Enestuer – sygeplejerskernes nye virkelighed

Alle nye hospitalsbyggerier bliver indrettet med enestuer til patienterne, og på det nye Aarhus Universitetshospital blev de første afdelinger kun med enestuer taget i brug sidste år. Sygeplejerske Stine Ejegod Mortensen glæder sig over bedre kontakt med patienterne, men det har kostet flere kilometer i benene.
Sygeplejerske Stine Ejegod Mortensen plejer en døende patient på Det nye Aarhus Universitetshospital, hvor alle patienter har deres egen stue med mulighed for, at pårørende kan overnatte.
Foto: Tor Birk Trads

En kæmpe hall. To store brede gange i hvide og orange farver. Stilhed. Ingen mennesker.

Vi er ankommet til afdelingen for ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

"Her er mere roligt," påpeger sygeplejersken Stine Ejegod Mortensen senere, da vi taler med hende i et af afdelingens to kontrolrum, hvor de ansatte har et elektronisk overblik over patienter og kolleger.

Roen er en af mange forandringer, der er sket efter, at afdelingen er flyttet fra lokaler på Marselisborg til den helt nybyggede afdeling i Skejby, som er indrettet, så alle patienter har deres egen stue og toilet og med mulighed for, at en pårørende kan overnatte. Et koncept, som alle nye sygehusbyggerier vil få.

Oversygeplejerske på afdeling for ældresygdomme, Kirsten Rahbek, forklarer, at den dæmpede atmosfære bl.a. skyldes, at der i dag ligger otte patienter på hver sin stue på et areal, der tidligere husede op mod 20 patienter på flersengsstuer.

"Før var man tilbøjelig til at tale sammen på gangen. Pårørende talte med de ansatte på gangen. Og de ansatte gav beskeder til hinanden. Nu er der store afstande, der gør det sværere. Og man taler med patienter og pårørende på stuerne, som man jo har for sig selv og derfor heller ikke forstyrrer nogen," siger Kirsten Rahbek.

Mange skridt

De store afstande betyder dog også, at sygeplejersker som Stine Ejegod Mortensen skal gå langt flere skridt i løbet af dagen. Vi har fulgt efter hende ind til patienten Søren.

"Det er nogle lange gange. Og der er langt mellem stuerne og patienterne. Tingene tager længere tid, og man er meget alene," fortæller hun, mens hun hjælper Søren op af lænestolen og får ham til at holde om rollatoren, så han kan trisse ud på toilettet. Hun forsvinder et øjeblik, kommer tilbage og lukker toiletdøren bag sig.

"Da der lå flere på stuerne, kunne vi se til flere patienter, når vi var på stuen. Eksempelvis lige tage blodtrykket på en anden patient, mens man ventede på, at den ene var på toilettet."

I stedet ordner hun Sørens seng.

Hendes oversygeplejerske Kirsten Rahbek anerkender, at enestuerne har givet sygeplejerskerne længere mellem patienterne og flere skridt at gå.

"Det har vi været opmærksomme på fra starten. Vi løb meget de første 3-4 måneder. Men så finder man ud af, hvad der er smart. Her handler det bl.a. om at bruge de teknologiske løsninger, som at dokumentere, mens du er på stuen. Og at bruge IT-systemet til at informere læger om f.eks. for højt blodtryk på en patient i stedet for at ringe. Det forstyrrer mindre, og det er mere patientsikkert," siger oversygeplejersken.

Stadig bleer på gangen

De nye patientstuer er indrettet med en hospitalsseng, en lænestol, et rullebord og en stol og et lille bord. Langs den ene væg er der skab og skuffer, og hvad der ligner et vandret skab forneden, gør det ud for en udtræksseng, hvor pårørende har mulighed for at sove.

"Det kan være lidt trængt, hvis vi skal ind til patienten om natten, og der sover en pårørende," siger Stine Ejegod og rykker en stol ind til siden, så Søren kan komme forbi med sin rollator.

Hver stue har sit eget rummelige toilet, hvor der også står forskellige hjælperedskaber og fylder op.

"Der er ikke rigtig plads til dem andre steder," kommenterer Stine Ejegod Mortensen, men anerkender, at der er god plads til at hjælpe patienten i bad.

Hun åbner et lille skab med vatpinde, gummihandsker og vaskeklude.

"Der er mulighed for at opbevare lidt på stuen og badeværelset, men vi skal stadig hente bleer og tøj på gangen. Hvad det angår, er der ikke forskel fra tidligere," siger hun.

Tættere kontakt med patienterne

Til gengæld har enestuerne haft en positiv effekt på relationen med patienterne.

"Jeg har langt mere fortrolige samtaler med patienterne, fordi der ikke er nogen, der blander sig. Jeg får mere at vide, fordi det er lettere for patienterne at fortælle, hvis de har problemer med mere private eller intime ting, når der ikke er andre patienter, der lytter med," fortæller Stine Ejegod Mortensen og fortsætter:

"Jeg spørger også patienterne om ting, jeg ikke spurgte om tidligere, og kommer i det hele taget tættere på dem. Det er rigtig godt."

På samme måde er der også bedre kontakt med de pårørende.

To af de otte sengestuer på denne del af afdelingen er ekstra store og målrettet bariatriske patienter. I dag er det ikke en bariatrisk patient, der ligger på den ene af disse stuer, men en patient, der er døende og ikke længere kontaktbar. Han har sin kone hos sig, som har overnattet på stuen. Der er blomster, tegninger fra børnebørnene på væggen og billeder af familien på sengebordet ved siden af ham.

"Jeg synes, det er rigtig rart for patienterne og de pårørende, at de har mulighed for at gøre det lidt hyggeligt og personligt," siger hun, mens hun sammen med kollegaen, fysioterapeut Hatet Tahmasbi Hansen, får plejet patienten og givet ham noget beroligende medicin, som hun går ud og henter i medicinrummet i den anden ende af gangen. De vender ham, og Stine Ejegod Mortensen renser hans mund, mens hun taler roligt til ham. Inden hun går, lægger hun en våd klud på hans pande.

Nye måder at uddanne på

De nye omgivelser og enestuer kræver flere nye måder at arbejde på.

"Vi arbejder mere alene. Jeg aner ikke, hvad de laver på den anden gang. Hvem patienterne er, og hvad der fylder. Så er det svært f.eks. at byde ind på de tværfaglige konferencer. Der kan gå dage, hvor jeg ikke ser kollegerne derovre," siger Stine Ejegod Mortensen.

Hun er også klinisk vejleder og oplever, at enestuerne også kræver nye måder at uddanne på.

"Før var det muligt for de nye sygeplejersker og de studerende at spejle sig i de erfarne sygeplejersker, og det var lettere for dem at observere og lære uden at indblande patienterne. Det er vi tvunget til nu. Når vi har studerende med ind på stuerne, bliver vi nødt til at være mere åbne om, at de er studerende. Det kan være både godt og skidt, men det kræver nye måder at tænke uddannelse på."

Samlet set er Stine Ejegod Mortensens begejstring for de nye arbejdsforhold på et af landets nybyggede supersygehuse lidt begrænset.

"Der er tænkt meget i patientkomfort. Og ikke så meget på personalet," mener Stine Ejegod Mortensen.

Tema supersygehuse

Supersygehuse ramt af virkeligheden

41 mia. kr. bliver lige nu forvandlet til store nye sygehusbygninger i hele landet. Men ikke uden problemer med alt fra byggesjusk til forsinkelser og for dyre entrepriser. Når virkeligheden rammer sygehusbyggerierne, kræver det andre ofre i byggeprojektet. Det mærker såvel patienter som personale. For i sidste ende rammer det også driften. Med byggerierne følger enestuer til alle patienter, hvilket giver sygeplejerskerne en bedre relation til patienten, men også flere kilometer i benene.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Økonomi

Besparelser rammer patienter og medarbejdere

Underdrejede medarbejdere og mindre sundhed for pengene. Det går i sidste ende ud over driften af sygehusene, når sygehusbyggerier skal spare. Det mærker sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital lige nu.
Fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital Jakob Gøtzsche har mærket, hvor meget byggeriet af det nye hospital og de deraf afledte besparelser, forsinkelser og flytning har påvirket sygeplejerskerne og arbejdsforholdene.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Patienter, hvis operationer bliver aflyst eller udskudt. Som må vente lidt længere på sygeplejersken, og som får lidt ringere behandling. Sygeplejersker, der mister en kollega, må arbejde over og hurtigere. Og som bliver udsat for arbejdsforhold, der for nogle ender med, at de går grædende hjem.

Lige nu har problemerne med byggeriet af Det nye Aarhus Universitetshospital store konsekvenser for selve driften og dermed medarbejdere og patienter på sygehuset – til trods for, at de to områder i princippet administreres af to vidt forskellige pengekasser. Men det hele hænger i sidste ende sammen. Og det er ikke kun i Aarhus, byggeproblemer vil koste på driften – de er bare længst fremme i forløbet.

"Hver en besparelse i byggerierne har en konsekvens for sygehusenes drift. Det er der ingen tvivl om – selvom det er svært at gøre regnestykket op med to streger og sige hvor meget," fastslår professor i økonomi ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, og forklarer:

"Når byggeprojekterne har for få penge, må de stoppe op og lave noget om. Det skaber forsinkelser i byggeriet, som bl.a. betyder længere tid med gamle bygninger. Det går ud over driftsbudgettet, fordi man må køre dobbeltdrift."

Dobbelt husførelse koster

På Det nye Aarhus Universitetshospital har et af mange problemer i byggeriet været, at det ventilationsanlæg, der blev bygget på operationsstuerne på den nye operationsgang, ikke kunne opnå tilstrækkelig renhedsgrad.

"Imens det blev bygget om, var der en række operationer, vi blev nødt til at fortsætte med på de eksisterende operationsgange på andre matrikler. Det betød dobbelt husførelse og en ekstraregning på et tocifret millionbeløb. De penge er svære at finde på andet end personaleudgifter, og da vi er den største faggruppe, betaler en stor del af sygeplejerskerne med deres job for det underskud," siger sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitetshospital, Jacob Gøtzsche.

I foråret 2018 flyttede en række funktioner til de nye lokaler i Skejby, og hen over vinteren skal de resterende funktioner flyttes. Udgifterne til det kommer bl.a. fra driftsbudgettet.

Ifølge referat fra regionsrådsmødet i Region Midtjylland 22. august forventer, man at Aarhus Universitetshospital i 2018 har et merforbrug på 77 mio. kr. Heraf skyldes de 60 mio. udgifter til flytning som følge af forsinkelser.

"Da afdelingerne skulle flytte, skulle de fortsat opretholde samme drift, som normalt. Selvom de var ved at flytte. Og da de kom over på de nye operationsstuer, skulle de forholde sig til nye ting, nye måder at samarbejde på, nye procedurer, vaner og vilkår. De havde godt nok simulationstræning, men ikke nok. Og konsekvensen var, at patienternes operationer blev udsat, eller flyttet til andre hospitaler i regionene," fortæller Jacob Gøtzsche.

18 afsnit på overarbejde

Det har alt sammen betydet mere arbejde for sygeplejerskerne.

"Der er 18 afsnit under operationsgangen, og der er lavet merarbejdsaftaler for dem alle."

For nogle bliver det for meget.

"Sygeplejerskerne er virkelig presset, og vi oplever en stigning i antallet, som bliver sygemeldte pga. arbejdspresset. Vi havde for nylig en ung sygeplejerske, der, efter at hendes afdeling var flyttet, ikke var blevet oplært i nye arbejdsgange og specialer. Hun gik grædende hjem, efter at hun havde fået besked om, at her var det learning by doing," fortæller fællestillidsrepræsentanten.

Kontorchef for byggeriet af Det nye Aarhus Universitetshospital, Anders Larsen, erkender også, at byggeriets problemer tærer på driften.

"Det koster mange penge at flytte og have dobbeltdrift af flere bygninger. Lige nu har Aarhus Universitetshospital 150.000 kvadratmeter for meget, fordi man både skal drive de gamle og nye bygninger. Og når der så har været forsinkelser, så bliver den regning jo større. Det er med til at give nogle udfordringer for driften," siger han.

Arbejdstilsynet har ligeledes været forbi hospitalet flere gange i løbet af 2018, hvilket har udløst et påbud og fem vejledninger, der handler om det psykiske arbejdsmiljø. Påbuddet og to vejledninger stiller krav om at sikre, at stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringer de ansattes sikkerhed og sundhed. De øvrige handler om høje følelsesmæssige krav, hensigtsmæssig organisering af opgaveløsningen og psykisk arbejdsmiljø.

Mindre sygepleje

Økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh forklarer, at et af problemerne ved at opgøre, hvad besparelser i byggeriet konkret koster på driften, er, at det koster på områder, man ikke bare lige kan gøre op i penge. Men som alligevel koster.

Eksempelvis har man i Aarhus måttet flytte administrationen ud af nybyggeriet til nogle andre bygninger.

"Hvis sygeplejerskerne så skal møde der, skal de ud på cyklen i 10 minutter hver vej. Så er der den tid mindre til at være sygeplejerske," påpeger han.

Et andet eksempel er, at de nye hospitaler i høj grad har været tvunget til at tage meget af deres gamle udstyr med til de nye hospitaler.

"Så koster det at flytte udstyret og at tilpasse det de nye omgivelser, men det går også hurtigere i stykker, og så skal man alligevel købe nyt. Det sker for at holde sig inden for anlægsbudgettet. Men det koster på driftsbudgettet," siger økonomiprofessoren.

Manglende effektiviseringer

Alle nye sygehusbyggerier har i tilsagnet om at få penge fået et krav om at effektivisere driften med mellem 4 og 8 pct., og det skal være realiseret senest et år efter projektets ibrugtagning.

I Aarhus er effektiviseringskravet knap en ½ mia. kr. I Odense 375 mio. og i Aalborg 185 mio. Når byggerierne bliver forsinket, går sygehusene også glip af en masse penge i driften på det område.

"De besparelser får man ikke. Det er penge, der kunne være brugt på at yde mere omsorg eller på bedre behandling til patienter. Pengene er forsvundet i regnestykket. Og for de penge kunne borgerne have fået mere sundhed. I stedet bliver sundheden reduceret," slutter Per Nikolaj Bukh.

Tema supersygehuse

Supersygehuse ramt af virkeligheden

41 mia. kr. bliver lige nu forvandlet til store nye sygehusbygninger i hele landet. Men ikke uden problemer med alt fra byggesjusk til forsinkelser og for dyre entrepriser. Når virkeligheden rammer sygehusbyggerierne, kræver det andre ofre i byggeprojektet. Det mærker såvel patienter som personale. For i sidste ende rammer det også driften. Med byggerierne følger enestuer til alle patienter, hvilket giver sygeplejerskerne en bedre relation til patienten, men også flere kilometer i benene.

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Økonomi

Læserbrev: Vi mister de erfarne sygeplejersker i frontlinjen

Hvis de erfarne i højere grad skal fastholdes og ikke uddanne sig væk fra frontlinjen, så skal det generelle læringsmiljø højnes, og der skal sættes skub i den faglige udvikling.

At fastholde erfarne sygeplejersker i front er en kendt udfordring for hospitalsvæsenet. Jeg har som ledende oversygeplejerske brug for erfarne sygeplejersker i min afdeling, men netop den gruppe kan være svær at fastholde. Og det er en problemstilling, der gælder i hele landet, og det er en udvikling, der skal stoppes.

De seneste år er patientforløbene accelererede og blevet meget komplekse, og det er en umulig opgave, hvis vi ikke har det rette mix af erfarne og nye sygeplejersker. Vores sundhedsvæsen kan ganske enkelt ikke fungere uden de erfarne sygeplejersker.

Erfarne og specialiserede sygeplejersker flytter ofte væk fra det kliniknære, og det betyder, at der på nogle afdelinger er mange nyuddannede sygeplejersker, som ved ansættelse mødes af sygeplejersker, der enten også er nyuddannede eller har meget få års anciennitet.

De erfarne udtrættes af gentagne introduktions- og oplæringsforløb. De oplever en stagnerende udvikling for dem selv og for det faglige miljø. Der går "drift" og "overlevelse" i deres arbejdsliv, og hospitalet taber guld på gulvet.

Hvis de erfarne i højere grad skal fastholdes og ikke uddanne sig væk fra frontlinjen, så skal det generelle læringsmiljø højnes, og der skal sættes skub i den faglige udvikling.

På Nordsjællands Hospital har vi netop, i samarbejde med Københavns Professionshøjskole, Region Hovedstadens Center for HR og Dansk Sygeplejeråd, søsat et kompetenceudviklingsprojekt for erfarne sygeplejersker, så de styrkes i faget og får klare karriereveje – mens de bidrager med deres viden og erfaring helt ude ved patienterne.

Vores forventninger er, at vi kan give de erfarne sygeplejersker flere delegerede rettigheder, f.eks. i forbindelse med udskrivelse og afstemning af medicin. Vi skal give de erfarne sygeplejersker mere fri i deres praksisudfoldelse og udvikling.

Lene Breum er ledende oversygeplejerske på Kirurgisk Afdeling, Nordsjællands Hospital.

Emneord: 
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Sygepleje

En skrabet model af sygehusdrømmen

Gamle møbler. Mindre æstetik. Knap så effektivt apparatur. Lidt færre kvadratmeter. For 10 år siden blev de udråbt til fremtidens supersygehuse. Nu er de første ved at stå klar i en udgave, der bærer præg af det, alle byggerier rammes af: Virkeligheden.

400 defekte vandhaner, der giver vandskader og svamp i mure, som efterfølgende må rives ned og bygges på ny, og operationsstuer med dårligt ventilationssystem, der derfor kræver ombygning – i Aarhus.

En totalrådgiver, der ikke kan løse opgaven og må fyres, og et apotek, der ikke er plads til – i Køge.

En totalrådgiver, der giver et bud på 1,3 mia. kr. over anlægsrammen i Odense. Vandskader som følge af kraftig nedbør og uoverensstemmelser med entreprenører, der ender i en voldgiftssag på bl.a. Rigshospitalet.

Entrepriser, der er langt dyrere end forventet, entreprenører, der ikke overholder tidsfristen. 

Tema supersygehuse
Der er stor forskel på, hvor langt de forskellige sygehusprojekter er. I Aarhus er man næsten i mål, i Aalborg er byggeriet i fuld gang, som det ses på billedet her, mens der i Odense stadig kun er blevet arbejdet i jorden – og ikke i højden.
Det er nogle af de mange problemer, som byggerierne af nye sygehuse rundt om i landet er ramt af. Og det har konsekvenser for både patienter og personale.

"Når noget ikke går helt som planlagt, så må man finde pengene et andet sted. Og så er det, at der ryger et sengeafsnit, som det er tilfældet i bl.a. Gødstrup, at patienthotellet bliver udskudt, og at man udskyder ting. Og samtidig giver det forsinkelser, som også koster," siger professor i økonomi ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

Og det vil kunne ses og mærkes, når byggerierne tages i brug. Hvad end man er patient eller medarbejder på de nye sygehuse. Sygehuse, der blev undfanget i 2008 som led i en historisk reform af det danske sundhedsvæsen, hvor der blev sat 41 mia. kr. af i en såkaldt kvalitetsfond til nye topmoderne sygehuse. De skulle sikre patienterne høj kvalitet i behandlingen, og hurtigt blev de udråbt til fremtidens supersygehuse.

Penge blev fordelt på 16 forskellige byggerier. Nybyg, tilbyg og ombyg. Alle regioner havde hver deres drømme til sygehusprojekterne og hver deres måde at gribe tingene an på. Men ens for alle var, at det var forbudt at bruge flere penge end de midler, de havde fået tildelt fra kvalitetsfonden. Overskridelser på budgettet skulle findes ved besparelser i selve byggeriet. Og det har byggerier i alle regioner lidt under.

Sygeplejersken har set nærmere på byggerierne af de fem store sygehuse, hvor hver region har samlet den højt specialiserede behandling – i Aarhus, Aalborg, Odense, København og Køge.

70 procents genbrug

Store kraner og små mænd i lysende veste er i fuld gang på byggepladsen uden for Aalborg, hvor det enorme sygehusbyggeri skyder op i det ellers flade landskab. Om ca. to år vil det vrimle med patienter, pårørende og ansatte på det nye sygehus. Men ikke alt vil være lige prangende.

"Vi går ikke ud og køber nyt udstyr til hospitalet. Vi medtager alt det udstyr, der overhovedet kan genbruges. Jeg tror, der er tale om 60-70 pct.," siger Niels Uhrenfeldt, projektdirektør for byggeriet Nyt Aalborg Universitetshospital.

I et mødelokale på en helt nybygget længe af Det nye Aarhus Universitetshospital står der et bord og seks stole. Alle er forskellige og tydeligt brugte. Situationen bliver den samme i Odense og på Rigshospitalet. Man flytter alt med til de nye lokaler, hvis det funktionelt hænger sammen.

"Der bliver købt nye kontorborde, der passer ind i de nye kontorfællesskaber, men medarbejderne må selv tage deres gamle skrivebordsstole med. Har man enmandskontor, må man tage det hele med – skriveborde, stole, mødebord, reol. Og så genbruger vi også operationslejer og respiratorer og mange af de der ting, men vi får nye lamper og operationssøjler," siger Henrik Eriksen, byggechef for Det Nye Rigshospital.

Mindre æstetik

Byggeprojekterne kommer også til at bære præg af materialer, apparatur og detaljer, hvor der er gået på kompromis med udseende og kvalitet. Endnu et offer for byggebesparelser.

"Vi kunne have valgt noget dyrere inventar, end vi gør, f.eks. armatur og nogle andre håndvaske. Der er mange ting, hvor man ikke behøver den allerbedste kvalitet. For det har vi bare ikke råd til. Det er mest æstetikken og kvaliteten af det enkelte produkt, der kunne være anderledes, men de kliniske funktioner og det, der berører patienterne, det er blevet friholdt," siger Henrik Eriksen.

Niels Uhrenfeldt fra byggeriet i Aalborg supplerer:

"Vi havde planlagt, at der skulle være trægulve i alle vores mødebokse, som hænger på balkonerne i første og anden sals højde. Der måtte vi sige nej, det går ikke. Vi går over til linoleumsgulve og beklædning med gipsplader indvendigt."

Han fortæller ligeledes, at det var meningen, at sygehuset skulle have haft betonfacader.

"Vi havde et overslag på 85 mio. kr. Det viste sig så, at da vi fik tilbuddet, skulle de have 137 mio. kr. Så fik vi lavet nogle beregninger på, hvad mursten ville koste, og da det blev billigere valgte vi det i stedet."

Fjernet

Der er også en række ting, patienterne slet ikke får. Nogle vil undre sig over, at det ikke er der, andre vil ikke skænke det en tanke eller bemærke, at noget mangler.

Det gælder eksempelvis patienthotellet i Aarhus, hvor man har set sig nødsaget til at skære i antallet af sengepladser fra 80 til 52. I dag er der 92. Ligeledes har man sparet administrationsbygningen væk, forskningsarealer er blevet mindre, og andre arealer er pillet ud.

Der er skåret på parkeringspladser og veje samt på tekniske løsninger. Et lille eksempel er, at der kommer almindelige låse på døre til rengøringsrum i stedet for adgangskort.

"Det vigtige har været at finde besparelser, der ikke berørte patienter og personale," fortæller Anders Larsen, kontorchef for byggeriet af Det Nye Aarhus Universitetshospital.

Kigger man ud over de fem hovedsygehuse og skæver til byggeriet af et helt nyt sygehus i Gødstrup, vil de økonomiske problemer i byggeriet være ekstra tydelige. Her har byggeriet været ramt af så mange skandaler, at det har kostet senge, en hel etage på byggeriet er skåret væk, og regionsrådet i Region Midtjylland har netop godkendt nye besparelser. Og de er ikke til at skjule.

Der bliver ingen TV eller anden underholdning på patientstuerne, alle digitale skilte droppes, og arbejds- og læselamper på alle sengestuer spares væk. Lyset skal komme fra genbrug af lamper fra eksisterende bygninger.

Super?

De ansvarlige for byggerierne forsøger overfor Sygeplejersken at være optimistiske. De mener stadig, at borgerne, patienterne, medarbejderne får det sygehus, der var planen i sin tid. At visionerne holder. Trods forsinkelser. Og trods besparelser – der kan ses.

Alle erkender dog også, at der er blevet klippet en hæl og hugget en tå. Men også at det ikke er "så slemt", "for alle store byggeprojekter bliver ramt af problemer," påpeger byggecheferne.

De bliver ramt af virkeligheden.

Tema supersygehuse

Supersygehuse ramt af virkeligheden

41 mia. kr. bliver lige nu forvandlet til store nye sygehusbygninger i hele landet. Men ikke uden problemer med alt fra byggesjusk til forsinkelser og for dyre entrepriser. Når virkeligheden rammer sygehusbyggerierne, kræver det andre ofre i byggeprojektet. Det mærker såvel patienter som personale. For i sidste ende rammer det også driften. Med byggerierne følger enestuer til alle patienter, hvilket giver sygeplejerskerne en bedre relation til patienten, men også flere kilometer i benene.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Sygehus
Økonomi

7,1 km er ikke en bagatel

Ansættelse. Tvisten mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner angik fortolkningen af en bestemmelse, som har været en del af overenskomsten i godt 20 år

§ 3, stk. 2 kom ind i overenskomsten for ikke-ledende personale på de daværende amters område i 1997.

Allerede dengang kunne både arbejdsgivere og lønmodtagere se behovet for, at bl.a. sygeplejersker skulle kunne arbejde på flere "geografisk adskilte institutioner" under samme ledelse. Men der var også enighed om, at allerede ansatte skulle have en vis form for beskyttelse.

Derfor kan nyansatte ifølge bestemmelsen "ansættes med pligt til at arbejde på flere geografisk adskilte institutioner … " Og "for allerede ansatte kan aftales ændrede vilkår med henblik på at arbejde på flere geografisk adskilte institutioner".

Den konkrete sag, som nu er afgjort, handlede om 12 sygeplejersker, der var ansat på Gastro-enheden med delt ledelse på både Herlev og Gentofte Hospitaler. Med fire ugers varsel blev de alle varslet til fremover at skulle arbejde på både Herlev- og Gentofte-matriklerne. Det førte til indsigelse fra Dansk Sygeplejeråd, der mente, at hvis vilkåret ikke kunne aftales med sygeplejerskerne, skulle ledelsen varsle det ændrede vilkår med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel.

Dansk Sygeplejeråd mente nemlig i modsætning til Danske Regioner, at Gastro-enheden på Herlev og Gentofte Hospitaler, der ligger 7,1 km fra hinanden i fugleflugt, er to geografisk adskilte institutioner, hvorfor § 3, stk. 2 træder i kraft. Og det var lige præcis for at få afklaret, hvad der menes med "aftales", at Dansk Sygeplejeråd valgte at indbringe sagen for den faglige voldgift

Individuelt opsigelsesvarsel gælder

Danske Regioner mente for det første, at der ikke var tale om adskilte geografiske institutioner. Og for det andet, at § 3, stk. 2 kun skulle anvendes, hvis ændringen udgjorde en væsentlig vilkårsændring efter den funktionærretlige praksis. Ifølge Danske Regioner skulle 7,1 km tåles efter reglerne om vilkårsændringer, og derfor kunne ændringen varsles med tjenestetidslistens varsel på fire uger.

Som beskrevet i sidste nummer af Sygeplejersken gav opmanden i denne sag Dansk Sygeplejeråd medhold i, at Herlev og Gentofte Hospital udgør to geografisk adskilte institutioner, hvorfor § 3, stk. 2 gælder. Opmanden fastslog desuden, at en afstand på 7,1 km mellem to geografisk adskilte institutioner under samme ledelse IKKE er en bagatelgrænse.

Læs også: Grænser for sygeplejerskers fleksibilitet

Dernæst konkluderede opmanden også, at når allerede ansatte medarbejdere bliver bedt om at arbejde på to geografisk adskilte institutioner under samme ledelse, og afstanden mellem de to hospitaler er mere end 2 km (konkret accepteret bagatelgrænse i en tidligere sag fra det daværende Hovedstadens Sygehusfællesskab), træder § 3, stk. 2 i kraft. Hvis arbejdsgiver ikke kan lave en aftale med den ansatte om det nye vilkår, skal ledelsen varsle vilkåret med den ansattes individuelle opsigelsesvarsel, da der er tale om væsentlige vilkårsændringer.

Dansk Sygeplejeråd forventer, at afgørelsen vil få stor betydning fremover, især pga. de omorganiseringer, der kan forventes i forbindelse med de kommende supersygehuse. Dansk Sygeplejeråd opfordrer sygeplejersker, der kommer i samme situation, til altid at kontakte deres tillidsrepræsentant.

Emneord: 
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Arbejdstager
Arbejdstid

Grænser for sygeplejerskers fleksibilitet

Ansættelse. Opmanden har afgjort, at fire ugers varsel ikke var nok, da Region Hovedstaden i februar 2017 bad 12 sygeplejersker fra Gastro-enheden på Herlev og Gentofte Hospitaler om at arbejde i rotation mellem de to arbejdssteder.
Anne Carol Jørgensen (tv.) og Charlotte Kühnel tolker afgørelsen om, at ledelsen skal varsle ændrede vilkår med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel som et tegn på, at regionerne ikke bare kan sende de ansatte hen, hvor der mangler personale.
Foto: Christoffer Regild

Chok, vrede og frustration. Reaktionerne på brevet, der dumpede ind i e-Boks i februar 2017, udeblev ikke. I brevet gav ledelsen 12 sygeplejersker på Gastro-enheden på Herlev og Gentofte Hospitaler fire ugers varsel til at indstille sig på, at de ligesom en række læger og lægesekretærer fremover skulle arbejde i rotation mellem de to steder.

Sygeplejerske Charlotte Kühnel husker tilbage:

"Jeg blev vred og skuffet. Jeg er da ikke ansat på Gentofte, der står jo Herlev i min kontrakt. Jeg følte, at det blev trukket ned over hovedet på mig," siger hun.

I månederne inden havde afdelingsledelsen godt nok fortalt, at gastroenhederne på de to hospitaler skulle sammenlægges fra 1. februar, og også, at medarbejderne skulle arbejde på begge matrikler, fortæller Anne Carol Jørgensen.

"Vores afdelingssygeplejerske gjorde det så godt, hun kunne. Hun spurgte f.eks. ind til, hvilke ønsker vi havde til vagter på Gentofte. Men derfra og til, at vi kun fik fire uger til at indstille os på den nye virkelighed – det kom som et chok," siger hun og tilføjer:

"Vi følte os magtesløse og var kede af det. Jeg var bekymret for, hvordan jeg skulle få det hele til at hænge sammen derhjemme. Det kan godt være, jeg kun skal cykle syv kilometer længere, men de syv kilometer fylder rigtig meget, især i sidste ende, når jeg skal nå hjem og hente min datter," siger Anne Carol Jørgensen, der ikke stod alene med den bekymring.

"Fra de præsenterer os for den endelige løsning, til den træder i kraft, har vi kun fire uger til at købe det buskort eller den bil, der skal til for at få det til at fungere med vores privatliv. Det fyldte meget hos os alle," siger Charlotte Kühnel.

Fuldt program fra dag et

Samtlige sygeplejersker accepterede dog de nye arbejdsvilkår. De havde i princippet intet valg.

"Ellers kunne vi vælge imellem en opsigelse eller selv at finde et andet job," siger Charlotte Kühnel.

Juridisk set kan medarbejdere ikke afvise ordrer fra ledelsen, men en af kollegerne var årvågen og gjorde tillidsrepræsentanten opmærksom på situationen. Var fire ugers varsel nok? Ledelsen mente at have deres på det tørre, men Dansk Sygeplejeråd var uenig. Og mens Charlotte Kühnel, Anne Carol Jørgensen og kollegerne begyndte at arbejde i rotation, gik voldgiftssagen sin gang ved siden af.

De to sygeplejersker husker tilbage på den første tid med frustration og ubesvarede spørgsmål, f.eks. om de ville blive tildelt garderobefaciliteter med mulighed for bad og omklædning.

"Jeg vil gerne cykle på arbejde, og selvom jeg godt kan se, at det er fjollet, at jeg skal have en garderobe et sted, hvor jeg kun er en uge hver tredje måned, er det vigtigt for mig," siger Anne Carol Jørgensen.

Charlotte Kühnel uddyber:

"Selvom det er inden for samme region, er det to forskellige hospitaler. Mange ting fungerer forskelligt, f.eks. blodprøver eller andre prøver – hvor skal de afleveres, hvem skal man ringe til? Det tager tid at lære, hvor tingene ligger henne, og vi skulle også til at lære helt nye kolleger at kende. Selvom det er samme speciale, føltes det som at begynde i et helt nyt job."

I begyndelsen var der ikke sat tid af til oplæring, og hverken pc eller printer fungerede.

"Der var fuldt program fra dag et, og det er svært, når man ikke kan printe PTb’er. Vi er jo ikke it-nørder, og det gjorde mig utryg," siger Charlotte Kühnel.

Hverken hun eller Anne Carol Jørgensen har frygtet for patienternes sikkerhed, men:

"Man er jo mest tryg, der hvor man er vant til at være. Det, at man kender procedurerne og ved, hvor man skal henvende sig. Det er det, der får hverdagen til at fungere. Og når man som jeg kun kommer til Gentofte hver tredje måned, bliver det aldrig en vane," siger Anne Carol Jørgensen.

Vær kritisk

Her halvandet år efter at sammenlægningen trådte i kraft, har opmanden så afgjort, at ledelsen brød overenskomsten, da den med kun fire ugers varsel bad medarbejderne om at arbejde i rotation mellem de to matrikler – noget begge sygeplejersker dog er ved at vænne sig:

"Det er først nu, jeg for alvor føler mig som en naturlig del af afdelingen på Gentofte. Man skal altså ikke undervurdere den tid, det tager for medarbejdere at falde på plads på en ny arbejdsplads," siger Charlotte Kühnel.

Læs også: 7,1 km er ikke en bagatel

Selvom et længere varsel måske ikke havde ændret på det faktum, glæder sygeplejerskerne sig over opmandens afgørelse:

"Vi får nok ikke noget konkret ud af det. Men i det mindste risikerer vi og andre sygeplejersker nok ikke at blive beordret til at arbejde et sted den ene uge og så et andet sted næste uge. For hvad ville blive det næste? At vi skulle arbejde på Herlev den ene uge, Hillerød den anden og Gentofte den tredje, bare fordi vi er ansat i Region Hovedstaden? Det er jo lidt skrækscenariet," siger Anne Carol Jørgensen.

Charlotte Kühnel tilføjer:

"Afgørelsen sikrer en vis form for arbejdstidsbeskyttelse. Det kan betale sig at være kritisk, også over for en ledelse, man holder af. Man skal ikke acceptere alt, men huske at sparre med sin tillidsrepræsentant."

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Arbejdstager

Hørt: Prøv at grine af det, der er svært

Usikkerheden ramte Ruth Asferg Holst hårdt, da hun fik sit første job som sygeplejerske. Derfor begyndte hun at tegne sine oplevelser og dele dem på Facebook med budskabet om, at det er okay at være usikker på sig selv.

Da Ruth Asferg Holst for fire år siden begyndte i sit første job som nyuddannet sygeplejerske på en medicinsk afdeling, følte hun sig helt slået ud. Usikkerhed og en frygt for ikke at kunne leve op til både egne og andres forventninger fyldte meget i hendes tanker.

"Jeg har været professionel soldat i 10 år og været indkøber på Thule Airbase, men at blive færdig som sygeplejerske – det er det mest frygtindgydende, jeg nogensinde har været udsat for," siger Ruth Asferg Holst.

Hun begyndte at tegne tegninger af de episoder, der gjorde mest indtryk på hende.

"Det var lidt lettere at fortælle om, hvor svært det var for mig gennem en tegning," siger hun.

Under navnet Nurse Ruth deler hun på en Facebookside ud af store og små oplevelser fra livet som sygeplejerske. Altid i form af en humoristisk tegning med en lille tekst. Og med Nurse Ruths knap 7.500 følgere rammer tegningerne tilsyneladende plet:

"Sjovt at du altid beskriver nøjagtigt de situationer og følelser, jeg selv har oplevet som sygeplejerske. Tænk, at vi er så mange, der er så ens," skriver en sygeplejerske på Nurse Ruths facebookvæg.

Trodser pinligheden

I dag er Ruth Asferg Holst hjemmesygeplejerske i Vesthimmerlands Kommune, og selvom hun ikke længere er helt grøn i faget, kan hun stadig opleve følelsen af usikkerhed. Og det er hendes indtryk, at usikkerheden ikke altid er noget, der bliver talt højt om i personalestuerne rundt om i landet. Med tegningerne håber Ruth Asferg Holst på at vise andre, at de langtfra er alene om ikke at have hundrede procent styr på alting.

"Jeg vil gerne hjælpe andre, som måske også sidder med en følelse af usikkerhed," siger Ruth Asferg Holst, der gerne ofrer sig på den konto.

"Jeg kan godt tænke, at det er pinligt at lægge en tegning ud, der udstiller min uvidenhed. F.eks. vidste jeg ikke, at man kan sætte en kateterpose på et engangskateter. Jeg har været sygeplejerske i fire år, og det vidste jeg ikke! Jeg tænkte, at hvis jeg ikke ved det, er der sikkert andre, der heller ikke ved det. Så det kom der en tegning ud af," siger hun.

"Nogle af tegningerne er baseret på situationer, der overhovedet ikke var sjove, da de skete. Så det er selvfølgelig ikke altid, at man kan grine ad det i det øjeblik, det sker. Men måske efter lidt tid," siger Ruth Asferg Holst og uddyber, at man med latter kan få lettere ved at få talt om ting – også de svære. Derfor skal man give plads til humor og latter i sit ellers travle sygeplejeliv:

"På sygeplejerskeuddannelsen blev jeg opfostret med, at det hele skal være så akademisk. Og selvfølgelig skal det, vi gør, være evidensbaseret. Men det er vigtigt at huske på, at det nogle gange også er okay at være uformel og bare kunne grine ad tingene. Det håber jeg, at mine tegninger kan være med til."

Emneord: 
Arbejdsmiljø

Det handler om kommunikation

Louise Brix og Gitte Vase bruger deres baggrund fra psykiatrien til at undervise deres kolleger i somatikken i konflikthåndtering. Her deler de ud af deres erfaringer.
At forebygge vold og trusler, handler ifølge Louise Brix (tv) og Gitte Vase ofte om, hvordan man møder konflikter og frustrationer. Sygeplejersker bør forsøge at forstå den situation, som patienter og pårørende, der ikke forstår systemet, er i.
Foto: Robert Wengler

"Det er ikke raketvidenskab, og det handler i bund og grund om at udvikle nogle evner, vi allerede har."

Sådan siger Louise Brix om de konflikthåndteringsredskaber, som hun sammen med Gitte Vase bl.a. underviser kollegaer i somatikken i, så de kan nedbringe risikoen for vold og trusler fra patienter og pårørende.

Både Louise Brix og Gitte Vase er sygeplejersker med mange års erfaring fra psykiatrien. I dag er Louise Brix funktionsleder på psykiatrisk afsnit 55 i Aabenraa. Og Gitte Vase er uddannelseskoordinator i psykiatrien i Region Syddanmark.

"Vi kan undgå meget af volden og truslerne, hvis vi håndterer det på en hensigtsmæssig måde. Der er lavet undersøgelser, der siger, at mere end 60 pct. af volds- og trussels-situationerne udspringer af, hvordan vi handler i de situationer. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder med at regulere os selv og bliver ved med at være imødekommende, hjælpende og forstående, samtidig med at vi grænsesætter," siger Louise Brix.

Den største frustrationskilde

Ventetid er en af de situationer, der skaber allerflest voldsepisoder, og her handler det ifølge Louise Brix og Gitte Vase om at gøre alt det forebyggende, man overhovedet kan.

"Hvis man allerede ved, at patienterne kommer til at vente, er det bedste at komme frustrationerne i forkøbet ved at orientere om ventetiden, lige så snart patienten kommer ind i skadestuen," siger Louise Brix.

Og så handler det om at forsøge at forstå, hvad der ligger bag ved frustrationen og aggressionen.

"Det gælder for os alle sammen, at når man bliver frustreret, så bliver man også mere aggressiv. Nogle vender det indad og sidder og skumler i venteværelset og brokker sig til sidemanden, mens andre reagerer ved at gå op og true hende, der sidder ved skranken."

"Jeg hører tit i somatikken, at "man ikke vil finde sig i at blive talt sådan til". Men man undgår meget, hvis man i stedet for at sige: "Jeg vil ikke have, at du taler sådan til mig", i stedet siger: "Jeg kan godt forstå dig. Du har også siddet og ventet længe, jeg ser lige, hvad jeg kan gøre". Så føler patienten sig set og mødt og forstået," siger Louise Brix.

Det hjælper nemlig ikke, når man står over for en frustreret person, at man taler ned til eller irettesætter personen. Tværtimod så eskalerer det konflikten.

Men skal sygeplejersker acceptere, at det er et vilkår at blive talt grimt til?

"Det er ikke, fordi vi skal finde os i det, men vi er nødt til at være bevidste om, at vi kan blive udsat for frustrationer. Og hvis vi undlader at eskalere konflikten, så er der større sandsynlighed for, at vi undgår at blive udsat for yderligere frustrationer og aggressioner.

I det hele taget handler det ifølge Louise Brix om en grundlæggende tilgang til, hvordan vi møder konflikter og frustrationer, og om, at vi forsøger at forstå den situation, som patienter og pårørende, der ikke forstår systemet, er i.

"Jo mere man kan informere og inddrage, des bedre," siger hun.

Når truslerne bliver personlige

I de tilfælde, hvor truslerne bliver personlige og rettet mod ens familie, handler det ifølge Louise Brix om at foretage en reel vurdering af truslen og spørge sig selv: "Ved han reelt, hvor mine børn går i skole, eller handler det bare om, at han er frustreret og aggressiv og bare vil ramme mig på følelserne lige nu."

"Uanset om man er ansat i psykiatrien eller somatikken, bliver man aldrig vant til at få den slags trusler. Vi risikerer alle at føle os truet og kan blive ramt på vores følelser. Det er samtidig en af de bedste grunde til at gøre alt, hvad vi kan for at forebygge og undgå disse situationer," siger Louise Brix.

Louise Brix og Gitte Vase fortæller, at selv om de også har stor erfaring med at arbejde deeskalerende, så er det umuligt ikke at blive påvirket af vold og trusler.

"Men vi er jo mennesker, ingen er perfekt, men hvis man har mod på at udvikle konflikthåndteringsredskaberne og hele tiden have opmærksomhed på det, og at man som kollegaer hjælper hinanden, så kan vi udvikle de evner, vi alle sammen har."

Uddrag fra Arbejdstilsynets påbudsrapport

Efter besøg på kirurgisk sengeafsnit på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa:

De ansattes oplevelser

De ansatte oplevede, at "de i nogle uger dagligt kan være udsat for fysisk og psykisk vold fra patienter eller pårørende". Det drejede sig bl.a. om "verbale krænkelser, højlydte vredesudbrud og utilfredshed samt fysisk vold i form af f.eks. spyt, spark og kasten med genstande, eksempelvis fæces".

Høj risiko for vold

Arbejdstilsynet vurderede, at der var "høj risiko for udsættelse for fysisk og psykisk vold på de kirurgiske sengeafdelinger", og "at risikoen for vold, som er relateret til arbejdet, kan have indvirkning på de ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt.

Utilstrækkelig forebyggelse

Arbejdstilsynet vurderede, at forebyggelsen af vold og trusler var utilstrækkelig, fordi:

  • flere ansatte fortalte, at de ikke var bekendt med sygehusets overordnede voldspolitik.
  • fordi der ikke var tydelige fælles retningslinjer for, hvornår hændelser skulle registreres. Men at det i stedet var op til den enkelte ansatte at vurdere, hvornår en hændelse skulle registreres.

Konsekvens af mangelfulde registreringer

Manglende systematisk registrering og kortlægning af vold og trusler forringer muligheden for at analysere de faktiske hændelser, som skal danne udgangspunkt for at iværksætte specifikke forebyggelsestiltag.

VOLD OG TRUSLER

Ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at travlhed øger risikoen for, at sygeplejersker udsættes for vold og trusler fra patienter og pårørende. Efter påbud fra Arbejdstilsynet har Sygehus Sønderjylland fundet en måde at håndtere det på.

 

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Vold

Ny analyse: Travlhed øger risiko for vold og trusler

Undersøgelsen Forekomst af vold og trusler blandt sygeplejersker 2018

I juni 2018 har Dansk Sygeplejeråd Analyse i samarbejde med Megafon gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af Dansk Sygeplejeråds medlemspanel. 53 pct. af de i alt 4.160 inviterede medlemmer deltog i undersøgelsen.

Sygeplejersker, der har haft overarbejde inden for den seneste måned, har i højere grad oplevet vold og trusler indenfor de seneste 12 måneder end sygeplejersker, der ikke har haft overarbejde.

Det viser en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd lavet i samarbejde med Megafon.

"Overarbejde hænger tæt sammen med travlhed," siger Helle B. Bavnhøj, chefkonsulent på arbejdsmiljøområdet i Dansk Sygeplejeråd. "Når det er nødvendigt at arbejde længere end den planlagte arbejdstid, er det som oftest udtryk for et højt arbejdspres.

Blandt de sygeplejersker, der har haft overarbejde, har 37 pct. oplevet psykisk vold og 15 pct. fysisk vold, mens 26 pct. af de sygeplejersker, der ikke har haft overarbejde, har oplevet psykisk vold og 6 pct. fysisk vold.

"Vold og trusler hænger i vid udstrækning sammen med de rammer og vilkår, der er for arbejdet. Når arbejdspresset er højt, kan det være vanskeligt at give den demente borger den fornødne tid til f.eks. at tage sin medicin eller at holde aftalen med den psykiatriske patient om at komme ud og ryge," siger Helle B. Bavnhøj.

Og netop skuffelser over aftaler, der ikke bliver holdt, og ventetid er to af de situationer, som ifølge de regionalt ansatte sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråds undersøgelse ofte udløser voldsepisoder. 27 pct. af de regionalt ansatte sygeplejersker, der har været udsat for vold, siger, at det skete i forbindelse med lang ventetid.

Mens de kommunalt ansatte sygeplejersker oftest oplever, at voldsepisoderne finder sted i forbindelse med medicingivning.

Derudover sker volden ofte i forbindelse med hjælp til personlig hygiejne, og i forbindelse med at sætte grænser.

Kun få voldsepisoder bliver ifølge undersøgelsen udløst af "udførelse af lovmæssig tvang".

VOLD OG TRUSLER

Ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at travlhed øger risikoen for, at sygeplejersker udsættes for vold og trusler fra patienter og pårørende. Efter påbud fra Arbejdstilsynet har Sygehus Sønderjylland fundet en måde at håndtere det på.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Vold

Nyuddannet, nyt job... og på glatis

DEBUT. Anja Hansen er netop blevet færdig som sygeplejerske og er begyndt på sit første ”rigtige” job. Men trods praktik og vikarjobs under studiet rammer virkeligheden hårdt. Dette er første del af en serie om Anja Hansen.
Foto: Claus Bech

Anja Hansen troede egentlig, at hun skulle være læge. Men efter en uge i praktik som læge på Rigshospitalet var det sygeplejerskens arbejde, hun syntes var mest interessant. Og for halvanden måned siden blev hun færdiguddannet sygeplejerske fra sygeplejerskeuddannelsen i Slagelse.

Samtidig har hun sagt ja til fremover løbende at fortælle i Sygeplejersken, hvordan hun oplever livet som sygeplejerske.

"Jeg har altid været fascineret af kroppen. Hvad den kan. Og hvordan den er i stand til at tilpasse sig situationen," fortæller den 25-årige Anja Hansen.

Men hun kan også godt lide dialogen med patienten og sygeplejerskens fokus på det hele menneske.

"Og som sygeplejerske er det mine observationer, der betyder noget for, hvad lægen beslutter," siger den nyuddannede sygeplejerske.

 

Ondt i maven

Det ved Anja Hansen ikke mindst fra sin praktik og fra vikarjobs under studiet. Her lærte hun også, at der er stor forskel på det, man drømmer om og lærer på studiet, og så på virkeligheden.

Eksempelvis er der meget mere fokus på omsorg på studiet, end der er mulighed for at give, når man arbejder på et sygehus.

Samtidig oplevede hun på et vikarjob, at hun blev overladt med ansvar for patienter, hun slet ikke var oplært i at håndtere.

"De forventede, at man kunne det hele. Men der er jo meget, jeg ikke har prøvet før," siger Anja Hansen og fortsætter:

"Jeg husker en patient, der kom ind og fik hjertestop. Da han var blevet genoplivet, fik jeg at vide, at jeg lige skulle måle hans værdier. Jeg sagde, at jeg ikke ville stå helt alene med en patient, der lige havde haft hjertestop. Men det skulle jeg. Det havde jeg det virkelig dårligt med."

Hun giver flere eksempler på dårlige oplevelser fra arbejdspladsen.

"Jeg begyndte at få ondt i maven aftenen før, jeg skulle på arbejde. Og jeg kunne ikke sove. Så til sidst sagde jeg op," fortæller hun.

På det tidspunkt overvejede hun, om hun egentlig skulle være sygeplejerske. Men hun havde ikke lyst til at stoppe på studiet. I stedet fik hun et andet vikarjob på en anden afdeling.

"Her var de gode til at tage hånd om mig, og jeg havde ikke så mange patienter. Og der var nogle til at hjælpe, hvis jeg havde brug for det."

 

Ansvar og usikkerhed

To dage efter, at Anja Hansen fik sin sygeplejerskeuddannelse, begyndte hun på sit første "rigtige" job på Hjertemedicinsk Afdeling på Slagelse Sygehus. Forinden havde hun været til fire jobsamtaler og havde fået alle fire jobs.

"Jeg valgte hjertemedicinsk, fordi der både er lidt af det akutte og det medicinske," fortæller hun.

Da Sygeplejersken møder hende i den lejlighed, som hun og kæresten Morten lige er flyttet sammen i, er hun næsten færdig med den første måneds introduktionsforløb på afdelingen. Nu gruer hun for den virkelighed, der møder hende, når introen slutter, for hun ved endnu ikke, hvilket ansvar hun vil blive pålagt.

Hun frygter, at hun kan risikere at stå alene med 12 patienter, ligesom de erfarne sygeplejersker ofte gør, hvis der er sygemeldinger blandt personalet. I introforløbet har hun højst haft ansvaret for fire patienter.

"Forleden var det ret kaotisk. Der var to patienter, der var døde, og flere der blev rigtig dårlige. Og jeg endte med at få ansvaret alene for en af dem. Det var angstprovokerende. Så går det virkelig op for en, hvor stort et ansvar man har, og at det er mit faglige skøn, der er afgørende for, hvordan patienten klarer sig," siger Anja Hansen.

Men hun glæder sig over den erfaring, hun har med sig fra sin praktik på en akutafdeling.

"Der oplevede jeg, at ambulancerne kom ind babu-babu. Men sygeplejerskerne tog det roligt. Bestilte blodprøver og gjorde, hvad de skulle – uden at stresse. Det var akut, men de tog sig tid til at reagere. Man når ikke mere ved at sige, at man har travlt. Det prøver jeg at huske. Jeg har også fået ros for, at jeg er så rolig," smiler Anja Hansen.

 

Specialist eller kandidat

Anja Hansen er glad for sit nye arbejde. Men alligevel er hun allerede nu – efter en måned som sygeplejerske – i tvivl om sin fremtid.

"Jeg håber, at jeg kan holde ud et par år og få noget erfaring. Men hvis forholdene bliver ved med at være som nu, vil jeg måske finde på noget andet. Måske læse videre," siger hun.

Det vil hun under alle omstændigheder gerne på et tidspunkt. Hun vil specialisere sig inden for det kardiologiske eller intensive område.

"Her er der mere fokus på kroppen, og hvordan den virker. Det er jeg mest fascineret af. Og ellers vil jeg tage en kandidat, så jeg kan gøre noget ved de ting, som ikke fungerer, og være med til at udvikle nye arbejdsgange," siger sygeplejersken med et glimt i øjet.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Uddannelse