Det værste er at sunde børn bliver syge

Asylansøgere. Det seneste år er forholdene i asylcentrene blevet voldsomt kritiseret. De 13 sygeplejersker i Sandholm mener ikke, at mediernes overskrifter er dækkende for den komplekse virkelighed. Et af dilemmaerne er, at nogle asylansøgere har brug for at dokumentere, at de er syge. Kun på den måde kan de få asyl. Vi har fulgt tre sygeplejersker en arbejdsdag i Sandholm.

SY-2008-01-28aRoma-familiens fem børn ved børneundersøgelsen i Sandholm. Familien boede på tålt ophold i Tyskland i flere år, men blev sendt tilbage til deres hjemland Bosnien. Her blev de chikaneret, fordi de er romaer. Nu håber de på en fremtid i Sverige. Foto: Christoffer Regild.

Klokken er lidt over ni om morgenen, og solen skinner over de gule bygninger på den tidligere kaserne nord for København. Sundhedsplejerske Vivian Lauridsen og den serbokroatiske tolk Jamil leder efter en romafamilie.

Familiens fem børn skal til børneundersøgelse. Efter 10 minutter finder de faderen, hans kone, fem børn og et par mænd foran politiets kontor i Sandholm, hvor den nyankomne familie skal afhøres. Det aftales, at mor og børn kan følge med.

Vivian Lauridsen er en af de i alt 13 sundheds- og sygeplejersker, der er ansat i Center Sandholm i Nordsjælland.Centeret drives af Dansk Røde Kors, og der bor i gennemsnit 550 asylansøgere. En femtedel af beboerne er nyankomne, der skal videre til et af Røde Kors' øvrige asylcentre.

Resten er afviste asylansøgere fra bl.a. Afghanistan, Irak, Balkan og Iran. De er fanget i en umulig situation. Mange kan ikke sendes hjem på grund af forholdene i deres hjemland, men de kan heller ikke få opholdstilladelse i Danmark.  

SYGEPLEJERSKER I RØDE KORS

 
Der er i alt 35 sygeplejersker - heraf syv sundhedsplejersker - ansat i de seks asylcentre, der drives af Dansk Røde Kors. Når en asylansøger kommer til Danmark, får han eller hun tilbudt en såkaldt medicinsk screeningssamtale med en sygeplejerske.

Sygeplejerskerne på asylcentrenes sundhedsklinikker har desuden åben konsultation. Sundhedsplejerskerne udfører bl.a. børneundersøgelser og forebyggelses-arbejde blandt mødre, børn og teenagere. I øjeblikket bor der godt 1.600 asylansøgere på de seks asylcentre.

Kilde: Dansk Røde Kors.

Hård kritik

Det seneste år har forholdene i asylcentrene været genstand for voldsom politisk debat. Undersøgelser har vist, at de afviste asylansøgere og deres børn bliver syge af den lange ventetid. Også sundhedspersonalet har stået for skud. De er blevet beskyldt for stiltiende at se på, mens de afviste asylansøgere bliver stadigt dårligere.

"Vi har fået meget kritik i Røde Kors. Men var det måske bedre, at Group 4 eller en kommune tog sig af opgaven" Jeg tror det ikke. Fordelen er, at vi som sygeplejersker arbejder her, fordi vi rent faktisk godt kan lide asylansøgerne. Vi har opbygget et fagligt miljø på en helt anden måde end i en kommune," lyder det fra sundhedsplejerske Vivian Lauridsen, som har arbejdet på Røde Kors' asylcentre de seneste 12 år.

Hendes kollega sygeplejerske Susanne vom Braucke var ansat på en gynækologisk hospitalsafdeling, da hun for syv år siden fik job i Sandholm. Det har hun ikke fortrudt.

Rigtig mange af os har på et tidspunkt overvejet, om vi kunne arbejde her. Nogle har sagt op, men personligt er jeg nået frem til, at asylansøgerne i Sandholm også har brug for sygeplejersker. Vi lægger vores sjæl i at gøre vores arbejde så godt som muligt. Men det, der står øverst for alle asylansøgere, er opholdstilladelsen, og den kan vi ikke give, for vi har intet med sagsbehandlingen at gøre," siger Susanne vom Braucke. Hun fortæller, at det sværeste ved arbejdet er at opleve, at familier, der egentlig var raske ved ankomsten til Danmark, bliver syge af den lange ventetid.

En af de store udfordringer for sundhedspersonalet er, at en lægeerklæring om f.eks. psykisk sygdom kan være adgangsbillet til humanitær opholdstilladelse.

"Asylansøgerne vil ikke være syge. Men lige præcis i forhold til ansøgningen om asyl kan de have brug for at dokumentere, at de er syge. Jeg har f.eks. oplevet, at en familie blev skuffet, da en læge erklærede, at deres barns epilepsi ville gå over," fortæller Susanne vom Braucke.

Far i fængsel

Tyve minutter over ni sidder romafamiliens fem børn mellem et og 15 år på rad og række i det trange undersøgelseslokale. En af de yngste i børneflokken - en yndig pige med opsat hår - pusler stilfærdigt med en rød plastikbil.

Børnenes mor er kun 33 år, men hendes bekymrede ansigt virker ældre. Familien var på vej til Sverige i egen bil, da de blev standset af det danske politi. Moderen fortæller, at de er flygtet på grund af chikane. I Bosnien blev børnene forhindret i at gå i skole, fordi de er romaer.

Børnene bliver målt og får foretaget høre- og synsprøver, og Vivian Lauridsen indsamler data på alt fra graviditet og fødsel til fysiske, udviklingsmæssige og mentale forhold.

Alle børn i Sandholm får en sundhedssamtale en gang om året, og der gives behovsbesøg, når forældrene eller sundhedsplejersken mener, der er brug for det.

Sundhedsplejerske Vivian Lauridsen understreger, at de fem børn har det som de fleste af børnene i Sandholm: "De er sunde, raske og livsduelige, når de kommer. Familierne har ofte betalt menneskesmuglere alt, hvad de ejer, for at komme hertil. Når det ikke lykkes familien at få ophold, og sagen trækker ud, ser vi, at forældrene bliver psykisk dårlige, og det går ud over børnene."

