Dilemma: Hævn

SY-2006-20-60aIllustration: Bodil Molich

"På stue seks ligger en herre på 48 år," lyder det under rapporten på ortopædkirurgisk afdeling. "Han er ilde tilredt efter et groft overfald. Blev indlagt i går, opereret i nat. Tre frakturer, en på højre hånd, en på højre overarm, en på venstre skinneben og fire suturer over venstre øje. Psykisk er han rystet, men efter omstændighederne i god form. Han skal have intravenøs medicin x tre."

Aftensygeplejersken Susanne vil vide, hvorfor og hvordan overfaldet skete.

Dagvagten rømmer sig. "Han er netop løsladt efter at have siddet i fængsel i 1½ år, dømt for pædofili. Politiet mener, der kan være tale om hævn."

Susanne er mor til to døtre på syv og 11 år. "Svin," tænker hun og overvejer, hvordan hun skal yde sygepleje til en person, hun umiddelbart har lyst til at overlade til sig selv.

Kollegaen er en ung og uerfaren sygeplejerske, som ikke har børn. Er det i orden at lade hende overtage plejen? Susanne har aldrig tidligere været i en situation, hvor hun har været usikker på sig selv på den måde.

"Kommer jeg ubevidst til at overse nogle symptomer hos ham, hvor langt vil jeg kunne gå, kan jeg overhovedet stole på mig selv?"

Hvad synes du, Susanne skal gøre?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 21 2006    

Respekt og ansvar

Sygeplejersken Susanne skal lade sine overvejelser om patienten på stue 6 forblive i sit private liv. Susanne er en erfaren sygeplejerske, og i den erfaring ligger, at hun skal behandle alle patienter med respekt og ansvar, ligegyldigt om det er pædofile eller sågar mordere.

Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.

Sygepleje er personlig

Patienten har brug for sygepleje, derfor har Susanne pligt til at yde den sygepleje, som patienten har brug for, uanset hvad manden har begået af ulovligheder eller uhyrligheder i sit tidligere liv. Hvis Susanne ikke er i stand til at tilsidesætte sine private følelser for sine egne døtre, har hun et alvorligt fagligt problem. Sygepleje er nemlig hverken domfældelse, straf eller hævn.

Edith Mark, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Professionel sygepleje

Susanne må som sygeplejerske sætte sine private følelser i parentes og handle som det, hun er: en professionel omsorgsudøver, der skal tage vare på en patient, der har været udsat for et overfald. En pleje, som hun givetvis ikke ville have haft samme kvaler ved at udføre, hvis patienten havde været en mand, hvis seksuelle præferencer hun ikke kendte til. Susanne kan her støtte sig til de Sygeplejeetiske Retningslinier, hvorigennem hun er forpligtiget til at yde en omsorg uden diskrimination.

Suzannah Hansen, 7.-semester-studerende på Vendsyssel Sygeplejeskole.

Forskelsbehandling

Susanne bør lægge sine egne personlige holdninger bag sig, når hun skal yde sygepleje til en patient. For ellers risikerer hun, at det vil resultere i en ubevidst forskelsbehandling, hvilket i sig selv vil være diskriminerende. Som sygeplejerske er man nødt til at respektere enhver patient uanset dennes køn, alder, race, religion, seksuelle orientering osv. Derfor bør Susanne respektere patienten som det menneske, han er. Hun behøver absolut ikke at respektere hans handlinger. Hvis Susanne er usikker på sig selv, bør hun søge råd og vejledning til, hvordan hun skal klare situationen.

Hatice Sütcü, 7.-semester-sygeplejestuderende ved Herlev Sygepleje- og Radiografskole.

Emneord: 
Barn
Overgreb
Dilemma

Dilemma: God tone

SY-2006-19-47aIllustration: Bodil Molich

I værelse 12 på plejecentret sidder en spinkel, gammel dame på 84 og læser i et ugeblad. Hun har en lup foran brillerne for at se. Det er torsdag, og der ligger fire andre blade på bordet og venter på at blive læst. Damen har papillotter i håret og ondt i kroppen. Hun har en nyanlagt kolostomi og metastaser til knoglerne, men det sidste er hun ikke helt klar over.

En sygeplejerske fra vikarbureauet kommer trillende med en vogn med aftente og gør opmærksom på, at Fru Madsen gerne må rejse sig og skænke en kop til sig selv.

"Vil du ikke skænke op for mig, kanden er så tung?" spørger Fru Madsen med et træt glimt i øjet.

"Nej, det vil jeg ikke," svarer vikarsygeplejersken. "Jeg vil ikke gå som tyende, og du har jo ikke brækket armene, Trunte." Fru Madsen rejser sig med besvær, skænker sin te og sætter sig igen. Hun vil ikke have en sandwich med ost. "Jeg er ikke sulten," siger hun.

Vikarsygeplejersken triller ud af stuen og videre ned ad gangen. Den sygeplejerske, som er på vej rundt med aftenmedicinen, har hørt ordvekslingen og undrer sig.

"Værdigt liv, servicefag og omsorgsetik" lyder det for hendes indre. Hvad bliver ordene til i praksis? spørger hun sig selv.

Hvordan synes du, kollegaen skal reagere på vikarsygeplejerskens bemærkninger til Fru Madsen?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 20 2006 

Ånden ofret

Kollegaen skal spørge vikarsygeplejersken om, hvorfor hun overhovedet er blevet sygeplejerske. Synes hun, det er en god måde at pleje et sygt menneske på? Endvidere skal hun spørge hende, om hun selv ville bryde sig om sådan en behandling, hvis hun kom i den gamle dames situation.

"Lad ikke ånden i sygeplejen ofres på teknikkens alter," sagde Charlotte Munch for mange år siden til sine sygeplejeelever. Er det dette, der er sket?

Lise Bjørn, pensioneret sygeplejerske.

Sig undskyld

Det kan da ikke undre nogen, at man bliver hængt ud i pressen som dårlige plejere inden for plejehjemssektoren, hvis man overhører sådan en samtale. Hvis det var mig, der overhørte sådan en samtale, ville jeg tage fat i vikarsygeplejersken med det samme og sige hende min uforbeholdne mening om hendes måde at behandle den gamle dame på. Hun skulle give Fru Madsen en undskyldning, og så kunne hun godt forlade stedet med det samme. Jeg ville også fortælle vikarbureauet, at vi ikke vil have hende en anden gang. Nej, det skal ingen finde sig i.

Riké Garde Søndergaard, primærsygeplejerske, ansat i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Skinnet kan bedrage

Kollegaen skal gå hen og fortælle vikarsygeplejersken, at skinnet kan bedrage, og godt nok har Fru Madsen papillotter i håret og læser ugeblade, men at hun rent faktisk har metastaser i knoglerne og er en træt gammel dame. Så hvis hun havde været "venlig" at servere en kop te til Fru Madsen, så kunne hun måske også have klemt en lille ostemad ned.

Og desuden fortalt hende, at det her er god tone at tale til beboerne, som vi selv gerne vil blive talt til, når vi engang bliver 80 år.

Cilla Gudmundsen, sygeplejerske, ansat på F 2073, Rigshospitalet.

Nedladende tiltale

Sygeplejersken skal gå i dialog med vikaren. Hun skal give udtryk for, at hun har hørt samtalen og undrer sig over hendes nedladende måde at tiltale beboeren på. Stille spørgsmål ved hendes etiske holdninger, magtudøvelse, manglende respekt, empati og forståelse.

Situationen bør forelægges lederen, der er ansvarlig for valg af vikarer. Selvfølgelig skal vi motivere beboerne til at holde sig i gang, gøre så meget som muligt selv - men det er ikke absolut nødvendigt, at en vikar med et sparsomt kendskab til beboeren skal gøre servering af aftenteen til en træningssituation, og slet ikke med det sprogbrug.

Desværre er den slags situationer - også blandt det faste personale - alt for ofte årsag til konflikter med beboere, klager fra pårørende, læserbreve og voldsom omtale i aviser og tv. Vi er ikke tyende, men vil vi betragtes som professionelle, må vi vise, at vi er professionelle, ved at vores tilgang er præget af respekt, empati og situationsfornemmelse.

Benedikte Kristensen, sygeplejerske, Kolding Kommune.

Emneord: 
Plejecenter
Dilemma
Etik

Dilemma: Retten til en far og en mor

SY-2006-18-57aIllustration: Bodil Molich

I hjemmeplejen i Område Øst er der netop startet en ung sygeplejestuderende, Manja, på 25 år. Hun har fået tildelt en kontaktsygeplejerske, Berit, som skal være hendes kliniske vejleder under praktikopholdet.

Over eftermiddagskaffen spørger kontaktsygeplejersken Manja, om hun vil præsentere sig selv for resten af gruppen, der består af social- og sundhedshjælpere, assistenter og en enkelt sygeplejerske.

Manja fortæller om sin uddannelse, hvad hun har arbejdet med, hvilke opgaver hun har skrevet, og hun slutter med at sige, at hun har fundet ud af, at hun gerne vil arbejde med ældre, når hun en gang bliver færdig.

"På et plejehjem, måske. Det havde jeg egentlig aldrig troet," slutter hun.

En af assistenterne spørger, om hun har børn. Manja tøver kort, "nej, men min kæreste og jeg vil gerne have det om et par år, når jeg er færdig, foreløbig har vi kun en hund, en Border Collie, der hedder Verner."

"Arbejder din kæreste også i sundhedssektoren?" spørger en anden.

"Nej, hun er gartner," svarer Manja. Der bliver stille rundt om kaffebordet. "Jeg synes nu, et barn har ret til både en far og en mor," kommenterer en spinkel, sorthåret kvinde.

Hvad synes du, kontaktsygeplejersken skal sige?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 19 2006 

Sundest for barnet

Kontaktsygeplejersken skal gentage sætningen: "Et barn skal have retten til en far og en mor." Det er sundest for barnet, så Manja må få nogle mandlige personer, fætre eller mandlige venner, til at komme ofte i hjemmet, fordi man ofte ser, at børn opvokset mellem lesbiske eller i et bøssemiljø altid bliver afsporede, mordere eller af anden observans; pigerne bliver som mødrene, drengene bliver hadefulde mod alle kvinder. Jeg har set det for tit igennem "min tid."

Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.

Mener ikke noget

Jeg synes, kontaktsygeplejersken skal sige "ingenting!"
Jeg mener "ingenting," da dette forum er omkring Manjas private liv og ikke en sag om, hvorvidt børn har ret til både en mor og en far. Derfor mener jeg, at kontaktsygeplejersken overhovedet ikke behøver at kommentere på det. Hvis hun gjorde det, ville det virke "mor-agtigt," og det er jo ikke sådan, vi er som sygeplejersker, vel? Jeg synes faktisk, hun gør det flotteste menneskeligt over for Manja, hvis hun holder sin mund og ser, hvad Manja siger til det. Det er Manja, der har det næste ord her. Om hun vælger at forsvare sig eller bare trække på skuldrene, er op til hende, men på den måde får hun også kommunikeret ud, hvad hun mener.

Mona Heuser, sygeplejerske, ansat på P20, Palliativ Medicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

Ti stille

Kontaktsygeplejersken Berit skal tie stille og lade Manja selv bestemme, om hun har lyst til at tage diskussionen om lesbiskes ret til at få børn i dette forum. Manja har haft mod til at sige, at hun er lesbisk, og har gjort sig overvejelser om de problemstillinger, der kan opstå i den forbindelse. Manja skal selv klare diskussionen om lesbiske og bøssers ret til at være forældre.

Elsebeth Vesterheden, afdelingssygeplejerske, Århus Sygehus, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Homofili
Familie
Dilemma

Dilemma: Kritik af en kollega

SY-2006-17-53aIllustration: Bodil Molich

På åben psykiatrisk afdeling er Birgit i aftenvagt. Hun har været psykiatrisk sygeplejerske i syv år og er rigtig glad for sit arbejde. Men der er en ting, der nager hende. Kritikken af en af hendes kollegaer. Hun sidder i opholdsstuen og taler med 37-årige Kim, som er patient. Kim udtaler sin utilfredshed med kollegaen, og det er langtfra første gang, en patient kommer med svært negative bemærkninger om netop den kollega. Kollegaen overskrider patienternes grænser på forskellig vis, og hun taler grimt til både patienter og pårørende.

"Hun er ikke sat på jorden for at gavne psykisk syge mennesker," siger Kim. "Hun er ondskabsfuld."

Birgit beslutter at gå til sin afdelingssygeplejerske med kritikken, men afdelingssygeplejersken slår sagen hen med en bemærkning om, at enten må Birgit gå i dialog med kollegaen, eller også må hun acceptere, at mangfoldighed er afdelingens varemærke.

Birgit går til oversygeplejersken, men hun er heller ikke lydhør over for kritikken. "Vi er alle meget forskellige," er hendes kommentar.

Birgit føler sig som en dum sladrekælling. Hun ved ikke, om hun skal tie eller gøre mere ved sagen.

Hvad mener du, Birgit skal gøre ved kritikken af kollegaen?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 18 2006    

Fokus på sagen

Denne historie kunne have foregået hvor som helst. Det allervigtigste er at holde fokus på sagen. Hvis der kommer dårlige historier i omløb om en kollega, kan det senere være meget vanskeligt at mane historierne i jorden - selv om de ikke er sande.

Birgit må tage en snak med sin kollega og ærligt, men sobert fortælle hende om den kritik, hun har hørt. En sag har altid to sider, og snakken giver kollegaen mulighed for at give sin version af sagen.

Det er vigtigt, at Birgit ikke tager part i sagen, men forholder sig spørgende og åben og således giver kollegaen mulighed for at få belyst alle aspekter i sagen.

Det er nok ikke muligt at ændre kollegaens holdninger alene med en snak, men det giver vedkommende en indfaldsvinkel til at reflektere over sine handlinger og attituder og som følge deraf tage beslutninger. Beslutningen her kunne være en bredere drøftelse i personalegruppen, supervision o.a.

Kirsa Ahlebæk, rektor på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Dårlig ledelse

Alt tyder på, at patienter og pårørende på omtalte psykiatriske afdeling er dårligt tjent med både afdelingssygeplejerske og oversygeplejerske, der efter min mening slet ikke er deres ansvar bevidst.

Birgit, der i syv år har arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske, har åbenbart patienternes tillid og bør derfor gå videre op i systemet med klagerne. Uden støtte fra overordnede bliver det svært for Birgit selv at gå i dialog med kollegaen.

Astrid Valentin er pensioneret sygeplejerske.

Træn kommunikation

Birgit kunne på næste personalemøde foreslå et fælles studiemøde om kommunikation patienter og personale imellem - da det vist er længe siden, dette område er blevet prioriteret i afdelingen. Fortælle, at hun selv har et behov for, at dette område bliver trænet for den faglige udviklings skyld, og håber, at kollegerne vil være med, da det er en væsentlig fællesopgave. Det er egentlig relationsarbejde.

Jeg anser det for at være næsten omsonst, at hun siger noget til sin kollega, medmindre hun viser tegn på udbrændthed, men bør under alle omstændigheder forsøge en gang at spørge, om kollegaen har brug for hjælp. Der kunne jo være helt andre årsager, som spiller ind. Det kunne være en opgave for sikkerhedsrepræsentanten at blive inddraget, da det også handler om psykisk arbejdsmiljø.

Ilse Klemp, adjunkt/sygeplejerske, ansat på CVU-VEST Esbjerg.

Uvidende kollega

Patienten Kim bliver nødt til at bede om en samtale med Birgits kollega, så Kim selv kan fremføre sin kritik og sin klage over rette vedkommende. Det kan være, at kollegaen ikke aner, at hun virker frastødende på patienterne, på de pårørende og på de andre ansatte.

Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.

Emneord: 
Dilemma

Dilemma: Et ønske om en bøn

SY-2006-16-39aIllustration: Bodil Molich

På medicinsk afdeling står en tøjvogn på gangen. Foran stue 4 er et rullebord og en kørestol, der mangler den ene fodhviler, parkeret. "Her er grimt," tænker Maren.

Hun er 87 år og indlagt efter et fald hjemme på badeværelset. Næsten et døgn lå hun på gulvet uden at kunne rejse sig. Der er ikke sket noget alvorligt, men Maren er blevet forskrækket. Hendes kredsløb er dårligt, og egentlig må livet gerne snart slippe hende, mener hun. Fra sin seng på stue 4 kan hun følge livet på gangen. Stemmerne, latteren og de travle fodtrin.

Lise er sygeplejestuderende på andet år, vokset op i et intellektuelt kunstnerhjem med mange gæster og mange kontakter. Lise skal pleje Maren denne søndag formiddag.

"Jeg ligger her og tænker på, at jeg normalt ville være i kirke nu," siger Maren, da Lise træder ind ad døren.

"Nåh ja, det kan ikke rigtig lade sig gøre i dag," svarer Lise og lægger et sæt rent sengelinned på stolen.

"Kunne du ikke have den godhed at bede et fadervor med mig?" spørger Maren og ser fast på Lise. "Så er det lidt ligesom at være hjemme."

Lise ved, at hun ikke kan fadervor. Man har aldrig bedt i hendes hjem, og hun er hverken døbt eller konfirmeret.

"Det kan jeg ikke," svarer Lise.

Hvad synes du, Lise skal gøre for Maren?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 17 2006 

Gør det sammen

En 2.-års-sygeplejestuderende fra et intellektuelt kunstnerhjem skulle gerne forstå, at det fag, hun er gået ind i, er så fuldt af udfordringer, som netop gør det spændende. Så sig: "Kære Maren, det er jeg sørme ikke så god til, men det er du sikkert, Maren, så jeg sætter mig lidt hos dig, så kan vi nok gøre det sammen."

Kristine Tømmerup, pensioneret sundhedsplejerske.

Plads til livssyn

Lise bør møde Maren i den åndelige, fysiske, psykiske og sociale lidelse. F.eks. kan Lise fortælle, at hun ikke føler sig sikker på ordene i fadervor, men at hun alligevel gerne vil sidde hos Maren under bønnen. På den måde møder Lise Maren "der, hvor hun er," og det fælles tillidsforhold opretholdes. Maren vil føle sig mødt, set og sanset i stedet for afvist og ensom med sin fordring om hjælp og fællesskab til Lise. At imødekomme patientens eksistentielle og religiøse behov bør være enhver sygeplejerskes kompetence. Men hvis usikkerheden bliver stor, er det lige så omsorgsfuldt at tilbyde Maren at tale med en præst.

Michell Hansen, sygeplejerske, ansat på L121, Herlev Amtssygehus.

Stille og roligt

Lise skal sætte sig ned og lade hvilen falde på sig. Hun skal lige finde ro og tænke tilbage på ordvekslingen med Maren. Så kan hun fortælle Maren, at hun ikke selv kan fadervor, men at hun gerne vil finde en blandt det øvrige personale, der kan. Hun kan også foreslå Maren, at Lise sidder stille ved Marens side og hører hende fremsige fadervor. Måske er Marens ønske om en bøn sammen også et ønske om samvær med en fra personalet. Til slut kan Lise via samtale med Maren finde ud af, hvorvidt Maren eventuelt har behov for at møde en hospitalspræst. Som sygeplejerske er det vigtigt at møde patienten, hvor denne er. Det har Lise som studerende i denne situation mulighed for at gøre stille og roligt, så hun og Maren lærer hinanden bedre at kende - forhåbentlig til yderligere gavn for begge fremover.

Anne-Birgitte Salomonsen, operationssygeplejerske på Rigshospitalet, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Hent en kollega

Det er lige så vigtigt for Maren at bede fadervor som at få et glas vand, så hvad ville Lise gøre, hvis ikke hun kunne nå vandhanen? Mit forslag er, at Lise skal hente en kollega. Eller låne salmebogen, som er på enhver afdeling, og læse det sammen med Maren.

Jane Madsen, pensioneret sygeplejerske.

Emneord: 
Religion
Dilemma

Dilemma: Diskussion over dynen

På intensiv afdeling er 33-årige Anna ved at vågne op. Hun oplever rummet som tåget og ser nogle skygger foran sig. Skyggerne diskuterer. "Respiratoraftrapningen skalbare fortsætte som planlagt," siger den ene skygge. Den har mørkt hår og mørk stemme.

"Vi mener, at det er for tidligt og for hurtigt," siger den anden skygge, som har en lysere stemme og rødt hår. "Se på værdierne." Anna vil gerne bidrage til diskussionen, men munden føles forkert, og hun kan ikke tænke klart.

"Nu er det altså sådan, at vi har truffet en beslutning på konferencen, og den holder vi fast i," siger den første skygge. Stemmen er høj og vred.

"Jeg må bede jer om at passe patienten efter de givne ordinationer." Anna falder hen, og der går flere uger, før hun er så meget sig selv, at hun kan rekonstruere diskussionen hen over dynen. Så bliver hun vred.

Hun beder om at komme til at tale med lederen af afdelingen, og afdelingssygeplejersken opsøger hende samme eftermiddag. Anna fortæller hende historien om diskussionen hen over dynen.

"Det er en situation, vi arbejder hårdt på at undgå," svarer sygeplejersken. "Er du helt sikker på, at du har hørt rigtigt, du var jo i en døs?"

Hvordan synes du, afdelingssygeplejersken håndterer Annas klage?

Emneord: 
Dilemma
Intensiv

Dilemma: Dømt ude

13-06-37-01Illustration: Bodil Molich

Der ligger en gul mand i sengen, det er Niels. Han står i afdelingens uofficielle gengangerkartotek opført som "Niels E. Madsen, 43 år, alkoholmisbruger siden 17-års-alderen." Niels har været indlagt et utal af gange på medicinsk og kirurgisk afdeling med alt fra "ondt i bugspytten" til leverkoma.

Niels er en nøjsom mand. Bare han kan blive af med sine smerter, er han tilfreds. I hylden under sengebordet står to uåbnede Bjørnebryg, og der ligger en krøllet avis under sengen. Niels overnatter normalt på en bænk sammen med et par andre hjemløse og Pluto, en labrador, han har haft i syv år.

Ruth har aftenvagt. Hun er sygeplejerske og ønsker egentlig at behandle alle patienter ordentligt, men alkohol og alkoholmisbrug har hun det svært med.

Det samme gælder Gretha, social- og sundhedsassistenten, hun er i vagt med. Da de læser i rapporten, at Niels er indlagt, sukker Ruth højlydt. "Åh nej, så er det tid til hundepoter på dynen."

Da Ruth og Gretha kommer ind på stuen, hyggesnakker de med Niels' medpatient. Alle morer sig, og Niels forsøger at komme ind i samtalen: "Kom herhen piger, jeg giver sgu en Bjørnebryg," siger han. "Nej, ellers tak," lyder det spidst fra Ruth og Gretha, som forlader stuen i en fart.

Hvordan ville du svare Niels?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 15 2006 

Afslå på en høflig måde

I "min tid" som sygeplejerske kunne man ikke tillade sig at nære afsky over for nogen patienter overhovedet. De to fra plejepersonalet bærer sig fatalt forkert ad, både med ikke at drage Niels ind i hyggesnakken og den måde de besvarer Niels' øl-invitation på. De burde have afslået indbydelsen på en høflig måde og kunne f.eks. sige: "Det er ikke så godt lige nu, vi er i vagt, men en anden gang måske." Som sygeplejerske skal man også passe på sit omdømme, medpatienterne ville måske senere anklage de to "for at drikke sammen med patienterne."

Lith Stenderup, pensioneret sygeplejerske.

Egne fordomme

Jeg ville svare nej tak, men tak for tilbuddet, og så ville jeg gå hen til Niels og sætte mig på en stol ved hans seng, hvis det altså var i orden. Hvis der var tid til hyggesnak med de andre patienter, ville jeg også have tid til at forsøge at skabe en relation til Niels. Det kunne jeg gøre, hvis jeg var bevidst om min egen forforståelse og fordomme. Hvis jeg er bevidst om, at jeg allerede, før jeg har mødt Niels, har stigmatiseret ham, da kan jeg forsøge at møde Niels som det menneske, han er og møde mennesket bag diagnosen. Niels er, efter min mening, ikke en alkoholmisbruger, han er et menneske, der har en alkoholmisbrugsproblematik.

