Når kollegaen er patient

Det kan udløse bedre pleje og mere opmærksomhed, men også nervøsitet, forsømmelse og fordomme, når sygeplejersker skal pleje patienter, som selv er sundhedsfagligt uddannet.

Sy-2011-17-18-1xx
Foto: Søren Svendsen

De fleste sygeplejersker står før eller senere over for at skulle pleje en kollega. Sygeplejersken har fået mange henvendelser fra læserne om, hvordan det er at have en anden sygeplejerske eller læge som patient, og tendensen er tydelig: Det er en stor udfordring, som langtfra håndteres ens af alle.

Læserne fortæller om stor forskelsbehandling, hvis patienten er sygeplejerske eller læge. Der er både fokus på at gøre indtryk og ikke fejle med sin viden, men der eksisterer også ofte en mening om patienten som værende besværlig og kontrollerende.

En læser fortæller, hvordan man på en afdeling måtte opgive at pleje tre ældre læger ud fra den nyeste viden, fordi de ikke var til sinds at høre efter sygeplejerskerne, og deres egen viden om sygepleje var forældet. En anden undlod at veje en overlæge, hvor det ellers var almindelig procedure, fordi hun syntes, det var pinligt. Hun var desuden flov over at bruge ældre udstyr, når hun tog blodtryk på en patient, som var narkosesygeplejerske.

”Vi er alle til eksamen, når den gruppe er patienter,” skriver en læser, og en spørgeskemaundersøgelse fra bachelorprojektet ”Hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?” fra 2009 viser da også, at størstedelen af sygeplejerskerne bliver påvirket af, at patienten selv er sygeplejerske.

Lige under halvdelen bliver påvirket i den sygeplejefaglige relation til patienten, når denne er sygeplejerske, viser undersøgelsen.

I de følgende artikler sætter vi fokus på problemstillingen ved at høre fra sygeplejersken, der pludselig måtte pleje både sin afdelingssygeplejerske og en nær kollega, og hende, der har specialiseret sig i at behandle sundhedspersonale, ligesom psykologer giver deres bud på, hvorfor det er udfordrende for sygeplejersker at pleje sygeplejersker.

Sygeplejersken efterlyste erfaringer med kollegapleje og fik bl.a. disse henvendelser

”Jeg bliver altid ekstra bevidst om procedurer og f.eks. tekniske arbejdsgange. Ikke at de bliver anderledes, men jeg kan føle mig observeret.”

Respondent, bachelorprojektet ”Hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?”

”Jeg inddrog patienten og fik mange gode snakke om, hvordan man gjorde ”i gamle dage”.” 

Respondent, bachelorprojekt ”Hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?”

”Vi får aldrig at vide, hvis patienten er murer eller skraldemand.”

 Dorthe, sygeplejerske, mail til redaktionen

”At have sygeplejersker som patienter kan være sjovt. Det er, som om vi kan sammenligne noter.”

”Tweety”, operationssygeplejerske, www.allnurses.com

”Vi forventer, at de patienter ser med andre øjne på vores arbejde, fordi de jo må kunne se, at vi har travlt, eller at de må kunne forstå, hvorfor de ikke kan få mere smertestillende osv.” 

Dorthe, sygeplejerske, mail til redaktionen.

 ”Efter jeg havde kørt hele informationsprogrammet af, røber han, han er læge. Jeg undskylder, at jeg ikke har haft nogen chance for at læse hans journal. Men han siger, at det var rigtigt dejligt at få den information, for: "hvad ved en praktiserende læge egentligt om præ/post-operativ sygepleje ift. korsbåndsoperationer?"" 

Liselotte, sygeplejerske, mail til redaktionen.

”Man kan da ikke veje en overlæge.” 

Mette, sygeplejerske, pr. telefon til redaktionen.

”Fællesskabet giver en indforståethed, og jeg føler, det er lettere at ”knytte bånd” til patienten. det giver en intimitet og fælles identitet, som jeg prøver at bruge positivt. Men man er også til vurdering på en måde.” 

Respondent, bachelorprojekt ”hvordan påvirkes sygeplejersken i den sygeplejefaglige relation, når patienten har samme profession?”

”Jeg havde engang en sygeplejerske indlagt, og hun var en patient, man måtte sætte grænser for, hvis man ikke ville køres rundt i manegen.”

Dorthe, sygeplejerske, mail til redaktionen.

”Min vejleder skulle passe chefkirurgen. Han var berygtet for at være et kæmpefjols, der kastede med ting og råbte ad sygeplejerskerne (…) Da han vågnede fra anæstesien, havde hun sat et billede på hans seng af hans ædlere dele med en gul sløjfe om (…) Hun havde et andet eksemplar og sagde: ”Hvis du er en god dreng, viser jeg det ikke til andre!” Lad os bare sige, han opførte sig eksemplarisk fra da af.”

”Crni-Icu20”, intensivsygeplejerske, www.allnurses.com

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Etik
Dilemma
Sygepleje-patient-forhold
Sygepleje
Sygeplejerolle

Dilemma: Den stationære gamle kone

Marie er 81 år. Hun har mistet sin mand og har svært ved at komme videre i livet. Hun har fået stillet diagnosen Alzheimer og er i medicinsk behandling suppleret med hjertemedicin. Hun bor i eget hus og klarer sig selv med hjælp fra to døtre. Hjemmesygeplejersken doserer medicin hver 14. dag.

SY-2011-03-10Under et besøg opdager datteren Jette, som er sygeplejerske, at der er rod i medicinen. Doseringsæsken er erstattet af poser med navn, dato og klokkeslæt. Poserne viser, at Marie ikke har fået sin medicin regelmæssigt.

Jette kontakter Maries læge, som henviser til hjemmesygeplejersken. Hun oplyser, at de ikke kommer hos Marie mere, fordi Marie er en såkaldt stationær patient, som får den samme medicin gennem hele døgnet.

Jette spørger, hvem der så tilser Marie, observerer medicinens virkning, bivirkning og følger udviklingen i Alzheimer. Hjemmesygeplejersken svarer, at pga. besparelser må de ikke besøge stationære patienter mere, men at der kommer en social- og sundhedshjælper og tilser Marie en gang imellem.

Jette oplever at blive afvist uden faglig argumentation, hun er bekymret for sin mor og kontakter atter moderens læge. Han er enig i, at Marie har behov for kvalificeret tilsyn. Det resulterer i, at lægens konsultationssygeplejerske besøger Marie med faste mellemrum.

Lægen sørger for, at en hjælper tilser Marie hver morgen. Jette oplever, at hjemmesygeplejen tilsidesætter fagligheden til fordel for økonomi.

Hvad tænker du?
 

Svar 1.

Et klinisk etisk dilemma defineres bl.a. ved, at en patients ønsker og behov ikke er indfriet. Denne case starter med et problem, der bliver løst for Marie. Der bliver etableret de tilsyn og den hjælp, man ud af casen kan vurdere, Marie har brug for, og den er endda bedre end den hjælp, der initialt blev budt fra hjemmesygeplejerskernes side. Det er datteren Jette, der som privatperson får udvirket, at moderen får den nødvendige hjælp.

Casen er et eksempel på, at det er en fordel i rehabiliteringsforløbet at have et godt netværk. På samfundsniveau er det et etisk dilemma, at ”lige adgang til sundhedsvæsenet bevirker ulige hjælp”. Oplever man som sygeplejerske i sit arbejde, at der opstår sundhedsfaglige svigt på baggrund af mangelfulde ressourcer i hverdagen, skal man ifølge De Sygeplejeetiske Retningslinjer synliggøre det.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPS, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.
 

Svar 2.

Marie lider af Alzheimer og må formodes at have svært ved at holde styr på f.eks. medicin i poser. Hun har aldrig tidligere i sit liv fået medicin i små poser, som hun oven i købet skal huske at tage på bestemte tidspunkter.

Det er interessant, at Marie er kategoriseret som stationær, når det ikke er muligt for hende at indtage sin ordinerede medicin. Hvem sikrer, at Marie har forstået den information, der er givet? Det er ikke en mulighed at sige, at Marie har fået ordineret medicinen af sin læge, og derfor kan sygeplejersken trække sig fra opgaven. Der er stadig en forpligtelse til at sikre sig, at Marie får sin medicin, og hvad med opgaven der knytter sig til observationer?

