Senfølger af Covid-19 slider på de ramte

Mange sygeplejersker kæmper med åndenød og træthed flere måneder efter, at de er erklæret raske. Selv de med milde forløb er hårdt ramte.

Pia Osgaard testede positiv for Covid-19 den 12. marts. Mere end fire måneder efter har virussen forladt hendes krop, men sygdommens senfølger former stadig hendes liv.

Hun arbejder på ambulatoriet på Herlev Sygehus, og omgik mange mennesker i en periode, hvor man endnu ikke var klar over, hvor alvorlig smitten var. Men hun tænkte ikke, at virussen ville ramme hende hårdt, skulle det ske.

Pia Osgaard
Udover åndenød har Pia Osgaard også udviklet tre lungeabscesser, der kan være kommet direkte på grund af Covid-19, eller som en eftervirkning af at have været i respirator.
Foto: Claus Bech
Pia Osgaard var sund og rask, hun løb og styrketrænede, og om sommeren cyklede hun 26 kilometer hver vej til sygehuset.

Nu bliver den 54-årige sygeplejerskes sætninger hyppigt afbrudt af en skarp, tør hoste. Hendes hår er begyndt at falde af i klumper, sandsynligvis som en stressreaktion på respiratorbehandling. Hun har åndenød, særligt når hun vågner, og det er blevet en kraftanstrengelse at gå fem kilometer.

“Lige nu er jeg bare glad for, at jeg kan gå lidt. Hvis jeg ikke kommer til at løbe igen, så må det være sådan, det er,” siger hun.

Pia Osgaard er en af de danskere, der forsvinder i opgørelsen, når Statens Serum Institut offentliggører deres statistikker. Hun er ikke nyindlagt, ej heller længere smittet, og så burde hun falde i kategorien raskmeldt, men hun er heller ikke rask.

Oveni lurer en konstant usikkerhed, fordi ingen kan sige, hvornår senfølgerne forsvinder. Eller om de nogensinde gør.

Milde sygdomsforløb, hårde senfølger

Covid-19 har i lang tid været alt, vi har snakket om. Det har fyldt nyheder, samtaler og spisestuer. Derfor er det også nemt at glemme, hvor lidt vi rent faktisk ved om virussen.

Og eftersom den første dansker blev smittet i februar, ved vi endnu meget lidt om, hvordan livet efter Covid-19 ser ud.

I starten blev corona set som en influenzalignende sygdom, og i lang tid var målestokken, at hvis du ikke var død, så var du okay.

Men som flere og flere bliver raskmeldte, står det klart, at det ikke kan sammenlignes med tiden efter en influenza.

Facebook-gruppen “Covidramte med senfølger” grundlagt af sygeplejerskerne Anita Stokbro og Susie Wordenskjold forsøger at skabe opmærksomhed om senfølgerne, som de føler har været overset.

Ved at dele deres oplevelser forsøger de at finde svar, videnskaben endnu ikke har. Gruppen tæller på nuværende tidspunkt over 4000 medlemmer - det er dog ikke alle, der har været syge.

Anita Stokbro
Anita Stokbro var med til at grundlægge Facebook-gruppen “Covidramte med senfølger”. De hyppigste senfølger er træthed og manglende energi, stakåndethed, koncentrationsbesvær, en trykken for brystet og ødelagt eller forandret lugtesans.
Foto: Lars Holm
Både Anita Stokbro og Susie Wordenskjold - fra henholdsvis Nordjylland og Sjælland - kæmpede mod sygdommen derhjemme.

“Jeg følte mig fuldstændig alene midt i sygdommen,” siger Anita Stokbro, “men så så jeg et opslag fra Susie, hvor hun beskrev et sygdomsforløb og symptomer, der lignede mine.”

De to sygeplejersker begyndte at finde støtte og sparring i hinanden, og med Facebook-gruppen forsøger de at gøre det samme for andre.

“Efter min mening er senfølgerne underbelyste. Der har kun været fokus på de indlagte og ikke dem, der har klaret sig selv derhjemme,” siger Anita Stokbro, der er anæstesisygeplejerske i Region Nordjylland.

Anita Stokbro blev syg den 9. marts. I starten lå hun ned det meste af dagen, hostede og havde ondt i kroppen. Men fordi hun ikke havde feber, kunne hun ikke blive testet.

3 GODE RÅD Fra sygeplejerske Pia Osgaard

Tør blive forpustet
Pia Osgaard har trænet fra dag 1. Hun råder til, at man presser sig selv til, man bliver forpustet. Selvom det er anstrengende og angstprovokerende, stimulerer det lungefunktionen. Lungeforeningen har mange øvelser på deres hjemmeside.

Sæt mål og fokuser på dine fremskridt
For Pia Osgaard var det vigtigt, at sætte adskillige delmål, som at cykle et bestemt antal kilometer eller gå nogle meter. Det gav små sejre undervejs, og gjorde hende opmærksom på fremskridtene. Samtidig hjalp det hende til at udvide træningsmængden stille og roligt.

Lyt til din krop og tro på den
Sygeplejerskens sidste råd er at mærke efter i egen krop. For hende blev det overvældende at læse for meget om corona, og hun skiftede fokus til at mærke sig selv. Hvis hun føler, at hun har presset for hårdt med træning, så tager hun en hviledag.

Hun pressede stædigt på for at få en test, og først den 23. marts, fik hun den. Den var negativ. Undervejs i sit sygdomsforløb fik hun yderligere tre tests. Alle negative.

Først i midten af maj da sygehuspersonalet blev testet for antistoffer, fik Anita Stokbro sin mistanke bekræftet.

Hun har haft et mildt sygdomsforløb, alligevel er hun hårdt ramt af senfølgerne. Og flere i gruppen i slutningen af tyverne og starten af trediverne melder om lignende forløb.

Mennesker, der ellers er uden for risikogruppen.

“Det presser på brystet, og mine lunger er fuldstændig låst fast. Jeg døjer med at få luft og kan kun sige fem ord, før jeg får talebesvær,” siger Anita Stokbro.

“Jeg bliver hurtigere træt og har lidt kvalme, men det er ingenting i forhold til, hvordan det har været.”

Anita Stokbro har fået lavet lungefunktionsundersøgelse, scintigrafi og en CT-skanning af sine lunger. Det samlede billede viser lette forandringer, men der er umiddelbart ingen tegn på vedvarende skader.

De senfølger Anita Stokbro døjer med, er blandt de mest almindelig hos Facebook-gruppens medlemmer. I en intern meningsmåling blev de spurgt til deres respektive senfølger.

De gennemgående svar var træthed og manglende energi, stakåndethed, koncentrationsbesvær, en trykken for brystet og ødelagt eller forandret lugtesans.

“Usikkerheden er ubehagelig”

Pia Osgaard gik hjem fra arbejde med høj feber den 12. marts. Hun havde ondt i leddene og stærke muskelsmerter. Hun testede positiv for corona, men eftersom hun ikke havde vejrtrækningsproblemer, sagde hendes egen læge, at hun skulle tage hjem og “brænde sygdommen ud”.

