Det lange træk tærer også psykisk

Mange sygeplejersker har udsigt til at skulle indgå i Covid-19-beredskabet længe endnu. Det kræver øget fokus på sygeplejerskernes mentale sundhed og egenomsorg, mener psykolog i arbejdsmedicin fra Herning.
Pas på dig selv og dine kolleger
  1. Er du blevet omskolet, skal du acceptere, at du måske ikke kan levere sygepleje af samme kvalitet, som du plejer. Sænk kravene til dig selv.
  2. Læs af og søg hjælp hos din leder og dine kolleger, ikke din familie.
  3. Vær forberedt på at skulle rumme flere frustrationer fra pårørende end normalt.
  4. Husk, at reaktioner som træthed, koncentrationsbesvær og følelsesmæssige udsving er naturlige efter langvarigt pres.
  5. Er en kollega mere stille end normalt, kan det være tegn på krise. Hav et venligt og omsorgsfuldt øje for hinanden.
  6. Det gavner mange at skrive tanker, følelser og oplevelser ned i en dagbog.

Kilde: Ole Bloch Knudsen

Omskoling, sidemandsoplæring, nye opgaver, nye kolleger og et helt nyt virus.4Oveni kommer bekymringer om manglende værnemidler og risikoen for selv at blive smittet eller bære smitten videre.

Det er bare nogle af de nye arbejdsvilkår, som mange sygeplejersker har skullet omstille sig til de seneste måneder. Og den opgave har de klaret fantastisk flot, mener Ole Bloch Knudsen, klinisk psykolog ved Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest, Herning, som bl.a. yder psykologisk krisehjælp til ansatte på hospitalerne i Region Midtjylland.

”Vi psykologer har jo været lidt nysgerrige på, hvordan medarbejderne vil reagere i den her krisesituation. Og vi er imponerede – hatten af for sygeplejerskerne. De tager den virkelig i stiv arm, og der er en korpsånd uden lige,” siger han.

Herning er et af de områder i Danmark, der har været hårdest ramt af Covid-19, også i forhold til smittet hospitalspersonale. Og arbejdspresset på Covid-19-afsnittene har været højt, især i ugerne op til påske.

Stor følelsesmæssig belastning

Ifølge Ole Bloch Knudsen har der været en enorm indskrivning og udskrivning af patienter, og selvom arbejdsmængden er faldet lidt de seneste uger, er tempoet stadig højt.

”Derudover udgør samarbejdet med de pårørende til Covid-19-patienter endnu en ny belastning, da de jo ikke kan være på hospitalet, som de plejer. De ringer ind flere gange, ofte bekymrede og frustrerede, og forventer, at læger eller sygeplejersker straks ringer tilbage, hvilket ikke altid er muligt. Det er en stor følelsesmæssig belastning for mange sygeplejersker at vide, at de ikke kan give de pårørende det, de reelt efterspørger.”

I takt med, at den grønne kurve over antallet af Covid-19-smittede danskere ikke er steget så meget som forventet, trækker epidemien og dermed også de nye arbejdsvilkår i en slags langdrag, hvilket kan resultere i, at flere sygeplejersker bliver mentalt belastet:

”Vi har ikke haft så mange henvendelser endnu relateret til corona-krisen, men jeg tror desværre, at de kommer. Jeg tænker, at sygeplejerskerne pt. har nok at gøre med at håndtere arbejde og privatliv, som corona-krisen jo også belaster i mere eller mindre grad.”

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi
Psykologi

I formandens fodspor

Kom med ind i magtens maskinrum og følg Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i 10 dage midt under coronakrisen.

Mandag den 23. marts

I dag er jeg tidligt oppe for at være med på TV2 News kl. 7 og tale om værnemidler.

Det kendetegner hele det her forløb, at jeg har været tidligt oppe og sent i seng mange dage, for der er rigtig meget gang i den. Weekenden har heller ikke været helt fri for Skype-møder.

Jeg tager ind til København. For mens alle andre er sendt hjem, så mødes direktøren, jeg og en sekretær i Kvæsthuset. Der er rigtig mange store spørgsmål om værnemidler i dag, og det fylder på alle dagens telefonmøder. Mit motto er at tryghed og sikkerhed for sygeplejerskerne er afgørende for tryghed og sikkerhed for patienter og borgere.

Mette Frederiksen holder pressemøde og forlænger nedlukningen til efter påske. Det er ikke overraskende, og det arbejde der er i gang med omorganiseringen i sundhedsvæsenet fortsætter med fulde omdrejninger. 

Aftenen går med møder om feriedage og afspadsering, bl.a. i forhandlingsfællesskabet.

Tirsdag den 24. marts

Jeg starter igen morgenen med et interview om værnemidler. Vi har lavet en undersøgelse blandt tillidsrepræsentanterne som understøtter det, jeg har været ude at sige om, at der ikke er nok værnemidler og usikkerhed om, hvilke værnemidler man skal bruge. Det er dejligt at se, at vi står på fast grund i vores udtalelser.

Vi har bestyrelsesmøde i Sygeplejerskernes Fritidsboliger, hvor vi beslutter at lukke husene til efter påske. Det er en af de mange andre beslutninger, jeg også skal forholde mig til.

Jeg er igen i TV2 News, denne gang som en del af et ekspertpanel, som svarer på indsendte spørgsmål. Inden da har jeg ringet til to afdelingssygeplejersker (fra Herning og Rigshospitalet) for at spørge til, hvordan situationen ser ud hos dem. Det var super godt og viser betydningen af at være i tæt dialog med sygeplejerskerne.

Onsdag den 25. marts

Nogle politikere fra Christiansborg kommer for at give blomster til sygeplejerskerne som tak for deres store indsats. Det er jo fantastisk med en symbolsk tak, men vi taler også om, at vi efter det her bliver nødt til at mødes og diskutere det urimelige i sygeplejerskernes lønninger.

I dag er lidt anderledes, for vi starter efter formiddagens møder forhandlinger med Kommunernes Landsforening (KL) om en frihedsaftale.

Det er blevet nat, men forhandlingerne med KL og Danske regioner er nu på plads – med forbehold for, at der kan findes en tilsvarende aftale på det statslige område i morgen. Det har været klart hele tiden, at det ikke er sygeplejersker, der skal sendes hjem på ferie. Dem er der hårdt brug for alle steder.

Torsdag den 26. marts

Dagen starter med en koncentreret indsats i DR-byen med adskillige interviews, bl.a. om nye retningslinjer for værnemidler.