I sygeplejen taler vi ikke om undladelsessynder, men det kunne være gavnligt for den enkelte sygeplejerske at gennemtænke konsekvenserne i forhold til de opgaver, vi ikke udfører, uanset hvor vi sidder i systemet.

Vi er forpligtede til at synliggøre konsekvenserne af ledelsesmæssige og politiske prioriteringer. Hvis vi forholder os tavse, er der fare for, at der bliver mange Marier, og hvad sker der for den Marie, der ikke har en opmærksom datter?

Af Grete Bækgaard Thomsen, formand for Sygeplejeetisk Råd.
 

Emneord: 
Dilemma
Etik

Dilemma: Etniske smerter

​Rie er 24 år, sygeplejerskestuderende og i praktik i hjemmeplejen. Hun har glædet sig til praktikken, men indser efter 14 dage, at der er rigtig mange gamle, plejekrævende mennesker i kommunen. Det skuffer Rie.

2011-02-helebladet%20(38)

En tyrkisk kvinde klager igen og igen over smerter i låret, men lægerne kan ikke umiddelbart finde en forklaring. På skadestuen får kvinden ingen hjælp, kun en sær bemærkning med på vejen.

Esme, som oprindelig kommer fra Tyrkiet, har boet i Danmark sammen med sin mand og fire sønner siden 1997. Hun er en kraftig kvinde klædt i ankellang brun frakke, hun taler ikke så godt dansk, men har klaret at arbejde med rengøring i seks år. Nu har voldsomme, jagende smerter i højre lår fået hende til at gå til læge.

Egen læge kan ikke umiddelbart føle noget på låret, men henviser Esme til en ortopædkirurg, som heller ikke kan finde noget usædvanligt. Han har henvist Esme til en røntgenundersøgelse, men der er ventetid. Esme klager fortsat over svære smerter og kan ikke længere passe sit arbejde.

”Mon ikke det er etniske smerter?” hører Esmes søn på 17 år en fagperson sige på skadestuen, hvor Esme en sen aften har søgt hjælp for sine smerter. Esmes søn går i 1. g, han bliver nysgerrig, så han siger til den hvidklædte fagperson: ”Jeg hørte, du sagde, at min mor nok har etniske smerter. Kan du sige mig, hvad det er for nogen smerter?”

Efter diverse undersøgelser, får Esme stillet diagnosen cancer med spredning til andre dele af kroppen. Hvad tænker I om Esmes forløb? Hvad svarer fagpersonen? Vi har stillet spørgsmålene til to eksperter i sygeplejeetik.

Svar 1.

Omkring udtalelsen ”etniske smerter”, må fagpersonens intension være, at hele patientens situation bør tages med i betragtning, når der foretages en smerteudredning. Kan der være forhold i Esmes kultur eller livsmønster, der kan have indflydelse på smerteudtrykket, og er der i dialogen med Esme fokuseret på, at hun ikke taler så godt dansk? Her tænkes på at inddrage familien i dialogen og helst over flere gange.

At Esme ikke taler så godt dansk og er opdraget i et andet kulturmønster end det danske, må ikke overskygge det faktum, at Esme ikke er færdigudredt, hvilket er en mulig fare. Udtalelsen vedrørende de etniske smerter bør være ment som en hjælp til at få patienten til at træde tydeligt frem for klinikeren i det fortsatte udredningsforløb.

Udtalelsen må ikke blive en forklaring på smerteudtrykket alene, men skal være et supplement til den fortsatte udredning. En udmærket etisk parameter for klinikeren er, om lignende overvejelser og udtalelser ville være foretaget, hvis det var en person, som var født og opvokset i Danmark. Og med hvilken begrundelse.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

Den ærlige fagperson er nødt til at svare sønnen, at der i moderens tilfælde er usikkerhed om, hvad hun fejler, og at udtrykket bruges, når mennesker fra fremmede kulturer har smerter, der er svære at finde årsagen til. Når man vælger at benytte et sådant udtryk, må man også forklare det.

I forhold til forløbet er det jo en grum historie, der skal skærpe vores opmærksomhed på det enkelte menneske – og hele mennesket. En klog mand sagde engang: Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det må i sandhed siges her.

Etniske smerter kan i værste fald blive en rodekasse for det, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved, og i allerværste tilfælde en sovepude, fordi etniske smerter kan blive en kattelem for de sundhedsprofessionelle. Begrebet kan medvirke til stigmatisering af mennesker, der ikke kommer fra vores egen kultur, og det kan aldrig være tilladt, idet sygepleje gives til den, der har behov for sygepleje!

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk råd www.dsr.dk/ser/

Emneord: 
Kultur
Sprog
Hjemmesygepleje
Uddannelse
Dilemma

Dilemma: Ude godt, hjemme bedst

Kl. 20.12 kommer den første af Frank og Lones tvillinger til verden, og den anden følger hurtigt derefter. Alt er gået fint, og mor, far og børn nyder hinanden, indtil klokken nærmer sig kvart over tolv, og en sygeplejerske træder ind ad døren og forbereder familien på, at man desværre bliver nødt til at sende dem hjem nu.

SY-2010-21-12Sådan er retningslinjerne, ukompliceret fødsel, ingen mulighed for at dispensere osv., osv. Sygeplejersken er tydeligt utilpas ved at eksekvere afdelingens nye rutiner, men der er ingen vej udenom.

Lone kan ikke forstå det: ”Hvad så med amningen? Hvad nu hvis ikke det går?”

”Vi sender besked til din sundhedsplejerske,” siger sygeplejersken og tænker på, at børneafdelingen netop har skrevet i sit nyhedsbrev, at flere og flere nyfødte indlægges kort tid efter fødslen, fordi de taber sig for meget og ikke er i trivsel. Sygeplejersken overvejer, hvad hun kan og bør gøre med sin faglige bekymring.

Illustration: Pia Olsen

Svar nr. 1.

Moderen Lone og den samlede familie føler sig ikke mødt af de fagprofessionelle, hvilket giver anledning til etiske overvejelser. Som historien fortælles, kan man få den fornemmelse, at sygeplejersken skubber til familiens utilfredshed. Der anvendes ord som ”utilpas” og ”eksekvere”, hvilket leder tankerne i retning af, at sygeplejersken ikke optræder professionelt og kompetent.

Den beskrevne faglige bekymring skal ikke udstilles over for patienten, men drøftes internt i afdelingen, monofagligt som tværfagligt. Man kan forvente, at afdelingens procedurer og retningslinjer tager udgangspunkt i kliniske retningslinjer i kombination med de ressourcer, samfundet stiller til rådighed. Er der tvivl om evidensen for afdelingens procedurer, i dette tilfælde udskrivningsproceduren, skal sygeplejersken påpege dette i et fagligt forum, det er en faglig bekymring, og patienten er lægperson.

Historien beskriver ikke forældrenes evne til at tage vare på sig selv og børnene. Den videre beslutning skal i den aktuelle situation tage udgangspunkt i en vurdering heraf.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale, kliniske etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar nr. 2.

Som sygeplejerske må man forholde sig til, hvad man kan, skal og bør gøre i situationer, hvor man skal træffe et valg mellem flere handlemuligheder, og hvor valget får konsekvenser for andre.

Sygeplejersken kan vælge at følge afdelingens retningslinjer, hvilket kan få konsekvenser for den usikre, nye familie i form af genindlæggelse, eller hun kan undlade at følge afdelingens retningslinjer med den konsekvens, at det kan få følger for hende. Sygeplejersken skal i princippet følge lovgivningen, juraen og fagligt vedtagne regler.

Her fremtræder den nybagte familie bekymret for amning og fremtid, derfor skal sygeplejersken observere og vurdere, hvordan familiens omsorgsevne er, og om det er fagligt forsvarligt at udskrive familien. Herefter må hun forholde sig til afdelingens retningslinjer.

Retningslinjer kan bruges af klinikere, når der skal træffes beslutninger om passende og korrekte sundhedsfaglige ydelser i specifikke kliniske situationer. Sygeplejersken har øjensynlig en dårlig fornemmelse og bør forholde sig til de fagetiske værdier, som er respekt for familiens sårbarhed og usikkerhed over ikke at kunne opfylde børnenes behov.

Altså: Sygeplejersken kan i situationen undlade at følge afdelingens retningslinjer ved at argumentere for, at det ikke er fagligt og etisk forsvarligt at overlade to nyfødte børn til usikre og sårbare forældre, som ikke ser sig i stand til at opfylde børnenes behov. Sygeplejersken skal have mod til at bryde retningslinjen til fordel for faglige og fagetiske argumenter.

Af Erik Weye, anæstesisygeplejerske, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk. Det må fylde højst 900 tegn uden mellemrum.
Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Dilemma
Etik
Amning
Fødsel

Dilemma: Julefreden udeblev

Beskyldninger om racisme, uduelighed og manglende faglighed fyger gennem luften vekslende med gråd.

SY-2010-19-10

Illustration: Pia Olsen

En uge før jul ankommer en meget dårlig patient med fly fra et andet land. Han bliver indlagt på kirurgisk afdeling til nærmere udredning. Det står hurtigt klart, at patienten ikke kan opereres, men skal returnere til sit hjemland. Det er patienten afklaret med, men pga. helligdagene kan han ikke komme af sted før efter nytår.

Patienten har to pårørende i Danmark, som ankommer til afdelingen. De har en helt anden forståelse af patientens situation og mener, at han bliver dårligt behandlet. Der er ingen ledere på arbejde, derimod mange vikarer og dermed usikkerhed om, hvad der er aftalt med de pårørende. Familien bliver fysisk og verbalt truende, og personalet oplever, at situationen bliver tiltagende ubehagelig.

Beskyldninger om racisme, uduelighed og manglende faglighed fyger gennem luften vekslende med gråd. Den ansvarshavende sygeplejerske forsøger at få tingene til at glide, men uden det store held. Hun oplever, at både patienten og personalet er i klemme. 

Hvad skal hun gøre for at få situationen landet?

Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1.
Der er tvivl om, hvorvidt patientens autonomi er respekteret, og om skik og sædvane er fulgt. I Danmark og andre vestlige lande varetager vi patientens ret til at bestemme over eget liv ved at aftale behandling og pleje med ham.

For at støtte patienten i refleksioner og overvejelser anbefales det, at pårørende deltager, når vigtige aftaler skal træffes. Men det er patienten, der bestemmer, og patienten kan fravælge at have pårørende med.

I mange andre lande, både på det afrikanske kontinent og i de asiatiske lande, er det almindeligt, at familien afgør, hvad der vil være den rette behandling for patienten. Lægen og familien drøfter situationen, lægger en plan og aftaler, hvad patienten skal have at vide. Sådan er de opdraget, og hvis patienten er opvokset i den type kultur, er autonomien ikke tilgodeset, som hans skik og sædvane fordrer, hvorfor familien i det lys kan føle sig udsat for en uetisk handling, uagtet at lægen har fulgt skik og sædvane fra egen kultur.

Hvad jeg ville gøre? Bede den behandlingsansvarlige speciallæge om at komme ind til en samtale med patient og pårørende, hvor også den ansvarshavende sygeplejerske eller kontaktsygeplejerske kunne være til stede.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale, kliniske etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.
Patienten kan ikke opereres og er afklaret, men pårørende ser situationen som dårlig behandling. Patienten er i en sårbar situation, hans autonomi er truet, da de pårørendes bekymringer og reaktioner er i spil.

Som ansvarshavende sygeplejerske skal jeg i situationen først og fremmest varetage patientens tarv, men også vise respekt og omsorg for de pårørende. Det kan ske ved, i samarbejde med læge, at sikre, at patient og pårørende har modtaget og forstået informationen, tilpasset ønsker, behov og livssituation, som er nødvendigt for at træffe valg. Samtidig vil jeg orientere kolleger, herunder vikarer, om patientens situation og derigennem støtte dem.

Dernæst skal jeg sikre kontinuitet i sygeplejen ved at tildele patient og pårørende en fast kvalificeret sygeplejerske. Efterfølgende vil jeg lade denne situation være genstand for drøftelse i fagkollektivet og blandt medledere for at få lagt en strategi, som kan være vejledende i lignende situationer.

Jeg ser således ikke et dilemma mellem valg af handlemuligheder, men en række handlinger, som alle må foretages i prioriteret rækkefølge.

Af Erik Elgaard Sørensen, cand.cur., ph.d., postdoc i klinisk sygepleje på forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Forskningens Hus, Aalborg Sygehus. Medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma
Etik

Dilemma: Badekåbe på cykel

Hvordan skal en sygeplejstuderende reagere, da hun ser, at hendes praktikvejleder tager en patientbadekåbe med hjem? Læs hvad Sygeplejerskens panelmedlemmer mener.

SY-2010-18Illustration: Pia Olsen

Kamma, 23 år, er sygeplejestuderende og netop begyndt på sit første praktikophold på en medicinsk afdeling.

Praktikvejlederen Hanne er venligheden selv. Blid, forstående og en guldgrube af faglighed. Hun hører til de mest læsende på afdelingen og har altid lige en artikel, som Kamma skal se. Indimellem er den på norsk eller engelsk.

Kamma er fuld af beundring, og når hun taler med de andre studerende, føler hun sig heldig, fordi Hanne er så engageret.

En dag er Kamma på vej hjem, da hun møder Hanne uden for hospitalet. Hanne har tabt en stor sort plastiksæk, og Kamma går hen for at hjælpe hende med at få den op på cyklen igen.

Hun kan ikke undgå at se, at der ligger en hvid badekåbe øverst i sækken. Hun tænker først nærmere over det, da hun kommer hjem.

Hvorfor kører Hanne rundt med en patientbadekåbe i en sort sæk? Skal hun klæde sig ud? Er den gået i stykker? Er det overvægtige fru Andersens personlige badekåbe, som Hanne i lutter godhed vil vaske derhjemme? Eller stjæler Hanne ganske enkelt? Kamma overvejer, om hun skal reagere og i givet fald hvordan.

Hvad synes du? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1.

Dette er et dilemma på den utilitaristiske arena. Dvs. at dilemmaet kan beskrives som overvejelser over, hvorvidt det kommer samfundet til gode, at nogen stjæler morgenkåber fra sygehuset. Med den vinkel kan handlingen ikke betragtes som korrekt.

Sætter vi dilemmaet i et kantiansk perspektiv, dvs. at en handling er etisk korrekt, når den kan ophæves til almen lov, ville det i dette tilfælde betyde, at det ville være korrekt, at alle ansatte i sygehusvæsenet tog morgenkåber med hjem. Denne vinkel gør blot handlingen mere uetisk.

Men nu er der kun tale om en morgenkåbe, og handlingen står i skærende kontrast til Hannes generelle handlemønster både fagligt og pædagogisk. Man kunne derfor vælge at se på hensigten bag handlingen, nogen vil kalde det et dydsetisk perspektiv, og dermed fravælge det konsekvensetiske.

Set i lyset af Hannes generelle adfærd vil det ikke være urealistisk at antage, at Hanne må have haft til hensigt at låne morgenkåben til udklædning efter aftale med lederen. Risikoen ved en sådan accept er ”The Slippery Slope”, dvs. at accepten af en uetisk handling i det konsekvensetiske perspektiv vil føre til accepten af flere.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale, kliniske etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

Kamma skal vælge mellem at reagere eller ikke reagere. Begge dele vil få konsekvenser for Hanne og Kamma. I den professionelle relation mellem dem er der et legitimt og bevidst magtforhold, som er funderet på værdier som tillid og gensidig respekt.

Hvis Kamma konfronterer Hanne med sine tanker om, hvorfor hun kører rundt med en hvid badekåbe, vil værdierne være truet, og hvis Kamma tager fejl, vil der opstå mistillid mellem de to. Den gensidige respekt forsvinder, og den professionelle relation vil have svært ved at fortsætte.

Hvis Kamma ikke reagerer, vil hun måske have skærpet opmærksomhed på, om der opstår situationer, hvor hun får be- eller afkræftet sin mistanke.

Da der er grundlæggende værdier i spil, vil værdierne få forrang for mistanken i min optik. Hvis Kamma på et senere tidspunkt får beviser for, at Hanne har stjålet, vil jeg anbefale, at hun fortæller det til afdelingssygeplejersken, så hun kan tage fat på problemet. 

Af Randi Bligaard Madsen, udviklings- og kvalitetskoordinator, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma
Etik

Dilemma: Bag tremmer

Gunhild er sygeplejerske og skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse, som hun har fået indkaldelse til fra regionen. Hun sidder i venteværelset hos sin praktiserende læge og hører konsultationssygeplejersken småsnakke engageret med en af de ventende mandlige patienter. Hun studser, da konsultationssygeplejersken pludselig hæver stemmen og siger: "Hold da op, hvad har du været i fængsel for?"

SY-2010-17-17Gunhild er sygeplejerske og skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse, som hun har fået indkaldelse til fra regionen.

Hun sidder i venteværelset hos sin praktiserende læge og hører konsultationssygeplejersken småsnakke engageret med en af de ventende mandlige patienter. Hun studser, da konsultationssygeplejersken pludselig hæver stemmen og siger: ”Hold da op, hvad har du været i fængsel for?”

Gunhild kan ikke dechifrere svaret, men undrer sig over konsultationssygeplejerskens kombination af ekstrem nysgerrighed og åbenmundethed. Hun overvejer en flabet bemærkning til konsultationssygeplejersken, når hun går forbi:

"Tak for underholdningen" men forkaster idéen. For dumt, og hvad skulle det nytte. Skal man overhovedet blande sig, når en kollega overtræder tavshedspligten lige for næsen af én"

Illustration: Pia Olsen

Svar 1.

Man er i tvivl om, hvorvidt patientens autonomi er respekteret, om patienten har været kompetent til at træffe en beslutning, og om der er givet rum hertil.

De Sygeplejeetiske Retningslinjer beskriver, at sygeplejersken skal arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet, og at sygeplejersken skal værne om fortrolige oplysninger om patienten.

Det fremgår ikke af beskrivelsen, om patienten har noget imod sygeplejerskens udbrud. Det er fagligt forkert at bringe oplysningen frem uden at spørge først, men Gunhild antager med sikkerhed, at patienten føler sig stødt. Hvad jeg ville gøre" På baggrund af historien har jeg ikke noget entydigt svar, men jeg hæfter mig ved, at Gunhild ikke er på arbejde. Hun befinder sig i venteværelset som privatperson, og De Sygeplejeetiske Retningslinjer gælder for sygeplejerskens virksomhedsområde.

Af Dorte E. M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale, kliniske etiske komité ved Aalborg Sygehus

Svar 2.
Der kan nemt findes gode forklaringer på ikke at gøre noget: Jeg kommer jo hos lægen som patient, Gunhild er jo ikke min kollega, og jeg kommer heldigvis ikke så tit, så jeg behøver ikke blande mig. En anden mulighed kunne være at påtage sig ansvaret i forhold til De Sygeplejeetiske Retningslinjer. Det står nu helt klart for mig: Der er intet valg! Jeg må sige noget til konsultationssygeplejersken, hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene. Når det så er slået fast, så er næste skridt at overveje måden, og under hvilke forhold jeg vil kontakte min kollega - og her er der intet endegyldigt svar.

Af Grete Bækgaard Thomsen, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Emneord: 
Dilemma
Tavshedspligt
Arbejdsmiljø

Etik i praksis

Sygeplejeetisk Råd har netop fejret 20-års-jubilæum. Årene afspejler to væsentlige værdikonflikter: Grænsen mellem omsorg og overgreb og konflikten mellem at være solidarisk med enten arbejdspladsen eller patienten.

SY-2010-10-56a
”Må man standse indgift af sondeernæring til en patient, som skal dø, og som ikke selv ønsker at få sondeernæring?”
Foto: iStock

Er det i orden at lyve over for patienten, når hensigten er god? Må man standse indgift af sondeernæring til en døende patient, som ikke selv ønsker sondeernæring? Er GPS og andre pejlesystemer altid en god løsning til mennesker med demens"?

Sygeplejeetisk Råd har netop fejret 20-års-jubilæum, og den afholdte jubilæumskonference afspejlede på mange måder, hvordan man kan arbejde med etisk refleksion i en faglig hverdag, og hvordan etiske drøftelser i klinisk praksis kan fremme det faglige skøn.

Etik handler om de mange valg, sygeplejersker dagligt tager for at yde den bedst mulige sygepleje. I disse situationer har den enkelte sygeplejerske direkte indflydelse på, hvordan mødet med patienten eller borgeren forløber. Anderledes forholder det sig, hvor etiske dilemmaer har et organisatorisk aspekt, der knytter sig til arbejdspladsens kultur, økonomiske rammer eller politiske beslutninger.

Det er vigtigt, at vi som sygeplejersker sætter fokus på etikken og udvikler den etiske kompetence. Dermed styrkes den faglige kvalitet. Det handler om at opdage, hvad der er på spil hos andre mennesker. Om at lytte opmærksomt og se, hvordan andre bliver berørte i situationen. Og det handler om at gennemskue, hvilke værdier der udfordres.

I denne artikel præsenteres nogle henvendelser fra sygeplejersker til Det Sygeplejeetiske Råd. Henvendelserne viser nogle af de etiske dilemmaer og valg, sygeplejersker står over for i deres fag.

Krav om nærvær og evne til indlevelse
En af Sygeplejeetisk Råds vigtige opgaver er at afgive vejledende udtalelser om fagetiske spørgsmål stillet af DSR's medlemmer eller af DSR. De vejledende udtalelser har til hensigt at afklare og perspektivere de etiske dilemmaer og problemstillinger, sygeplejersker henvender sig med (se boks 1 for De Sygeplejeetiske Retningslinjer og rådets øvrige opgaver). 

BOKS 1. DE SYGEPLEJEETISKE RETNINGSLINJER OG R
DETS OPGAVE

 
De Sygeplejeetiske Retningslinjer er sygeplejefagets formulerede professionsetik. Danske sygeplejersker er forpligtede i forhold til retningslinjerne, der har til opgave at vise vej og sætte grænser i etiske situationer. Det første sæt sygeplejeetiske retningslinjer blev godkendt af DSR's kongres i 1992. I 2004 kom en revideret udgave.

  • Sygeplejeetisk Råd skal ifølge vedtægterne overvåge og fremme sygeplejerskers faglige etiske standard
  • afgive vejledende udtalelser om fagetiske spørgsmål stillet af DSR's medlemmer eller af DSR
  • tage fagetiske spørgsmål op til behandling og vurdering
  • vurdere og komme med ændringsforslag til De Sygeplejeetiske Retningslinjer
  • udbrede kendskabet til De Sygeplejeetiske Retningslinjer.

På rådets hjemmeside www.dsr.dk/ser under medlemshenvendelser kan du se flere spørgsmål stillet af sygeplejersker og de svar, Sygeplejeetisk Råd har givet. Alle sygeplejersker kan henvende sig til Sygeplejeetisk Råd. 

Henvendelserne til Rådet har oftest centreret sig om to væsentlige værdikonflikter. Den ene værdikonflikt vedrører grænsen mellem omsorg og overgreb i forhold til patientens selvbestemmelse. Den anden værdikonflikt vedrører konflikten mellem solidaritet over for arbejdsplads og kolleger på den ene side og patienten på den anden.

At henvendelserne centrerer sig om disse konflikter, er vel ikke så underligt" Sygepleje udspringer jo netop af den omstændighed, at vi som mennesker ikke altid er i stand til at klare os selv, og at vi lever i gensidig afhængighed. Denne sårbare afhængighed stiller krav til sygeplejersker om nærvær og evne til indlevelse (se boks 2 for kendetegn ved et etisk dilemma). 

BOKS 2. KENDETEGN VED ET ETISK DILEMMA
  • Der er konflikt mellem etiske værdier og/eller etiske principper
  • Situationen skaber forvirring, og man er usikker på, hvad der er det rette at gøre
  • Valg af handling har altid betydning for mennesket over for mig.

De henvendelser, som Sygeplejeetisk Råd gennem tiden har modtaget fra sygeplejersker, er meget forskellige, men indeholder som før nævnt ens værdikonflikter. Jeg har udvalgt tre medlemshenvendelser fra henholdsvis 1995, 2005 og 2009, som viser både bredden og kompleksiteten i sygeplejefaget.

Lokket på falske præmisser
I 1995 modtog Sygeplejeetisk Råd en henvendelse fra en psykiatrisk sygeplejerske, der var meget i tvivl om, hvorvidt plejepersonalet havde handlet etisk forsvarligt. Situationen handlede om en yngre kvinde, der frivilligt var indlagt på en åben psykiatrisk afdeling. Imidlertid forlader kvinden afdelingen på et tidspunkt, hvor hun befinder sig i en psykotisk tilstand, og hvor plejepersonalet er bekymret over, at hun er til fare for sig selv. Plejepersonalet overtaler patienten til at komme tilbage til afdelingen med løfter om, at hun selv kan bestemme, hvorvidt hun vil udskrives ved tilbagekomsten. Plejepersonalet ved dog hele tiden, at kvinden ved tilbagekomsten vil blive tvangstilbageholdt og herefter overflyttet til en lukket afdeling.

Plejepersonalet står i en situation, hvor de må forhindre, at patienten skader sig selv i sin psykotiske tilstand. Men giver det plejepersonalet ret til at lyve for patienten" At lyve og lokke tilbage på falske præmisser fører uvilkårligt til tillidsbrud mellem personale og patient.

Plejepersonalet skal altså navigere mellem modsatrettede etiske værdier og principper som omsorg for det sårbare liv, respekt for selvbestemmelse, tillid og værdighed. De skal derfor finde ud af, hvilke etiske værdier og principper der må vige for andre.

I sin drøftelse tager rådet udgangspunkt i de gældende retningslinjer fra 1992, og specielt retningslinje nr. 1 er relevant:

  • Sygeplejersken skal i sit arbejde udvise respekt for patientens egenværdi samt respektere patientens individuelle behov og valg.

I den vejledende udtalelse, som Sygeplejeetisk Råd afgiver, skriver rådet, at sygeplejersker grundlæggende skal respektere patientens individuelle behov og valg. Rådet peger dog på, at der kan være situationer, hvor den faglige viden, sygeplejersker har, må gå forud for patientens selvbestemmelsesret. Et eksempel er denne sag, hvor patienten er i en situation, hvor hun midlertidigt ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

Rådet skriver videre, at plejepersonalet befinder sig i en nødsituation, hvor det først og fremmest handler om at forhindre, at patienten skader sig selv og i værste fald begår selvmord. Men rådet problematiserer, at sundhedspersonalet muligvis kan have "trukket patientens selvbestemmelse for langt", da den affekt, patienten er i, burde have igangsat tvangsforanstaltninger på et tidligere tidspunkt. Den alvorlige situation kunne muligvis være taget i opløbet.

Til sidst skriver rådet, at det forhold, at patienten lokkes tilbage til afdelingen ved hjælp af en løgn, er højst uheldigt. Det svækker tillidsforholdet og samarbejdet mellem patienten og plejepersonalet. Det er derfor vigtigt, at hele forløbet drøftes igennem med patienten, når hun ikke længere er psykotisk, med henblik på at genopbygge tilliden mellem patienten og personalet.

Sondeernæring til døende patienter
I 2005 modtager Sygeplejeetisk Råd en henvendelse fra en sygeplejerske, som ønsker rådets holdning til sondeernæring til døende patienter. Sygeplejersken oplever, at plejepersonalet er usikre på, hvordan de skal forholde sig. Hun spørger:

"Må man standse indgift af sondeernæring til en patient, som skal dø, og som ikke selv ønsker at få sondeernæring"" og "Kan man nægte at lægge en sonde på en patient, som man ved snart skal dø, men som selv ønsker at få ernæring for at leve så længe som muligt"" og endelig "Hvad gør man, når hjemmepleje eller institution ikke ønsker at modtage patienter med en sonde, fordi de ikke har mandskab til at passe indgift på forsvarlig vis""

I 2005 er de reviderede retningslinjer trådt i kraft, og det er derfor dem, Sygeplejeetisk Råd tager udgangspunkt i. Omdrejningspunktet i medlemshenvendelsen er omsorg for døende. Derfor er retningslinje nr. 2.1. relevant:

  • Sygeplejersken skal udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv.
  • Sygeplejersken skal medvirke til, at udsigtsløs behandling afsluttes eller ikke påbegyndes.
  • Sygeplejersken skal medvirke til at lindre lidelse og bistå til en værdig død.
  • Sygeplejersken må ikke medvirke til behandling, der alene har til hensigt at fremskynde en patients død.

Sygeplejeetisk Råd gør endvidere opmærksom på, at problemstillingen indeholder både etiske og juridiske aspekter. Lov om patienters retsstilling slår fast, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens samtykke. Patienten har dermed retten til selv at bestemme, om han vil vælge eller fravælge tilbud om behandling. Den juridiske hovedregel er derfor, at man er forpligtet til at følge patientens beslutning.

Samtidig er det vanskeligt at slå fast, om ernæring skal betragtes som behandling. Behandling er meget bredt defineret i lov om patienters retsstilling, hvorfor ernæring kan betragtes som behandling. På den anden side kan ernæring betragtes som et grundlæggende menneskeligt behov. Derved forstås ernæring måske bedst i den kontekst, det indgår i.-Videre skriver rådet, at det etiske princip om respekt for retten til selvbestemmelse bør følges, uanset om det handler om at stoppe eller påbegynde sondeindgift. Det er afgørende, at sygeplejersken har mod og med omtanke taler med patienten om situationen. På denne måde kan sygeplejersken finde ud af, hvad patientens ønske er. Sygeplejersken skal endvidere sikre sig, at patienten har den fornødne og ønskede information at træffe sit valg ud fra.

I forhold til det sidste spørgsmål skriver Sygeplejeetisk Råd, at dette i høj grad er et politisk og ledelsesmæssigt spørgsmål. Patienten må ikke blive gidsel i et politisk spil. Er problemet et spørgsmål om personale, må dette løses, så patientens tarv tilgodeses. Drejer det sig om behov for oplæring, er en løsning, at personalet og de pårørende oplæres i funktionen. Den opgave må hospitalet påtage sig.

GPS til mennesker med demens
I 2009 modtager Sygeplejeetisk Råd en henvendelse fra en sygeplejerske, som opfordrer rådet til at tage en generel drøftelse om chip i sko til mennesker med demens.

Sygeplejersken skriver, at der på hendes hjemegn er to plejehjemsbeboere med demens, som for nylig er gået fra deres bopæl. Begge er efter flere døgn fundet døde. Sygeplejersken fortæller også, at hun er pårørende til den ene og derfor har haft problematikken tæt inde på livet.

I omsorgen for mennesker med demens er der ofte tale om en afvejning mellem på den ene side hensynet til den enkeltes selvbestemmelse og personlige frihed og på den anden side den enkeltes tryghed, sikkerhed og værdighed.

I drøftelsen tog Sygeplejeetisk Råd udgangspunkt i følgende retningslinjer:

  • Sygeplejersken skal i sit arbejde anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke (1.3).
  • Sygeplejersken skal arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet (2.4).
  • Sygeplejersken skal beskytte patienten mod krænkende handlinger, også i situationer, som indebærer brug af tvang, tilbageholdelse eller anden rettighedsbegrænsning (2.5).

Sygeplejeetisk Råd skriver i den vejledende udtalelse, at mennesker med demens i lighed med alle andre har behov for og ret til at nyde frisk luft og gåture. Samfundet har samtidig en særlig omsorgsforpligtelse til at beskytte de mest sårbare personer, herunder mennesker med demens, som ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse.

GPS og lignende pejlesystemer kan være en nyttig og tryghedsskabende foranstaltning for personer, der har svigtende sted- og orienteringssans, men hvor trafiksikkerheden er intakt. De kan med en GPS opleve friheden til at færdes alene i længere tid. Oftest vil det være personer, som har demens i de tidlige stadier og hermed også formår at give deres samtykke til et sådant hjælpemiddel.-Anderledes problematisk forholder det sig, når personen også har manglende forståelse for trafikale eller geografiske forhold. Her kan en GPS eller et pejlesystem ikke beskytte den pågældende mod farlige situationer. Der bør i stedet sættes ind med en række alternative omsorgstilbud, hvor den enkelte borger bliver mødt med menneskelig kontakt og får mulighed for et trygt udendørsliv i følgeskab med personale.

Rådet skriver videre, at på plejehjem kan man ansøge om en personlig alarm, der registrerer og alarmerer personalet, når den pågældende benytter en udgang fra boligen. Det giver hermed tid til, at personalet kommer til døren og enten tilbyder at gå sammen med borgeren eller får motiveret borgeren til at blive hjemme.

Sygeplejeetisk Råd mener, at pejleteknologi således for nogle mennesker kan være en ideel løsning, der tilgodeser ovenstående værdier. Men pejleteknologien må aldrig føre til besparelser eller nednormeringer i plejen og erstatte den menneskelige omsorg. De mennesker, som bor på plejehjem, har et udtalt behov for menneskelig kontakt, omsorg og beskyttelse.-Sygeplejeetisk Råd finder ikke, at spørgsmålet om overvågning af ældre mennesker med demens kan besvares entydigt. Det er Rådets holdning, at overvågning i videst muligt omfang skal undgås. Udgangspunktet må altid være det enkelte menneske, dets værdier, normer og ønsker.

Etisk refleksion på arbejdspladsen
Der hvor sygeplejersker færdes, opstår dagligt etiske dilemmaer og problemstillinger. Ofte handler sygeplejersken spontant til patientens bedste. I andre situationer findes den bedste handling i dialog med kolleger. Tilbage er de dilemmaer, som ikke lige lader sig løse, og hvor valg af handling har stor betydning for patienten.

På jubilæumskonferencen havde to sygeplejersker oplæg om henholdsvis den lokale etiske komité på Aalborg Sygehus og om etisk refleksion blandt sygeplejersker på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg. Omdrejningspunktet for begge oplæg var, at etisk kompetence styrker den faglige kvalitet, og at tid til etisk eftertanke skal forankres lokalt. Sygeplejeetisk Råd ønsker at medvirke til at styrke og udvikle muligheder for at drøfte etiske problemstillinger på arbejdspladsen til gavn for borgere, patienter og sundhedspersonale.

Lone Langkjær er ansat som projektleder på projekt "Sundhed med omtanke - det er for børn" i Middelfart Kommune.

Litteratur

  1. Dansk Sygeplejeråd. De Sygeplejeetiske Retningslinjer 2004.
ENGLISH ABSTRACT​

Langkjær L. Ethics in practice. Sygeplejersken 2010;(10):58-61.

The Danish Council for Ethics in Nursing (Sygeplejeetisk Råd) has just celebrated its 20th anniversary, and in association with this has focused on ethical reflection in a nursing context. Over the years, many nurses have consulted the Council for Ethics in Nursing for advice and guidance. The article describes three such consultations and the responses given by the Council for Ethics in Nursing. A review of the Council's work has shown that the ethical dilemmas, in respect of which nurses have consulted them, have largely concerned the boundary between care and assault in relation to patients' self-determination, or the conflict between solidarity to ones workplace and colleagues on the one hand, and the patient on the other. The article suggests that ethical discussions in clinical practice can promote professional understanding - to the benefit of both patients and staff.

Key words: Council for Ethics in Nursing,-Denmark, ethical dilemmas, nursing, nurses.

Emneord: 
Dilemma
Etik

Nogle gange mister vi respekten for døden i forsøget på at redde liv

Dilemma. Sygeplejerske Karin Ogstrup sagde farvel til sit job som intensivsygeplejerske, fordi hun oplevede flere tilfælde, hvor meget svækkede patienter skulle fortsætte i en behandling, hun opfattede som udsigtsløs, i stedet for at få en værdig afslutning på livet.

SY-2009-14-16a
”I dag kan det ske, at en 85-årig meget svækket patient med hjertestop bliver genoplivet, og så synes jeg, at vi er kommet
for langt ud,” siger sygeplejerske Karin Ogstrup, der valgte at stoppe på sin tidligere arbejdsplads på en intensiv afdeling, fordi de etiske dilemmaer blev for store. Foto: Søren Holm

"Patienten er døende. Kan vi ikke give ham en værdig afslutning!"

Sådan udbrød sygeplejerske Karin Ogstrup spontant, da hendes afdeling sidste år modtog en terminal alkoholpatient med alvorlige leverskader, nyresvigt, kredsløbs-påvirkning og meget lave blodpladetal. Patienten var i koma, og læge og sygeplejerske stod sammen i det cockpit med respirator, måleinstrumenter og slanger, som udgør moderne intensivbehandling.

Den meget dygtige læge svarede, at forsøget på at redde mandens liv skulle fortsætte. Som læge måtte han ikke standse behandlingen, hvis der var det mindste håb om at redde liv. Patienten blev lagt i respirator, men døde næste dag.

Karin Ogstrup havde i længere tid overvejet de etiske dilemmaer i jobbet som intensivsygeplejerske, og episoden var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Kort tid forinden havde hun oplevet, hvordan hun skulle alarmere hjertestop på en meget svækket gammel patient, som var indlagt efter en tarmoperation. Patienten var forvirret, uklar og rallende, da der blev sat ind med forsøg på genoplivning, og han døde kort tid efter.

"I begge situationer følte jeg, at vi forsømte at lave en værdig og smuk situation i stedet for at fortsætte behandlingen. Dilemmaet omkring, hvorvidt en behandling skal fortsætte, har altid eksisteret på intensivafdelinger. Men den nye teknologiske udvikling betyder, at der er mange flere muligheder for at holde patienten i live, og derfor bliver det etiske dilemma forstærket," siger Karin Ogstrup.

Hun understreger, at intensivafdelingen i Vejle, hvor hun var ansat indtil sommeren 2008, er meget velfungerende, og at hendes kritik ikke er rettet mod selve afdelingen.

"Men jeg føler, at behandlingssystemet i vores higen efter at redde liv i en del tilfælde mister respekten for døden. Afdelingen var velorganiseret, og vi havde generelt set tid til den helhedspleje omkring patienterne, som mange sygeplejersker drømmer om. Når jeg alligevel valgte at stoppe, var det, fordi jeg følte, at nogle af de etiske dilemmaer, der fulgte med arbejdet, var frustrerende," fortæller Karin Ogstrup, der i dag er sygeplejerske på Privathospitalet Mølholm og stadig har vikariater på sin gamle arbejdsplads.

Brug for debat

Karin Ogstrup har besluttet at fortælle om sine overvejelser, fordi hun mener, der er brug for en debat om, hvor langt hospitalernes intensivafdelinger skal gå i forsøget på at redde f.eks. håbløst syge og svækkede gamle mennesker eller terminale alkoholpatienter.

"Når man arbejder på en intensivafdeling, er det påfaldende, hvor mange gamle, svækkede patienter vi modtager. En særlig sørgelig patientgruppe er alkoholikere med svære leverskader eller maveblødninger - ofte helt uden eller ringe kontakt til pårørende. Indimellem oplevede jeg, hvordan alle ressourcer blev sat ind i den sidste fase, selvom det efter min bedste overbevisning var udsigtsløst.

Selvfølgelig skal alle kræfter sættes ind på at redde liv, men jeg oplevede tilfælde, hvor jeg synes, den videre behandling virkede uetisk, fordi man trak en håbløst syg patients forløb i langdrag. Lægeløftet indebærer, at den mindste lille mulighed for behandling skal være forsøgt, inden man må afslutte.

Og den beslutning oplever jeg bliver vanskeligere og vanskeligere at komme frem til, også når det drejer sig om meget alvorlige kroniske lidelser. Som ansat i sundhedsvæsenet kan man ikke lade være med at tænke på det paradoksale i, at samfundet f.eks. bruger mange ressourcer på at holde alkoholikere i live i den sidste fase, samtidig med at samfundet nogle gange har ladt dem i stikken og ikke har givet ordentlige tilbud om behandling undervejs i misbruget."

Karin Ogstrup finder det etisk problematisk, at intensivafdelingerne i stigende grad modtager ældre og meget svækkede patienter.

"I dag kan det ske, at en 85-årig meget svækket patient med hjertestop bliver genoplivet, og så synes jeg, at vi er kommet for langt ud. Nogle gange har de pårørende reageret. F.eks. oplevede jeg, at konen til en ældre mand, der havde fået en hjerneblødning og havde voldsomt synke- og lungebesvær, insisterede på, at hendes mand skulle have en værdig død. Men ofte har de pårørende slet ikke overblikket til at reagere," siger Karin Ogstrup.

Hun mener, at en af løsningerne kan være, at der oprettes etiske komitéer på de enkelte sygehuse.

"Man kan forestille sig, at komitéerne har en vejledningsfunktion f.eks. i svære spørgsmål omkring forlængelse af patienters liv. På den måde løftes ansvaret fra den enkeltes skuldre."

"Endvidere kunne det måske være en opgave for hjemmeplejen og praktiserende læge i højere grad at bringe spørgsmålet om intensiv behandling på bane over for alvorligt, kronisk syge borgere. Så er der en mulighed for at forholde sig til intensiv behandling, inden en patient bliver meget svækket og uklar. Tilbuddet om behandling, lindring og pleje på et almindeligt sengeafsnit skal naturligvis alligevel til hver en tid stå åbent."  

Emneord: 
Intensiv
Etik
Dilemma
Død

Det værste er at sunde børn bliver syge

Asylansøgere. Det seneste år er forholdene i asylcentrene blevet voldsomt kritiseret. De 13 sygeplejersker i Sandholm mener ikke, at mediernes overskrifter er dækkende for den komplekse virkelighed. Et af dilemmaerne er, at nogle asylansøgere har brug for at dokumentere, at de er syge. Kun på den måde kan de få asyl. Vi har fulgt tre sygeplejersker en arbejdsdag i Sandholm.

SY-2008-01-28aRoma-familiens fem børn ved børneundersøgelsen i Sandholm. Familien boede på tålt ophold i Tyskland i flere år, men blev sendt tilbage til deres hjemland Bosnien. Her blev de chikaneret, fordi de er romaer. Nu håber de på en fremtid i Sverige. Foto: Christoffer Regild.

Klokken er lidt over ni om morgenen, og solen skinner over de gule bygninger på den tidligere kaserne nord for København. Sundhedsplejerske Vivian Lauridsen og den serbokroatiske tolk Jamil leder efter en romafamilie.

Familiens fem børn skal til børneundersøgelse. Efter 10 minutter finder de faderen, hans kone, fem børn og et par mænd foran politiets kontor i Sandholm, hvor den nyankomne familie skal afhøres. Det aftales, at mor og børn kan følge med.

Vivian Lauridsen er en af de i alt 13 sundheds- og sygeplejersker, der er ansat i Center Sandholm i Nordsjælland.Centeret drives af Dansk Røde Kors, og der bor i gennemsnit 550 asylansøgere. En femtedel af beboerne er nyankomne, der skal videre til et af Røde Kors' øvrige asylcentre.

Resten er afviste asylansøgere fra bl.a. Afghanistan, Irak, Balkan og Iran. De er fanget i en umulig situation. Mange kan ikke sendes hjem på grund af forholdene i deres hjemland, men de kan heller ikke få opholdstilladelse i Danmark.  

SYGEPLEJERSKER I RØDE KORS

 
Der er i alt 35 sygeplejersker - heraf syv sundhedsplejersker - ansat i de seks asylcentre, der drives af Dansk Røde Kors. Når en asylansøger kommer til Danmark, får han eller hun tilbudt en såkaldt medicinsk screeningssamtale med en sygeplejerske.

Sygeplejerskerne på asylcentrenes sundhedsklinikker har desuden åben konsultation. Sundhedsplejerskerne udfører bl.a. børneundersøgelser og forebyggelses-arbejde blandt mødre, børn og teenagere. I øjeblikket bor der godt 1.600 asylansøgere på de seks asylcentre.

Kilde: Dansk Røde Kors.

Hård kritik

Det seneste år har forholdene i asylcentrene været genstand for voldsom politisk debat. Undersøgelser har vist, at de afviste asylansøgere og deres børn bliver syge af den lange ventetid. Også sundhedspersonalet har stået for skud. De er blevet beskyldt for stiltiende at se på, mens de afviste asylansøgere bliver stadigt dårligere.

"Vi har fået meget kritik i Røde Kors. Men var det måske bedre, at Group 4 eller en kommune tog sig af opgaven" Jeg tror det ikke. Fordelen er, at vi som sygeplejersker arbejder her, fordi vi rent faktisk godt kan lide asylansøgerne. Vi har opbygget et fagligt miljø på en helt anden måde end i en kommune," lyder det fra sundhedsplejerske Vivian Lauridsen, som har arbejdet på Røde Kors' asylcentre de seneste 12 år.

Hendes kollega sygeplejerske Susanne vom Braucke var ansat på en gynækologisk hospitalsafdeling, da hun for syv år siden fik job i Sandholm. Det har hun ikke fortrudt.

Rigtig mange af os har på et tidspunkt overvejet, om vi kunne arbejde her. Nogle har sagt op, men personligt er jeg nået frem til, at asylansøgerne i Sandholm også har brug for sygeplejersker. Vi lægger vores sjæl i at gøre vores arbejde så godt som muligt. Men det, der står øverst for alle asylansøgere, er opholdstilladelsen, og den kan vi ikke give, for vi har intet med sagsbehandlingen at gøre," siger Susanne vom Braucke. Hun fortæller, at det sværeste ved arbejdet er at opleve, at familier, der egentlig var raske ved ankomsten til Danmark, bliver syge af den lange ventetid.

En af de store udfordringer for sundhedspersonalet er, at en lægeerklæring om f.eks. psykisk sygdom kan være adgangsbillet til humanitær opholdstilladelse.

"Asylansøgerne vil ikke være syge. Men lige præcis i forhold til ansøgningen om asyl kan de have brug for at dokumentere, at de er syge. Jeg har f.eks. oplevet, at en familie blev skuffet, da en læge erklærede, at deres barns epilepsi ville gå over," fortæller Susanne vom Braucke.

Far i fængsel

Tyve minutter over ni sidder romafamiliens fem børn mellem et og 15 år på rad og række i det trange undersøgelseslokale. En af de yngste i børneflokken - en yndig pige med opsat hår - pusler stilfærdigt med en rød plastikbil.

Børnenes mor er kun 33 år, men hendes bekymrede ansigt virker ældre. Familien var på vej til Sverige i egen bil, da de blev standset af det danske politi. Moderen fortæller, at de er flygtet på grund af chikane. I Bosnien blev børnene forhindret i at gå i skole, fordi de er romaer.

Børnene bliver målt og får foretaget høre- og synsprøver, og Vivian Lauridsen indsamler data på alt fra graviditet og fødsel til fysiske, udviklingsmæssige og mentale forhold.

Alle børn i Sandholm får en sundhedssamtale en gang om året, og der gives behovsbesøg, når forældrene eller sundhedsplejersken mener, der er brug for det.

Sundhedsplejerske Vivian Lauridsen understreger, at de fem børn har det som de fleste af børnene i Sandholm: "De er sunde, raske og livsduelige, når de kommer. Familierne har ofte betalt menneskesmuglere alt, hvad de ejer, for at komme hertil. Når det ikke lykkes familien at få ophold, og sagen trækker ud, ser vi, at forældrene bliver psykisk dårlige, og det går ud over børnene."

Dagen ender trist for familien. Faderen bliver sendt til fængslet, som ligger ved siden af modtagecenter Sandholm. Angiveligt fordi politiet vil sikre sig, at familien ikke tager videre til Sverige. Hans kone er vred. Hendes mand er ikke kriminel, så hvorfor skal han spærres inde?

De dårlige tænder

Sandholms særlige sygeplejeklinik har åben konsultation alle hverdage fra 9-11.30. Sygeplejerske Susanne vom Braucke sidder ved skrivebordet. Bag hende er en dør, så hun hurtigt kan komme ud, hvis en beboer bliver opfarende eller voldelig.

Hun udleverer smertestillende piller til en 23-årig iraker, som er plaget af tandpine og har fået tid til en rodbehandling. Dårlige tænder er et stort problem i Sandholm.

Asylansøgerne får bevilget 3.000 kr. til tandlægebehandling. Koster indgrebet mere, skal der søges om penge hos Udlændingestyrelsen.

Inden frokost kommer en intellektuelt udseende nordafrikaner med brunternet jakke og briller. Han fortæller på fransk, at han blev slået ned for et halvt år siden. I dag kan han ikke se på det ene øje. Susanne vom Braucke finder en tid hos lægen. Den danske stat betaler for en øjenoperation, hvis indgrebet enten er uopsætteligt, smertelindrende eller nødvendigt.

Telefonen ringer. En kollega fortæller, at en ældre russisk mand, som Susanne vom Braucke kender godt, kræver akut lægeundersøgelse. Russeren har boet i Sandholm i syv år og kan ikke sendes tilbage til sit hjemland. Han tilhører en gruppe af socialt udsatte ældre mænd, som sygeplejerskerne holder tæt kontakt med. Mens børnene i Sandholm modtager masser af legetøj og udflugter fra private velgørere, så er de ældre mænd en overset gruppe.

Vil ikke hjem

Over middag viser det iranske ægtepar Ali Nobari og Gita Eghbol os ind i deres lille lyse rækkehus med to kombinerede sove- og opholdsrum. Møblementet består af nogle senge, et sofabord og et fjernsyn. Her bor de sammen med to børn på 10 og fem år. Ægteparret har boet et år i asylcenteret i Frederikshavn og tre år i Sandholm. De har fået afslag på asyl, men tør ikke vende tilbage til Iran.

Den ældste dreng går i den lokale skole, spiller fodbold og klarer sig godt. Den yngste går i Sandholms egen børnehave. Gita Eghbol er psykisk meget påvirket af situationen, og Susanne vom Braucke taler ofte med hende. Men hun tager helt bevidst ikke stilling til ægteparrets sag.

"Jo længere jeg har været i det her system, jo mindre går jeg og overvejer de enkelte sager. Der er så mange faktorer, som spiller ind, at jeg ikke kan vurdere sagerne. Som sygeplejerske er jeg her for at lindre og behandle. For mig som ansat handler det også om overlevelsesstrategi. Hvis jeg skal være her og hjælpe asylsøgerne, kan det ikke nytte noget, at jeg bruger kræfter på forhold, som jeg alligevel ikke kan ændre på," siger Susanne vom Braucke.

Voldtaget af serberne

Klokken 13.00 skal sygeplejerske Sune Nielsen i gang med det obligatoriske medicinske interview for fire nyankomne romaer fra det tidligere Jugoslavien. Han fortæller bl.a. om hygiejneregler, aids, leverbetændelse, forkølelse og om, hvor vigtigt det er at holde sig i gang. Sandholm råder bl.a. over motionsrum og en arbejdsformidling, der skaffer interne job på Sandholms systue, infocafé, kvindegruppe og cykelværksted. Mændene får også at vide, at det ikke er tilladt at slå børn i Danmark. En ældre mand iklædt blåt joggingsæt smiler. Han har hørt det hele før. I mere end 10 år har han pendlet mellem asylcentre i bl.a. Sverige, Tyskland og Danmark.

Efter den fælles samtale er det tid til individuelle konsultationer. En 48-årig meget mager romakvinde vil gerne hurtigt til, fordi hun har migræne. Kvinden er velklædt i sort dynefrakke og spidse ruskindsstøvler. Ugen forinden er hun kommet alene til Danmark.

"Vi romaer forfølges. Vi kan ikke være i Serbien," siger kvinden, der virker velformuleret, selvom hun kun har gået to år i skole og læser meget dårligt. Hendes liv ændrede sig dramatisk i maj 2007. Hun var på vej til den lokale markedsplads for at sælge grøntsager, da hun blev voldtaget. Efter forbrydelsen gik hendes ægteskab gennem 35 år i stykker.

Hun har mistet forbindelsen til sin voksne søn og datter. De flygtede fra Serbien for to år siden, efter at datteren var blevet voldtaget.

Kvinden viser sin storetå frem. Neglen er blå på grund af svamp. Selv forklarer hun de blå mærker med, at hun blev trampet på foden, da en af eksmandens bekendte prøvede at overfalde hende. Bortset fra fortænderne er de fleste af hendes tænder rådne. Sune Nielsen booker en tid hos lægen. Hendes historie gør stærkt indtryk på ham.

Det er ganske usædvanligt, at en roma-kvinde flygter helt alene.

Ud af centeret

Klokken nærmer sig halv fire, og det er fyraften for sygeplejerskerne i Sandholm. På gårdspladsen går grupper af unge mænd og skutter sig i kulden. I øjeblikket diskuterer politikerne, om de afviste asylansøgere skal kunne bo og arbejde uden for centrene.

I Sverige bor over halvdelen af asylansøgerne i boligområder, og de må arbejde, indtil de får afslag på asyl. Samme morgen har sundhedsfaglig leder Kirsten Schaumburg fortalt personalet om et studiebesøg på den anden side af sundet.

Ifølge Kirsten Schaumburg er bagsiden ved det svenske system, at mange asylansøgere lever isoleret i årevis og har svært ved at få hjælp. Det er præcis, hvad sygeplejerskerne i Sandholm frygter kan ske herhjemme

Som sundhedsplejerske Vivian Lauridsen udtrykker det: "For nogle familier og børn vil det være vældig godt at komme væk fra centeret. Andre vil blive meget ensomme, og desuden har det store konsekvenser, hvis familien senere skal tilbage til hjemlandet. Vi befinder os desværre i et felt, hvor tingene er meget komplekse, og hvor der ikke findes enkle løsninger."

FAMILIER SAGDE NEJ TIL FERIER I SOMMERHUS

 
Sygeplejerske Susanne vom Braucke, 42 år.

Har arbejdet i Sandholm siden år 2000. Har tidligere arbejdet i psykiatrien og på neuromedicinsk og gynækologisk afdeling. Har taget en lang række efteruddannelseskurser i bl.a. asylarbejde og den professionelle samtale.

Hvad er det sværeste ved dit job?
"Det kan være hårdt at se familier, der engang har været ressourcestærke, få det dårligere og dårligere på grund af deres uafklarede situation. Ofte skyldes ventetiden, at de selv vælger at anke sagen. De er lige så overbeviste om, at de ikke kan tage hjem, som de danske myndigheder er overbeviste om, at de skal rejse. Mange gange tager de beslutningen om at blive på grund af børnene, som måske ikke længere kan klare sig i en iransk eller irakisk skole."

FØLER IKKE DE KAN REJSE HJEM

 
Sygeplejerske Susanne vom Braucke, 42 år.

Har arbejdet i Sandholm siden år 2000. Har tidligere arbejdet i psykiatrien og på neuromedicinsk og gynækologisk afdeling. Har taget en lang række efteruddannelseskurser i bl.a. asylarbejde og den professionelle samtale.

Hvad er det sværeste ved dit job?
"Det kan være hårdt at se familier, der engang har været ressourcestærke, få det dårligere og dårligere på grund af deres uafklarede situation. Ofte skyldes ventetiden, at de selv vælger at anke sagen. De er lige så overbeviste om, at de ikke kan tage hjem, som de danske myndigheder er overbeviste om, at de skal rejse. Mange gange tager de beslutningen om at blive på grund af børnene, som måske ikke længere kan klare sig i en iransk eller irakisk skole."

Emneord: 
Dilemma
Politik
Indvandrer