Otte dage efter blev hun indlagt på intensivafdelingen, fordi hun blev ved med at have høj feber og begyndte at trække vejret dårligere.

“Efter et par dage på intensiv hev jeg efter vejret. Da personalet snakkede om, at de nok var nødt til at ligge mig i respirator, var jeg lettet. Jeg orkede ikke at trække vejret længere,” siger Pia Osgaard.

Hun endte med at være i respirator i 14 dage. Da hun vågnede op, føltes det som om, der var gået et døgn. I mellemtiden var hendes far død af Covid-19. Samtidig skulle hun kæmpe med konsekvenser af to ugers immobilitet.

“I starten kunne jeg ikke løfte mine arme. Jeg kunne ikke bære mig selv. Jeg var en zombie.”

Da Pia Osgaard blev udskrevet stod hun foran arbejdet med at genvinde sit gamle liv. Hun har stadig åndenød og bliver hurtigere træt. Men hun kan mærke en fremgang fra den første dag efter udskrivelsen.

En stor del af de hurtige fremskridt, tilskriver hun det faktum, at hun - kontra Anita Stokbro, Susie Wordenskjold og andre - var indlagt.

Det betød, at hun fik fysioterapeaut hjemme, og det gik relativt hurtigt fra, at hun intet kunne til, at hun ved egen kraft kunne rejse sig fra sengen, og hendes vejrtrækning blev forbedret.

“Jeg har fået nogle øvelser, der stimulerer lungerne, så man bliver forpustet og dermed forbedrer sin vejrtrækning. Dem, der ikke har været indlagt, har ikke fået de samme redskaber. Min oplevelse er, at man hurtigt skal i gang med genoptræningen, selvom det kan være angstprovokerende at få pulsen op.”

“Hvis jeg ikke var blevet indlagt, så havde jeg været overladt til mig selv.”

Udover åndenød har Pia Osgaard også udviklet tre lungeabscesser, der kan være kommet direkte på grund af Covid-19, eller som en eftervirkning af at have været i respirator.

Hun fik også en blodprop i armen, da hun lå i respirator og er nu i livslang behandling med hjertemagnyl.

Hun har gennem forløbet følt sig utryg, og gør det stadigvæk. Det er nemlig svært at få svar på de spørgsmål, som hun sidder tilbage med omkring hendes nedsatte lungefunktion, og hvorvidt det er normalt at have det, som hun har det.

“Lægerne kan ikke sige, hvorvidt jeg får min fulde lungefunktion tilbage. Usikkerheden er ubehagelig,” siger Pia Osgaard.

Læs også: Forskere søger svar om senfølger

Covid-19 blandt sygeplejersker

Hospitaler
Antal testede positive: 1.051
Andel testede positive: 2,57 pct.
Andel positive blandt testede: 5,88 pct.

Plejehjem
Antal testede positive: 123
Andel testede positive: 1,70 pct.
Andel positive blandt testede: 3,29 pct.

Hjemmehjælp og dagcentre
Antal testede positive: 51
Andel testede positive: 1,47 pct.
Andel positive blandt testede: 2,76 pct.

Almen praksis
Antal testede positive: 12
Andel testede positive: 0,50 pct.
Andel positive blandt testede: 1,21 pct.

Se hele opgørelsen her

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø

Hørt: Færre hænder men flere opgaver

Hjemmesygeplejen i Silkeborg er ramt af ansættelsesstop. Vi er for få til at løse alle opgaverne, siger tillidsrepræsentanter, der er bekymrede over besparelser.
Pga. den økonomiske situation er der ansættelsesstop i Silkeborg Kommune, fortæller Maria Aaby Rauff (tv.). Kollega Pia Medum Bennetsen tog initiativ til den kronik, de sammen med fem andre tillidsrepræsentanter skrev i lokalavisen.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

ikon-hoertHjemmesygeplejen i Silkeborg Kommune består af ca. 80 sygeplejersker. Men pga. besparelser er flere uniformer tilovers.

“Der er ansættelsesstop, så vi får ikke nye kolleger, når fastansatte siger op. Det bekymrer os, at vi bliver færre hænder, men får flere opgaver,” siger Maria Aaby Rauff, der er sygeplejerske i hjemmesygeplejen.

“Vi må næsten aldrig bestille vikarer. Kun hvis det er superakut, så allerede nu er der opgaver, vi må fraprioritere,” tilføjer hendes kollega Pia Medum Bennetsen.

Derfor skrev de to sammen med resten af tillidsrepræsentantkollegiet for sygeplejerskerne i Silkeborg Kommune en kronik i Midtjyllands Avis i starten af juli. I indlægget råbte de vagt i gevær om politikernes budgetplaner.

“Vi bliver bekymrede, når de fortæller os, at der ikke budgetteres med de mange opgaver, vi påtager os i forbindelse med den opgaveglidning, vi lige nu oplever fra regioner til kommuner,” lød det bl.a. i kronikken.

Maria Aaby Rauff uddyber:

“Vi skal både løse opgaver for de praktiserende læger og for regionerne, og samtidig har vi mange borgere, der bliver længere i hjemmet med mere komplekse problemstillinger.”

Problemet er dog ikke kun opgaveglidning, men også deciderede besparelser, fortæller hun:

“Vi har fået at vide, at vi skal hente et underskud fra 2019, og at der kommer underskud i 2020, så politikerne vil lave analyser af, hvor meget vi skal spare de kommende år. Inden coronakrisen varslede de, at fyringer er en risiko.”

Den silkeborgensiske hjemmesygeplejerske er bekymret for, hvordan situationen udvikler sig.

“Skrækscenariet er, at vi bliver færre hænder til de komplekse opgaver, så det ikke længere er fagligt forsvarlig sygepleje, og det bliver ren brandslukning,” siger Maria Aaby Rauff.

Pia Medum Bennetsen supplerer:

“Vi har vanskeligt ved at arbejde rehabiliterende og sundhedsfremmende, når vi i den grad er under pres.”

Vil råbe kommunen op

Tillidsrepræsentanterne håber, at kronikken vil sætte fokus på problemet og få politikerne til at genoverveje de økonomiske prioriteringer. De fortæller, at Sundheds- og ældreudvalget i Silkeborg Kommune for nylig havde inviteret afdelingens MED-udvalg til møde for at høre mere om situationen.

“Dér blev der rejst nogle af de samme spørgsmål, som vi rejser i debatindlægget,” fortæller Pia Medum Bennetsen.

Efter at debatindlægget blev bragt i avisen i starten af juli, er MED-udvalget blevet inviteret til et nyt ekstraordinært dialogmøde med Sundheds- og ældreudvalget i kommunen.

Tillidsrepræsentanterne tolker det som et positivt skridt og håber, at det kan lede til styrkelse af budgettet.

