Dilemma: Hvor loyal skal jeg være?

dilemma%2028%202004Illustration: Bodil Molich

En travl aftenvagt på en kirurgisk afdeling har jeg som sygeplejerske ansvaret for 10 patienter, bl.a. en ældre herre indlagt til observation efter et fald i hjemmet. Han har feber, er træt og sengeliggende, men svarer relevant på spørgsmål. Hustruen og en voksen søn er hos manden. I løbet af få timer ændrer hans tilstand sig, han bliver blussende, får kraftnedsættelse i venstre side og kan til sidst ikke kontaktes. 

Overlægen befinder sig tilfældigvis på afdelingen, så jeg henvender mig direkte til ham. Jeg fortæller ham om patienten og siger, at jeg tror, patienten har udviklet en form for hjerneblødning, og de pårørende forventer et tilsyn af en læge. Hertil svarer overlægen rasende: ”Hvad vil du have, jeg skal gøre ved det?” Jeg svarer, at de pårørende har krav på en samtale om tilstanden og forlader rystet kontoret. 

Halvanden time senere spørger sønnen, hvor lægen bliver af. 

Jeg fortalte ikke de pårørende, at lægen nægtede at tilse patienten, for de skal ikke midt i deres bekymring og angst inddrages i en konflikt. Jeg er rasende og føler mig magtesløs, da jeg synes, jeg må være loyal mod lægen. Men hvor langt går loyaliteten over for samarbejdspartnere, og kunne jeg have grebet situationen anderledes an? Hvad mener du? 

Eydna Vigstrup Skov er sygeplejerske på kirurgisk afdeling på Sygehus Nord i Thisted.

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 29 2004  

Tilkald en anden læge

Eydna har stået i en rigtig ubehagelig situation, og man forstår hendes magtesløshed og raseri, men samtidig er der nogle ting, jeg studser over.  

Kunne Eydna ikke have tilkaldt en anden læge? Hun skriver, at overlægen tilfældigvis er på afdelingen - måske skyldes hans rasende udbrud også en form for magtesløshed og vrede over at blive kastet ind i en situation, som han egentlig ikke har været involveret i. Han er åbenbart ikke i stand til at se så langt, at Eydna har brug for hjælp, og f.eks. foreslå en alternativ udvej. Hvor er den læge, der har vagt? Han/hun må vel være selvskreven til en samtale med de pårørende. Når det så er sagt, så skal man selvfølgelig ikke finde sig i at blive tiltalt i det tonefald, som Eydna er udsat for - og hvis det er gængs tiltaleform fra overlægens side, må man tage sagen op med den pågældende, evt. med hjælp fra sin afdelings- eller oversygeplejerske. I selve situationen hjælper det ikke de ulykkelige pårørende, at man inddrager dem i konflikten. 

Dorthe Fromberg, konsultationssygeplejerske, Brønshøj.

Patientens advokat

Som sygeplejersker skal vi være patientens advokat.  

En overlæge, der har mere end blot en rigtig dårlig dag, skal du ikke være loyal over for, medmindre du vil være loyal over for omsorgssvigt. Hvis nu denne mand går hen og dør, hvad vil du så gøre? Og ikke mindst - hvordan vil du have det med det? 

Du skal være loyal over for dit erhverv og passe på dig selv. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan du ville have det, hvis du var pårørende, og din far/mand bare bliver dårligere og dårligere - og sygeplejersken ikke handler på sine observationer.  

Gitte Mygind, Vejlby Lokalcenter.

Tilbage til orkanens øje

En ældre mands tilstand ændrer sig betydeligt i løbet af få timer på en travl kirurgisk afdeling. Afdelingens overlæge undlader at tage stilling til sygeplejerskens ønske om et lægeligt tilsyn til patienten samt en orienterende samtale med patientens pårørende. 

Ifølge De Sygeplejeetiske Retningslinjer (1.5) skal sygeplejersken i sit samarbejde med alle faggrupper udvise respekt. I tilfælde af interessekonflikt skal hensynet til patientens tarv varetages. 

Derfor må sygeplejersken, hvor ubehageligt det end måtte være, vende tilbage til orkanens øje og endnu en gang forsøge at komme i konstruktiv dialog med overlægen vedr. patientens tiltagende dårlige tilstand og de pårørendes bekymring.  

Endelig kan den vagthavende læge jo også påtage sig tilsynet af den ældre mand, men dette bør kun ske med overlægens vidende. 

Det er rigtigt ikke at inddrage de pårørende i konflikten, men søge den løst imellem parterne.  

Lone Langkjær, sundhedsplejerske i Ejby Kommune. Medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Samarbejde
Dilemma

Dilemma: Skulle jeg have sagt det?

dilemma%2026%202004Illustration: Bodil Molich

Denne historie foregår på en medicinsk afdeling, hvor min faster, Nina Pedersen, lige er sovet ind. 

I løbet af fire uger døde hun af cancer i lungerne med metastaser til hjernen og nok også til nyrerne. Hun var meget forvirret, ked af det og ved bevidsthed, indtil en uge før hun døde. Hun nåede ikke selv at finde ud af, hvad hun fejlede. Det vidste vi først til sidst i forløbet.

En aften ca. halvvejs i forløbet, hvor jeg var på besøg, kom en fortravlet ung aftensygeplejerske ind på stuen og sagde: ”Jeg måler lige din temperatur og dit blodtryk.” Hun tager Ninas arm og går i gang.

Nina forsøgte at skabe kontakt til sygeplejersken: ”Gider du skifte det bind, jeg har her, det er vådt.” (Hun har et net over sin venflon, den er ikke i brug). 

Sygeplejersken svarer ikke, men siger: ”Lig stille med armen” og måler blodtryk og temperatur. 

Hun forlader stuen uden at sige eller gøre mere. Hun fortæller aldrig Nina, hvad hendes temperatur og blodtryk var. Det ville have opmuntret Nina at vide, hun ikke havde feber, og at blodtrykket var i orden. Jeg talte selvfølgelig med Nina om det bagefter, men aldrig med den sygeplejerske, der havde behandlet min faster så dårligt. Mit dilemma var om jeg skulle blande mig. Set i bakspejlet, så er jeg ked af, jeg ikke sagde noget på en pæn måde. Hvad mener du? Skulle fasters sygeplejerske have haft ren besked? Hvorfor? Hvordan? 

Berit Frost er primærsygeplejerske på Stevns

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 27 2004   

Langt væk fra virksomhedsfeltet

Helt bestemt skulle der i den forbindelse have været sagt noget. For mig at se er denne fortravlede aftensygeplejerske ikke sig bevidst om sit virksomhedsfelt. Et af punkterne under sygeplejerskens virksomhedsfelt er netop: ”At udføre sygepleje.” Herunder skal sygeplejersken bl.a. yde en professionel omsorg, der tager udgangspunkt i patienten, samt kunne kommunikere og samarbejde med patienter og pårørende på en måde, der er præget af tillid og engagement. Samtidig ligger det i sygeplejerskens virksomhedsfelt, at hun skal drage respektfuld omsorg for dødende. Jeg finder ikke, at nogle af disse kriterier er blevet opfyldt, og forstår godt de pårørendes følelser. 

For mig at se lader hun Nina være tilbage med en følelse af utryghed, og ubesvaret spørgsmål om bl.a. værdierne af hendes blodtryk og temperatur. Jeg synes ikke, at sygeplejersken formår at identificere og bedømme Ninas behov for omsorg i denne situation. 

Denne sygeplejerske arbejder langt væk fra sit virksomhedsfelt og burde måske få det genopfrisket hurtigt. 

Det er kun rimeligt, at de pårørende havde taget personligt fat i aftensygeplejersken for at fortælle, hvorledes de oplevede situationen. Herved kunne hun måske været blevet sig bevidst om sine fejl og dermed forhåbentligt undgå at gøre det igen. 

Sarah Emilie Pedersen, sygeplejestuderende, Den Sønderjyske Sygeplejeskole..

Den er gal med menneskesynet 

Det er en behandling, der i første omgang fremkalder vrede. Samtidig kender jeg godt mine egne reaktioner, når jeg er presset. Jeg synes dog alligevel, at vi som sygeplejersker har en forpligtigelse til, når vi påbegynder en kontakt/behandling med en patient, at gøre det ordentligt i forhold til faglighed, etik og arbejdsforhold. Hermed mener jeg, at hvis sygeplejersken på et givet tidspunkt ikke har tid til den temperaturmåling og blodtryksmåling, således at hun informerer om, hvorfor det skal tages, hvad resultatet og hvilke konsekvenser det evt. har, så burde hun vente til senere. Det fremgår jo, at det ikke var akut, så hun kunne have ventet, til hun havde bedre tid, og den besøgende måske var gået. 

At sygeplejersken fuldstændig ignorerer, at patienten beder om at få skiftet forbindingen omkring sin venflon, er helt uhørt. Dels er der den faglige observation, som hun bør foretage, dels er det ubehageligt for patienten at ligge med en våd forbinding, og det er vel det, hun prøver at sige. Som pårørende havde jeg måske forsøgt at gentage det, patienten havde sagt måske lidt mere direkte og spørge om, hvilke værdier hun fik målt. Hvis hun stadig ikke havde taget sig tid til at lytte til patienten og skifte forbindingen, ville jeg have tilbudt at gøre det, hvis hun fandt materialerne frem. 

