Fuldt fortjent: Børn har altid været mig

Ragnhild Bill fik tilbudt drømmejobbet på børneafdelingen på Sygehuset Sønderjylland i Sønderborg, da hun blev færdiguddannet. For hvis der er noget, der er sikkert, så er det, at hun elsker børn.
Lene Esthave

”Jeg har altid vidst, at jeg ville have min fortjenstmedalje. Fordi jeg synes virkelig, at jeg har gjort en god indsats i det sønderjyske sundhedsvæsen i rigtig mange år.”

Men Ragnhild Bills medalje dukkede ikke op af sig selv, da tiden nærmede sig 40-årsjubilæet.

Kalenderen blev tjekket efter en ekstra gang, da den erfarne sygeplejerske ikke hørte noget fra ledelsen. Til sidst besluttede hun sig for at tage fat i HR, der gik i gang med at undersøge sagen.

Der gik yderligere et halvt år, før Ragnhild Bill kunne modtage sin medalje.

Ragnhild Bill
Arkivfoto
”Jeg ville ikke bare sådan opgive, og jeg blev ved, indtil jeg fandt ud af, hvordan det hang sammen. Så ja, den har jeg nu – og den er jeg rigtig glad for!” fortæller Ragnhild Bill stolt.

Fra børneafdelingen til børnepsykiatrien

Da Ragnhild Bill fødte sin første søn, var hun stadig elev på sygeplejeskolen i Sønderborg. Derfor var hun i et par måneder i pædiatrien, efter hun og hendes elevkammerater ellers var blevet færdige med uddannelsen. Hendes vejleder var dog meget klar i spyttet, da elevtiden på børneafdelingen var ved at løbe ud. Ragnhild Bill skulle da ingen steder – børneafdelingen var jo det perfekte match.

”Der var ikke noget på sygeplejerskeuddannelsen, der pegede på, at jeg skulle blive børnesygeplejerske, og at det skulle blive mit hjerteblod. Jeg tror bare, at jeg altid har været rigtig glad for børn. Børn har altid været mig. Det er det stadigvæk, og det vil det altid være,” siger hun uden nogen tvivl i stemmen.

Efter mange trofaste år på børneafdelingen i Sønderborg valgte Ragnhild Bill at skifte arbejdspladsen ud med børne- og ungdomspsykiatrien i Aabenraa. Noget, der virkede som en oplagt forlængelse for hende.

Ragnhild Bill
Forventningerne til børnefamilier er højere end nogensinde, og forældre har mere travlt end før. Derfor har børnesygeplejersker en kæmpe rolle i at støtte op om dem, mener Ragnhild Bill.
Foto: Lene Esthave
”Men det er bestemt tankevækkende at se den samfundsmæssige udvikling, der sker, når man er en pige som mig, der har været med i så mange år. Mange flere bliver henvist til børne- og ungdomspsykiatrien i dag. Fra at vi havde en overlæge og en psykolog, der kiggede forbi på børneafdelingen, når vi havde brug for det, så er det pludselig vokset til et kæmpe børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium,” fortæller hun.  

Trods den triste udvikling finder Ragnhild Bill dog stadig sit arbejde spændende.

”Der er også mange glæder ved det, for man ser børnene fast, og man kommer til at følge dem over en årrække. Det er det lange seje træk, det hele handler om. Hvor det er vigtigt, at vi sætter alle sejl ind for at sikre dem bedst mulig trivsel.”

Til november har Ragnhild Bill planer om at gå på efterløn. For selvom hun bestemt ikke fortryder sit valg om at blive børnesygeplejerske, så vil hun gerne have mere tid til sine egne børn og børnebørn.

ikon-fuldt-fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv.

Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

Modtagere af Dronningens fortjenstmedalje tilbydes frokost med ledsager i Kvæsthuset efter audiensen på Christiansborg. Henv. receptionen Sankt Annæ Plads 30.

 

Emneord: 
Barn

Seksuelle overgreb på børn kan opspores og stoppes

Sygeplejersker skal kende tegnene på, at et barn bliver misbrugt seksuelt. Desuden har sygeplejersker skærpet underretningspligt, som går forud for tavshedspligten.
Resumé

Sygeplejersker kan være i tvivl om, hvorvidt et barn har været udsat for seksuelle overgreb. Kvinder kan også begå seksuelle overgreb mod børn, hvilket er et meget tabubelagt og et overset problem. De børn, som har været udsat for overgreb fra kvinder, har naturligvis ret til lige så professionel behandling, som hvis krænkeren var en mand.

Børn er mere tilbøjelige til at fortælle om seksuelle overgreb, hvis de oplever, at der er en anledning til at fortælle, en hensigt med at fortælle og en forbindelse til det, der tales om.

Sygeplejersker, som møder børn på børneafdelinger og skadestuer samt på børne- og psykiatriske centre landet rundt, kan nogle gange være usikre på, om et barn har været udsat for seksuelle overgreb, og hvordan man i givet fald skal reagere.

Seksuelt misbrug af børn er et stort samfundsmæssigt problem både i Danmark og i resten af verden (1). Et internationalt litteraturstudie skønner, at 7,9 pct. af alle mænd og 19,7 pct. af alle kvinder har været udsat for seksuelt misbrug i en eller anden form før deres 18. leveår (2). 

Seksuelle overgreb mod børn og unge kan foregå gennem længere tid, og uden omgivelserne får kendskab til det. Området er præget af tabuisering og berøringsangst, hvorfor det kan være en kompleks opgave for sygeplejersker at opspore børn og unge, der er udsat for overgreb. Studier peger da også på, at sundhedsprofessionelle som f.eks. sygeplejersker efterspørger faglige redskaber i arbejdet med at se og forstå eventuelle tegn på og signaler om seksuelle overgreb, som børn og unge kan udvise (3). 

Det primære formål med denne artikel er at give en kort oversigt over tegn og mulige reaktioner på seksuelle overgreb hos børn under 18 år. Et særligt fokus i artiklen er at vise, at kvinder kan være krænkere og foretage seksuelle overgreb mod børn. Målet er derfor, at sygeplejersker kan blive inspireret, støttet og vejledt i arbejdet med en tidlig og kvalificeret opsporing af seksuelle overgreb hos børn.

Fire hjørnesten i tidlig opsporing

I Socialstyrelsens faglige vejledning bliver der lagt vægt på fire hjørnesten i tidlig opsporing (3), se figur 1.

For det første må sygeplejersker have en grundlæggende viden om de mulige tegn og reaktioner, de skal være opmærksomme på, når det drejer sig om seksuelle overgreb mod børn. For det andet er faglig åbenhed et vigtigt element i tidlig opsporing. Det betyder, at sygeplejersker må tage afsæt i, at seksuelle overgreb kan være én blandt flere mulige forklaringer, der er i spil, når de er i tvivl om, hvorfor et barn f.eks. synes at mistrives. For det tredje skal sygeplejersker føle sig rustet til at indgå i en faglig dialog med andre sundhedsprofessionelle ved mistanke om seksuelle overgreb. Endelig er det absolut afgørende, at sygeplejersker kender til mulighederne for og pligterne til at iværksætte de rette handlinger, når der er mistanke om seksuelle overgreb (3). 

Også kvinder kan være krænkere

De fleste studier peger på, at det typisk er mænd, der begår disse overgreb. Der er ingen officielle tal på antallet af seksuelle overgreb begået af kvinder (4,5). En international litteraturgennemgang konkluderer, at kvindelige krænkere står for 5 pct. af alle seksuelle overgreb mod børn (6).

Boks 1. Fysiske og psykiske tegn og reaktioner hos småbørn (3)
  • Rødmen, irritation eller blødning omkring kønsorganer, skede- og endetarmsåbning 
  • Blærebetændelse
  • Blod i underbukserne
  • Vanskeligheder med at gå eller sidde 
  • Lider af mave- og fordøjelsesvanskeligheder 
  • Stopper ting/objekter op i skede- og endetarmsåbning 
  • Har pådraget sig seksuelt overførte sygdomme 
  • Lider af: tristhed
  • Uforklarlig gråd
  • Mareridt
  • Udviser ligegyldighed, robot-lignende adfærd
  • Mistillid til voksne

Litteraturen er fyldt med myter om kvindelige krænkere (4). En typisk myte er, at kvinder ikke kan begå overgreb, for de har ingen penis, og at kvinder, som forfører en teenagedreng eller pige, ikke begår overgreb, idet der blot er tale om et seksuelt forhold mellem to mennesker, som samtykker (4). Ifølge Jytte Lyager har samfundet svært ved at se kvinder som krænkere, og derfor er der et stort mørketal, hvorfor det er vigtigt at sætte fokus på, at kvinder også begår overgreb (5).

Ifølge den norske psykolog og sexolog Thore Langfeldt ses kvinder som kærlige omsorgspersoner, og derfor bliver meget få opdaget og straffet for overgrebene (5). 

Marianne Lind argumenterer for, at flere af de kvinder, som er blevet misbrugt af deres mor, af ren og skær angst undgår at få børn, når de bliver voksne, idet de er bange for at komme til at misbruge deres egne børn (5). 

Endvidere viser danske erfaringer, at parforholdet kan være problematisk for de mænd, som i barndommen er blevet misbrugt af en mand. Men kvinders misbrug kan faktisk opleves værre end mænds. For det er en kvinde, manden senere i livet skal danne par med (5).

Nedenfor bringes eksempler fra børn, som er blevet misbrugt af deres mor. I 2015 blev en 39-årig kvinde fra Holstebro dømt for at have misbrugt sin søn. Hun blev tiltalt og kendt skyldig i at have befamlet sønnens tissemand, fået ham til at røre sine bryster og for at have onaneret foran ham (7). En anden kvinde siger det på denne måde:

”Min mor var med til misbruget – hun stillede mig til rådighed for sine elskere. Jeg var en del af akten. Hun var til stede i rummet og pacificerede mig ved f.eks. at proppe en sok i munden på mig og holde mig fast i armene, mens hendes fætter havde samleje med mig … Min mor var min primære krænker. Hun seksualiserede alt ved mig. Kommenterede min krops udvikling, når der var andre – især mænd – til stede. Hun kiggede ind ad nøglehullet, når jeg var i bad etc. Jeg fortalte det aldrig til nogen. Hvem ville have troet på mig?” (8).

Omsorg eller overgreb?

I den eksisterende litteratur diskuteres, om kvinders seksuelle overgreb adskiller sig fra mænds. Forskellen i forhold til de mandlige krænkere består mest i, at kvinden ikke har en penis. Men det betyder ikke, at der ikke sker indtrængen i barnets krop. 

Flere studier peger på, at kvindelige krænkere oftere end mænd begår overgrebene med tilstedeværelse af en mandlig med-krænker (9,10). Andre undersøgelser fremhæver, at tilstedeværelse af en mandlig med-krænker kun i mindre omfang indebar, at kvinden var blevet tvunget eller truet til at udføre eller deltage i overgrebene. Som udgangspunkt er det kvindens egen motivation, der fører til de seksuelle handlinger (4).

Desuden er der studier, der peger på, at det karakteristiske ved kvinders overgreb er, at de er særligt rettet mod yngre børn, som de forventes at have en omsorgsgivende rolle overfor, enten i familien eller som en del af deres arbejde (4). Her kan det være ekstra vanskeligt at afgøre, om der er tale om omsorg eller overgreb, da der er meget fysisk kontakt som en naturlig del af omsorgen for barnet (4).

Boks 2. Fysiske og psykiske tegn og reaktioner hos mellemstore børn (3)

Mellemstore børn vil udvise de samme tegn og symptomer som småbørn, 
derudover også:

  • Lav selvfølelse
  • Magtesløshed
  • Apati
  • Skyldfølelse
  • Skamfølelse
  • Psykosomatiske klager over smerter i underlivet, hovedpine, mavepine 
  • Vanskeligheder med kropslig kontakt, berøring, manglende blufærdighed 
  • Mangelfuld eller overdreven personlig hygiejne

Et af de emner, der går igen i forskningen, er seksuelle forhold mellem teenagedrenge og voksne kvinder (4). Det fremhæves, at drenge i høj grad bliver opdraget til at tro, at drenge og mænd altid er og skal være villige til sex, når de får det tilbudt, hvorfor disse overgreb ikke altid italesættes som seksuelle overgreb, men som seksuel oplæring (4). Konsekvensen er, at drengene ikke selv forstår, at der er tale om et overgreb og derfor heller ikke taler om det.

Overgrebet er et relationelt traume

Børn reagerer og rammes i forskellig grad, når de udsættes for seksuelle overgreb. Reaktionen afhænger af forskellige faktorer som overgrebets karakter og omfang, barnets alder og barnets relation til krænkeren.

Det seksuelle overgreb er i høj grad et relationelt traume, da de fleste overgreb finder sted i nære relationer. Barnet vil forsøge at forstå og finde en mening med det, der foregår, og at give overgrebet en relationel betydning (3). Nedenfor er oplistet tre bokse med typiske fysiske og psykiske mulige tegn og reaktioner på seksuelle overgreb hos børn i forskellige aldre. De tre bokse må ikke ses som en udtømmende liste, og de fysiske og psykiske tegn og reaktioner kan naturligvis skyldes andre ting end seksuelle overgreb (3), se boks 1, 2 og 3.

Børn og unge er tavse om overgreb

Utallige studier viser, at børn og unge, som udsættes for seksuelle overgreb, ikke fortæller om overgrebene (1,9,10). Årsagen kan være skyld og skam. Det kan også skyldes, at barnet ikke ønsker at såre omgivelserne ved at fortælle om overgrebene, eller at barnet vil beskytte krænkeren mod straf. Endelig er der nogle børn, som fortæller, at ingen har spurgt dem, om de har været udsat for overgreb (4). Hvis børnene ikke kender betydningen af de overgreb, de bliver udsat for, kan det være svært at fortælle om dem.

Studier viser, at det kan være særligt svært for børn at fortælle, hvis overgrebet er begået af en kvinde (4). Traditionelt bliver kvinder mest set som ofre, og mænd som krænkere. Det er en udfordring, hvis børn kun tror, at krænkere kan være mænd, for så kan de ikke sige det til nogen, hvis de bliver krænket af en kvinde, idet de ikke ved, at det er forkert.   

Boks 3. Fysiske og psykiske tegn og reaktioner hos teenagere (3)

Teenagere vil udvise de samme psykiske tegn og symptomer som småbørn og mellemstore børn. Herudover også: 

  • Depression
  • Mistillid til andre
  • Manglende identitetsfølelse
  • Forvirret omkring kønsidentitet 
  • Forøget skyld- og skamfølelse
  • Tidlig seksuel aktivitet, graviditet og abort
  • Forsøg på at tilbageholde fysisk udvikling

Vigtigt, at sygeplejersker er opmærksomme

Netop fordi det er så svært for børn at fortælle om seksuelle overgreb, er det vigtigt, at sygeplejersker er opmærksomme på forhold, der kan virke fremmende herfor. En norsk undersøgelse konkluderer, at børn er mere tilbøjelige til at fortælle om seksuelle overgreb, hvis de oplever, at nedenstående aspekter er til stede (11).

  1. En anledning til at fortælle
  2. En hensigt med at fortælle
  3. En forbindelse til det, der tales om. 

Nedenfor nævnes tre eksempler på de tre aspekter.

En anledning til at fortælle 
En sygeplejerske på en skadestue oplever, at en ung pige på 17 år nu for tredje gang skal have en abort. Sygeplejersken oplever, at pigen flere gange tog tilløb til at fortælle om overgreb fra et familiemedlem. Men pigen manglede tilsyneladende roen til det. Sygeplejersken besluttede at sætte ekstra tid af til at gå en tur i haven med pigen, hvor der ikke var nogen forstyrrelser. På den måde skabes en anledning til, at pigen kan fortælle om overgrebene, der har fundet sted gennem flere år. 

Debat
  • Hvordan drøfter I muligheden for, at et barn har været udsat for seksuelle overgreb?
  • Hvor henter I viden om børn og seksuelle overgreb henne?
  • Hvordan er I fagligt rustede til at få mistanke om, at et barn er krænket af en kvinde?

En hensigt med at fortælle 
En ung dreng fra en skilsmissefamilie, som bor sammen med sin far, udsættes for overgreb af sin mor og hendes nye kæreste, når han er på besøg hver anden weekend. Umiddelbart før en samværsweekend fortæller drengen en skolesygeplejerske om overgrebene. Drengens hensigt med at fortælle om overgrebene er, at han gerne vil undgå at komme på samvær samt at få hjælp til at få stoppet overgrebene. 

En forbindelse til at fortælle 
En sygeplejerske på en børneafdeling hjælper en seksårig pige med et bad. Dette bad er med til at skabe en forbindelse til de overgreb, barnet har oplevet i badesituationer med sin far. Barnet fortæller her om de overgreb, hun havde været udsat for. 
Sygeplejersker skal derfor være opmærksomme på, hvordan man kan medvirke til at opfange og facilitere de forskellige situationer, hvor et barn oplever en anledning til, hensigt med eller forbindelse til at fortælle om seksuelle overgreb.

Pas på med at bagatellisere kvinders seksuelle overgreb
Ønsket med artiklen er således at forhindre, at kvinders seksuelle overgreb på børn bliver overset eller bagatelliseret af sygeplejersker, fordi seksuelle overgreb typisk forbindes med en mandlig krænker. Det er en viden, der sammen med evnen til at handle kan ruste sygeplejersker til at anvende deres skærpede underretningspligt, hvis der er mistanke om, at et barn har været udsat for seksuelle overgreb – uanset krænkerens køn. 

Sygeplejersker har en særlig skærpet underretningspligt jf. Servicelovens paragraf 154, der går forud for tavshedspligten, når det handler om børn og unges trivsel (når de er under 18 år).

Som artiklen har vist, kan dét, at kvinder også begår seksuelle overgreb mod børn, være et meget tabubelagt og overset problem. De børn, som har været udsat for overgreb fra kvinder, har ret til lige så professionel behandling, som hvis krænkeren var en mand. 

Abstract in English

Nielsen BR.

Detecting and stopping child sexual abuse

Fag&Forskning;(1):70-74.

Nurses may be uncertain as to whether a child has been subjected to sexual abuse. The primary aim of this article is consequently to provide a concise inventory of indicators of, and possible reactions to, sexual abuse in minors under the age of 18. The perpetrators of child sexual abuse may be women, which is an extremely taboo and overlooked problem. Children subjected to abuse by women naturally have the right to the same standard of professional care as they would if the perpetrator were male.  Child victims will more readily reveal sexual abuse if they perceive that there is an appropriate occasion, context and purpose for their disclosure.

Keywords: Children, child sex offender, sexual abuse

 

Ben Farid Røjgaard Nielsen

Ben Farid Røjgaard Nielsen  
Sygeplejerske 2001, dialysesygeplejerske 2002, cand.cur. 2007, praktikvejleder og herefter underviser på sygeplejeskolen. Lektor på Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser, Københavns Professionshøjskole.
bnni@kp.dk

 

Referencer

  1. Karstoft K-I, Beck Hansen N, Eriksen SB & Elklit A.  Effekt af Behandling – et fokus på senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Odense: Videnscenter for Psykotraumatologi 2014.
  2. Pereda N, Guilera G, Forns M, Gomez-Benito J. The international epidemiology of child sexual abuse: a continuation of Finkelhor. 2009: Child Abuse and Neglect(33):331-42.
  3. Socialstyrelsen og SISO. Den professionelle tvivl. Socialstyrelsen og SISO 2017 
  4. Red Barnet. Kvinders seksuelle overgreb mod børn Red Barnet 2017.
  5. Bebe A. Kvinder står bag mange seksuelle overgreb SDU, årstal?
  6. Blond, N. Kvindelige krænkere – tabuet om kvinder, der begår seksuelle overgreb mod børn. Psykologisk Institut, Aarhus Universitet 2014.
  7. TV Midtvest. Mor dømt skyldigt for seksuelt misbrug af 7-årige søn. https://www.tvmidtvest.dk/artikel/mor-doemt-skyldig-seksuelt-misbrug-af-.... Besøgt den 7. juni 2018.
  8. Usynlig ar. Når kvinder krænker. http://usynligear.dk/kvindelige-kr-nkere.html. Besøgt den 7. juni. 2018.
  9. Haugland GN et al. Ingen penis – ingen skade? Når kvinner begår seksuelle overgrep. Tidsskrift for norsk psykologforening 2011:(48):523-8.
  10. Williams KS & Bierie. An incident-based comparison of female and male sex offenders. Sexual Abuse: A journal of Research and Treatment 2015, Vol. 27: 235-57.
  11. Jensen TK et al. Reporting possible sexual abuse: A qualitative study on children’s perspective and context for disclosure. Child Abuse & Neglect 2005;(29):1395-1413.
Emneord: 
Barn
Overgreb

Et bedre liv gennem leg

Epilepsihospitalet Filadelfia har etableret en stor legeplads med mange legeredskaber. Tre udviklingsprojekter skal afdække virkningen af fysisk leg og aktivitet på epilepsiramte børn og unges søvnkvalitet, virkningen af fysisk aktivitet på livskvaliteten og endelig virkningen på børnenes mestringspotentiale.
Foto: Rune Dybvad

Leg er en fantastisk aktivitet, som inviterer til bevægelse, social udvikling og læring. Når børn og unge leger og har det sjovt, så lærer de samtidig. Derfor har Epilepsihospitalet Filadelfia etableret et nyt udeareal med 123 legeredskaber, som giver masser af sjov og træning. Samtidig sætter sygeplejersker udviklingsprojekter og forskning i gang.

Udearealet er skræddersyet til børn og unge med epilepsi. Epilepsihospitalet Filadelfias sygeplejersker på Neuro-pædiatrisk Afdeling bruger den aktivt som en del af arbejdet med børn og unge.

”Udearealet tager højde for de typer af vanskeligheder og udfordringer, der ofte følger kombinationen af svær epilepsi og nedsatte motoriske færdigheder. Det er et rum, der tilgodeser og inkluderer en meget bred gruppe, når vi taler fysisk udfoldelse og anderledes stimuli,” fortæller ledende sygeplejerske Conny Brandt og forskningssygeplejerske Vibeke Stubbings.

Fokus på ressourcer og muligheder

De fremhæver, at leg, træning og stuegang udenfor på det 2.400 m2 store udeareal er et inkluderende miljø på hospitalet, der også understøtter observation og behandling. Samtidig har medarbejderne fokus på barnets ressourcer fremfor det begrænsninger:

”Vi er midt i et paradigmeskifte, hvor legepladsen også kan være rum for stuegange og samtaler, bl.a. fordi der er er to sygeplejersker på pladsen hver formiddag og eftermiddag,” fortæller Conny Brandt og Vibeke Stubbings.

Sygeplejerskerne skal observere børn og unge på udearealet og implementere et paradigmeskifte, hvor de skal se på børnenes muligheder fremfor begrænsninger – supplereret med observationer indenfor på sengeafsnittet.

Søvn/livskvalitet/mestringspotentiale

Der er sat tre udviklingsprojekter i gang i forbindelse med indvielsen af legepladsen, to rent sygeplejefaglige og et tværfagligt. Sygeplejerskerne vil i det ene projekt systematisk undersøge, om aktivitet og leg forbedrer søvnen hos børn og unge indlagt. Udviklingsprojektet foretages er med inspiration fra self-rated sleep Quality (1) og suppleres med bl.a. en søvndagbog.

Det andet udviklingsprojekt skal afklare, om den øgede fysiske kvalitet har implikationer på livskvaliteten. Undersøgelsen tager udgangspunkt i Quality of Life (2).

Det tredje projekt, det tværfaglige, sker i samarbejde med fysioterapeuterne og handler om daglige aktiviteter og børnenes mestringspotentiale.

Metoden til effektmåling er den danske version af Canadian Occupational Performance Measure, COPM, second edition. COPM er karakteriseret ved, at målingen er konstrueret med henblik på at opfange ændringer i en klients egen vurdering af tilfredshed med udførelse af vigtige daglige aktiviteter (3).

Undersøgelserne foretages ved hjælp af spørgeskemaer. Forældrene får et skema ved indlæggelse, ved udskrivelse og tre måneder efter udskrivelse. Resultaterne vil blive sammenlignet når tilstrækkeligt datamateriale er indsamlet.

Risiko for overbeskyttelse

Familier til børn med epilepsi passer og beskytter deres syge barn ligesom alle andre. I nogle tilfælde kan det imidlertid også udmønte sig i uhensigtsmæssige restriktioner og overbeskyttelse, hvilket også flere studier påpeger (4).

Hvis børnene derimod får lov til at udfolde sig i trygge rammer, og forældrene guides, kan de måske opdage, at børnene kan mere, end de tror. Vores faglige tese er således, at de mange muligheder på legepladsen kan føre til, at familierne får øje på, at livet trods en kronisk sygdom kan være rart og sjovt. Forældrene får også bedre betingelser for at lade barnet løsrive sig fra deres beskyttelse.

Når kroppen stimuleres, i et tilpasset miljø, giver det børnene øget livskvalitet, motivation og glæde ved at bruge sig selv fysisk og blive stimuleret sansemæssigt. Vi mener, at dette vil kunne bedre grov- og finmotorikken og sanseintegrationen samt fremme struktur, planlægning og rum- og retningsfornemmelse ved voksenstyret aktivitet, idet legeredskaberne er udviklet til at tilgodese børnenes fysiske sensoriske og motoriske stimulation og udvikling.

”Vi tænker også, at legepladsen kan bidrage til forebyggelse af inaktivitet og fremme en god døgnrytme, idet det at blive fysisk træt om dagen kan føre til bedre søvn om natten. Derved kommer der mange sygeplejefaglige aspekter ind i vores arbejde,” siger Conny Brandt og Vibeke Stubbings.

Mindre fysisk aktive

Studier viser, at mennesker med epilepsi generelt har mindre fysisk aktivitet end befolkningen generelt. Det skyldes bl.a. frygten for at fremprovokere anfald. Men både forskning og klinisk erfaring tyder på, at mange med epilepsi faktisk kan få en bedre anfaldskontrol ved hjælp af regelmæssig motion. Derudover giver fysisk aktivitet en god indvirkning på nogle af epilepsiens følgevirkninger som f.eks. passivitet og humørpåvirkning i den negative retning.

Dog kan ca. hvert tiende menneske med epilepsi opleve øget risiko for anfald ved motion. Det er især dem, der er i dårlig form eller har andre fysiske lidelser i kombination med en epilepsi (5).

Conny Brandt og Vibeke Stubbings er begge ansat på Epilepsihospitalet Filadelfia, Dianalund.

Referencer

  1. Johns, M W (2018) About the ESS.
  2. Departments of Primary care and Neurosciences, University of Liverpool Whelan Building (2nd floor, Brownlow Hill, Liverpool L69 3 GB miliernes).
  3. COPM Canadian Occupational Performance Measure, Dansk version, Ergoterapiforeningen 2000.
  4. Parenting and restrictions in childhood epilepsyRoos Rodenburg Anne Marie Meijerb Charlotte Scherphof, Johannes A.Carpayd, PaulAugustijna A.P.Aldenkampef , Maja Deković. Epilepsy & Behavior Volume 27, Issue 3, June 2013, Pages 497-503
  5. Epilepsiforeningen (2018) Er det farligt at motionere når man har epilepsy? https://www.epilepsiforeningen.dk/nyheder/farligt-motionere-naar-man-har...
Emneord: 
Barn
Epilepsi
Livskvalitet
Mestring
Søvn
Ungdom

Hørt: Lad forældrene være i fred

Det er ikke rimeligt, at forældre bliver beskyldt for at være curlingforældre, mener sundhedsplejerske Ellen Eldrup, som oplever, at forældre mister deres overskud, når de hele tiden får anvisninger på, hvad de skal og ikke skal.
Forældre har brug for redskaber til, hvad de skal gøre, når deres barn reagerer med vrede, mener sundhedsplejerske Ellen Eldrup.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

ikon-hoertSom sundhedsplejerske møder Ellen Eldrup mange forældre, som forsøger at gøre det bedste for deres børn. Derfor støder det hende, at der er opstået en kultur, hvor det nærmest er legalt for enhver at udråbe andre som curlingforældre.

"Forældre bliver hængt ud som håbløse, hvis de bærer barnets skoletaske, giver barnet slik i supermarkedet eller undlader at gribe ind, når barnet sidder for længe med en iPad. Kritikken stresser forældrene helt vildt og får dem til at blive mere usikre og utydelige, så de nærmest bliver usynlige over for deres børn," siger Ellen Eldrup fra Sundhedsplejen Nord, Aarhus Kommune. I oktober fremførte hun sine synspunkter i et interview med TV-Østjylland.

Ellen Eldrup påpeger også, at forældre er hårde ved hinanden indbyrdes.

"Instagram og Facebook er med til at bekræfte, hvordan det rigtige liv skal se ud. Når man går tur rundt om søen med børnene om eftermiddagen og poster et idyllisk billede, så glemmer man måske lige at fortælle, at ungerne i øvrigt skreg hele vejen. Vi har skabt en generation af forældre, som skal præstere glade børn."

I stedet for at være efter forældrene vil Ellen Eldrup gerne række en hjælpende hånd til dem. Hun mener, at de har brug for redskaber til, hvad de skal gøre, når de beder deres barn slukke for iPad’en efter to timers spilletid, og barnet reagerer med vrede.

"Forældre skal støttes i, at de gør det, så godt de kan, selv om de føler, at de står midt i et tabernakel. Alle voksne ved, at børn ikke har gavn af at sidde hele dagen foran en skærm, men de har måske ikke overskuddet til at gøre noget ved det."

Ellen Eldrup mener, at forældres manglende overskud kan skyldes stress over ikke at kunne gøre det, man selv finder rigtigt.

"Forældre får tudet ørerne fulde af, at barnet skal sove i sin egen seng, men måske føles det mere rigtigt at sove sammen og være tæt. Det giver stress at skulle gøre noget andet end det, man selv helst vil. Som sundhedsplejerske vil jeg støtte forældrene i det, som føles rigtigt for dem. Hvis de vil sove sammen med deres barn, så er min holdning: "Nyd det, og så finder vi ud af, hvordan barnet kan lære at sove for sig selv, hvis I bliver trætte af det."

Ellen Eldrups budskab i TV-Østjylland er, at samfundet skal støtte op om forældrene, så de tror på sig selv og får overskud til at finde de løsninger, som passer til dem.

"Det er afgørende at arbejde målrettet med forældrenes trivsel i forældrerollen og ikke udråbe dem som curlingforældre," siger Ellen Eldrup.

Emneord: 
Barn
Sundhedspleje

Vi kan bruge tiden på det vigtige

Brugerdreven innovation II. På Svendborg Sygehus får man et kodeord til en app i stedet for en bunke pjecer, når man har født, og det har fået betydning for sygeplejerskernes arbejde og kommunikation.
Signe og Per Hofstedt Klaftrup med deres nyfødte - og med adgang til alle nødvendige oplysninger om det at være nybagte forældre via app'en på mobiltelefonen.
Foto. Nils Lund Pedersen

Sygeplejerske, stud.cur. Lene Marie Grønbæk sidder ved sin computer på barselsafdelingen på Svendborg Sygehus. På skærmen foran sig har hun oversigten over den app, som afdelingen bruger, kaldet ”Mit Forløb”. Oversigten viser, at der er 94 aktive forløb og 9.091 afsluttede forløb.

Ved siden af sig har hun en telefon, hvor beskeder fra forældre, som via appen kan chatte med sygeplejerskerne, popper op. Lige nu er der ingen beskeder at svare på, men selv når der er, tager det ikke lang tid, fortæller Lene Marie Grønbæk: 

5 gode råd
  • Gør det stednært – tag udgangspunkt i den afdeling, der skal bruge teknologien. 
  • Anvend personalegruppen – der findes en masse praktiske erfaringer hos personalet. 
  • God forberedelse – forbered også tværfaglige samarbejdspartnere, som evt. kan bidrage. 
  • Gør processen forståelig og overskuelig – lav f.eks. en tidslinje og tal om forventninger. 
  • Gør det spændende – find nogle fra personalegruppen, som er tovholdere og/eller superbrugere, som kan hjælpe kollegaerne.

”Appen har faktisk løftet arbejdet, fordi vi kan bruge tiden på det, der er vigtigt – nemlig at tage os af patienterne og være nærværende – i stedet for at fokusere på at skulle give en hel masse beskeder,” forklarer hun. 

Før i tiden fik de nye forældre på afdelingen en stak pjecer, inden de skulle hjem. Men det var overvældende meget information, og sygeplejerskerne fandt ud af, at mange af pjecerne blev efterladt på stuerne, når forældrene tog hjem. 

”Nu har vi kun en enkelt pjece, der bliver udleveret, som hedder ”Tjek bleen”. Den virker, selvom de nye forældre taler kinesisk, tyrkisk eller andre sprog,” fortæller Lene Marie Grønbæk og præsenterer pjecen, hvori farvede klatter i bleer viser, hvordan den nyfødtes afføring bør skifte farve i løbet af de første par dage. 

Skeptiske sygeplejersker

Da forskeren Dorthe Boe Danbjørg først introducerede sin idé om appen, var sygeplejerskerne skeptiske, fortæller Lene Marie Grønbæk: 

”Telemedicin har jo været under udvikling i mange år og bruges mange andre steder, så det var bestemt noget, vi havde hørt om. Men vi havde ikke forestillet os, at det hørte vores speciale til, da vi lægger stor vægt på tæt personlig kontakt.” 

På trods af den indledende skepsis og en frygt for, at noget skulle gå galt, har sygeplejerskerne nu taget godt imod initiativet. 

”Jeg tror, det har fungeret så godt, fordi sygeplejerskerne blev involveret fra start og har været med til at skrive og evaluere den information, patienterne får,” mener Lene Marie Grønbæk. 

Hun fortæller samtidig, at projektet i starten var omstændeligt, da det foregik via låne-iPads, og samtidig fik forældrene også alle de gamle pjecer. 

Læs også: App er livline for nye forældre

”Det har rykket sig, og nu er alle med på teknologien og tager det naturligt at få information via en app,” påpeger Lene Marie Grønbæk. 

Da først appen blev taget i brug, erfarede sygeplejerskerne, at mange af de småhenvendelser, de tidligere fik, blev sorteret fra, fordi forældrene kan få informationen på appen. De får også færre unødvendige ambulatoriebesøg om f.eks. navleproblemer nu. 

”Patienterne kan sende billeder ind, og det er virkelig smart. Det kan f.eks. være billeder af såret efter et kejsersnit, og det kan ofte spare dem for en tur herind. Nogle gange kan det selvfølgelig også føre til, at vi ringer og får en mere uddybende snak, eller at de bliver kaldt ind til et ambulatoriebesøg,” siger Lene Marie Grønbæk. 

Ændret kommunikation  

Den nye app har på nogle punkter ændret sygeplejerskernes kommunikation med patienterne, fortæller Lene Marie Grønbæk: 

”Før gav vi al informationen på én gang, for det skulle dokumenteres, at vi havde givet den her information. Men for de nye forældre kan det være svært at rumme, så for dem er det bedre nu, hvor de får små bidder af nødvendig information, som vi har sorteret, de første fire dage.” 

Ifølge Lene Marie Grønbæk er en anden kommunikativ overvejelse, hvordan man kommunikerer via en app, hvor det er nemt at ty til hverdagssprog, men stadig skal holde fast i, at man er en fagperson. 

”Det handler om at finde en balance mellem fagpersonen og hverdagssproget, for det bliver nemt sådan lidt sms-agtigt, og nogle gange skriver forældrene ”Tak” og en smiley, når man har svaret,” uddyber hun.  

Det har givet overvejelser i forhold til, hvorvidt det ville være smart for sygeplejerskerne at kunne besvare beskeder på telefonen, eller om de som nu skal gøre det på computeren. 

”Det ville være rart bare at kunne svare på telefonen, men det ville nok give problemer ift., om man fik husket at dokumentere og svaret ordentligt og grundigt,” mener Lene Marie Grønbæk. 

En anden ændring, appen har medført, er ifølge hende et fokus på, at der skal være tid til faglighed, f.eks. i form af faglige diskussioner og kurser. Det skal der bl.a. for at sikre, at informationen i appen løbende bliver revurderet i forhold til ny viden og retningslinjer. Det bliver gjort sammen med sygeplejerskerne på Odense Universitetshospitals barselsafdeling, som også bruger appen. Opdateringerne sker så vidt muligt løbende, men en del informationer bliver dog kun opdateret hvert andet år. 

”Man bliver nødt til at være lidt kreativ, når teksterne skal formuleres, for de skal leve op til faglige standarder, men stadig være forståelige for forældrene, som sidder derhjemme og kigger på appen,” siger Lene Marie Grønbæk. 

Emneord: 
Barn

App er livline for nye forældre

Brugerdreven innovation I. En app giver nye forældre mulighed for hurtigt og let at få vejledning fra sygeplejersken og sparer både forældre og personale for unødige hospitalsbesøg.

Patienter er generelt indlagt kortere tid, udskrives hurtigere og skal derefter klare sig derhjemme. Det gælder også nye forældre, som ofte kan have brug for vejledning i forbindelse med amning og observation af barnet. 

Tidligere har de fået stukket en pjece i hånden og fået et ”I ringer bare, hvis der er noget” af en sygeplejerske. Men ikke alle får ringet, og nogle ender med at tage til undersøgelse på hospitalet for at finde ud af, at alt er, som det skal være. 

Ny praksis_app_Dorthe Boe Danbjørg
Min forskning har bidraget til at ændre praksis på barselsgangen, konkluderer sygeplejerske, cand.cur. og ph.d., Dorthe Boe Danbjørg
Foto: Nils Lund Pedersen
Derfor har Dorthe Boe Danbjørg som et led i sit ph.d.-projekt i samarbejde med sygeplejersker, jordemødre og læger på føde- og barselsgang og firmaet MedWare udviklet en app til de nye forældre. Appen har en informationsdatabase, hvor der kan findes gode råd og vejledningsvideoer om bl.a. amning, søvn og navlepleje. Derudover kan forældrene skrive og sende billeder til sygeplejersken, som svarer inden for fire timer, og appen sender automatisk beskeder hver 12. time om, hvordan barnet bør udvikle sig. 

Title

Metode
”Brugerdreven innovation”, hvor nye forældre og barselsgangens sygeplejersker sammen med sygeplejeforskeren Dorthe Boe Danbjørg og en it-virksomhed var med til at udvikle en app målrettet netop de nye forældre. 
Resultat
Der er sket en praksisændring i forhold til kommunikationen på barselsgangen, som sygeplejerskerne i kraft af deres medvirken har taget ejerskab for.

Derudover er der i form af appen blevet skabt en platform, som andre specialer kan tilpasse og i høj grad har gjort brug af.  
Fakta
Appen hedder ”Mit Forløb” og kan downloades gratis. Nogle funktioner som f.eks. beskeder til sygeplejerskerne er dog først tilgængelige, når man logger ind. 

Appen er taget i brug på flere hospitaler og kommuner i Region Syddanmark, hvilket betyder, at ”Mit Forløb” nu indeholder 49 patientforløb fordelt på 33 afdelinger (herunder seks sygehuse og to kommuner). 

Kilde: medware.dk/project/mit-forloeb-region

”Vi afholdt en workshop, hvor en af de nye forældre fortalte, at det ville være super, hvis der kunne stå en sygeplejerske ude på dørmåtten hele tiden. For det var rart at komme hjem, men det var også rart at have sygeplejersken til at rådgive og vejlede,” fortæller Dorthe Bo Danbjørg, som er forsker og uddannelsesleder for kandidatuddannelsen i klinisk sygepleje på Syddansk Universitet og klinisk sygeplejeforsker på hæmatologisk afdeling på Odense Universitetshospital. 

Derefter handlede det om at finde ud af, hvordan idéen bag sygeplejersken på dørmåtten kunne føres ud i livet, og svaret blev en app, der bl.a. indeholder en chatfunktion, forklarer Dorthe Boe Danbjørg. 

Fra idé til færdig app

Forskningsdesignet bag appens tilblivelse kaldes brugerdreven innovation (eller Participatory Design) og går ud på, at brugeren er en central del af udviklingen. Efter en række observationer og interviews på barselsgangen og hjemme hos de nye forældre konkluderede Dorthe Boe Danbjørg bl.a., at forældrene ikke ringede til trods for opfordring fra sygeplejersken. 

”Vi havde kreative workshops, hvor forældrenes ønsker blev sat sammen med min og sygeplejerskernes faglige viden og virksomhedens viden om, hvad kan lade sig gøre teknologisk. Det er jo en styrke ved den her forskningsmodel, at man har flere forskellige vidensformer i spil,” forklarer Dorthe Boe Danbjørg. 

Herefter blev appen udviklet i tæt samarbejde mellem virksomheden, Dorthe Boe Danbjørg og sygeplejerskerne på barselsgangen, og de første 10 sæt nye forældre testede den. På baggrund af deres feedback blev der foretaget ændringer, og et nyt hold forældre fik lov at prøve kræfter med appen.

”Man bliver hele tiden klogere, når teknologien kommer ud i brug. Og så skulle vi også lige have tilpasset den nye praksis, som appen medførte, til den kultur, der allerede var på afdelingen,” fortæller Dorthe Boe Danbjørg.

Indholdet i appen er lavet i samarbejde mellem hende og barselsafdelingens sygeplejersker, og netop dette samarbejde mener Dorthe Boe Danbjørg er en af grundene til den store succes: 

”Den her app er blevet godt implementeret, og jeg tænker, at det især er samspillet mellem forskeren og klinikken, der har været med til at gøre det,” siger hun.  

Ændret kommunikation

Med appen fik sygeplejerskerne på barselsgangen et nyt redskab til at rådgive forældrene, men det ændrede samtidig kommunikationen, hvilket sygeplejerskerne indledningsvis var skeptiske omkring, fortæller Dorthe Boe Danbjørg: 

”Dele af informationen blev automatiseret med beskeder til forældrenes telefoner, og det var en ændring af praksis, som var lidt provokerende for sygeplejerskerne. Især i forhold til at se det enkelte menneske og tilpasse sin kommunikation til den enkelte.

Læs også: Vi kan bruge tiden på det vigtige

Men da vi prøvede det af, så fungerede det rigtig godt for familierne, som f.eks. søgte hjælp, når det var relevant.”

Dorthe Boe Danbjørg påpeger, at en modreaktion på ændring af praksis ved indførelse af ny teknologi nemt kan komme til at handle om, at sygeplejersker ikke kan erstattes af en app. Men i praksis oplevede hun, at appen i stedet for at skulle erstatte sygeplejerskerne faktisk åbnede op for, at forældre, som ellers ikke ville have søgt hjælp, fik talt med en sygeplejerske.

Andre afdelinger tager godt imod

Dorthe Boe Danbjørgs konklusion på projektet er overvejende positiv, især fordi appen senere er blevet taget i brug af en lang række andre afdelinger på både Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus.

”Det er noget af det, som er interessant ved min forskning; at den har ændret praksis på barselsgangen, og at den har været med til at ændre praksis på andre afdelinger, som kan bruge dele af appen,” siger hun. 

Appen er nemlig udviklet, så de enkelte afdelinger kan tilpasse den til deres behov. Dorthe Boe Danbjørg fortæller, at andre afdelinger ofte ikke har brug for, at patienterne som på barselsgangen får beskeder hver 12. time, men de kan bruge chatfunktionen og videovejledninger f.eks. om forberedelse til operation. 

Derudover peger hun på, at de forældre, som får børn i dag, er vant til at bruge smartphones og apps. Derfor har de taget rigtig godt imod den nye digitale løsning fremfor at få stukket en pjece i hånden. 

Litteratur 

  1. Clemensen J, Rothmann MJ,  Smith AC, Caffery LJ,  Danbjorg DB. Participatory design methods in telemedicine research. Journal of Telemedicine and Telecare. Epub ahead of print 27 Dec 2016 PMID: 28027678 DOI: 10.1177/1357633X16686747
  2. Danbjorg DB, Wagner L, Kristensen, BR, Clemensen J. Intervention among new parents followed up by an interview study exploring their experiences of telemedicine after early postnatal discharge Midwifery. 2015 Jun;31(6):574-81. doi: 10.1016/j.midw.2015.02.007.
  3. Danbjorg DB, Wagner L, Clemensen J. Designing, developing and testing an app for parents being discharged early postnatal. Volume 10. Issue 10.November/December 2014. Journal for Nurse Practitioners.  DOI: 10.1016/j.nurpra.2014.07.023
  4. Danbjorg DB, Wagner L, Clemensen J. Do families after early postnatal discharge need new ways to communicate with the hospital? A feasibility study. Midwifery. 2014; 30 (6):725-32. PMID: 23871291 DOI:10.1016/j.midw.2013.06.006
Emneord: 
Barn

Tag jer lidt tid til at snakke med os

Pårørende. Mens Gabriella Holmen Bruun gik i gymnasiet, døde hendes mor af kræft. Inden hun døde, var hun igennem et længere sygdomsforløb, hvor sygeplejersker med større eller mindre faglighed og empati tog hånd om Gabriella, som håber, at hendes historie vil inspirere sygeplejersker til at huske de pårørende børn og unge.
Gabriella Holmen Bruun gik alene med mange tanker og spørgsmål, da hendes mor var alvorligt syg og døde. Men der var ingen, der rigtig tog fat i familien, mens de var på hospitalet. I dag er hun frivillig i Børn, Unge & Sorg
Foto: Nicolai Linares

At finde ud af at ens mor er ved at dø af sin kræftsygdom, er slemt nok i sig selv. Men når beskeden om, at det er uafvendeligt, samtidig overbringes af en sygeplejerske, man aldrig har mødt, med ordene "nu er det bare et spørgsmål om tid", inden sygeplejersken haster videre, så gør det ondt værre. 

Især når man kun lige er fyldt 18 år. Og er alene med sin mor på hospitalet. Ikke desto mindre var det sådan, Gabriella Holmen Bruun fik overbragt beskeden om, at hendes mor ikke havde lang tid tilbage.

Episoden finder sted i maj måned 2012. Gabriella Holmen Bruuns mor er efter et år med kræft blevet så svækket, at familien står over for at skulle flytte fra den 4.-salslejlighed på Vesterbro i København, hvor Gabriella er vokset op, fordi selv dørtrinnene er blevet for svære at komme over. Moderen har derfor fundet en brugervenlig lejlighed til familien i Brønshøj. Men natten op til, at de skal flytte, vækker Gabriella Holmen Bruuns far hende, fordi hendes mor har vejrtrækningsproblemer. Det har hun haft før, for ud over kræftsygdommen har hun også haft KOL i en årrække. Gabriella Holmen Bruuns far bliver for at vente på flyttemændene, mens Gabriella tager med sin mor i ambulancen.

"Jeg tænker, at det bare er det, vi har gjort flere gange før. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at hun ikke ville komme hjem igen," fortæller hun.

Da de kommer ud på skadestuen, får hendes mor ilt, og lægerne beslutter, at hun skal indlægges. Hun har store mængder væske i lungerne og i mavesækken og spiser stort set ikke.

"Vi kommer på den afdeling, hvor hun skal indlægges. Jeg er stadig alene med min mor. Så kommer der en sygeplejerske, og det første – og eneste – hun siger, er: "Nu er det bare et spørgsmål om tid," og så går hun videre." 

"Jeg stod der, 18 år og alene. Min far var der ikke. Jeg var bare helt chokeret. Min tankegang havde slet ikke været omkring, at hun var ved at dø. Det var jo bare en ambulancetur ud for at få noget ilt, og der var ingen udrykning. Og selv om jeg måske vidste det inderst inde, så var det ret chokerende," siger Gabriella Holmen Bruun.

Oplevelsen står for hende som den klart dårligste, hun har haft i sundhedsvæsenet, hvor hun både har mødt sygeplejersker, der var omsorgsfulde, og sygeplejersker, der slet ikke bemærkede hende.

"Jeg ved godt, at der kan være travlt på en afdeling, men medmenneskelighed skal man ikke gå på kompromis med," siger hun.

Følte sig ikke velkommen på hospitalet

Gabriellas mor er indlagt på hospitalet et par uger, og Gabriella, der læser til eksamen, pendler mellem skolen og hospitalet. På hospitalet føler Gabriella og hendes far sig aldrig rigtig velkomne. Gabriella føler, at personalet ser hendes mor som en belastning, som en patient, der ikke er mere at gøre for, og som nu bare optager plads.

"Jeg kan godt se, at hun ikke var så god en patient. Hun levede måske ikke optimalt, spiste ikke nok og havde røget for meget og ikke spist det rigtige. Hun havde både kræft og KOL. Og hun var måske heller ikke så god til at gøre, hvad de bad hende om," siger Gabriella Holmen Bruun. 

"Men hun var jo stadig en person, og bag den person er der stadig nogle børn (Gabriella har en søster, red.), og det er os, der skal leve videre med de her oplevelser."

I starten af juli bliver Gabriella Holmen Bruuns mor overflyttet til hospice. Her når hun at være tre dage, inden hun dør. Men det er tre dage, der får enorm betydning for Gabriella.

"Det er et megafantastisk sted. En stor kontrast til hospitalet. Her er ro og enestuer, og man kan gøre det hjemligt. På hospitalet har man bare et gardin, man kan trække for ind til naboen. På hospice får min mor en helt anden ro, og vi har nogle rigtig fine dage. Jeg spiller yatzy med min mor, et spil, som alligevel kræver, at man tænker lidt strategisk. Min mor har altid været lidt kæk og har altid kunnet smide en kæk kommentar. Og der i hendes hospitalsseng får jeg et glimt af min rappe mor. Det var sindssygt dejligt," siger hun.

Fine dage på hospice

Det er også på hospice, at Gabriella Holmen Bruun møder en sygeplejerske, som får stor betydning for den måde, hun får sagt farvel til sin mor på.

"Hospice har betydet virkelig meget for os. Sygeplejersken, der var tilknyttet min mor, var sød til at tage sig af os – både til at fortælle, hvordan det udviklede sig og til at spørge "hvad med dig?" Det var også hende, der sagde: "Det er nu, du skal ind og have den snak med din mor og sige de ting, du gerne vil sige. Hun kunne godt fornemme, at det var vigtigt, selv om jeg synes, at det var vildt angstprovokerende. Jeg havde brug for det skub."

Sygeplejersken tilbød at være med til samtalen som støtte.

"Det er også noget af det, jeg husker stærkest. Hun var facilitator og hjalp ved at spørge undervejs "hvad tænker du?" og "hvad tænker du om det, din mor siger?" Og på den måde fik hun skabt en dialog mellem os," fortæller Gabriella. 

Gabriella Holmen Bruun
Det handler om, om man kommer med lukkede eller åbne arme. Bare tonelejet betyder helt vildt meget.
Foto: Nicolai Linares
Åbne eller lukkede arme

I dag er Gabriella Holmen Bruun 23 år og læser Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Derudover arbejder hun frivilligt i Børn, unge & Sorg, hvor hun bl.a. står for caféaftener, hvor andre unge, der også har mistet, kan mødes. Hun tager også med Børn, unge & Sorg ud for at fortælle bl.a. sygeplejersker om sine erfaringer med at være ung og miste sin mor.

Og hendes bedste råd til de sygeplejerskestuderende er et helt simpelt råd, nemlig at det, de kan gøre, er at tage sig tid til at sige hej og spørge, hvordan det går.

"Det handler om, om man kommer med lukkede eller åbne arme og f.eks. siger: "Nu skal du høre, hvad der skal ske." Bare tonelejet betyder helt vildt meget. Og så at man ikke giver sådan nogle beskeder på farten, som den jeg fik," siger Gabriella.

"Jeg gik med mange tanker og spørgsmål selv. Og efter min mors død synes jeg, at det var vildt frustrerende at gå i gymnasiet. Og jeg var meget alene med det. Hverdagen fortsatte bare, mens jeg var gået lidt i stå," fortæller hun.

Igennem det frivillige arbejde i Børn, unge & Sorg har hun snakket med rigtig mange andre børn og unge, og hun oplever, at et gennemgående tema er, at den unge altid undskylder hospitalet med, at de har travlt og skal spare. 

"Men medmenneskelighed og at sige tingene på en ordentlig måde burde ikke koste ressourcer. Det er ikke fordi, at man skal sidde og have lange samtaler, men hvis der er tid, så prøv at tage en snak," siger hun.

"Der blev ikke taget fat i os på hospitalet. Det ville have været rart, hvis de havde været lidt forebyggende og havde tænkt fremad, hvis de vidste, at hun snart skulle dø. Det ville have været hjælpsomt med nogle af de pjecer, jeg ved findes. Og som jeg først senere fik af min studievejleder på gymnasiet. Unge og børn ved ikke, at pjecerne findes, eller at man kan få psykologhjælp gennem egen læge. Og det skal de jo heller ikke."

"Jeg er glad for, at hun ikke døde på hospitalet. De tre dage på hospice har betydet så meget for den måde, jeg er kommet videre på. Også fordi min mor nåede at få glæden tilbage i øjnene."

Læs også:

 

Emneord: 
Barn
Krise
Pårørende

Mavefornemmelse afløst af viden

Pårørende. I Aarhus tog to intensivsygeplejersker initiativ til at finde og dele viden om, hvordan man bedst støtter børn og unge som pårørende til kritisk syge patienter.

"Kan I ikke lige fortælle ham, hvad han kommer til at se, inden vi går ind?"

Det spørgsmål stillede en mor til en otteårig dreng intensivsygeplejerskerne Sine Axelsen og Anne-Mette Meldgaard for tre år siden. Drengens far var alvorligt syg og lå i respirator og kunstig lunge og var som følge heraf tilkoblet en masse overvågningsudstyr, ledninger og apparatur.

Selv om børn og unge som pårørende er en del af dagligdagen på intensivafdelingen, såede spørgsmålet alligevel en tvivl i de to sygeplejerskers sind, som rakte ud over den otteårige dreng.

Det gik nemlig op for de to sygeplejersker, at afdelingen hverken havde systematik eller retningslinjer for, hvordan man bedst informerer og støtter børn og unge som pårørende.

"Det skete mere ud fra den enkelte sygeplejerskes mavefornemmelse og erfaring," fortæller Sine Axelsen, som arbejder på Aarhus Universitetshospital, Operation og Intensiv Øst.

"Den dag blev det tydeligt, at der var en mangel på fælles viden."

Pjecer og konference

For de to sygeplejersker blev det startskuddet til en søgen efter viden i den eksisterende litteratur på området. Og efterfølgende satte de sig for at lave et implementeringsprojekt og søge økonomiske midler i fonde, der kunne hjælpe med at bringe deres nyerhvervede viden ud til både de pårørende og deres kollegaer.

TrygFonden støttede de to sygeplejersker med 373.000 kr.. De penge har muliggjort alderssvarende pjecer til børn og unge og informationsmateriale til forældrene på alle intensivafdelinger i Aarhus. Og i maj måned i år kulminerede det med en landsdækkende konference på Aarhus Universitetshospital med temaet om, hvordan man bedst støtter børn og unge i krise.

"I dag er der en helt anden opmærksomhed på området," fortæller Sine Axelsen.

"Vi er f.eks. begyndt at prioritere at gå to personaler med ind, hvis der er børn, så der er en ekstra støtte til børnene. Vi er også blevet klogere på, hvad der er normale reaktionsmønstre, og hvad der er unormalt. Og vi er blevet bedre til at forberede børnene på, hvad de skal ind til," siger Sine Axelsen, der kalder hele forløbet for en kæmpe gave til både pårørende og personale.

Læs også:

Børn og unge i krise skal ikke spises af med is

Tag jer lidt tid til at snakke med os

Emneord: 
Barn
Krise
Pårørende

Børn og unge i krise skal ikke spises af med is

Pårørende. Hver dag møder sygeplejersker familier med børn og unge, der rammes af ulykke og sygdom. Men hospitalet og sygeplejerskerne er ikke altid klædt på til at støtte familierne. Et nyt projekt i Region Hovedstaden viser vejen frem.
Intensivsygeplejerske Anne-Sophie Caning er en af de 61 hospitalsansatte, der har deltaget i et tre-årigt udviklingsprojekt i Region Hovedstaden, hvis formål var at klæde personalet bedre på til at kunne støtte familier og børn.
Foto: Nicolai Linares

Med et tredages kursus og en handleplan i rygsækken kan sygeplejersker gøre en stor forskel for børn og unge i krise, når et familiemedlem kommer ud for en livstruende ulykke eller en akut livstruende sygdom.

Det viser udviklingsprojektet "Krise- og traumeinformeret støtte til børn og unge på hospitalet", som er foregået i Region Hovedstaden. 

Her fik 61 sundhedsprofessionelle – hvoraf flest var sygeplejersker – et tredages kursus i, hvordan børn og unge reagerer i krisesituationer. Og også opfølgende supervision. Kursisterne blev klædt på til at yde psykoedukation til familierne i, hvordan man bedst kan støtte børn og unge i krise. Samtidig fik de afdelinger, der deltog i projektet handleplaner og procedurer for, hvordan man håndterer akutte kriser, der involverer børn og unge.

Og det tre dages kursus havde en stor effekt på personalets tilgang til børn og unge som pårørende.

Ved projektets begyndelse svarede blot 11 pct. af det sundhedspersonale, der var med i projektet, at de i "høj grad" følte sig klædt på til at tale med akut kriseramte familier, men ved projektets afslutning var antallet steget til 50 pct. Og mens kun 29 pct. af personalet fra starten sagde, "at på min afdeling er vi i høj grad opmærksomme på børn og unges behov for støtte i alvorlige krisesituationer", så var der 67 pct., som mente det ved projektets afslutning.

Fakta om projektet

Det treårige projekt "Krise- og traumeinformeret støtte til børn og unge på hospitalet" er finansieret af Egmont Fonden. 61 sundhedsprofessionelle fra 21 hospitalsafdelinger fra hhv. Hvidovre, Herlev, Bispebjerg, Nordsjællands Hospital og Rigshospitalet er blevet uddannet i krise- og traumeinformeret praksis.

Interesserede afdelinger kan gratis downloade handleplan, booklets og læse mere om projektets resultater på børnogkriserpåhospitalet.dk

Så børnene som et vedhæng

"Der har nok været en tilbøjelighed til, at det mest var den voksne i familien, man så, og at børnene mere var et vedhæng, hvor man f.eks. omtalte de pårørende som "en hustru med 2-3 børn", siger Anne-Sophie Caning, som er en af de sygeplejersker, der deltog i tredageskurset. Dengang arbejdede hun på en børneafdeling. I dag er Anne-Sophie Caning børne- og ungeansvarlig på Intensiv Terapiklinik på Rigshospitalet.  Det betyder, at hun har ansvar for at sikre støtte til kriseramte familier på sin afdeling samt udbrede viden på afdelingen og fungere som sparringspartner for sine kollegaer.

Selv om Anne-Sophie Caning altid har haft en særlig interesse for børn, så er hun efter kurset blevet endnu mere opmærksom på børnene og de unge:

"Jeg har da efterfølgende stået i f.eks. en situation, hvor der var en alvorligt syg forælder, hvor ægtefællen ikke kunne varetage børnene, fordi hun brød helt sammen. Og der så var to børn, der agerede voksne og gik ind den rolle, og hvor de både skulle tage stilling til en far, der var kritisk syg og måske ville dø, og samtidig en mor, der var faldet fra hinanden. Hvis jeg ikke havde fået nogle redskaber på kurset, så tror jeg ikke, at jeg ville have givet dem samme opmærksomhed og hjælp, som jeg kan nu efter kurset."

Information i børnehøjde

Kurset har givet personalet nogle retningslinjer for, hvordan de skelner mellem almindelige og alvorlige krisereaktioner. Og for, hvordan man bedst hjælper børnene og de unge.

"Det kan også bare være et knus eller information i børnehøjde. Nogle gange støtter man bedst børnene ved at støtte forældrene. Andre gange handler det bare om lige at stoppe op og sige "hej"," siger Anne-Sophie Caning og tilføjer:

"Vi står jo med det hver dag. Hver dag har vi børn og søskende, der er pårørende."

"Det handler om at huske at se børnene og de unge som pårørende på lige fod med de voksne og ikke bare stikke det barn, hvis far lige er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke, en is," siger hun.

En af de største øjenåbnere for Anne-Sophie Caning i løbet af projektet har været selve italesættelsen af krisehjælp, som bl.a. Rigshospitalets chefpsykolog, Svend Aage Madsen stod for.

"Der er en tendens til, at man automatisk tænker, at folk i krise skal have specialiseret krisehjælp. Men jeg lærte, at det ikke nødvendigvis er en terapisamtale, der er brug for, men noget mere simpelt, som at nogen tager styringen og sørger for, at der er et sted, du kan lægge dig, et tæppe eller noget at drikke," siger Anne-Sophie Caning.

Kvalificeret medmenneskelighed

Og netop den pointe er faktisk en af de vigtigste, fortæller cand.psych.aut., Ditte Bruun Eriksen, som var projektleder på Region Hovedstadens projekt.

"Den akutte krisehjælp handler i høj grad om kvalificeret medmenneskelighed. Når man står i sit livs krise, skal der være nogen, der tør være der, hjælper med at skabe struktur og tør spørge til, hvordan det går med børnene," siger Ditte Bruun Eriksen. 

Hun oplevede undervejs, at flere sygeplejersker sagde, at de var bange for at åbne op for noget, de ikke var kvalificerede til at håndtere. 

"Men det, man bør og kan gøre i den akutte fase, indebærer ingen terapeutiske samtaler. Det handler om omsorg, nærvær, ærlighed og om at lytte," siger Ditte Bruun Eriksen.

Som led i en evaluering af projektet foretog hun 10 kvalitative interview med familier om, hvordan de blev mødt på hospitalet, og om, hvad der var hjælpsomt og omsorgsfuldt, og hvad der ikke var.

Fælles for familierne var bekymringen for børnene og den afmagt, de oplevede i forbindelse med ikke at kunne beskytte børnene mod smerte og tab. Flere gav udtryk for en usikkerhed i forhold til, hvordan de inddrager deres børn og tackler børnenes krisereaktioner, og ønskede hjælp til at vide, hvad der er normalt. Et gennemgående tema blandt alle de interviewede var dét at blive set og mødt som menneske og ikke som et nummer i rækken. Og særligt betydningsfuldt er det, når personalet træder ud af deres professionelle rolle og viser ekstraordinær, ikke forventet, omsorg og interesse.

Et andet fællestræk for familierne var en ambivalens forbundet med at modtage hjælp fra andre, som kom til udtryk ved både at have behov for at lukke sig og klare sig selv samtidig med en søgen efter hjælp og af og til en oplevelse af, at hjælpen ikke altid var der eller ikke kunne bruges.

Så mange børn mister eller har alvorligt syg forælder

Hver dag året rundt er der mere end 16 børn eller unge i Danmark, der mister en mor eller far. Hvert år mister knap 1.000 børn og unge en søster eller bror. Mere end 100.000 børn og unge har en alvorligt syg forælder.

Kilde: Børn, unge & Sorg.

Systematik mangler

"Vi lever i en tid, hvor vi som mennesker er bevidste om, at traumatiske hændelser har psykologiske konsekvenser – og det er noget, vi måske særligt som forældre gerne vil tage hånd om. Der er en forventning både fra Sundhedsstyrelsens side og fra patienternes side om, at den hjælp er til stede i sundhedssystemet. Men der er et mismatch i forhold til, om personalet er klædt på til at kunne levere den her støtte," siger Ditte Bruun Eriksen.

"Medmindre man havner på en børneafdeling, så kan man som familie ryge ned i nogle huller," siger Ditte Bruun Eriksen, som ærgrer sig over den manglende systematik på området i Danmark og i stedet retter blikket mod Norge, hvor man i højere grad har systematiseret, familierettet krisehjælp og fokus på børn som pårørende.

Direktør i Børn, unge & Sorg, Preben Engelbrekt, der har en baggrund som socialrådgiver og psykoterapeut, er enig med Ditte Bruun Eriksen i, at et af hovedproblemerne er den manglende systematik.

"I dag har vi kun Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2012. Og de er også rigtig gode, men udfordringen er jo, at det kun er anbefalinger, og så bliver det meget op til den enkelte afdeling eller den enkelte sygeplejerske, om man får sat det i system," siger Preben Engelbrekt, der mener, at der bør være en generel lovgivning i Danmark.

"Jeg tænker, at udfordringerne med at inddrage børn og unge afspejler, at vi ikke har lovgivning på feltet – ligesom man har i Norge, Sverige og Finland. F.eks. bliver det ikke konsekvent skrevet ind i sygejournalerne, om der er hjemmeboende børn, deres navne, og hvor gamle børnene er. Det er alt for tilfældigt. Det betyder også, at der er risiko for, at man kan overse de mest udsatte. Dem der har et særligt behandlingsbehov," siger Preben Engelbrekt.

En del af specialuddannelsen

Intensivsygeplejerskerne har ikke i sinde at vente på, at der kommer en eventuel lovgivning på området.

Ifølge Lise Wolder, uddannelsesleder på intensivuddannelsen i Østdanmark, så er den arbejdsgruppe, hun er en del af, i øjeblikket ved at færdiggøre den nye nationale uddannelsesplan for specialsygeplejersker i intensiv pleje. Og her kan det tredages kursus, som man har kørt i Region Hovedstaden, fra næste år være en integreret del af intensivsygeplejerskernes specialuddannelse.

"På intensivafdelingerne arbejder man ofte meget alene og har ansvar for en bestemt patient, og derfor er det vigtigt, at den enkelte sygeplejerske kan hjælpe familierne med at håndtere den akutte sorg, så børn og unge ikke bliver tabt på gulvet som pårørende," siger Lise Wolder.

Lise Wolder mener desuden, at viden om, hvordan man bedst hjælper familierne, også vil give sygeplejerskerne øget jobtilfredshed:

"Så skal sygeplejersker ikke længere gå hjem med en følelse af utilstrækkelighed, fordi de ikke har den viden, der er brug for til at hjælpe patienterne."

Læs også

Mavefornemmelse afløst af viden

Tag jer lidt tid til at snakke med os

Emneord: 
Barn
Krise
Pårørende

Barnet har også en mening - om sig selv

Tryghed. Børnerådet har undersøgt, hvordan børn og unge oplever at være på hospitalet. Der er brug for bedre kommunikation og stop for anvendelse af tvang ved smertebehandling. Det mener formanden for ”Fagligt Selskab for Sygeplejersker, der arbejder med børn og unge.
Sygeplejerske Conni Andersen har arbejdet med børn i 40 år og elsker de mange både medicinske og psykologiske udfordringer i specialet. Pigen på den røde cykel hedder Ellen.
Foto: Claus Bech

Børnesygeplejersker er bedst til at tale med børn og unge og se dem som hele mennesker. Den ros får sygeplejerskerne i en ny undersøgelse "Jeg er ikke min sygdom – børn og unge fortæller om deres møde med det somatiske system" fra Børnerådet. Undersøgelsen kalder på eftertanke og handling, siger Conni Andersen, som er formand for "Fagligt Selskab for Sygeplejersker, der arbejder med børn og unge".

"Undersøgelsen dokumenterer, hvor komplekst et område børnesygeplejen er, og det er helt på sin plads, at Børnerådet efterlyser, at der kommer en specialuddannelse i børnesygepleje på masterniveau. Det har vi arbejdet for i mange år," siger Conni Andersen, der er klinisk sygeplejespecialist på Børne og Ungeafdelingen på Herlev Hospital.

Undersøgelsen tegner et billede af, at børn og unge i høj grad observerer og danner sig meninger om det, der foregår med dem på hospitalet. De er dybt loyale over for forældre, søskende og et travlt personale, men mange af dem kunne godt tænke sig at blive lyttet lidt mere til.

"Jeg ved godt, jeg ikke er gammel endnu, men jeg er jo gammel nok til at forstå det," siger en 14-årig som kritik af, at dialogen mest foregår med hendes forældre. En jævnaldrende siger: "De kan jo ikke vide, hvordan jeg har det, så jeg vil gerne kunne tale lidt mere selv."

Kommunikation er et "issue"

Ifølge undersøgelsen er kommunikationen præget af travlhed, særligt lægerne har travlt, og nogle gange taler personalet hen over hovedet på børn og unge. Kun omkring en tredjedel af de medvirkende siger, at der bliver talt mest til barnet. Ét emne, døden, tales der ikke rigtig om, selv om nogle har behov.

Men forstår børnene så, hvad der tales om? Jo, næsten ni ud af 10 forstår i høj eller nogen grad lægerne og sygeplejerskerne.

"Vi kan ikke se bort fra, at der er plads til forbedring. Der er travlt ude i klinikken, og alle vil patienten det bedste. Men arbejdssituationen kan gøre, at man ikke altid får talt og vejledt godt nok. Samtidig er det ret nyt, at vi har både helt små børn, skolebørn og unge på afdelingerne, som vi skal kommunikere forskelligt med. At vi skal blive bedre til dialog, gælder jo sådan set hele hospitalet, for børn og unge hører hjemme hos os, men de kommer også på andre afdelinger," siger Conni Andersen.

Børnesygeplejersker har en vigtig rolle som børn og unges støtte, f.eks. når de har brug for en "timeout". Conni Andersen fremhæver et eksempel fra undersøgelsen, hvor en 14-årig "erfaren" patient er "prøvekanin", når medicinstuderende øver sig på at stikke – og så stikker de alle forkert. Det viser, at det er vigtigt, at patienten har reel mulighed for at sige nej. Hospitalerne skal overholde Børnekonventionens kapitel 12, der siger, at børn har ret til at udtrykke deres mening og blive inddraget i beslutninger om deres liv.

Hvert femte barn oplever tvang

Alligevel er hvert femte barn blevet tvunget til at gøre noget mod sin vilje. Blandt de langvarigt indlagte gælder det næsten fire ud af 10, viser undersøgelsen.

"Tvang og ufrivillig fastholdelse er "no go". Det er en utopi at nå frem til 0 pct. Men hvert femte barn er mange, så vi skal have præget nogle holdninger og udbrede viden om, hvordan man i stedet kan handle. Hvis det kan hjælpe at lovgive om tvang, som Børnerådet foreslår, så lad os gøre det," siger Conni Andersen.

Få unge kender ifølge undersøgelsen de patientrettigheder, der træder i kraft på 15-års fødselsdagen. Det er hospitalerne ifølge Conni Andersen i gang med at rette op på med informationsmateriale. Men den metode duer ikke til de mindre børn, der også bør kende deres rettigheder. De gøres bedst bekendt med rettighederne gennem personalets måde at omgås dem på:

"Børn skal opleve, at vi lytter og anerkender dem. De skal opleve, at de selv kan mestre også de svære situationer, når de f.eks. skal stikkes. Vi skal gøre det tydeligt, at det er vigtigt for dem, at det bliver gjort. Men samtidig skal vi give dem valgmuligheder, så de selv er med til at bestemme."

Til Børnerådets konklusion om, at mange oplever smerter – særligt ved stik, siger Conni Andersen: "Det er jeg ikke stolt af. Det kan vi gøre meget bedre."

Hun var for nylig med til at afdække, at hvert fjerde barn i Region Hovedstaden har oplevet moderate eller svære smerter i forbindelse med hospitalsophold. Ligesom Børnerådet opfordrer hun flere til at læse vejledningen "De 4 obligatoriske" til at undgå fastholdelse på Rigshospitalets hjemmeside.

Børnerådets undersøgelse findes her: www.boerneraadet.dk

Emneord: 
Barn