Emneord: 
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø

Dårligt arbejdsmiljø på 1813

Det psykiske arbejdsmiljø på Akuttelefonen 1813 halter. Arbejdstilsynet har givet to påbud til arbejdspladsen

Det står sløjt til med arbejdsmiljøet på Akuttelefonen og Alarmcentralen i Region Hovedstadens Akutberedskab. Arbejdspladsen har fået to påbud af Arbejdstilsynet for dårligt arbejdsmiljø. Påbuddene skal sikre, at de ansatte ikke bliver syge af de høje, følelsesmæssige krav, der er forbundet med arbejdet, og at der i tilfælde med traumatiske hændelser er den nødvendige psykiske førstehjælp.

”Det er en særlig arbejdsplads, hvor det kan være følelsesmæssigt hårdt at arbejde. Derfor er det vigtigt, at det også bliver håndteret ordentligt af arbejdspladsen. Vi følger med i, at der bliver handlet på påbuddene fra ledelsens side,” fortæller Hanne Krogh, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden.

Af påbuddene fremgår det, at de ansatte tager mange opkald i løbet af en dag og derfor er vidne til kritiske og voldsomme hændelser, som det er svært at få tid til at tale igennem og bearbejde, inden den næste telefon ringer.

Medarbejdere har oplevet at være grådhabile efter lange vagter, at have søvnproblemer og se kolleger gå grædende hjem og derefter blive sygemeldt. Arbejdstilsynet mener, at det står så slemt til, at de ansatte risikerer at få stress og stressrelaterede sygdomme som f.eks. angst, depression og hjertekarsygdomme.

På Akuttelefonen fortæller enhedschef Marie Baastrup, at der er stor opmærksomhed på arbejdsmiljøet, og at der er sat en række nye aktiviteter i gang:

”F.eks. får alle medarbejderne på 1-1-2 og 1813 fremadrettet forebyggende, obligatorisk supervision, hvor der fokuseres på de høje følelsesmæssige krav og belastninger, der kan være en del af arbejdet i Akutberedskabet,” siger hun og fortsætter:

”Vi har desuden indgået aftale med en ekstern udbyder om faste, erfarne og håndplukkede traumepsykologer til at varetage debriefing, ligesom ledelse, TR og AMiR bliver uddannet i psykisk førstehjælp. Der vil også blive fulgt op på eventuelle psykologsamtaler.”

Fagligheden ser dog ikke ud til at fejle noget på 1813. Påbuddet kommer sideløbende med, at kvaliteten af visitationen på Akuttelefonen 1813 er blevet undersøgt i et forskningsprojekt. Her scorer sygeplejerskerne højt på både sikkerhed og grundighed i deres visitation.

Emneord: 
Akutsygepleje
Arbejdsmiljø

Sundhedsansatte skal ikke bevise, at smitte er sket på arbejdet

Hvis man som sundhedsmedarbejder smittes med Covid-19 og vil anmelde det som arbejdsskade, er man ikke pålagt at påvise en konkret smittekilde. Det skal stadigvæk kunne sandsynliggøres, at smitten er sket på arbejdet, men er man udsat for en risiko i sit arbejde, vil det normalt være tilstrækkeligt.

Udmeldingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kommer efter massiv kritik fra flere fagforeninger, herunder Dansk Sygeplejeråd.

”Sygeplejersker og andre ansatte i sundhedsvæsenet skal selvfølgelig have ret til erstatning, hvis de får senfølger af Covid-19. Alt andet ville være urimeligt med den risiko, de udsættes for. Derfor er jeg også glad for, at det nu præciseres, at bevisbyrden ikke længere ligger hos den enkelte, men at sundhedsmedarbejdere selvfølgelig kan få erstatning, uden at de skal kunne påvise den konkrete smittekilde,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

I alle tilfælde er det dog en konkret vurdering, om sygdommen vil kunne anerkendes som en arbejdsskade, og vurderingen afhænger af en vejledning, som er på vej.

Her vil det fremgå, hvilke kriterier, der skal være opfyldt, for at man kan få erstatning.

Læs mere om, hvornår og hvordan du skal anmelde Covid-19 som arbejdsskade

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Færre borgere, men klar til boom

Kommunerne kan udvide deres sengekapacitet med 1500 ekstra pladser. Men endnu er det ikke blevet aktuelt, og nogle steder er der mere stille, end der plejer.

Først var det tre. Nu er der fem ekstra pladser gjort klar på de midlertidige pladser på Pilebo i Fredensborg Kommune, hvor de i en periode behandler og plejer borgere, der er udskrevet fra hospitalet, men ikke raske nok til at komme hjem.

Pladserne udgør nogle af de i alt 1500 ekstra pladser, kommunerne over hele landet har gjort klar i løbet af den seneste måned i forventningen om, at der kommer et boom af patienter fra hospitalerne. Både patienter, der har haft corona, men stadig er dårlige, og patienter, der lider af andre sygdomme, og som forventes at blive udskrevet endnu tidligere end normalt, for at gøre plads til de kritisk syge coroanapatienter på hospitalerne.

Men i skrivende stund er de ikke taget i brug.

Ni ledige pladser

”Vi har lige nu ni ledige pladser. Normalt har vi 23, og vi plejer at have fuldt hus. Så det er lidt underligt,” fortæller Lotte Sørensen, der er sygeplejerske på Pilebo, i slutningen af marts, og situationen var den samme 17. april. Men der er alligevel nok at se til – også nye opgaver.

”Vi bruger meget tid på at besvare spørgsmål fra de pårørende. Her skal borgerne jo selv sørge for tøj, og for at vaske det og andre ting. Så det kommer de pårørende med og stiller uden for døren, hvor vi så henter det. Vi hjælper også borgerne med at ringe til deres pårørende, hvis der er brug for det,” siger hun.

Hvis en borger er kritisk syg eller døende, får pårørende dog lov til at komme ind. Hvis muligt gennem stuernes havedør.

Nok personale?

Det lave antal borgere på Pilebo har også betydet, at der er færre på vagt.

”Men vi har lige haft en omgang med tynd mave – som også kræver værnemidler og ekstra tid. Så der kunne vi godt have brugt lidt flere,” fortæller Lotte Sørensen.

Men det handler også om at ”spare” på personalet til den forventede bølge kommer.

”Vi er alle blevet spurgt, om vi kan tage ekstra vagter til den tid. Jeg er på fuld tid, men har sagt ja til ekstravagter i begrænset omfang. Jeg vil gerne hjælpe og give den en skalle i en periode. Men jeg bliver også nødt til at have en fridag ind imellem.”

For der vil komme til at mangle bl.a. sygeplejersker i kommunerne, hvis boomet kommer, viser en rundspørge fra KL.

”Dette synes dog ikke længere så aktuelt med den nye prognose for epidemiens udvikling,” lød det i en statusrapport fra Sundhedsstyrelsen umiddelbart inden redaktionens afslutning. (Redaktionen afsluttet 20. april.)