Det meste af dagen går med møder, bl.a. et af de mange ekstraordinære hovedbestyrelsesmøder vi har i øjeblikket. Vi har efterhånden lært, at vi godt kan mødes på Skype, og det bliver vi dygtige til. Men vi glæder os til at kunne mødes i virkeligheden.
Skatteministeriet ringer og fortæller, at der vil være pressemøde i morgen, hvor jeg skal være med. Jeg har jo set mange af de pressemøder med ministre og myndigheder, men egentlig ikke lige tænkt at jeg selv skulle være med. Men jeg tænker ”Nå ja, så får jeg også prøvet det.”

Fredag den 27. marts

Morgenen går med at diskutere flere test. Hvornår bliver vi klar til at teste de mange medarbejdere? Derefter er der morgenkaffe og pressemøde med skatteministeren – og det fungerer godt, at vi som forhandlere også er med.

Efter flere Skype-møder er det tid til at tage hjem på weekend. Vi har talt meget om værnemidler den her uge, og der er stadig udfordringer og spørgsmål tilbage – så weekenden bliver ikke helt til fridage.

Mandag den 30. marts

Hen over weekenden fik jeg besked om, at den første sygeplejerske er i respirator på grund af Covid-19, og det kan jeg mærke gør noget ved mig. Jeg tænker på, at trygheden og sikkerheden for vores medlemmer er afgørende, og derfor er det vigtig for mig at blive ved med at arbejde for flere og rigtige værnemidler.

Vi har bestyrelsesmøde for Hotel Koldingfjord, hvor vi på baggrund af den kedelige lukning, beslutter at renovere badeværelserne nu i stedet for senere på året.

Resten af dagen går med endnu flere Skype-møder og e-mails.

Tirsdag den 31. marts

En journalist fra Berlingske ringer og spørger til, hvordan DSR er involveret i pandemien. Det giver anledning til at ruske op i, hvem der sidder hvor, og vi får ordnet, at DSR i dag kan få en ekstra plads i Sundhedsstyrelsens epidemigruppe ved siden af repræsentanten for hygiejnesygeplejerskerne, som i flere år har repræsenteret os her.

Jeg cykler ud til Rigshospitalet for at se det nye Covid-afsnit, som skal åbne i morgen. Det er en fantastisk god oplevelse. Det giver god energi at komme ud og mærke, at ledelse og medarbejdere på afdelingen virker rolige og trygge.

Vi afprøver noget nyt – live chat på Facebook. Der er stor interesse, og spørgsmålene vælter ind. Jeg gør alt hvad jeg kan for at svare, og bagefter har jeg det som om, jeg har været med i et maratonløb. Vi samler op på, hvordan vi får svaret på de sidste spørgsmål. klokken nærmer sig 22 da jeg tager hjem.  

Onsdag den 1. april

I dag er mit første (telefon)møde i Nationalbankens bestyrelse. Det er en meget speciel oplevelse ikke at kunne se de andre, og der er en alvorlig stemning med snak om nedgang i økonomien.

Jeg spiser frokost samtidig med, at jeg læser og godkender et svar til Sundhedsstyrelsen (SST) om et forslag om udvidede beføjelser for kommunale sygeplejersker.

Ellers går dagen med endnu et pressemøde fra statsministeren og i gennemsnit et Skype-møde i timen.

Jeg ringer hjem, for midt i alt det her har jeg jo også en familie – mand og voksne børn og en mor på 92, som er rimelig bekymret og har svært ved at være i den her situation.

Torsdag den 2. april

Jeg starter igen morgenen med et indslag på TV2 og et par telefonopkald.

Jeg er med i programmet ”Brinkmans Briks”. Der er ro til at sidde en time og diskutere, hvad er det egentlig der sker derude, samt betydningen af anerkendelse og løn.
Det bliver igen en sen aften med snakke og møder, blandt andet om midler til forskning i sygeplejerskernes rolle under Corona-krisen.

Fredag den 3. april

Jeg er tidligt oppe for at være med i P1 morgen og tale om flere smittede sygeplejersker i Herning og igen værnemidler.

Jeg går en tur langs vandet. Det gør jeg jævnligt for at få frisk luft – ellers ender man med at blive en zombie, der bare sidder inde foran computeren.

Efter et interview med Politiken taler jeg med redaktøren for Sygeplejersken. Midt i vores snak ringer Søren Brostrøm, direktør i SST. Han spørger, om jeg vil være med til pressemøde om en time, så med kort varsel bliver alle andre møder flyttet.

På pressemødet får jeg hul igennem og bliver talsmand for, at der mangler noget i retningslinjerne om værnemidler for sygeplejersker og andre som kommer tæt på borgere og patienter. Søren Brostrøm siger, at han har en opgave, og lover at gøre noget ved det. Bagefter talte jeg med ham, hvor han igen lover, at de kigger på det, for han kan godt se, at der er noget.

Dagens møder blev presset sammen, jeg skynder mig hjem inden jeg skal være med direkte i TV Avisen og derefter i P4.

Jeg spiser aftensmad med min mand, og bagefter får jeg nogle beskeder som gør, at jeg lige må kontakte hovedbestyrelsen. Så det blev igen en sen fredag aften.

 

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

I forreste linje

Mens mange danskere er sendt hjem fra skole og arbejde, har sygeplejersker landet rundt været med helt fremme i forreste linje for at bekæmpe corona-epidemien. Dansk Sygeplejeråd har løbende bragt sygeplejerskernes øjebliksberetninger på Facebook. Herunder bringer vi et redigeret udvalg af nogle af historierne. Alle historierne er samlet i deres fulde længde på dsr.dk

Christina Krogh-Schlichter

Torsdag d. 19. marts
Sygeplejersker er essentielle på plejecenter

”I den seneste uge har jeg mærket Covid-19 krisen på tæt hold."

Det fortæller specialsygeplejerske Christina Krogh-Schlichter fra plejecentret Margrethelund i Nordsjælland. Hun har været på første hold på den nye uddannelse i borgernær sygepleje.

"Vi har 35 ældre og kronisk syge borgere boende, og selvom ingen er smittede, har jeg skullet bruge alle mine ressourcer på bl.a. rekvirering og optælling af værnemidler og koordinering af bemanding og kompetenceudvikling af andet sundhedsfagligt personale, som aldrig har prøvet at have med isolationspatienter eller skærpede infektionshygiejniske principper at gøre.”

”Jeg har læst hver eneste udmelding fra DSR, regeringen, KL og jeg har lagt handleplaner for 1 måned frem omkring skærpede tiltag grundet Covid-19.”

”De midlertidige pladser, plejecentrene og hjemmeplejen i kommunerne er allerede nu begyndt at mærke et øget pres.”

”Hospitalerne sender flere borgere hjem, som ikke er færdigbehandlede, for at gøre plads til mere kritiske patienter som følge af Covid-19. Det sætter fagligheden under pres, da de fleste ansatte i kommunen er social- og sundhedshjælpere og assistenter af en kortere sundhedsfaglig uddannelse og med et andet kompetenceniveau.”

Michael Frikke.

Fredag d. 20. marts
Studerende passer corona-patienter

"Vi arbejder i isolationstøj det meste af dagen, og det kan godt være ret varmt. Vi forlader ikke stuen, når vi passer en patient, for det vil kræve, at vi klæder om, og det er både spild af tid og ressourcer.”

Sådan fortæller sygeplejestuderende på 6. semester, Michael Frikke. Han er på 6. semester i praktik på FAM på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg på den del, der kun modtager ”Obs. Corona-patienter”.

”Det er en speciel situation at være studerende på 6. semester, hvor man er ude i sin lange praktik. Jeg kan godt være lidt bekymret for mit læringsudbytte.”

”Omvendt er det også spændende at have oplevet beredskabet træde i kraft. Og høre afdelingssygeplejersken forklare, at vi har et vist antal respiratorer, og at vi risikerer at komme i en situation, hvor lægerne skal beslutte, hvem som kan komme i behandling – og være nødt til at give respiratorerne til dem med de bedste prognoser.”

Kamilla Bøje

Tirsdag d. 24. marts
Herning Kommune forbereder sig på det værst tænkelige

”Jeg oplever, at de ældre og syge borgere forstår alvoren. De fleste isolerer sig hjemme og har lavet aftaler med familie, naboer og venner om ikke at mødes.”

Sådan siger hjemmesygeplejerske og tillidsrepræsentant i Herning Kommune, Kamilla Bøje.

”I flere tilfælde yder vi sygepleje på en anden måde lige nu. Vi holder to meters afstand til hinanden på vores daglige morgenmøde og frokostpause. Vi har fået indført hyppigere rengøring af vores kontorer, sygeplejebiler og arbejdstøj. Vi har været udfordret, som resten af Danmarks sundhedsvæsen, med forsinkelse af levering på håndsprit og værnemidler.”

”Jeg påtager mig det samfundsansvar, som jeg har i denne krisesituation. Jeg er på arbejde. Passer mit job som på en måde er ganske uforandret. Og så alligevel er hverdagen så markant anderledes lige for tiden.”

”WHO har kåret 2020 til "Year of the nurse". Man skulle næsten tro, at de kunne forudsige denne Corona-pandemi, og hvad året kommer til at kræve af alle verdens sygeplejersker.”

Personligt tager jeg én dag ad gangen, forholder mig til det nye, drager mine erfaringer fra i går, og på den måde kan jeg møde dagen i morgen.”

Grethe Bendixen

Søndag d. 29. marts
Har lært af Italien og indført kittelskole

”Vi har skabt nogle arbejdsgange og prioriteret opgaverne, så vi er forberedt på det værst tænkelige, selv om vi selvfølgelig håber, at det ikke bliver så slemt.”

Sådan fortæller afdelingssygeplejerske på intensiv på Bispebjerg Hospital, Grethe Bendixen.

”Vi har afprøvet de forskellige tiltag, så vi ved, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Det er enormt rart, at vi har gjort det, mens vi stadig har haft tid til at ændre og tilpasse tiltag.”

Blandt de nye tiltag på afdelingen er en række nye, klart definerede funktioner, f.eks. en såkaldt ”mixer”, der kun står i medicinrummet og gør medicin klar, og en ”runner”, som fylder op og altid er tilgængelig for sygeplejerskerne.

Alle nye på afdelingen får et udleveret et såkaldt ”actioncard”, der beskriver den specifikke opgave, de skal varetage.

”Vi har brugt meget tid på at forberede os og på at kompetenceudvikle. Vi har fået anæstesiapparater som ekstra respiratorer og har fået introduktion til dem. Vi er blevet undervist i metoder til bugleje.”

Der er øget risiko for at komme til at forurene sig selv, fordi man tager sin kittel forkert af. Derfor skal – og det er et stort SKAL – alle medarbejdere på vores intensivafdeling, lige fra rengøring og portører til sygeplejersker og læger igennem det, der bliver kaldt ”kittelskolen”.

Trine Madsen

Mandag d. 30. marts
Sygeplejerske smittet med corona: "Nu er det overstået"

”Søndag den 15. marts har jeg lidt ondt i halsen og hovedet. Tanken om corona har strejfet mig, men jeg synes ikke, at jeg har nok symptomer, og jeg tænker, at det er lidt hurtigt at trække corona-kortet –især fordi jeg i perioder lider meget af hovedpine.”

Det fortæller 44-årige Trine Madsen, anæstesisygeplejerske på Rigshospitalet.

”Mandag morgen er jeg stadig febril. Skolerne er lukket, og jeg kører op på mine børns skole for at samle deres skoleting sammen.

Da jeg kommer hjem halvanden time senere, begynder jeg at få det dårligt. I løbet af et par timer får jeg 38, 1 i feber, ondt i musklerne, hoster, har ondt i halsen og i øverste del af brystet.”

”Tirsdag klokken 14.45 får jeg at vide, at jeg er testet positiv.”

”Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg er blevet smittet. Jeg har ikke været ude at rejse, og jeg har ikke haft kontakt med nogen, der er smittede. Mit bedste bud er, at jeg er blevet smittet ude i samfundet.”

”Jeg har absolut haft et af de lettere forløb. Jeg har ikke ligget i sengen og haft det rigtig skidt. Jeg har kunnet klare det med Pamol og søvn.”

”Min mand og mine to drenge på 12 og 14 var allerede taget i sommerhus, inden jeg blev testet positiv, og ingen af dem har haft nogen symptomer.”

”Jeg har nogle meget søde naboer, som har taget en liter mælk med til mig, når jeg har manglet. Og jeg har daglig kontakt med min afdelingssygeplejerske. Jeg keder mig ikke. Jeg hygger mig med katten og ser tv-serier og strikker.”

”Når jeg kommer tilbage på arbejde, skal jeg ikke tilbage på min gamle afdeling, men i stedet passe COVID-patienter i den nybyggede Nordfløj.”

”Jeg tænker, at vi alle sammen skal smittes og nu er det overstået for mit vedkommende.”

Dalila Berkani Pedersen

Onsdag d. 1. april
Sociolancen passer på de udsatte borgere

De hjemløse, de psykisk syge og dem, som har et stort forbrug af medicin og stoffer. Det er nogle af dem, som er i stor risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirus.

Netop de borgere passer sygeplejerske Dalila Berkani Pedersen rigtig godt på.

Til daglig arbejder hun i Sociolancen, som er en social ambulance, hvor personalet yder opsøgende støtte til socialt udsatte.

Sociolancen bliver kaldt fra 112 og rykker ud, hvis en borger ikke er i stand til at klare sig selv.

”Det er som om, de hjemløse er forsvundet fra gaderne, og jeg vil tro, det skyldes, at der på det seneste er oprettet nye nødherberger. Der er også etableret herberger for dem, hvor der er mistanke om smitte.”

”Nogle psykisk syge er meget angste for smitten, og de forstår måske ikke alle de nye retningslinjer. De har brug for, at vi giver os tid til at snakke med dem og forklare og berolige.”

”Andre har brug for, at vi støtter dem, når de møder op på akutmodtagelsen, hvor de bliver bedt om at blive uden for og vente, fordi der ikke må være mange samlet i venteværelset. Vi kan f.eks. tilbyde et tæppe og en motiverende samtale, så de kan klare ventetiden i kulden.”

Teis Amundsen

Tirsdag d. 14. april
Retspsykiatriske patienter må leve med uafklaret status

”Vi har lukket rigtig meget ned. Dage, der i forvejen kan synes meget lange for patienterne, er blevet endnu længere. Her er blevet meget stille.”

Sådan fortæller sygeplejerske Teis Amundsen. Han arbejder på et lukket retspsykiatrisk sengeafsnit på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor ni patienter er indlagt/afsoner en behandlingsdom.

”Der er mange ting, der er blevet mere besværlige at gennemføre, f.eks. fysisk træning for patienterne, turene op i byen og den sociale færdighedstræning. Vi kan gå en tur i naturen, og det er stort set det.

Vi laver heller ikke mad sammen mere, som vi plejede. I stedet kommer maden op portionsanrettet og bliver udleveret. Pårørende må ikke komme på besøg i afdelingen. Det er patienter, som i forvejen har en meget lille og begrænset kontaktflade.

Bygningerne på Sankt Hans er 130 år gamle, og gangene er meget små og trange, så det med at holde to meters afstand er ikke muligt. For nogle af patienterne er det også svært at forstå, og vi kan kun henstille.

Vi har oprettet et kohorte-afsnit, altså et særligt afsnit, hvis nogle af vores retspsykiatriske patienter, bliver smittet med corona.

Det sværeste er nok, at retssager er blevet aflyst. Det er meget hårdt for nogle af dem. De har ventet i et år, har haft en dato, og så bliver det aflyst. Og det er uvist, hvornår de kan få en afklaring. Det er jo også helt forfærdeligt. Vi andre tænker måske på, hvornår vi igen kan komme på ferie, men ens retslige status er jo helt essentiel,” siger Teis Amundsen med henvisning til, at patienterne kun kan udskrives efter en domsafgørelse.

Birgitte Lundgaard Ottosson

Onsdag d. 15. april
Sygeplejersker i Herning har været hårdt pressede

”Vi er så presssede, at nye Covid-19-tilfælde nu visiteres til andre sygehuse i regionen.”

Sådan siger sygeplejerske Birgitte Lundgaard Ottosson, som arbejder på et akut-sengeafsnit på Regionshospitalet Herning. Det er nu lavet om til et Covid-19-afsnit.

Herning er den jyske kommune, der har haft flest Covid-19-smittede pr. indbygger. Udover et stort antal smittede borgere er også mange sundhedspersonaler på hospitalet blevet smittet.

”Vi løb tør for mundbind og visirer i løbet af den første uge. En hygiejnesygeplejerske samlede nytårsbriller ind blandt privatpersoner, som donerede deres nytårsbriller, og de første dage måtte vi genbruge vores mundbind. Det var på ingen måde ok, men det var nødt til at være sådan.”

”Personalet er blevet smittet lynhurtigt. Og det har givet mange spekulationer og bekymringer. De mange syge kollegaer har lagt et yderligere stort pres på afdelingen,” siger Birgitte Lundgaard Ottosson.

”Alle, der er raske, tager ekstra-vagter. Her i påsken havde jeg egentlig ferie, men jeg har taget fire ekstra-vagter for at hjælpe. De andre uger har jeg haft en-to ekstra-vagter. Jeg gør det, fordi jeg har dårlig samvittighed over for de andre hver gang, jeg går hjem,” siger hun og fortæller, at de seneste dage er presset lettet og værnemiddelssituationen også blevet bedre.

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Mindre mangel på værnemidler

Sprit, handsker, masker. Værnemidler har nogle steder i såvel kommuner som regioner været en mangelvare gennem de første uger af coronaepidemien. Men nye forsyninger mindsker problemet.

"I løbet af den seneste uge er beholdningen af sprit, handsker og øvrige værnemidler blevet synligt større.”

Sådan lød status fra Danske Regioner 15.april, hvor det fremgår, at der siden sidste uge er ankommet flere hundrede tusinde visirer og kitler og næsten en fordobling i antallet af de vigtige FFP2- og FFP3-masker. Kitler og FFP3-masker er dog stadig de områder, som hurtigst kan blive kritiske.

”Det er læsning, man bliver glad af. Det er betryggende at se, at arbejdet med at skaffe flere værnemidler begynder at bære frugt. Men vi har også den seneste tid erfaret, at tingene hurtigt kan ændre sig,” udtaler Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner og påpeger:

”Derfor har vi stadig maksimalt fokus på både indkøb ude i verden og en større national produktion.”

At manglen på værnemidler er et aftagende problem er også det indtryk, man får fra sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter i midten af april. Og det er gode nyheder, efter at der gennem de første mange uger af coronaepidemien har været mangel på værnemidler.

”Det er et stort problem, at der ikke er nok værnemidler. Nogle steder har de ikke visir, og så prøver de at bruge beskyttelsesbriller – altså dem man bruger nytårsaften. Men hvis man så bruger briller, kan man ikke få dem uden på sine egne briller. Det er noget af det, vi bøvler med lige nu, og som fylder rigtig meget,” fortalte Kirsten Blaabjerg, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Aarhus Kommune, i slutningen af marts.

Andre sygeplejersker rundt om i landets kommuner og regioner har udtalt:

”Vi løb tør for mundbind og visirer i løbet af den første uge. En hygiejnesygeplejerske samlede nytårsbriller ind blandt privatpersoner, og vi måtte genbruge vores mundbind.” ”Vi har nok sprit og handsker, men mangler masker.” ”Vi har begrænsede værnemidler. Alt er låst inde. De skal bruges med omtanke.” ”Skabene med værnemidler er snart tomme. Og vores fjernlager er tomt.”

I en rundspørge blandt sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter fra slutningen af marts fortæller omkring hver femte, at de har manglet adgang til værnemidler. Problemet er størst i kommunerne.

Men hvad gør man, hvis man står med en Covid-19-patient og mangler værnemidler?

Ifølge et notat fra Sundhedsstyrelsen 20. marts skal man ikke udføre sygeplejen, hvis man ikke har de tilstrækkelige værnemidler, der kan hindre smittespredning. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en livskritisk eller akut behandling.

Hvis man er i tvivl om, hvad man skal gøre, er anbefalingen fra Dansk Sygeplejeråd at man kontakter sin leder, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant.

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Brug værnemidler, hvis du er i tvivl

Efter mange ugers massiv kritik af retningslinjerne for medarbejdere i den kommunale sundheds- og ældrepleje, ændrede Statens Seruminstitut 16. april retningslinjerne, så man nu kan bruge heldækkende visir, hvis man er i tvivl om smitterisiko.
Andre patienter skal til nu

Coronaepidemien trækker ud med lavere smittetryk end forventet, og sundhedsvæsenet skal i højere grad tage sig af både patienter med Covid-19 og andre, der også kan kræve intensiv behandling, f.eks. fortsat udredning og behandling på kræft- og hjerteområdet, psykisk sygdom, som det fremgår af Sundhedsstyrelsens anbefalinger den 13. april.

Dagen før deadline (den 20. april) på dette nummer af Sygeplejersken arbejder kommuner og regioner på højtryk med at føre anbefalingerne ud i livet, bl.a. på Odense Universitetshospital, fortæller sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen.

”Vi er ved at skrue op for nogle aktiviteter samtidig med, at vi beholder et Covid-19-beredskab, som vi kan skalere op ved behov. Nogle sygeplejersker skal tilbage og varetage vante opgaver, men det meste er stadig på tegnebrættet.”
(cso)

Er man i tvivl, om der kan være risiko for at smitte i forbindelse med det arbejde, man udfører som sygeplejerske i den kommunale sundheds- og ældrepleje, skal man bruge værnemidler.

Det er efter mange ugers kritik af retningslinjerne på området blevet tilføjet efter et møde mellem sundhedspersonalets faglige organisationer, Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut 16. april.

Her blev det for første gang slået fast, at Statens Seruminstitut anerkender, at der i visse arbejdssituationer er risiko for asymptomatisk smitte. Altså, at der er risiko for at smitte, uden at man har symptomer.

Statens Seruminstitut foreslog, at medarbejdere ved hjemmebesøg bruger et heldækkende ansigtsvisir, hvis borgeren eller patienten føler sig utryg ved den tætte kontakt – eller hvis medarbejderen føler sig utryg ved risikoen for smitte.

”Det er en vigtig melding og en sejr for Dansk Sygeplejeråd,” fastslår Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, der deltog i mødet.

”Ved at indføre et forsigtighedsprincip kan medarbejderne vælge at anvende et heldækkende ansigtsvisir. Det betyder, at situationer, hvor man ikke kan undgå at komme tæt på borgeren, gøres mere tryg. Det betyder samtidig, at vi har fået anerkendt, at fordi asymptomatisk smitte er betydelig, så afspejler det sig nu i de vejledninger medarbejderne skal følge,” siger hun.

Læs artiklen ”Frygter at være smittekilde” på side 28.

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Frygter at være smittekilde

Risikoen for at bringe smitte rundt til såvel borger som egen familie tynger sygeplejersker i den kommunale sundheds- og ældrepleje. De skal ifølge retningslinjerne ikke bære værnemidler, medmindre borgerne er smittet eller mistænkt smittet med Covid-19.
Hjemmesygeplejerske Mette Petersen tager hver dag ud til borgere og gør ”som hun plejer”. Men hun er bange for at bringe smitte rundt uden selv at have symptomer, hvilket kan være fatalt for de borgere, hun ser.
Foto: Nils Lund Pedersen

Jeg går med en frygt for at smitte andre uden selv at have symptomer. Det ville være forfærdeligt. De borgere jeg ser, er alle i risikogruppen.”

Det fortæller hjemmesygeplejerske Mette Petersen. Hun er er bange for at smitte de borgere, hun tager rundt og plejer og behandler. Og for at smitte sine børn. For hun frygter, at hun kan bære smitten fra sted til sted – uden at vide det.

Det har hun taget konsekvensen af og er gået i frivillig isolation. Siden 17. marts, da statsministeren lukkede Danmark ned, har hun ikke set sine børn. Hendes to drenge på 9 og 12 år har siden da været hos deres far, som hun er skilt fra.

”Jeg savner dem. Og det liv og glade dage, de giver. Men vi skriver og ringer. Og så længe jeg kan mærke, at de trives, bliver det sådan.

Men det ville ikke have været nemt, hvis de var kede af det, og jeg hele tiden havde dem hængende i røret,” fortæller hun 6. april.

Frygten for at bære smitte rundt deler Mette Petersen med mange sygeplejersker i kommunerne, hvor de oplever det som et paradoks, at de under corona-epidemien fortsat skal gå på arbejde og gøre ”som de plejer”. Det siger retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen.

De skal varetage opgaver, hvor de kommer helt tæt på borgerne uden ekstra værnemidler som f.eks. mundbind. Kun hvis en borger viser tegn på symptomer på corona eller er testet positiv for corona, skal sygeplejerskerne iføre sig særlige værnemidler.

Imens er resten af Danmark sendt hjem og må ikke komme tættere end to meter på hinanden - for at undgå smitte.

Kritik af retningslinjer

Dette paradoks har udløst kritik fra Dansk Sygeplejeråd, hvor formand Grete Christensen på et pressemøde 3. april sagde:

”Vi synes, at ”plejer” er et forkert begreb. For der er ikke noget andet i Danmark, der er, som det plejer at være. Så vi vil gerne opfordre Sundhedsstyrelsen til at kigge på de her retningslinjer igen og angive anvendelsen af mundbind i de tilfælde, hvor man f.eks. skal give intravenøs medicin, udføre sårpleje eller andet, hvor man er tæt på borgeren.”

Grete Christensen pegede også på, at de ældre borgere ikke ser deres pårørende i denne tid, og at de ansatte derfor er en hovedkilde til smitte.

Plejecentre ramt

Meget tyder på, at det er sket på et plejecenter i Trekroner ved Roskilde, hvor der i slutningen af marts opstod mistanke om, at flere beboere var smittet med Covid-19, og at flere dødsfald var relateret til sygdommen.

Alle beboere og medarbejdere blev testet, og mindst fire beboere og syv medarbejdere viste sig at være smittede. Ifølge TV2 Lorry var der flere af de smittede medarbejdere, som ikke havde nogle symptomer.

Også i Holbæk blev et plejecenter ramt lige før påske.

”I første omgang var fem beboere og fem personaler syge med Covid-19. Herunder en af sygeplejerskerne,” fortæller fællestillidsrepræsentant for Sygeplejerskerne i Holbæk Kommune, Flemming Rydahl.

Borgere: Hvorfor bruger I ikke maske?

I Rudersdal Kommune, hvor sygeplejerske Susanne Tronier er leder af hjemmeplejen, fylder spørgsmålet om værnemidler også meget – både blandt medarbejdere, pårørende og borgere.

”Mange borgere spørger, hvorfor vi ikke har masker på hele tiden. Mange af de pårørende til vores borgere er selv oppe i årene og i risikogruppen. Vi forklarer, at vi følger retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, og taler med dem om, at når man ikke har symptomer, så er risikoen for at smitte meget lille,” fortæller Susanne Tronier og fortsætter:

”I forhold til medarbejderne taler jeg med dem om, at når man skal være tæt på en borger, er det vigtigt ikke at tale imens, men vente til man er færdig. Og så har vi ekstra fokus på tøj og sprit.”

Distanceret sygepleje

Dertil gælder det om at holde afstand, når det er muligt. Men det giver også udfordringer.

”Det er svært, når alt skal foregå på to meters afstand. Når man ikke bare lige kan lægge sin hånd på skulderen af den pårørende, der lige har sagt farvel til sin kære.  Jeg føler mig uhøflig. Der er opstår en distance, og det kommer til at virke meget upersonligt,” siger Mette Petersen.

I mange kommuner - og også i Nordfyns Kommune, hvor Mette Petersen arbejder - har man for at mindske smitterisikoen valgt at skære ned på antallet af besøg hos borgerne, hvor det har været muligt, og instrueret borgerne eller deres pårørende i selv at klare nogle af opgaverne. F.eks. sårskift.

”Så skal de selv gøre det to gange, og så tager jeg det tredje. Men det gør noget ved en, fordi man ved, at man kan gøre det bedre for borgeren ved selv at gøre det,” fortæller Mette Petersen.

Ved redaktionens slutning havde Mette Petersen netop fået sine drenge hjem efter en måned, fordi de skal tilbage i skole. For at begrænse smittevejene vil de i den næste tid ikke komme hos deres far.

Læs den nyeste udvikling om brug af værnemidler (OBS: Oplysninger gældende pr. den 27. april 2020):

  • Brug værnemidler, hvis du er i tvivl
  • Mindre mangel på værnemidler

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Her er de smittede

En opgørelse over antal smittede i Danmark pr. den 15. april 2020

 

Region Nordjylland
Region Nordjylland har 325 bekræftede Covid-19 tilfælde. 22 af dem er indlagt, hvoraf 8 ligger på intensiv, 6 af disse i respirator.
I regionen er det Vesthimmerland kommune som er hårdest ramt (ift. antal tilfælde pr. 100.000 indbyggere), mens Rebild kommune ikke har haft nogle nye Covid-19 tilfælde den seneste uge.

Region Midtjylland
Region Midtjylland har 1.061 bekræftede Covid-19 tilfælde. 56 af dem er indlagt, hvoraf 15 ligger på intensiv, 14 af disse i respirator.
I regionen er det særligt Herning og nabokommunen Holstebro som er hårdest ramt (ift. antal tilfælde pr. 100.000 indbyggere), mens Norddjurs har færrest Covid-19 tilfælde.

Region Syddanmark
Region Syddanmark har 756 bekræftede Covid-19 tilfælde. 38 af dem er indlagt, hvoraf 11 ligger på intensiv, 9 af disse i respirator. 
Kolding og Svendborg kommune er hårdest ramte (ift. antal tilfælde pr. 100.000 indbyggere), mens Haderslev ikke har haft nogle nye Covid-19 tilfælde den seneste uge.

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden har 3.597 bekræftede Covid-19 tilfælde. 188 af dem er indlagt, hvoraf 43 ligger på intensiv, 37 af disse i respirator. 
Covid-19 tilfældene i regionen er primært centreret omkring København, dog med 52 tilfælde på Bornholm.

Region Sjælland 
Region Sjælland har 901 bekræftede Covid-19 tilfælde. 58 af dem er indlagt, hvoraf 12 ligger på intensiv, 9 af disse i respirator. 
I regionen er det især Slagelse og Lejre som er hårdest ramt (ift. antal tilfælde pr. 100.000 indbyggere), særligt den seneste uge.

Kilde: Statens Serum Institut

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Sådan udfordrer Covid-19 sygeplejen

Michelle Laurent, intensivsygeplejerske på Bispebjerg Hospital, er vant til at passe kritisk syge patienter, men Covid-19 udfordrer den viden og sygepleje, hun læner sig op ad til hverdag.
Michelle Laurent
Privatfoto

Vi er fagligt udfordret på den måde, at Covid-19-patienterne er hamrende dårlige, og vi ved ikke rigtig, hvordan det kommer til at gå. Vi bliver hele tiden lidt klogere på, hvad der virker bedst, men der er jo ingen dokumenteret evidens for det.”

Sådan siger intensivsygeplejerske Michelle Laurent, der den seneste måned har plejet nogle af landets sygeste Covid-19-patienter på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital.

”Vi har et særligt fokus på at få patienter ud af respiratoren. Det er svært at få dem ned på en modus, hvor det er muligt at ekstubere.

Normalt har vi en idé om, hvor længe de skal være i respirator, men det har vi ikke med Covid-19-patienterne. Man troede at de skulle ligge i respirator i to uger, så blev det tre, og nu er der nogle, der ligger i respirator på fjerde uge.”

Michelle Laurent oplever også, at Covid-19 patienterne er mere bekymrede.

”De er bange for den her sygdom, som vi ikke kender svarene på. Vi ved ikke, hvad den gør ved dem nu eller på længere sigt,” siger Michelle Laurent.

Gemt bag masker og uden pårørende

”Vi er jo vant til at passe patienter i isolation. Men det, der er nyt og udfordrende, er de mange timer, vi er inde på stuen iført FFP3-masker. For at spare på værnemidlerne bliver man lidt længere inde på stuen og udsætter måske at gå på toilettet,” fortæller Michelle Laurent.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer inden corona-epidemien måtte man kun være iført FFP3-masker tre timer inden for et døgn.

”Nu har vi dem på tre-fire timer. Ad gangen. Vi forsøger hele tiden at indrette os bedst muligt, så vi kan aflaste hinanden og få nogle pauser.”

”Det er også anderledes at komme ind til en patient i fuldt udstyr og skulle have en samtale med en patient, der ikke kan se mig eller aflæse mit ansigt, men kun læse mit navn eller genkende min stemme fra dagen før,” siger Michelle Laurent.

Noget af det, der også har været svært, er, at de pårørende ikke må komme på afdelingen.

