Dilemma: Stritører

Et barn kan ikke stikkes, og forældre og personale må holde barnet fast i nogle minutter, for at hun kan bedøves. Episoden sætter sine spor hos personale og forældre.

SY-2011-07-11-1En pige på 10 år skal opereres for stritører på begge sider, og operationen er planlagt til at foregå i fuld anæstesi, da både forældre og kirurg har vurderet, at indgrebet fordrer dette.

Pigen og hendes forældre har talt med anæstesilæge, og de er sammen blevet enige om, at bedøvelsen skal foregå ved i.v.-anæstesi, hvor pigen forudgående har fået lokalbedøvende plaster på begge håndrygge.

Situationen på operationsstuen udvikler sig på den måde, at pigen ikke kan stikkes ved første forsøg. Hun bliver meget ulykkelig og vil ikke samarbejde. Hun vil forlade operationsstuen uden at blive opereret, og hun er klart ligeglad med alle gode argumenter fra både forældre og anæstesisygeplejerske.

Forældrene ønsker, at pigen bliver opereret. Pigen bliver holdt af personale og forældre. Hun får bedøvelse via maske. Det tager 3-5 minutters kamp, så er pigen sovende, og indgrebet kan begynde. Men både forældre og personale er meget påvirkede af overgrebet, og alle er i tvivl om, hvorvidt man gjorde det rigtige i situationen.

Hvad tænker du?

Svar 1.

Et af de svære dilemmaer, som afspejler klinisk praksis meget præcist og levende, nemlig når klinikerne får etiske skrupler.

Pigen er under 15 år og derfor under forældrenes myndighed, men pigen har ret til at blive hørt. Kompleksiteten i casen fordrer en større grad af nuancering for at kunne komme i nærheden  af et relevant svar:

  • Hvor vigtigt er det for pigen at få foretaget operationen?
  • Er det mest forældrene, der er generet af stritørerne?
  • Er pigen forberedt på, at der er mulighed for, at anæstesien bliver indledt anderledes, og at der ikke er noget farligt ved det, måske kan det virke mere behageligt for pigen med de nye maskeanæstesier?
  • Hvordan har det kliniske personale forsøgt at hjælpe pigen igennem følelsen af at være ulykkelig, hun er jo ikke angst og skræmt fra vid og sans?
  • Har det kliniske personale for sædvane at tvinge børn i lignende situationer? Da der ikke er tale om et livsvigtigt indgreb, kan det være et argument for, at man lader skik og sædvane udfordre og dermed bliver bevidst om, at der kan forsøges alternativer.
  • Hvad gjorde det kliniske personale, da pigen vågnede op, i forhold til måden, anæstesien var indledt på og dermed oplevet af pigen? Osv., osv.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Hvilke forældre kender ikke til at have en dårlig smag i munden, fordi man har gennemtvunget noget, som man er stærkt i tvivl om er rigtigt? På samme måde kender alle sygeplejersker til den samme smag i munden. Det er ikke muligt at gøre det om, men det er en forpligtelse at lære af det!

I en fremtidig tilsvarende situation vil der være mulighed for at vælge mellem at fastholde barnet eller opgive at bedøve barnet den pågældende dag. Hvis sidste udvej vælges, kan det regne ned med argumenter om sygehusudgifter, forkælede børn og forældre, der ikke kan sætte sig i respekt osv., men hvad er det rigtige?

Barnet er den svage part uden mulighed for at bedømme situationen og valgets konsekvenser. Forældrene må handle på barnets vegne. Reelt står sygeplejersken med forpligtelsen til at stoppe op og spørge: Hvad er det rigtige i denne situation?

Der gives ikke noget endegyldigt facit, den enkelte situation er unik, og der kan ikke udarbejdes en procedure for den rigtige sygeplejehandling. En mulighed kunne være at dele sine tanker med kolleger og måske forældrene for at blive klogere på mulighedernes mangfoldighed.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma

Dilemma: En meget bange operationspatient

Tjek ind-proceduren før operation er for patientens sikkerhed, men hvad stiller man op, hvis proceduren forværrer patientens angst?

SY-2011-06-11-2En yngre, mandlig patient skal bedøves pga. et knoglebrud på underbenet. Skadestuen har givet op, fordi patienten ikke kan samarbejde pga. smerter og angst for hvide kitler.

Patienten er ved ankomsten til operation meget angst og trækker tæppet tæt rundt om sig. Efter en afklaring af, at patienten ønsker behandling, siger han, at han er ked af ikke at kunne styre sin angst og bekymring, men flytter sig så over på operationslejet.

Anæstesisygeplejersken forsøger at skabe et rum for sig selv og patienten, så hun kan forklare om bedøvelsen, monitoreringsudstyret og tale med ham om hans angst. Patienten har store pupiller, er kold, og alle blodkar er kontraherede. Høj puls, højt blodtryk. 

Det lykkes anæstesisygeplejersken at tale patienten til ro ... Patienten holder fast om anæstesisygeplejerskens ene hånd, som roligt berører hans kind. Patientens puls bliver roligere, han taler sammenhængende og siger, at han er klar til at blive bedøvet. 