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi
Kommune

Det italienske kollaps

”Denne pandemi viser, hvor professionelle sygeplejersker er, og hvor stor betydning vi spiller for sundheden,” siger den italienske sygeplejerske Floriana Pinto. ”Men virkeligheden er som en lussing. Vi er fysisk og psykisk pressede. Vi mangler beskyttelse og er ikke nok sygeplejersker på arbejde.”
Et af de ikoniske billeder på den italienske coronakrise er billedet af sygeplejersken Elena Pagliarini,, der er faldet i søvn hen over tastaturet på en computer, efter en udmattende 10-timers vagt.
Foto: Francesca Mangiatorid
Italiensk sygeplejerske svarer danske kollegaer


Sygeplejersken har spurgt intensivsygeplejerske Catrine Thomsen og hendes kollegaer, hvad de gerne vil vide.

Serena Viotto, sygeplejerske på Papa Giovanni XXIII Hospitalet i Bergamo, har siden marts udelukkende plejet Covid-19-patienter.

Har I mulighed for pauser, hvor I kan få noget at spise og drikke?
”Arbejdsbyrden er meget høj i øjeblikket, og der er mange sygeplejeopgaver og kliniske procedurer at lave, så vi forlader næsten ikke det kontaminerede område under vores vagt. Det betyder, at vi bliver fysisk udmattede, fordi det ikke er muligt at drikke, spise eller gå på toilettet, imens vi er der, så vi er udmattede, svedige og vores visirer er duggede, og vi har mærker i ansigtet af maskerne.”

Hvordan organiserer i vagterne?
”Vores intensivafdeling er opdelt i to områder, det ene er det kontaminerede område, hvor vi plejer patienterne, og det andet område, hvor vi laver al vores dokumentation, har vores lager og personalemøder. I patientområdet er det bydende nødvendigt at have PPE-udstyr på for at kunne arbejde sikkert. For at spare på PPE-udstyret forlader vi det kontaminerede område, hvor vi tager vores PPE af én gang i løbet af morgenen, én gang om eftermiddagen og to gange om natten.”

Føler I jer sikre, når I er på arbejde?
”Ja, jeg gør. Vores hospital indførte med det samme alle de nødvendige sundheds- og sikkerhedsprocedurer for at undgå smitte. På intensivafdelingerne har vi haft god træning i, hvordan man tager PPE på og af, og vi har tilstrækkeligt udstyr og tøj til vores personlige beskyttelse. Vores patienter er desuden intuberede og bedøvede, så risikoen for smitte er relativt lav. Risikoen øges, når patienterne er vågne og tracheostomerede.”

Italien i tal
19. april var der 178.972 registrerede tilfælde af Covid-19-smittede i Italien. Heraf 23.660 døde.

Kilde: Reuters

Der findes ingen ord, der kan beskrive, hvad vi gennemlever. Vi er knust.”

Sådan siger Anna Zanotti, 58 år, oversygeplejerske ved Papa Giovanni XXIII Hospitalet i den italienske by Bergamo, i en artikel i New York Times den 7. april.

Byen Bergamo er blevet kendt som epi-centeret for coronaepidemien i Italien med flest tilfælde af Covid-19-smittede.

Her måtte hospitalets ansatte se til, mens ambulancer holdt i kø for at aflevere de syge. Senere blev hele verden vidne til, hvordan en konvoj af militærkøretøjer læsset med ligkister i ly af mørket kørte ud af Bergamo, da byens krematorier ikke længere kunne følge med antallet af døde.

En konstant rutsjebanetur

Selvom smittekurven også i Italien er begyndt at flade lidt ud, er der stadig lang vej endnu. Det fortæller de sygeplejersker, Sygeplejersken har været i kontakt med.

”Jeg håber virkelig, at vi lærer en masse af dette drama. Blandt andet, hvor vigtige sygeplejersker er, og hvor vigtigt det er at styrke deres rolle i sundhedssektoren,” siger sygeplejerske Serena Viotto, 26 år.

Til hverdag arbejder hun på en hjertekirurgisk intensivafdeling på Papa Giovanni XXIII Hospitalet i Bergamo.

Siden begyndelsen af marts har hun udelukkende taget sig af Covid-19-patienter.

Det samme har sygeplejerske, Floriana Pinto, 30 år, fra Ospedale Niguarda i Milano.

”Denne pandemi viser, hvor professionelle sygeplejersker er, og hvor stor betydning vi spiller for sundheden,” siger Floriana Pinto.

”Men virkeligheden er som en lussing. Vi er fysisk og psykisk pressede. Vi mangler beskyttelse og er ikke nok sygeplejersker på arbejde. Når vi kommer ud af Covid-området, må vi kæmpe for selv at blive testet for Covid-19.

”Vi skal samtidig oplære og støtte yngre og nyuddannede sygeplejersker, der er hyret af hospitalerne til denne nødsituation på midlertidige kontrakter. Vi føler os ansvarlige for dem, men det er svært, når der kommer så mange på én gang,” siger hun.

Floriana Pinto sammenligner livet som sygeplejerske med en konstant rutsjebanetur.

”Træthed og vrede afløses af glæde ved endelig at kunne overføre patienter fra intensivafdelingen til deres eget hjem,” siger hun. ”Det er umuligt at smile med masker på, men vi har lært at tale og smile med vores øjne.”

Helte eller sygeplejersker?

Floriana Pinto fortæller, at der er registreret en stigning i psykiske problemer hos sundhedspersonalet, bl.a. angst, depression, søvnforstyrrelser og udbrændthed.

”På akut- og intensivafdelingerne har der været tegn på moralsk stress blandt sundhedspersonalet på grund af bekymring for, at der ikke er behandling nok til alle og at man derfor må prioritere patienterne i forhold til alder og sundhedstilstand,” siger hun

”Pludselig kalder folk os helte. Alle taler om, at sygeplejerskerne ofrer sig, men vi gør det samme, som vi altid har gjort, med de samme kompetencer og det samme engagement. Er det virkelig virussen, der har fået folk og institutioner til at forstå, at vi udgør rygraden i vores sundhedssystem,” spørger Floriana Pinto.

Hun håber, at pandemien kan blive et vendepunkt, der kan være med til at sikre bedre normeringer, løn og arbejdsvilkår for sygeplejerskeprofessionen.

”Historien har flere gange vist os, at sygeplejersker udretter de mest fantastiske ting under de værste omstændigheder.”

Norske sygeplejersker til Italien

Den 8. april sendte Norge et hold, heriblandt flere sygeplejersker til Italien, for at hjælpe deres italienske kollegaer. Én af dem er akutsygeplejerskere Katja Flatøy.

I et blogindlæg på Sykepleien.no skriver hun, at det italienske sygehusvæsen minder om det norske, og at det gør det ekstra skræmmende.

”De har oplevet det, som vi har frygtet herhjemme,” skriver hun.

En anden af de udsendte, anæstesisygeplejerske Janecke Engeberg Sjøvold fortæller, at selv om der er sproglige udfordringer, er andre ting universelle, f.eks. respiratorindstillingerne og den medicin, man giver.

På sin blog på forfatterwannabe skriver hun bl.a. om sine tanker om medmenneskelighed og international solidaritet. Og konkret om en patient:

”Jeg stryger ham længe over panden og kinden og holder hans hånd og tænker på, at jeg ville have sat pris på, hvis nogen havde været der for mine kære, hvis jeg selv havde været forhindret.”

Janecke Engeberg Sjøvold beretter også, hvordan den akutte krise spreder sine triste tråde bredt i befolkningen:

”Italienerne fortæller os, at alle i Bergamo har mistet nogen, en nær ven, en nabo, en kollega et familiemedlem. Og selv om presset har lagt sig noget, så er krisen langt fra slut, der er nye indlæggelser og alvorligt syge patienter og ambulancer der kører forbi med udrykning.”

Flere andre lande har sendt værnemidler og andet udstyr til Italien. Somalia, Rumænien og Norge har sendt læger til Italien, mens lande som Østrig og Tyskland har taget mod coronapatienter fra Italien.

Danmark bidrager med 7,5 mio. kr. til italiensk Røde Kors til indkøb af værnemidler og ambulancedrift samt et ubemandet felthospital og et ukendt antal af Forsvarets respiratorer.

spl52020_tema_ital-kollaps-2
Caption 
”I Italien må pårørende ikke besøge patienterne på hospitalet. I stedet orienterer sygeplejerskerne dem pr. telefon, hvis patienterne er friske nok til det,

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Det lange træk tærer også psykisk

Mange sygeplejersker har udsigt til at skulle indgå i Covid-19-beredskabet længe endnu. Det kræver øget fokus på sygeplejerskernes mentale sundhed og egenomsorg, mener psykolog i arbejdsmedicin fra Herning.
Pas på dig selv og dine kolleger
  1. Er du blevet omskolet, skal du acceptere, at du måske ikke kan levere sygepleje af samme kvalitet, som du plejer. Sænk kravene til dig selv.
  2. Læs af og søg hjælp hos din leder og dine kolleger, ikke din familie.
  3. Vær forberedt på at skulle rumme flere frustrationer fra pårørende end normalt.
  4. Husk, at reaktioner som træthed, koncentrationsbesvær og følelsesmæssige udsving er naturlige efter langvarigt pres.
  5. Er en kollega mere stille end normalt, kan det være tegn på krise. Hav et venligt og omsorgsfuldt øje for hinanden.
  6. Det gavner mange at skrive tanker, følelser og oplevelser ned i en dagbog.

Kilde: Ole Bloch Knudsen

Omskoling, sidemandsoplæring, nye opgaver, nye kolleger og et helt nyt virus.4Oveni kommer bekymringer om manglende værnemidler og risikoen for selv at blive smittet eller bære smitten videre.

Det er bare nogle af de nye arbejdsvilkår, som mange sygeplejersker har skullet omstille sig til de seneste måneder. Og den opgave har de klaret fantastisk flot, mener Ole Bloch Knudsen, klinisk psykolog ved Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest, Herning, som bl.a. yder psykologisk krisehjælp til ansatte på hospitalerne i Region Midtjylland.

”Vi psykologer har jo været lidt nysgerrige på, hvordan medarbejderne vil reagere i den her krisesituation. Og vi er imponerede – hatten af for sygeplejerskerne. De tager den virkelig i stiv arm, og der er en korpsånd uden lige,” siger han.

Herning er et af de områder i Danmark, der har været hårdest ramt af Covid-19, også i forhold til smittet hospitalspersonale. Og arbejdspresset på Covid-19-afsnittene har været højt, især i ugerne op til påske.

Stor følelsesmæssig belastning

Ifølge Ole Bloch Knudsen har der været en enorm indskrivning og udskrivning af patienter, og selvom arbejdsmængden er faldet lidt de seneste uger, er tempoet stadig højt.

”Derudover udgør samarbejdet med de pårørende til Covid-19-patienter endnu en ny belastning, da de jo ikke kan være på hospitalet, som de plejer. De ringer ind flere gange, ofte bekymrede og frustrerede, og forventer, at læger eller sygeplejersker straks ringer tilbage, hvilket ikke altid er muligt. Det er en stor følelsesmæssig belastning for mange sygeplejersker at vide, at de ikke kan give de pårørende det, de reelt efterspørger.”

I takt med, at den grønne kurve over antallet af Covid-19-smittede danskere ikke er steget så meget som forventet, trækker epidemien og dermed også de nye arbejdsvilkår i en slags langdrag, hvilket kan resultere i, at flere sygeplejersker bliver mentalt belastet:

”Vi har ikke haft så mange henvendelser endnu relateret til corona-krisen, men jeg tror desværre, at de kommer. Jeg tænker, at sygeplejerskerne pt. har nok at gøre med at håndtere arbejde og privatliv, som corona-krisen jo også belaster i mere eller mindre grad.”

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi
Psykologi

I formandens fodspor

Kom med ind i magtens maskinrum og følg Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i 10 dage midt under coronakrisen.

Mandag den 23. marts

I dag er jeg tidligt oppe for at være med på TV2 News kl. 7 og tale om værnemidler.

Det kendetegner hele det her forløb, at jeg har været tidligt oppe og sent i seng mange dage, for der er rigtig meget gang i den. Weekenden har heller ikke været helt fri for Skype-møder.

Jeg tager ind til København. For mens alle andre er sendt hjem, så mødes direktøren, jeg og en sekretær i Kvæsthuset. Der er rigtig mange store spørgsmål om værnemidler i dag, og det fylder på alle dagens telefonmøder. Mit motto er at tryghed og sikkerhed for sygeplejerskerne er afgørende for tryghed og sikkerhed for patienter og borgere.

Mette Frederiksen holder pressemøde og forlænger nedlukningen til efter påske. Det er ikke overraskende, og det arbejde der er i gang med omorganiseringen i sundhedsvæsenet fortsætter med fulde omdrejninger. 

Aftenen går med møder om feriedage og afspadsering, bl.a. i forhandlingsfællesskabet.

Tirsdag den 24. marts

Jeg starter igen morgenen med et interview om værnemidler. Vi har lavet en undersøgelse blandt tillidsrepræsentanterne som understøtter det, jeg har været ude at sige om, at der ikke er nok værnemidler og usikkerhed om, hvilke værnemidler man skal bruge. Det er dejligt at se, at vi står på fast grund i vores udtalelser.

Vi har bestyrelsesmøde i Sygeplejerskernes Fritidsboliger, hvor vi beslutter at lukke husene til efter påske. Det er en af de mange andre beslutninger, jeg også skal forholde mig til.

Jeg er igen i TV2 News, denne gang som en del af et ekspertpanel, som svarer på indsendte spørgsmål. Inden da har jeg ringet til to afdelingssygeplejersker (fra Herning og Rigshospitalet) for at spørge til, hvordan situationen ser ud hos dem. Det var super godt og viser betydningen af at være i tæt dialog med sygeplejerskerne.

Onsdag den 25. marts

Nogle politikere fra Christiansborg kommer for at give blomster til sygeplejerskerne som tak for deres store indsats. Det er jo fantastisk med en symbolsk tak, men vi taler også om, at vi efter det her bliver nødt til at mødes og diskutere det urimelige i sygeplejerskernes lønninger.

I dag er lidt anderledes, for vi starter efter formiddagens møder forhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL) om en frihedsaftale.

Det er blevet nat, men forhandlingerne med KL og Danske regioner er nu på plads – med forbehold for, at der kan findes en tilsvarende aftale på det statslige område i morgen. Det har været klart hele tiden, at det ikke er sygeplejersker, der skal sendes hjem på ferie. Dem er der hårdt brug for alle steder.

Torsdag den 26. marts

Dagen starter med en koncentreret indsats i DR-byen med adskillige interviews, bl.a. om nye retningslinjer for værnemidler.

Det meste af dagen går med møder, bl.a. et af de mange ekstraordinære hovedbestyrelsesmøder vi har i øjeblikket. Vi har efterhånden lært, at vi godt kan mødes på Skype, og det bliver vi dygtige til. Men vi glæder os til at kunne mødes i virkeligheden.
Skatteministeriet ringer og fortæller, at der vil være pressemøde i morgen, hvor jeg skal være med. Jeg har jo set mange af de pressemøder med ministre og myndigheder, men egentlig ikke lige tænkt at jeg selv skulle være med. Men jeg tænker ”Nå ja, så får jeg også prøvet det.”

Fredag den 27. marts

Morgenen går med at diskutere flere test. Hvornår bliver vi klar til at teste de mange medarbejdere? Derefter er der morgenkaffe og pressemøde med skatteministeren – og det fungerer godt, at vi som forhandlere også er med.

Efter flere Skype-møder er det tid til at tage hjem på weekend. Vi har talt meget om værnemidler den her uge, og der er stadig udfordringer og spørgsmål tilbage – så weekenden bliver ikke helt til fridage.

Mandag den 30. marts

Hen over weekenden fik jeg besked om, at den første sygeplejerske er i respirator på grund af Covid-19, og det kan jeg mærke gør noget ved mig. Jeg tænker på, at trygheden og sikkerheden for vores medlemmer er afgørende, og derfor er det vigtig for mig at blive ved med at arbejde for flere og rigtige værnemidler.

Vi har bestyrelsesmøde for Hotel Koldingfjord, hvor vi på baggrund af den kedelige lukning, beslutter at renovere badeværelserne nu i stedet for senere på året.

Resten af dagen går med endnu flere Skype-møder og e-mails.

Tirsdag den 31. marts

En journalist fra Berlingske ringer og spørger til, hvordan DSR er involveret i pandemien. Det giver anledning til at ruske op i, hvem der sidder hvor, og vi får ordnet, at DSR i dag kan få en ekstra plads i Sundhedsstyrelsens epidemigruppe ved siden af repræsentanten for hygiejnesygeplejerskerne, som i flere år har repræsenteret os her.

Jeg cykler ud til Rigshospitalet for at se det nye Covid-afsnit, som skal åbne i morgen. Det er en fantastisk god oplevelse. Det giver god energi at komme ud og mærke, at ledelse og medarbejdere på afdelingen virker rolige og trygge.

Vi afprøver noget nyt – live chat på Facebook. Der er stor interesse, og spørgsmålene vælter ind. Jeg gør alt hvad jeg kan for at svare, og bagefter har jeg det som om, jeg har været med i et maratonløb. Vi samler op på, hvordan vi får svaret på de sidste spørgsmål. klokken nærmer sig 22 da jeg tager hjem.  

Onsdag den 1. april

I dag er mit første (telefon)møde i Nationalbankens bestyrelse. Det er en meget speciel oplevelse ikke at kunne se de andre, og der er en alvorlig stemning med snak om nedgang i økonomien.

Jeg spiser frokost samtidig med, at jeg læser og godkender et svar til Sundhedsstyrelsen (SST) om et forslag om udvidede beføjelser for kommunale sygeplejersker.

Ellers går dagen med endnu et pressemøde fra statsministeren og i gennemsnit et Skype-møde i timen.

Jeg ringer hjem, for midt i alt det her har jeg jo også en familie – mand og voksne børn og en mor på 92, som er rimelig bekymret og har svært ved at være i den her situation.

Torsdag den 2. april

Jeg starter igen morgenen med et indslag på TV2 og et par telefonopkald.

Jeg er med i programmet ”Brinkmans Briks”. Der er ro til at sidde en time og diskutere, hvad er det egentlig der sker derude, samt betydningen af anerkendelse og løn.
Det bliver igen en sen aften med snakke og møder, blandt andet om midler til forskning i sygeplejerskernes rolle under Corona-krisen.

Fredag den 3. april

Jeg er tidligt oppe for at være med i P1 morgen og tale om flere smittede sygeplejersker i Herning og igen værnemidler.

Jeg går en tur langs vandet. Det gør jeg jævnligt for at få frisk luft – ellers ender man med at blive en zombie, der bare sidder inde foran computeren.

Efter et interview med Politiken taler jeg med redaktøren for Sygeplejersken. Midt i vores snak ringer Søren Brostrøm, direktør i SST. Han spørger, om jeg vil være med til pressemøde om en time, så med kort varsel bliver alle andre møder flyttet.

På pressemødet får jeg hul igennem og bliver talsmand for, at der mangler noget i retningslinjerne om værnemidler for sygeplejersker og andre som kommer tæt på borgere og patienter. Søren Brostrøm siger, at han har en opgave, og lover at gøre noget ved det. Bagefter talte jeg med ham, hvor han igen lover, at de kigger på det, for han kan godt se, at der er noget.

Dagens møder blev presset sammen, jeg skynder mig hjem inden jeg skal være med direkte i TV Avisen og derefter i P4.

Jeg spiser aftensmad med min mand, og bagefter får jeg nogle beskeder som gør, at jeg lige må kontakte hovedbestyrelsen. Så det blev igen en sen fredag aften.

 

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

I forreste linje

Mens mange danskere er sendt hjem fra skole og arbejde, har sygeplejersker landet rundt været med helt fremme i forreste linje for at bekæmpe corona-epidemien. Dansk Sygeplejeråd har løbende bragt sygeplejerskernes øjebliksberetninger på Facebook. Herunder bringer vi et redigeret udvalg af nogle af historierne. Alle historierne er samlet i deres fulde længde på dsr.dk

Christina Krogh-Schlichter

Torsdag d. 19. marts
Sygeplejersker er essentielle på plejecenter

”I den seneste uge har jeg mærket Covid-19 krisen på tæt hold."

Det fortæller specialsygeplejerske Christina Krogh-Schlichter fra plejecentret Margrethelund i Nordsjælland. Hun har været på første hold på den nye uddannelse i borgernær sygepleje.

"Vi har 35 ældre og kronisk syge borgere boende, og selvom ingen er smittede, har jeg skullet bruge alle mine ressourcer på bl.a. rekvirering og optælling af værnemidler og koordinering af bemanding og kompetenceudvikling af andet sundhedsfagligt personale, som aldrig har prøvet at have med isolationspatienter eller skærpede infektionshygiejniske principper at gøre.”

”Jeg har læst hver eneste udmelding fra DSR, regeringen, KL og jeg har lagt handleplaner for 1 måned frem omkring skærpede tiltag grundet Covid-19.”

”De midlertidige pladser, plejecentrene og hjemmeplejen i kommunerne er allerede nu begyndt at mærke et øget pres.”

”Hospitalerne sender flere borgere hjem, som ikke er færdigbehandlede, for at gøre plads til mere kritiske patienter som følge af Covid-19. Det sætter fagligheden under pres, da de fleste ansatte i kommunen er social- og sundhedshjælpere og assistenter af en kortere sundhedsfaglig uddannelse og med et andet kompetenceniveau.”

Michael Frikke.

Fredag d. 20. marts
Studerende passer corona-patienter

"Vi arbejder i isolationstøj det meste af dagen, og det kan godt være ret varmt. Vi forlader ikke stuen, når vi passer en patient, for det vil kræve, at vi klæder om, og det er både spild af tid og ressourcer.”

Sådan fortæller sygeplejestuderende på 6. semester, Michael Frikke. Han er på 6. semester i praktik på FAM på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg på den del, der kun modtager ”Obs. Corona-patienter”.

”Det er en speciel situation at være studerende på 6. semester, hvor man er ude i sin lange praktik. Jeg kan godt være lidt bekymret for mit læringsudbytte.”

”Omvendt er det også spændende at have oplevet beredskabet træde i kraft. Og høre afdelingssygeplejersken forklare, at vi har et vist antal respiratorer, og at vi risikerer at komme i en situation, hvor lægerne skal beslutte, hvem som kan komme i behandling – og være nødt til at give respiratorerne til dem med de bedste prognoser.”

Kamilla Bøje

Tirsdag d. 24. marts
Herning Kommune forbereder sig på det værst tænkelige

”Jeg oplever, at de ældre og syge borgere forstår alvoren. De fleste isolerer sig hjemme og har lavet aftaler med familie, naboer og venner om ikke at mødes.”

Sådan siger hjemmesygeplejerske og tillidsrepræsentant i Herning Kommune, Kamilla Bøje.

”I flere tilfælde yder vi sygepleje på en anden måde lige nu. Vi holder to meters afstand til hinanden på vores daglige morgenmøde og frokostpause. Vi har fået indført hyppigere rengøring af vores kontorer, sygeplejebiler og arbejdstøj. Vi har været udfordret, som resten af Danmarks sundhedsvæsen, med forsinkelse af levering på håndsprit og værnemidler.”

”Jeg påtager mig det samfundsansvar, som jeg har i denne krisesituation. Jeg er på arbejde. Passer mit job som på en måde er ganske uforandret. Og så alligevel er hverdagen så markant anderledes lige for tiden.”

”WHO har kåret 2020 til "Year of the nurse". Man skulle næsten tro, at de kunne forudsige denne Corona-pandemi, og hvad året kommer til at kræve af alle verdens sygeplejersker.”

Personligt tager jeg én dag ad gangen, forholder mig til det nye, drager mine erfaringer fra i går, og på den måde kan jeg møde dagen i morgen.”

Grethe Bendixen

Søndag d. 29. marts
Har lært af Italien og indført kittelskole

”Vi har skabt nogle arbejdsgange og prioriteret opgaverne, så vi er forberedt på det værst tænkelige, selv om vi selvfølgelig håber, at det ikke bliver så slemt.”

Sådan fortæller afdelingssygeplejerske på intensiv på Bispebjerg Hospital, Grethe Bendixen.

”Vi har afprøvet de forskellige tiltag, så vi ved, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Det er enormt rart, at vi har gjort det, mens vi stadig har haft tid til at ændre og tilpasse tiltag.”

Blandt de nye tiltag på afdelingen er en række nye, klart definerede funktioner, f.eks. en såkaldt ”mixer”, der kun står i medicinrummet og gør medicin klar, og en ”runner”, som fylder op og altid er tilgængelig for sygeplejerskerne.

Alle nye på afdelingen får et udleveret et såkaldt ”actioncard”, der beskriver den specifikke opgave, de skal varetage.

”Vi har brugt meget tid på at forberede os og på at kompetenceudvikle. Vi har fået anæstesiapparater som ekstra respiratorer og har fået introduktion til dem. Vi er blevet undervist i metoder til bugleje.”

Der er øget risiko for at komme til at forurene sig selv, fordi man tager sin kittel forkert af. Derfor skal – og det er et stort SKAL – alle medarbejdere på vores intensivafdeling, lige fra rengøring og portører til sygeplejersker og læger igennem det, der bliver kaldt ”kittelskolen”.

Trine Madsen

Mandag d. 30. marts
Sygeplejerske smittet med corona: "Nu er det overstået"

”Søndag den 15. marts har jeg lidt ondt i halsen og hovedet. Tanken om corona har strejfet mig, men jeg synes ikke, at jeg har nok symptomer, og jeg tænker, at det er lidt hurtigt at trække corona-kortet –især fordi jeg i perioder lider meget af hovedpine.”

Det fortæller 44-årige Trine Madsen, anæstesisygeplejerske på Rigshospitalet.

”Mandag morgen er jeg stadig febril. Skolerne er lukket, og jeg kører op på mine børns skole for at samle deres skoleting sammen.

Da jeg kommer hjem halvanden time senere, begynder jeg at få det dårligt. I løbet af et par timer får jeg 38, 1 i feber, ondt i musklerne, hoster, har ondt i halsen og i øverste del af brystet.”

”Tirsdag klokken 14.45 får jeg at vide, at jeg er testet positiv.”

”Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg er blevet smittet. Jeg har ikke været ude at rejse, og jeg har ikke haft kontakt med nogen, der er smittede. Mit bedste bud er, at jeg er blevet smittet ude i samfundet.”

”Jeg har absolut haft et af de lettere forløb. Jeg har ikke ligget i sengen og haft det rigtig skidt. Jeg har kunnet klare det med Pamol og søvn.”

”Min mand og mine to drenge på 12 og 14 var allerede taget i sommerhus, inden jeg blev testet positiv, og ingen af dem har haft nogen symptomer.”

”Jeg har nogle meget søde naboer, som har taget en liter mælk med til mig, når jeg har manglet. Og jeg har daglig kontakt med min afdelingssygeplejerske. Jeg keder mig ikke. Jeg hygger mig med katten og ser tv-serier og strikker.”

”Når jeg kommer tilbage på arbejde, skal jeg ikke tilbage på min gamle afdeling, men i stedet passe COVID-patienter i den nybyggede Nordfløj.”

”Jeg tænker, at vi alle sammen skal smittes og nu er det overstået for mit vedkommende.”

Dalila Berkani Pedersen

Onsdag d. 1. april
Sociolancen passer på de udsatte borgere

De hjemløse, de psykisk syge og dem, som har et stort forbrug af medicin og stoffer. Det er nogle af dem, som er i stor risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirus.

Netop de borgere passer sygeplejerske Dalila Berkani Pedersen rigtig godt på.

Til daglig arbejder hun i Sociolancen, som er en social ambulance, hvor personalet yder opsøgende støtte til socialt udsatte.