Dagen ender trist for familien. Faderen bliver sendt til fængslet, som ligger ved siden af modtagecenter Sandholm. Angiveligt fordi politiet vil sikre sig, at familien ikke tager videre til Sverige. Hans kone er vred. Hendes mand er ikke kriminel, så hvorfor skal han spærres inde?

De dårlige tænder

Sandholms særlige sygeplejeklinik har åben konsultation alle hverdage fra 9-11.30. Sygeplejerske Susanne vom Braucke sidder ved skrivebordet. Bag hende er en dør, så hun hurtigt kan komme ud, hvis en beboer bliver opfarende eller voldelig.

Hun udleverer smertestillende piller til en 23-årig iraker, som er plaget af tandpine og har fået tid til en rodbehandling. Dårlige tænder er et stort problem i Sandholm.

Asylansøgerne får bevilget 3.000 kr. til tandlægebehandling. Koster indgrebet mere, skal der søges om penge hos Udlændingestyrelsen.

Inden frokost kommer en intellektuelt udseende nordafrikaner med brunternet jakke og briller. Han fortæller på fransk, at han blev slået ned for et halvt år siden. I dag kan han ikke se på det ene øje. Susanne vom Braucke finder en tid hos lægen. Den danske stat betaler for en øjenoperation, hvis indgrebet enten er uopsætteligt, smertelindrende eller nødvendigt.

Telefonen ringer. En kollega fortæller, at en ældre russisk mand, som Susanne vom Braucke kender godt, kræver akut lægeundersøgelse. Russeren har boet i Sandholm i syv år og kan ikke sendes tilbage til sit hjemland. Han tilhører en gruppe af socialt udsatte ældre mænd, som sygeplejerskerne holder tæt kontakt med. Mens børnene i Sandholm modtager masser af legetøj og udflugter fra private velgørere, så er de ældre mænd en overset gruppe.

Vil ikke hjem

Over middag viser det iranske ægtepar Ali Nobari og Gita Eghbol os ind i deres lille lyse rækkehus med to kombinerede sove- og opholdsrum. Møblementet består af nogle senge, et sofabord og et fjernsyn. Her bor de sammen med to børn på 10 og fem år. Ægteparret har boet et år i asylcenteret i Frederikshavn og tre år i Sandholm. De har fået afslag på asyl, men tør ikke vende tilbage til Iran.

Den ældste dreng går i den lokale skole, spiller fodbold og klarer sig godt. Den yngste går i Sandholms egen børnehave. Gita Eghbol er psykisk meget påvirket af situationen, og Susanne vom Braucke taler ofte med hende. Men hun tager helt bevidst ikke stilling til ægteparrets sag.

"Jo længere jeg har været i det her system, jo mindre går jeg og overvejer de enkelte sager. Der er så mange faktorer, som spiller ind, at jeg ikke kan vurdere sagerne. Som sygeplejerske er jeg her for at lindre og behandle. For mig som ansat handler det også om overlevelsesstrategi. Hvis jeg skal være her og hjælpe asylsøgerne, kan det ikke nytte noget, at jeg bruger kræfter på forhold, som jeg alligevel ikke kan ændre på," siger Susanne vom Braucke.

Voldtaget af serberne

Klokken 13.00 skal sygeplejerske Sune Nielsen i gang med det obligatoriske medicinske interview for fire nyankomne romaer fra det tidligere Jugoslavien. Han fortæller bl.a. om hygiejneregler, aids, leverbetændelse, forkølelse og om, hvor vigtigt det er at holde sig i gang. Sandholm råder bl.a. over motionsrum og en arbejdsformidling, der skaffer interne job på Sandholms systue, infocafé, kvindegruppe og cykelværksted. Mændene får også at vide, at det ikke er tilladt at slå børn i Danmark. En ældre mand iklædt blåt joggingsæt smiler. Han har hørt det hele før. I mere end 10 år har han pendlet mellem asylcentre i bl.a. Sverige, Tyskland og Danmark.

Efter den fælles samtale er det tid til individuelle konsultationer. En 48-årig meget mager romakvinde vil gerne hurtigt til, fordi hun har migræne. Kvinden er velklædt i sort dynefrakke og spidse ruskindsstøvler. Ugen forinden er hun kommet alene til Danmark.

"Vi romaer forfølges. Vi kan ikke være i Serbien," siger kvinden, der virker velformuleret, selvom hun kun har gået to år i skole og læser meget dårligt. Hendes liv ændrede sig dramatisk i maj 2007. Hun var på vej til den lokale markedsplads for at sælge grøntsager, da hun blev voldtaget. Efter forbrydelsen gik hendes ægteskab gennem 35 år i stykker.

Hun har mistet forbindelsen til sin voksne søn og datter. De flygtede fra Serbien for to år siden, efter at datteren var blevet voldtaget.

Kvinden viser sin storetå frem. Neglen er blå på grund af svamp. Selv forklarer hun de blå mærker med, at hun blev trampet på foden, da en af eksmandens bekendte prøvede at overfalde hende. Bortset fra fortænderne er de fleste af hendes tænder rådne. Sune Nielsen booker en tid hos lægen. Hendes historie gør stærkt indtryk på ham.

Det er ganske usædvanligt, at en roma-kvinde flygter helt alene.

Ud af centeret

Klokken nærmer sig halv fire, og det er fyraften for sygeplejerskerne i Sandholm. På gårdspladsen går grupper af unge mænd og skutter sig i kulden. I øjeblikket diskuterer politikerne, om de afviste asylansøgere skal kunne bo og arbejde uden for centrene.

I Sverige bor over halvdelen af asylansøgerne i boligområder, og de må arbejde, indtil de får afslag på asyl. Samme morgen har sundhedsfaglig leder Kirsten Schaumburg fortalt personalet om et studiebesøg på den anden side af sundet.

Ifølge Kirsten Schaumburg er bagsiden ved det svenske system, at mange asylansøgere lever isoleret i årevis og har svært ved at få hjælp. Det er præcis, hvad sygeplejerskerne i Sandholm frygter kan ske herhjemme

Som sundhedsplejerske Vivian Lauridsen udtrykker det: "For nogle familier og børn vil det være vældig godt at komme væk fra centeret. Andre vil blive meget ensomme, og desuden har det store konsekvenser, hvis familien senere skal tilbage til hjemlandet. Vi befinder os desværre i et felt, hvor tingene er meget komplekse, og hvor der ikke findes enkle løsninger."

FAMILIER SAGDE NEJ TIL FERIER I SOMMERHUS

 
Sygeplejerske Susanne vom Braucke, 42 år.

Har arbejdet i Sandholm siden år 2000. Har tidligere arbejdet i psykiatrien og på neuromedicinsk og gynækologisk afdeling. Har taget en lang række efteruddannelseskurser i bl.a. asylarbejde og den professionelle samtale.

Hvad er det sværeste ved dit job?
"Det kan være hårdt at se familier, der engang har været ressourcestærke, få det dårligere og dårligere på grund af deres uafklarede situation. Ofte skyldes ventetiden, at de selv vælger at anke sagen. De er lige så overbeviste om, at de ikke kan tage hjem, som de danske myndigheder er overbeviste om, at de skal rejse. Mange gange tager de beslutningen om at blive på grund af børnene, som måske ikke længere kan klare sig i en iransk eller irakisk skole."

FØLER IKKE DE KAN REJSE HJEM

 
Sygeplejerske Susanne vom Braucke, 42 år.

Har arbejdet i Sandholm siden år 2000. Har tidligere arbejdet i psykiatrien og på neuromedicinsk og gynækologisk afdeling. Har taget en lang række efteruddannelseskurser i bl.a. asylarbejde og den professionelle samtale.

Hvad er det sværeste ved dit job?
"Det kan være hårdt at se familier, der engang har været ressourcestærke, få det dårligere og dårligere på grund af deres uafklarede situation. Ofte skyldes ventetiden, at de selv vælger at anke sagen. De er lige så overbeviste om, at de ikke kan tage hjem, som de danske myndigheder er overbeviste om, at de skal rejse. Mange gange tager de beslutningen om at blive på grund af børnene, som måske ikke længere kan klare sig i en iransk eller irakisk skole."

Emneord: 
Dilemma
Politik
Indvandrer

Dilemma: En konvertit på arbejde

Din mening. Det vrimler med etiske dilemmaer i sygeplejen. Sygeplejersken vil gerne høre, hvad du ville gøre, hvis ... Læs historien nedenfor og send dine overvejelser til: redaktionen@dsr.dk senest tirsdag den 13. marts kl. 12.00. Det må højst fylde 1.000 tegn uden mellemrum. Husk at oplyse navn og arbejdssted. Redaktionen bringer et ­udvalg af svarene i næste nummer af Sygeplejersken.

SY-2007-05-52aIllustration: Bodil Molich

Ida er en danskfødt pige på 24 år, som efter endt uddannelse til social- og sundhedsassistent har fået merit og er gået i gang med sygeplejerskeuddannelsen. Hun har altid gerne villet være sygeplejerske, men har ikke været motiveret for at læse før nu.

Ida er datter af to skolelærere fra Midtjylland, hun er konfirmeret, men ikke specielt religiøs. Men kort tid inden Ida startede som sygeplejestuderende, besluttede hun sig for at konvertere til islam, et ønske hun længe havde haft, og som var blevet stærkere, jo bedre hun var kommet til at kende sin muslimske kæreste Ömer og hans familie og venner.

Fatima, som Ida nu kalder sig, bærer hijab (tørklæde) og tildækker sine arme. Da Fatima startede på somatisk afdeling, aftalte hun med sin vejleder, at hun kunne anvende hospitalets sengetrøjer, når hun ikke havde direkte patientkontakt.

Men efter et par dage afslår Fatima at deltage i plejen af en mand, der har behov for et sengebad. Manden er ude af stand til selv at varetage den personlige hygiejne, men Fatima begrunder sit afslag med, at hun - ifølge Koranen - ikke må have så tæt kontakt med mænd.

Hvad synes du, vejlederen skal gøre i den situation?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 6 side 66

Den rigtige uddannelse?

I bund og grund har Fatima i dagens Danmark ret til at vælge fra. Dog med risiko for at blive til en byrde for sine kollegaer. Alligevel synes jeg, vejlederen skal tage en snak med Fatima, om hun er helt sikker på, at det er sygeplejerske, hun ønsker at uddanne sig til, idet jeg er af den mening, at sygeplejersker ikke kan fravælge pleje/behandling af patienter uanset køn, religion, politisk overbevisning mv.

Stine Andersen, sygeplejerske, Kardiologisk afdeling, Næstved Sygehus.

Find en anden uddannelse!

Jeg synes, at Idas vejleder skal forklare Ida, at personlig hygiejne er en del af den grundlæggende sygepleje, som alle sygeplejersker skal kunne varetage, da den er en del af uddannelsen og jobbet. Hvis Ida kun kan varetage den personlige hygiejne af kvinder, har hun valgt en forkert uddannelse og burde finde sig et nyt område at beskæftige sig med af hensyn til hendes kommende kolleger. Når man vælger uddannelse, må det forventes, at man sætter sig bare et minimum ind i, hvad jobbet går ud på, så det kan ikke komme som en overraskelse for Ida, at hun som sygeplejerske kan komme ud for at udføre personlig hygiejne på mænd.

Helene Berg-Sonne, sygeplejestuderende, 5. semester på Sygeplejeskolen København.

Utænkeligt

Jeg synes, Ida skal tænke sig om og overveje, om hendes valg af uddannelse er foreneligt med hendes valg af religion. Ida er, uanset hvor meget hun er konverteret, i arv, kultur og viden, en dansk kvinde og desuden social- og sundhedsassistent. Det er derfor utænkeligt, at hun ikke har vidst, at det er en del af uddannelsen at lære at varetage begge køns grundlæggende plejebehov.

Det står Ida frit for efter endt uddannelse at tage ansættelse på f.eks. en barselsgang eller et andet sted, hvor nøgne, hjælpeløse mænd kun forekommer ved et beklageligt uheld.

Men for at kunne opnå autorisation som sygeplejerske i Danmark kræves det bl.a., at hun har både teoretisk og praktisk styr på personlig hygiejne til begge køn. Sådan er det bare Ida, konvertit eller ej, take it or leave it.

Birgitte Bernstein, sygeplejerske, ansat på intensiv afdeling, Frederiksberg Hospital.

Afklaring savnes

Det handler vist her om evnen til at trække vejret med mavemusklerne, medens man skaber overblik. Vejlederen må bede Ida/Fatima lave en liste over det, hun ikke kan/vil deltage i. Derudfra må vejlederen vurdere mulighed for og evt. arrangere et fagligt forsvarligt forløb i afdelingen. Denne afklaring burde være foretaget tidligere, fra centralt hold, så hendes kliniske forløb kunne lægges efter det. Er der et problem, burde Ida/Fatima vel ikke bruge tid på at prøve at blive sygeplejerske? Ida/Fatima er selv et ansvarligt individ, men afdelingers faste plejepersonale og personer som Ida/Fatima skal så vidt muligt ikke bruge energi på sådanne uoverensstemmelser, der burde være afdækket og accepteret, når en afdeling modtager en studerende.

Hvad der kan være af overskud, når patienterne er hjulpet og dokumentationen er udført, skal gerne gives til udvikling. Det er der brug for.

Marianne Thygesen, udviklingssygeplejerske, ansat på Gynækologisk/Obstetrisk afdeling, Odense Universitetshospital.

L  

Emneord: 
Etik
Dilemma
Hygiejne

Dilemma: Det forbyder min tro

Din mening. Det vrimler med etiske dilemmaer i sygeplejen. Sygeplejersken vil gerne høre, hvad du ville gøre, hvis ... Læs historien nedenfor og send dine overvejelser til: redaktionen@dsr.dk senest ­tirsdag den 27. februar kl. 12.00. Det må højst fylde 1.000 tegn uden mellemrum. Husk at oplyse navn og arbejdssted. Redaktionen bringer et ­udvalg af svarene i næste nummer af Sygeplejersken.

SY-2007-04-51aEfter fire en halv måned er det langt om længe lykkedes at skaffe en fast nattevagt til medicinsk afdeling. Det er ikke et eftertragtet job, så på afdeling M er sygeplejerskerne glade for Inger, der netop er flyttet fra Jylland til en provinsby på Sjælland. Inger er 36 år, et rart og omgængeligt menneske og en dygtig sygeplejerske med flere års erfaring fra en lungemedicinsk afdeling.

En nat, da Inger har været ansat et par måneder, læser hun i sygeplejejournalen, at hun skal give en ældre herre en portion blod, nummer to i rækken, fordi hans blodprocent er alarmerende lav.

Inger virrer lidt med hovedet, så kommer det frem, at hun ikke kan hænge blodet op. "Det forbyder min tro mig," siger hun til aftenvagten, der endnu ikke er nået ud ad døren.

Aftenvagten spørger hvorfor, og hun får stykket et billede sammen af en sygeplejerske, der er flyttet til provinsen sammen med sin familie for at medvirke ved byggeriet af en Rigssal til Jehovas Vidner. Aftenvagten reagerer ved at sige: "Ja, jeg kan jo ikke blive her hele natten, fordi du ikke vil have med blod at gøre. Du må vække vagthavende og høre, om hun vil tage sig af det."

Hvad mener du: Hvor meget må privatlivet have indflydelse på det arbejde, man skal udføre som sygeplejerske?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 5 side 52

Forkert arbejdsplads

Jeg tænker, at Inger har fundet den helt forkerte arbejdsplads eller måske endda det forkerte erhverv! Der står i sygeplejerskeloven, at en sygeplejerske under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Der står ligeledes, at det er sygeplejersken forbudt at ændre den af en læge ordinerede behandling. Hvis Inger ikke kan eller vil give blod, mener jeg, at hun overtræder sygeplejerskeloven og kan dermed straffes med bøde eller hæfte.

Anja Jakobsen, sygeplejerske på barsel.

Patientens tarv

Patientens tarv må gå frem for personalets. Blod er livreddende, og det er en sygeplejerskes pligt at udføre givne lægeordinationer, uanset hvad hun selv i denne forbindelse mener er rigtigt. Er det hende så meget imod, må hun finde sig en anden afdeling, hvor blodtransfusioner ikke kommer på tale.

Birgit Schledermann, sygeplejerske, ansat på Psykiatrisk afdeling, Odense Universitetshospital.

Udsæt transfusionen

Jeg synes, man skal undersøge, om man ikke kan udsætte 2. transfusion til dagvagten næste dag. Hvis vagthavende skønner, det ikke kan lade sig gøre, må han/hun selv være behjælpelig med transfusionen her og nu - evt. med en hånd fra naboafdelingen. Derefter må man tage op, om det vil være et tilbagevendende problem, at man skal give blod om natten. Hvis det er tilfældet, må man bede sygeplejersken søge en anden stilling.

Hanne Buch Nielsen, sygeplejerske, ansat på Psykiatrisk Center Gentofte.

Lad ham sove

Der er vel ikke noget i vejen for, at afdelingen kan tage hensyn til Ingers religiøse overbevisning ved simpelthen at sørge for, at blodtransfusioner foregår på andre tidspunkter end om natten? Den ældre herre i historien har allerede fået en portion. Jeg synes, hvis han ellers er stabil, at han skal have lov at sove og kan få portion nummer to, når dagvagterne møder ind.

Christina Enemark, sygeplejerske, ansat på Gynækologisk/Obstetrisk afd., Horsens Sygehus.

Undgå situationen

Det er indlysende selvfølgeligt, at sygeplejersker, der har præferencer i forhold til bestemte behandlinger, ikke bør søge ansættelser på afdelinger, hvor det kan blive aktuelt at udføre disse handlinger. Eller i hvert fald som minimum drøfter det med sin leder på forhånd, så situationer som den, Inger er havnet i, kan undgås.

Kirsa Ahlebæk, rektor, ansat på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole.

Emneord: 
Etik
Dilemma
Religion
Blod

Dilemma: Trylleplaster uden tryl

Din mening. Det vrimler med etiske dilemmaer i sygeplejen. Sygeplejersken vil gerne høre, hvad du ville gøre, hvis ... Læs historien nedenfor og send dine overvejelser til: redaktionen@dsr.dk senest ­tirsdag den 13. februar kl. 12.00. Det må højst fylde 1.000 tegn uden mellemrum. Husk at oplyse navn og arbejdssted. Redaktionen bringer et ­udvalg af svarene i næste nummer af Sygeplejersken.

SY-2007-03-69aIllustration: Bodil Molich

Der hænger en gul uro i loftet, og fra væggen kigger Pippi Langstrømpe ned på Asger, mens hun løfter sin hest. Han kan billedet af Pippi og Lilla Gubben udenad. Asger er fire år og indlagt på en børneafdeling sammen med sin far, og Emilie er deres kontaktsygeplejerske.

I dag skal Asger have en indsprøjtning i låret. Emilie har forberedt ham på, at han skal stikkes, han har haft trylleplaster på, og nu kommer hun med sprøjten i en kapsel.

"Nå Asger, nu skal det være," siger Emilie. "Du kommer til at mærke et hurtigt niv, og så er det overstået. Bamse-Bent kan få et stik bagefter, så kan du trøste ham, mens far trøster dig."

Asger stikker i et vræl. Han vil ikke stikkes og sætter sig op i sengen, mens han græder og hiver sin far i ærmet. Emilie forsøger at berolige, informere og holde kontakten med Asger, men uden held.
Jeg tror, vi bliver nødt til at holde dig et lille øjeblik," siger hun til Asger. Hun kalder på en kollega. Asgers far holder fast i Asgers ene arm og ben, kollegaen i den anden arm og det andet ben. Emilie lægger mærke til, at Asgers far har blanke øjne. Hun synes ikke, situationen er rar. "Barnets selvbestemmelse og integritet," farer det gennem hendes hoved.

Hvad mener du, hvordan kan sygeplejersker undgå eller håndtere fysisk fastholdelse af et lille barn på en børneafdeling? 

Kommentarer i Sygeplejersne nr. 4 side 51

Selv om 4-årige Asger har fået trylleplaster på, reagerer han voldsomt, da Emilie, sygeplejersken, skal give ham en indsprøjtning. Hun overvejer, hvor langt hun kan gå for at holde ham fast.

Ro på

Der skal være ro omkring et barn. Sygeplejersken kommer ind på stuen på en rolig måde med sprøjten i kapslen, spritter lidt af og giver barnet prikket, medens hun småsnakker med barnet, for så når barnet ikke at blive forskrækket.

Ro frem for alt!

Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.

Rejs i fantasien

Jeg har på et kursus fået demonstreret, hvordan der kan tages blodprøver på børn, uden at de registrerer det, fordi de ved at være optaget af fantasirejsen snyder hjernen. Fantasirejsen tager ganske simpelt udgangspunkt i det, som barnet allerbedst kan lide at tænke på, hvilket man så spørger ind til for at få barnet til at beskrive og dermed opleve sin fantasi.

At arbejde med fantasirejser ligger fint i forlængelse af den måde, vi i forvejen hjælper barnet på. Vi forsøger jo alle at berolige barnet ligesom Emilie i historien, og vi kender alle til at hjælpe barnet med at trække vejret ordentligt for at kunne slappe af, og også til at stille barnet spørgsmål for at aflede det.

Charlotte Leander, sygeplejerske, ansat på Nykøbing Falster Sygehus.

Ikke rart

Jeg har ikke så stor tiltro til trylleplaster i form af Emlacreme eller plaster, da det kun bedøver overfladisk, men måske giver børn den illusion, at stikket er helt smertefrit. Når det er sagt, synes jeg, at Emilie gør det rigtige. Hun forbereder Asger på en pædagogisk god måde og prøver at berolige ham, da han går i panik.

Da det ikke hjælper, henter hun hurtigt en kollega for at få stikket overstået, og hun lader heldigvis faren blive og hjælpe til. Det signalerer over for Asger, at faren også siger god for det lille overgreb, det nødvendigvis må blive. Barnets selvbestemmelse er sat ud af kraft, da det naturligvis ikke kan tage ansvar for sin egen behandling. Selvfølgelig er situationen ikke rar. Det er der meget her i livet, der ikke er.

Lisbeth Høy, pensioneret sundhedsplejerske.

Overgreb

Emilie har sovet i timen. Hun ved, at Asger er med på styrke a la Pippi Langstrømpe, så det er helt ved siden af at prøve et overgreb ad hendes "mere professionelle" vej, en metode, som for længst er strøget af normerne. Det er helt utilgiveligt at forøve sådan magtanvendelse over for et barn (det kunne gerne være hvilken som helst syg og nålefobisk person). Der skal noget kreativitet til, og at lege med tanken om Pippi Langstrømpes styrke ligger ligefor i dette tilfælde.

Benedikte Folkmann Jensen,  sygeplejerske, ansat på Plejehjemmet  Kløvervangen, Århus.

Læs kommentarerne som PDF - gå til side 51

 

Emneord: 
Dilemma
Etik
Børn
Smerte

Dilemma: Bryllupsgaven

Din mening. Det vrimler med etiske dilemmaer i sygeplejen. Sygeplejersken vil gerne høre, hvad du ville gøre, hvis ... Læs historien nedenfor og send dine overvejelser til: redaktionen@dsr.dk senest tirsdag den 30. januar kl. 12.00. Det må højst fylde 1.000 tegn uden mellemrum. Husk at oplyse navn og arbejdssted. Redaktionen bringer et ­udvalg af svarene i næste nummer af Sygeplejersken.

SY-2007-02-44aIllustration: Bodil Molich

Marie er sygeplejerske på lungemedicinsk afdeling og skal giftes til maj. Den udkårne er brandmanden Jacob, som Marie har en søn med. Alt det og meget mere fortæller hun Ernst, der er 62 år og svært plaget af rygerlunger.

Marie har passet ham mange gange, for trods patientskole og hjemmesygepleje bliver han nu og da indlagt akut. Kun et par dage, men Marie og Ernst kender alligevel hinanden godt efterhånden. Det samme gælder Ernsts kone Bente.

Ægteparret synes, det er dejligt at følge lidt med i Maries liv, og ved også, hvad parret ønsker sig i bryllupsgave. Under den seneste indlæggelse snakker de om bryllupskager og om, hvorvidt Marie - som moderne kvinde - bør holde tale for sin mand.

Fem dage før brylluppet dukker Bente op på afdelingen. Hun har en smukt indpakket gave med i en bærepose og spørger efter Marie. "Hun har fri," oplyser kollegaen. Bente beder hende sørge for, at Marie får gaven. "Hun har altid været så betænksom over for Ernst og mig," siger Bente.

Dagen efter drager Marie hjem med gaven på cyklen. Hun åbner den efter brylluppet og pakker fire blå Megamussel-kopper og -underkopper ud. "Wauw," udbryder hun. Senere får hun moralske skrupler. "Måske skal jeg sige nej tak," tænker hun.

Synes du, det er i orden, at Marie beholder sin gave? 

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 3 2007 side 69

Følg retningslinjerne

Marie står i ægte forlegenhed. Jeg forestiller mig, at Ernst og Bente har givet gaven af taknemmelighed og i håbet om at glæde Marie. Det føles derfor bagvendt og pinligt for alle parter at aflevere gaven tilbage.

På den anden side set er Marie nødt til at finde ud af, om arbejdsstedet har retningslinjer mht. modtagelse af gaver - og i tilfælde af det skal hun i samråd med sin leder følge disse retningslinjer. Hun må overveje, hvorvidt gaven vil skabe et problematisk afhængighedsforhold mellem Ernst og Bente og Marie fremover. Marie møder sandsynligvis Ernst igen som patient. Situationen giver anledning til at gennemtænke, hvad der er private anliggender, som Marie ikke skal drøfte med sine patienter.

Desuden kan vi drøfte i sundhedsvæsenet, om nogle patienter efterhånden mener, at de skal afbetale eller bestikke sundhedspersonalet for at få en personlig omsorg.

Edith Mark, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Selvforskyldt

Nu har Marie jo taget gaven med hjem i privaten og pakket den ud. Så er hun vel nødt til at beholde den mod at sende et takkekort til Ernst og hans hustru. Hvis Marie aldrig havde fortalt patienterne om sit privatliv, så havde hun ikke været i den knibe.

"I min tid" talte man aldrig om det, der foregik i ens privatliv. Man måtte ikke være gift, man måtte ikke modtage gaver.

Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.

Lær af situationen

Dilemmaet er opstået allerede på det tidspunkt, hvor Marie fortæller patienten, at hun skal giftes. Selvfølgelig må man gerne løfte en flig af sin private side for patienterne, men man bør hele tiden holde en vis faglig distance. Grænsen er dog svær at definere. Rent juridisk tror jeg ikke, at hun må tage imod gaven, men den vil være svær at returnere. Hun vil jo møde patienten igen flere gange. Jeg synes, at hun skal beholde gaven og lære af situationen.

Annette Opstrup, sygeplejerske, Odense Universitetshospital.

Stor betænksomhed

Hvorfor skulle hun da ikke modtage den? Vi sygeplejersker har jo altid "fået tudet ørerne fulde af," at man ikke må modtage noget fra patienter og klienter, at det kan være fyringsgrund. Men nu er der jo ikke tale om tusindvis af kroner eller penge i det hele taget. Det er en gave givet af stor betænksomhed og taknemmelighed over for et dejligt medmenneske.

Birthe Lis Sølvsten Grøn, Psykiatrisk afdeling, Kolding Sygehus.

Emneord: 
Etik
Dilemma

Dilemma: Mobilen er i udu

Din mening. Det vrimler med etiske dilemmaer i sygeplejen. Sygeplejersken vil gerne høre, hvad du ville gøre, hvis ... Læs historien nedenfor og send dine overvejelser til: redaktionen@dsr.dk senest tirsdag den 16. januar kl. 12.00. Det må højst fylde 1.000 tegn uden mellemrum. Husk at oplyse navn og arbejdssted. Redaktionen bringer et ­udvalg af svarene i næste nummer af Sygeplejersken.

SY-2007-01-38aIllustration: Bodil Molich

Teis er 17 år og i lære som tømrer. Han er glad for sin læreplads og klarer arbejdet godt. Men en dag får han dele af et stillads ned over sin ankel og brækker den. Han bliver indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, hvor han får sat "noget isenkram" igennem malleolen. Pga. temperaturforhøjelse bliver han på afdelingen efter operationen.

Dagen efter ringer Teis' arbejdsgiver. Han vil høre, hvordan Teis har det, hvor længe han skal være sygemeldt, og om han må komme og se til lærlingen.

Charlotte, som er sygeplejestuderende, svarer arbejdsgiveren, at han må kontakte Teis, hvis han vil have svar på sine spørgsmål. "Det har jeg prøvet, men mobilen er i udu," svarer arbejdsgiveren.

Charlotte synes, det er synd for Teis' chef, så hun fortæller ham, at Teis kommer hjem, når temperaturen er normal, og at han skal være sygemeldt i ca. seks uger.

Om eftermiddagen kommer arbejdsgiveren med kringle til hele afdelingen. "Hvor er hende den venlige, der fortalte mig, at Teis har det godt?" spørger arbejdsgiveren. Charlotte, der sidder og skriver i sygeplejejournalen, rødmer, og hendes kontaktsygeplejerske Jenny løfter det ene øjenbryn.

Hvordan synes du, Jenny og Charlotte skal håndtere situationen?

Emneord: 
Tavshedspligt
Dilemma
Etik

Dilemma: Ekspertpatientens domæne

SY-2007-24-23aIllustration: Bodil Molich 

Hr. Svendsen på 57 år ankommer tre gange om ugen til dialyseafdelingen for at blive koblet til en maskine, og det har han gjort i fem år. Under dialysen plejer han at læse motorcykelblade eller gætte krydsogtværs.

Hjemme i garagen har han en ny BMW og to veteranmotorcykler, men med nyresygdom og hvad deraf følger, er det småt med køreturene. Svendsen ved nok, hvordan en dialyse skal foregå, og han har en fin næse for nye og usikre sygeplejersker.

Lotte er netop startet på afdelingen, hun har et halvt års erfaring fra et vikariat på medicinsk afdeling, nu er hun blevet fastansat, og det er hun rigtig glad for.

Hun har læst om ekspertpatienter, der ved mere om deres sygdom end både læger og sygeplejersker, men tænker, at det er en udfordring at møde patienter, som ikke ligger under dynen med sænket blik og taknemmelighed på læben.

Svendsen får dog Lotte til at miste modet. Da hun kortvarigt fumler lidt med klargøringen af maskinen, tilkaster han hende et hånligt blik. "Det er ikke studenterhuen, der trykker, hvad Lotte?"

Lotte vælger at overhøre bemærkningen. I løbet af dagen får Svendsen et par gange pointeret, at han bestemt ikke anser Lotte for at være særlig kvik. Hun overvejer, om hun skal svare igen, men ender med at gå nedbøjet hjem. "Har jeg valgt et forkert speciale?" tænker hun.

Hvad synes du, Lotte skal gøre med relationen til sin ekspertpatient?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 25/26 2006

Få gang i dialogen

At svare igen og på den måde starte en slags skænderi er både ufagligt, uprofessionelt og vil ingen effekt have.

Lotte skal få skabt en dialog med Svendsen. Hvis der ingen dialog kommer, og han fortsætter med nedgørende bemærkninger, kunne hun sige, at jeg er klar over, at når du taler sådan, er det udtryk for frustrationer, og dem vil jeg gerne tale med dig om, men ikke på den her måde. Hvis fortsat ingen fremskridt, vil det næste skridt være at ind­drage afdelingssygeplejersken. Men hvad hun end vælger, er det meget vigtigt, at hun hele vejen igennem bevarer en venlig og faglig tone (forkortet).

Vera Johannsen, sygeplejerske, Dialyseafdeling M60, Sønderborg Sygehus.

Tal med patienten

En ny sygeplejerske på afdelingen betyder én med forskellige metoder og måder at gøre tingene på. Jeg synes, at Lotte ikke skal finde sig i, at patienten siger til hende, at hun ikke er særlig kvik. Hun kan på en pæn måde snakke med patienten om dette og finde ud af, hvorfor han synes, at hun ikke er særlig kvik. Hvad er det, der irriterer ham ved den måde, hun arbejder på? Lotte kan også prøve at snakke med sine kolleger om dette. Det tager sin tid at lære patienten at kende - og omvendt.

Jasmina Cokic, 5.-semester-studerende på CVSU-Odense samt studiejob på Dialyseafdelingen, OUH.

Hårdt liv

Lotte skal bestemt ikke gå nedbøjet hjem. Hun må tænke på, at patienten sikkert kommer med disse kommentarer, fordi han synes, det er hårdt at leve med sygdommen. Han kan bl.a. køre motorcykel - må nøjes med at læse om den i et blad! Derfor er hans tålmodighed ikke så stor. Han projicerer sine problemer over på Lotte. Sygeplejerskens job er bl.a. at containe disse følelser.

Kirsten Marie Knudsen, sygeplejerske på Geriatrisk afdeling, Haderslev Sygehus.

Emneord: 
Dilemma

Dilemma: Når tolken giver slip

Din mening. Det vrimler med etiske dilemmaer i sygeplejen.

SY-2006-25-55aIllustration: Bodil Molich

Günel er en tyrkisk kvinde på 57 år. Hun er kraftig, og begge hendes hofter har det meget skidt. De er slidt op. Hun har mange smerter, og lægerne har besluttet, at det bedste for hende vil være at få to nye hofter.

Günel kommer til samtale om operationsforløb, mobilisering, genoptræning og kost. Hun har en tolk med, og det virker, som om Günel forstår den information, der bliver givet. Hun har ingen spørgsmål, nikker og smiler, og tolken er meget opmærksom på at spørge hende, om der er noget, hun er i tvivl om, noget hun ønsker uddybet.

En tirsdag bliver Günel opereret over middag. Hun bliver udstyret med to nye hofter, og operationen går fint. På opvågningen er Günel imidlertid ved at splitte det hele ad. Hun er meget urolig, og hverken smertestillende medicin eller beroligende ord har effekt på hende. Klokken er blevet mange, og det er ikke til at få en tolk.

De nye hofter er i fare for at skride, for Günel har glemt alt om, hvordan hun må ligge og ikke ligge. Til slut giver opvågningssygeplejersken hende i samråd med en læge noget kvalmestillende medicin, som samtidig sløver. Sygeplejersken synes ikke, det er i orden at sløve patienter unødigt, og hun har samvittighedskvaler.

Hvad synes du, opvågningssygeplejersken skal gøre, hvis hun kommer i en lignende situation?  

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 1. 2007 side 38

Günel har netop gennemgået en hofteoperation. På opvågningsstuen er hun ved at splitte det hele ad. Hun er meget urolig og har glemt alt om, hvordan hun må ligge og ikke ligge. Til sidst giver opvågningssygeplejersken hende noget kvalmestillende medicin, som samtidig sløver.

Uden dårlig samvittighed

Som udgangspunkt har patienter ret til selvbestemmelse, om de f.eks. ønsker behandling iværksat. Betingelserne for, at selvbestemmelse skal respekteres, er, at patienten er kompetent, handler frivilligt, er velinformeret og samtykker til behandlingen. Kompetence betyder i denne sammenhæng evnen til at forstå information og vælge på baggrund af viden og egne ønsker. På grund af operation, narkose og opvågning er Günel i denne situation midlertidigt inkompetent, hun handler heller ikke frivilligt, kan kun vanskeligt eller slet ikke informeres, og derved kan hun ikke samtykke.

Da der lige nu er fare for, at hofterne skrider, bør sygeplejersken i samråd med lægen drage omsorg for Günel og gøre det, der ud fra deres vurdering er det bedste for hende. Og det kan være at give kvalmestillende eller beroligende. Sygeplejersken har altså ikke grund til samvittighedskvaler.

Men hvis det forholder sig således, at mange patienter handler uroligt, irrationelt og på anden måde mod deres umiddelbart objektive velfærd i opvågningsfasen, kunne der informeres og indhentes samtykke til at handle til patientens bedste i sådanne generelle situationer.

Helle Mathar, sygeplejelærer og cand.mag. i filosofi, Sygeplejerskeuddannelsen i København.

Fagligt forsvarligt

Jeg synes, sygeplejersken kunne dele situationen i to:

Først: Når det er helt umuligt at få patienten til at falde til ro, mener jeg, det er fagligt forsvarligt at give noget beroligende. Hensynet til de nye hofter er vigtigst lige i situationen.

Dernæst: Hvad gør man fremover? Hvordan forebygger man en lignende situation?

Det er ikke muligt af historien at se, om afdelingen er vant til etniske patienter og dermed har viden om deres måde at reagere på. De har en meget voldsom reaktion, når de har ondt. Og man kan ikke regne med, at patienten har forstået informationen, selv om hun nikker og smiler, det kan være for at være høflig og ikke udstille sig selv og sin uvidenhed.

Når det ikke er muligt at få en tolk, ville jeg alliere mig med en voksen i familien, som kan tolke for mig. Jeg ville også til en kommende information invitere en voksen i familien, som kan begge sprog, så de derhjemme kan tale om, hvad de har fået at vide, og dermed forberede sig på operationen.

Hvis man i afdelingen jævnligt har etniske patienter, ville jeg skaffe undervisning om helbred og sygdom blandt de største etniske grupper.

Lone Graff, projektleder, Odense Kommune, OKÆ plejeboliger.

Emneord: 
Indvandrer
Dilemma
Etik

Dilemma: En høj mand på stuen

SY-2006-23-53allustration: Bodil Molich

Han spiller basketball på højt niveau, og han er selv en høj mand på næsten to meter. En dag under en træningskamp mærker han under et spring et smæld i benet og kan ikke længere støtte på det.

På skadestuen konstaterer lægen, at hans akillessene er revet over, og at det er nødvendigt med en operation. Fred bliver indlagt på ortopædkirurgisk afdeling og gjort klar til operation næste dag. "Jeg kun' godt brug' en storre seng," siger Fred til kontaktsygeplejersken. Hans dansk bærer præg af opvæksten i USA. Kontaktsygeplejersken Mette ser på ham.

"Vi har kun én stor seng på afdelingen, og den er i brug," svarer hun. "Men jeg kan godt se, at det kniber for dig at være i den der," siger hun og peger på Freds ene store knæ, der stikker langt op i luften. Fred smiler, hans tænder lyser hele stuen op. Fred ifører sig hospitalstøj og spørger, om han kan få en cola.

"Det har vi desværre ikke," svarer Mette.

Mette er klar over, at hun skal passe Fred, når han er tilbage fra operation dagen efter. Men hvordan ser man på en sort mand, om han er cyanotisk? Hun overvejer, om hun kan være bekendt at spørge.

Er det i orden, at Mette spørger Fred, hvordan hans negle og læber ser ud, når han fryser?

Emneord: 
Dilemma
Observation

Dilemma: Højt hår og røde læber

2206-47-01Illustration: Bodil Molich

Filippa har arbejdet på intensiv afdeling i syv år, men tempoet er blevet for højt, synes hun. For mange opringninger i fritiden fører til for mange ekstravagter. Derfor har hun sagt farvel til specialet og fået arbejde på en mave-tarm-kirurgisk afdeling 32 timer om ugen. Den tredje dag, hun er på afdelingen, leder en af de erfarne sygeplejersker den faglige konference:

"På stue to i to-sengen ligger en obs. kolon cancer, tidligere maler, han taler sort, og hans kone ligner noget, der er hentet i Østeuropa. Højt hår og røde læber.

"Ved han, at han er til observation for kræft?" spørger Filippa. "Ved konen det?"

"På stue tre i et-sengen har vi Lennart, fortsætter sygeplejersken. Han har "ondt i bugspytten" siger hun og efterligner Lennarts drævende stemme. "Der er taget standardprøver. I to-sengen ligger en gammelfar på 82 år, som tilsyneladende arbejder i stålindustrien. Hans negle er så sorte, at jeg tog handsker på, da jeg skulle præsentere mig." Hun ler larmende.

"Så rensede du dem vel?" spørger Filippa.

Den faglige konference fortsætter, indtil alle patienter har fået en personlig kommentar. Filippa har fået nok. "Den måde, vi møder patienterne på, bliver påvirket af dine negative bemærkninger," siger hun direkte til den erfarne sygeplejerske. "Hvor er fagligheden?" Ingen af de andre siger noget. De to studerende kigger væk.

"Tonen her er rå, men hjertelig," forsøger den erfarne. "Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet ..."

Hvordan ville du reagere, hvis du var i Filippas sko?

Kommentar i Sygeplejersken nr. 23 2006 

Rå og uanstændig tone
Jeg ville blive dybt rystet over at møde en kollega, der i den grad overskrider den faglige etik. Dilemmaet beskriver en "erfaren sygeplejerske," der såvel i ord som handlinger viser intolerance og inkompetence. Hendes erfaringer må derfor drages i tvivl. Mon denne sygeplejerske nogensinde har brændt for sit fag, eller er hun brændt ud? Tonen er rå og uanstændig.

Er sygeplejerskens katastrofale holdninger til andre mennesker et udtryk for afdelingens kultur, siden hun ikke for længst er blevet stoppet? Sandsynligvis har en del personale allerede forladt "bageriet," og de, der er tilbage, magter åbenbart ikke at tage konfrontationen op. Det gør Filippa; hun viser både mod og omtanke, så derfor må hun følge samtalen til dørs. Filippa kan i sin overvejelse støtte sig til punkt 2.6 i De Sygeplejeetiske Retningslinier: "Sygeplejersken skal ved loyalitetskonflikter mellem ansættelsesstedets forhold og muligheden for at udføre forsvarlig sygepleje arbejde for at varetage patientens tarv."

Susanne Ardahl, sygeplejelærer på Social- og Sundhedsskolen i Københavns Amt samt medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Dilemma
Etik