For en patient med en letal diagnose, hvad sygeplejersken formentlig har vidst, mangler hun helt den menneskelige dimension i sin sygepleje og burde egentlig slet ikke arbejde på sådan en afdeling, hvor kommunikation jo er et af de vigtigste redskaber. Der findes jo afdelinger, hvor man ikke behøver at kommunikere ret meget. I hvert fald er der noget galt i hele hendes fremtoning, som afspejler et menneskesyn, der ikke er foreneligt med plejen af cancerpatienter. Uanset hvor travlt vi har, er vi nødt til at være mentalt til stede, når denne kategori af patienter har brug for os. Det er et spørgsmål om planlægning. 

Helle Skot-Hansen, hjemmesygeplejerske ved Døgnplejen Sydbornholm. 

Apparatfejls-sygeplejerske 

Først en kondolance. Og så som svar på dit spørgsmål om du skulle blande dig: Selvfølgelig skulle du det. Du er vidne til en sygeplejerske, som handler ud fra apparatfejlsmodellen. Ved at blande dig kunne du give hende mulighed for konstruktivt at se på egen arbejdsgang og (måske) via refleksion blive mere omsorgsfuld. Nu er dit spørgsmål også, hvordan? Du kunne på vegne af din faster støtte hende i at få svar på sit spørgsmål ved at

  1. Gentage spørgsmålet. Blot lidt højere. Måske hørte hun det ikke? Dernæst, hvis den ønskede effekt ikke blev opnået:
  2. Spørge om hun har tid at vende tilbage på stuen senere og tale med din faster igen om det våde bind og værdierne, da hun muligvis har travlt nu?
  3. Tilbyde din hjælp med at skifte det våde bind om venflonen, og endelig:
  4. Gå efter sygeplejersken og uden for stuen være mere direkte og bede hende tage sig tid til at lytte til din faster nu mm.

Jeg mener, vi skal turde ruske op i hinanden. Vi skal kunne tåle at give og modtage kritik på en konstruktiv måde, både når vi som privatpersoner eller professionelt bliver inddraget i omsorgssvigt. Held og lykke videre frem. 

Lone Bonde Nielsen, konsultationssygeplejerske i Kolding.

Emneord: 
Dilemma

Dilemma

dilemma%2025%202004Illustration: Bodil Molich

Karla Nielsen er 79 år og indlagt på en hjerteafdeling, hvor hun er under overvågning på en telemetri. Karla har gennem længere tid været svagelig, men nu er ”dikkeværket ved at være slidt op,” som hun siger. Karla har ødemer i sine ankler, og hun har svært ved at trække vejret.

Det ser ikke ud til, at den medicinske behandling har den store effekt. Karla har været på afdelingen i ni dage, og hendes hund Kvik er i den periode blevet passet af ægtemanden Søren, som er 77 år. 

Men Karla savner hunden ”noget så skrækkeligt.” Næst efter havekolonien og Søren er hunden det bedste, mener hun. Hun spørger sygeplejersken Louise, som er fast aftenvagt, om Søren ikke må have lov til at tage Kvik med på besøg i en indkøbstaske den næste aften.

”Det er jo en lille hund, den gør ingen skade, og den er meget rolig,” siger hun. ”Bare i en halv time...” Louise taler med den sygeplejerske og de to social- og sundhedsassistenter, hun skal i vagt sammen med, og de beslutter sig for at... 

Hvad ville du foreslå, hvis du var en del af aftenholdet?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 25 2004    

Karla skal se hunden 

Sygeplejersken og de to social- og sundhedsassistenter beslutter sig for, at Søren må komme med hunden, men at hunden selvfølgelig ikke må komme ind på afdelingen. 

Derfor vil man så i en halv times tid se bort fra den kontinuerlige telemetriovervågning og være Karla behjælpelig med at blive transporteret ud i forhallen på sygehuset, hvor der - hvis det skulle ske, at Karla bliver utilpas - hurtigt via informationens bemanding vil kunne tilkaldes hjælp fra afdelingen. 

Karlas problem med at få vejret løses ved, at der i løbet af dagvagten bestilles en transportabel iltbombe til hende, så hun på sin tur ud til hunden fortsat kan være forsynet med den livsnødvendige ilt. Det aftales derfor med Søren, hvilket klokkeslæt han kommer til forhallen, og aftenpersonalet hjælper Karla op i kørestol eller kører sengen direkte ud i forhallen - det vil de lade Karlas sundhedstilstand afgøre den efterfølgende aften. 

Henrik Jørgensen, afdelingssygeplejerske på B 2, Medicinsk Afdeling, Farsø Sygehus Himmerland. 

Hent den hund 

Se dog at få hentet den hund! Det lyder, som om den kan give Karla lige det, hun har brug for, nemlig en omgang ubetinget kærlighed og omsorg fra hendes elskede hund! Psykisk pleje, kunne man vel kalde det i sygeplejetermer. 

Denne pleje er endda uden omkostninger - både personalemæssigt og økonomisk. Og tænk, måske kunne medpatienterne få sig en ordentlig én på opleveren ved at opleve Kvik og Karla i gensidig begejstret gensynsglæde - midt i alvoren, der vel trods alt præger en hjerteafdeling! 

Og skulle der være en enkelt hygiejneinteresseret blandt personale og patienter, så kør en gang med spritkluden. 

Anette Rotbøll, distriktspsykiatrisk sygeplejerske OG hundeejer/-elsker, ansat på Distriktpsykiatrisk Center KAS Glostrup.

Emneord: 
Dilemma

Dilemma

Bente er sygeplejerske på en travl medicinsk afdeling i Århus. En af hendes kollegaer, Ida, er både fastansat på afdelingen og tilknyttet et vikarbureau.

Ida har brug for at tjene mange penge oven i sin faste løn, for hendes store passion er rejser til eksotiske steder rundt om på kloden. Derfor arbejder hun på sine fridage, eller hun tager dobbeltvagter.

En dag er der særlig hektisk på afdelingen. Der ligger tre patienter på gangen, en sygeplejerske er på kursus, og to sygeplejestuderende har deres første dag på afdelingen. Den dag melder Ida sig syg.

Da Bente samme aften taler med en veninde fra en medicinsk afdeling på et andet hospital, fortæller veninden, at Ida har arbejdet som vikar på hendes afdeling samme dag. Ida har altså meldt sig syg fra sit faste arbejde for at tjene penge som vikar.

Bente overvejer sagen, og beslutter sig for at ... Hvad ville du gøre, hvis du var i Bentes sko?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 21 2004    

Ukollegialt 

Hvis jeg var Bente, ville jeg skrive et brev i en ordentlig tone om det for mig at se ukollegiale ved Idas valg af arbejdssted, og også det løgnagtige i at melde sig syg for ussel mammon. Her vil jeg nok komme til at nævne det svære for mig i fremover at tro på hende. Jeg vil spørge om, hvad hun selv ville gøre ved et lignende tilfælde; men hvor det var hende, der var på medicinsk afdeling og havde en kollega, der valgte vikarpenge. Brevformen vælges, da det kan give mig tid til at formulere mig ordentligt og give Ida tid til at tænke over et svar. Hvis jeg møder Ida, inden brevet udformes, så må jeg tage snakken ansigt til ansigt. Alt efter udfaldet må vi på afdelingen have nogle kollegiale aftaler, for det vil jo nok ske igen. 

Grethe Mortensen, Børneafd. 640, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg. 

Gå til ledelsen 

Jeg er selv vikar og har arbejdet udelukkende som dette i 3½ år. Er nu blevet fastansat 17 timer ugentlig på et plejehjem og supplerer min indtægt ved vikararbejde og almindelige ekstravagter på plejehjemmet. Jeg rejser selv to gange en måned om året over hele verden blot som fornøjelse. Jeg ville aldrig selv blot aflyse en planlagt vagt for at tage en anden, om det var på plejehjemmet eller i et af de tre vikarbureauer, som jeg bruger. Først til mølle får først malet. Hvis jeg oplever en anden gøre dette eller melder sig syg, vil jeg først og fremmest fortælle vedkommende, at det kan jeg ikke acceptere, og hvis det sker igen, vil jeg gå til ledelsen. 

Karin Moesby-Johansen er ansat på plejehjemmet Æblehaven, Brøndby Strand. 

Fyringsgrund 

Det er ulovligt at melde sig syg, hvis man ikke reelt er det. Det kaldes ulovlig udeblivelse og er fyringsgrund. Det er ikke ulovligt at tage dobbeltvagter, men det er efter min mening generelt umoralsk, fordi patienterne risikerer en træt og uoplagt sygeplejerske, fejl og lavere faglig kvalitet. Det er usolidarisk over for ens kolleger, der må tage slæbet. I øvrigt har vi forhandlet os frem til 11-timers reglen, der skal beskytte den enkelte medarbejder og sikre arbejdsmiljøet. Altså, der er ikke tale om et dilemma. 

Dernæst skal vi overveje, hvordan vi skal agere over for en kollega, der er ude på et skråplan. Sygeplejersker er egnede til at tale med andre mennesker - også når det gælder ubehagelige emner, smertefulde begrænsninger og emner, der fremkalder vrede. Kolleger er også mennesker! 

Jeg ville overvinde min pænhed og tale med min kollega om alvoren i hendes ulovlige, uansvarlige og usolidariske handling. Ud fra den samtale ville jeg afgøre, hvorvidt jeg ville lade sagen gå videre til sygehusets ledelse. De Sygeplejeetiske Retningslinjer kan støtte sygeplejersken. Det drejer sig særligt om ”Sygeplejersken og professionen”.

Edith Mark, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma
Etik