag rumdragten.”

Louise Dehlholm fortæller, at nogle af de psykisk syge borgere og demente bliver bange, hvis de ikke kender stemmen. Flere borgere har haft medicinsvigt, fordi de ikke kender eller kan kende dem, der kommer hos dem, og så tør de ikke tage medicinen.

”Kan jeg holde til det?”

”Situationen er simpelthen ikke holdbar. Jeg kan mærke, at jeg hele tiden er i alarmberedskab. Jeg har overarbejde hver dag, og vi bliver bedt om at tage ekstravagter hele tiden.”

Louise Dehlholm synes, at både sygeplejersker og borgerne i hjemmeplejen er blevet glemt af politikerne.  

”Jeg elsker mit job som hjemmesygeplejerske, men jeg kan ikke forstå prioriteringen af vaccinerne. Vi kan ikke passe borgerne, hvis vi selv bliver syge.” 

”Vi løber så stærkt. Det er så trist, for jeg er nået dertil, hvor jeg tænker, om jeg kan holde til det i længden? Sådan er der mange, der har det.”


 

Emneord: 
Arbejdsmiljø