Sociolancen bliver kaldt fra 112 og rykker ud, hvis en borger ikke er i stand til at klare sig selv.

”Det er som om, de hjemløse er forsvundet fra gaderne, og jeg vil tro, det skyldes, at der på det seneste er oprettet nye nødherberger. Der er også etableret herberger for dem, hvor der er mistanke om smitte.”

”Nogle psykisk syge er meget angste for smitten, og de forstår måske ikke alle de nye retningslinjer. De har brug for, at vi giver os tid til at snakke med dem og forklare og berolige.”

”Andre har brug for, at vi støtter dem, når de møder op på akutmodtagelsen, hvor de bliver bedt om at blive uden for og vente, fordi der ikke må være mange samlet i venteværelset. Vi kan f.eks. tilbyde et tæppe og en motiverende samtale, så de kan klare ventetiden i kulden.”

Teis Amundsen

Tirsdag d. 14. april
Retspsykiatriske patienter må leve med uafklaret status

”Vi har lukket rigtig meget ned. Dage, der i forvejen kan synes meget lange for patienterne, er blevet endnu længere. Her er blevet meget stille.”

Sådan fortæller sygeplejerske Teis Amundsen. Han arbejder på et lukket retspsykiatrisk sengeafsnit på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor ni patienter er indlagt/afsoner en behandlingsdom.

”Der er mange ting, der er blevet mere besværlige at gennemføre, f.eks. fysisk træning for patienterne, turene op i byen og den sociale færdighedstræning. Vi kan gå en tur i naturen, og det er stort set det.

Vi laver heller ikke mad sammen mere, som vi plejede. I stedet kommer maden op portionsanrettet og bliver udleveret. Pårørende må ikke komme på besøg i afdelingen. Det er patienter, som i forvejen har en meget lille og begrænset kontaktflade.

Bygningerne på Sankt Hans er 130 år gamle, og gangene er meget små og trange, så det med at holde to meters afstand er ikke muligt. For nogle af patienterne er det også svært at forstå, og vi kan kun henstille.

Vi har oprettet et kohorte-afsnit, altså et særligt afsnit, hvis nogle af vores retspsykiatriske patienter, bliver smittet med corona.

Det sværeste er nok, at retssager er blevet aflyst. Det er meget hårdt for nogle af dem. De har ventet i et år, har haft en dato, og så bliver det aflyst. Og det er uvist, hvornår de kan få en afklaring. Det er jo også helt forfærdeligt. Vi andre tænker måske på, hvornår vi igen kan komme på ferie, men ens retslige status er jo helt essentiel,” siger Teis Amundsen med henvisning til, at patienterne kun kan udskrives efter en domsafgørelse.

Birgitte Lundgaard Ottosson

Onsdag d. 15. april
Sygeplejersker i Herning har været hårdt pressede

”Vi er så presssede, at nye Covid-19-tilfælde nu visiteres til andre sygehuse i regionen.”

Sådan siger sygeplejerske Birgitte Lundgaard Ottosson, som arbejder på et akut-sengeafsnit på Regionshospitalet Herning. Det er nu lavet om til et Covid-19-afsnit.

Herning er den jyske kommune, der har haft flest Covid-19-smittede pr. indbygger. Udover et stort antal smittede borgere er også mange sundhedspersonaler på hospitalet blevet smittet.

”Vi løb tør for mundbind og visirer i løbet af den første uge. En hygiejnesygeplejerske samlede nytårsbriller ind blandt privatpersoner, som donerede deres nytårsbriller, og de første dage måtte vi genbruge vores mundbind. Det var på ingen måde ok, men det var nødt til at være sådan.”

”Personalet er blevet smittet lynhurtigt. Og det har givet mange spekulationer og bekymringer. De mange syge kollegaer har lagt et yderligere stort pres på afdelingen,” siger Birgitte Lundgaard Ottosson.

”Alle, der er raske, tager ekstra-vagter. Her i påsken havde jeg egentlig ferie, men jeg har taget fire ekstra-vagter for at hjælpe. De andre uger har jeg haft en-to ekstra-vagter. Jeg gør det, fordi jeg har dårlig samvittighed over for de andre hver gang, jeg går hjem,” siger hun og fortæller, at de seneste dage er presset lettet og værnemiddelssituationen også blevet bedre.

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Mindre mangel på værnemidler

Sprit, handsker, masker. Værnemidler har nogle steder i såvel kommuner som regioner været en mangelvare gennem de første uger af coronaepidemien. Men nye forsyninger mindsker problemet.

"I løbet af den seneste uge er beholdningen af sprit, handsker og øvrige værnemidler blevet synligt større.”

Sådan lød status fra Danske Regioner 15.april, hvor det fremgår, at der siden sidste uge er ankommet flere hundrede tusinde visirer og kitler og næsten en fordobling i antallet af de vigtige FFP2- og FFP3-masker. Kitler og FFP3-masker er dog stadig de områder, som hurtigst kan blive kritiske.

”Det er læsning, man bliver glad af. Det er betryggende at se, at arbejdet med at skaffe flere værnemidler begynder at bære frugt. Men vi har også den seneste tid erfaret, at tingene hurtigt kan ændre sig,” udtaler Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner og påpeger:

”Derfor har vi stadig maksimalt fokus på både indkøb ude i verden og en større national produktion.”

At manglen på værnemidler er et aftagende problem er også det indtryk, man får fra sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter i midten af april. Og det er gode nyheder, efter at der gennem de første mange uger af coronaepidemien har været mangel på værnemidler.

”Det er et stort problem, at der ikke er nok værnemidler. Nogle steder har de ikke visir, og så prøver de at bruge beskyttelsesbriller – altså dem man bruger nytårsaften. Men hvis man så bruger briller, kan man ikke få dem uden på sine egne briller. Det er noget af det, vi bøvler med lige nu, og som fylder rigtig meget,” fortalte Kirsten Blaabjerg, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Aarhus Kommune, i slutningen af marts.

Andre sygeplejersker rundt om i landets kommuner og regioner har udtalt:

”Vi løb tør for mundbind og visirer i løbet af den første uge. En hygiejnesygeplejerske samlede nytårsbriller ind blandt privatpersoner, og vi måtte genbruge vores mundbind.” ”Vi har nok sprit og handsker, men mangler masker.” ”Vi har begrænsede værnemidler. Alt er låst inde. De skal bruges med omtanke.” ”Skabene med værnemidler er snart tomme. Og vores fjernlager er tomt.”

I en rundspørge blandt sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter fra slutningen af marts fortæller omkring hver femte, at de har manglet adgang til værnemidler. Problemet er størst i kommunerne.

Men hvad gør man, hvis man står med en Covid-19-patient og mangler værnemidler?

Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen 20. marts skal man ikke udføre sygeplejen, hvis man ikke har de tilstrækkelige værnemidler, der kan hindre smittespredning. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en livskritisk eller akut behandling.

Hvis man er i tvivl om, hvad man skal gøre, er anbefalingen fra Dansk Sygeplejeråd at man kontakter sin leder, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant.

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi