Ni timer uden toiletbesøg

Søs Anja Larsen er sygeplejerske på Neurointensiv på Rigshospitalet. Et afsnit med en høj normering i forhold til almindelige afsnit, fordi patienterne er alvorligt syge. Men ofte er de ikke nok på arbejde til at kunne udføre de nødvendige opgaver.
Alvorligt syge patienter, og mange af dem i respirator, giver en bedre normering på Neurointensiv på Rigshospitalet end på andre afdelinger. Men også her oplever sygeplejersker som Søs Anja Larsen, at der er for få kolleger til at klare opgaverne.
Foto: Nikolaj Linares

Kollegaen er smuttet. Han er taget til undervisning i Sundhedsplatformen. Søs Anja Larsen overtager hans patient. Det er okay, og der er tid til at udføre arbejdet. Men så kommer der besked om, at en traumepatient er på vej. Hendes afdeling, Neurointensiv på Rigshospitalet, er den eneste intensiv, der kan skaffe en plads.

Det kræver dog, at en anden patient bliver flyttet. Men det er ikke ”bare lige” at gøre en plads klar, når man arbejder med svært syge patienter, og det bliver starten på en af de mere hektiske dage, som sygeplejerske Søs Anja Larsen kender alt for godt. En af dem, hvor der bare ikke er nok kollegaer til at udføre de opgaver, som patienter og deres pårørende har brug for.

For selv om Søs Anja Larsen er på en afdeling, der på papiret har en høj normering med en til en, grundet kompleksiteten af patienternes sygdom, oplever hun som mange af sine kollegaer i hele landet, at antallet af fremmødte medarbejdere ikke altid stemmer overens med opgaverne. Det gør de heller ikke denne dag i december.

Overarbejde og mangelfuld dokumentation

På en ”normal” dagvagt er der planlagt et fremmøde på 17 sygeplejersker til 14 intensivsenge og seks opvågningspladser.

”Vi burde være en til en. Men når der er sygdom, er det ikke altid muligt. Vi har patienter, der er alvorligt syge. Mange – nogle gange alle – patienter ligger i respirator. Vi skal hjælpe dem med alt,” siger Søs Anja Larsen.
Det er lige fra opgaver med at tjekke patienternes værdier, optimere den medicinske behandling af deres kredsløb til personlig pleje og forebyggelse af komplikationer.

”Og så skal vi også tage os af de pårørende, der ofte også er i krise,” påpeger hun.

Tilbage til traumepatienten. Søs Anja Larsen har flyttet den ene patient og gør klar til den nye patient. Et hold af læger og sygeplejersker rykker ind med traumepatienten, men har behov for hendes hjælp til at installere patienten på afdelingens udstyr.

Der opstår behov for et mindre kirurgisk indgreb, men da der ikke er plads på operationsgangen, sker det på stuen. Igen bliver Søs Anja Larsen nødt til at blive og hjælpe. Patienten, hun tidligere overtog fra sin kollega, har hun givet videre til en anden, og hun har samtidig behov for ekstra hjælp til den dårlige traumepatient.

”Efter en times overarbejde vælger jeg at gå hjem. Jeg har ikke fået dokumenteret fuldt ud, men dog det vigtigste. Jeg har prioriteret at tage mig af patienten og de pårørende. Jeg har ikke været på toilettet, siden jeg tog hjemmefra, og min frokost har jeg slugt i døren ind til patientstuen. Det gør jeg normalt ikke, men ellers ville jeg ikke få noget mad,” slutter Søs Anja Larsen.

Normering

Tema: Sygeplejersker får nok, når normeringen halter

Anja Eldrup har sidste arbejdsdag som sygeplejerske sidst i januar. Hun er en af mange, der er træt af dårlig normering på landets hospitaler, som slider på personalet og bringer patienternes sikkerhed i fare. Normeringerne er under pres, fordi de fastsættes ud fra sygehusenes budgetter frem for patienternes plejebehov og personalets kompetencer.
Løsningen er bedre normeringer, siger ph.d. og Dansk Sygeplejeråd. Det giver også samfundsøkonomisk mening.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Arbejdstid

Travlhed kostede toårig livet

Urimeligt at ledelsen lukker ørerne og efterlader sygeplejerskerne og patienterne med konsekvenserne af dårlig normering. Det siger sygeplejerske Christina Kirkeby Beth.
”Der står direkte i brevene til ledelsen, at sygeplejerskerne frygter for patientsikkerheden, og for, at det kan få så fatale konsekvenser, at børn dør,” siger tillidsrepræsentant Christina Kirkeby Beth.
Foto: Nikolai Linares

 

I marts måned sidste år døde en toårig pige på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. Personalet havde i travlheden glemt at informere pigens forældre om, at pigen havde brug for ekstra meget væske, da man sendte dem hjem.

Pigen blev dårligere, og da forældrene igen kom ind på hospitalet, stod hun ikke til at redde. Hun døde af dehydrering.

Den triste historie kunne man læse i Berlingske i december måned.

Episoden fandt sted to måneder efter, at afdelingens sygeplejersker havde sendt det fjerde bekymringsbrev til hospitalsledelsen om, at de havde for travlt.

”Der står direkte i brevene, at sygeplejerskerne frygter for patientsikkerheden, og at de frygter, at det kan få så fatale konsekvenser, at børn dør,” siger tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på afdelingen, Christina Kirkeby Beth.

Færre sygeplejersker og flere syge børn

Episoden fandt sted i kølvandet på, at man sidste vinter ændrede optageområdet til afdelingen. Man skar i antallet af sygeplejersker, fordi man forventede færre syge børn. Men i stedet kom der flere.
”Sygeplejersker og læger kunne se, at normeringerne ikke passede. At der ikke var de rette kompetencer til stede. De var bekymrede for patientsikkerheden,” fortæller Christina Kirkeby Beth og påpeger, at man som personalegruppe føler sig magtesløs, når ens henvendelser ikke bliver taget alvorligt.

Over for Berlingske erkender vicedirektør på Hvidovre Hospital Kurt Stig Jensen, at travlhed var en del af forklaringen på, at den lille pige døde. Men han mener også, at ”uhensigtsmæssige arbejdsgange” var en medvirkende årsag.

Til det siger Christina Kirkeby Beth:

”Man kan måske godt sige, at der var nogle uhensigtsmæssige arbejdsgange omkring kommunikationen mellem læger og sygeplejersker og i forhold til at få informeret forældrene. Men arbejdsgange skyldes også, at vi står i en travl hverdag og er maks. pressede og derfor ikke altid kan nå den bedste arbejdsgang,” siger hun.
”Det er ikke rimeligt, at sygeplejerskerne skal påtage sig ansvaret for, at der er et presset arbejdsmiljø, en dårlig normering, og at man er for få mennesker på arbejde,” siger Christina Kirkeby Beth.

Kan ikke holde til det

I dag er afdelingen blevet opnormeret, men Christina Kirkeby Beth tvivler på, om det er nok.

”Vi er stadig pressede, og der er ikke meget at rykke rundt med ved ferier og sygdom. Vi tager dobbeltvagter og ekstravagter, og det hjælper jo ikke på fagligheden. Der er stadig brug for en bedre normering,” mener hun og spørger:

”Hvis man hver dag er hamrende træt, når man kommer hjem, så sker der det, at mange søger væk. For hvordan skal man så kunne arbejde her, til man bliver 70?”

Normering

Tema: Sygeplejersker får nok, når normeringen halter

Anja Eldrup har sidste arbejdsdag som sygeplejerske sidst i januar. Hun er en af mange, der er træt af dårlig normering på landets hospitaler, som slider på personalet og bringer patienternes sikkerhed i fare. Normeringerne er under pres, fordi de fastsættes ud fra sygehusenes budgetter frem for patienternes plejebehov og personalets kompetencer.
Løsningen er bedre normeringer, siger ph.d. og Dansk Sygeplejeråd. Det giver også samfundsøkonomisk mening.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Arbejdstid

Kreativitet er et krav, når vagtplanen skal gå op

Det er en kunst at få bemanding til at gå op med budget. To ledende sygeplejersker fortæller, hvordan lønninger, vikarer og sygdom presser budgettet, og hvordan de prøver at løse problemet.
Gruppering af patienterne, unge i kombi-stillinger og sygeplejestuderende i stedet for FADL-vagter til at sidde vagt. Sådan får Lene Breum, ledende oversygeplejerske på Kirurgisk Afdeling på Nordsjællands Hospital, budgettet til at gå op.
Foto: Søren Svendsen

Det kræver stor kreativitet, når man som ledende sygeplejerske skal have vagtplanen til at gå op med den økonomiske ramme. Det kender Lene Breum og Lise Lotte Jensen alt til.

Lise Lotte Jensen har indtil for nylig været afdelingssygeplejerske på Nefrologisk Afdeling på Rigshospitalet. Hun fortæller, at man tidligere, når man skulle normere en afdeling, brugte bl.a. plejetyngdemålinger og normstyring, hvor man erstattede med en til en ved sygdom og barsel.

Men for en årrække siden gik man over til ren lønsumsstyring. Det betyder, at hver afdeling i dag får en sum penge beregnet ud fra de lønudgifter, man havde, da man gik over til det nye system. Så hvis man havde flere sygeplejersker med høje kompetencer og tillæg, fik man en højere lønsum.

Erfarne sygeplejersker dræner kassen

En af fordelene ved lønsumsstyring er, at man lokalt selv fordeler sin lønsum i forhold til opgaver og behov i afsnittet. Men det giver også flere udfordringer. Bl.a. i forhold til fordelingen af erfarne og nyansatte. For der er forskel på lønnen.

”Hvis jeg f.eks. har en afdeling, hvor jeg kun vil have erfarne sygeplejersker på niveau 4, så har jeg råd til 17 sygeplejersker. Men hvis jeg kun ansætter nyuddannede sygeplejersker på niveau 1, så kan man ansætte 26,” siger Lise Lotte Jensen og fortsætter:

”Jeg er nødt til at have både erfarne sygeplejersker og nyuddannede, for at det økonomisk kan balancere. En stor faldgrube er så, at når sygeplejerskerne har været uddannet i otte år, så stiger de automatisk i løn, og det kan virkelig dræne ens kasse.”

Pas på overbelastning

En anden ting, der kan dræne kassen, er sygemeldinger og vikarer. Det var et stort problem, på Kirurgisk Afdeling på Nordsjællands Hospital i Hillerød, da Lene Breum kom til som oversygeplejerske for to år siden.

Siden da har hun ved hjælp af et vedvarende og kontinuerligt fokus på sygefravær, kommunikation og trivsel formået at nedbringe et sygefravær blandt sygeplejerskerne i sin afdeling fra 11,7 pct. til 4,4 pct.

”Det er kæmpe stort. Det vigtigste er, at man ikke overbelaster dem, der er på arbejde. Og at de nye får en god introduktion. Nu er jeg så langt i den indsats, at de nye sygeplejersker kommer og siger, at de søger ind her, fordi de har hørt så godt om afdelingen,” siger Lene Breum.

Grupperede patienter

Det betyder dog ikke, at budgettet og vagtplanen går op, for hun mangler stadig at få besat en række sygeplejerskestillinger. Rekrutteringsproblemer er nemlig en del af Lene Breums udfordring, hvilket kalder på nye idéer.

”Helt konkret har vi flyttet patienter. Vi har fire sengeafsnit. Et af de fire har vi gjort til et afsnit med patienter af lav kompleksitet. Her kan vi ansætte assistenter til at tage sig af plejeopgaverne. Så er der bare én sygeplejerske tilknyttet de 20 senge som en gruppeleder for dem. Altså sparer vi på sygeplejerskerne her, hvilket betyder, at vi koncentrerer de øvrige sygeplejersker på de tre andre afsnit, hvor de komplekse patienter så er,” forklarer Lene Breum.

Hun fortæller også, at hun ved behov for en fast vagt ved patienter bruger sygeplejestuderende i stedet for FADL-vagter, fordi de skal have en lavere timeløn.

Og hendes seneste idé er at lave kombi-stillinger i form af klinik- og projektstillinger. Det er en måde at tiltrække og udnytte kompetencerne hos de veluddannede, dygtige sygeplejersker, der kun har ganske lidt erfaring, samtidig med at de kan tage vagter og få mere klinisk erfaring.

Normering

Tema: Sygeplejersker får nok, når normeringen halter

Anja Eldrup har sidste arbejdsdag som sygeplejerske sidst i januar. Hun er en af mange, der er træt af dårlig normering på landets hospitaler, som slider på personalet og bringer patienternes sikkerhed i fare. Normeringerne er under pres, fordi de fastsættes ud fra sygehusenes budgetter frem for patienternes plejebehov og personalets kompetencer.
Løsningen er bedre normeringer, siger ph.d. og Dansk Sygeplejeråd. Det giver også samfundsøkonomisk mening.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Arbejdstid

Brug for mere forskning om sygeplejenormering

Sygeplejenormeringer har betydning for den sundhedsfaglige kvalitet. Det viser en undersøgelse af sygeplejerske og ph.d. Hanne Mainz, der mener, at mere forskning indenfor området er vejen frem.
Der mangler dansk forskning i sygeplejenormering, siger Hanne Mainz, der har skrevet en ph.d. om emnet. Og det er et problem, for international forskning peger på, at det kan have alvorlige konsekvenser at reducere i antallet af sygeplejersker.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Danmark halter bagud i forhold til forskning om sygeplejenormering.”

Det siger sygeplejerske Hanne Mainz, der i 2017 afsluttede sin ph.d. om sygeplejenormeringer.

”I USA har man siden 1980’erne interesseret sig for sygeplejerskers normering og arbejdsvilkår i forbindelse med forskningen omkring magnethospitaler. Og indenfor de sidste 10 år har man også i de europæiske lande kunnet påvise konsekvenserne af en utilstrækkelig sygeplejenormering,” fortsætter hun.

”Men Danmark er imidlertid et uland indenfor forskning i sygeplejenormeringer. Og det er et problem. For når vi ændrer i sygeplejenormeringerne, så ved vi ikke nok om, hvad det har af betydning for patienterne, for sygeplejerskerne eller for økonomien.”

International forskning

”I sundhedsvæsenet skal der hele tiden foretages sundhedsfaglige prioriteringer, og ideelt set bør disse beslutninger i lige så høj grad som valg af behandling og sygepleje tages på et evidensbaseret grundlag for på bedst mulig måde at forbedre den sundhedsfaglige kvalitet og effektivitet,” mener Hanne Mainz.

For international forskning har gennem de sidste årtier vist en klar sammenhæng mellem sygeplejenormering og patient-outcome, sygeplejerske-outcome og økonomiske omkostninger (se boks).
Studiernes resultater varierer dog, antagelig fordi strukturen er forskellig, og fordi der ikke er nogen standardiseret måde at vurdere behovet for plejepersonale på.

Valide redskaber mangler

Flere tidligere studier om normering er blevet kritiseret for udelukkende at se på antal sygeplejersker i forhold til antal patienter og ikke inkludere betydningsfulde faktorer for normeringen.

Hanne Mainz er enig i, at normering er mere end antal. Plejepersonalets kompetencer og patienternes plejebehov (plejeintensiteten) bør også indgå i regnestykket. For hvis plejeintensiteten stiger med f.eks. flere dårlige patienter, vil der være brug for mere plejepersonale og eventuelt også flere kompetencer for at kunne opretholde en god balance mellem ressourcer og behov.

”Der mangler imidlertid nogle valide redskaber til at identificere behovet for plejepersonale. Min erfaring er, at normeringerne i Danmark oftest er baseret på traditioner, økonomi eller simple regnestykker – såsom antallet af senge eller sygeplejersker pr. patient,” siger Hanne Mainz. 

Udviklingen af en model

Derfor var første trin i Hanne Mainz’ ph.d.-studie at identificere, udvikle og validere en model for sygeplejenormering. På baggrund af bl.a. ICN’s definition af sikker sygeplejenormering udviklede Hanne Mainz en model, som indeholder fire faktorer:

  1. Antal sygeplejetimer pr. patient
  2. Plejepersonalets kompetencer (uddannelse, erfaring og kompetenceniveau)
  3. Plejeintensiteten (patienternes plejebehov)
  4. Arbejdsmiljø, rammer mv.

Herefter testede hun i 336 vagter på fire kirurgiske og medicinske afdelinger, hvorvidt disse faktorer havde en sammenhæng med personalets oplevelse af normering og den sundhedsfaglige kvalitet.

2019-01_tema_planche_2Og Hanne Mainz’ studie bekræftede den internationale forskning, der påviser, at færre plejetimer til rådighed pr. patient, lavere procentandel af sygeplejersker, lavere kompetenceniveau blandt sygeplejerskerne og højere plejeintensitet blandt patienterne har en sammenhæng med en lavere sundhedsfaglig kvalitet.

Lav kvalitet i en femtedel af vagterne

I en femtedel af vagterne vurderede plejepersonalet, at den sundhedsfaglige kvalitet var lav. Plejepersonalet beskrev disse vagter med udtalelser som:

“I disse vagter venter patienterne hele tiden på sygeplejerskerne.” “Du bliver afbrudt en million gange, og du kan aldrig gøre dit arbejde færdigt.” ”Man går hjem med en følelse af, at noget kan gå galt.”

Selvom der i Hanne Mainz´ studie kunne ses en tydelig sammenhæng mellem plejepersonalets vurdering af kvaliteten og normeringen, vurderede sygeplejerskerne generelt kvaliteten bedre end normeringen.

”Sygeplejerskerne i studiet forklarede det ved, at selvom normeringen er utilstrækkelig i forhold til patienternes plejebehov, så er plejepersonalet i kortere perioder i stand til at kompensere for denne mangel ved at prioritere, hvad skal gøres her og nu, og hvad kan vente – eksempelvis ved at udsætte afdelingsrelaterede opgaver som undervisning og opfyldning, løbe stærkere, hjælpe hinanden, ikke holde pauser og ved at arbejde over,” siger Hanne Mainz.

Behov for mere forskning på området

Data fra ph.d.-studiet er tilbage fra 2011, men det er Hanne Mainz´ oplevelse, at situationen ikke er blevet bedre i dag.

”I takt med den demografiske og teknologiske udvikling med flere ældre, flere kronikere og flere behandlingsmuligheder sættes sundhedsvæsenet i stigende grad under pres. Sygeplejen er blevet mere kompleks samtidig med, at indlæggelserne til stadighed bliver kortere, hvor det samme skal nås på kortere tid,” siger hun og tilføjer:

”Alligevel er forskning, der belyser, hvad de strukturelle ændringer og tiltag betyder for patienterne, ikke et højt prioriteret forskningsområde i Danmark.”

Hun peger på, at internationale økonomistudier viser, at nedskæringer af personale kan have utilsigtede økonomiske konsekvenser som længere indlæggelser, flere genindlæggelser, mere overarbejde, flere sygemeldinger og større udskiftning blandt personale.

”Der mangler danske studier med fokus på disse områder, der kan belyse, hvordan midlerne til sundhedsvæsenet kan anvendes bedst muligt til gavn for flest patienter,” vurderer Hanne Mainz.

Normering

Tema: Sygeplejersker får nok, når normeringen halter

Anja Eldrup har sidste arbejdsdag som sygeplejerske sidst i januar. Hun er en af mange, der er træt af dårlig normering på landets hospitaler, som slider på personalet og bringer patienternes sikkerhed i fare. Normeringerne er under pres, fordi de fastsættes ud fra sygehusenes budgetter frem for patienternes plejebehov og personalets kompetencer.
Løsningen er bedre normeringer, siger ph.d. og Dansk Sygeplejeråd. Det giver også samfundsøkonomisk mening.

Læs i dette tema:

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Arbejdstid

Formand for Danske Regioner: "Der er travlt - også for travlt"

"Nogle gange er man nødt til at stoppe op og sige, det kan godt være, vi har sparet noget på normeringerne, men hvis vi så bruger det beløb på genindlæggelser, vikarer eller sygdom, så kan det sagtens være en god investering at sige, at nu opnormerer vi i stedet for."
Pressefoto

Kan du genkende billedet af, at der nogle steder er så travlt, at det går ud over patienter og personale?
”Ja, der er rigtig travlt. Der er også rigtig meget, der går rigtig godt. Men der er travlt derude, og der bliver foretaget hårde prioriteringer i hverdagen,” siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.

Er der nogle steder, hvor der er for travlt?
“Ja. For eksempel når en afdeling kommer ind i en negativ spiral, og tingene kommer så langt ud, at det bliver et problem.”
Lose medgiver, at det er rigtigt, at man ikke normerer afdelinger ud fra patienternes plejebehov, men ud fra økonomi.
”Det er rigtigt, at man arbejder ud fra givne budgetter. Men man kan ikke bare konkludere, at der slet ikke er sammenhæng med, hvad det er for en type afdeling og med hvilke behov. Budgetterne er ikke trukket ud af det blå, og sygehusledelser har også et ansvar for tværgående prioritering,” siger hun.
Stephanie Lose mener ikke, at løsningen er at fastlægge budgettet på en afdeling ud fra en vurdering af behovet for normeringer. For det forudsætter ifølge Lose, at der er nogle andre, der ikke har brug for hele deres budget.
”Og det er altså ikke det billede, jeg ser derude. Jeg oplever ikke, at der er nogen afdelinger, der svømmer i penge. Den eneste anden mulighed er, at budgetterne bliver større. Jeg tror og håber på, at der bliver tilført flere ressourcer. Men vi har også et ansvar for at overholde det budget, vi nu engang har.”

Er du ikke bange for, at det økonomisk bider sig selv i halen?
”Jo, det er helt klart et fokus hele tiden at holde øje med, hvor man er henne. Især når man er i en negativ spiral. Nogle gange er man nødt til at stoppe op og sige, det kan godt være, vi har sparet noget på normeringerne, men hvis vi så bruger det beløb på genindlæggelser, vikarer eller sygdom, så kan det sagtens være en god investering at sige, at nu opnormerer vi i stedet for.”

Hvad vil du sige til de sygeplejersker, der lige nu er på de afdelinger, der er pressede – og hvor de har forsøgt at råbe ledelsen op?
”Dels vil jeg sige, at vi politisk tager det alvorligt og er opmærksomme på det. Og så vil jeg sige, at det er vigtigt at få den lokale dialog til at virke – og at det i høj grad er et ledelsesansvar.”

Normering

Tema: Sygeplejersker får nok, når normeringen halter

Anja Eldrup har sidste arbejdsdag som sygeplejerske sidst i januar. Hun er en af mange, der er træt af dårlig normering på landets hospitaler, som slider på personalet og bringer patienternes sikkerhed i fare. Normeringerne er under pres, fordi de fastsættes ud fra sygehusenes budgetter frem for patienternes plejebehov og personalets kompetencer.
Løsningen er bedre normeringer, siger ph.d. og Dansk Sygeplejeråd. Det giver også samfundsøkonomisk mening.

Læs i dette tema:

 

 

 

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Arbejdstid

Sparsom normering koster

Patienternes sikkerhed bringes i fare, og personalet bliver syge eller forlader jobbet, når der er for få sygeplejersker på arbejde. Det viser international forskning, og sygeplejerskerne oplever det dagligt. Alligevel tager hospitalsledelser ikke udgangspunkt i fagligt forsvarlige normeringer, når pengene fordeles.
Foto: Lars Horn

En toårig pige dør i marts måned på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. På Gastroenheden i Herlev ender en patient unødvendigt på intensivafdelingen, og en sygeplejerske bliver sygemeldt pga. stress. På Aalborg Universitetshospital kaster en anden sygeplejerske håndklædet i ringen og siger farvel til sygeplejerskefaget.

Faglig forsvarlig sygepleje
  • Under halvdelen (43 pct.) af sygeplejerskerne angiver, at de ’i høj grad’ eller ’meget høj grad’ kan udføre arbejdet i en kvalitet, som de er tilfredse med.
  • 58 pct. oplever, at de har mulighed for at løse deres opgaver på et fagligt forsvarligt niveau.
  • 97 pct. af de sygeplejersker, der angiver, at det i lav eller meget lav grad er muligt at udføre arbejdet i en kvalitet, de er tilfredse med, har den seneste måned oplevet, at der var for få på arbejde i forhold til opgaverne.

Kilde: DSR Analyse: SATH 2018 (Sygeplejerskers Arbejdsmiljø, Trivsel og Helbred), en spørgeskemaundersøgelse blandt 6.000 medlemmer. 63 pct. svarede.

Ovenstående er eksempler på, hvad der sker, når normeringerne er så lave, at sygeplejerskerne ikke har tid til at tage sig ordentligt af patienterne.

En nylig undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 35 pct. af sygeplejerskerne inden for det seneste år har oplevet et fald i normeringen af sygeplejersker på deres arbejdsplads, og en anden analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 75 pct. af de hospitalsansatte sygeplejersker inden for den sidste måned har oplevet at være for få sygeplejersker på arbejde i forhold til arbejdsopgaverne.

Alene i 2018 har Arbejdstilsynet givet 18 påbud om for stor arbejdsmængde og tidspres.

Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er en af de afdelinger, der i sommer fik et påbud. Her arbejder sygeplejerske Anja Eldrup.

”Når jeg har ansvaret for otte eller 12 patienter, så kan jeg ikke være inde over hver enkelt patient hele tiden. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke være så mange steder på en gang. Så sker det, at patienterne bliver dårlige og vælter respiratorisk, før vi får handlet på det. Og det kan de jo dø af,” siger hun.

Anja Eldrup er blot en af mange sygeplejersker, der på daglig basis oplever, at hun har for få kolleger til de opgaver, der er. Og at misforholdet er blevet værre de fem år, hun har været på afdelingen.
”Hvis du kigger på vores dokumentationsoversigt, står der mange gange dagligt ”ikke nået på grund af travlhed”,” fortæller hun.

Hun er ikke den eneste sygeplejerske, der oplever det problem. En række fællestillidsrepræsentanter fra landets sygehuse fortæller om hospitalsafdelinger, der er ”skåret helt ind til benet”, når det angår, hvor mange medarbejdere der er på arbejde til at tage sig af patienterne.

Forskning fastslår farlighed

Alligevel fastsættes normeringer mange steder ikke med udgangspunkt i patienternes plejebehov og personalets erfaring og kompetencer. Det sker til trods for, at international forskning viser, at antallet af sygeplejersker og deres kompetenceniveau har betydning for, hvordan patienterne klarer sig.

Dyrt at spare på sygeplejersker

Internationale studier har vist, at forlængede indlæggelser og genindlæggelser ofte hænger sammen med lav bemanding, og at de kan være dyrere end besparelsen på sygeplejetimerne. Studier har også påvist en forbindelse mellem lav sygeplejerskebemanding og øget brug af overtidsbetaling, højere grad af udbrændthed med øget fravær og personale-omsætning til følge.

Find links til disse samt flere studier om konsekvenser af lav normering

Den amerikanske sygeplejeforsker Linda Aikens forskning har vist, at hvis man på en kirurgisk afdeling ændrer normeringen fra fire patienter til én sygeplejerske til fem patienter pr. sygeplejerske, så stiger patienternes risiko for at dø med 7 pct. Hvis normeringen er én sygeplejerske til otte patienter, stiger risikoen med 31 pct.

I 2017 færdiggjorde sygeplejerske Hanne Mainz den første og hidtil eneste ph.d. om sygeplejerskenormeringer. I den forbindelse lavede hun en undersøgelse af 336 vagter, som viste, at sygeplejerskerne i en femtedel af vagterne mente, at de leverede dårlig kvalitet. Og at det ofte hang sammen med, at de havde været for få sygeplejersker på arbejde.

En ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd (SATH 2018) peger på, at det er blevet værre siden da. I dag oplever under halvdelen (43 pct.) af sygeplejerskerne, at de kan udføre deres arbejdsopgaver tilfredsstillende, og ud af disse peger næsten alle (97 pct.) på, at de var for få på arbejde i forhold til at løse opgaverne.

Økonomi afgør normering

Men selv om både personlige oplevelser og forskning viser, at fagligt forsvarlige normeringer har betydning for, hvordan patienterne klarer sig, er det ikke det, der er udgangspunktet, når landets hospitalsledelser skal fordele pengene. Her vurderer man ikke løbende, hvilken type pleje patienterne på de enkelte afdelinger har brug for, og dermed hvor mange sygeplejersker det kræver. Det er derimod økonomien, der afgør, hvordan normeringerne ender med at se ud.

2019-01_tema_planche”Vi tager udgangspunkt i sidste års budget og bygger videre på det. Er der besparelser, bliver de trukket fra. Er der flere penge til specifikke områder, bliver de lagt til. Men som udgangspunkt bliver pengene ikke fordelt ud fra normeringer, men ud fra lønsum,” siger Klaus Lunding, hospitalsdirektør på Herlev Hospital.

Lignende melding kommer fra sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Lisbeth Lagoni: ”Klinikcheferne har et fast budget hvert år. De skal få aktiviteten til at stemme overens inden for den ramme. Afdelingsledelsen ser så på, hvad det setup kræver af personale, og laver en fremmødeprofil ud fra det,” siger hun.

Udbrændthed og opsigelser

Men fremmødet harmonerer ikke altid med antallet af patienter og deres behov. Og det går ud over arbejdsmiljøet. Et britisk studie har vist, at der er 71 pct. større sandsynlighed for udbrændthed blandt sygeplejersker, der har mere end 12 patienter, end for de sygeplejersker, der maksimalt havde otte patienter.

Anja Eldrup ville ønske, at hun havde flere kolleger, når hun er på vagt. Så der var tid til at tilse alle patienterne ordentligt.

Det seneste år har 20 af hendes kolleger sagt op. En del af dem fordi de ikke kunne leve med arbejdsvilkårene. Nye unge er kommet til, men det tager tid at blive oplært, og i stort set alle vagter indgår der vikarer. Det tærer på de tilbageværende erfarne sygeplejersker.

Lisbeth Lagoni anerkender, at der har været problemer på Lungemedicinsk Afdeling. Især på grund af overbelægning, som politikerne nu har bevilliget ekstra penge til at bekæmpe. Men samtidig skal hospitalet spare. Derfor mener Lisbeth Lagoni, at det er vigtigt, at man også optimerer arbejdet på andre måder.

Det prøver man også på Anja Eldrups afdeling. Hun fortæller, at ledelsen arrangerer, at medarbejderne mødes og selv forsøger at effektivisere arbejdsgangene.

”Der er mange idéer, men vi oplever desværre oftest, at det sjældent resulterer i noget, da møderne ikke bliver fulgt op, og vi falder tilbage i gamle rutiner. Det bliver ikke prioriteret nok. Og når vi mangler folk til at tage sig af patienterne, ligger alt andet stille. Så sker der ingen ændringer, og vi føler ikke, vi bliver taget alvorligt. Og nu har endnu en kollega lige sagt op,” fortæller Anja Eldrup.

Hendes stemme knækker over. Det er stille lidt.

”Det er bare så hårdt. Det er kun blevet værre de fem år, jeg har været på afdelingen. Og jeg har virkelig kæmpet for at gøre tingene bedre,” siger Anja Eldrup, der også er arbejdsmiljørepræsentant.

”Men jeg kan ikke mere. Nu søger jeg andre job. Ikke som sygeplejerske. Men alt muligt andet.”

Budgettet skal holdes

Ifølge Lisbeth Lagoni er løsningen ikke bare at ansætte flere sygeplejersker, så der er flere på vagt.

International forskning om normering

Læs mere om de udenlandske studier, vi henviser til i denne artikel:

  1. Aiken LH et al. Hospital nurse staffing and patient mortality, nurse burnout, and job dissatisfaction. JAMA, 2002 (10): 288 (16); 1987-93.
  2. Aiken LH et al. Nurse staffing and education and hospital mortality in nine European countries: a retrospective observational study, 2014. Lancet (5): 383 (9931): 1824-30.
  3. Rafferty AM et al. Outcomes of variation in hospital nurse staffing in English hospitals: cross-sectional analysis of survey data and discharge records. International Journal of Nursing Studies, 2007 (2): 44 (2): 175-82.

Se også samling af links

”Vi har også et budget, der skal holdes, og det er ikke altid en løsning bare at ansætte flere. Der er også andre ting, man kan gøre. Vi skal eksempelvis blive bedre til at nytænke patientforløbene og i højere grad inddrage den kommunale sektor,” siger hun.
Sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Inge Pia Christensen, supplerer:

”Vi har det budget, vi har. Og så er det vores opgave at finde ud af at bruge pengene på den bedste måde. Jeg ved godt, at sygeplejerskerne er pressede. Og vi mangler helt sikkert penge. Vi er i et presset system. Min opgave er så hele tiden at finde nye løsninger, der sikrer tid til kerneopgaven.”

Mangel og besparelser

Det er med andre ord pengene, der lægger niveauet for plejen. Og pengene er knappe. Regionerne pålægger igen og igen sygehusene besparelser. De seneste måneder har resulteret i fyringer af sygeplejersker og andet personale mange steder i landet. Det rammer igen normeringerne.

Svært at fastholde og rekruttere

55 pct. af de ledende sygeplejersker oplever, at de har problemer med rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker. De peger på, at en del af problemet med fastholdelse er dårlige normeringer.
Kilde: Analyse fra Dansk Sygeplejeråd fra juni 2018 lavet på baggrund af undersøgelse blandt ledende sygeplejersker.

Paradoksalt nok sker det samtidig med, at man landet over melder om problemer med at rekruttere sygeplejersker. I november 2018 kunne Sygeplejersken fortælle, at der allerede i dag mangler ca. 5.000 sygeplejersker. Det går ud over patienterne. Og det går ud over sygeplejerskernes arbejdsmiljø.

Mange prøver at få det til at hænge sammen – blandt andet ved at være på deltid. Andre bliver syge, og nogle vælger at forlade faget.

På Aalborg Universitetshospital mister man endnu en erfaren sygeplejerske til februar. Få dage efter at Sygeplejersken talte med Anja Eldrup fra lungemedicinsk afdeling første gang, vender hun tilbage og fortæller:
”Jeg har fået nyt job. Jeg skal være selvhjælpskoordinator i Aalborg Kommune.”

Det er ikke et sygeplejerskejob. Men hun kan bruge sin sundhedsfaglige baggrund. Og hun glæder sig. Men hun ærgrer sig også. For hun var glad for sit sygeplejerskejob, sine kolleger og dem, hun samarbejdede med. Og hun synes, at specialet er spændende.

Men hun vil ikke længere være med til at arbejde under de arbejdsforhold, hun bliver budt.

Normering

Tema: Sygeplejersker får nok, når normeringen halter

Anja Eldrup har sidste arbejdsdag som sygeplejerske sidst i januar. Hun er en af mange, der er træt af dårlig normering på landets hospitaler, som slider på personalet og bringer patienternes sikkerhed i fare. Normeringerne er under pres, fordi de fastsættes ud fra sygehusenes budgetter frem for patienternes plejebehov og personalets kompetencer.
Løsningen er bedre normeringer, siger ph.d. og Dansk Sygeplejeråd. Det giver også samfundsøkonomisk mening.

Læs i dette tema:

 

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Arbejdstid

Dengang: Den evige kamp - sygeplejenormering

Dagligdagen hang kun sammen, fordi arbejdstiden var på 12-14 timer med en fridag pr. uge.

Esbjerg Sygehus 1915

I 1915 havde Esbjerg Sygehus 52 senge med en gennemsnitlig overbelægning svarende til 65 patienter i alt.

De blev passet af disse 19 sygeplejersker og elever uden andet hjælpepersonale end et par gangpiger, der gjorde rent på fællesarealerne.

Sygeplejeeleverne  gjorde rent på patientstuerne.

Oversygeplejerske Johanne Nielsen (forreste række i midten) kæmpede i de 33 år, hun ledede sygeplejen, for bedre normeringer.

Hun lykkedes delvist, men dagligdagen hang kun sammen, fordi arbejdstiden var på 12-14 timer med en fridag pr. uge. Og fordi hun selv også fungerede som operationssygeplejerske med døgnvagt 24/7.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Sygeplejens historie

Læserbrev: Lav så lidt som muligt

Sygeplejerskerne på Bispebjerg Hospitals intensivafdeling har skruet helt ned for tempoet om natten. Ny belysning, sovestole og færre opgaver har givet et bedre arbejdsmiljø.

 

“Lav så lidt som muligt om natten” er mit motto. Jeg har som arbejdsmiljørepræsentant i samarbejde med min ledelse og mine kolleger gennemført en væsentlig kulturændring af vores natarbejde på intensivafdeling. Det kan virke kontroversielt i vores travle hospitalskultur at skulle skrue markant ned for tempoet i en vagt. Men ikke desto mindre er det nødvendigt for at mindske generne ved natarbejde.

Kroppens hormoner er tilpasset den naturlige døgnrytme. Natarbejde kan ødelægge hormonbalancen og derved skade helbredet. Det Nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø konkluderer i et forskningsprojekt, at det er farligt for kroppen at have natarbejde, da hormonerne kommer ud af takt. Det øger risiko for Alzheimer, demens, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Derfor skal den naturlige døgnrytme så vidt muligt følges, også når der arbejdes om natten.

På min afdeling blev vi enige om, at i nattevagten skal der kun laves patientrelateret arbejde. Systematisk begyndte vi at italesætte i personalegruppen, hvilke opgaver der kan laves på andre tider af døgnet. Hvorfor risikere at vække patienterne med i.v.-medicin kl. 02, når den kan gives kl. 23? Hvorfor rydde op i køkkenet, så der kommer larm og uro? De fysiske rammer har også betydning for natarbejdet. Slukket eller helt dæmpet lys på gangene, kontor og patientstuer indikerer ro. Vi fik ændret fra blåt til gult lys på pc’erne, og vi fik lænestole.

Det nemmeste er at ændre på opgaverne om natten og de fysiske rammer. Det sværeste er at ændre kulturen. Det tog lang tid for os at acceptere, at vi med god samvittighed kan skrue helt ned for tempoet. Men vi bliver nødt til at lave om i nattevagtsrutinerne, for vi skal ikke blive syge af vores arbejde. Det tjener hverken os eller patienterne.

Catrine Gamst-Thomsen, intensivsygeplejerske og AMiR på Bispebjerg Hospital.

Emneord: 
Arbejdsmiljø

I Grønland er det vind og vejr, der bestemmer

Grønland. Sygeplejersker i Grønland har helt andre forudsætninger end i Danmark, og det kræver både tålmodighed og fleksibilitet. Til gengæld får man bred faglighed, unik natur og spændende kultur, mener chefsygeplejerske Ella Skifte.

Ella Skifte
Ella Skifte
Privatfoto
"Hvis et fly er aflyst på grund af storm, kan der snildt gå tre dage, før det næste går. Så kan man pludselig stå med 10-15 patienter på en gang, der ellers skulle være kommet i små hold," fortæller Ella Skifte, der er chefsygeplejerske i Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse i Grønland. "På den måde bliver man som sygeplejerske i Grønland hurtigt dygtig til at finde løsninger og være fleksibel," griner hun.

Mindre specialisering og mere selvstændighed

I Grønland arbejder man langt mindre specialiseret end i Danmark, og særligt i de små byers sundhedscentre har man som sygeplejerske rig mulighed for at lære sygepleje på generalistniveau, fortæller Ella Skifte. Her vil man skulle behandle alt fra gravide, psykiske lidelser og kræftpatienter til helt almindelige mavepiner og brækkede lemmer. Fordi der ikke er læger nok til at kunne dække aften- og nattevagter, har sygeplejersker i Grønland desuden bemyndigelse til på eget initiativ at opstarte nogle former for medicinsk behandling ud fra patientens symptomer. "Men der vil selvfølgelig altid være en læge i bagvagt, man kan spørge til råds, hvis man er i tvivl," forsikrer Ella.

Fokus på de kulturelle forskelle

Udover de åbenlyse geografiske forskelle på Danmark og Grønland er også patientgrupperne i de to lande grundlæggende forskellige. Der er tale om en helt anden kulturbaggrund, påpeger Ella Skifte. Hun nævner som eksempel, at man på Grønland generelt ikke taler så meget, som man gør i Danmark, og særligt den ældre befolkning er meget autoritetstro og vil sjældent sætte spørgsmålstegn ved, hvad sygeplejersken siger. Kombineret med de udfordringer, der kan være forbundet med brug af tolk, kan der opstå misforståelser. Derfor har man som behandler en særlig opgave i at lytte og give plads til patienterne, fortæller hun. "Man kan let komme til at virke meget overrumplende på en grønlandsk patient, så man skal være opmærksom på at bevare ligeværdigheden og den lyttende tilgang," fortæller hun.

Sygepleje i Grønland

I Grønland tager sygeplejerskeuddannelsen 4 år mod 3,5 i Danmark. Det skyldes, at man har inkluderet seks måneders oplæring i det, der kaldes "arktisk sygepleje". Her er der fokus på faglig bredde.

Grønlands befolkning tæller knap 56.000 borgere, og der er ca. 300 aktive sygeplejersker. Heraf er ca. 140 uddannet i Grønland.

Kilde: Ella Skifte og www.visitgreenland.dk

Grønlands sundhedsvæsen er afhængigt af danske sygeplejersker, men i disse år er det særligt svært at rekruttere, fordi der som bekendt også er sygeplejerskemangel i Danmark. Derfor vil Ella Skifte opfordre danske sygeplejersker til at overveje Grønland som en arbejdsplads med spændende muligheder. "Uanset om man bliver ansat på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk eller i nogle af de helt små byer ved kysten, så vil man være ventet og velkommen blandt sine nye kolleger," forsikrer hun.

Læs også:

Emneord: 
Arbejdsmiljø

Bevar vreden, indignationen og håbet

Exit. Dorte Steenberg har valgt at stoppe som næstformand i Dansk Sygeplejeråd. Hun vil især blive husket for sit store engagement i sygeplejerskernes arbejdsmiljø og muligheder for uddannelse og forskning.
”Det er vigtigt at stoppe, mens man i hvert fald selv oplever, at der er styr på det,” siger Dorte Steenberg og håber, at hun nu får mere tid til to af sine hobbyer: at male og lære spansk.
Foto: Søren Svendsen

Kloge input, gode refleksioner og ekstra perspektiver. Belæst, skarp, arbejdsom og ydmyg.

Superlativerne stod nærmest i kø, da først medarbejderne i Dansk Sygeplejeråd og siden eksterne samarbejdspartnere fra nær og fjern midt i november tog afsked med Dorte Steenberg.

Sygeplejersken møder hende et par dage efter, der blev sat officielt punktum for hendes 12 år som næstformand i Dansk Sygeplejeråd. 22 år i organisationen blev det til i alt, hvis man tæller hendes tid som først konsulent og siden formand i den daværende Frederiksborg Amtskreds med.

Hvad har været vigtigst for hende? Og er der mon noget, hun fortryder, vil vi gerne vide. Først dvæler vi dog lidt ved afskedsdagen, som hun nød, selvom hun i bund og grund hader at være i centrum.

"Det var lidt en ud-af-kroppen-oplevelse. Er det virkelig mig, de taler om? Det har været et kæmpe privilegium at stå i spidsen for Dansk Sygeplejeråd, og jeg har forsøgt at gøre det så godt som muligt med de kompetencer, jeg har. Det var også en meget stor oplevelse at få den anerkendelse, som vi alle sammen jo har brug for – fra omgivelserne, kollegerne, familien. Det er en livsbetingelse for os alle sammen. En drivkraft," siger hun.

Savner reel anerkendelse

Netop anerkendelsen af professionen og ikke mindst den forråelse, som Dorte Steenberg mener, at sundhedsvæsenet og især arbejdsmiljøet har været udsat for i hendes tid som næstformand, har fyldt og fylder stadig meget for den 62-årige kvinde.

"Det, der har ligget mig mest på sinde, er den voldsomme udvikling, den offentlige sektor har gennemgået. Det er gennemgribende forandringer, som har sat alle ansatte og arbejdsmiljøet under maksimalt pres. Vi har forsøgt at afbøde nogle af konsekvenserne, men der er stadig meget at kæmpe for."

Det er der også i forhold til sygeplejerskernes anerkendelse, mener hun.

"Anerkendelsen er der måske i ord, men når det kommer til praksis, må vi nok konstatere, at den ikke reelt har været til stede. Det ses f.eks. i de værdier, der har været styrende for udviklingen af sundhedsvæsenet – new public management, lean og konkurrencestaten modsat solidaritet, omsorg og empati," siger hun og uddyber:

"For mig ville en reel anerkendelse f.eks. komme til udtryk i gode arbejdsforhold og videreuddannelsesmuligheder med borgere og patienter for øje. Det ser vi ikke i dag," konstaterer hun, selvom hun erkender, at de to nye uddannelser i borgernær sygepleje og avanceret klinisk sygepleje er to vigtige skridt på vejen.

Husk lokale ildsjæle og solidariteten

Dorte Steenberg gør meget ud af at understrege, hvor vigtig hun synes, fagbevægelsen anno 2018 er, især set i lyset af de psykiske arbejdsmiljøproblemer, mange offentligt ansatte bakser med.

"Den enkelte sygeplejerske kan ikke løse de her problemer alene. Nogle prøver og sender fantastiske debatindlæg afsted til aviser og fagblad. Men som organisation er det vores fornemmeste opgave at opfange de her problemer og kritikpunkter og skabe nogle rammer for de medlemmer, der vil kæmpe for noget andet og bedre," siger hun.

Det var der flere gode eksempler på under OK18, men overordnet mener Dorte Steenberg, at Dansk Sygeplejeråd kan blive bedre til at skabe samspil mellem lokale aktiviteter og ildsjæle og den samarbejdsflade, Dansk Sygeplejeråd har med beslutningstagerne på Christiansborg og i regioner og kommuner.

"Med "Sammen om DSR" havde vi et år, hvor vi sammen med medlemmerne så på, hvordan vi kan skabe bedre resultater. Men der er stadig behov for at se på, om vi er gode nok til at opfange de lokale problemer og reagere på dem, så de får gennemslagskraft nationalt," siger Dorte Steenberg lettere skizofrent, vel vidende at hun jo ikke er en aktiv del af "vi" længere.

Det afholder hende dog ikke fra at mene, at hun som næstformand ikke altid har været god nok til ovenstående:

"Især ikke når vi taler om arbejdsmiljø. Her er der måske nogle områder, hvor vi i høj grad er kommet til kort og ikke tydeligt nok har været den medforandrende kraft, vi gerne vil."

Faglige selskaber og normeringer

Kigger hun tilbage på sin egen tid i Dansk Sygeplejeråd, er der især to ting, hun ville have gjort anderledes.

"Jeg ville ønske, vi havde fået skabt nogle bedre økonomiske og ressourcemæssige rammer for de faglige selskaber noget tidligere. De udfører et kæmpe arbejde og fortjener bedre rum til dette," siger hun.

Og hun ville også ønske, at Dansk Sygeplejeråd havde fokuseret på normeringsspørgsmålet noget tidligere.

"Jeg synes, det skriger til himlen, hvor få sygeplejersker der er på nogle afdelinger, og at der er så stor forskel på, hvordan der normeres på tværs af sektorer og specialer. Vi har nok været lidt berøringsangste i forhold til at stille konkrete krav til normeringer. Kritikere vil sige, at det så bare bliver laveste fællesnævner, vi arbejder med. Til det kan man bare sige, at vi er under laveste fællesnævner mange steder," fastslår hun og noterer med glæde, at netop normeringer er et af de emner, hendes efterfølger på næstformandsposten i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg gik til valg på.

Næste kapitel i Dorte Steenbergs liv står i klimaets tegn. Den 62-årige energiske kvinde vil på indtil videre frivillig basis kaste sine input, refleksioner og ekstra perspektiver ind i arbejdet for at sikre et mere bæredygtigt samfund.

Dorte Steenberg
Caption 
Farvel. Og tak. Dorte Steenberg på den anden side af glasvæggen i receptionen i Dansk Sygeplejeråd på sin sidste arbejdsdag.
Attribution 
Foto: Søren Svendsen

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Politik