”Du lover at være her, når jeg vågner,” siger han til anæstesisygeplejersken, og det lover hun. Personalet skal nu foretage ”tjek ind”, som foregår personalet imellem, mens patienten er vågen.

Her bekræftes eventuelle allergier, mærkning af operationssted, om udstyret er parat, om anæstesisikkerhedstjek er udført, om der er luftvejsproblematikker, om der er aspirationsrisiko, om det forventede blodtab er større end 500 ml, og om der er pulsoximeter på patienten.

Under proceduren bliver patienten igen urolig og utryg, pulsen stiger, og han græder. Anæstesisygeplejersken taler patienten til ro, lægger hånden på kinden og lover at være der, når patienten vågner.

Hvad tænker du om forløbet? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener, og skriv evt. dit svar på www.sygeplejersken.dk under dilemma eller på facebook.com/sygeplejersker

Svar 1.

For mig at se handler anæstesisygeplejersken dybt etisk: Patienten er kompetent til at træffe sit valg, og der er på ingen måde tale om tvang eller overtalelse via løgne. Sygeplejersken forsøger at hjælpe patienten igennem den procedure, han selv har valgt.

Det kan virke, som om systemverdenen vælter ind over patientens livsverden, og det vil være lige til højrebenet at skrive, at det er tjek ind-proceduren, der skal arbejdes med. Men det kan være så meget andet, og derfor vil jeg foreslå, at man opsporer patienten for at få talt situationen igennem og på den måde få et billede af, hvad der udløste den sidste reaktion. Man kan fortælle patienten, at interviewet har til formål at forhindre, at andre angste patienter skal igennem samme oplevelse.

Af Dorte E. M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale kliniske komité.

Svar 2.

Anæstesisygeplejersken står i et svært krydsfelt med en skrækslagen patient på den ene side og sikkerhedsprocedurer, der skal overholdes, på den anden side.

Dybest set gennemføres tjek ind-proceduren for at sikre patienten, men er det afgørende, at patienten hører alt vedrørende ”tjek ind”? Kunne det tænkes, at tjekket inddeles i to tempi, hvor de spørgsmål, som kræver patientens svar, overstås inden bedøvelsen, og resten venter, indtil patienten sover?

Når nu det altid er patientens ve og vel, der er omdrejningspunktet for sygeplejerskers virke, så er vi nødt til at tage procedurer og sædvaner op med jævne mellemrum. Vi bør udfordre hinanden og os selv på, om alt, hvad vi gør, tjener det gode formål, eller om det er bevidstløs videreførelse af ting, der engang gav mening. Det kunne være en overvejelse værd at spørge en udenforstående, hvilke spørgsmål der rejser sig.

Men det kræver mod – har vi det?

Af Grete Bækgaard Thomsen, formand for Sygeplejeetisk Råd

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk Det må fylde højst 900 tegn. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Dilemma
Etik
Operation

Amerikanske sygeplejersker kæmper for fagbevægelsen

En republikansk guvernør i den amerikanske delstat Wisconsin har fået den idé, at fagbevægelsen skal fratages retten til at forhandle brede kollektive overenskomster for de offentligt ansatte. Men sygeplejerskerne giver ikke op uden kamp.

SY-2011-05-35bI flere uger har demonstranter protesteret mod guvernørens lovforslag og vist deres støtte til fagbevægelsen. Op mod 100.000 demonstranter har fyldt pladsen foran parlamentsbygningen, som er blevet omdøbt til Tahrir-pladsen med henvisning til opstanden i Egypten. Foto: Polfoto

Mens de danske fagforeninger for offentligt ansatte for nylig kæmpede for at sikre en overkommelig overenskomst til sygeplejersker, lærere og pædagoger, kæmper den amerikanske fagbevægelse en helt anden kamp: Kampen om retten til overhovedet at forhandle kollektive overenskomster.

I delstaten Wisconsin har den nyudnævnte guvernør Scott Walker fra det republikanske parti fremsat et lovforslag, som bl.a. vil betyde, at fagforeningerne mister retten til at forhandle alt andet end løn ved de kollektive overenskomstforhandlinger. Samtidig har guvernør Walker skrevet ind i lovforslaget, at offentligt ansatte nu selv skal dække en større del af deres pensionsindbetaling og mindst betale en tiendedel af udgiften til deres sundhedsforsikring.

SY-2011-05-35c
I de første par uger efter guvernør Scott Walker fremsatte sit lovforslag, protesterede statens borgere døgnet rundt både uden for og inde i parlamentsbygningen Capitol i Madison, Wisconsin, USA. Det har guvernøren nu sat en stopper for, og bygningen er lukket af for offentligheden. Foto: Polfoto

Det betyder reelt en lønnedgang på omkring 8 pct. Bliver loven ikke gennemført, stiller guvernøren massefyringer i udsigt, fordi staten har millionunderskud på budgetterne. Lovforslaget ”the budget repair bill” har fået op mod 100.000 til at demonstrere i hovedstaden Madison. Thomas Doherty er sygeplejelærer på Edgewood College i Madison, og selvom vinteren med bidende kulde har tag i det nordøstlige USA, deltager han i protesterne sammen med sin kone og sine børn. ”Det er fredelige demonstrationer med mange familier, og de får støtte både fra resten af staten og fra hele nationen,” fortæller han.

Også nyuddannet sygeplejerske Elise Janssen, som arbejder på en intensiv hjerteafdeling på University of Wisconsin Hospital, har deltaget i demonstrationerne. ”Der er en masse mennesker her, som gerne vil høres, men ingen lytter til dem. Det er, som om guvernøren og republikanske lovgivere har slukket for vores frekvens. Folk er frustrerede, og stemningen bliver mere og mere ophedet,” siger hun.

Ringere kvalitet i pleje og uddannelse

Lovforslag vækker bekymring hos Thomas Doherty på flere måder: ”Sygeplejerskerne i USA er essentielle i sundhedsvæsenet. Der er mangel på sygeplejersker, og mange forlader faget. Sygeplejerskerne har i lang tid kæmpet for bedre rettigheder og bedre løn netop for at tiltrække flere til faget.

Hvis man fratager fagforeningerne muligheden for at forhandle om arbejdsforhold, vil vi samtidig se en opgaveglidning, fordi sygeplejerskerne ikke kan være med til at bestemme, om lavere lønnede faggrupper skal overtage deres opgaver. Lovforslaget vil altså både påvirke de sygeplejersker, som er medlem af en fagforening, og dem, som ikke er,” pointerer han.

SY-2011-05-35aNyuddannet sygeplejerske Elise Janssen er for nylig startet i sit drømmejob på en intensiv hjerteafdeling på University of Wisconsin Hospital. Hun frygter for patienternes sikkerhed, hvis fagforeningerne mister retten til at forhandle kollektive overenskomster. Privatfoto

Som sygeplejelærer er Thomas Doherty bekymret for besparelser på uddannelsen, fordi lovforslaget også vil forringe forholdene og lønnen for lærerne, og i sidste ende frygter han, at det betyder ringere kvalitet i uddannelsen og i sundhedsvæsenet generelt. Af samme årsag understreger han, at han samtidig er bekymret for sine børns fremtid i staten, fordi de vil være afhængige af både et sundhedsvæsen og uddannelsesinstitutioner
af ringere kvalitet.

Patientsikkerhed i fare

Elise Janssen er medlem af en fagforening, men det er kun omkring en tredjedel af de offentligt ansatte i USA. Fagforeningerne forhandler dog på alles vegne, som i Danmark. Hvis lovforslaget bliver gennemført, vil det få stor betydning for Elise Janssens arbejde på University of Wisconsin Hospital.

Pga. en ny ledelsesstruktur skal personalets kontrakter laves om, og hvis ikke fagforeningerne kan forhandle overenskomster om andet end lønnen, vil ledelsen kunne diktere alt vedrørende de ansattes arbejdsmiljø og personalegoder. ”F.eks. fik vores fagforening i 2006 forhandlet sig til, at der er en øvre grænse for overarbejde. Hvis lovforslaget går igennem, er der mulighed for, at de kan fjerne den grænse igen, så vi risikerer at skulle arbejde meget længe i træk.

Desuden har vi nu en grænse for, hvor mange patienter vi må have ansvar for ad gangen, og hvis den fjernes, kan det have store konsekvenser for patientsikkerheden.” Desuden er Elise Janssen bekymret for sin egen økonomi. Hun har studiegæld, og hvis hun samtidig skal betale mere i pension, kan hun betale mindre af på studielånet. ”For mig vil det betyde en udgift på op mod 6.000 USD (ca. 32.000 kr., red.) mere om året. For mange af mine kolleger betyder det, at pengene må gå til pensionsindbetaling i stedet for deres familie.”

Ønsker ikke strejke

Forslaget er allerede blevet stemt igennem i det ene af statens to lovgivende kamre. Republikanerne har flertallet i senatet, hvor lovforslaget nu skal til afstemning, så det er svært for de demokratiske senatorer at gøre modstand.

Men de har udnyttet en regel, der siger, at der skal være en vis andel af senatorer til stede for, at et lovforslag kan gennemføres, også selv om de pågældende ville stemme nej. 14 politikere fra det demokratiske parti er derfor flygtet ud af staten, så guvernør Walker må vente på, at de kommer tilbage, hvis han vil have lovforslaget gennemført.

Der har været spekulationer om, hvorvidt situationen vil udmønte sig i en generalstrejke, men det ønsker Elise Janssen ikke: ”Vi vil helst ikke strejke, for det ville ikke være sikkert for patienterne og heller ikke fair over for vores kolleger på hospitalet.” Hun håber i stedet på, at politikerne finder frem til et kompromis. Hun kan leve med at skulle betale mere til pension og sundhedsforsikring, men forhandlingsretten vil hun bestemt ikke af med.

OBS: Umiddelbart før trykstart blev lovforslaget stemt igennem. 

Fakta om Wisconsin

SY-2011-05-34a
Delstaten Wisconsin ligger i det nordøstlige USA. Befolkningsmæssigt er staten på størrelse med Danmark med ca. 5,5 mio. indbyggere.

Hovedstaden hedder Madison og har lidt over 200.000 indbyggere.

Den republikanske guvernør Scott Walker har siddet i spidsen for statens regering siden midtvejsvalget i november 2010.

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Dilemma
Krise
Miljø
Politik
Kultur

Dilemma: Pårørende på traumestuen?

Der er forskellige holdninger til, om nære familiemedlemmer må være til stede, når hårdt kvæstede personer modtager akut behandling på hospitalet. I dette dilemma er problemet sat på spidsen.

SY-2011-05-13Anæstesisygeplejersken på sygehuset modtager en alarm lige før kl. 19.  ”Traumekald” står der på displayet. På traumestuen samles de mange medlemmer af traumeteamet, og de læser på tavlen: ”23-årig mand, bil mod træ, vågen, ustabil, GCS 12, hoved, femur, thorax”. Samtale og stemning er rolig og spændt. Nu venter man bare på, at den præhospitale enhed skal komme med patienten.

Der går måske 12 minutter, før patienten ankommer. Traumeteamet går i gang med det arbejde, der skal gøres. Faglige termer flyver gennem luften: ”A? OK”, ”B? OK”. ”Vi har et C problem”.
En sygeplejerske stikker hovedet ind og siger: ”Jeg har en pårørende, må hun komme ind?”

Hvad tænker du? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Illustration: Pia Olsen

Svar 1.

I den aktuelle situation bør der være en procedure for, hvad der skal svares, og hvordan der skal handles, analog ABC-proceduren. Da spørgsmålet om den pårørendes tilstedeværelse stilles af en sygeplejerske, er det nærliggende at tro, at man har kutyme for at spørge herom.

Giver hændelsen anledning til refleksioner over, hvad der er etisk korrekt, vil det være en oplagt case at præsentere for den lokale kliniske etiske komité. Komitéen vil kunne lede klinikerne igennem etiske overvejelser i forhold til patientens autonomi og overvejelser i forhold til patientens bedste, hvis denne ikke er kontaktbar.

Videre vil begreber som system/livsverden, nytte- og pligtetik være meningsfyldte at reflektere over med baggrund i den aktuelle case, så det bliver muligt at danne sig et billede af, hvad der skal være den generelle procedure i modtageafsnittet.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale kliniske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

På den ene side er det vigtigt, at personalet har arbejdsro og kan koncentrere sig 100 pct. om patienten og den akutte behandling og ikke bliver afbrudt af en pårørendes tilstedeværelse og eventuelle påvirkning på patientens emotionelle tilstand under den livreddende indsats. Der kan desuden være forskellige holdninger blandt de professionelle til, om den pårørendes tilstedeværelse på traumestuen er acceptabel.

På den anden side er patienten ved bevidsthed og kan have brug for en pårørende ved sin side, ligesom det kan virke beroligende på den pårørende at se, at patienten bliver behandlet. Men hvis der sker en forværring i patientens tilstand, som gør det nødvendigt med hurtig indgriben f.eks. ved hjertestop, vil det ofte virke voldsomt for ikke-professionelle.

Den pårørende kan opleve at blive overladt til sig selv, fordi personalet koncentrerer sig om patienten. 

I de Sygeplejeetiske Retningslinjer hedder det, at sygeplejersken skal udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv, og at sygeplejersken skal vise respekt og omsorg for pårørende.    

I den aktuelle historie kan den pårørende få mulighed for at se og eventuelt få kontakt med patienten, samtidig med, at det respekteres, at det er de professionelles første prioritet at redde liv.

Det kan anbefales, at ledere og medarbejdere i traumeafdelingen beskriver deres fælles holdning til de pårørendes tilstedeværelse på traumestuen og udarbejder en vejledning om, hvordan personalet drager omsorg for de pårørende til traumepatienter.

Det kan medvirke til, at spørgsmålet: ”Jeg har en pårørende, må hun komme ind?” ikke bliver stillet i fremtiden.  

Af Randi Bligaard, udviklings- og kvalitetskoordinator, cand.cur., medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma
Pårørende
Traume

Dilemma: De frivilliges arbejdsindsats

Skal man være sygeplejerske for at kunne servere saftevand? Hvor går grænsen for, hvad de frivillige må tage sig af?

SY-2011-04-13-1aJenny er 82 år og indlagt på ortopædkirurgisk afdeling på regionshospitalet med en collum femoris-fraktur. I det postoperative forløb får Jenny infektion ved en indopereret protese og udvikler i forbindelse med et langvarigt sengeleje decubitus over os sacrum.

Jens, 65 år og tidligere kordegn, er tilknyttet hospitalet som frivillig. Afdelingssygeplejersken på Jennys afdeling er glad for de frivilliges tilstedeværelse, fordi de i stigende grad varetager omsorgen for de gamle, svage og syge patienter.

Pga. et usædvanligt stort personalefravær har Jens fået en del ekstraopgaver. Ud over en god snak med Jenny har han også skullet sørge for, at hun altid har drikkevarer på sit sengebord. Som Jens siger:

”Det er dejligt at kunne hjælpe de travle sygeplejersker, og vand og saftevand kan man jo altid servere, det behøver man ikke være sygeplejerske for at kunne.”

Hvad tænker du? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1.

Skal den ledende sygeplejerske følge skik og sædvane og dermed kun benytte uddannet personale, eller skal hun gå nye veje og få hjælp af ikkeuddannet personale?

Ingen af valgene giver i dette tilfælde garanti for, at der i afdelingen udøves professionel sygepleje, da det ikke ser ud til at være muligt at få fat i mere uddannet personale.

Ifølge de Sygeplejeetiske Retningslinjer skal man som uddannet sygeplejerske gøre opmærksom på de konsekvenser, de politiske prioriteringer får for udøvelse af den sygepleje, patienterne har brug for, men det kan være, at lederen allerede har gjort det, og hvad gør man så som leder?

Faren er, at man som leder begynder at lade de frivillige erstatte uddannet personale og dermed kommer til at dække over manglen på faguddannede.

Mangelsymptomerne synes allerede at have vist sig i denne case i form af tryksår, men det modsatte scenarie, at der ikke uddeles drikkevarer mellem måltiderne, ville måske have betydet flere komplikationer?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPS, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Frivillig organisation giver ofte et introduktionskursus. I den aktuelle historie får Jens pålagt at sørge for drikkevarer til Jenny, der har mange plejebehov, som kræver professionel pleje og ikke mindst observation.

I historien har Jens fået en opgave og udfører den øjensynligt til afdelingssygeplejerskens tilfredshed. Men afdelingssygeplejersken har ansvaret for, at plejen er på plads, og det er vigtigt, at hun har øje for, at netop en ufaglært person kan overse relevante og vigtige observationer.

Afdelingssygeplejersken giver udtryk for, at frivillige i stigende grad varetager omsorgen. Om hun mener hjælpefunktioner, er uklart. I en fortravlet hverdag kan det godt være, det ikke bliver udtrykt, men noget tyder på, at Jens har forstået, at han har en hjælperfunktion med en defineret opgave.

Afdelingssygeplejersken har ansvaret for plejen af Jenny. At Jenny har pådraget sig decubitus og infektion under sit ophold, er trist og beklageligt, hvilket gør fokus på pleje og behandling i afdelingen påkrævet med henblik på at minimere sådanne komplikationer. Forhåbentlig har afdelingssygeplejersken fokus på, at der også ydes professionel pleje til Jenny.

Hvis afdelingssygeplejersken og Jens kender deres ansvar og vil Jenny det godt, kan relationen mellem fagprofessionel og ikkefagperson udmærket blive god for Jenny.

Af Erik Weye, anæstesisygeplejerske, SD, medlem af Sygeplejeetisk Råd.
 

Emneord: 
Dilemma

Dilemma: For syg til Danmark

Skal jeg som sygeplejerske bare kigge til fra sidelinjen, når patienten bliver udskrevet og sendt hjem, vel vidende, at han har en meget lille chance for at overleve i sit eget land?

SY-2011-11-13Jeg er sygeplejestuderende og har i min praktik på sjette semester passet en person, som havde fået konstateret hiv og desværre også fået konstateret parasitten Toxoplasma gondii i hjernen. Han var derfor blevet lam i den ene side.

Han var ikke dansk statsborger, og under hans behandling blev det os pålagt, at vi skulle kontakte politiet, så han kunne blive sendt ud af landet.

Jeg vidste, at hvis denne person blev sendt hjem til sit eget land, ville han ikke kunne fortsætte i sin hiv-behandling, og behandlingen af toksoplasmose ville heller ikke være en

mulighed.

Mit dilemma er: Skal jeg som sygeplejerske bare kigge til fra sidelinjen, når patienten bliver

udskrevet og sendt hjem, vel vidende, at han har en meget lille chance for at overleve i sit eget land?

Vi har jo ved at uddanne os til sygeplejerske accepteret, at vi ikke bare må se til og lade et andet menneske dø! Og vi har altid pligt til at hjælpe en syg eller tilskadekommen person.

I denne situation har jeg ikke noget at skulle have sagt. Er det ikke meget forkert og uetisk?

Hvad tænker du om forløbet?

Svar 1

Vi skal som sygeplejersker udøve vores fag uden nogen form for diskriminering. Det vil i denne situation sige, at den udenlandske statsborger, ud fra etiske overvejelser, skal have samme pleje og behandling som en dansk statsborger. Nu kolliderer de etiske vurderinger i denne case med dansk lovgivning, og dansk lovgivning skal respekteres, men som fagperson bør man gøre opmærksom på lovens konsekvenser, der i sidste instans er en konsekvens af politiske prioriteringer.

Men når man har etiske overvejelser i forhold til sine medmennesker, bør man også have etiske overvejelser i forhold til sig selv, og i denne situation kan jeg være i tvivl om, hvorvidt du som studerende kan blive den svage part i denne sag. Vil du kunne bære den debat og opmærksomhed, en omtale af denne sag vil give? Er der andre muligheder, end at du alene gør noget?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Skal man som sygeplejerske efterkomme et pålæg – uklart fra hvem – om at kontakte politiet, så patienten bliver hjemsendt til eget land efter hospitalsbehandling?

Ud fra et juridisk perspektiv kan udlændinge uden lovlig ophold i Danmark kun modtage sygehusbehandling ved akut sygdom og skal udvises, når de ikke længere er omfattet af akutkravet.

Ud fra et etisk perspektiv har sygeplejersker pligt til at beskytte og bevare liv samt lindre lidelse. Desuden påpeger de internationale konventioner retten til fri og lige adgang til sundhedsydelser.

Der opstår således en konflikt, når migranters adgang til basale sundhedsydelser reguleres ud fra sygdoms- og opholdsstatus.

Som sygeplejerske kan jeg ikke gå ind for at bryde landets love, men jeg kan heller ikke acceptere, at humanitære sundhedsydelser kriminaliseres.

Det beskrevne dilemma er et udtryk for spændingsfeltet mellem rollerne som hjælper og kontrollant, hjælpepligten over for pligten som lovlydig borger, solidaritet med patienten kontra loyalitet over for myndighed.

Af Susanne Ardahl, underviser, Social- og sundhedsuddannelses Centret i Herlev, medlem af Sygeplejeetisk Råd

Emneord: 
Etik
Dilemma
Indvandrer

Dilemma: En forfærdelig graviditet

I jagten på det gode liv har sundhed fået en fremhævet plads. Spørgsmålet er, om sundhedsvæsenets ansatte går for vidt eller går galt i byen, når de f.eks. tager fat på et emne som overvægt.

SY-2011-14-13aSundhedsplejersken er på etableringsbesøg og spørger Bolette, hvordan graviditet og fødsel er gået. Spørgsmålet giver Bolette tårer i øjnene. ”Det har været forfærdeligt,” hvisker hun. ”Jeg havde hele tiden fornemmelsen af at skade mit barn med vilje, sådan som de talte til mig.”

Under den efterfølgende samtale kommer det frem, at jordemoderen ved første konsultation havde følt på livmoderen og herefter sagt: ”Det barn er godt pakket ind.”

Sådan var hvert møde med sundhedsvæsenet blevet krydret med bemærkninger om Bolettes størrelse, om risikoen for barnet under graviditeten og risici ved fødslen. 

Bolette havde hele vejen igennem følt, at der blev talt ned til hende, og at hun var stemplet som en ukontrolleret, overspisende kummefryser uden omsorg for barnet.

Hvad tænker du om Bolettes graviditet og kontakt med sundhedsvæsenet?

Svar nr. 1

Det er ikke ualmindeligt i klinisk praksis, at de fagprofessionelle, i deres forsøg på at hjælpe patienten til den bedste behandling og pleje, ubevidst kommer til at afvise eller overhøre patientens egne ønsker og forventninger til ”det gode liv”. Det er tilgiveligt og forståeligt, da sådanne handlinger bunder i ønsket om at hjælpe medmennesket med de fagligt begrundede bedste tiltag.

Hvad der i denne case vækker bekymring, er, at en bemærkning som ”det barn er pakket godt ind” ikke kan være fagligt begrundet. Sætningen kan tages som udtryk for stigmatisering, og her burde en uddannet jordemoder fungere som stopklods og redningsplanke for den overvægtige, og i stedet burde jordemoderen tilbyde sin faglige bistand med udtalt empati (nærhedsetik).

Sundhedsplejersken bør anvende Bolettes tillid som afsæt for en kontakt til den pågældende jordemoder og ikke blot tale med denne, men med hele gruppen af jordemødre i det pågældende område. Bolettes negative oplevelse kan måske vendes til et positivt samarbejde om, hvordan man på tværs af traditionelle faggrænser arbejder konstruktivt med udfordringerne i det tværgående patientforløb.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus. 

Svar nr. 2 

At blive gravid og vente sit barn er en stor oplevelse, og for de allerfleste er det forbundet med angst for ikke at gøre det bedste for det lille menneske. Oven i angst, glæde, forventning og bekymring er det ultimativt sundhedsvæsenets opgave at støtte den gravide.

En stigende stigmatisering af overvægtige i samfundet legaliserer ikke professionelles adfærd i sådanne situationer. Vi er forpligtet til at møde det andet menneske, hvor det befinder sig og derfra råde og vejlede. Hvordan vil Bolette møde sundhedsvæsenet i fremtiden, når hun selv eller barnet har brug for systemet?

Vi skal som professionelle altid møde patienten med respekt for personen og de valg, vedkommende har truffet i forhold til sit liv. Vi kan være enige eller uenige med den pågældende, men det må aldrig smitte af med fordømmelse eller morsomheder på den pågældendes bekostning.

Måske kunne vi komme et stykke ad vejen ved at spørge Bolletter på vores vej, om der er noget, vi kan hjælpe med, når …
 
Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Etik
Dilemma
Gravid

Dilemma: Fundet død efter at være gået fra plejehjemmet

Hvorfor er brugen af GPS’er ikke mere udbredt på landets plejehjem? Det spørgsmål stiller en sygeplejerske, som selv har været pårørende til en dement plejehjemsbeboer, der blev fundet død.

SY-2011-12-dilemma

Illustration: Pia Olsen

En sygeplejerske fortæller: Inden for ganske kort tid er to demente plejehjemsbeboere gået fra deres bopæl på plejehjemmet. Begge er efter flere døgn blevet fundet døde. Jeg er pårørende til den ene og har derfor haft problematikken tæt inde på livet.

Når det nu er muligt at give dørsøgende, ældre borgere en GPS på, selv mod deres ønske, hvorfor er det så ikke mere udbredt på landets plejehjem?

Hvad tænker du om problematikken? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1

Skal casen betragtes som et klinisk etisk dilemma og ikke blot som en beskrivelse af omsorgssvigt, må overvejelserne gå på, om man skal lade de demente bestemme selv, som jeg går ud fra, er det juridisk korrekte i dette tilfælde, eller man skal skærme dem og dermed fratage dem selvbestemmelsen.

Det sidste kan i dag gøres på mange forskellige kreative og omsorgsfulde måder, så den demente ikke selv føler sig ydmyget eller på nogen måde er fastholdt eller nedværdiget. Men der kan argumenteres for, at det er nedværdigende at sætte virtuelle rammer op uden det pågældende menneskes vidende. Men når nu alternativet er stor risiko for lemlæstelse, lidelse eller død, vil jeg sidestille den kreative skærmning med Kari Martinsens svage paternalisme, at vi sanser og tolker medmenneskets behov og handler på disse som sygeplejersker og medmennesker.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Alle mennesker har ret til frihed, men også krav på omsorg, når man ikke er i stand til at tage vare på sig selv. GPS’en kan være en nyttig og tryghedsskabende foranstaltning for personer, der har svigtende steds- og orienteringssans, men hvor trafiksikkerheden er intakt.

I modsat fald kan en GPS eller et pejlesystem ikke beskytte den pågældende mod farlige situationer. Der bør i stedet sættes ind med en række alternative omsorgstilbud, hvor den enkelte borger bliver mødt med menneskelig kontakt og får mulighed for et trygt udendørs liv i følgeskab.

I omsorgen for mennesker med demens er der ofte tale om en afvejning mellem på den ene side hensynet til den enkeltes selvbestemmelse og personlige frihed, og på den anden side den enkeltes tryghed, sikkerhed og værdighed. Pejleteknologi kan således for nogle mennesker være en ideel løsning, der tilgodeser ovenstående værdier. Men pejleteknologien må aldrig føre til besparelser eller nednormeringer i plejen og erstatte den menneskelige omsorg. 

Så kort og lidt populært sagt: Den ældre skal bevare retten til at gå, og personalet har pligten til at passe på.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk  Det må fylde højst 900 tegn. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Etik
Dilemma
Plejecenter
Død

Dilemma: Det klarer jeg selv

"Den kommunale hjemmepleje handler med baggrund i det, de tror, der er til patientens bedste. Men i dette tilfælde kan patientens bedste forvolde skade."

SY-2011-01-dilemmaBodil er 92 år og mere eller mindre permanent sengeliggende. Hun har svært ved at huske, men er alligevel en selvstændig kvinde med sine meningers mod og talegaverne i behold.

Hun har både kommunal hjemmepleje og privat hjælp af en tidligere plejehjemsassistent. Men Bodil vil ikke modtage hjælp til personlig hygiejne af den kommunale hjemmepleje. ”Nej tak,” siger hun, ”det har jeg ikke brug for i dag,” eller ”det klarer jeg selv.”

I praksis betyder det, at der kan gå tre-fire dage, hvor Bodil ikke kommer i bad, når den private hjælp er på ferie eller holder fri.

En af de erfarne medarbejdere i kommunen siger, at man bare skal gøre sit arbejde og ikke spørge for meget, andre tager Bodils besked for gode varer og vender i døren, når de har spurgt Bodil, om hun vil i bad. I hjemmeplejen diskuterer man, hvad der vil være den rette fremgangsmåde.

Hvad synes du? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar nr. 1.

Bodil får lov til at bestemme selv, da hun er en selvstændig kvinde med sine meningers mod og talegaverne i behold. Men det fremgår ikke af historien, om det er vurderet, hvorvidt Bodil er kompetent til selv at bestemme.

Kender Bodil konsekvenserne af de valg, hun foretager, kan hun med egne ord fortælle og dermed reflektere over, hvad der sker med hendes krop og psyke, når hun ikke kommer op af sengen og foretager personlig hygiejne?

Den kommunale hjemmepleje handler med baggrund i det, de tror, der er til patientens bedste. Men i dette tilfælde kan patientens bedste forvolde skade. Ved Bodil, at hendes valg kan give hende smerter i form af tryksår og betændelsestilstande?

Et andet spørgsmål er, om beslutningen er i overensstemmelse med Bodils tidligere livsstil. Hvis hun eksempelvis var meget sirlig og velsoigneret, vil det stå i kontrast til hendes beslutning på nuværende tidspunkt.

Hvad jeg ville gøre? Spørge Bodil, om vi ikke skulle sætte os sammen med den private hjemmehjælp og få lagt en fælles plan. Måske kommer det samtidig frem, hvorfor hun ikke ønsker hjælp fra den kommunale hjemmepleje.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPS, formand for den lokale kliniske komité ved Aalborg Sygehus

Svar nr. 2.

Hjælperens umiddelbare etiske dilemma består i valget mellem at udføre eller undlade at udføre personlig pleje, når Bodil siger ”nej tak.” 

Hvad er risikoen ved at undvære personlig pleje, indtil den faste medhjælp er tilbage?

Hjælperen må skabe tillid ved at respektere Bodils selvbestemmelsesret, observere hendes tilstand og hjem og melde tilbage om sine observationer og sine overvejelser til sin leder.

Lederen må hurtigst muligt skabe mulighed for, at gruppen reflekterer over Bodils situation og over gruppens uenighed om hendes behov for personlig pleje i forhold til behovet for selvbestemmelse.

Sygeplejersken kan deltage som rollemodel og supervisor i forhold til at præcisere de værdier, der må være til stede i plejen, så gruppen står samlet, og Bodil fremover kan bevare sin værdighed, føle sig tryg ved at modtage hjælp fra hjemmeplejen og opleve, at hendes grundlæggende og helbredsmæssige behov sikres. 

Af Annette Hegelund, udviklingssygeplejerske i Ældreafdelingen i Glostrup Kommune, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Dilemma
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste

Dilemma: Etniske smerter

En tyrkisk kvinde klager igen og igen over smerter i låret, men lægerne kan ikke umiddelbart finde en forklaring. På skadestuen får kvinden ingen hjælp, kun en sær bemærkning med på vejen.

SY022013dilemmaEsme, som oprindelig kommer fra Tyrkiet, har boet i Danmark sammen med sin mand og fire sønner siden 1997. Hun er en kraftig kvinde klædt i ankellang brun frakke, hun taler ikke så godt dansk, men har klaret at arbejde med rengøring i seks år. Nu har voldsomme, jagende smerter i højre lår fået hende til at gå til læge. Egen læge kan ikke umiddelbart føle noget på låret, men henviser Esme til en ortopædkirurg, som heller ikke kan finde noget usædvanligt. Han har henvist Esme til en røntgenundersøgelse, men der er ventetid. Esme klager fortsat over svære smerter og kan ikke længere passe sit arbejde.

”Mon ikke det er etniske smerter?” hører Esmes søn på 17 år en fagperson sige på skadestuen, hvor Esme en sen aften har søgt hjælp for sine smerter. Esmes søn går i 1. g, han bliver nysgerrig, så han siger til den hvidklædte fagperson: ”Jeg hørte, du sagde, at min mor nok har etniske smerter. Kan du sige mig, hvad det er for nogen smerter?”

Efter diverse undersøgelser, får Esme stillet diagnosen cancer med spredning til andre dele af kroppen. Hvad tænker I om Esmes forløb?

 Hvad svarer fagpersonen? Vi har stillet spørgsmålene til to eksperter i sygeplejeetik.

Svar 1

Omkring udtalelsen ”etniske smerter”, må fagpersonens intension være, at hele patientens situation bør tages med i betragtning, når der foretages en smerteudredning. Kan der være forhold i Esmes kultur eller livsmønster, der kan have indflydelse på smerteudtrykket, og er der i dialogen med Esme fokuseret på, at hun ikke taler så godt dansk? Her tænkes på at inddrage familien i dialogen og helst over flere gange.

At Esme ikke taler så godt dansk og er opdraget i et andet kulturmønster end det danske, må ikke overskygge det faktum, at Esme ikke er færdigudredt, hvilket er en mulig fare. Udtalelsen vedrørende de etniske smerter bør være ment som en hjælp til at få patienten til at træde tydeligt frem for klinikeren i det fortsatte udredningsforløb. Udtalelsen må ikke blive en forklaring på smerteudtrykket alene, men skal være et supplement til den fortsatte udredning. En udmærket etisk parameter for klinikeren er, om lignende overvejelser og udtalelser ville være foretaget, hvis det var en person, som var født og opvokset i Danmark. Og med hvilken begrundelse.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Den ærlige fagperson er nødt til at svare sønnen, at der i moderens tilfælde er usikkerhed om, hvad hun fejler, og at udtrykket bruges, når mennesker fra fremmede kulturer har smerter, der er svære at finde årsagen til. Når man vælger at benytte et sådant udtryk, må man også forklare det.

I forhold til forløbet er det jo en grum historie, der skal skærpe vores opmærksomhed på det enkelte menneske – og hele mennesket. En klog mand sagde engang: Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det må i sandhed siges her.

Etniske smerter kan i værste fald blive en rodekasse for det, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved, og i allerværste tilfælde en sovepude, fordi etniske smerter kan blive en kattelem for de sundhedsprofessionelle. Begrebet kan medvirke til stigmatisering af mennesker, der ikke kommer fra vores egen kultur, og det kan aldrig være tilladt, idet sygepleje gives til den, der har behov for sygepleje!

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk råd www.dsr.dk/ser/

Emneord: 
Etik
Indvandrer
Dilemma
Diagnostik