Ulla Hornshøj Rasmussen, specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske og akutsygeplejerske, Vejle Sygehus.

Selvreflektering

Jeg vil svare Niels med et smil og efterfølgende sørge for, at vi blev alene. Vi vil tale om, hvordan han og Pluto har haft det siden sidst, for ad den vej at blive klogere på ønsker om at ændre livsstil. Vi vil vende, hvordan Niels kobler alkohol og de symptomer, han har, for at fremme erkendelsen af hans alkoholproblem. Vi vil dvæle ved de gode oplevelser for at fremme motivationen til alkoholstop. Jeg vil fortælle om relevante behandlingsalternativer, hvis Niels er interesseret, og udlevere materiale herom. Jeg vil tilbyde abstinensbehandling. Afslutningsvis vil han opsummere, og vi vil aftale en tid til endnu en samtale.

Glennie Grønne, sygeplejerske, ansat på Gastroenterologisk afdeling, Silkeborg Sygehus.

Kan jeg hjælpe dig?

Hej Niels. Ved du hvad, Bjørnebryg drikker jeg ikke, ellers tak. Det er i øvrigt slet ikke tilladt at drikke alkohol her på afdelingen. Men ved du hvad, er der noget, jeg kan hjælpe dig med? Jeg ved rigtig meget om, hvor svært det er at holde pause med at drikke, man får abstinenser, rysteture osv. Har du det også sådan? Man kan få medicin for det her hos os. Der er også nogle, der bruger alkohol som smertestillende medicin eller til at dulme med, hvis man har det dårligt inderst inde, er det noget, du kan genkende? Du skal vide, jeg er rigtig bekymret med den leversygdom, du har. Hvis du overvejer at lave om på dit alkoholforbrug, ved jeg, hvor du kan få hjælp.

Vibeke Borch-Jensen og Bjarne Elholm, sygeplejersker, ansat på Alkoholenheden, Hvidovre Hospital.

Emneord: 
Alkohol
Dilemma

Dilemma: En duft af syrener

SY-2006-12-45aIllustration: Bodil Molich

Hjemmesygeplejersken kommer for at dosere piller og give insulin. En aften parkerer hun den lille røde bil under en blomstrende syren på den stille villavej og går op ad hovedtrappen til det gule hus. Howard P. er en nydeligt udseende 82 år gammel mand, han bor alene, og nu er der tilsyneladende gået forår i ham.

"Vil du bestille en taxi," beordrer han hjemmesygeplejersken. Han er iført jakkesæt, lyseblå skjorte og slips. Skoene er nypudsede.

"Jamen Howard, hvor vil du da hen så sent?" spørger hun venligt.

"Jeg vil ind til en af de damer, jeg har læst om i avisen," svarer Howard med fasthed i stemmen. På bordet ligger Ekstra Bladet opslået, og der er kraftige blå cirkler om et par adresser. En tom dåseøl har lavet en rand på den lyse egetræsplade.

Hjemmesygeplejersken gør insulinen parat, men hun overvejer næste træk. Hun tænker på sin viden om sexologi og på, hvor sjældent hun taler med patienterne om sex. Hun tænker på, hvad Howard har gang i.

Howard husker ikke så godt, men han er helt og fuldt i stand til selv at bestemme over sit liv. Efter at konen døde for to år siden, har han ikke givet udtryk for at have lyst til kvindeligt selskab. Hun tøver. "Howard," siger hun forsigtigt.

Hvordan synes du, sygeplejersken skal fortsætte samtalen?

Kommentarer i sygeplejersken nr. 13/14 2006 

Tal med ham

Hjemmesygeplejersken vælger at invitere Howard til en samtale omkring hans indre parathed. Hun er klar over, at hun hverken skal tale uden om eller invadere Howards følelses- og underliv. Sygeplejersken anvender De Sygeplejeetiske Retningslinier om mod og omtanke (1.3). Howard kan være usikker på sin seksualitet og dermed være meget sensitiv over for hendes reaktioner. Sygeplejerskens egen parathed til at tale om seksuelle temaer og hendes accept af ældres seksuelle udfoldelser er betydende for samtalens forløb. Kærlighed har ingen rynker. Kærlighed og lyst til sex kan nydes hele livet - og kan opstå hele livet, uafhængigt af alder; men kærlighed, ømhed og omsorg behøver ikke at have sammenhæng med sex. Så måske stiller hun Howard spørgsmålet om, hvad han gerne vil have hos damerne.

Susanne Ardahl, sygeplejelærer på Social- og Sundhedsskolen i Brøndby, medlem af Sygeplejeetisk Råd.
 

Ring efter den taxa

Sygeplejersken bør tage sig sammen, holde op med at være "snerpet" og se at få ringet efter den taxa til Howard. Vores sygeplejestand skal ikke blande sig med kvælende omsorg, når vitale klienter, "som helt og fuldt er i stand til at bestemme over deres eget liv," beder om hjælp til at føre deres planer ud i livet.

Hvorfor skal sygeplejersken overveje "næste træk" og "tale forsigtigt" til Howard, han virker hverken vægelsindet eller skrøbelig. Han er bare en voksen mand, der vil dække sit seksuelle behov. Det er ikke op til sygeplejersken at bedømme en voksen og velfungerende mands dispositioner.

Hvor herligt, at Howard har klædt sig så nydeligt til sit besøg hos "damen."

Det eneste dilemma kunne være sygeplejerskens opgave, som er medicindosering og ikke taxabestilling, men det er en akut situation, og jeg mener, at handlingen er nødvendig.

Sabine Asferg, sygeplejerske, pædagogisk psykologisk diplomstuderende ved CVU Sønderjylland.

God fornøjelse

"Pas godt på dig selv og rigtig god fornøjelse."

Det er under ingen omstændigheder sygeplejerskens opgave at blande sig i Howards gøren og laden. Der er heller ikke så meget at rådgive en herre i den alder om, når han fuldt og helt er i stand til at bestemme over sit liv. Desuden efterspørger Howard ikke gode råd, kun hjælp til at bestille en taxa.

Det er en sygeplejerske, Howard har i sit hjem, ikke en barnepige. Hendes egne moralbegreber er ikke relevante at fremføre.

Anne Grethe Hoffmann, sygeplejerske, ansat på Sankt Lukas Hospice.

Emneord: 
Ældre
Seksualitet
Dilemma

Dilemma: En fredfyldt død?

SY-2006-11-43aIllustration: Bodil Molich

Livstestamentet blev underskrevet for flere år siden, da Fru Mikkelsen var nyopereret for kræft. Hun har, trods moderate smerter, metastaser til knoglerne og mange korte ophold på hospitalet, formået at klare salg af hus, flytning til ældrebolig og et par rejser i Europa siden da. Nu er tiden ved at rinde ud.

Fru Mikkelsen har efter endnu et hospitalsophold sammen med familien besluttet, at en aflastningsplads på et plejehjem vil være en god ide, for hun er for dårlig til at være hjemme, selv om hun har maksimal hjemmehjælp. Hun glemmer at drikke, lader stearinlysene brænde på middagsbordet og har svært ved at komme ud af sengen.

Døden er der aldrig talt direkte om, Fru Mikkelsen har holdt fast ved livet, men mærker nu, at det er ved at være slut. Personalet på plejehjemmet passer hende til ug, men en aften ser den unge sygeplejerske, at Fru Mikkelsen har udsættende respiration, og hun er perifert kølig. "Det her kan jeg ikke tage ansvaret for," siger sygeplejersken til assistenten og ringer efter en vagtlæge, senere efter en ambulance. Til slut får hun fat i familien. Da familien mødes på plejehjemmet, står der to ambulancemænd i døren. Fru Mikkelsen er netop død. Hun nåede ikke til hospitalet, og de pårørende nåede ikke frem.

Hvordan kan det undgås, at en døende beboer bliver sendt på hospitalet?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 12 2006

Undervis personalet

Man bør undervise personalet. Det kunne godt lyde, som om det handlede om sygeplejerskens egen usikkerhed, der var årsag til, at hun tilkaldte vagtlægen. Hvis man som personale er godt rustet til at tackle disse situationer, er jeg sikker på, at sygeplejersken havde talt med patienten om det på et tidspunkt, mens patienten var ved bevidsthed. Fru Mikkelsen kunne jo selv mærke, at livet var ved at være slut. Havde de talt om det, ville situationen slet ikke være opstået.

Hanne Mielcke, klinisk vejleder på Medicinsk Enhed 1, Hillerød Sygehus, næstformand i Sygeplejeetisk Råd.


Ring til familien

I Fru Mikkelsens situation ville jeg ikke være i tvivl om, at det var familien, der skulle ringes til med det samme. Så kunne man forklare dem, at livet snart ville være slut for Fru Mikkelsen. Så ville hun have fået en fredfyldt død. Vi skal ikke være så bange for at sige det direkte til de pårørende, de skal nok reagere, hvis de ønsker det anderledes. Men jeg er sikker på, de ønskede en fredfyldt død for Fru Mikkelsen, og det er sygeplejerskens ansvar at være med til, at det kan lade sig gøre. Døden hører også med til livet og plejen, alt kan ikke helbredes på et sygehus.

Birgit Vest Stenkjær, primærsygeplejerske, ansat i Skælskør Kommune.

Tag ansvar
Jeg kan slet ikke forstå, at det var nødvendigt at sende bud efter vagtlæge og ambulance, når alle vidste, at patienten var døende. Hvordan kan man som sygeplejerske tænke på at flytte en patient, der har alle tegn på en snarlig død?

Det er et spørgsmål om at turde tage ansvar for, at netop denne patient er ved at dø. Det kan ikke passe, at man som sygeplejerske ikke tør tage dette ansvar!

Hvad er hun/han bange for? Døden er en naturlig afslutning på livet. Med de tegn, der var på en snarlig afslutning, burde vedkommende have sat sig ned, ringet til pårørende og givet patienten en værdig død.

Inger Ladegaard-Pedersen, primærsygeplejerske, arbejder for Kinnerup Care i Søllerød Kommune.


Tal det igennem

Man burde have talt denne situation igennem med Fru Mikkelsen og hendes familie. Hvad nu hvis hun pludselig bliver dårlig. Skal så ikke "bare" familien tilkaldes. Dette bør selvfølgelig noteres i journal osv.

Spørgsmålet er så: Hvem skal initiere denne samtale. Hvis alle forventer, en anden gør det, bliver det hurtigt til, som i denne historie, at ingen gør det. Man kan selvfølgelig sige, at i sidste ende er det et lægeligt ansvar. Sygeplejersken i vagt kan ikke - og skal heller ikke - tage det ansvar på sig. Hvis patientens praktiserende læge ikke selv har taget initiativet, kan man udmærket fra plejehjemmets side få fat på lægen og diskutere det med ham. Og derefter med patient og familie.

Ole Bo Hansen, overlæge på Smerteklinikken, Holbæk Sygehus.

Emneord: 
Død
Dilemma

Dilemma: Mor behøver ingen ferie

SY-2006-10-35aIllustration: Bodil Molich

Nina M. Andersen står der på døren til værelse 112. På Fru Andersens dåbsattest står der 1921.

Fru Andersen er flyttet ind på plejehjemmet for et halvt år siden efter et langvarigt sygdomsforløb, som startede med, at hun faldt og brækkede hoften.

Det kostede tre uger på hospitalet og et ophold på et rekreationshjem, som Fru Andersen selv betalte. Men hun kunne ikke klare sig hjemme trods megen hjælp.

Fru Andersen glemte at spise, og hun faldt et par gange og blev indlagt på medicinsk afdeling. Nu er hendes store hus solgt, og hendes datter Regitze administrerer penge, opkrævninger og almindeligt forbrug.

Personalet ved, at Fru Andersen fik mange penge for huset, som hun havde beboet i 27 år. Derfor undrer det lederen af plejehjemmet, at Fru Andersen kun har gammelt hullet undertøj, og at hun ikke betaler penge ind til den årlige ferietur, som i år går til Gilleleje.

En samtale med datteren kaster ikke meget lys over sagen. Datteren er ikke videre imødekommende, og lederen får mistanke om, at Fru Andersens penge har fundet vej til datteren - helt uden om Fru Andersen.

Hvad skal lederen af plejehjemmet gøre, når hun har mistanke om, at Fru Andersen bliver snydt af sin datter?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 11 2006 

Etiske retningslinjer

Jeg mener, at De Sygeplejeetiske Retningslinjer kan støtte lederen i en etisk stillingtagen. Vi skal anvende fagligt skøn, kritisk stillingtagen, mod og omtanke. Det er altså nødvendigt at tage fat i ubehaget. Vi skal udøve omsorg og medvirke til at beskytte og bevare liv og arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet.

Lederen skal derfor tilgodese Fru Andersens behov - sikre sig tøj og en sommerfornøjelse til Fru Andersen, hvis det er et behov - for hvordan opfatter Fru Andersen situationen?

Lederen kan derpå tale med Regitze og Fru Andersen om sagen. Måske løser det hele problemstillingen. Vi skal udvise respekt for pårørende - men ved interessekonflikt skal vi varetage patientens tarv.

Edith Mark, psykiatrisk sygeplejerske, ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Klinisk Sygepleje ved Aalborg Sygehus, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Fokus på Fru Andersen

Der står Nina M. Andersen på døren. Vi får oplysninger om sygdomsforløbet.

Men hvor er Fru Andersen? Der står ikke noget om, at hun er dement og ude af stand til at tage stilling.

Hvad er Fru Andersens egne forventninger til, hvordan hendes garderobe ser ud? Når der er betalt for husleje, kost, medicin m.m. som aftalt ved indflytningen, er det beboeren, der bestemmer, hvad resten af pengene skal bruges til.Det er Fru Andersens afgørelse, om hun vil købe undertøj, ugeblade eller potteplanter - eller give pengene til børn og børnebørn.

Som leder ville jeg bede Fru Andersens kontaktperson få en stille snak med Fru Andersen. Hvis Fru Andersen er positiv, kunne det måske resultere i en hyggelig tur til et indkøbscenter, og hvis Fru Andersen ikke ønsker det anderledes, må hun gå i det slidte undertøj.

Benedikte Kristensen, sygeplejerske, ansat i Kolding Kommune.

Emneord: 
Dilemma
Plejecenter
Familie