Skiftedag: "Demens skal vi stå sammen om"

"Jeg holder øje med den faglige udvikling på demensområdet, så relevante faglige initiativer kan blive bredt ud til organisationen."
Tina Lundsgaard-Leth
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Tina Lundsgaard-Leth, 50 år

Nyt job: August 2019, udviklingskonsulent inden for demensområdet i Ikast-Brande Kommune, hvor hun bl.a. skal stå for at gøre demensstrategien i Ikast-Brande Kommune til virkelighed.

Kom fra: Otte år som hjemmesygeplejerske i kommunen. Før det: mave-tarmkirurgisk afdeling og job inden for salg og marketing, som hun arbejdede med, inden hun i 2007 blev uddannet sygeplejerske.

”Må man låse døren til en dement borger? Hvordan takler vi det, når en dement borger er gået fra plejecenteret? Hvordan skaber vi det gode forløb for borgere med demens? 

Det er nogle af de spørgsmål, jeg bliver mødt med, når jeg rådgiver medarbejdere på plejehjemmene. Jeg er meget rundt for at rådgive og undervise internt i organisationen, og så holder jeg demenskurser for pårørende.

Derudover holder jeg øje med den faglige udvikling på demensområdet, så relevante faglige initiativer kan blive bredt ud til organisationen.

Jeg arbejder på tværs af mange forskellige faggrupper, lige fra terapeuter, hjemmesygeplejersker og visitatorer til pårørende, neurologisk afdeling og den politiske ledelse, herunder chefen for Sundhed & Ældre, som jeg refererer til. At demensstrategien er vedtaget politisk gør, at barren er sat højt. Det er udfordrende og er med til at løfte mig fagligt. 

Min hovedopgave er at implementere kommunens demensstrategi, som bl.a. handler om støtte og rådgivning til pårørende, meningsfulde aktiviteter for demente og tidlig opsporing af demens, så mennesker med demens kan få et værdigt liv. Mennesket skal komme før sygdommen. Det er alt sammen ikke lige noget, man gør på en dag.

Og det her lange seje træk var noget af det, der tiltalte mig, da jeg så stillingen. Jeg har været nøgleperson på demensområdet, men jeg ville gerne arbejde med demens og ældre mennesker på en anden måde. Og det må man sige, jeg gør nu. Det er et meget selvstændigt felt, hvor jeg arbejder på tværs af organisationer og faggrupper. 

Det er spændende at arbejde med udvikling over tid. Ved at søsætte kompetenceudvikling hos medarbejderne kan man på sigt se, at gevinsten kommer senere. Det tager tid og er lidt anderledes end i sygeplejen, hvor man ofte i den direkte patientkontakt kan mærke, at man gør en forskel. Jeg kan godt lide at være med til at påvirke personalet til en opmærksomhed om, at det her felt kræver stor refleksion. Det er relationen før opgaven.

Der er ingen hurtige løsninger. 

Resultaterne kommer ikke overnight. For man kan ikke blive sendt på sygehuset for at blive helbredt for demens. Demens skal vi stå sammen om.”  

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videre-uddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere

 

Emneord: 
Demens

Demensramtes trivsel og livskvalitet kan forbedres

Neuropædagogik. Omsorgsarbejdet med mennesker med demens kan kvalificeres, så det afspejler en helhedsorienteret indsats. Tilgangen er undervisning ud fra et neuropædagogisk perspektiv og dermed prioritering af relationsopbygning før opgaveløsning.
Resume

Peer Reviewed præsenterer ny forskning i sygepleje. Artiklen har været igennem dobbelt anonym bedømmelse, dvs. peer review. Artiklen har ikke været publiceret tidligere.

 

Neuropædagogiske perspektiver på omsorgsarbejdet med mennesker, der er ramt af demens

Baggrund
Antallet af mennesker med en demenssygdom har været støt stigende gennem de sidste 15-20 år. I Danmark vil flere end 130.000 mennesker have diagnosen i 2030.Demens giver store udfordringer både på det menneskelige, det økonomiske og det samfundsmæssige plan. Derfor har demensområdet i de seneste år fået en stigende politisk bevågenhed, som bl.a. har udmøntet sig i Den nationale Demenshandlingsplan 2025..

Formål
Formået med artiklen er i et retroperspektiv at dokumentere, hvordan et sundhedsfagligt paradigme kan forenes med et socialpædagogisk paradigme i et neuropædagogisk perspektiv.

Metode
Projektet var metodologisk baseret på principperne fra Design-Based Resarch (DBR). DBR bidrager til at bevare følsomheden over for det, der opstår i forskningsprocessen, når et design er valgt, uden at det får præg af tilfældigheder.

Resultat
Der blev udvalgt seks områder, hvor den nye viden har haft indflydelse. De seks områder er: Hjerne-krop-omverdensperspektivet i det neuropædagogiske arbejde, Livshistorien i et neuropædagogisk perspektiv, Tegn i det neuropædagogiske arbejde, Relationsopbygning før opgaveløsning, At gå bag om adfærden - al adfærd er kommunikation og Narrativer i det neuropædagogiske arbejde

Konklusion
Projektet viste, at det den neuropædagogiske tilgang først og fremmest bidrog med, var arbejdet med at gå bag om adfærden hos mennesker med demens og forstå disse mennesker ud fra et hjerne-krop-omverdensperspektiv og herunder inddrage livshistorie og tegnanalyse.

Introduktion

Antallet af mennesker med en demenssygdom har været støt stigende gennem de sidste 15-20 år. På verdensplan forventes det, at flere end 60 millioner mennesker er diagnosticeret med demens i 2030, og i Danmark vil flere end 130.000 mennesker have diagnosen i 2030.

Demens medfører nedsat kognitiv funktion med forstyrrelser i adfærd, nedsat dømmekraft og desorientering, hukommelsestab, tab af sprog og evne til at udføre basale daglige aktiviteter, hvilket giver store udfordringer både på det menneskelige, det økonomiske og det samfundsmæssige plan. Derfor har demensområdet i de seneste år fået en stigende politisk bevågenhed, som bl.a. har udmøntet sig i en national demenshandlingsplan 2025 (1,2).

Inden for demensområdet er der stigende fokus på nye faglige non-farmakologiske perspektiver og interventioner. Udviklingen er gået fra et dominerende medicinsk-sundhedsfagligt paradigme til et større og større fokus på at kombinere det sundhedsfaglige og det socialfaglige paradigme i en helhedsorienteret forståelse, da forskningen har vist, at en tværfaglig, helhedsorienteret og personcentreret indsats er af afgørende betydning (1).

Boks 1. Artiklens centrale områder

De områder, der uddybes i denne artikel, er:

• Hjerne-krop-omverdensperspektivet i det neuropædagogiske arbejde

• Livshistorien i et neuropædagogisk perspektiv

• Tegn i det neuropædagogiske arbejde

• Relationsopbygning før opgaveløsning

• At gå bag om adfærden. Al adfærd er kommunikation

• Narrativer i det neuropædagogiske arbejde.

I 2018 søgte og fik Hjørring Kommunes ældrepleje bevilliget puljemidler fra Sundhedsstyrelsens "Praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner" til at opkvalificere 28 sygeplejersker fra kommunens plejecentre. I praksis var der konstateret øget udadreagerende adfærd hos mennesker med demenslidelser og manglende viden og fælles forståelse for håndtering og forebyggelse af udadreagerende adfærd. Det var derfor naturligt at afprøve en sundhedsfaglig indsats med et pædagogisk fokus. Målet var at reducere konflikter og udadreagerende adfærd hos mennesker med demens og sikre de demensramtes trivsel og et værdigt og meningsfuldt liv.

Opkvalificeringsforløbet kom til at foregå i samarbejde med Neuropædagogisk Kompetencecenter, Pædagoguddannelsen, UCN. Forventningerne var, at neuropædagogik kunne tilbyde forklaringsmodeller, der øgede forståelsen for den adfærd, som andre personer udviser. Set i et neuropædagogisk perspektiv handler man for at skabe mening, og det er netop denne forståelse og meningsskabelse, som kompetenceløftet skulle bidrage med.

Der blev udviklet et kompetenceforløb, der bestod af en neuropædagogisk uddannelse med fire ugers undervisning på modul 1-4, praksisnære opgaver, der skulle løses i perioderne mellem uddannelsesugerne samt supervision og faglig sparring i teams.

I forbindelse med opkvalificeringen blev der tilknyttet et forskningsprojekt udført af en forsker og to lektorer fra UCN i Hjørring - forfatterne til denne artikel. Formålet med forskningsprojektet var at undersøge, hvordan sygeplejerskerne gennem en tilegnelse af neuropædagogisk viden kunne forene den sundhedsfaglige og socialfaglige tilgang og hermed indfange den kompleksitet, det er at samarbejde med mennesker med demens. Sygeplejerskernes sundhedsfaglige tilgang skulle bl.a. suppleres med en neuropædagogisk forståelse, hvor der er fokus på mennesket som en selvstændig medborger med egne behov og rettigheder og ret til selvbestemmelse, også når man er ramt af demens (3). På baggrund af den neuropædagogiske tilgang var målet at nedsætte konflikter og udadrettet adfærd hos de demensramte mennesker og fremme trivsel i hverdagen.

Formål med artiklen

Formået med artiklen er i et retroperspektiv at dokumentere, hvordan et sundhedsfagligt paradigme kan forenes med et socialpædagogisk paradigme i et neuropædagogisk perspektiv. Artiklen beskriver nogle af de centrale områder i den neuropædagogiske forståelses- og refleksionsramme, som sygeplejerskerne fremhævede som væsentlige, og som skabte ændringer i deres arbejde set i forhold til håndtering af udadrettet adfærd. Der er udvalgt seks områder, hvor den nye viden har haft indflydelse. Inden for hvert område vil der i artiklen blive præsenteret forskningsdata, som analyseres i et neuropædagogisk perspektiv, se Boks 1.

Etisk refleksion

Når der arbejdes tæt på praksisfeltet, stiller det krav om en høj etik og anonymisering af det empiriske materiale. Det medførte bl.a., at de plejecentre, som sygeplejerskerne kommer fra, ikke er nævnt. Der har været en tæt dialog med sygeplejersker, ledere og forvaltning i forhold til etik og GDPR. De etiske overvejelser er løbende foretaget i det forberedende arbejde, undervejs i undersøgelsesprocessen og i bearbejdningen og formidlingen af data. I analysen af datamaterialet er vigtige data udeladt, fordi vi har vurderet, at de er vanskelige at anonymisere. Dette har betydet tab af interessante perspektiver.

 

MetodeProjektet var metodologisk baseret på principperne fra Design-Based Resarch (DBR). DBR er en bred forskningstilgang (4,5), der skaber en dynamisk forskningsproces i samarbejde med praksis. DBR bidrager til at bevare følsomheden over for det, der opstår i forskningsprocessen, når et design er valgt, uden at det får præg af tilfældigheder. En grundlæggende antagelser i DBR er, at informanterne fra praksisfeltet er vigtige aktører i forskningsprocessen og inddrages i forhold til problemidentifikation, løsningsforslag, afprøvning og evaluering. Intervention i praksis er en forudsætning for at udvikle teorier med henblik på at forbedre praksis (6).

Begrundelsen for vores valg af DBR var, at det er en forståelsesorienteret tilgang med henblik på at teoriudvikle og forbedre praksis. Forskningsprocessen er interaktiv, derfor skal der evalueres og gives inspiration til forbedring af design, hvorved man bevarer følsomheden for det, der sker i praksis. Udfordringen var, at vi kom så tæt på sygeplejerskerne, at det kunne blive en udfordring at bevare de forskellige positioneringer, hvilket var et centralt opmærksomhedspunkt. Metoderne i processen var evaluerings- og spørgeskema, interview og dokumentation på baggrund af opgaveløsninger.

Processen

Forskningsprocessen i DBR er en cirkulær proces, der er opdelt i fire faser.

1. En "kontekstfase", hvor der arbejdes med "desk research", hvilket indebærer afdækning af genstandsfeltet på baggrund af eksisterende materiale med henblik på problemidentifikation.

2. En "labfase", hvor der designes en rammesætning med henblik på udvikling af didaktiske løsningsforslag.

3. En "interventionsfase", hvor der interveneres, analyseres og evalueres med henblik på nyt design.

4. En "refleksionsfase", hvor der teorigenereres, dokumenteres og afrapporteres (4).

De deltagende sygeplejersker er eksperter i deres praksis. I projektet var de informanter til generering af ny viden inden for området. Interviewene blev indholdsanalyseret i forhold til projektets problemstilling og formål og sammenholdt med udsagn fra evalueringer og spørgeskemaer. Herefter blev der opstillet seks centrale temaer, som blev analyseret i et neuropædagogisk perspektiv (se senere). Sygeplejerskerne var ikke involveret i de komparative analyser af data eller i teorigenerering, men fik forelagt resultaterne. Resultaterne og sygeplejerskernes refleksioner blev efterfølgende fremlagt på et seminar om demens.

Evalueringsskemaer

Efter hvert af de fire moduler fik informanterne et nyt evalueringsskema, se Boks 2.

Boks 2. Evalueringsspørgsmål

Efter modul 1 blev informanterne stillet følgende spørgsmål:

  • Hvad lærte du?
  • Hvilken ny viden har været særlig interessant for dig?
  • Hvilke nye idéer fik du?
  • Hvilke erkendelser tager du med dig, som du har lyst til at afprøve i din praksis?

Tematiseringen af spørgsmålene efter første uddannelsesuge blev udarbejdet i fase 1 "desk research" baseret på litteratursøgning og dialog med praksisfeltet. De konkrete spørgsmål i spørgeskemaet blev udarbejdet i fase 2, "labfase". I "interventionsfasen", fase 3, blev spørgsmålene besvaret, og i fase 4, "refleksionsfasen", blev der foretaget en refleksion over spørgsmålene og svarene. Herefter foregik en ny "desk research" mhp. at stille nye spørgsmål osv. Denne proces gennemførtes efter hvert modul, og der blev stillet nye spørgsmål på baggrund af de komparative analyser af besvarelserne, se Figur 1.

ff4-2020_peer_rev-fig_1

 

Spørgsmål i selvudfyldt spørgeskema

Efter modul 2 skulle sygeplejerskerne besvare et spørgeskema, se Boks 3.

Boks 3. Spørgeskema
  • Hvilke elementer fra din undervisning i neuropædagogik har særligt givet mening for dig/gjort en forskel i din daglige praksis? (Herunder f.eks. samarbejdet med de øvrige medarbejdere, de pårørende og den demensramte borger).
  • Hvordan har undervisningen i neuropædagogik givet inspiration til en ændret tankegang og andre tiltag i forhold til borgerne med demens?
  • Beskriv et konkret eksempel på, hvordan din tankegang og tilgang til den demensramte borger har ændret sig.

På baggrund af arbejdet i de fire faser og lydhørhed over for stemmerne fra praksis, skete der ændringer på endnu et område. Oprindelig var det planlagt, at de samme spørgsmål, som blev stillet efter modul 2, skulle stilles efter modul 4. Ud fra analyser af besvarelserne blev der i stedet designet et narrativt gruppeinterview mod afslutningen af forløbet. Det særlige ved det narrative interview er, at informanterne ikke skal svare på forskerens spørgsmål, men levere en betydningsfuld fortælling i stedet (7).

Opgaveløsning

Sygeplejerskerne skulle i efteruddannelsesperioden arbejde med tre forskellige opgaver med fokus på en konkret borger i deres praksis.

De tre opgaver blev løst i grupper og fremlagt. Fremlæggelserne dokumenterede, hvordan sygeplejerskerne havde arbejdet med neuropædagogikken i praksis. Arbejdet med opgaverne og fremlæggelserne gav anledning til nye spørgsmål, som aktivt blev inddraget som data i forskningsprojektet, se Boks 4 på foregående side.

Boks 4. Opgaveløsning

Første opgave havde fokus på borgerens livshistorie. Anden opgave havde fokus på at reflektere over og forstå borgerens adfærd. Tredje opgave skulle løses ud fra en pædagogisk model (SMTTE-modellen), og relevante tiltag planlægges, udføres og evalueres ift. den konkrete borger.

Nye perspektiver på omsorgsarbejdet

Traditionelt har demensområdet taget udgangspunkt i en sundhedsfaglig tilgang i arbejdet med pleje og omsorg for mennesker med demens. Denne tilgang vil typisk have opmærksomhed på diagnosen og de symptomer, den demensramte har. Fokus vil være på pleje, omsorg og praktisk hjælp til f.eks. ernæring, påklædning, toiletbesøg osv. og at sikre omgivelserne for den demensramte, så han/hun ikke kommer til skade (3).

Når problemadfærd opstår, vil det med den traditionelle sundhedsfaglig tilgang typisk tillægges demensen og forsøgt standset ved, at den professionelle ved, hvad der er bedst for den demensramte, og derfor også har ret og pligt til at bestemme.

Der er med årene sket en kulturændring i forståelsen af mennesker med demens. Den kulturændring, der er sket, skyldes bl.a. Tom Kitwood. Han var en førende forsker og optaget af at beskrive måden, hvorpå et demensramt menneske påvirkes af sin sygdom og viste, at det i afgørende grad afhænger af omsorgskvaliteten, og af hvordan personidentiteten vedligeholdes og styrkes (8).

Neuropædagogikken kan bidrage til kvalificering af dette arbejde. Neuropædagogik er en forståelses- og refleksionsramme, som bl.a. kan anvendes i omsorgsarbejdet med sårbare og udsatte mennesker. Neuropædagogikken tilbyder en viden og et sprogvokabularium i det tværfaglige samarbejde (9), som muliggør videndeling og fælles refleksion på tværs af faggrupper. I undervisningsforløbet er sygeplejerskerne blevet uddannet til at arbejde tværfagligt med deres nye viden.

 

ResultaterI de efterfølgende afsnit vil data fra forskningsprojektet blive præsenteret og analyseret med udgangspunkt i en neuropædagogisk forståelses- og refleksionsramme.

Hjerne-krop-omverdensperspektivet i det neuropædagogiske arbejde

Udsagn fra evaluering:

"Vigtigheden af opmærksomheden på omverdenens påvirkninger af den demente borger."

Udsagn fra interview:

"Hjerne-krop-omverdensperspektivet har betydet, at vi nu er mere opmærksomme på den professionelles ansvar for det, der sker. Vi er blevet mere bevidste om vores egen rolle i omsorgsarbejdet med demensramte mennesker, og hvordan vi med vores egen adfærd kan påvirke en situation positivt eller negativt. Vi er den demensramtes omverden, hvilket vi gør meget ud af at formidle til vores kolleger."

Sygeplejerskerne taler her om selvagens, dvs. at de har fået en øget refleksion over, hvordan deres tilgang og de selv som "omverden" har indvirkning på den demensramtes adfærd. Hjerne, krop, omverden og selvagens vil være centrale begreber, fordi hjerne, krop og omverden er tæt systemisk forbudne. Som mennesker reagerer vi med hjerne og krop på det, der sker i vores omgivelser med et særligt fokus på relationerne. Udvikling og trivsel vil derfor ske i et dynamisk samspil mellem det enkelte menneske og omgivelserne (i relationerne). Kritisk refleksion over relationsarbejdet bliver derfor en nødvendig kompetence i omsorgsarbejdet med demensramte mennesker (9), se Figur 2.

ff4-2020_peer_rev_fig_2

Den demensramte er sårbar og har ofte svært ved at reflektere over, hvad det er, han/hun mærker i sin krop, og finde mening med det, der foregår i omverdenen (10). Når medarbejderen får en forståelse for, hvad der sker i det demensramte menneskes hjerne og krop, kan hun få en forståelse for, hvilke krav der kan stilles og ikke stilles.

Det, medarbejderne (omverdenen) skal tage ansvar for, er en personcentreret omsorg, der gør, at den demensramte bliver mødt på en anerkendende måde, der giver mening og skaber en tryg stemning. Medarbejderne skal facilitere "hjerneglade og anerkendende rammer" for trivsel og livskvalitet.

Ud over at medarbejderne er omverden for den demensramte, vil også konkrete ting eller genstande i omgivelserne fungere som omverden. Ting i omgivelserne taler til os. Dette kaldes for affordances (11), der skabes hos det enkelte menneske ud fra erfaringer gennem livet. Det betyder f.eks., at indretning er af afgørende betydning for menneskers adfærd. Indretningen vil skabe muligheder i omverdenen, som vi oplever og opfatter som invitationer til handlinger. Affordances er erfaringer og dybe, kropslige hukommelsesspor, der f.eks. kommer til syne, når Marie, der bor på et plejecenter, fodrer høns, når hun dufter havregrøden, fordi hun var vant til at fodre hønsene, når hun havde sat havregrøden over (9).

 

Livshistorien i et neuropædagogisk perspektiv

Udsagn fra spørgeskema:

"Arbejdet med livshistorie får en anden betydning, jo mere man kommer i dybden med det i forhold til relationerne til den demente."

Udsagn fra interview:

"Vi har altid vidst, at borgerens livshistorie var vigtig, men det er for alvor gået op for os, hvordan man kan arbejde med den i hverdagen. Ved at arbejde med livshistorien har vi fået en større rummelighed, omsorgsfuldhed og forståelse for borgerne, og det har også ændret vores sprogbrug om og med de demensramte mennesker."

Hvis man i sit professionelle virke arbejder med borgere, som har svært ved at give udtryk for tanker og følelser, er det af betydning, at man har kendskab til deres livshistorie for at få forståelse for, hvordan tingene taler til borgeren. Perception, erfaringer og forventninger er en cirkulær proces, der er meget central i det neuropædagogiske arbejde og i forståelsen af andres handlinger (12).

Kendskab til borgerens livshistorie kan være en forudsætning for at forstå de handlinger og reaktioner, borgeren har. Og jo mere forståelse medarbejderen har for borgeren, jo større tendens er der til rummelighed og overskud, som er en væsentlig forudsætning for at kunne indgå i en god relation. Livshistorien er central i det neuropædagogiske arbejde. I livshistorien mødes fortid, nutid og fremtid. Erindringer om det, borgeren har oplevet, flettes sammen med nutiden og fremtidige mål og forhåbninger (12), se Boks 5.

Livshistorie - Boks 5

Både en faktuel og en personlig livshistorie kan bidrage til forståelsen.

Den faktuelle livshistorie kan ud over alder og køn indeholde konkrete oplysninger om borgerens opvækst og liv indtil nu (søskende, opvækstmiljø, uddannelse, arbejde, ægteskab, børn, sygdomsforløb, diagnoser osv.).

Den personlige livshistorie har fokus på, hvad der har og har haft værdi i borgerens liv. Det kan være forskellige begivenheder med særlig positiv betydning. F.eks. bryllup med Tove, turen til Harzen, arbejdet med køerne på gården eller andet, der har eller har haft betydning for borgeren, f.eks. sange, musik, livretter, venner eller familiemedlemmer (12).

Hos mennesker med demens ses hyppigt hukommelsesproblemer (13). Det betyder, at de har svært ved at huske deres livshistorie. Derfor er det af særlig betydning, at medarbejderne kender livshistorien og ad den vej kan hjælpe med at fastholde borgerens identitet og værdier.

 

Tegn i det neuropædagogiske arbejde

Udsagn fra interview:

"Vi er blevet mere opmærksomme på at se de helt små tegn på ubehag hos det demente menneske. På den måde er vi blevet bedre til at forebygge, at en situation eskalerer."

Arbejdet med tegn handler for medarbejderen om at udvikle en åbenhed og følsomhed for at se og lytte efter tegn, i mange tilfælde små bitte tegn, hos borgeren. Disse tegn kan vise livskvalitet og trivsel eller mangel på samme. De små tegn, der observeres, kan f.eks. være at borgerens lyd ændrer sig, eller at der kommer en lille trækning ved øjet. Viden om og opmærksomhed på det autonome nervesystem, muskeltonus og ansigtets udtryk, kan være med til at udvikle opmærksomheden på de nonverbale tegn (14).

I det neuropædagogiske arbejde anvendes tegn som et værktøj i forbindelse med dataindsamling, analyse, intervention og evaluering. Tegn er ikke noget, der på forhånd er givet, men noget, man beslutter at holde øje med i forbindelse med nye tiltag. Man kan bl.a. se efter tegn i forbindelse med vurdering og evaluering af kvaliteten af de tiltag, der er igangsat (9).

Når et tiltag skal iværksættes, skal det være klarlagt, hvilke tegn der forventes at komme til udtryk, så medarbejderne kan bruge tegnene som rettesnor og vurdere, om de iværksatte tiltag fører hen imod eller væk fra de opstillede mål. Det teoretiske fundament for forståelse af tegn er inspireret af Damasios teoridannelse om somatiske markører og Merleau-Pontys teoridannelse om kropsskemaer (12).

 

Relationsopbygning før opgaveløsning

Udsagn fra spørgeskema:

"Det har givet mig ro i relationen, fordi jeg ved, hvordan jeg kan forsøge at være der for dem [demensramte] de dage, hvor de har det dårligt."

Udsagn fra interview:

"Vi er blevet meget opmærksomme på, hvor betydningsfuldt relationsarbejdet er forud for opgaveløsning. Vi har fået øjnene op for, at vores praksis og daglige handlinger, indimellem har båret præg af at få det demensramte menneske til at overleve frem for at opleve. Man har selvfølgelig vidst, at relationsarbejde er vigtigt, men der har været en tendens til, at relationsarbejde er noget, som man arbejder med, når man er færdig med opgaver, som f.eks. at borgeren skal op om morgenen, i bad, barberes osv., og at man herefter må vurdere, om der er tid til at arbejde med relationerne, eller om der er andre presserende opgaver, der skal løses. Nu er relationsopbygning blevet en bevidst forudsætning for at vi … måske … kan løse opgaverne."

Hvordan mennesket med demens reagerer, afhænger i høj grad af, hvordan omverdenen påvirker dem. Den demensramtes hjerne og krop er påvirket af sygdom, hvilket kommer til udtryk kognitivt, emotionelt og kropsligt. Men det er medarbejderne, der er borgerens omverden, og derfor skal de være opmærksomme på at skabe et miljø, der giver mening og forståelse, så borgeren får andre muligheder end f.eks. den udadreagerende eller indadvendte adfærd, som indikerer, at omgivelserne ikke er hensigtsmæssige for den demensramte.

Mennesker er sociale væsener, og vores psykiske funktioner afhænger af de interaktioner og transaktioner, vi har med vores sociale miljø (15). De vigtigste psykologiske behov for alle mennesker har Kitwood illustreret som en blomst (8). Opfyldelse af disse behov sker gennem en personcentreret omsorg, se Figur 3.

ff4-2020_peer_rev_fig_3

 

At gå bag om adfærden. Al adfærd er kommunikation

Udsagn fra spørgeskema:

"Det, som har gjort stort indtryk på mig, er, at al adfærd er kommunikation. Der er altid en bagvedliggende årsag til beboernes reaktioner, som jeg og personalet skal forsøge at belyse, så vi kan hjælpe bedst muligt."

Udsagn fra interview:

"Når vi går bag om adfærden og ser adfærden som menneskets måde at kommunikere på, giver det anledning til en helt anden tilgang, end hvis vi forholder os til den umiddelbare adfærd."

Omsorgsarbejdet med mennesker med demens kalder på en pædagogik, der ser mennesket bag diagnosen og vedligeholder og styrker personens identitet ved en personcentreret omsorg, hvor alle former for såkaldt problemadfærd ses som kommunikation, der er relateret til uopfyldte behov. Alle mennesker handler for at skabe mening. Uanset hvor uforståelig adfærden umiddelbart ser ud, så er det vigtigt at stoppe op og reflektere over, hvad det mon er, dette menneske ønsker at kommunikere. Kernen i en neuropædagogisk praksis er derfor at "gå bag om adfærden" og forstå, hvilken mening det giver for det enkelte menneske at udvise lige netop denne adfærd. I den optik kan man sige, at "al adfærd er kommunikation" (9).

Viden om, hvordan menneskets hjerne bliver sårbar, når den er ramt af demens, kan give inspiration til, hvor vigtigt det er, at dette menneske får hjælp til at forstå, hvad der sker omkring ham i omverdenen (9).

Case: Anna

Et eksempel på ovenstående er fortællingen om Anna. Hun er langt inde i sit demensforløb, og hendes kognitive funktioner er svækkede. Sygeplejerskerne fortæller, at Anna ofte sad i sofaen i opholdsstuen og smågræd med en monoton lyd. Plejepersonalets reaktion på denne adfærd var at møde Anna med en kvik bemærkning eller tilbyde hende en kop kaffe. Nogle formiddage fik Anna tilbudt op til 15 kopper kaffe. Den praksis har ændret sig, da plejepersonalet er blevet mere opmærksomme på Annas livshistorie, psykologiske behov og tegn. I refleksionsrummene tales der nu om, at gråden kan være tegn på en tilknytningsadfærd, en kaldegråd, der kan signalere, at Anna har brug for omsorg. Igennem udarbejdelsen af livshistorien fandt man ud af, at Anna igennem sit liv altid hørte musik i dagligstuen, når hun sad med hækletøjet. Det blev tydeligt, at Annas behov ikke var opfyldt i den nuværende praksis. Derfor blev tilgangen i stedet at spille Annas yndlingsmusik på CD-afspilleren, give hende hækletøjet og synge kortvarigt sammen med hende, når hun sad og smågræd. De tegn, der efterfølgende kunne iagttages, var, at Anna blev smilende, sang med og blev motorisk rolig. Hendes kaldegråd blev sjældnere, hvilket ændrede fortællingerne om Anna positivt.

Narrativer i det neuropædagogiske arbejde

Et centralt fokus i det neuropædagogiske arbejde er brugen af narrativer i den daglige praksis. Narrativer er fortællinger, der kommer til udtryk i det, som medarbejderne fortæller om den demensramte borger, de pårørende, kollegaerne osv. En vigtig faktor, der har indflydelse i forhold til brug af narrativer, er kulturen på det pågældende sted. Kulturen skabes bl.a. af medarbejdernes narrativer, og de er med til at påvirke det organisatoriske mindset. Fortællingerne påvirker måden, hvorpå den demensramte mødes, og hvorledes man vurderer dennes handlinger.

Der findes der to former for mindset, der præger organisationskulturen: et fastlåst og et udviklende (16). Blandt medarbejdere med et overvejende fastlåst mindset skabes der ofte en vurderende stemning med fokus på resultater, og man kan komme til at tillægge borgerne nogle motiver bag deres handlinger, som de slet ikke har (12).

I det udviklende mindset er der åbenhed for at udvikle sig, og holdningen er, at man kan ændre sig og udvikle sine evner, hvis der gøres en indsats. Medarbejdere med et overvejende udviklende mindset vil også have fokus på at motivere et menneske med demens ud fra de ressourcer, behov og ønsker, han/hun har.

Medarbejderes mindset er en del af deres personlighed, som præger kulturen. Men ens mindset og derved kulturen kan udvikles. Ved at tænke og reagere på nye måder kan det udviklende mindset styrkes (16). Det er af betydning at fokusere på, hvilke muligheder der er for udvikling. Udvikling af kulturen kan fordre, at der kommer input udefra f.eks. gennem kollegial sparring eller supervision. Målet er at få medarbejderne til at reflektere over, hvilken indflydelse deres mindset har på borgeren og kulturen omkring borgeren. Det resonansrum, som kulturen og medarbejderne skaber, har betydning for, hvilke biokemiske processer der på neuralt niveau igangsættes hos alle involverede. Her er vi tilbage til hjerne, krop og omverdenperspektiver (12), og hvordan dette har påvirket informanternes mindset i udviklende retning og brugen af narrativer på en mere bevidst og konstruktiv måde.

Udsagn fra interview:

"Der er kommet stor opmærksomhed på, hvordan de professionelles narrativer om borgerne får stor betydning for tilgangen til borgerne. Negative narrativer kan sende negative signaler til borgeren, og da borgeren ofte er i stand til at aflæse og reagere på tegn fra den professionelle, kan dette give anledning til negative reaktioner fra borgeren."

 

DiskussionVores indledende antagelse er blevet bekræftet gennem sygeplejerskernes opgaveløsning, deres evalueringer og de vurderinger, der er foretaget af ledere på de berørte institutioner. Den valgte forskningsmetode viste sig at være velegnet til interaktiv udvikling af praksis, og den refleksion, der er i igangsat for at fremme øget fokus på relationsopbygning som grundlag for opgaveløsning, peger på, at de sundhedsprofessionelles adfærd med fordel kan justeres med udgangspunkt i de præsenterede neuropædagogiske teorier og dermed gavne den demente persons trivsel og velbefindende.

Karakteristika for de sygeplejersker, som deltog i projektet, kunne have været fremstillet i en tabel mhp. at tydeliggøre baggrund og kompetencer, ligesom baggrunden for udvælgelsen af citater med fordel kunne være tydeliggjort.

Forskningsprojektet viser, at neuropædagogisk forståelse fremmer værdier hos fagprofessionelle medarbejdere, der har en positiv effekt på plejen og omsorgen for mennesker med demens. Sygeplejerskerne har gennem tilegnelse af neuropædagogisk viden kunnet forene den sundhedsfaglige og socialfaglige tilgang, der konkret kan iagttages i de dialoger, medarbejderne har med hinanden. Derudover er der som udløber af projektet i Hjørring Kommune kommet en stigende opmærksomhed på sammenhæng mellem skjult brug af magt og reduktion af udadrettet adfærd. Projektet har fremmet en helhedsorienteret indsats, der har vist sig ved, at sygeplejerskerne har suppleret deres sundhedsfaglige forståelse med en pædagogisk forståelse og indsats.

Sygeplejerskerne fremhæver især deres skærpede opmærksomhed på og evne til at se bag om den demensramtes adfærd og forstå adfærden ud fra et hjerne-krop-omverdensperspektiv. Dette har givet et større fokus på borgerens livshistorie og tegnanalyse, som har påvirket narrativerne, så de er blevet mere positive og konstruktive. Bevidstheden er dermed blevet skærpet på, hvor store muligheder, der ligger i, at den professionelle ændrer sin adfærd, for derigennem at påvirke den demensramtes adfærd, så dennes trivsel og livskvalitet fremmes. Projektet har resulteret i, at Hjørring Kommune har besluttet at efteruddanne alle deres social- og sundhedsmedarbejdere inden for demensområdet i neuropædagogik i perioden fra 2020-2022.

Abstract English

Mortensen M, Pedersen D, Ingstrup MW. The well-being and quality of life for citizens with dementia can be improved. Fag&Forskning 2020;4:36-44.

In collaboration with Elderly centers in Hjørring Municipality, 11/2 years worked on the qualification of employees working with citizens with dementia. In this context, we carried out a research whose aim was to examine (look in to) how care work with people with dementia could be qualified to reflect a holistic approach

We have done this by working on a neuro pedagogical approach that focuses precisely on capturing this holistic understanding. The aim was to investigate how the acquisition of neuro pedagogical in knowledge could affect the health professional understanding of citizens with dementia.

The project showed that what the neuro pedagogical approach primarily contributed was the work of going behind the behavior of people with dementia and understanding these people from a brain-body world perspective, including involving life history and character analysis. As a result, the narratives about people with dementia became more positive and constructive, and the emphasis was placed on relationship building rather than assignments.

Keywords
Demens, helhedssyn, livshistorie, narrativer, neuropædagogik, tegnanalyse

Anni Mortensen

Anni Mortensen

Sygeplejerske, ph.d., MBA, Master i læreprocesser, lektor i pædagogik, pædagogisk diplomuddannelse. Centerleder i Neuropædagogiske Kompetencecenter, pædagoguddannelsen, UCN. Leder af Kompetencecenter, hvortil der er tilknyttet 30 medarbejdere fra UCN. Arbejder med neuropædagogiske perspektiver på ledelse og organisationsudvikling. Forsker på halv tid inden for inklusion, demens, udvikling, leg, læring og neuropædagogik. anm@ucn.dk

Dorte Pedersen

Dorte Pedersen

Social- og sundhedsassistent, pædagogisk diplomuddannelse i psykologi, lektor i pædagogik, master i læreprocesser, familie- og psykoterapeut. Ansat som lektor i pædagogik ved Neuropædagogisk Kompetencecenter, pædagoguddannelsen, UCN. Underviser på efteruddannelsesforløb inden for pædagogik og psykologi med et særligt fokus på neuropædagogik og neuropsykologi. Har deltaget i flere forskningsprojekter herunder forskningsprojektet ’Neuropædagogiske perspektiver i arbejdet med demensramte’.

Mette Wraagaard Ingstrup

Mette Wraagaard Ingstrup

Sygeplejerske, cand.pæd.psyk., lektor. Ansat ved Neuropædagogisk Kompetencecenter, pædagoguddannelsen, UCN og underviser i neuropsykologi og neuropædagogik. Har særligt fokus på undervisning af forskellige medarbejdere inden for demensområdet: SOSU-assistenter, SOSU-hjælpere, sygeplejersker og pædagoger. Har deltaget i flere udviklings- og forskningsprojekter herunder projektet ’Neuropædagogiske perspektiver i arbejdet med demensramte mennesker’.

Referencer

1. Kabel S. Magasin om demens og socialpædagogik: Hvordan socialpædagogikken kan styrke den tværfaglige indsats på demensområdet. Forlaget Steenkabel; 2017.

2. Lauritzen J, Pedersen PU, Bjerrum MB. The meaningfulness of participating in support groups for informal caregivers of older adults with dementia: a systematic review protocol. JBI Database Syst Rev Implement Reports. 2013;11:33-45.

3. Kabel S. Hvidbog om demens og socialpædagogik: Hvordan socialpædagogikken kan styrke den tværfaglige indsats på demensområdet. Kbh.: Socialpædagogerne; 2017.

4. Brown AL. Design ecperiments: Theoretical and methodological challenges in creating complex interventions in classroom settings. J Learn Sci. 1992;141-78.

5. Collins A. New Directions in Educational Technology. Berlin, Heidelberg: Springer Berlin Heidelberg; 1992.

6. Christensen, O, Gynther, K. PTB. Design-Based Research - introduktion til en forskningsmetode i udvikling af nye E-læringskoncepter og didaktisk design medieret af digitale teknologier. 2012;9:1-20.

7. Horsdal M. Livets fortællinger : En bog om livshistorier og identitet. 1. udgave. Valby: Borgen; 2005.

8. Kitwood T. En revurdering af demens: Personen kommer i første række. Frederikshavn: Dafolo; 1999.

9. Mortensen A. Neuropædagogik og inklusionsdifferentiering. Neuropædagogiske perspektiver på inklusion i den danske folkeskole. Aalborg Universitet; 2016.

10. Eriksson H. Neuropsykologi : Normalfunktion, demensformer og afgrænsede hjerneskader. København: Hans Reitzels Forlag 2003.

11. Gibson JJ. The ecological approach to visual perception. Classic ed. New York, Hove, England: Psychology Press; 2015.

12. Mortensen A. Neuropædagogik med mennesket i centrum: Relationer, neuroner og emotioner. 1. udgave. Frederikshavn: Dafolo; 2019. (Relationsprofessionsserien).

13. Diagnosekriterier for demens og demensgivende sygdomme. 3. udg. Kbh.: Nationalt Videnscenter for Demens; 2015.

14. Fredens K. Mennesket i hjernen: En grundbog i neuropædagogik. København: Hans Reitzels Forlag; 2012: 423.

15. Carl J, Sørensen JH, Hart S. Bro over to forskningsområder. Vol. 61, Psykolog nyt. 2007: 8-12.

16. Dweck CS. Du er hvad du tænker : den nye mindset-teori om vejen til succes. 1. udgave. Valby: Borgen; 2006.

 

Emneord: 
Demens
Livskvalitet
Neurologi
Trivsel

Demens: Forhøjet risiko for at dø

Mennesker med demens og infektions­sygdomme dør oftere end andre uden demens.

Ældre med demens rammes hyppigt af sygdomme som f.eks. infektioner forårsaget af virus eller bakterier. Og har den ældre været indlagt på hospital til behandling for en infektionssygdom, stiger risikoen for at dø næsten syv gange sammenlignet med en ældre med demens, som ikke er behandlet for en infektion.

En ældre uden demens har tre gange højere risiko for at dø, hvis han eller hun er behandlet for en infektion, sammenlignet med en tilsvarende ældre, som ikke er behandlet for en infektionssygdom.

Langvarig øget risiko

Forskergruppen fra Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, som står bag undersøgelsen, fandt desuden, at risikoen for at dø fortsatte med at være forhøjet i op til 10 år efter, at personer med demens havde været på hospitalet med en infektion. Dødeligheden i forhold til alle typer infektioner – både alvorlige infektioner som blodforgiftning og småinfektioner som ørebetændelse – blev ved med at være forhøjet sammenlignet med personer uden demens eller personer, som ikke havde været på hospitalet pga. infektioner.

Konklusionen på undersøgelsen lægger op til en større opmærksomhed på problemstillingen vedrørende demens og infektioner, herunder ikke mindst at have øje for at forebygge infektioner. Selv en banal infektion kan ende med et alvorligt forløb.

Læs mere på www.videncenterfordemens.dk

Emneord: 
Demens

Livet skal være tryggere for mennesker med demens

Demente og deres pårørende rammes ofte af utryghed og isolation. Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har undersøgt, hvordan livet med demens ser ud i Danmark i 2020. Undersøgelsen bygger bl.a. på en spørgeskemaundersøgelse med 5.762 komplette besvarelser, hvor også fagpersoner har deltaget.

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark vil bruge undersøgelsen og rapporten til at designe indsatser, der skal gøre livet lettere og tryggere for mennesker med demens tæt inde på livet. Dansk Sygeplejeråd støtter – sammen med 12 andre organisationer – arbejdet med at skabe større tryghed og bedre muligheder for, at alle kan deltage i samfundets aktiviteter.

Læs rapporten her

Emneord: 
Demens

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Dans fik ham til at føle sig ung igen"

Et møde med en ældre, australsk beboer på et plejehjem blev for Susanne Rishøj begyndelsen på en passion, der har formet resten af hendes arbejdsliv.
Foto: Nikolai Linares

Hr. H følger rytmen i musikken, der flyder ud af højtalerne og fylder fællessalen med toner fra en svunden tid. Han danser roligt, imens han smiler og nynner med på melodien, han genkender fra sin ungdom.

Han er en ældre herre på næsten 90 år, der bor på det plejehjem, jeg på dette tidspunkt er tilknyttet som selvstændig demenssygeplejerske og underviser. Han er oprindeligt fra Australien, men har boet i Danmark længe og har vist været dansk gift.

Hr. H har desværre en demenssygdom, der blandt andet har berøvet ham en stor del af hans danskkundskaber – han forstår sproget, men kan ikke længere tale det. I stedet taler han engelsk. Han er også gangbesværet og sidder for det meste i kørestol. Hans sygdom og udfordringer afskærer ham fra det sociale på plejehjemmet, så han tilbringer meget af sin tid på sit værelse.

Jeg underviser personalet på plejehjemmet i aktiviteter, der er velegnede til mennesker med demens. De vil gerne prøve noget nyt. Privat har jeg i mange år gået til dans med min mand, så jeg kommer på idéen med dansesessioner for beboerne. Én times dans én gang om ugen, hvor der danses til ældre melodier – og Hr. H skal selvfølgelig være med.

Han overrasker os alle. Allerede fra første strofe i den første melodi ved den første dansetime rejser han sig fra sin kørestol og går ud på gulvet med en kvindelig medarbejder. Nu står han dér og følger musikken, imens han synger med på sangteksten til Lili Marleen og andre sange fra krigens tid.

Det viser sig, at han har været soldat under 2. verdenskrig og blev hædret af den engelske dronning med en tapperhedsmedalje.

Hr. H blomstrer op, som dansesessionerne skrider frem. En dag tager han på egen hånd elevatoren til fællessalen, så han ankommer som den første – klar til at gå i gang. Da vi holder afdansningsbal, dukker han op i jakkesæt, nypudsede sko og med tapperhedsmedaljen fæstnet på sin revers.

Hans 90-års fødselsdag falder sammen med én af dansetimerne. På dagen spørger vi ham, hvorfor han så godt kan lide at danse.

”I feel young again. I am young,” svarer han.

Jeg kan se, hvor stærkt dansen påvirker Hr. H og de andre beboere. Den giver dem et fælles sprog, fysisk berøring og skaber minder, glæde og samhørighed. Det giver mig blod på tanden, så jeg beslutter mig for at gå videre med projektet, som jeg kalder for Erindringsdans. Jeg indgår et samarbejde med Alzheimerforeningen om at udbrede konceptet og søger om økonomiske midler fra diverse fonde.

I dag danses der Erindringsdans på over 700 danske plejecentre i 81 kommuner. Selv er jeg ikke længere tilknyttet projektet, men jeg er utroligt stolt af, hvad vi har opnået.

Mit møde med Hr. H blev starten på en faglig passion, som har gjort en stor forskel – ikke kun for mig, men også for mange andre. Jeg glemmer ham aldrig.

Emneord: 
Demens

Blæksprutter beroliger demente

Hæklede blæksprutter til præmature babyer gavner nu også demente patienter.
Sygeplejerske Maja Skov Aagaard med viser sine hæklede blæksprutter til en patient
Foto: Cathrine Ertmann

Da sygeplejerske Maja Skov Aagaard fra Ortopædkirurgisk sengeafsnit O1 på Aalborg Universitetshospital stod med en dement og urolig patient, som skulle have lagt to katetre, holdt hun patientens hænder og sang børnesange for hende.

”Jeg har små børn, og jeg kunne ikke huske andre sange. Patienten faldt til ro, og vi kunne lægge PVK på hende,” fortæller Maja Skov Aagaard.

Bagefter tænkte Maja Skov Aagaard over, hvor ærgerligt det var, at personalet ikke havde noget at tilbyde for at skabe tryghed for denne type patienter.

Hun havde under sin uddannelse været i klinik på en neonatalafdeling, hvor hun havde set, hvordan hæklede blæksprutter havde en beroligende effekt på de præmature babyer.

For nogle måneder siden kontaktede Maja Skov Aagaard så Charlotte Ravn fra Spruttegruppen i Nordjylland, som står bag de hæklede blæksprutter. De aftalte at afprøve blæksprutterne på de demente og delirøse patienter på sengeafsnit O1.

”Vi fik nogle sprutter ud, og de virkede fantastisk. Vores patienter og deres pårørende modtog dem med glæde, og vi kunne skabe noget ro og give vores patienter noget tryghed,” fortæller Maja Skov Aagaard.

De patienter, som skulle opereres, kunne få blæksprutterne med ned til operation, og anæstesien samt opvågningen kunne melde om god effekt af sprutterne, idet de havde færre patienter, som selv rev katetre, perifere venekatetre og iltbriller af.

Maja Skov Aagaard fortæller, at patienterne også reagerede positivt på blæksprutternes kraftige farver og pynt. Ud fra sengeafsnittets ønsker lavede spruttegruppen en demenssprutte, der passer i en voksenhånd og har færre og kraftigere fangarme.

Læs mere:  ”Hæklede sprutter til demente – Demensven” 

Emneord: 
Demens

Blå tallerkener og røde glas øger vægten

Demens. Ældre med demens øger deres indtag af kost og væske, hvis de spiser af farvede tallerkner og glas, viser et bachelorprojekt. Et neurogastronomisk fokus kan derfor medvirke til vægtøgning hos de ældre

Baggrund. Ældre demente har reduceret kost- og væskeindtag.

Formål. Et bachelorprojekt på UCL, Sygeplejerskeuddannelsen i Odense, har undersøgt, om blå tallerkner og røde glas øger kost- og væskeindtaget hos ældre demente på et demensafsnit i Svendborg. Målgruppen er dels ledelses- og plejepersonale med tilknytning til demensområdet, dels sygeplejestuderende og social- og sundhedshjælper- og assistentelever, som kan blive inspirerede til fremtidig intervention.

Metode. Der anvendtes et klinisk kontrolleret crossover forsøg med tre beboere over en periode på i alt seks uger, tre uger med hvide tallerkner og transparente glas og tre uger med blå tallerkner og røde glas. Tallerknerne blev vejet før og efter de tre daglige hovedmåltider, og væskeskemaer blev ført for hele døgnet for at monitorere de ældres indtag.

Data er analyseret ved brug af parret t-test, som viser et signifikant øget indtag af kost på 37 pct. (p = 0,000) og væske på 20 pct. (p = 0,005). Derudover ses en øgning af personvægten hos beboerne på 0,5-1,9 kg i de tre uger med farvet service.

Resultat. Et neurogastronomisk fokus kan have gavnlig effekt på dementes kost- og væskeindtag. Kombineret viden om ernæring og hydrering med viden fra neurogastronomien kan optimere forebyggelsesinitiativer og dermed nedbringe antallet af indlæggelser og genindlæggelser, der skyldes forebyggelige diagnoser som dehydrering og ernæringsbetinget anæmi.

Konklusion. I sygeplejen kan et neurogastronomisk fokus ikke erstatte nuværende initiativer og screeningsværktøjer, men det kan bidrage til at øge opmærksomheden på ernærings- og væskeindtag og dermed gøre det muligt at intervenere tidligere. Derudover kan dette og lignende tiltag implementeres relativt let, da det ikke er nødvendigt at tilføre ressourcer efter indkøb af service, ligesom der ikke er ændringer i nuværende arbejdsgange.

Emneord: 
Demens
Ernæring
Ældre

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Glemte, han havde været på afvænning"

En patient, som ikke kunne slippe flasken, lærte Niklas Kline Lange Frost, at man som sygeplejerske bliver nødt til at huske på de små sejre, selvom det til tider kan være mere end svært.
Niklas Kline Lange Frost
Foto: Bax Lindhardt

Jeg lærte ham at kende, da jeg var sygeplejerske i Den Sociale Hjemmepleje i København. Han havde mistet en tå og havde brug for sårbehandling. Derudover var han alkoholiker, alkoholdement og havde levet et hårdt liv. Han drak guldøl dagen lang, og når han løb tør, gik han en tur i kiosken og byttede sine tomme dåser til nogle nye.

Som sygeplejerske i hjemmeplejen investerer man ikke kun sin tid i sine patienter, men også lidt af sig selv. Man kommer i deres hjem, som regel over lange perioder, og man bliver en lille del af deres liv. Derfor sprang jeg også straks til, da han en eftermiddag pludselig besluttede sig for, at nu skulle det være. Han ville holde op med at drikke!

Han havde flere gange snakket om, at han gerne ville blive ædru. Han ønskede at række ud til sin familie, som han havde mistet kontakten med, men indtil den eftermiddag havde han ikke været klar til at tage springet.

Han havde ikke drukket hele dagen og virkede fast besluttet, så jeg fik arrangeret indlæggelse til ham på hospitalet, hvor han kunne blive afruset og få hjælp. Det var op mod weekenden, og jeg kan huske, at jeg gik hjem den dag med følelsen af, at jeg virkelig havde udrettet noget godt.

Da jeg mødte på arbejde om mandagen, var han blevet udskrevet igen. På grund af sin demens havde han fuldstændig glemt, at han var blevet afruset, og var begyndt at drikke, som han plejede, så snart han kom hjem. Jeg spurgte ham, om han kunne huske, hvad han havde lavet i weekenden. Det kunne han ikke.

Første gang, det skete, var det en nedslående oplevelse. Jeg følte, jeg havde fejlet totalt. Men jeg blev nødt til at bevare troen på, at det kunne lykkes. Hvis jeg mistede optimismen, så skulle jeg ikke længere være sygeplejerske, syntes jeg. Patienterne har jo også brug for, at vi bevarer håbet, så de ikke selv mister det.

Jeg nåede at hjælpe ham afsted til afrusning flere gange, imens jeg arbejdede i hjemmeplejen. På et tidspunkt fik han endda en plads på en afvænningsklinik i 14 dage. Han nåede at blive helt afvænnet, men lige så snart han kom ind med toget, gik han hen og købte øl. Han kunne simpelthen ikke huske, at han var holdt op med at drikke.

Det var frustrerende, men jeg lærte med tiden, at jeg blev nødt til at se på den lyse side. Måske blev han helt ædru, måske ikke, men i det mindste gav hans ture på afvænning ham nogle tiltrængte pauser fra alkoholen.

Tanken om de små sejre har jeg taget videre med mig i mit nuværende arbejde som sygeplejerske på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Det kan være svært at få tiden og ressourcerne til at slå til, men så må man forsøge at huske på, hvad man gør godt, så man ikke går helt ned med flaget.

Jeg ved ikke, om min patient nogensinde blev ædru, men jeg glemmer ham aldrig.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer

 

Emneord: 
Alkohol
Demens

Det musiske møde med personen med demens

Demens I: Sang og musik fungerer som kommunikativ interventionsform i indsatsen for borgere med demens.
”Hver enkelt omsorgsgiver er det vigtigste instrument. Ansigtet, smilet, stemmen, det er alt sammen elementer, der kan spilles på i mødet med personen med demens,” siger Aase Marie Ottesen.
Foto: Jørgen Ploug

Der bliver flere og flere borgere med demens i Danmark og i verden som helhed. Ca. 90.000 danskere har en demenssygdom, og med 400.000 pårørende fylder demens i omkring hver niende danskers liv. Hvordan skaber man den bedste livskvalitet for personer med demens og dermed også en lettere hverdag for de pårørende? 

Det er noget af det, sygeplejerske Aase Marie Ottesen brænder for at forske i. Hendes kolleger i sygeplejen og omsorgen for medborgere med demens oplever dagligt store udfordringer, når der skal skabes relationer til den enkelte med demens, som måske har svært ved at udtrykke sine behov, og som ofte føler sig fortabt, forvirret og ladt alene i uoverskuelige situationer. 

I sit postdocprojekt forsker hun i ”anvendelse af sang og musik som kommunikativ interventionsform i rehabiliteringsindsatsen over for personer med en demenssygdom,” som det hedder i beskrivelsen af forskningsprojektet, der er finansieret af VELUX-fonden. Det løber frem til foråret 2019 og skal munde ud i en forskningsbaseret, realistisk og brugervenlig manual for, hvordan institutioner og dermed tværfaglige personalegrupper kan implementere og forankre sang og musik i hverdagslivet for personer med demens. Vidensopbygning og metodeudvikling er en rød tråd i projektet.

Musik og terapeutisk rum

”Forskningen er praksisnær, og den baserer sig på aktionsforskning, hvor personerne med demens og deres pårørende involveres i forskningsprocessen. Derudover inddrager og samarbejder jeg med forskellige fagprofessioner som sygeplejersker, musikterapeuter, pædagoger, ergo- og fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere samt ledere fra fire institutioner,” forklarer Aase Marie Ottesen. 

Boks 1. Samarbejde med fire institutioner

Aase Marie Ottesen samarbejder i sin forskning med følgende institutioner: 
•    Demenscenter Skovgården i Mariagerfjord Kommune
•    Plejecenter Sølund i Københavns Kommune
•    Strandgården, Hus 22 og 26 i Frederikshavn Kommune
•    Demensenheden i Vejle Kommune

Alle hendes samarbejdspartnere indgår som medforskere, hvor de bidrager med deres erfaringer og idéer om brugen af sang og musik.

”Det gør, at den forskningsbaserede manual, vi sammen får udviklet, bliver realistisk og kan anvendes i virkelighedens verden på plejecentre og i hjemmeplejen. Det er vigtigt at få input om, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer, og jeg har netop valgt de fire institutioner (se boks 1) ud fra deres forskellighed og ud fra, at de alle har erfaringer med anvendelse af musik og sang,” siger Aase Marie Ottesen.

Som et eksempel på, at personerne med demens og deres pårørende er involveret i forskningen, nævner hun, at de har deltaget i sangskrivning med afsæt i følgende temaer: ”Hvad giver musikken dig i dit liv?” og ”Hvilken betydning har musikken for dig?” I processen blev disse temaer fulgt op af nye temaer som: ”Samvær med familien om musik”, ”De gode minder” og ”Hvordan kan musikken hjælpe os igennem livet, der ligger foran os?”

”Igennem aktiv deltagelse i et musisk og terapeutisk rum, skabt af musikterapeut, fik personerne med demens i fællesskab komponeret to sange om, hvad sang og musik betyder for deres liv lige nu, og hvordan sang og musik kan hjælpe dem i deres sidste tid af livet,” siger Aase Marie Ottesen.

I sin ph.d. udviklede hun en læringsmodel for ansatte i demensomsorgen, der havde fokus på at udvikle omsorgsgivernes musiske kompetencer. Et gruppemusikterapiforløb var omdrejningspunkt for læringen med det formål at forbedre og udvikle omsorgsgivernes relationelle møde med personer med demens. Læringen var flyttet ud i omsorgsgivernes egen praksis, og her deltog Demenscenter Skovgården, Hadsund. Fire omsorgsgivere var sammen med fire beboere i gruppemusikterapiforløbet, som blev optaget på video. I kombination med en teoretisk referenceramme brugte Aase Marie Ottesen disse videooptagelser under læringsforløbet med omsorgsgiverne, og der blev arbejdet med at omsætte teorien og musiske elementer til omsorgsgivernes praksis. Ud over at være med i gruppemusikterapi og læringsforløbet havde de fire deltagende omsorgsgivere som opgave at være ambassadører og udbrede viden og motivation til kollegerne.

Musikalsk nærvær

Under Aase Marie Ottesens forskning er begrebet ”musikalsk nærvær” opstået. Her handler det om det direkte og relationelle møde mellem omsorgsgiveren og personen med demens – mødet mellem to personer ansigt til ansigt.

Læs også: Musikken kan bruges til at skabe ro

”Det er et nærvær, hvor omsorgsgiver bruger musik/musiske elementer. En omsorgsgivers rolige tilstedeværelse og evne til ”at være” kan få beboeren til at slappe af og føle sig tryg. En måde at kommunikere på uden om ordene og med brug af sang eller musik i én eller anden form. Det kan være blid sang, nynnen eller nonverbalt gennem musik. Ved at arbejde bevidst med en lang række regulerende og stimulerende elementer via sang eller musik fandt omsorgsgiverne nye veje til mødet med personen med demens gennem anvendelse af stemmen, kropsholdning, bevægelser og vejrtrækning samt musik, der indeholder dynamiske elementer. Gennem brug af musiske elementer, viden om arousalregulering*) og validering af følelser blev omsorgsgiverne i stand til at forebygge vanskelige pleje- og omsorgssituationer samtidig med, at deres kommunikation, relation og samværsformer i forhold til personerne med demens generelt blev forbedret,” siger Aase Marie Ottesen og fortsætter:

”Optagelser fra musikterapiforløbene viser eksempler på, hvordan nogle personer med demens gennem musikken kan improvisere, styre og navigere i kaos. De kan kommunikere gennem musikken, og der er ressourcer, der måske ikke umiddelbart var tydelige. I tilspidsede situationer med aggressive og udadreagerende personer med demens kan det være vigtigt at bruge musikken. Her kan validering af beboerens følelser være en mulig vej. Omsorgsgiveren møder personen med demens i hans eller hendes sindstilstand, og igennem brug af musik kan omsorgsgiveren hjælpe beboeren med at blive rolig og komme ned i arousalniveau for at bruge en faglig term for det. Musik og sang kan hermed skabe ro og ændre sindstilstanden.”

Færre svære plejesituationer

Det allervigtigste for Aase Marie Ottesen i hendes forskning er at forbedre livskvalitet og trivsel for personer med demens, og her viser resultater og konklusioner fra Skovgården en række eksempler på positive resultater af anvendelse af musik og sang i plejen og omsorgen: 

”Omsorgsgiverne har oplevet betydningen af musik som et nonverbalt kommunikationsmiddel, der kan berolige udadreagerende beboere eller hjælpe begge parter gennem vanskelige plejesituationer. Personerne med demens tager i højere grad selv initiativ, de virker gladere, og flere af de tidligere svære plejesituationer er enten blevet mindre tilspidsede eller er helt forsvundet. Selvfølgelig er der en tærskel, man skal over, hvis man som ansat skal begynde at synge foran en beboer og måske også, når en kollega eller flere er til stede. Det kræver et rummeligt arbejdsmiljø, hvor ingen er bange for, at kolleger griner i baggrunden. Derfor er det vigtigt, at lederen er med hele tiden, viser vejen og skaber rum for, at den enkelte omsorgsgiver får mulighed for at bruge og udvikle sine musiske evner i det daglige samvær med beboerne,” siger Aase Marie Ottesen. 

*) Arousal: Udtryk for vågenhed, modtagelighed for sanseindtryk, parathed.

Emneord: 
Demens

Plejehjemsbeboere med svækkede frontale funktioner kan opnå bedre livskvalitet

En mindre gruppe beboere på plejehjem lider af frontotemporal demens, som medfører, at de bl.a. mangler empati, sociale færdigheder og dømmekraft, og det gør deres tilværelse vanskelig. Særligt tilrettelagt pleje af disse beboere giver mulighed for at håndtere og forebygge konflikter.
Resume

En mindre gruppe plejehjemsbeboere er ramt af en demenssygdom, som primært svækker de forreste dele af hjernens frontallapper. Da disse dele af hjernen bl.a. har ansvaret for personens sociale færdigheder, dømmekraft og overordnede styring, kan det være svært for plejehjemmets personale at forstå og håndtere disse beboeres adfærd.

Plejehjemsbeboere med svigtende frontale funktioner har behov for hjælp til kompensation for de funktioner, de ikke længere magter. Det er derfor sygeplejerskens opgave sammen med det øvrige personale at sikre beboerne den bedst mulige hverdag ved at yde hjælp til at komme i situationer, som beboeren opfatter som rare og betydningsfulde.

Gennem særligt tilrettelagte forløb med udgangspunkt i ensartede handlinger og rutiner samt faste tidspunkter kan personalet være en god støtte for beboeren ved f.eks. personlig hygiejne, deltagelse i aktiviteter, spisesituationer, samvær og håndtering af konflikter, alt sammen situationer, hvor beboeren kan opleves som vanskelig at have med at gøre.

Personalet bør i forhold til denne lille gruppe personer have forståelse for og accept af de særlige mentale vanskeligheder, som er årsag til disse menneskers umiddelbart irriterende og forstyrrende adfærd.

Der har i mange år været fokus på at udvikle og forbedre hjælpen til mennesker med demenssygdomme. Med demenshandleplanen, som blev vedtaget i december 2016 (1), er der blevet endnu mere opmærksomhed på at forbedre forholdene for mennesker med demens. 

Interessen for demensområdet omfatter også plejehjem, hvor man anslår, at 75 pct. af beboerne er ramt af demenssygdomme (2) svarende til omkring 30.000 personer. Men opmærksomheden på at forbedre hjælpen til demensramte fokuserer primært på den store gruppe af beboere, som er præget af problemer med hukommelse, genkendelse, vanskeligheder med at udtrykke sig og problemer med at bruge indlærte handlemønstre (3). 

Imidlertid er der på mange plejehjem en lille gruppe beboere, som er ramt af demenssygdomme og andre lidelser, som primært har svækket de forreste dele af hjernens frontallapper. Det er områder i hjernen, som har ansvaret for de sociale færdigheder, dømmekraft og den overordnede styring, mens der omvendt kun er begrænsede problemer med hukommelse og genkendelse (4). 

Case: Beboer med svækkede frontallapsfunktioner
Jens Nielsen, en tidligere skoleinspektør, er 76 år og har boet på plejehjemmet i et halvt år efter en apopleksi. I de første måneder efter apopleksien var han meget svækket, men nu er han fysisk frisk, har en udmærket hukommelse og kontrollerer, om tiderne for servering af måltider overholdes. Men han har ændret karakter og er ofte grov mod de andre beboere, ligesom han går ind i deres lejligheder og tager slik og andet. Han kan ikke klare den basale personlige hygiejne og påklædning, fordi han har problemer med at komme i gang og ikke får gjort noget færdigt. I stedet fortaber han sig i gentagelser. Han mener selv, han er fejlanbragt ”på denne her tosseanstalt”.   

Sygeplejersker kan hjælpe

På trods af, at beboere som Jens Nielsen reagerer med en adfærd, som kan være svær at forstå og håndtere på plejehjem, har der været begrænset fokus på at beskrive og udvikle hjælpen til beboere med frontale funktionstab. 

Formålet med artiklen er derfor at give et indblik i de mentale funktionstab, som ligger bag adfærden hos beboere med svækkede frontale funktioner, og beskrive, hvordan sygeplejersker på plejehjem kan hjælpe denne gruppe. 

Frontotemporal demens giver ændringer i adfærd

Der er flere demenssygdomme, som primært angriber hjernens frontallapper. Da den forreste del af temporallapperne også ofte er ramt i forbindelse med frontallapsdemens, er den rigtige medicinske betegnelse frontotemporal demens. Man antager, at omkring 8-10 pct. af alle med demenssygdomme har frontotemporal demens, dvs. omkring 8.000 personer (4). Hovedparten af mennesker med frontotemporal demens har en variant, der er karakteriseret af ændringer i adfærden (4). Men det er ikke ualmindeligt, at også demens af Alzheimers type involverer hjernens frontallapper, efterhånden som sygdommen udvikler sig. Desuden kan apopleksier, hovedtraumer og visse neurologiske sygdomme som f.eks. ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose) samt et overdrevent forbrug af alkohol medføre skader i frontallapperne (4).
 

Boks 1. Hjælp til beboere med svækkede frontale funktioner

Seks anbefalinger
•    Sørg for, at beboeren oplever gode stunder.
•    Opdel praktiske aktiviteter i sekvenser, som beboeren hjælpes til at færdiggøre en ad gangen.
•    Brug få ord suppleret af gestus som støtte til praktiske aktiviteter.
•    Undgå valgsituationer, som beboeren ikke længere kan håndtere.
•    Planlæg, så beboere med svækkede frontale funktioner primært er sammen med beboere, som de ikke kommer i konflikt med.
•    Brug afledning i konfliktsituationer fremfor at korrigere beboeren.

I en spørgeskemaundersøgelse til ledere på plejecentre anslog de adspurgte, at omkring 4 pct. af beboerne enten havde frontotemporal demens eller havde en adfærd, der svarede til adfærden hos mennesker med frontotemporal demens (5). 

Frontallapperne har en afgørende rolle

Frontallapperne har en afgørende rolle i menneskers evne til at indgå i sociale relationer og i den overordnede styring af individets handlinger. 

For at kunne fungere i sociale sammenhænge skal personen kunne forstå, at andre mennesker kan tænke på en anden måde end personen selv, ligesom man må have medfølelse og empati for andre. Når plejehjemsbeboere har en begrænset frontallapsfunktion, kommer den pågældende ofte i konflikt med andre, fordi personen ikke længere kan sætte sig ind i deres situation og væremåde.

Den overordnede styring af handlinger og adfærd, der betegnes som de eksekutive funktioner, varetages også af frontallapperne. De eksekutive funktioner omfatter evnen til at udtænke, planlægge, iværksætte, udføre, løbende justere og færdiggøre en handling. Dømmekraften og evnen til at hæmme impulser er f.eks. væsentlige bestanddele af de eksekutive funktioner.

Svigtende eksekutive funktioner hos plejehjemsbeboere indebærer ofte, at personens adfærd får en flimrende, planløs karakter med en tendens til at gentage handlinger eller sætninger, samtidig med at personen distraheres af ydre indtryk eller af indre indskydelser. Personen mangler ofte hæmninger og kan ikke bedømme situationer og forudse konsekvenserne af egne handlinger.

Det er vigtigt, at omgivelserne er klar over, at beboere med svækkede frontale funktioner ikke ser sig selv som ændret, netop på grund af den manglende dømmekraft, men i stedet oplever, at det er omgivelserne, som reagerer på en underlig måde (6).

Medarbejdere skal sikre dagligdagen

Det er sygeplejerskens opgave sammen med de øvrige medarbejdere at sikre beboere med svigtende frontale funktioner den bedst mulige hverdag. Det indebærer, at man hjælper beboerne med at kompensere for de færdigheder, som de ikke længere har, og yder hjælp til at være i situationer, som personen opfatter som rare og betydningsfulde, se oplistning herunder samt boks 1. 

Hjælp til personlig hygiejne. Beboere med svækkede frontale funktioner kan nemmere håndtere dagligdagen, når den forløber på en relativt ensartet måde med faste tidspunkter og ensartede rutiner for personlig hygiejne, aktiviteter og måltider (7). I situationer, hvor beboeren skal udføre praktiske opgaver som f.eks. personlig hygiejne, kan medarbejderne opdele processen i sekvenser (8) og undervejs bruge korte anvisninger som understøttes af gestus, som f.eks. ”Kom,” medarbejderen åbner døren til badeværelset, ”Sæt dig her,” medarbejderen peger på badestolen, og ”Vask ansigtet,” medarbejderen rækker en våd vaskeklud frem.

Opdelingen af processen kan hjælpe beboeren til at fokusere på de enkelte sekvenser, så han undgår den overordnede planlægning af processen, som ikke længere kan håndteres. De korte sætninger kan bidrage til, at der ikke er så mange ord, som kan aflede og forstyrre beboeren.

Det er en god idé, at beboeren undgår valgsituationer, som den pågældende ikke længere kan magte (7). F.eks. skal man ikke spørge beboere, der altid fravælger basal personlig hygiejne, om de vil vaskes og have rent tøj på. Det er bedre, at medarbejderen hjælper beboeren ind i den konkrete situation og begrunder det med sætninger som: ”Det plejer vi at gøre.” Men de valgsituationer, som beboeren stadigvæk kan håndtere, skal naturligvis ikke undgås.

Hjælp til at deltage i aktiviteter. Det er imidlertid vigtigt, at sygeplejersken sammen med personalet forsøger at finde aktiviteter, som beboeren kan glæde sig over og være optaget af. Det kan være en udfordring, fordi mange beboere med svækkede frontale funktioner ikke kan ignorere indtryk fra omgivelserne. Det kan indebære, at den pågældende får alt for mange impulser med det resultat, at personen kan ende med at blive urolig og forvirret.

Mange beboere med svigtende frontale funktioner kan imidlertid deltage i overskuelige fællesaktiviteter som sang eller bevægelse, hvis de får hjælp fra en medarbejder til at dæmpe impulser og fastholde opmærksomheden på aktiviteten. Men det kan være nødvendigt at overveje, om beboeren kan deltage i hele forløbet, eller om udbyttet er størst for personen, hvis han kun er med i en del af aktiviteten.

Selvom mange beboere med svigtende frontale funktioner er afhængige af faste rutiner, har de også glæde af afbræk fra hverdagen som f.eks. gåture og udflugter (9). Det vil dog være en god idé, at personalet forinden tilrettelægger turen, så det er planlagt, hvem beboeren er sammen med, og at turens varighed og indhold ikke overstiger beboerens mentale kapacitet.

Hjælp til at spise. Hvis en beboer med svigtende frontale funktioner bliver distraheret af andre beboere under måltiderne, er det bedre, at den pågældende spiser alene eller sammen med en medarbejder, som kan hjælpe med at fastholde beboerens opmærksomhed på måltidet. 

De beboere, som stopper mad i munden uden at tygge den foregående mundfuld først, kan hjælpes, ved at måltidet består af mange små portioner, som beboeren får tilbudt en ad gangen, når den foregående er tygget og sunket (8). Hvis ikke man gør det, er der en reel risiko for, at beboeren fejlsynker maden.

De manglende hæmninger betyder, at beboere med svigtende frontale funktioner ofte tager den mad, som er synlig. Her vil det være nødvendigt, at medarbejderne først stiller maden frem umiddelbart før måltidet.

Hvis beboere med svigtende frontale funktioner selv tager mad fra fælles køleskabe eller skuffer, er det ofte en god idé at få lås på skabene.  

Hjælp til at forebygge og håndtere konflikter. Da mange beboere med svækkede frontale funktioner ikke længere har empati og mangler hæmninger, er de i højrisiko for at komme i konflikt med andre beboere, fordi de ofte kommer med negative kommentarer og sårende bemærkninger.

Det er derfor vigtigt, at fællesrummene er indrettet med flere mindre grupper, så beboere med svækkede frontale funktioner er sammen med de beboere, som de fungerer bedst med. Som hovedregel skal man undgå store, ustrukturerede grupper som f.eks. det lange spisebord, hvor alle beboerne sidder sammen under og mellem måltiderne. 

Selvom medarbejderne har indarbejdet gode rutiner med at undgå konflikter, kan der alligevel optræde stridigheder mellem beboere med svigtende frontale funktioner og andre. Når det sker, må medarbejderne stoppe konflikten ved enten at hjælpe den ene part med at flytte sig eller placere sig mellem og aflede den ene eller begge. Det kan være med afledninger som: ”Kom med mig, jeg har lige en smøg,” eller ”Jeg tror vist, jeg glemte at finde den Cola, jeg lovede dig. Den skal vi da have fat i nu.”

Afledning er som hovedregel det bedste redskab, hvorimod man ofte optrapper konflikten, hvis man forsøger at korrigere beboeren og få ham til at forstå, at der er sagt noget sårende. Frontale funktionstab betyder, at man ikke længere forstår andres følelser, og derfor er det nyttesløst at forsøge at få beboeren til at indse, at han har gjort noget forkert. Hvis personen erkender, at der er gjort noget forkert, vil det alligevel ikke betyde, at han ikke kommer til at gøre det samme i lignende situationer.
 

Debat
  • Hvilke hensyn tager I til mennesker med svækkede frontale funktioner på jeres arbejdsplads?
  • Hvordan kortlægger I beboerens livshistorie?
  • Hvilke erfaringer har I med at hjælpe beboere med svækkede frontale funktioner til en bedre livskvalitet?
  • Hvordan håndterer I etiske overvejelser omkring beboere med nedsat funktion af frontallapperne?
  • Hvilke erfaringer har I med at tilpasse indretningen af fællesrum, så beboere med svækkede frontale funktioner får den bedst mulige livskvalitet?

Man skal være opmærksom på, at konflikter altid udvikler sig mellem mindst to parter (10). Beboere med svækkede frontale funktioner bliver reelt ofte mobbet af andre beboere, der råber eller på anden måde taler grimt til den pågældende. Derfor må medarbejderne være opmærksomme på, hvordan konflikter mellem beboerne udvikler sig, og forsøge at forebygge dem ved at være bevidste om at skabe de bedst mulige grupperinger i fællesrummene. 

Hjælp til at være sammen med andre. Selvom beboere med svækkede frontale funktioner har begrænsede sociale færdigheder, har mange alligevel glæde af samvær med personalet, hvor formålet udelukkende er at være sammen, og hvor beboeren oplever en interesse for sin person og det, som han synes er betydningsfuldt (9). 

Det kan måske dreje sig om forhold fra beboerens liv, inden sygdommen udviklede sig, om her-og-nu-forhold som familiens trivsel eller måske bare vind og vejr. Det vil ofte være i de situationer, beboeren får mulighed for at bruge bevarede ressourcer, og medarbejderne kan få et glimt af den personlighed, som karakteriserede beboeren, inden sygdommen udviklede sig. 

Beboerne er ikke snu og egoistiske

Beboere med svigtende frontale færdigheder bliver ofte fejlopfattet som ikke rigtigt demente, men bare snu, egoistiske og ondskabsfulde (10). Hvis ikke beboerens mentale funktionstab er tydelige for alle, som hjælper, er der derfor en risiko for, at medarbejderne ikke opfatter beboeren som ”vores”, men som en, der ikke hører til på plejehjemmet, og som man derfor heller ikke rigtig har et ansvar for.

Derfor må sygeplejersken medvirke til, at alle medarbejdere får en forståelse for og accept af de særlige mentale vanskeligheder, som er årsag til beboerens umiddelbart irriterende og forstyrrende adfærd.

Jo bedre, medarbejderne kan genkende, forstå og forudsige beboerens reaktioner i forskellige situationer, jo større overskud bliver der til at opbygge gode relationer og positivt samvær.

I den forbindelse kan sygeplejersken ofte bruge beboerens livshistorie til at tydeliggøre konsekvenserne af de frontale skader. Livshistorien kan netop vise, at personen tidligere har levet et almindeligt liv med arbejde og sociale relationer, der ikke ville have været mulige, hvis beboeren dengang havde de mentale funktionstab, som han aktuelt er præget af i dag.

For mange medarbejdere er udfordringen ikke kun, at beboeren har en grænseoverskridende adfærd, men også at den hjælp, som støtter beboeren på den bedste måde, opfattes som uetisk og grænseoverskridende.

I et samfund, hvor individets frie valg er i højsædet, virker det forkert, når personalet må overtage den overordnede styring af et voksent menneskes liv og f.eks. bruge korte sætninger, aflede og tage ansvar for at forebygge konflikter mellem beboerne. Der er også en reel risiko for, at indsatsen bliver et hårdhjertet forsøg på at opdrage og disciplinere beboeren, hvis medarbejderne ikke forstår de mentale funktionstab, som er årsagen til beboerens væremåde. Derfor er det vigtigt, at sygeplejersken på den ene side hjælper medarbejderne med at finde de tiltag, både med hensyn til planlægning, kommunikation og tilpasning af de fysiske rammer, som giver borgeren den bedste livskvalitet, og på den anden side indgår i de etiske diskussioner på en konstruktiv måde, så konkrete situationer drøftes, og mulige alternativer vurderes. 

Læs også Trialogen ”Demens udfordrer sygeplejersker” i Fag&Forskning nr. 4/2016

kirsten-gotfredsen

Kirsten Gotfredsen  
Uddannet sygeplejerske 1979. Har siden 1991 arbejdet på demensområdet med forskning og udviklingsprojekter. Master i folkesundhedsvidenskab 2001. Modtog Alzheimerforeningens forskningspris i 2004. Etablerede samme år konsulentvirksomheden ”Masterclass på Demensområdet” og arbejder med rådgivning og undervisning primært om udadreagerende adfærd hos demensramte. 
kontakt@masterclass-demens.dk

Referencer

  1. Aftale om den nationale demenshandlingsplan. Sundheds- og Ældreministeriet. 15. december 2016.
  2. Lolk A, Andersen K. Forekomst af depression og demens blandt plejehjemsbeboere. Ugeskrift for læger 2015;(6):546-50.
  3. Olsen RS. Behov for særlige botilbud til borgere med frontallapsdemens. I Nyhedsbrev for demenskoordinatorer 2010(1).
  4. Waldemar G, Brændgård H. Demenssygdomme. I Paulson OB, Gjerris F, Sørensen PS editors. Klinisk Neurologi og Neurokirugi København: FADL’S Forlag;2015:582-600.
  5. Gotfredsen K, Persdatter K. Mennesker med nedsat funktion af frontallapperne på plejehjem i Danmark.
  6. Dinand C, Nover SU, Holle D et al: What is known about the subjective needs of people with behavioural variant frontotemporal dementia? A scoping review. Health and Social Care in the Community 2016;24(4):375-85.
  7. Faurschou L. Pleje af demente med frontallapsdemens. I Buss D:editor. Håndbog om demens; til pleje og omsorgspersonale på ældreområdet, undervisere og frivillige. Odense: Socialstyrelsen 2008:153-60.
  8. Massimo L, Grossman M. Patient Care and Management of Frontotemporal Lobar Degeneration American Journal of Alzheimer’s Disease & other Dementias 2008;(3):125-31.
  9. Edberg AK, Edfors E. Nursing care for people with frontal-lobe dementia – difficulties and possibilities. International Psychogeriatics. 2007;20(2):361-74.
  10. Pillemer K, Chen EK, Van Haitsma KS et al. Resident-to-Resident Aggression in Nursing Homes: Results from a Qualitative Event Reconstruction Study. The Gerontologist 2011;52:(1):24-33.
Abstract

Gotfredsen K. Nursing home residents with frontal lobe deficits can achieve improved quality of life

Nursing staff in nursing homes can assist the group of residents affected by impaired function of the frontotemporal lobes. These are residents who due to their medical condition have acquired difficulties coping with social contexts and exercising executive control of their own actions. 

In addition to presenting the difficulties faced by individuals affected by executive function deficits, we describe the interventions that can assist affected residents to achieve improved quality of life.  

Keywords: Frontotemporal dementia, nursing home residents, quality of life, conflict management, ethics

 

Emneord: 
Demens