”Normalt finder jeg meget støtte i de pårørende. Det er dem, der kender patienten allerbedst. Den del er taget lidt fra os, fordi de pårørende ikke rent fysisk kommer i afdelingen. Medmindre patienten er meget dårlig.”

I stedet ringer lægen hver dag til patientens kontaktperson, og sygeplejerskerne hjælper med FaceTime-opkald mellem patient og pårørende – også med patienterne i respirator.

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Da "plejer" blev sat ud af spillet

På få uger er der blevet vendt op og ned på sygeplejerskernes hverdag. Det skete, da Covid-19 gjorde sit indtog på de danske sygehuse. Værnemidler er blevet en del af uniformen i mødet med en hidtil ukendt sygdom, som både udfordrer sygeplejerskernes faglighed og styrker sammenholdet.
Sygeplejerske Hejdi Gamst-Jensen har skiftet kontorstol, skrivebord og computer ud med Covid-patienter i respirator og en uniform af kittel, maske, mundbind, visir og handsker. Derfor er der brug for at koble af, når hun kommer hjem fra en vagt.
Foto: Bax Lindhardt
Tidslinje

11. marts: Statsministeren starter nedlukning af Danmark

14. marts: Danmarks grænser lukker

17. marts: Dronningen holder historisk corona-tale

23. marts: Alle nedlukninger forlænges til efter påske

26. marts: Mangel på coronatest

27. marts: WHO: Det er topprioritet at teste personale

30. marts: Statsministren: Bliv hjemme i påsken, så begynder vi åbning

3. april: Skarp kritik af retningslinjer for værnemidler fra formand Grete Christensen på pressemøde

6. april: Statsministeren: Børnene skal i skole efter påske

7. april: Udgivelse af WHO-rapport om sygeplejerskers rolle globalt

15. april: Direktør for  Statens Seruminstitut: "Social distance har vist sig som et "supervåben" mod corona.

Jeg er på vej på min første aftenvagt i 4,5 år. Jeg kan mærke, at jeg både er spændt og stresset ved tanken. Hjertebanken. Forsøgte at sove middagslur, men vågnede op med hurtig puls. ”

Sådan skriver Hejdi Gamst-Jensen i en sms skærtorsdag eftermiddag. Dagen før har hun haft en virkelig dårlig patient. Det sidder stadig i hende.

Normalt forsker Hejdi Gamst-Jensen i individuel triagering i tilknytning til akutmodtagelsen på Amager-Hvidovre Hospital. Men i dag er hun på vej på vagt på intensivafsnittet for Covid-19-patienter på samme hospital – som lynoplært intensivsygeplejerske.

Seks uger inden ramte coronaepidemien Danmark. Danskerne tog den med hjem fra skiferier i Italien og Østrig, og smitten spredte sig i en sådan fart, at statsminister Mette Frederiksen 11. marts valgte at lukke store dele af landet ned.

Men mens en stor del af danskerne blev sendt hjem, var der ekstra brug for bl.a. sundhedspersonalets arbejdsindsats. Som en del af myndighedernes beredskabsplan skulle de stå klar til at tage sig af de mange coronasmittede, der truede med at vælte sygehusene.

Med den viden om epidemien, man allerede kendte fra andre lande og ikke mindst skræmmebillederne fra Italien, var den kliniske sygeplejerske i Hejdi Gamst-Jensen blevet vækket.

”Allerede dagen inden statsministeren lukkede Danmark ned, skrev jeg til min ledende oversygeplejerske og min professor, om jeg ikke havde en moralsk forpligtelse til at melde mig til at hjælpe til?” fortæller Hejdi Gamst-Jensen, der inden hun tog sin ph.d. var anæstesisygeplejerske.

Ugen efter fik hun et fire dages lynkursus i at varetage intensivpatienter, alt imens afdelingen oprustede. Hun sluttede ugen af med selv at passe en coronapatient i respirator.

Byggede vejen, mens de gik

Mange andre sygeplejersker meldte sig også frivilligt til at tage sig af de coronasmittede. Nogle via regionernes lynoprettede coronajobbanker. Andre sygeplejersker fik ikke selv valget og blev flyttet rundt og pålagt nye opgaver i takt med, at man droslede ned for de planlagte operationer og skruede op for nye Covid-19-afsnit. Afdelinger blev lukket ned, optimeret og transformeret. Nogle gange i løbet af timer. Flere steder måtte man gå på vejen, mens den blev bygget.

Som eksempelvis på Slagelse Sygehus, hvor koloskopi-sygeplejerske Charlotte Møller meldte sig til beredskabet på det nye Covid-19-afsnit. En medicinsk sengeafdeling fik to dage til at fjerne alt udstyr og flytte sine patienter, for at gøre plads til op til 48 coronapatienter.

”Jeg var med den første dag (onsdag den 18. marts), hvor afsnittet åbnede. Jeg havde forestillet mig, at der var alt det udstyr, vi skulle bruge. Men det var der ikke. De første dage var der ingen, der vidste, hvor noget var. Afdelingsledelsen var heller ikke på plads og blot halvdelen af stuerne var klar med ilt og sug,” siger hun og fortsætter:

”Vi brugte de to første dage på at gøre stuerne klar. Fylde depoter op, skaffe bleer, tøjsække og bækkenstole. Der manglede værnemidler og mange andre essentielle ting. Vi skrev alt det ned, vi manglede og gik i gang med at gøre senge klar. Heldigvis var der heller ikke nogen patienter,” fortæller Charlotte Møller.

Så heldige var de ikke i Herning. Her strømmede Covid-19-patienterne snart ind på det akut-sengeafsnit, hvor sygeplejerske Birgitte Lundgreen Olofsson arbejder.

”Det har været en særlig situation. Samtidig med at vi iført værnemidler passede patienterne, gik håndværkerne rundt og fjernede bogreoler, stole og borde fra depoter og kontorer for at lave endnu flere patientstuer. Store ilttanke blev monteret uden på bygningen,” fortæller hun og fortsætter:

”De første dage var det nyt og spændende at være på arbejde, men efterhånden som dagene gik og det greb om sig, blev det anderledes. Vi løb tør for mundbind og visirer i løbet af den første uge. En hygiejnesygeplejerske samlede nytårsbriller ind blandt privatpersoner, og vi måtte genbruge vores mundbind. Det var på ingen måde ok, men det var nødt til at være sådan.”

42 handsker på en vagt

Det er ikke kun i Herning, at der har manglet værnemidler. Også på andre hospitaler og i kommunerne har det været en udfordring, der har mødt massiv kritik. I en undersøgelse blandt sygeplejerskernes tillidsrepræsentanter i slutningen af marts svarer hver femte, at de har oplevet mangel på værnemidler.

Myndighederne var for langsomme til at komme i gang med at købe ind og fylde lagrene op, og da de opdagede det, var det svært at anskaffe. Statsministeren italesatte problemet på et pressemøde 6. april:

”I, der kæmper i frontlinjen – hvad enten det er på ældreområdet, socialområdet eller inden for sundhed – I skal selvfølgelig have det rette udstyr. Det er et problem, at alle ikke kan få det nu. Der arbejdes hårdt på at skaffe flere masker og andre værnemidler, som vi både mangler i Danmark og i mange andre lande.”

Efterfølgende er der kommet nye forsyninger.

Hejdi Gamst-Jensen på Hvidovre Hospital har ikke oplevet at mangle værnemidler. Til gengæld har hun lavet en optælling, der viser, hvor stort hendes forbrug omtrent er på en enkelt vagt:

42 par handsker. Fire mundbind – heraf tre kirurgiske mundbind og et FFP3. Tre operationshuer. Tre par overtrækskitler og tre visir.

”F.eks. bruger jeg fire par handsker fra jeg tager en blodprøve til den kan komme i laboratoriet. Og der tages adskillige blodprøver i løbet af dagen,” siger hun

Og det er ingen fornøjelse at have værnemidlerne på.

”Først tager du en gul kittel på. Det er som at tage en kæmpe plasticpose på. Så tager du operationshue på og mundbind og så en FFP3 maske. Og til sidst handsker og visir,” fortæller Hejdi Gamst-Jensen og fortsætter:

”FFP3 masker slutter meget tæt, så man føler, at man ikke kan få luft. Indtil man vænner sig til det. Men efter lidt tid får man hovedpine. Og fordi vi bevæger os meget, kommer man til at svede. Det er udmattende. Samtidig er det svært at bevæge sig med udstyret på.”

”Efter 2-3 timer har jeg mærker på næsen og kinderne. Ikke fordi de sidder forkert. Men det sidder tæt og trykker mod næse og kinder. For ikke at tale om, at jeg ikke er vant til at stå og gå en hel dag. Så det er virkelig udmattende.”

Bekymret for børnene

Det har Hejdi Gamst-Jensens to børn også opdaget. Sygeplejersken møder familien lørdag 3. april i deres solbeskinnede have på Amager. 13-årige Elisabeth Gamst Hallas fortæller:

”Mor og far er mere trætte, når de kommer hjem. Der er ikke så meget overskud til at lave noget med os.”

Hun er som resten af landets børn sendt hjem fra skole og er som den eneste i klassen alene hjemme hele dagen. Hendes lillebror Erik Gamst Hallas på 9 år sidder ved havebordet og rører rundt i sin tekop.

”Jeg går i 2.b. på Sankt Annæ Privatskole. Men lige nu er jeg i nødpasning. Som den eneste på skolen. Først havde jeg alle mulige lærere, men nu er det pædagoger. Vi har lavet mange lektier. Men også gået ture,” fortæller han.

Hejdi Gamst-Jensen og hendes mand, der er overlæge på akutmodtagelsen på Holbæk Sygehus, er bekymret for dem.

”Det, der var overraskende for mig og min mand, er det emotionelle i forhold til børnene. Vi er begge væk hele dagen, og Elisabeth er ensom og ked af at være alene hjemme.  Erik er en følsom dreng, der er irritabel, når han kommer hjem fra nødpasning. Samtidig er vi selv rigtig trætte, når vi kommer hjem, og har selv brug for at stirre ud i luften. Men der vil vores børn jo gerne være sociale med os. Det er bare mega hårdt.”

Men hun kan ikke lade være med at tage afsted.
”Der er alt for meget sygeplejerske i mig. Jeg kan ikke holde til at sidde passiv og ikke være en del af beredskabet,” smiler hun.

Hvad nu?

Hejdi Gamst-Jensens første aftenvagt i 4,5 år gik godt. Og det gjorde de efterfølgende påskevagter også.

”De har været stille og rolige. Der er jo ikke kommet det pres af patienter, som vi havde regnet med. Jeg vil ikke sige, at det er et antiklimaks. Men det stiller nye spørgsmål og overvejelser om fremtiden. Skal jeg tilbage og forske fuld tid? Eller skal jeg finde en kobling tættere med klinisk praksis? Jeg ved det ikke.”

Det er de spørgsmål, der nu melder sig, efter at den danske nedlukningsstrategi har vist sig at virke bedre, end myndighederne havde turdet håbe på. Stormen, som alle ventede på og frygtede, har ved redaktionens afslutning ikke indfundet sig. Efter at den berømte kurve knækkede den 1. april, har antallet af både nye rapporterede Covid-19- tilfælde og indlagte patienter været konstant faldende.

Mens ingen ved, hvad der sker, når samfundet igen åbner, afventer sygeplejerskerne deres fremtidige arbejdssituation oven på en hektisk periode, der også har været fagligt spændende og vist en holdånd og gejst udover det sædvanlige.

Sammenholdet

”Det bedste har været at opleve sammenholdet på afdelingen. Både blandt det faste personale, men også at opleve, hvordan sygeplejersker fra andre afdelinger er kommet til. Det er rart at gøre en forskel og være med til at gøre noget meningsfyldt, ” siger akut-sygeplejerske Birgitte Lundgren Ottosson fra Herning.

Koloskopisygeplejerske Charlotte Møller fra Slagelse istemmer:

”Folk er gået på med krum hals og har været søde og imødekommende. Hvis man kalder fra stuen, fordi man mangler noget, kan det sagtens være lægen, der går ud og henter det. Alle hjælper hinanden,” siger hun og fortsætter:

”Det har været spændende at være i. Det er rart at komme ud og have noget med patienterne at gøre på en anden måde. At lave basal sygepleje og observationer. De små grå kommer på arbejde og bliver støvet af, og jeg beskæftiger mig igen med det, jeg brændte for for 20 år siden.”

Det gælder også Hejdi Gamst-Jensen.

”Jeg kan rigtig godt lide at være tilbage og lave klinisk arbejde igen. Så hvis jeg kunne, gad jeg godt at have nogle vagter på intensiv en gang imellem efter Covid-19. Jeg ser nye aspekter, som jeg ikke så før,” smiler hun.

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi

Sammenholdet blomstrer i skyggen af corona

Erik blev passet af skiftende lærere i skolens nødpasning, og Elisabeth måtte passe sig selv, mens deres mor, Hejdi Gamst-Jensen, passede nogle af landets sygeste Covid-19-patienter. Sygeplejersker over hele landet vinkede farvel til plejer, da coronaepidemien gjorde sit indtog. Men mens fagligheden blev udfordret, spirede holdånden.
Hejdi Gamst-Jensen med børnene Erik og Elisabeth
Foto: Bax Lindhardt
Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi